Politikernes Foretrukne Undertrykkere.

Der har, ganske berettiget, været talt og skrevet meget om danske politikeres fortidige opbakning til undertrykkende styreformer. Hvad der til gengæld er blevet talt og skrevet knap så meget kritisk om, er den nutidige, og for det meste så godt som uforbeholdne støtte, til en særdeles voldelig og undertrykkende supermagt. En opbakning som gør sig gældende på begge sider af Folketinget.

Den herskende opbakning til det amerikanske overherredømme, vækker måske ikke den store forundring hvad højre side af folketingssalen angår, idet man på denne fløj gennem mange årtier har udvist en forstyrrende ukritisk begejstring for den amerikanske styreform. Det kan imidlertid godt undre, at man under en såkaldt rød regering, med en påstået socialistisk udenrigsminister, støtter ligeså ukritisk op om den globale amerikanske dominanspolitik, som garanterer USAs fortsatte centrale placering i den kapitalistiske verdensorden. Det er åbenbart foreneligt med den søvndalske version af folkesocialismen anno 2012. På den anden side er der måske ikke meget som fortsat kan forundre os, efter vi var vidner til, at vores demokratiske frihedsrettigheder måtte vige i det økonomiske fremskridts uhellige navn, under det kinesiske statsbesøg for nylig.

Barack Hussein Obama har med sin udenrigspolitik tydeligt vist, at hans administration ikke adskiller sig i noget væsentligt fra den forudgående, der som bekendt blev støttet hele vejen til en massemorderisk angrebskrig af de borgerlige danske politikere. Der myrdes stadig civile i hobetal i Afghanistan og Pakistan. Man bidrager stadig til massiv undertrykkelse rundt om i verden i form af samarbejde med nogle af verdens mest repressive stater, herunder Usbekistan, Saudi-Arabien, Indonesien, Bahrain, Colombia og Israel. Foragten for folkeretten er endvidere stadig i højsædet. På ugentlig basis er vi vidner til voldstrusler rettet mod Iran, i klokkeklar strid med international ret, ligesom den kollektive afstraffelse af den iranske civilbefolkning, som de udsultende økonomiske sanktioner må siges at medføre, synes at savne juridisk dækning i folkeretten.

Man bør vel desuden her minde om, at sanktionerne, som man med USA i front påførte den irakiske civilbefolkning under Bill Clinton, resulterede i et veritabelt folkemord, idet UNICEF vurderede, at en halv million irakiske børn døde som konsekvens af sanktionspolitikken. Et massemord på børn, som den daværende amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright, ikke gjorde sig de store bekymringer omkring, da hun blev konfronteret med dødstallet inyhedsprogrammet 60 Minutes.

Det var imidlertid ikke kun Bill Clinton og hans administration der bidrog til det to årtier lange folkemord i Irak. Den nuværende amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton var, sammen med vicepræsidenten Joseph Biden, blandt de største demokratiske fortalere for at føre angrebskrig mod Irak. Det beror således på en fejlbehæftet analyse hvis man tror, at det udelukkende var den republikanske Bush-administration som forvoldte krigen, idet mange af Senatets demokratiske senatorer gjorde deres for at muliggøre den. Angrebskrigen resulterede ikke alene i at millioner af mennesker fandt sig nødsaget til at flygte fra deres hjem, men hvad der er værre endnu, i mange hundredetusinder irakeres død. Vores nuværende udenrigsminister Villy Søvndal var blandt Folketingets mest fremtrædende kritikere af Irak-krigen. Nu hvor han selv er blevet minister, bakker han ukritisk op om de selvsamme mennesker som var med til at muliggøre denne horrible krig.

Den aktivistiske danske udenrigspolitik er baseret på de mest noble intentioner om at bringe menneskerettigheder, demokrati og frihed til undertrykte befolkninger langt fra Danmarks grænser. Det har vore politiske repræsentanter som bekendt forsikret os om i årevis. Hvordan det hænger sammen med, at den aktivistiske udenrigspolitik er bundet op på den amerikanske orden, hvor friheden er under konstante angreb fra sikkerheds- og overvågningsstaten, hvor reelt demokrati er ikke-eksisterende og hvor respekten for menneskerettighederne altid har glimret ved dens fravær i udenrigspolitikken, står imidlertid hen i det uvisse.

Kommentar til tredje TV-debat ml. Romney og Obama (anden del).

I første del af min kommentar til den tredje præsidentdebat kom jeg ind på debattens snævre holdningsspektrum hvad droneprogrammet angår. En forsnævring af debatten som er nært sammenhængende med, at alle tredjepartskandidater er udelukket fra debatterne, hvorfor kun et smalt udbud af de officielle præsidentkandidaters holdninger når ud til verdens befolkning under de nøje iscenesatte begivenheder (mere herom senere).

Irans Atomprogram.

Hele debatten bar præg af en så høj grad af enighed mellem de to kandidater, at man med rette kan spørge om der overhovedet var tale om en debat? Heller ikke hvad angår spørgsmålet om den amerikanske udenrigspolitiske stillingtagen til det iranske atomprogram var der nogen nævneværdig divergens mellem kandidaterne. Barack Obama havde følgende at sige om sagen:

"...as long as I’m president of the United States, Iran will not get a nuclear weapon. I made that clear when I came into office. We then organized the strongest coalition and the strongest sanctions against Iran in history, and it is crippling their economy. Their currency has dropped 80 percent. Their oil production has plunged to the lowest levels since they were fighting a war with Iraq 20 years ago. So their economy is in a shambles. 

And the reason we did this is because a nuclear Iran is a threat to our national security, and it is a threat to Israel's national security. We cannot afford to have a nuclear arms race in the most volatile region of the world. Iran is a state sponsor of terrorism. And for them to be able to provide nuclear technology to non-state actors, that's unacceptable. And they have said that they want to see Israel wiped off the map. 

So, the work that we’ve done with respect to sanctions now offers Iran a choice: they can take the diplomatic route and end their nuclear program, or they will have to face a united world and a United States president, me, who said we’re not going to take any options off the table. 

The disagreement I have with Governor Romney is that, during the course of this campaign, he’s often talked as if we should take premature military action. I think that would be a mistake, because when I’ve sent young men and women into harm’s way, I always understand that that is the last resort, not the first resort.”

Først og fremmest bør man i ovenstående citat bide mærke i, at Obama taler om det iranske atomprogram som om dets formål er militært. Han vil forhindre, at Iran får atomvåben og de "forkrøblende" sanktionernes formål er, at bevirke at præstestyret opgiver programmet. Spørgsmålet er imidlertid hvorfra præsidenten har, at det iranske atomprogram har militære formål?

Hvad dette angår kender præsidenten selvfølgelig til de samme israelske og amerikanske efterretningskilder som offentligheden kender til. Hverken disse eller IAEA (International Atomic Energy Agency) har på noget tidspunkt været i stand til at fremvise en såkaldt rygende pistol som klart indikerer, at det iranske præstestyre er ved at udvikle et atomprogram med andet end civile formål. Førend denne rygende pistoler foreligger kan vi derfor ikke godtage præmissen bag Obamas konfrontatoriske kurs.

Bemærkelsesværdigt er det desuden, at Obama omtaler sanktionerne mod Iran som "forkrøblende". Et interessant ordvalg må man sige, men desværre lader det ikke til, at det er præstestyret der forkrøbles af sanktionerne. Det er snarere den iranske civilbefolkning.

Lad os et kort øjeblik skrue tiden tilbage, til dengang i midthalvfemserne hvor Obama's udenrigsminister var førstedame i Det Hvide Hus, under hendes mand præsident Bill Clintons administration. Under Clinton påtvang man den irakiske civilbefolkning hvad der skulle vise sig, at være ikke blot forkrøblende, men intet mindre end massemorderiske sanktioner, idet denne form for kollektivt afstraffende økonomisk krigsførelse iflg. FN resulterede i omegnen af en halv million børns alt for tidlige død. Konfronteret med disse tal i nyhedsprogrammet 60 Minutes, gjorde USAs daværende udenrigsminister Madeleine Albright det klart for hele verden, at hun og Clinton-administration fandt det var prisen værd.

Så det er altså ikke fordi Obama-administrationen ikke er klar over de potentielle civile omkostninger denne form for økonomisk krigsførelse kan medføre, idet administrationens udenrigsminister, Hillary Clinton, boede i Det Hvide Hus dengang man påtvang den irakiske befolkning samme form for kollektive afstraffelse. Præsident Obama - og hans nærmeste folk i administrationen hvad udenrigspolitiske anliggender angår - må altså derfor antages, at være fuldt ud klar over, at de "forkrøblende sanktioner” som han taler om, potentielt kan få konsekvenser for civilbefolkningen, i folkemordets størrelsesorden.

Dette er mildest talt bekymrende og de facto en krigserklæring mod både præstestyret og den iranske civilbefolkning, selvom der er ikke er tale om en krigserklæring i streng juridisk forstand. Kollektiv afstraffelse er ikke noget man tager let på i folkeretten. Den Fjerde Genevekonvention betragter ganske enkelt kollektiv afstraffelse som en krigsforbrydelse. Heldigvis for Obama-administrationen bør dette ikke forvolde de store bekymringer, da Den Fjerde Genevekonvention ikke gælder så længe der ikke de jure er tale om en krig mod Iran. Her kan man dog med rette spørge hvorfor kollektiv afstraffelse af en uskyldig civilbefolkning skulle være mindre moralsk forkastelig blot fordi der er tale om en situation der officielt ikke udspiller sig i krigstid?  

Når vi har det in mente, at den siddende præsident har sin faglige baggrund indenfor jura - et fag som han har både har praktiseret og undervist i - har man god grund til at antage, at han nok er bekendt med nøgledokumenter indenfor folkeretten. Når præsidenten gentagent har truet det iranske præstestyre og landets befolkning med vold (”all options are on the table”) kan vi derfor med god ret antage, at dette sker i fuld bevidsthed om, at voldstrusler er i lodret strid med ordlyden i De Forenede Nationers Pagt, nærmere bestemt kapitel 1, artikel 2 stykke 4: 

"All Members shall refrain in their international relations from the threat or use of force against the territorial integrity or political independence of any state, or in any other manner inconsistent with the Purposes of the United Nations.”

Skulle man være i tvivl om hvad der menes med FNs formål kan man blive klogere ved at læse artikel 1 i samme kapitel, hvor man får at vide, at formålet er:

"To maintain international peace and security, and to that end: to take effective collective measures for the prevention and removal of threats to the peace, and for the suppression of acts of aggression or other breaches of the peace, and to bring about by peaceful means, and in conformity with the principles of justice and international law, adjustment or settlement of international disputes or situations which might lead to a breach of the peace."

Alfred McCoy - Surveillance State: The Making of the U.S. Internal Security Apparatus.

Are We Witnessing the Start of a Global Revolution?

It seems as if the world is entering the beginnings of a new revolutionary era: the era of the ‘Global Political Awakening.’ While this ‘awakening’ is materializing in different regions, different nations and under different circumstances, it is being largely influenced by global conditions. The global domination by the major Western powers, principally the United States, over the past 65 years, and more broadly, centuries, is reaching a turning point. The people of the world are restless, resentful, and enraged. Change, it seems, is in the air. As the above quotes from Brzezinski indicate, this development on the world scene is the most radical and potentially dangerous threat to global power structures and empire. It is not a threat simply to the nations in which the protests arise or seek change, but perhaps to a greater degree, it is a threat to the imperial Western powers, international institutions, multinational corporations and banks that prop up, arm, support and profit from these oppressive regimes around the world. Thus, America and the West are faced with a monumental strategic challenge: what can be done to stem the Global Political Awakening? Zbigniew Brzezinski is one of the chief architects of American foreign policy, and arguably one of the intellectual pioneers of the system of globalization. Thus, his warnings about the 'Global Political Awakening' are directly in reference to its nature as a threat to the prevailing global hierarchy. As such, we must view the 'Awakening' as the greatest hope for humanity. Certainly, there will be mainy failures, problems, and regressions; but the 'Awakening' has begun, it is underway, and it cannot be so easily co-opted or controlled as many might assume.

The reflex action of the imperial powers is to further arm and support the oppressive regimes, as well as the potential to organize a destabilization through covert operations or open warfare (as is being done in Yemen). The alterantive is to undertake a strategy of "democratization" in which Western NGOs, aid agencies and civil society organizations establish strong contacts and relationships with the domestic civil society in these regions and nations. The objective of this strategy is to organize, fund and help direct the domestic civil society to produce a democratic system made in the image of the West, and thus maintain continuity in the international hierarchy. Essentially, the project of "democratization" implies creating the outward visible constructs of a democratic state (multi-party elections, active civil society, "independent" media, etc) and yet maintain continuity in subservience to the World Bank, IMF, multinational corporations and Western powers.

It appears that both of these strategies are being simultaneously imposed in the Arab world: enforcing and supporting state oppression and building ties with civil society organizations. The problem for the West, however, is that they have not had the ability to yet establish strong and dependent ties with civil society groups in much of the region, as ironically, the oppressive regimes they propped up were and are unsurprisingly resistant to such measures. In this sense, we must not cast aside these protests and uprisings as being instigated by the West, but rather that they emerged organically, and the West is subsequently attempting to co-opt and control the emerging movements.

Global Research: Are We Witnessing the Start of a Global Revolution?