I forrige weekends udgave af Information kunne man læse et længere debatindlæg af Søren Krarup hvori han forsøger at argumentere for bevæggrunden for hans stemmeafgivelse vedrørende Danmarks krigsdeltagelse i Irak-krigen. Ifølge Krarup var krigen i Irak “en vestlig nødvendighed” hvorfor han “med god samvittighed og overbevist sind” stemte ja til at Danmark krigsdeltagelse i Irak. Følgende er en gennemgang af hans “argumentation”.
“Baggrunden for det hele var selvsagt terrorangrebet mod USA 11. september 2001. Dette var en åben krigserklæring til alle os i den vestlige verden fra den nyvakte islamisme, der tager udgangspunkt i den iranske revolution under ayatollah Khomeini i 1979, og hvis øjeblikkelige positioner hedder al Qaeda og Osama Bin Laden.”
Mage til sludder skal man vist lede længe efter. For det første må det siges at være en overordentlig omgang vrøvl at hævde at paraply-begrebet islamisme erklærede krig mod vesten, for hvornår er begreber blevet i stand til at foretage den slags handlinger? Dernæst hugger Krarup en hæl og klipper en tå for at få begrebet ‘islamisme’ til at passe med hans dagsorden. Normalt bruges ‘islamisme’ om fundamentalistiske grupperinger indenfor islam, og denne fundamentalistiske form for islam skulle altså iflg. Krarup have taget sit udgangspunkt i den islamiske kulturrevolution i Iran i 1979, hvilket må siges at være noget forfærdeligt vrøvl, for fundamentalistisk islam har eksisteret meget længere, og blandt “øjeblikkelige positioner” glemmer han da også meget bekvemt at nævne den måske væsentligste, nemlig den i Saudi-Arabien dominerende retning, wahabismen. Denne udeladelse er nok ikke tilfældig, for Saudi-Arabien har til trods for det faktum at det er et brutalt diktatur, under hele den såkaldte krig mod terror været en af koalitionens tætteste samarbejdspartnere, og det er netop fra Saudi-Arabien at man i dag ser den største økonomiske støtte til udbredelsen af fundamentalistisk islam. En økonomisk støtte hvis fundament er olie, som vesten køber ivrigt af.
“Et terrorangreb mod USA [9-11] og dermed imod alle i den vestlige verden. For så vidt en nærmest klassisk gentagelse af begivenhederne fra 1400 års strid mellem islam og kristenheden – f.eks. de islamiske angreb på Europa i 1529 og 1683 [....] Det var slet og ret en vestlig nødvendighed af forsvare sig og slå igen.”
Ovenstående er et meget interessant forsøg på en historisk parallel. Angrebet på World Trade Center der så vidt vides blev begået af studerende med en mulig tilknytning til al Qaeda er altså en “næsten klassisk gentagelse” af angreb på Europa i 1529 og 1683, altså af angreb der begge blev foretaget af store islamisk riger hvoraf ingen længere eksisterer. Hvorledes det er intelligent at foretage en sådan parallel mellem unge studerende flykapreres angreb på World Trade Center i 2001 og osmannerigets angreb fra hesteryg og med krumsabler på Europa for henholdsvis 478 og 324 år siden, må være op til læseren at bedømme. At angrebet i Krarups optik skal ses som en forlængelse af “1400 års strid mellem islam og kristenheden” er da også noget kuriøst, for angrebet var jo netop ikke rettet mod symboler på kristen kultur men derimod mod symboler på den amerikanske militære og økonomiske dominans, på hvilke henholdsvis Pentagon og World Trade Center er og var symboler. Havde man ønsket at rette et angreb på “kristenheden” var der nok andre mål som ville være mere oplagte.
Overordentlig interessant er det da også, at Krarup mener at angrebet på Irak var “en vestlig nødvendighed” som et modsvar på angrebet mod World Trade Center, for der er, som de fleste nok er bekendt med, ikke skyggen af bevis for at Irak på nogen måde var involveret i terrorangrebene den 11. September 2001, om dette skriver Krarup:
“Men hvorfor angribe netop Irak og Saddam Hussein? Eller var Saddam allieret med al Qaeda? Nej, i snæver forstand var Saddam Hussein ikke al Qaedas allierede, selvom han under risiko for et vestligt angreb som bekendt rykkede nærmere til Osama Bin Laden, men Saddam Hussein var uimodsigeligt en del af den islamiske verden, og hans had til Israel og afvisning af at give FN den sikkerhed mod masseødelæggelsesvåben, som FN og også Vesten krævede, gjorde angrebet på denne mellemøstlige diktator naturligt - når et eksempel skulle statueres. I selvforsvarets situation var Irak det oplagte mål. Taleban i Afghanistan havde været et andet. Men at vælte Saddam Hussein var i 2003 en indlysende politik for et Vesten, der ville ramme terrorismen.”
Det er her interessant hvordan Krarup igen hugger en hæl og klipper en tå, for selvom Saddam Hussein ganske korrekt var en del af den islamiske verden - om end han aldrig har været nogen central figur idet han aldrig har nydt nogen nævneværdig respekt blandt muslimer - blev der netop fra den amerikanske administration lagt vægt på at angrebet på Irak ikke skulle ses som et angreb på Islam, hvorfor administrationen altså ikke deler dette præmis for angreb med Krarup, og med god grund, for man har som tidligere nævnt samarbejdet med Saudi-Arabien og Uzbekistan som ligeledes må betegnes som værende dele af den islamiske verden, ligesom man har ydet økonomisk og militær støtte til andre nationer i regionen hvis befolkninger ligeledes må siges at være del i islam.
Dernæst er det overordentligt interessant at han vælger at nævne Saddam Husseins had til Israel, for derefter at nævne hans delvise manglende vilje til at føje FN, som dog ikke kan siges på nogen måde at være total idet der blev foretaget adskiller inspektioner, for netop Israel har gennem årene udvist en total mangel på vilje til at lade FN inspicere landets masseødelæggelsesvåbenkapacitet, og Israel har gennem årene nydt en uhørt opbakning fra USA i problemstillinger som FN har fundet kritisable idet man fra amerikansk side gang på gang har nedlagt veto i FN mod resolutioner der har vedrørt Israel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar