Politikernes Foretrukne Undertrykkere.

Der har, ganske berettiget, været talt og skrevet meget om danske politikeres fortidige opbakning til undertrykkende styreformer. Hvad der til gengæld er blevet talt og skrevet knap så meget kritisk om, er den nutidige, og for det meste så godt som uforbeholdne støtte, til en særdeles voldelig og undertrykkende supermagt. En opbakning som gør sig gældende på begge sider af Folketinget.

Den herskende opbakning til det amerikanske overherredømme, vækker måske ikke den store forundring hvad højre side af folketingssalen angår, idet man på denne fløj gennem mange årtier har udvist en forstyrrende ukritisk begejstring for den amerikanske styreform. Det kan imidlertid godt undre, at man under en såkaldt rød regering, med en påstået socialistisk udenrigsminister, støtter ligeså ukritisk op om den globale amerikanske dominanspolitik, som garanterer USAs fortsatte centrale placering i den kapitalistiske verdensorden. Det er åbenbart foreneligt med den søvndalske version af folkesocialismen anno 2012. På den anden side er der måske ikke meget som fortsat kan forundre os, efter vi var vidner til, at vores demokratiske frihedsrettigheder måtte vige i det økonomiske fremskridts uhellige navn, under det kinesiske statsbesøg for nylig.

Barack Hussein Obama har med sin udenrigspolitik tydeligt vist, at hans administration ikke adskiller sig i noget væsentligt fra den forudgående, der som bekendt blev støttet hele vejen til en massemorderisk angrebskrig af de borgerlige danske politikere. Der myrdes stadig civile i hobetal i Afghanistan og Pakistan. Man bidrager stadig til massiv undertrykkelse rundt om i verden i form af samarbejde med nogle af verdens mest repressive stater, herunder Usbekistan, Saudi-Arabien, Indonesien, Bahrain, Colombia og Israel. Foragten for folkeretten er endvidere stadig i højsædet. På ugentlig basis er vi vidner til voldstrusler rettet mod Iran, i klokkeklar strid med international ret, ligesom den kollektive afstraffelse af den iranske civilbefolkning, som de udsultende økonomiske sanktioner må siges at medføre, synes at savne juridisk dækning i folkeretten.

Man bør vel desuden her minde om, at sanktionerne, som man med USA i front påførte den irakiske civilbefolkning under Bill Clinton, resulterede i et veritabelt folkemord, idet UNICEF vurderede, at en halv million irakiske børn døde som konsekvens af sanktionspolitikken. Et massemord på børn, som den daværende amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright, ikke gjorde sig de store bekymringer omkring, da hun blev konfronteret med dødstallet inyhedsprogrammet 60 Minutes.

Det var imidlertid ikke kun Bill Clinton og hans administration der bidrog til det to årtier lange folkemord i Irak. Den nuværende amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton var, sammen med vicepræsidenten Joseph Biden, blandt de største demokratiske fortalere for at føre angrebskrig mod Irak. Det beror således på en fejlbehæftet analyse hvis man tror, at det udelukkende var den republikanske Bush-administration som forvoldte krigen, idet mange af Senatets demokratiske senatorer gjorde deres for at muliggøre den. Angrebskrigen resulterede ikke alene i at millioner af mennesker fandt sig nødsaget til at flygte fra deres hjem, men hvad der er værre endnu, i mange hundredetusinder irakeres død. Vores nuværende udenrigsminister Villy Søvndal var blandt Folketingets mest fremtrædende kritikere af Irak-krigen. Nu hvor han selv er blevet minister, bakker han ukritisk op om de selvsamme mennesker som var med til at muliggøre denne horrible krig.

Den aktivistiske danske udenrigspolitik er baseret på de mest noble intentioner om at bringe menneskerettigheder, demokrati og frihed til undertrykte befolkninger langt fra Danmarks grænser. Det har vore politiske repræsentanter som bekendt forsikret os om i årevis. Hvordan det hænger sammen med, at den aktivistiske udenrigspolitik er bundet op på den amerikanske orden, hvor friheden er under konstante angreb fra sikkerheds- og overvågningsstaten, hvor reelt demokrati er ikke-eksisterende og hvor respekten for menneskerettighederne altid har glimret ved dens fravær i udenrigspolitikken, står imidlertid hen i det uvisse.

EU arms exports to Libya: who armed Gaddafi?

The Guardian has done a bit of datamining at one of The European Union's sites and discovered some rather interesting facts revealing how much money various members of the European arms industry have earned by selling weapons to Gadaffi.

Below are some key revelations:

The EU granted export licenses for €834.5m worth of arms exports in the first five years after the arms embargo was lifted in October 2004

2009 is the highest amount ever: €343.7m

Italy is the top exporter, with €276.7m over the five years

The UK got off to a big start in 2005, with €58.9m of the €72.2m total.

UK licenses over the five years are worth €119.35m

Malta saw some €79.7m of guns go through the Island en route to Libya in 2009 - apparently sold via an Italian company.

The Guardian: "EU arms exports to Libya: who armed Gaddafi?"

MI5 told Blair Iraq was no threat to UK

"Baroness Manningham-Buller disclosed that she had warned the then Labour Prime Minister that the UK would be at greater risk of terrorist attacks if he pursued military action against Saddam Hussein’s regime.

The former director general of the domestic security service, who retired in 2007, described the Iraq conflict as a “distraction” from efforts to tackle al Qaida and warned that more terrorist attacks on British soil seemed likely.

Her comments, in an interview to mark the start of her three Reith Lectures, which will be broadcast on BBC Radio 4 this week, represent the most outspoken criticisms to date of the 2003 conflict by such a senior figure in the intelligence services.

Mr Blair, and his former communications director, Alastair Campbell, have faced repeated criticism over the Labour government’s public case for military action.

Downing Street infamously claimed that Iraq could deploy weapons of mass destruction (WMD) within 45 minutes of an order to do so, although no evidence of such a WMD programme was ever found."

The Telegraph: "MI5 told Blair Iraq was no threat to UK."

War Dollars Could Fill Deficit Gaps of All State Budgets.

In a commentary on Huffington Post yesterday William Hartung, the director of the Arms and Security Project at the Center for International Policy, estimated that the amount of money spent on the war in Afghanistan could fill the deficit gaps of all state budgets:

"...Those genuinely concerned about war costs need to go where the money is -- Afghanistan. The Pentagon has asked for $113 billion to fight the war there for this year, roughly two and one-half times what has been requested to support the United States' dwindling commitment in Iraq. That gap will only increase as troop numbers in Iraq continue to fall. To put this in some perspective, the entire Gross Domestic Product of Afghanistan is about $29 billion per year, which means that annual U.S. expenditures on the war are nearly four times the value of the entire Afghan economy. That number would obviously change if the drug economy were taken into account, but it is stunning nonetheless.

The tax dollars being spent on Afghanistan are enough to offset the $100 billion per year that House Republicans are seeking to cut from next year's budget, or enough to fill the projected budget gaps of the 44 states that expect to run deficits in 2012. In other words, if the Afghan war ended and the funds allocated for it were returned to the states, no state in America would run a deficit next year. This would save millions of jobs of teachers, police, firefighters and other public employees while holding the line on basic services like Medicaid and income support for families in poverty. This would in turn be good for the economy as a whole. Military spending creates fewer jobs than virtually any other form of expenditure, from education to housing to transportation. So shifting funds away from war spending will result in a net increase in jobs nationwide...."

Source: William Hartung, America's Costliest War, Huffington Post April 5. 2011.

Libya: The Plot Thickens!

The Telegraph: Libyan rebel commander admits his fighters have al-Qaeda links.

Jerusalam Post: Al Qaida commander backs Libyan rebels in message.

The Telegraph: Libya: al-Qaeda among Libya rebels, Nato chief fears.

ICH: 2007 West Point Study Shows Benghazi-Darnah-Tobruk Area was a World Leader in Al Qaeda Suicide Bomber Recruitment.

McClatchy: Libyan Rebel Leader Spent Much of Past 20 Years in Langley Virginia

FDL: CIA, British Special Forces Swarm Through Libya.

Huffington Post: The CIA, the Libyan Rebellion, and the President.

ICH: The Euro-US War on Libya: Official Lies and Misconceptions of Critics

Afghanistan: Den sikkerhedspolitiske begrundelse.

Den primære officielle begrundelse for de danske troppers tilstedeværelse i Afghanistan, har kontinuerligt været, at vi befinder os i landet for at sikre, at der ikke igen sker terrorangreb på vestlige mål og interesser.

I sin nytårstale 2009 benyttede Anders Fogh Rasmussen således lejligheden til at forsvare Afghanistan-krigen med den sikkerhedspolitiske begrundelse:

“Vi lever i en ny verden. En verden, hvor terrorister kan slå til hvor som helst - også i Danmark. En verden, hvor forsvaret af vores sikkerhed starter fjernt fra dansk jord. Afghanistan må ikke igen blive et fristed for terrorister. Derfor er vi i Afghanistan. Det handler om sikkerhed. Og det handler om, at vi danskere tager medansvar i verden. Vi ønsker frihed, fred og sikkerhed. Så må vi også selv yde et bidrag”.

Den sikkerhedspolitiske begrundelse er imidlertid tvivlsom idet Al-Qaeda ikke længere har nogen nævneværdig tilstedeværelse i landet, mens organisationen til gengæld menes at være aktiv i en række andre lande, som Danmark (eller den internationale koalition) ikke er militært engageret i. Der er ikke meget der tyder på at de lokale krigsførende parter i Afghanistan har andet end lokale interesser, hvorfor de forskellige oprørsbevægelser altså ikke truer den danske befolknings sikkerhed!

Selvom Al Qaeda fortsat havde en markant tilstedeværelse i landet, eller skulle få det igen på et senere tidspunkt, er det særdeles tvivlsomt hvorvidt en nedkæmpning af organisationen på afghansk territorium ville forvolde en større grad af sikkerhed, da hverken terrorangrebene i London eller Madrid havde nogen beviselig forbindelse til Afghanistan. Sikkerhedsargumentet bør endvidere mødes med skepsis da planlægningen af et terrorangreb ikke kræver nogen konkret tilstedeværelse i et givent land. Terrorangreb, som dem vi så i London, Madrid og Mumbai, kræver ikke store træningslejre men beror derimod på relativt små sammensværgelser, som kan planlægge angrebene uden fysisk kontakt, så længe de har adgang til internettet. Endvidere har Al Qaeda iflg. officielle udmeldinger etableret sig i en række lande, herunder Yemen, Afghanistan-krigen vil altså ikke eliminere terrortruslen fra Al Qaeda og organisationens sympatisører, uanset dens udfald.

DFs Finn Rudaizky kontra virkelighedens verden.

Medlem af borgerrepræsentationen i København for Dansk Folkeparti, Finn Rudaizky, hævder i forlængelse af, at man fra Københavns Kommunes side i sidste uge valgte at hylde de hjemvendte soldater som helte, at "Soldaterne er unge mennesker, der har sat livet på spil for demokrati og humanistiske værdier." Hvilket altså var grunden til at kommunens lokalpolitikere mente, at man burde hylde dem. Det er selvfølgelig meget muligt at det er den selvforståelse soldaterne har, men det er ikke desto mindre milevidt fra virkelighedens verden af følgende grunde.

1) Udover Pakistan, er NATOs vigtigste regionale samarbejdspartner i krigen mod Afghanistan et af verdens værste diktaturer, nemlig Uzbekistan. I Uzbekistan er tortur under afhøring normalt, herunder tortur af børn foran deres forældre og anal voldtægt med smadrede flasker. Regimet er endvidere kendt for at koge folk levende. Det er desuden iflg. Transparency International et af de mest korrupte lande i verden. Jeg kan anbefale at læse Human Rights Watchs dækning af forholdene i landet for en nærmere gennemgang.

2) Marionetstyret i Kabul som ledes af Hamid Karzai er bundkorrupt og der har gennem årene været mange rapporter om at medlemmer højt oppe i administrationens hierarki, herunder Karzais egen bror, er involveret i narkotihandlen og produktionen, som desuden er eksploderet efter invasionen. Respekten for demokrati kan i Karzai-styrets tilfælde ligge på et meget lille sted.

3) USA og andre vestlige lande, såsom Frankrig, har ingen problemer med at støtte diverse repressive regimer i den øvrige del af den muslimske verden, men lige i Afghanistans tilfælde skulle man altså have den største interesse for folkets velbefindende, samt i demokratisering og humanitære værdier. Check eventuelt min gennemgang fra den 20. Januar i år omhandlende USAs nuværende, og i Egyptens tilfælde forhenværende, støtte til repressive regimer i den muslimske verden.

4) Grunden til at man overhovedet har et problem med talebanisering og jihadisme i Afghanistan, har i høj grad at gøre med den udenrigspolitik man fra amerikansk side har ført i regionen. I 1980erne støttede man aktivt jihadisten og fundamentalisten General Zia ul-Haq, Pakistans diktator. Under Zia blev der bygget i hundredevis af koranskoler langs den afghansk-pakistanske grænse, mens den pakistanske efterretningstjeneste ISI i samarbejde med CIA trænede titusindevis af hellige krigere til brug mod Sovjetunionens invasion af Afghanistan. Dette var sædekornene til såvel Al Qaeda som til Taleban og derfor også til den nuværende krig.

Det er med ovenstående in mente derfor ret svært at tage seriøst, at soldaterne skulle kæmpe for demokratiske og humanitære værdier i Afghanistan, da mange af de lande som de befinder sig i landet på vegne af, ganske tydeligt har demonstreret gang på gang, at demokrati og humanisme er noget man taler meget om, mens afstanden mellem tale og handling er enorm i udenrigspolitiken. Det er i øvrigt nærmest komisk at skulle høre en repræsentant for Dansk Folkeparti tale hjerteligt om humanitære værdier, for er der noget partiet aldrig har været kendt for er det forkærlighed for humanisme.

Statsminister Anders Fogh Rasmussens Krigstale.

Lars Løkke: "Iran ér en trussel"

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtalte i forbindelse med NATO-topmødet, at "Iran ér en trussel" hvorfor "det afgørende er at få truffet nogle beslutninger om, at opbygge det missilskjold, som kan øge vores sikkerhed i forhold til de trusler, som vi er omgærdet af. I den sammenhæng er Iran et af de steder, man kan få øje på."[1]

Dette er han ikke alene om at mene. Udviklingsminister Søren Pind skrev i 2008, at Iran for alt i verden måtte forhindres i at udvikle en atomar våbenkapacitet, til trods for at der ikke var det store belæg for at formode, at Iran var i gang med dette. Han sagde: "Den vestlige verden kan ikke leve med, at Iran får atomvåben. Så hellere krigen. Mine børn skal ikke opleve den knugende skræk for det atomare ragnarok, jeg selv måtte vokse op under. Det skal, om nødvendigt, med vold og magt, forhindres."[2] Men hvordan forholder det sig egentlig med Iran? Er landet rent faktisk en trussel mod verdens største militære organisation og dens medlemslande eller er der tale om en opfundet trussel?

En officiel men først for nylig deklassificeret amerikansk vurdering af Irans militære kapacitet lyder: "Iran har meget store militære styrker, men de ville være relativt ineffektive mod et direkte angreb fra et veluddannet, sofistikeret militær såsom USA's eller dets allierede. På nuværende tidspunkt er Irans styrker kun nok til at forhindre eller forsvare sig mod konventionelle trusler fra Irans svagere naboer... men mangler luftstøtte og logistisk evne til at projicere magtmidler længere væk fra Irans grænser eller til at konfrontere regionale stormagter som Tyrkiet eller Israel."[3]

Professor i mellemøsthistorie Juan Cole foretager følgende sammenligning: "Irans militære budget er på lidt over 6 milliarder dollars om året. Sverige, Singapore og Grækenland har alle større militære budgetter. Desuden er Iran et land med 70 mio. indbyggere, således at udgifter til forsvar per capita er lille i forhold til de andre, da de er meget mindre lande med hensyn til befolkning. Iran bruger mindre per indbygger på sit militær end noget andet land i Den Persiske Golf-region med undtagelse af De Forenede Arabiske Emirater."[4] Den amerikanske Harvard-professor i international politik Stephen Walt har endvidere en komparativ analyse af Irans og USAs militære kapaciteter på sin blog.

Ideen om at Iran skulle udgøre en militær trussel mod Vesten står altså i skarp kontrast til fakta omhandlende landets militære kapacitet og Iran har da heller ikke angrebet noget andet land i flere hundrede år. Landet er omringet på begge sider af USAs og NATOs styrker i Irak og Afghanistan og har været under konstante trusler om militær intervention fra israelsk side i årevis, men Iran har ikke fundet at dette udgør grund nok til voldshandlinger, hvilket da også er ganske forståeligt. Iranerne er efter alt dømme pragmatiske nok til at vide, at skulle man begynde på noget sådant ville det næppe falde ud til Irans fordel da man militært såvel som økonomisk er underlegen.

Manglende vilje til aggression er til gengæld ikke noget der karakteriserer Israel som pt. er den eneste atommagt i Mellemøsten og som har udviklet sin atomare våbenkapacitet i modstrid med gældende internationale aftaler, vel at mærke uden at dette har haft nogle nævneværdige konsekvenser for den enorme økonomiske, militære og politiske støtte som landet modtager fra USA. Iran er berettiget til at udvikle atomreaktorer til fredelige formål idet landet er underskriver af ikke-spredningsaftalen og der er pt. intet belæg for at hævde, at Irans atomprogram skulle have andre formål end fredelige. Israel har derimod aldrig underskrevet aftalen eller nogensinde bekymret sig stort om international lov og med den mangeårige aggressive Israelske udenrigspolitik in mente burde man måske bekymre sig mere om hvorvidt Israel udgør en trussel mod freden.

Noget kunne derfor tyde på, at NATO - og folk som Løkke og Pind - opfinder trusler i en verden efter Den Kolde Krig hvor NATOs fortsatte eksistensberettigelse kan drages i tvivl, hvilket betyder at NATO, fremfor at være garant for freden, selv er gået hen og blevet en stigende trussel i verden.

De danske oversættelser i ovenstående er lavet af Poyâ Pâkzâd.

Træk tropperne hjem.

Meldingerne omkring krigens forventede afslutning er meget forskellige. Førhen hed det sig, at man ville trække sig ud i 2011, nu tales der om 2014. Den britiske forsvarschef Gen. Sir David Richards udtaler imidlertid til den britiske avis, Daily Mail, at NATO bliver nødt til at fortsætte tilstedeværelsen i Afghanistan i mange årtier endnu: “Nato now needs to plan for a 30 or 40 year role to help the Afghan armed forces hold their country against the militants.” [1]

Den amerikanske befolknings opbakning til Afghanistan-krigen er imidlertid faldende. Nu er 50% procent iflg. den seneste undersøgelse imod krigen mens 44% er for.[2] At krigsmodstanden ikke er større, midt i en krisetid hvor fattigdommen er voksende, har nok at gøre med, at krigspropagandaen fra de højreorienterede medier flyder i en lind strøm, mens kritiske røster meget sjældent interviewes. Når der er kritik er den som regel af strategisk beskaffenhed, sjældent af doktrinær.

Krigen mod terror er sandsynligvis den dyreste krig USA nogensinde har befundet sig i. Professor i public finances v. Harvard University, Linda Bilmes, forfattede for to år siden “The Three Trillion Dollar War” sammen med Joseph Stieglitz, hvor de estimerede at de reelle omkostninger ved krigene løb op i flere billioner. Der var dog iflg. de to økonomiprofessorer tale om et konservativt estimat. Jeg anbefaler at læse Bilmes vidnesudsagn omkring krigsudgifterne foran House Comittee of Veterans’ Affairs tidligere i år.[3]

Krigen mod terror, som nu ikke længere kaldes dette officielt, har spredt sig. Den føres nu på mindst fire fronter, nemlig i Afghanistan og Irak samt i Pakistan og Yemen, og muligvis snart også i Iran. Samtidig påståes det, at der nu også strømmer en stor terrortrussel fra Somalia. Alligevel forsikres vi om, at vi er lige ved at være der. Krigen er måske ikke så stor en succes som håbet, men i det mindste en relativ succes. Dette er imidlertid usandt.

Karzais styre er gennemsyret af korruption og religionsfriheden i Afghanistan er aftagende under hans styre [4]. Blot fyrre kilometer fra hovedstaden hersker Taleban (dvs. en af de oprørgrupper uden fælles ledelse, vi i de vestlige medier kender under fællesbetegnelsen Taleban.)[5]

Der er ikke ret mange reelle fremskridt at spore for den civile og uskyldige afghaner, selv efter hele ni års krigsførelse. Den afghanske feminist Malalai Joya påpegede i et interview forleden, at koalitionsstyrkerne anses for at være endnu en fjende af store dele af den afghanske befolkning - de to andre er Nord-Alliancen og Taleban. Hun sagde:

“The only solution is the troops should withdraw because their presence is making the situation worse. Troops are daubed by Afghans as “enemies” rather than “friends”. Afghan people are squashed between three enemies: the Taliban, the fundamentalist warlords and foreign troops.

If the foreign enemy leaves Afghanistan, my people would only face two internal enemies and it would be easier to combat them. All the war criminals of the past 30 years should be put on trial and punished for their unforgivable crimes against the men, women and children of this nation. There are some that say the Taliban may get back to power, but my people, despite being wounded and tired of all the war, may lead a decisive combat against these dinosaurs with the extreme hatred that they have for them.

And then, a democratic, independent and secular government should be installed, free of all kinds of fundamentalist, mafia and criminal germs.” [6]

Vi må heller ikke glemme, at krigen i Afghanistan ikke har hjemmel i international lov. (jvf. juraprofessor Marjorie Cohns behandling af sagen.) [7]

Danmarks tilstedeværelse i Afghanistan er af forhenværende forsvarsminister, Søren Gade, gentagne gange blevet begrundet med, at vi er der for at forhindre terrorangreb på vestlige interesser, men hverken terrorangrebene i London eller Madrid havde deres rod i Afghanistan, hvorfor intet tyder på, at vores tilstedeværelse skulle kunne garantere at der ikke sker terrorangreb i Vesten.

Af alle disse grunde bør Danmark trække tropperne hjem.

Dansk Folkeparti ønsker fordobling af tvang

Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen, mener det ville være en god idé at fordoble antallet af personer der er tvunget til at aftjene værnepligt i det danske forsvar, for dermed at skabe et bedre rekrutteringsgrundlag for den ideologisk betingede krigsførsel Danmark lige nu deltager i, i Afghanistan. Denne fordobling af statslig tvang mener Søren Espersen er at sammenligne med en "forlænget ferieperiode". Regeringen er selvfølgelig positivt stemt overfor forslaget

Kilde[1][2]

Læs i forlængelse af dette min kommentar til DF's Søren Krarup's undskyldning for at deltage i den uprovokerede angrebskrig mod Irak.

Statsministerens virkelighedsforvrængende sprogbrug

Statsministerens manipulerende retorik under nytårstalen fortjener et nærmere eftersyn, og en ting jeg specielt bed mærke i, var hans henvisning til den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik som havende en udbredelse af frihed som egentlig bagvedliggende rationale. Men hvilken frihed er det mere præcist der er tale om og for hvem? Den postulerede frihedsorienterede udenrigspolitik er nemlig interessant nok sammenfaldende med en lang række tiltag indenrigspolitik, som i stik modsætning til dette, har haft en meget omfattende indskrænkning af den personlige frihed, hvis ikke til formål og så i hvert fald som konsekvens.

Først og fremmest bør man selvfølgelig nævne anti-terrorlovgivningen som giver mulighed for meget vidtgående misbrug med ganske voldsomme konsekvenser. For eksempel kan det nævnes at antiterrorlovgivningen muliggjorde at Dagbladet Arbejderen fik beslaglagt deres it-udstyr af PET fordi man på avisens sider havde dokumenteret foreningen Oprørs appel til at støtte PFLP og FARC , hvilket alt sammen interessant nok foregik efter at statsministeren under karikaturkrisen havde givet udtryk for, at ytringsfriheden var en samfundsbærende søjle, hvorfor medierne selvfølgelig skulle have lov til at virke frit. Dette gjaldt åbenbart ikke Arbejderen.

Dernæst skal det nævnes at logningsbekendtgørelsen ligeledes betyder ganske omfattende kontrol og indskrænkning af individets frihed, idet man ikke længere kan have en privat telefonsamtale eller email-korrespondence i fred, da alle telefonsamtaler, sms’er og emails i dag beslaglægges i et år, bare sådan for en sikkerheds skyld.

Sidst men ikke mindst er det under Fogh-regeringerne lykkedes for statsministeren og hans følgesvende, at etablere en de facto politistat i staten, med præventive anholdelser, vilkårlige registreringer, visitationszoner samt chikane af såvel indbyggere som besøgende, på det der engang var fristaden Christiania, men i dag mere end noget andet, forekommer den besøgende at være blevet forvandlet til en eksercitsplads for styrker af intimiderende, og kampuniformerede ti-mands patruljer.
Denne knusende jernhandske er egentlig ideologisk funderet, men dette tilsløres ved, at man får det til at fremstå som om, at krænkelserne af christianitterne og deres besøgende, er foranlediget af et ønske om at ville bekæmpe indtagelse af cannabis, hvilket udfra indsatsen at dømme, vel nærmest af regeringen betragtes som værende farligt for den herskende orden på linje med terrorisme.

Hvad der nok snarere er den egentlige motivation for denne tingenes tilstand er, at man fra de borgerlige regeringspartiers side ikke tåler den ideologiske torn i øjet, som dette, for en stor dels vedkommende, ganske vellykkede kollektivistiske eksperiment repræsenterer. Det er da heller ikke svært at komme i tvivl om, hvorvidt den lovgivning regeringen gemmer sig bag, er i befolkningens eller magthavernes favør, når den af disse benyttes til at drive en uhyggelig og ganske omfattende undertrykkelse af lokalbefolkningen og deres gæster på Christiania. Noget der derfor også bør nævnes i sammenhæng med dette er, at det lovgivningsmæssige grundlag i hvilket hele denne unødvendige indsats finder sin legitimitet, er yderst tvivlsomt, idet ulovliggørelsen af cannabis ikke kom istand på baggrund af fornuftbåren argumentation eller på baggrund af nogen egentlig problemstilling, men blot i 1929 vedtoges som led i en ratifikation af en Opiumskonvention, selvom man ovenikøbet i lovgivningsmaterialet tilkendegiver at:

"uanset at indisk Hamp og Præparater, der udvindes af denne, ikke spiller nogen Rolle her i Landet, har man dog i overstemmelse med Opiumskonventionens Artikel 4 og 11 medtaget denne Substans i paragraffen."

AKTIVISTISK UDENRIGSPOLITIK

I det hele taget er det også interessant at man kalder det aktivistisk udenrigspolitisk, i hvad der vel er et forsøg på at udglatte det forhold, at deltagelsen i irak-krigen var en deltagelse i en uprovokeret angrebskrig, om hvilket Nürnberg tribunalet ganske utvetydigt konkluderede: “To initiate a war of aggression... is not only an international crime, it is the supreme international crime.”

Andre på den militaristiske højrefløj har været mere letgennemskuelige mht. deres motiver for deltagelse i massemord. Søren Krarup melder for eksempel klart ud, idet han tydeligt tilkendegiver at formålet med Irak-krigen var at statuere et eksempel overfor det han betragter som den fjendtligt indstillede og ekspansionistiske islamiske religion, og så kunne man jo ligeså godt angribe Irak som et hvilket som helst andet land, og det var derfor ikke af videre betydning, at landet ikke havde taget del i angrebene den ellevte september.

Spørgsmålet består. Hvilken frihed er det der tales om, for såvidt jeg kan se er de eneste der har fået en større grad af frihed som konsekvens af den såkaldt aktivistiske udenrigspolitik, de store firmaer der landede kontrakter med Bush-administrationen og scorede kassen på dette, uden samtidig at være nødsaget til at bekymre sig om indgribende tiltag og reguleringer i den liberaliserede irakiske økonomi under den amerikanske okkupation, hvilket selvfølgelig alt sammen skete for næsen af irakerne, som i stort omfang blev snydt for selv at tjene på genopbygningen af deres sønderbombede land.