Politikernes Foretrukne Undertrykkere.

Der har, ganske berettiget, været talt og skrevet meget om danske politikeres fortidige opbakning til undertrykkende styreformer. Hvad der til gengæld er blevet talt og skrevet knap så meget kritisk om, er den nutidige, og for det meste så godt som uforbeholdne støtte, til en særdeles voldelig og undertrykkende supermagt. En opbakning som gør sig gældende på begge sider af Folketinget.

Den herskende opbakning til det amerikanske overherredømme, vækker måske ikke den store forundring hvad højre side af folketingssalen angår, idet man på denne fløj gennem mange årtier har udvist en forstyrrende ukritisk begejstring for den amerikanske styreform. Det kan imidlertid godt undre, at man under en såkaldt rød regering, med en påstået socialistisk udenrigsminister, støtter ligeså ukritisk op om den globale amerikanske dominanspolitik, som garanterer USAs fortsatte centrale placering i den kapitalistiske verdensorden. Det er åbenbart foreneligt med den søvndalske version af folkesocialismen anno 2012. På den anden side er der måske ikke meget som fortsat kan forundre os, efter vi var vidner til, at vores demokratiske frihedsrettigheder måtte vige i det økonomiske fremskridts uhellige navn, under det kinesiske statsbesøg for nylig.

Barack Hussein Obama har med sin udenrigspolitik tydeligt vist, at hans administration ikke adskiller sig i noget væsentligt fra den forudgående, der som bekendt blev støttet hele vejen til en massemorderisk angrebskrig af de borgerlige danske politikere. Der myrdes stadig civile i hobetal i Afghanistan og Pakistan. Man bidrager stadig til massiv undertrykkelse rundt om i verden i form af samarbejde med nogle af verdens mest repressive stater, herunder Usbekistan, Saudi-Arabien, Indonesien, Bahrain, Colombia og Israel. Foragten for folkeretten er endvidere stadig i højsædet. På ugentlig basis er vi vidner til voldstrusler rettet mod Iran, i klokkeklar strid med international ret, ligesom den kollektive afstraffelse af den iranske civilbefolkning, som de udsultende økonomiske sanktioner må siges at medføre, synes at savne juridisk dækning i folkeretten.

Man bør vel desuden her minde om, at sanktionerne, som man med USA i front påførte den irakiske civilbefolkning under Bill Clinton, resulterede i et veritabelt folkemord, idet UNICEF vurderede, at en halv million irakiske børn døde som konsekvens af sanktionspolitikken. Et massemord på børn, som den daværende amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright, ikke gjorde sig de store bekymringer omkring, da hun blev konfronteret med dødstallet inyhedsprogrammet 60 Minutes.

Det var imidlertid ikke kun Bill Clinton og hans administration der bidrog til det to årtier lange folkemord i Irak. Den nuværende amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton var, sammen med vicepræsidenten Joseph Biden, blandt de største demokratiske fortalere for at føre angrebskrig mod Irak. Det beror således på en fejlbehæftet analyse hvis man tror, at det udelukkende var den republikanske Bush-administration som forvoldte krigen, idet mange af Senatets demokratiske senatorer gjorde deres for at muliggøre den. Angrebskrigen resulterede ikke alene i at millioner af mennesker fandt sig nødsaget til at flygte fra deres hjem, men hvad der er værre endnu, i mange hundredetusinder irakeres død. Vores nuværende udenrigsminister Villy Søvndal var blandt Folketingets mest fremtrædende kritikere af Irak-krigen. Nu hvor han selv er blevet minister, bakker han ukritisk op om de selvsamme mennesker som var med til at muliggøre denne horrible krig.

Den aktivistiske danske udenrigspolitik er baseret på de mest noble intentioner om at bringe menneskerettigheder, demokrati og frihed til undertrykte befolkninger langt fra Danmarks grænser. Det har vore politiske repræsentanter som bekendt forsikret os om i årevis. Hvordan det hænger sammen med, at den aktivistiske udenrigspolitik er bundet op på den amerikanske orden, hvor friheden er under konstante angreb fra sikkerheds- og overvågningsstaten, hvor reelt demokrati er ikke-eksisterende og hvor respekten for menneskerettighederne altid har glimret ved dens fravær i udenrigspolitikken, står imidlertid hen i det uvisse.