Politikernes Foretrukne Undertrykkere.

Der har, ganske berettiget, været talt og skrevet meget om danske politikeres fortidige opbakning til undertrykkende styreformer. Hvad der til gengæld er blevet talt og skrevet knap så meget kritisk om, er den nutidige, og for det meste så godt som uforbeholdne støtte, til en særdeles voldelig og undertrykkende supermagt. En opbakning som gør sig gældende på begge sider af Folketinget.

Den herskende opbakning til det amerikanske overherredømme, vækker måske ikke den store forundring hvad højre side af folketingssalen angår, idet man på denne fløj gennem mange årtier har udvist en forstyrrende ukritisk begejstring for den amerikanske styreform. Det kan imidlertid godt undre, at man under en såkaldt rød regering, med en påstået socialistisk udenrigsminister, støtter ligeså ukritisk op om den globale amerikanske dominanspolitik, som garanterer USAs fortsatte centrale placering i den kapitalistiske verdensorden. Det er åbenbart foreneligt med den søvndalske version af folkesocialismen anno 2012. På den anden side er der måske ikke meget som fortsat kan forundre os, efter vi var vidner til, at vores demokratiske frihedsrettigheder måtte vige i det økonomiske fremskridts uhellige navn, under det kinesiske statsbesøg for nylig.

Barack Hussein Obama har med sin udenrigspolitik tydeligt vist, at hans administration ikke adskiller sig i noget væsentligt fra den forudgående, der som bekendt blev støttet hele vejen til en massemorderisk angrebskrig af de borgerlige danske politikere. Der myrdes stadig civile i hobetal i Afghanistan og Pakistan. Man bidrager stadig til massiv undertrykkelse rundt om i verden i form af samarbejde med nogle af verdens mest repressive stater, herunder Usbekistan, Saudi-Arabien, Indonesien, Bahrain, Colombia og Israel. Foragten for folkeretten er endvidere stadig i højsædet. På ugentlig basis er vi vidner til voldstrusler rettet mod Iran, i klokkeklar strid med international ret, ligesom den kollektive afstraffelse af den iranske civilbefolkning, som de udsultende økonomiske sanktioner må siges at medføre, synes at savne juridisk dækning i folkeretten.

Man bør vel desuden her minde om, at sanktionerne, som man med USA i front påførte den irakiske civilbefolkning under Bill Clinton, resulterede i et veritabelt folkemord, idet UNICEF vurderede, at en halv million irakiske børn døde som konsekvens af sanktionspolitikken. Et massemord på børn, som den daværende amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright, ikke gjorde sig de store bekymringer omkring, da hun blev konfronteret med dødstallet inyhedsprogrammet 60 Minutes.

Det var imidlertid ikke kun Bill Clinton og hans administration der bidrog til det to årtier lange folkemord i Irak. Den nuværende amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton var, sammen med vicepræsidenten Joseph Biden, blandt de største demokratiske fortalere for at føre angrebskrig mod Irak. Det beror således på en fejlbehæftet analyse hvis man tror, at det udelukkende var den republikanske Bush-administration som forvoldte krigen, idet mange af Senatets demokratiske senatorer gjorde deres for at muliggøre den. Angrebskrigen resulterede ikke alene i at millioner af mennesker fandt sig nødsaget til at flygte fra deres hjem, men hvad der er værre endnu, i mange hundredetusinder irakeres død. Vores nuværende udenrigsminister Villy Søvndal var blandt Folketingets mest fremtrædende kritikere af Irak-krigen. Nu hvor han selv er blevet minister, bakker han ukritisk op om de selvsamme mennesker som var med til at muliggøre denne horrible krig.

Den aktivistiske danske udenrigspolitik er baseret på de mest noble intentioner om at bringe menneskerettigheder, demokrati og frihed til undertrykte befolkninger langt fra Danmarks grænser. Det har vore politiske repræsentanter som bekendt forsikret os om i årevis. Hvordan det hænger sammen med, at den aktivistiske udenrigspolitik er bundet op på den amerikanske orden, hvor friheden er under konstante angreb fra sikkerheds- og overvågningsstaten, hvor reelt demokrati er ikke-eksisterende og hvor respekten for menneskerettighederne altid har glimret ved dens fravær i udenrigspolitikken, står imidlertid hen i det uvisse.

Kommentar til tredje TV-debat ml. Romney og Obama (anden del).

I første del af min kommentar til den tredje præsidentdebat kom jeg ind på debattens snævre holdningsspektrum hvad droneprogrammet angår. En forsnævring af debatten som er nært sammenhængende med, at alle tredjepartskandidater er udelukket fra debatterne, hvorfor kun et smalt udbud af de officielle præsidentkandidaters holdninger når ud til verdens befolkning under de nøje iscenesatte begivenheder (mere herom senere).

Irans Atomprogram.

Hele debatten bar præg af en så høj grad af enighed mellem de to kandidater, at man med rette kan spørge om der overhovedet var tale om en debat? Heller ikke hvad angår spørgsmålet om den amerikanske udenrigspolitiske stillingtagen til det iranske atomprogram var der nogen nævneværdig divergens mellem kandidaterne. Barack Obama havde følgende at sige om sagen:

"...as long as I’m president of the United States, Iran will not get a nuclear weapon. I made that clear when I came into office. We then organized the strongest coalition and the strongest sanctions against Iran in history, and it is crippling their economy. Their currency has dropped 80 percent. Their oil production has plunged to the lowest levels since they were fighting a war with Iraq 20 years ago. So their economy is in a shambles. 

And the reason we did this is because a nuclear Iran is a threat to our national security, and it is a threat to Israel's national security. We cannot afford to have a nuclear arms race in the most volatile region of the world. Iran is a state sponsor of terrorism. And for them to be able to provide nuclear technology to non-state actors, that's unacceptable. And they have said that they want to see Israel wiped off the map. 

So, the work that we’ve done with respect to sanctions now offers Iran a choice: they can take the diplomatic route and end their nuclear program, or they will have to face a united world and a United States president, me, who said we’re not going to take any options off the table. 

The disagreement I have with Governor Romney is that, during the course of this campaign, he’s often talked as if we should take premature military action. I think that would be a mistake, because when I’ve sent young men and women into harm’s way, I always understand that that is the last resort, not the first resort.”

Først og fremmest bør man i ovenstående citat bide mærke i, at Obama taler om det iranske atomprogram som om dets formål er militært. Han vil forhindre, at Iran får atomvåben og de "forkrøblende" sanktionernes formål er, at bevirke at præstestyret opgiver programmet. Spørgsmålet er imidlertid hvorfra præsidenten har, at det iranske atomprogram har militære formål?

Hvad dette angår kender præsidenten selvfølgelig til de samme israelske og amerikanske efterretningskilder som offentligheden kender til. Hverken disse eller IAEA (International Atomic Energy Agency) har på noget tidspunkt været i stand til at fremvise en såkaldt rygende pistol som klart indikerer, at det iranske præstestyre er ved at udvikle et atomprogram med andet end civile formål. Førend denne rygende pistoler foreligger kan vi derfor ikke godtage præmissen bag Obamas konfrontatoriske kurs.

Bemærkelsesværdigt er det desuden, at Obama omtaler sanktionerne mod Iran som "forkrøblende". Et interessant ordvalg må man sige, men desværre lader det ikke til, at det er præstestyret der forkrøbles af sanktionerne. Det er snarere den iranske civilbefolkning.

Lad os et kort øjeblik skrue tiden tilbage, til dengang i midthalvfemserne hvor Obama's udenrigsminister var førstedame i Det Hvide Hus, under hendes mand præsident Bill Clintons administration. Under Clinton påtvang man den irakiske civilbefolkning hvad der skulle vise sig, at være ikke blot forkrøblende, men intet mindre end massemorderiske sanktioner, idet denne form for kollektivt afstraffende økonomisk krigsførelse iflg. FN resulterede i omegnen af en halv million børns alt for tidlige død. Konfronteret med disse tal i nyhedsprogrammet 60 Minutes, gjorde USAs daværende udenrigsminister Madeleine Albright det klart for hele verden, at hun og Clinton-administration fandt det var prisen værd.

Så det er altså ikke fordi Obama-administrationen ikke er klar over de potentielle civile omkostninger denne form for økonomisk krigsførelse kan medføre, idet administrationens udenrigsminister, Hillary Clinton, boede i Det Hvide Hus dengang man påtvang den irakiske befolkning samme form for kollektive afstraffelse. Præsident Obama - og hans nærmeste folk i administrationen hvad udenrigspolitiske anliggender angår - må altså derfor antages, at være fuldt ud klar over, at de "forkrøblende sanktioner” som han taler om, potentielt kan få konsekvenser for civilbefolkningen, i folkemordets størrelsesorden.

Dette er mildest talt bekymrende og de facto en krigserklæring mod både præstestyret og den iranske civilbefolkning, selvom der er ikke er tale om en krigserklæring i streng juridisk forstand. Kollektiv afstraffelse er ikke noget man tager let på i folkeretten. Den Fjerde Genevekonvention betragter ganske enkelt kollektiv afstraffelse som en krigsforbrydelse. Heldigvis for Obama-administrationen bør dette ikke forvolde de store bekymringer, da Den Fjerde Genevekonvention ikke gælder så længe der ikke de jure er tale om en krig mod Iran. Her kan man dog med rette spørge hvorfor kollektiv afstraffelse af en uskyldig civilbefolkning skulle være mindre moralsk forkastelig blot fordi der er tale om en situation der officielt ikke udspiller sig i krigstid?  

Når vi har det in mente, at den siddende præsident har sin faglige baggrund indenfor jura - et fag som han har både har praktiseret og undervist i - har man god grund til at antage, at han nok er bekendt med nøgledokumenter indenfor folkeretten. Når præsidenten gentagent har truet det iranske præstestyre og landets befolkning med vold (”all options are on the table”) kan vi derfor med god ret antage, at dette sker i fuld bevidsthed om, at voldstrusler er i lodret strid med ordlyden i De Forenede Nationers Pagt, nærmere bestemt kapitel 1, artikel 2 stykke 4: 

"All Members shall refrain in their international relations from the threat or use of force against the territorial integrity or political independence of any state, or in any other manner inconsistent with the Purposes of the United Nations.”

Skulle man være i tvivl om hvad der menes med FNs formål kan man blive klogere ved at læse artikel 1 i samme kapitel, hvor man får at vide, at formålet er:

"To maintain international peace and security, and to that end: to take effective collective measures for the prevention and removal of threats to the peace, and for the suppression of acts of aggression or other breaches of the peace, and to bring about by peaceful means, and in conformity with the principles of justice and international law, adjustment or settlement of international disputes or situations which might lead to a breach of the peace."

Kommentar til tredje TV-debat ml. Romney og Obama (første del).

I nat løb den tredje TV-debat mellem Mitt Romney og Barack Obama af stablen. Denne gang havde debatten den amerikanske udenrigspolitik som sit omdrejnings- punkt. Jeg kommenterer derfor i det følgende på to af de punkter der blev berørt under debatten. 

Droneprogrammet.

Romney om hans holdning til droneprogrammet:

“Well I believe we should use any and all means necessary to take out people who pose a threat to us and our friends around the world. And it’s widely reported that drones are being used in drone strikes, and I support that entirely, and feel the president was right to up the usage of that technology, and believe that we should continue to use it, to continue to go after the people that represent a threat to this nation and to our friends.”

Besynderligt er det ikke ligefrem, at Romney støtter op om et våbenprogram som blev sendt i luften af hans republikanske forgænger, men det viser med al ønskelig tydelighed hvor snævert holdningsspektrummet er i TV-debatterne, som alle præsidentkandidater udenfor det herskende topartisystem er udelukket fra, selvom flere af dem er opstillet på stemmesedlen i de fleste amerikanske stater. Romney gjorde det altså ganske klart, at han ikke tilbyder et alternativ til den gældende voldsstrategi, hvorfor folk som er utilfredse med droneprogrammet, ikke har udsigter til nye linjer i den kommende administration, uanset hvem der sidder i toppen af den.

Droneprogrammet var for nylig genstand for sønderlemmende kritik i internationale medier i kølvandet på offentliggørelsen af et omfattende studium af programmets konsekvenser begået af forskere ved de juridiske fakulteter på universiteterne NYU og Stanford. Studiets formål var at foretage “en uafhængig undersøgelse angående hvorvidt, og i hvilket omfang, droneangreb i Pakistan er i overensstemmelse med folkeretten og gør [civile] fortræd.”

Rapporten er baseret på “over 130 detaljerede interviews med ofre og vidner til droneaktivitet, deres familiemedlemmer, nuværende og tidligere pakistanske embedsmænd, repræsentanter fra fem store pakistanske politiske partier, eksperter på området, advokater, lægefaglige professionelle, udviklings- og humanitære arbejdere, medlemmer af civilsamfundet, akademikere og journalister.”

I en opsummering af rapportens resultater kan man læse følgende:

"In the United States, the dominant narrative about the use of drones in Pakistan is of a surgically precise and effective tool that makes the US safer by enabling "targeted killings” of terrorists, with minimal downsides or collateral impacts. This narrative is false."

Rapporten beskriver hvordan droneprogrammet påvirker civilbefolkningen i det nordlige Pakistan:

"The US practice of striking one area multiple times, and evidence that it has killed rescuers, makes both community members and humanitarian workers afraid or unwilling to assist injured victims. Some community members shy away from gathering in groups, including important tribal dispute-resolution bodies, out of fear that they may attract the attention of drone operators. Some parents choose to keep their children home, and children injured or traumatized by strikes have dropped out of school. Waziris told our researchers that the strikes have undermined cultural and religious practices related to burial, and made family members afraid to attend funerals. In addition, families who lost loved ones or their homes in drone strikes now struggle to support themselves.”

Denne statsterroristiske virksomhed har både Romneys og Obamas fulde opbakning og der var derfor ikke nogen som helst kritisk debat omkring droneprogrammet, da de kandidater som stiller sig kritisk overfor denne magtpraksis, bekvemt var udelukket fra debatten.

Obama-administrationen og Det Arabiske Forår.

Obama gentog i debatten en påstand han også fremførte under sin tale til FN for nylig, nemlig den, at USA stod på demokratiets side under Det Arabiske Forår sidste år. I debatten sagde han således:

"One thing I think Americans should be proud of, when Tunisians began to protest, this nation -- me, my administration -- stood with them earlier than just about any country. In Egypt we stood on the side of democracy. In Libya we stood on the side of the people."

Obama forsøger her at positionere sig på den kønnere side af historieskrivningen, idet han eksplicit nævner, at man støttede op om de ægyptiske, tunesiske og libyske befolkninger, mens han implicit siger, at USA var en stærk støtte for de mellemøstlige og nordafrikanske befolkninger, i deres kamp mod deres undertrykkere.

Obamas påstand om støtte til den ægyptiske befolkning er imidlertid ikke i nærheden af at være sand. Obama-administrationen støttede Hosni Mubaraks styre indtil ganske kort tid før præsidentens fald. Man trak først støtten og stillede sig retorisk på befolkningens side, da det var tydeligt, at Mubarak-styret med stor sandsynlighed ville falde. Da Obama gav sit første interview til BBC i Juni 2009 omtalte han Mubarak som en "stålsat allieret" og "en stabiliserende kraft i regionen". Til spørgsmålet: "Anser du Mubarak for at være en autoritær leder?" svarede Obama "nej" og tilføjede: "Jeg undlader at klistre mærkater på folk".

Mubaraks Ægypten var næstefter Israel regionens største modtager af amerikansk støtte. Dette var ikke noget nyt som pludseligt opstod under Obama. Hans administration fortsatte blot over tredive års årlige økonomiske støtte i størrelsesordenen milliarder af amerikanske dollars. Dette til trods for, at man fra amerikansk officiel side vurderede menneskeretttighedssituationen ganske dyster. I udenrigsministeriets rapport fra 2008 kan man således læse den officielle vurdering af de ægyptiske tilstande under Hosni Mubarak.

Regeringens »respekt for menneskerettigheder forblev lav, og alvorlige misbrug fortsatte på mange områder … Sikkerhedsstyrkerne brugte uberrettiget dødbringende vold og torturerede og misbrugte fanger og tilbageholdne, i de fleste tilfælde straffrit. Vilkårene i fængsler og arrester var dårlige. Sikkerhedsstyrker anholdte og tilbageholdte individer vilkårligt, i nogle tilfælde af politiske grunde, og man holdt dem langvarigt varetægtsfængslede. Den udøvende magt udøvede kontrol over og pres på den dømmende magt. Regeringens respekt for foreningsfriheden og religionsfriheden vedblev med at være lav gennem året, og regeringen fortsatte med at begrænse NGOers virke. Regeringen begrænsede delvis ytringsfriheden.«

Det var imidlertid ikke blot i Ægypten, at Obama-administrationen ikke stod på de demokratiske aspirationers side. I Bahrain er støtten til styret fortsat, til trods for både voldsomme og enorme folkelige protester i hovedstaden og hinsides. Årsagen til dette er, at Bahrain huser den femte amerikanske flådebase hvorfor kongeriget tilhører en af de væsentligste amerikanske militære alliancepartnere i regionen. 

For en nærmere gennemgang, hvori det demonstreres, at Obama-administrationen støtter op om voldsomt repressive og udemokratiske regimer verden over, se min artikel fra 2010.

Anden del: Spørgsmålet om Irans atomprogram.