Viser opslag med etiketten Irak-krigen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Irak-krigen. Vis alle opslag
lørdag den 29. september 2012
søndag den 23. oktober 2011
tirsdag den 6. september 2011
mandag den 5. september 2011
onsdag den 31. august 2011
MI5 told Blair Iraq was no threat to UK
"Baroness Manningham-Buller disclosed that she had warned the then Labour Prime Minister that the UK would be at greater risk of terrorist attacks if he pursued military action against Saddam Hussein’s regime.
The former director general of the domestic security service, who retired in 2007, described the Iraq conflict as a “distraction” from efforts to tackle al Qaida and warned that more terrorist attacks on British soil seemed likely.
Her comments, in an interview to mark the start of her three Reith Lectures, which will be broadcast on BBC Radio 4 this week, represent the most outspoken criticisms to date of the 2003 conflict by such a senior figure in the intelligence services.
Mr Blair, and his former communications director, Alastair Campbell, have faced repeated criticism over the Labour government’s public case for military action.
Downing Street infamously claimed that Iraq could deploy weapons of mass destruction (WMD) within 45 minutes of an order to do so, although no evidence of such a WMD programme was ever found."
The Telegraph: "MI5 told Blair Iraq was no threat to UK."
mandag den 23. maj 2011
mandag den 7. marts 2011
Fortsatte forfølgelser og mord i Irak.
For fem dage siden skrev jeg et indlæg med titlen "USAs dobbelte standarder" hvor jeg omtalte, at der ugen før var omfattende - og i nogle tilfælde dødbringende - repression rettet mod prostestanter i Irak, hvilket den amerikanske regering ikke fandt grund til at kritisere, mens nabolandet Irans stærkt kritisable, men meget lignende forfølgelser, blev mødt af skarp kritik. Den irakiske regerings repressive virke synes desværre at fortsætte. Om det vil blive mødt af nogen nævneværdig kritik fra officiel hånd vil tiden vise, men indtil videre er hverken mediedækningen eller de vestlige magters kritik på et tilfredstillende endsige prisværdigt niveau.
torsdag den 3. marts 2011
USA's brug af contractors møder intern kritik.
Brugen af private firmaer, de såkaldte contractors, i genopbygningen af Irak og Afghanistan har i lang tid været en kontroversiel praksis. I mandags bragte Huffington Post en artikel hvor vi lærer, at contractors som har svindlet for anseelige summer igen bliver hyret til at udføre arbejde for den amerikanske regering da tilsynet med dem er ringe og mødt af mange forhindringer.
lørdag den 8. januar 2011
USA glemte at sikre våbenfabrik i Irak.
Den britiske avis The Guardian bragte i går en meget interessant artikel om hvordan man fra amerikansk side ikke formåede at sikre en gigantisk våbenfabrik udenfor Baghdad umiddelbart efter invasionen af Irak selvom man var informeret om dens eksistens og indhold. Dette forvoldte at Al-Qaeda i Irak fik fingrene i 40.000 tons højeksplosivt materiale. Læs mere her.
onsdag den 24. november 2010
Var Irak-krigen ulovlig?
Et af de væsentligste i spørgsmål angående den danske deltagelse i Irak-krigen er om denne deltagelse var i strid med gældende international lov. Lad os se nærmere på det.
Nürnberg-tribunalet nævnes som regel i historiske udredninger om international lov idet tribunalet lagde grunden for det der idag kendes som Nürnberg-principperne hvor man definerede ‘forbrydelser mod freden’ således:
“(i) Planning, preparation, initiation or waging of a war of aggression or a war in violation of international treaties, agreements or assurances;
(ii) Participation in a common plan or conspiracy for the accomplishment of any of the acts mentioned under (i).”
Under retssagerne i Nürnberg sagde dommer Ross H. Jackson:
“To initiate a war of aggression, therefore, is not only an international crime; it is the supreme international crime differing only from other war crimes in that it contains within itself the accumulated evil of the whole.”
En anden juridisk konstruktion man typisk støder på i sammenhænge hvor der tales om international lov, er FN-chartret. Med udgangspunkt i chartret udtalte Kofi Annan - som på daværende tidspunkt var generalsekretær for FN - i 2004, at krigen var ulovlig:
“From our point of view and the UN Charter point of view, it [the war] was illegal.”
Det er ikke vanskeligt at fremhæve hans bevæggrund for denne dom idet der i FN Chartrets Artikel 2, paragraf 4 utvetydigt står:
“All Members shall refrain in their international relations from the threat or use of force against the territorial integrity or political independence of any state, or in any other manner inconsistent with the Purposes of the United Nations.”
Så er der Rom-statutten som Danmark indførte som en del af landets lovgivning i januar 2002. I statutten er angrebskrig ligeledes defineret som en forbrydelse. Problemet er så her, at der ikke hersker enighed om hvad der præcis karakteriserer en sådan, hvorfor ICC ikke kan føre retssager hvor angrebskrig behandles som en forbrydelse.
Summa summarum: Irak-krigen kan ikke retfærddigøres som en forvarskrig, da Irak ikke truede Danmark eller nogle af de andre krigsførende parter på daværende tidspunkt. Krigen var heller ikke sanktioneret af FNs sikkerhedsråd da resolution 1441 ikke gav hjemmel for krigsførelse. Krigen var altså en ikke-sanktioneret angrebskrig og en sådan er ulovlig i henhold til international lov.
Nürnberg-tribunalet nævnes som regel i historiske udredninger om international lov idet tribunalet lagde grunden for det der idag kendes som Nürnberg-principperne hvor man definerede ‘forbrydelser mod freden’ således:
“(i) Planning, preparation, initiation or waging of a war of aggression or a war in violation of international treaties, agreements or assurances;
(ii) Participation in a common plan or conspiracy for the accomplishment of any of the acts mentioned under (i).”
Under retssagerne i Nürnberg sagde dommer Ross H. Jackson:
“To initiate a war of aggression, therefore, is not only an international crime; it is the supreme international crime differing only from other war crimes in that it contains within itself the accumulated evil of the whole.”
En anden juridisk konstruktion man typisk støder på i sammenhænge hvor der tales om international lov, er FN-chartret. Med udgangspunkt i chartret udtalte Kofi Annan - som på daværende tidspunkt var generalsekretær for FN - i 2004, at krigen var ulovlig:
“From our point of view and the UN Charter point of view, it [the war] was illegal.”
Det er ikke vanskeligt at fremhæve hans bevæggrund for denne dom idet der i FN Chartrets Artikel 2, paragraf 4 utvetydigt står:
“All Members shall refrain in their international relations from the threat or use of force against the territorial integrity or political independence of any state, or in any other manner inconsistent with the Purposes of the United Nations.”
Så er der Rom-statutten som Danmark indførte som en del af landets lovgivning i januar 2002. I statutten er angrebskrig ligeledes defineret som en forbrydelse. Problemet er så her, at der ikke hersker enighed om hvad der præcis karakteriserer en sådan, hvorfor ICC ikke kan føre retssager hvor angrebskrig behandles som en forbrydelse.
Summa summarum: Irak-krigen kan ikke retfærddigøres som en forvarskrig, da Irak ikke truede Danmark eller nogle af de andre krigsførende parter på daværende tidspunkt. Krigen var heller ikke sanktioneret af FNs sikkerhedsråd da resolution 1441 ikke gav hjemmel for krigsførelse. Krigen var altså en ikke-sanktioneret angrebskrig og en sådan er ulovlig i henhold til international lov.
onsdag den 17. november 2010
Søren Pind om den aktivistiske udenrigspolitik
I en kronik i Jyllands-Posten den. 20.07.08 med titlen "Dette moralske tomrums røst: Fortsat dialog." går Søren Pind til angreb på modstanderne af den aktivistiske udenrigspolitik. Pind lader os forstå, at modstanderne af state-building gennem krig mod verdens diktaturer, herunder modstanderne mod Irak-krigen, blot ønsker "fortsatte cocktailpartys med disse moderne svar på Hitler og Stalin." mens "Argumentet om, at en blodig diktator er fjernet" ikke bider på krigsmodstanderne.
Først og fremmest er det intet mindre end overordentlig interessant, at Pind karakteriserer begivenhederne som ledte op til den anden Golf-krig som et cocktailparty, idet det anslås at sanktionspolitikken har kostet op mod en halv million børn livet, mens opretholdelsen af No-Fly Zones bombardementerne forvoldte at Irak var under angreb fra luften fra august 1992 frem til den anden Irak-krigs begyndelse i marts 2003.
Når Pind fremhæver "at en blodig diktator er fjernet" uden at nævne krigens mange negative konsekvenser er det vanskeligt at undlade at se hans argumentation som et forsøg på hvidvaskning af krigen, idet de mange negative konsekvenser af krigsførelsen bekvemt udelades. Et kort men ufuldstændigt overblik over de negative konsekvenser lyder således: 1.9 millioner mennesker er flygtet ud af landet og bor nu i flygtningelejre i nabolandene; 2,6 millioner mennesker er ligeledes flygtet fra deres hjem men befinder sig fortsat indenfor landets grænser; det er fortsat uvist hvor mange omkomne der er tale om, men tabstallene er sekscifrede; de økonomiske omkostninger måles i mange hundreder milliarder dollars, hvis ikke i billioner; krigen har gjort Irak til et arnested for terrorisme og Al-Qaeda har nu en tilstedeværelse i landet; en stor dels af verdens kulturarv er forsvundet og landets infrastruktur ligger mange steder i ruiner.
Dette nævner Pind som sagt ikke med et eneste ord i sin kronik, men fortsætter i stedet med at beskylde krigsmodstanderne for at svigte den vestlige verdens værdier: "De, der befordrer løgnen, svigter dermed ikke kun de undertrykte i disse lande verden over. De svigter samtidig den verdensdel, der siden den amerikanske uafhængighedserklæring har stået fast på, og været en lysende fakkel for den afmægtigt bastede og bundne med påstanden om, at hvert enkelt menneske er en unik skabning og at denne skabning, har ret til liv, frihed og stræben efter lykke."
Når vi holder de negative konsekvenser for de mange irakere jeg ovenfor nævnte in mente, fremstår det netop citerede nærmest demagogisk. Pinds argumentation er endvidere igen mangelfuld, idet han bekvemt undlader at nævne, at det netop er en væsentlig del af den vestlige verdens juridiske og kulturelle arv, at man ikke begiver sig ud i krig med mindre der er tale om (selv)forsvar. Irak-krigen kan imidlertid ikke retfærddigøres som en forvarskrig, da Irak ikke truede Danmark eller nogle af de andre krigsførende parter på daværende tidspunkt. Krigen var heller ikke sanktioneret af FNs sikkerhedsråd som ikke gav hjemmel for krigsførelse. Krigen var altså en ikke-sanktioneret angrebskrig og en sådan er ulovlig i henhold til international lov, men ikke alene er angrebskrig ulovlig, det er intet mindre end den største internationale forbrydelse man kan begå iflg. dommer ved Nurnberg-processerne Ross H. Jackson. Da Søren Pind er cand.jur må vi antage at han er bekendt med gældende international lov.
Først og fremmest er det intet mindre end overordentlig interessant, at Pind karakteriserer begivenhederne som ledte op til den anden Golf-krig som et cocktailparty, idet det anslås at sanktionspolitikken har kostet op mod en halv million børn livet, mens opretholdelsen af No-Fly Zones bombardementerne forvoldte at Irak var under angreb fra luften fra august 1992 frem til den anden Irak-krigs begyndelse i marts 2003.
Når Pind fremhæver "at en blodig diktator er fjernet" uden at nævne krigens mange negative konsekvenser er det vanskeligt at undlade at se hans argumentation som et forsøg på hvidvaskning af krigen, idet de mange negative konsekvenser af krigsførelsen bekvemt udelades. Et kort men ufuldstændigt overblik over de negative konsekvenser lyder således: 1.9 millioner mennesker er flygtet ud af landet og bor nu i flygtningelejre i nabolandene; 2,6 millioner mennesker er ligeledes flygtet fra deres hjem men befinder sig fortsat indenfor landets grænser; det er fortsat uvist hvor mange omkomne der er tale om, men tabstallene er sekscifrede; de økonomiske omkostninger måles i mange hundreder milliarder dollars, hvis ikke i billioner; krigen har gjort Irak til et arnested for terrorisme og Al-Qaeda har nu en tilstedeværelse i landet; en stor dels af verdens kulturarv er forsvundet og landets infrastruktur ligger mange steder i ruiner.
Dette nævner Pind som sagt ikke med et eneste ord i sin kronik, men fortsætter i stedet med at beskylde krigsmodstanderne for at svigte den vestlige verdens værdier: "De, der befordrer løgnen, svigter dermed ikke kun de undertrykte i disse lande verden over. De svigter samtidig den verdensdel, der siden den amerikanske uafhængighedserklæring har stået fast på, og været en lysende fakkel for den afmægtigt bastede og bundne med påstanden om, at hvert enkelt menneske er en unik skabning og at denne skabning, har ret til liv, frihed og stræben efter lykke."
Når vi holder de negative konsekvenser for de mange irakere jeg ovenfor nævnte in mente, fremstår det netop citerede nærmest demagogisk. Pinds argumentation er endvidere igen mangelfuld, idet han bekvemt undlader at nævne, at det netop er en væsentlig del af den vestlige verdens juridiske og kulturelle arv, at man ikke begiver sig ud i krig med mindre der er tale om (selv)forsvar. Irak-krigen kan imidlertid ikke retfærddigøres som en forvarskrig, da Irak ikke truede Danmark eller nogle af de andre krigsførende parter på daværende tidspunkt. Krigen var heller ikke sanktioneret af FNs sikkerhedsråd som ikke gav hjemmel for krigsførelse. Krigen var altså en ikke-sanktioneret angrebskrig og en sådan er ulovlig i henhold til international lov, men ikke alene er angrebskrig ulovlig, det er intet mindre end den største internationale forbrydelse man kan begå iflg. dommer ved Nurnberg-processerne Ross H. Jackson. Da Søren Pind er cand.jur må vi antage at han er bekendt med gældende international lov.
tirsdag den 16. november 2010
[Iraq] No-Fly Zone War.
NYTimes (August 13, 1999): "With Little Notice, U.S. Planes Have Been Striking Iraq All Year."
The Guardian (December 4, 2002): "Britain and US step up bombing in Iraq."
IraqJournal.org (December 10, 2002): "No-Fly Zones Over Iraq: Washington's Undeclared War on "Saddam's Victims".
Washington Post (December 22, 2002): "Casualties of an 'Undeclared War': Civilians Killed and Injured as U.S. Airstrikes Escalate in Southern Iraq."
The Independent (23 February 2003): "US and Britain Pound Iraqi Defenses in Massive Escalation of Airstrikes."
NYTimes (July 19 2003): "U.S. Attacked Iraqi Defenses Starting in 2002."
The Guardian (December 4, 2002): "Britain and US step up bombing in Iraq."
IraqJournal.org (December 10, 2002): "No-Fly Zones Over Iraq: Washington's Undeclared War on "Saddam's Victims".
Washington Post (December 22, 2002): "Casualties of an 'Undeclared War': Civilians Killed and Injured as U.S. Airstrikes Escalate in Southern Iraq."
The Independent (23 February 2003): "US and Britain Pound Iraqi Defenses in Massive Escalation of Airstrikes."
NYTimes (July 19 2003): "U.S. Attacked Iraqi Defenses Starting in 2002."
mandag den 15. november 2010
Irak-krigens konsekvenser.
Den amerikanske tænketank Center for American Progress om Irak-krigens menneskelige, strategiske og økonomiske omkostninger.
Link.
Lancet-undersøgelsen:
OM FLYGTNINGEPROBLEMATIKKEN:
Think Progress: Confronting The Iraqi Nakba.
Link.
Lancet-undersøgelsen:
The Lancet, one of the oldest scientific medical journals in the world, published two peer-reviewed studies on the effect of the 2003 invasion of Iraq and subsequent occupation on the Iraqi mortality rate. The first was published in 2004; the second (by many of the same authors) in 2006. The studies estimate the number of excess deaths caused by the occupation, both direct (combatants plus non-combatants) and indirect (due to increased lawlessness, degraded infrastructure, poor healthcare, etc.).Link til Wikipedia artikel om undersøgelsen.
The first survey published on 29 October 2004, estimated 98,000 excess Iraqi deaths (with a range of 8,000 to 194,000, using a 95% confidence interval (CI)) from the 2003 invasion and subsequent occupation of Iraq to that time, or about 50% higher than the death rate prior to the invasion. The authors described this as a conservative estimate, because it excluded the extreme statistical outlier data from Falluja. If the Falluja cluster were included, the mortality estimate would increase to 150% over pre-invasion rates (95% CI: 1.6 to 4.2).
The second survey published on 11 October 2006, estimated 654,965 excess deaths related to the war, or 2.5% of the population, through the end of June 2006. The new study applied similar methods and involved surveys between May 20 and July 10, 2006.[4] More households were surveyed, allowing for a 95% confidence interval of 392,979 to 942,636 excess Iraqi deaths. 601,027 deaths (range of 426,369 to 793,663 using a 95% confidence interval) were due to violence. 31% (186,318) of those were attributed to the Coalition, 24% (144,246) to others, and 46% (276,472) unknown. The causes of violent deaths were gunshot (56% or 336,575), car bomb (13% or 78,133), other explosion/ordnance (14%), air strike (13% or 78,133), accident (2% or 12,020), and unknown (2%).
OM FLYGTNINGEPROBLEMATIKKEN:
Think Progress: Confronting The Iraqi Nakba.
between 2003 and 2009, in addition to the more than 100,000 Iraqis killed and many more wounded and maimed, more than 4.5 million Iraqis were expelled and displaced amid Iraq’s sectarian civil war — new, grim details of which are contained in the WikiLeaks trove. Around 2.6 million remain internally displaced in Iraq, unable to return to their homes. Another 1.9 million remain refugees, mostly in neighboring Lebanon, Syria, and Jordan. It has utterly changed the face not only of Iraq, but of the region. If Americans are going to learn the right lessons from Iraq, and satisfy the huge moral debt we’ve incurred, we’ve simply got to regain our sense of shock about the enormity of what we have done there: Through a combination of hubris, idealism, incompetence, and plain ignorance, the United States facilitated, sponsored, and oversaw Iraq’s Nakba.Link.
tirsdag den 24. marts 2009
Om Iraks humanitære katastrofe.
The sixth anniversary of the invasion of Iraq is a sad occasion for the balance sheet: during six years of occupation 1.2 million citizens were killed, 2,000 doctors killed, and 5,500 academics and intellectuals assassinated or imprisoned. There are 4.7 million refugees: 2.7 million inside the country and two million have fled to neighbouring countries, among which are 20,000 medical doctors. According to the Red Cross, Iraq is now a country of widows and orphans: two million widows as a consequence of war, embargo, war again and occupation, and five million orphans, many of whom are homeless (estimated at 500,000). Almost a third of Iraq’s children suffer from malnutrition. Some 70 per cent of Iraqi girls no longer go to school. Medical services, not so long ago the best in the region, have totally collapsed: 75 per cent of medical staff have left their jobs, half of them have fled the country, and after six years of “reconstruction” health services in Iraq still do not meet minimum standards.
Because of the use of depleted uranium in ammunition by the occupation, the number of cancer cases and miscarriages has drastically increased. According to a recent Oxfam report, the situation of women is most worrisome. The study states that in spite of optimistic bulletins in the press, the situation of women keeps deteriorating. The most elementary supplies are still not available. Access to drinkable water is for large parts of the population a problem and electricity is functioning only three to six hours a day, and this in a state that was once a nation of engineers. More than four in 10 Iraqis live under the poverty threshold and unemployment is immense (28.1 per cent of the active population). Besides 26 official prisons, there a some 600 secret prisons. According to the Iraqi Union of Political Prisoners, over 400,000 Iraqis have suffered detention since 2003, among which 6,500 minors and 10,000 women. Torture is practiced on a large scale, and some 87 per cent of detainees remain uncharged. Corruption is immense: according to Transparency International, Iraq, after Somalia and Myanmar, is the most corrupt country in the world. The American Foreign Affairs journal calls Iraq “a failed state”. This is symbolised by the fact that Iraq, a state that has the third largest oil reserves in the world, must import refined oil on a massive scale. Authorities are on the verge of giving oil concessions for 25 years to international (also European) oil companies, though they have no mandate or legal authority to do so. Instead of being paid reparations for the enormous destruction wrought on the infrastructure of the country, entailing billions in oil revenues lost, Iraq is again in line to be robbed. There is large scale ethnic cleansing going on against the Turkmen, the Christians, the Assyrians and the Shebak. Kirkuk is being “Kurdicised” by massive immigration and illegal settlements (of Israeli inspiration) and its history falsified.
Kilde.
tirsdag den 17. marts 2009
Dick Cheney interviewet.
Jeg bragte forleden et klip med Dick Cheney, som var et uddrag af et længere interview fra CNN, men nu har jeg så fundet en lidt over 19 minutter lang udgave af interviewet.
På hans blog kritiserer professor i mellemøstlig historie, Juan Cole, Cheney-interviewet på baggrund af følgende udtalelse fra interviewet: "I guess my general sense of where we are with respect to Iraq and at the end of now, what, nearly six years, is that we've accomplished nearly everything we set out to do...."
Følg ovensående link for at læse resten samt links der kvalificerer kritikken yderligere.
På hans blog kritiserer professor i mellemøstlig historie, Juan Cole, Cheney-interviewet på baggrund af følgende udtalelse fra interviewet: "I guess my general sense of where we are with respect to Iraq and at the end of now, what, nearly six years, is that we've accomplished nearly everything we set out to do...."
-> An estimated 4 million Iraqis, out of 27 million, have been displaced from their homes, that is, made homeless. Some 2.7 million are internally displaced inside Iraq. A couple hundred thousand are cooling their heels in Jordan. And perhaps a million are quickly running out of money and often living in squalid conditions in Syria. Cheney's war has left about 15% of Iraqis homeless inside the country or abroad. That would be like 45 million American thrown out of their homes.
-> It is controversial how many Iraqis died as a result of the 2003 invasion and its aftermath. But it seems to me that a million extra dead, beyond what you would have expected from a year 2000 baseline, is entirely plausible. The toll is certainly in the hundreds of thousands. Cheney did not kill them all. The Lancet study suggested that the US was directly responsible for a third of all violent deaths since 2003. That would be as much as 300,000 that we killed. The rest, we only set in train their deaths by our invasion.
-> Baghdad has been turned from a mixed city, about half of its population Shiite and the other half Sunni in 2003, into a Shiite city where the Sunni population may be as little as ten to fifteen percent. From a Sunni point of view, Cheney's war has resulted in a Shiite (and Iranian) take-over of the Iraqi capital, long a symbol of pan-Arabism and anti-imperialism.
-> In the Iraqi elections, Shiite fundamentalist parties closely allied with Iran came to power. The Islamic Supreme Council of Iraq, the leading party in parliament, was formed by Iraqi expatriates at the behest of Ayatollah Khomeini in 1982 in Tehran. The Islamic Mission (Da'wa) Party is the oldest ideological Shiite party working for an Islamic state. It helped form Hizbullah in Beirut in the early 1980s. It has supplied both prime ministers elected since 2005. Fundamentalist Shiites shaped the constitution, which forbids the civil legislature to pass legislation that contravenes Islamic law. Dissidents have accused the new Iraqi government of being an Iranian puppet.
-> Arab-Kurdish violence is spiking in the north, endangering the Obama withdrawal plan and, indeed, the whole of Iraq, not to mention Syria, Turkey and Iran.
-> Hundreds of thousands of Iraqi women have been widowed by the war and its effects, leaving most without a means of support. Iraqi widows often lack access to clean water and electricity.
Følg ovensående link for at læse resten samt links der kvalificerer kritikken yderligere.
torsdag den 16. oktober 2008
Iraqi Government Fuels 'War for Oil' Theories by Putting Reserves up for Biggest Ever Sale
LONDON - The biggest ever sale of oil assets will take place today, when the Iraqi government puts 40bn barrels of recoverable reserves up for offer in London.
BP, Shell and ExxonMobil are all expected to attend a meeting at the Park Lane Hotel in Mayfair with the Iraqi oil minister, Hussein al-Shahristani.
Access is being given to eight fields, representing about 40% of the Middle Eastern nation's reserves, at a time when the country remains under occupation by US and British forces.
Two smaller agreements have already been signed with Shell and the China National Petroleum Corporation, but today's sale will ignite arguments over whether the overthrow of Saddam Hussein was a "war for oil" that is now to be consummated by western multinationals seizing control of strategic Iraqi reserves.
Al-Shahristani is expected to reveal some kind of "risk service agreements" that could run for up to 20 years, with formal offers to be submitted by next spring and agreements signed in the summer.
Gregg Muttitt, from the UK-based social and ecological justice group Platform, says he is alarmed that the government is pushing ahead with its plans without the support of many in Iraq.
"Most of the terms of what is being offered have not been disclosed. There are security, political and reputational risks here for oil companies but none of them will want to see one of their competitors gain an advantage," he said.
Heinrich Matthee, a senior Middle East analyst at the specialist risk consultant Control Risks Group, also believes there are many pitfalls for those considering whether to make an offer.
"Currently it is unclear which party in Iraq is authorised to award a contract and at the same time to deliver its side of the bargain," he said. "Any contract with an independent oil company will be subjected to opposition and possible revision after pressure by resource nationalists."
Oil companies will find their reputations at risk from the actions of their Iraqi counterparties, such as joint venture partners, suppliers and agents. They will also have to contend with oil smuggling and the possibility that the ruling alliance could collapse, Matthee said.
He said that if the conspiracy theory that western oil companies egged on US and British governments to invade Iraq were true, the plan could backfire on them and benefit rivals in Asia instead. "It is possible the American army has provided the economic stability that will encourage Malaysian, Chinese and other Asian companies to become involved," he said.
There is no precedent for proven oil reserves of this magnitude being offered up for sale, said Muttitt. "The nearest thing would be the post-Soviet sale of the Kashagan field [in the Caspian Sea], which had 7bn or 8bn barrels."
China's state-owned oil group, CNPC, has already agreed a $3bn (£1.78bn) oil services contract with the government of Iraq to pump oil from the Ahdab oil field.
The deal is the first major oil contract with a foreign firm since the US-led war and was followed up by an agreement with Shell, potentially worth $4bn, to develop a joint venture with the South Gas Company in Basra.
This deal has also triggered controversy. Issam al-Chalabi, Iraq's oil minister between 1987 and 1990, questioned why there had been no competitive tendering for the gas-gathering contract and claimed it had gone to Shell as the spoils of war.
"Why choose Shell when you could have chosen ExxonMobil, Chevron, BG or Gazprom?" he asked. "Shell appears to be paying $4bn to get hold of assets that in 20 years could be worth $40bn. Iraq is giving away half its gas wealth and yet this work could have been done by Iraq itself."
The Baghdad government says it aims to increase crude oil production from 2.5m barrels a day to 4.5m by 2013, but faces internal opposition from regional governors and political opponents.
The sale today comes as oil prices have plummeted after stockmarket turmoil on Friday. The price of crude fell by more than $4 at one point to $75 a barrel - the lowest point since September last year and a sharp drop from its peak of $147 in July. Opec, the oil producers' cartel, has called an emergency meeting to agree a cut in output to bolster prices in spite of protestations from politicians including Gordon Brown. Brown said on Friday: "We've had some success in getting the price of oil down: the price this morning is roughly $80, about half what it was a few months ago. I want these price cuts passed on to the consumer as quickly as possible.
"I'm concerned when I hear that the Opec countries are meeting, or are about to meet, to discuss cutting production - in other words, making the price potentially higher than it should be.
"I'm making it clear to Opec it would be wrong for the world economy and wrong for British people who are paying high petrol prices and high fuel prices to cut production and therefore keep prices high."
A government source said: "The one chink of light has been the fall in the price of oil. The last thing we want is to head into a difficult period with a return to high oil prices. People need to act responsibly."
Published on Monday, October 13, 2008 by the Guardian/UK
BP, Shell and ExxonMobil are all expected to attend a meeting at the Park Lane Hotel in Mayfair with the Iraqi oil minister, Hussein al-Shahristani.
Access is being given to eight fields, representing about 40% of the Middle Eastern nation's reserves, at a time when the country remains under occupation by US and British forces.
Two smaller agreements have already been signed with Shell and the China National Petroleum Corporation, but today's sale will ignite arguments over whether the overthrow of Saddam Hussein was a "war for oil" that is now to be consummated by western multinationals seizing control of strategic Iraqi reserves.
Al-Shahristani is expected to reveal some kind of "risk service agreements" that could run for up to 20 years, with formal offers to be submitted by next spring and agreements signed in the summer.
Gregg Muttitt, from the UK-based social and ecological justice group Platform, says he is alarmed that the government is pushing ahead with its plans without the support of many in Iraq.
"Most of the terms of what is being offered have not been disclosed. There are security, political and reputational risks here for oil companies but none of them will want to see one of their competitors gain an advantage," he said.
Heinrich Matthee, a senior Middle East analyst at the specialist risk consultant Control Risks Group, also believes there are many pitfalls for those considering whether to make an offer.
"Currently it is unclear which party in Iraq is authorised to award a contract and at the same time to deliver its side of the bargain," he said. "Any contract with an independent oil company will be subjected to opposition and possible revision after pressure by resource nationalists."
Oil companies will find their reputations at risk from the actions of their Iraqi counterparties, such as joint venture partners, suppliers and agents. They will also have to contend with oil smuggling and the possibility that the ruling alliance could collapse, Matthee said.
He said that if the conspiracy theory that western oil companies egged on US and British governments to invade Iraq were true, the plan could backfire on them and benefit rivals in Asia instead. "It is possible the American army has provided the economic stability that will encourage Malaysian, Chinese and other Asian companies to become involved," he said.
There is no precedent for proven oil reserves of this magnitude being offered up for sale, said Muttitt. "The nearest thing would be the post-Soviet sale of the Kashagan field [in the Caspian Sea], which had 7bn or 8bn barrels."
China's state-owned oil group, CNPC, has already agreed a $3bn (£1.78bn) oil services contract with the government of Iraq to pump oil from the Ahdab oil field.
The deal is the first major oil contract with a foreign firm since the US-led war and was followed up by an agreement with Shell, potentially worth $4bn, to develop a joint venture with the South Gas Company in Basra.
This deal has also triggered controversy. Issam al-Chalabi, Iraq's oil minister between 1987 and 1990, questioned why there had been no competitive tendering for the gas-gathering contract and claimed it had gone to Shell as the spoils of war.
"Why choose Shell when you could have chosen ExxonMobil, Chevron, BG or Gazprom?" he asked. "Shell appears to be paying $4bn to get hold of assets that in 20 years could be worth $40bn. Iraq is giving away half its gas wealth and yet this work could have been done by Iraq itself."
The Baghdad government says it aims to increase crude oil production from 2.5m barrels a day to 4.5m by 2013, but faces internal opposition from regional governors and political opponents.
The sale today comes as oil prices have plummeted after stockmarket turmoil on Friday. The price of crude fell by more than $4 at one point to $75 a barrel - the lowest point since September last year and a sharp drop from its peak of $147 in July. Opec, the oil producers' cartel, has called an emergency meeting to agree a cut in output to bolster prices in spite of protestations from politicians including Gordon Brown. Brown said on Friday: "We've had some success in getting the price of oil down: the price this morning is roughly $80, about half what it was a few months ago. I want these price cuts passed on to the consumer as quickly as possible.
"I'm concerned when I hear that the Opec countries are meeting, or are about to meet, to discuss cutting production - in other words, making the price potentially higher than it should be.
"I'm making it clear to Opec it would be wrong for the world economy and wrong for British people who are paying high petrol prices and high fuel prices to cut production and therefore keep prices high."
A government source said: "The one chink of light has been the fall in the price of oil. The last thing we want is to head into a difficult period with a return to high oil prices. People need to act responsibly."
Published on Monday, October 13, 2008 by the Guardian/UK
lørdag den 4. oktober 2008
Irak-krigen -> Dollarens hegemoni på olie-markedet.
Følgende er et uddrag fra min artikel 'Fogh & Bush - Venner i Ilden.' som jeg finder interessant at perspektivere til, i lyset af kapiliberalismens $millard-bailout af Wall Street spekulanter for skattemidler, da denne krise også bør ses i lyset af den ekstremt omkostningstunge Irak-krig, og dennes årsag.
Uddrag:
Uddrag:
Olien og dollaren…
Efter Anden Verdenskrig lå store dele af den europæiske og japanske industri hen i ruiner, og produktionen befandt sig generelt på et lavt niveau. USA var den eneste af de store magter, som undslap krigens ødelæggelser, og den amerikanske industri var efter krigen højproduktiv, således at man under krigen tredoblede produktionen indenrigs.
Derudover flyttedes store mængder guld fra Europa til USA før og under anden verdenskrig grundet det økonomiske og politiske postyr på det europæiske kontinent. Efter Anden Verdenskrig var USA således indehaver af 80 pct. af verdens guld og man rådede samtidig over 40 pct. af verdens samlede produktionsapparat. En fast valutakurs etableredes kaldet gulddollar standarden, hvor guldet blev prissat til $35 pr. ounce.
Guld blev altså ækvivalent med dollaren, og den amerikanske valuta blev efterfølgende den internationale valutareservestandard. Derudover bør det nævnes, at præsident Franklin Delano Roosevelt i 1945 lavede en aftale med den saudi-arabiske Ibn Saud gående ud på, at man ville beskytte landet, mod at regimet kun handlede dets olie i dollars [15]. Disse to historiske forhold er meget væsentlige at have med, hvis man vil forstå, hvorfor den internationale oliehandel har været domineret af dollaren i adskillelige årtier, hvilket ses manifesteret i det faktum, at olie kun kan købes hos OPEC i dollars.
Denne dollar-dominans blev af Saddam Hussein truet, da han i september 2000 valgte at veksle sin dollarreserve til euros [16] med henblik på at handle den irakiske olie i denne valuta, og det blev efterfølgende af flere olie-producerende lande hævdet, at man havde lignende intentioner, hvilket for Irans vedkommende i dag ses manifesteret i landets for nyligt lancerede eurobaserede oliebørs.
Det amerikanske olieforbrug forventes fra officiel side, at stige med en tredjedel over de næste to årtier, mens produktionen indenrigs forventes at falde med 12 pct. i samme periode, hvorfor den amerikanske afhængighed af importeret olie er steget fra at udgøre en tredjedel af forsyningen i 1985 til i dag at udgøre mere end halvdelen, og det forventes ydermere at importeret olie vil udgøre to tredjedele af forsyningen i 2020. Selvom man har gjort, hvad man kan for at sikre forsyningsstabiliteten, blandt andet ved at handle olie med lande uden for OPEC, var OPEC (primært Saudi-Arabien) fortsat den største eksportør af olie til USA i 2002-2003 [17].
Præsident Bush og vicepræsident Dick Cheney var blot de første eksempler på administrations dybe forbindelser til energisektoren. Otte ministre samt den nationale sikkerhedsrådgiver blev senere hentet direkte i oliebranchen. Præsidenten udpegede to uger inde i hans embede vice-præsident Dick Cheney som overhoved for task forcet National Energy Policy Group, hvis formål var en vurdering af karakteren af den amerikanske forsyningssikkerhed.
Et faktum som næppe kan have undgået Cheney’s Task Force’s opmærksomhed er, at der i Det Kaspiske Hav og under den irakiske ørken potentielt er 433 milliarder tønder olie eller mere, og kontrol over denne olie er selvsagt ensbetydende med øget økonomisk og geopolitisk magt. Bemærkelsesværdigt er det derfor også, at dette Task Force allerede mange måneder inden den 11. september, undersøgte kort over irakiske oliefelter, tankerterminaler og olieudvinding. Disse kort er først langt senere blevet offentliggjort grundet at sagsanlæg mod regeringen vedrørende aktindsigt som borgerretsgruppen Judicial Watch måtte hele vejen til Højesteret for at vinde [18].
Cheney’s taskforce konkluderede, at efter »enhver vurdering vil mellemøstlige olieproducenter forblive centrale for sikkerheden i verden. Golfområdet vil være et primært fokus for USA’s internationale energipolitik«. [19]
Samtidig med dette blev Condeoleeza Rice’s National Security Council beordret, at det skulle støtte »gennemgangen af operationelle politikker rettet mod slyngelstater såsom Irak, samt handlinger vedrørende pågribelsen af nye og eksisterende olie og gasfelter«.
I statsministeriet etableredes et såkaldt policy-development initiativ, der blev døbt »The Future of Iraq«. I initiativets sidste rapport gjordes det klart at Irak »burde åbnes for internationale olieselskaber så hurtigt som muligt efter krigen ... landet bør etablere et forretningsklima som kan bidrage med at tiltrække investeringer i olie- og gasressourcer«. [20]
Disse forhold peger alle sammen hen imod, at Bush-administration var overordentlig interesseret i den irakiske olie lang tid før proklameringen og markedsføringen af den Globale Krig mod Terror, og selvom det fra officiel side gentagne gange er blevet hævdet, at angrebskrigen intet havde at gøre med olie, er der et interessant forhold, som indikerer det modsatte. I en artikel i Financial Times den 5. juni 2003 - altså allerede mindre end tre måneder efter krigens begyndelse – kunne man læse, at den irakiske olie igen handledes i dollars [21], til trods for at euroen i midten af 2003 havde en 13 pct. højere værdi end dollaren.
Krigens omfattende økonomiske omkostninger.
Ifølge det officielle organ US Census Bureau havnede yderligere 3,5 millioner amerikanere i fattigdom i perioden 2002-2006, hvilket i dag betyder, at rundt regnet 13 pct. af den amerikanske befolkning er fattige. Denne foruroligende stigning i fattigdom er specielt bemærkelsesværdig, når den ses i sammenhæng med de enorme omkostninger, som Irak-krigen har kostet de amerikanske skatteydere.
Fra officiel side vurderede man før Irak-krigen påbegyndtes, at krigen ville koste omtrent 60 milliarder dollars, men dette må i lyset af krigsomkostningerne på nuværende tidspunkt betegnes som en meget optimistisk vurdering. Joseph Stieglitz, en af USA’s ledende økonomer, som i 2000 modtog Nobelprisen i økonomi og som tidligere har været cheføkonom i Verdensbanken, har netop i en ny bog vurderet, at den egentlige pris for Irak-krigen oprinder i tre billioner (på amerikansk kaldet trillion) dollars, hvilket Stieglitz i et interview sendt på Democracy Now den 29. februar i år, selv kalder en forholdsvis konservativ vurdering.
Ifølge Stieglitz er der nemlig udover forsvarsministeriets budgetterede krigsomkostninger, endvidere en lang række omkostninger skjult i andre offentlige budgetter og hinsides disse. For eksempel vil udgifter til de økonomiske kompensationer til tilskadekomne krigsveteraner, samt udgifter til medicinsk behandling af disse, løbe op i mange hundrede milliarder dollars over de kommende årtier. Hinsides disse budgetmæssige omkostninger findes der derudover andre skjulte omkostninger for økonomien.
Således udgør invaliderede soldaters økonomiske godtgørelser kun en brøkdel af de invalideredes familier økonomiske tab i form af tabte indkomster, som soldaterne ellers kunnet have tjent. Derudover er der ifølge Stieglitz en lang række makroøkonomiske omkostninger, som har forvoldt en deprimering af økonomien, såsom det faktum at krigen har bidraget til stigningen i prisen på olie, hvilket betyder ekstraomkostninger til køb af importeret olie, og følgelig at disse penge ikke kan bruges andetsteds i økonomien. Derudover nævner Stieglitz det forhold, at krigen var fuldstændig finansieret for lånte penge, altså med andre ord, af det enorme amerikanske underskud [22].
torsdag den 12. juni 2008
fredag den 4. april 2008
Fogh & Bush - Venner i ilden
»Demokratidagsordenen har været et fællestræk mellem os. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg synes, at det var forfriskende, da Bush startede sin demokratidagsorden. Det synspunkt, at verdens demokratier og verdens frie samfund må stå sammen om at fremme demokrati og sikre menneskerettigheder, der hvor det er muligt. Det er jo en dagsorden, jeg er meget optaget af«
Således ytrede statsministeren sig til politiken, i et interview bragt i avisen den 28. Februar i år. Dette påståede værdifælleskab er højst opsigtsvækkende, idet det fremprovokerer en række interessante spørgsmål som vil blive behandlet i det følgende.
Den amerikanske orden er af flere fremtrædende politologer blevet betegnet som et polyarki. Hvilket i sin essens betyder, at det er et system hvor elitære grupperinger styrer, mens folkemassernes deltagelse i den politiske proces er begrænset til at vælge mellem ledere ved valg, som i praksis styres af indbyrdes konkurrerende eliter. Specielt ejerskabet af medierne er her værd at bemærke. Størstedelen af medierne i USA ejes af store mediekonglomerater, og iflg. en undersøgelse som den amerikanske media watchdog organisation Project Censored foretog i 2006[1] - hvor man undersøgte 10 af de største medieorganisationers bestyrelser - er 118 bestyrelsesmedlemmer i disse medieorganisationer samtidig medlemmer i bestyrelserne i 288 amerikanske og internationale virksomheder, hvilket påviser et meget bemærkelsesværdigt overlap mellem magtfulde medieorganisationer og den økonomiske elite. Størstedelen af de amerikanske medier kan derfor næppe betragtes som blot forholdsvis neutrale stemmer ved politiske processer såsom valg og i meningsdannelsen generelt. Ukritisk gengivelse af propagandistisk regeringsretorik er i mange af disse medier regelen mens kritisk journalistik er undtagelsen, og det er kun yderst sjældent at intellektuelle røster - der ytrer sig kritisk om Israels behandling af palæstinenserne, eller den amerikanske udenrigspolitiks menneskelig og økonomiske omkostninger - bliver interviewet af de store televiserede medier. Det er imidlertid ikke blot manglende inddragelse af relevante intellektuelle som er værd at bide mærke i. Langt mere væsentligt er det forhold, at man hos nogle toneangivende massemedier, undertiden fra redaktionel side beder journalister om at sanere deres sprogbrug, så det dels fremstår mere venligtsindet men samtidig også forvrænger de faktiske forhold. Et eksempel på dette er dækningen af Israel-Palæstina konflikten. I følge en rapport udgivet af Fairness and Accuracy in Reporting (F.A.I.R.) fra 2001, var det kun fire procent af nyhedsdækningen i USA der omtalte at der var tale om en israelsk militær okkupation i de besatte områder når der rapporteredes fra disse, hvilket følgeligt gør at nyhedsstoffet fremstår noget anderledes for modtagerne, end hvis dette havde været nævnt. Den legendariske engelske journalist Robert Fisk nævner som eksempel på hvorledes denne sanering af journalisternes sprogbrug til tider dikteres fra det redaktionelle bagland, at han under sit virke som rapportør fra de besatte områder fik at vide at han fremover skulle benævne de israelske bosættelser i de besatte områder, som nabolag fremfor bosættelser, hvilket kan forekomme at være en mindre justering men ingenlunde er det, for som Fisk selv udtrykker det ““CNN udsendte en notits til deres ansatte i Mellemøsten: “I fremtiden skal Gilo [israelsk bosættelse] omtales som et nabolag”. Nu er der ret stor forskel på en koloni, hvilket er hvad en bosættelse er.... og et nabolag. En bosættelse, en israelsk bosættelse, er bygget til jøder og kun til jøder på arabisk jord, og den er ulovlig under international lov. Et nabolag er blot et rart og venligt sted. Så ved at presse journalister til at ændre deres ord, ved at tvinge dem til at forandre deres ordvalg, ved linguistisk at ændre den narrative fortælling, bliver journalisterne ikke alene holdt i geled; “dette er sproget, dette er det linguistiske system du må benytte”, men det fjerner også på vellykket vis den palæstinensiske side af konfliktens grunde til, at de handler som de gør.[2]”
Den amerikanske føderations størrelse, den korporatistiske samfundskonstruktion og opretholdelsen af den militær-imperialistiske orden betyder i praksis, at præsidentembedet så godt som aldrig bestrides af personer, som ikke er pro-big business og pro-Israel, og de ledende regeringsmedlemmer er da i regelen også loyale overfor de stærke interessegrupper der har hjulpet dem til embedet, fremfor tjenere for samfundets svageste. Muligheden for at deltage i den dagsordenssættende proces, og dermed muligheden for at udøve nogen nævneværdig indflydelse på de førte politikker, kan for den overvejende del af den amerikanske befolkning, derfor ligge på et meget lille sted.
Et samfund som det amerikanske kan således sagtens gøre brug af de formelle procedurer man normalt tilskriver en demokratisk orden uden dermed at være specielt demokratisk. Det, at man foretager folkeafstemninger, er derfor næppe nok til at kvalificere til at blive kaldt et demokrati, selvom sådanne selvfølgelig kan tjene som et nyttigt legitimeringsgrundlag for en samfundsorden der i prakis kun styres af samfundets eliter.
Skulle man vælge at se bort fra ovenstående forhold og alligevel købe argumentet om at Bush-adminstrationen havde udbredelse af demokrati som den primære bevæggrund for angrebskrigen, må det siges at være udtryk for et nyt udenrigspolitisk paradigme, idet USA ikke tidligere har udvist nogen stor forkærlighed for demokrati i landets udenrigspolitiske virke siden anden verdenskrig.
I 1952 omstyrtede man for eksempel den demokratisk valgte Mossadeq i Iran[3]. Mossadeqs forbrydelse var at han ønskede at give den iranske befolkning del i landets olierigdom. Dette fandt man fra britisk og amerikansk side uacceptabelt og man fik derfor indført den følgagtige shahs diktatoriske regime i stedet. Under shahen foretoges omfattende likvideringer af dissidenter af sikkerhedstjenesten SAVAK, som kom til verden med støtte fra USA og Israel i 1957 [4], hvilket senere indirekte var med til at muliggøre Khomeinis kulturrevolution, idet den sekulære opposition næsten var elimineret.
I Guetemala væltede man i 1953 den første demokratisk valgte præsident i Sydamerika, Arbenz Guzman. Han var ikke kommunist men en oprigtig demokrat, men han måtte fjernes da han udgjorde en trussel mod amerikanske forretningsinteresser, idet hans økonomiske reformer gik på tværs af United Fruit Company’s profitinteresser i landet[5].
Nitten år senere, i 1972, skabte man gennem en årelang indsats fra CIAs side, grobunden for Augusto Pinochets militærkup i Chilé, og dermed grobunden for omstyrtelsen af den demokratisk valgte regering anledt af Salvador Allende der døde under kuppet[6].
Men det er jo alt sammen længe siden, vil nogle måske indvende, hvilket jeg selvfølgelig kun kan medgive, men hvorfor nævner jeg det så? Jeg nævner det fordi disse tre interventioner er illustrative eksempler på det udenrigspolitiske paradigme der har kørt lige siden, og som fortsat er i højsædet i dag. Demokrati ønsker man kun såfremt en demokratisk orden tjener amerikanske interesser, hvilket for eksempel under den nuværende administration er blevet set eksemplificeret ved nægtelsen af at anerkende de palæstinensiske selvstyreområders valg - der ellers af internationale valgobservatører betegnedes som fair og frit - fordi befolkningen stemte på den “forkerte” politiske gruppering, Hamas.
Man havde dengang intet problem med at støtte og samarbejde med diktatoriske regimer, ligesom man heller ikke har det i dag, så længe disse er rentable og forholdsvis ukritiske samarbejdspartnere. Det seneste eksempel på dette er, at Bush under sin nyligt afsluttede rundrejse i mellemøsten, forhandlede en aftale på plads med det saudi-arabiske diktatur, og efterfølgende bad den amerikanske kongres om at godkende et våbensalg svarende til 100 milliarder kroner.[7] Våbensalget skal imidlertid ikke ses isoleret men som et led i et årtier langt militært samarbejde hvor Saudi-Arabien har været USA's største kunde hvad våben angår
Dette militære samarbejde med et af mellemøstens værste diktaturer er ikke blot en skændsel, men samtidig bidragende til at udhule enhver tale om udbredelse af demokrati som primær udenrigspolitisk motivationsfaktor, ligesom det sætter spørgsmåltegn ved, hvad der er den egentlige bevæggrund for den såkaldte krig mod terror, idet det fundamentalistiske saudi-arabiske diktatur er en af de største kilder, til den efterhånden ganske omfattende islamiske radikalisering, vi bevidner verden over.
Det eneste såkaldte demokrati i mellemøsten er den amerikanske klientstat israel, der på trods af det faktum, at landet opretholder den længstvarende militære besættelse i nyere tids historie, og på trods af den illegitime produktion af masseødelæggelsesvåben, kollektive afstraffelser i uoverenstemmelse med international lov, og tortur og forfølgelser af palæstinenserne, aldrig mødes af andet end symbolsk løftede pegefingre i vesten. Israel er på trods af alle disse forhold endvidere den fortsatte modtager af en usammenlignelig diplomatisk, økonomisk og militær støtte fra USA.
Modviljen blandt regionens arabere, mod den påtvungne amerikanske orden i Irak, kan i tråd med det ovenfor nævnte, derfor næppe komme som noget stort chok. Endvidere bør man nok også have for øje, at mange voksne irakere sikkert fortsat kan huske, at USA støttede Saddam Hussein i halvfjerdserne og firserne. Det høje dødstal blandt civile irakere under den første golfkrig var næppe heller glemt ved invasionens start, ligesom mange nok også godt var og er klar over, at den høje børnedødelighed man bevidnede i halvfemserne, var et direkte produkt af den vestlige sanktionspolitik, hvilket alt sammen tjener til at forklare den irakiske befolknings udbredte mistillid til den amerikanske besættelsesmagts påståede gode intentioner. En mistillid der næppe er blevet mærkbart mindre med uhyrlighederne begået i Abu Ghraib og den afgrundsdybe mangel på forståelse for den kultur man har invaderet, blandt de unge besættelsesstyrker.
Det er derfor også særdeles interessant i denne kontekst at AFR konsekvent undlader at nævne, at begrundelsen om demokratiudbredelse først blev taget i brug efter de falske efterretninger om masseødelæggelsesvåben var blevet manet grundigt i jorden. Derfor trænger et presserende spørgsmål sig også på. For hvis USA's intention med invasionen af Irak ikke var demokratisering, hvad var da bevæggrunden? Dette er i sagens natur ikke et spørgsmål med et enkelt svar, men i tråd med ovenstående vil jeg i det følgende redegøre for forhold som med stor sandsynlighed har været bidragende faktorer, nemlig forsyningssikkerhed, sikring af det amerikanske hegemoni (herunder dollarens dominans på oliemarkedet), den neokonservative underigspolitiske doktrin som formuleredes før Bush kom til magten, og administrationens tætte bånd med olie-industrien.
Den neokonservative faktor
William Kristol og Robert Kagan, som begge er såkaldte neokonservative høge tilknyttet den neokonservative tænketank Project For the New American Century, og derudover begge er tilknyttet det Rupert Murdoch ejede konservative nyhedsmagasin The Weekly Standard, forfattede i 1996 en artikel med titlen “Toward a Neo-Reaganite Foreign Policy” som publiceredes i det generelt velansete udenrigspolitiske tidskrift Foreign Affairs. I artiklen kunne man blandt andet læse:
“Conservatives will not be able to govern America over the long term if they fail to offer a more elevated vision of America's international role [...] What should that role be? Benevolent global hegemony. Having defeated the "evil empire," the United States enjoys strategic and ideological predominance. The first objective of U.S. foreign policy should be to preserve and enhance that predominance by strengthening America's security, supporting its friends, advancing its interests, and standing up for its principles around the world.[8]” De her nævnte amerikanske principper og interesser, kunne godt betyde at man fra Kagans og Kristols side ønsker en demokratiserende udenrigspolitik, men som allerede nævnt er demokratibegrebet i sig selv problematisk i en amerikansk kontekst og de nævner det da heller ikke direkte, men mener til gengæld at de beskrevne mål skal tilvejebringes gennem en forøgelse af det amerikanske forsvarsbudget, gennem en indsats med det formål at styrke “militære dyder” i den generelle amerikanske befolkning, og gennem en særdeles offensiv udenrigspolitik, jf. nedenstående citat.
“Conservatives these days succumb easily to the charming old metaphor of the United States as a "city on a hill." They hark back, as George Kennan did in these pages not long ago, to the admonition of John Quincy Adams that America ought not go "abroad in search of monsters to destroy." But why not? The alternative is to leave monsters on the loose, ravaging and pillaging to their hearts' content, as Americans stand by and watch. What may have been wise counsel in 1823, when America was a small, isolated power in a world of European giants, is no longer so, when America is the giant. Because America has the capacity to contain or destroy many of the world's monsters, most of which can be found without much searching...[9]” Her er det selvfølgelig interessant at Irak ikke nævnes specfikt, men her er sandsynligvis tale om et bevidst retorisk fravalg, idet argumentation for neo-reganistisk udenrigspolitik og samtidig for et angreb på Irak, for mange nok vil forekomme inkonsistent med det forhold at Reagan “samarbejdede”[10] med Saddam Hussein, under Iran-Irak krigen.
Senere samme år ledte den neokonservative Richard Perle en studiegruppe som skrev et såkaldt strategy paper med titlen “A Clean Break: A New Strategy for Securing the Realm” til Benjamin Netanyahu, der på det tidspunkt var premierminister i Israel. Dokumentets fokus var en ny tilgang til løsningen af det man opfattede som Israels sikkerhedsproblemer i Mellemøsten. I brevet stod der blandt meget andet at “Israel can shape its strategic environment, in cooperation with Turkey and Jordan, by weakening, containing, and even rolling back Syria. This effort can focus on removing Saddam Hussein from power in Iraq – an important Israeli strategic objective in its own right – as a means of foiling Syria’s regional ambitions.”[11] [min fremhævelse]
Halvandet år senere, den 26. Januar 1998, skrev Rumsfeld sammen med 17 andre medlemmer af den neokonservative tænketank Project for The New American Century, et åbent brev til Præsident Clinton, hvori en militær omstyrtelse af Saddam Hussein’s regime anbefaledes, idet “ The only acceptable strategy is one that eliminates the possibility that Iraq will be able to use or threaten to use weapons of mass destruction. In the near term, this means a willingness to undertake military action as diplomacy is clearly failing. In the long term, it means removing Saddam Hussein and his regime from power. That now needs to become the aim of American foreign policy.[12]” for hvis ikke dette blev gjort ville det ifølge tænketanken blandt andet betyde at “en signifikant del af verdens olieforsyning vil være truet.[13]” Udover Donald Rumsfeld, kom flere af de øvrige underskrivere af brevet til Præsident Clinton, senere til at bestride embeder under Bush. Deres navne og senere stillinger i Bush-administrationen er: Elliot Abrams; Special Assistant to the President and Senior Director on the National Security Council for Near East and North African Affairs, Richard Armitage; Deputy Secretary of State, Jonh Bolton; Undersecretary of State for Arms Control and International Security, Paula Dobriansky; Under-Secretary of State for Democracy & Global Affairs, Zalmay Khalilzad; Rådgiver for Rumsfeld,, Richard Perle; Chairman of the Board., William Schneider Jr.; Head of the Defence Science Board., Robert Zoellick; United States Deputy Secretary of State og Paul Wolfowitz; Deputy Secretary of Defence.
Dette var dog ikke det sidste man skulle høre fra tænketanken. Allerede et år senere, i 1999, forfattedes et omfattende dokument med titlen “Rebuilding America’s Defenses” hvori man kunne læse at "America’s adversaries will continue to resist the building of the American peace; when they see an opportunity as Saddam Hussein did in 1990, they will employ their most powerful armed forces to win on the battle-field what they could not win in peaceful competition; and American armed forces will remain the core of efforts to deter, defeat, or remove from power regional aggressors[14]".
Til trods for det faktum, at Project For the New American Century åbent fremførte disse holdninger, til trods for det store antal af garvede højrefløjsideologer der stod bag dem og til trods for de embeder mange af disse senere skulle komme til at bestride i Bush-administrationen, blev PNAC nærmest forbigået, og kun undtagelsesvist nævnt i den amerikanske nyhedsdækning op til Irak-krigens begyndelse.
Olien og dollaren..
Efter anden verdenskrig lå store dele af den europæiske og japanske industri hen i ruiner, og produktionen befandt sig generelt på et lavt niveau. USA var den eneste af de store magter som undslap krigens ødelæggelser, og den amerikanske industri var efter krigen højproduktiv, således at man under krigen tredoblede produktionen indenrigs. Derudover flyttedes store mængder guld fra Europa til USA før og under anden verdenskrig grundet det økonomiske og politiske postyr på det europæiske kontinent. Efter anden verdenskrig var USA således indehaver af 80% af verdens guld og man rådede samtidig over 40% af verdens samlede produktionsapparat. En fast valutakurs etableredes kaldet gulddollar standarden, hvor guldet blev prissat til $35 pr. ounce. Guld blev altså ækvivalent med dollaren, og den amerikanske valuta blev efterfølgende den internationale valutareservestandard. Derudover bør det nævnes, at Franklin Delano Roosevelt i 1945 lavede en aftale med den saudi-arabiske Ibn Saud gående ud på, at man ville beskytte landet, mod at regimet kun handlede dets olie i dollars[15], Disse to historiske forhold er meget væsentlige at have med, hvis man vil forstå hvorfor den internationale oliehandel har været domineret af dollaren i adskillelige årtier, hvilket ses manifesteret i det faktum, at olie kan kun købes hos OPEC i dollars.
Denne dollar-dominans blev af Saddam Hussein truet, da han i september 2000 valgte at veksle sin dollarreserve til euros[16] mhp. at handle den irakiske olie i denne valuta, og det blev efterfølgende af flere olie-producerende lande hævdet, at man havde lignende intentioner, hvilket for Irans vedkommende i dag ses manifesteret i landets for nyligt lancerede eurobaserede oliebørs.
Det amerikanske olieforbrug forventes fra officiel side, at stige med en tredjedel over de næste to årtier, mens produktionen indenrigs forventes at falde med 12 % i samme periode, hvorfor den amerikanske afhængighed af importeret olie er steget fra at udgøre en tredjedel af forsyningen i 1985 til i dag at udgøre mere end halvdelen, og det forventes ydermere at importeret olie vil udgøre to tredjedele af forsyningen i 2020. Selvom man har gjort hvad man kan for at sikre forsyningsstabiliteten, blandt andet ved at handle olie med lande uden for OPEC, var OPEC (primært Saudi-Arabien) fortsat den største eksportør af olie til USA i 2002-2003[17].
Præsident Bush og vicepræsident Dick Cheney var blot de første eksempler på administrations dybe forbindelser til energisektoren. Otte ministre samt den nationale sikkerhedsrådgiver blev senere hentet direkte i oliebranchen. Præsidenten udpegede to uger inde i hans embede vice-præsident Dick Cheney som overhoved for task forcet National Energy Policy Group, hvis formål var en vurdering af karakteren af den amerikanske forsyningssikkerhed.
Et faktum som næppe kan have undgået Cheney’s Task Force’s opmærksomhed er, at der i Det Kaspiske Hav og under den irakiske ørken potentielt er 433 milliarder tønder olie eller mere, og kontrol over denne olie er selvsagt ensbetydende med øget økonomisk og geopolitisk magt. Bemærkelsesværdigt er det derfor også at denne Task Force allerede mange måneder inden den 11. September, undersøgte kort over irakiske oliefelter, tankerterminaler og olieudvinding. Disse kort er først langt senere blevet offentliggjort grundet at sagsanlæg mod regeringen vedrørende aktindsigt som borgerretsgruppen Judicial Watch måtte hele vejen til højesteret for at vinde[18].
Cheney’s taskforce konkluderede, at “udfra enhver vurdering vil mellemøstlige olieproducenter forblive centrale for sikkerheden i verden. Gulfområdet vil være et primært fokus for USA's internationale energipolitik.”[19] Samtidig med dette, blev Condeoleeza Rice’s National Security Council beordret, at det skulle støtte “gennemgangen af operationelle politikker rettet mod slyngelstater såsom Irak, samt handlinger vedrørende pågribelsen af nye og eksisterende olie og gasfelter.” I statsministeriet etableredes et såkaldt policy-development initiativ der blev døbt “The Future of Iraq”. I initiativets sidste rapport gjordes det klart at Irak “burde åbnes for internationale olieselskaber så hurtigt som muligt efter krigen ... landet [dvs. USA] bør etablere et forretningsklima som kan bidrage med at tiltrække investeringer i olie og gasresourcer.”[20] Disse forhold peger alle sammen hen imod, at Bush administration var overordentlig interesseret i den irakiske olie lang tid før proklameringen og markedsføringen af den Globale Krig mod Terror, og selvom det fra officiel side gentagne gange er blevet hævdet at angrebskrigen intet havde at gøre med olie, er der et interessant forhold som indikerer det modsatte. I en artikel i Financial Times den 5. juni 2003 - altså allerede mindre end tre måneder efter krigens begyndelse – læse, at den irakiske olie igen handledes i dollars[21], til trods for at euroen i midten af 2003 havde en 13% højere værdi end dollaren.
Krigens omfattende økonomiske omkostninger
Ifølge det officielle organ US Census Bureau havnede yderligere 3.5 millioner amerikanere i fattigdom i perioden 2002-2006, hvilket i dag betyder at rundt regnet 13% af den amerikanske befolkning er fattige. Denne foruroligende stigning i fattigdom, er specielt bemærkelsesværdig når den ses i sammenhæng med de enorme omkostninger som Irak-krigen har kostet de amerikanske skatteydere.
Fra officiel side vurderede man før Irak-krigen påbegyndtes, at krigen ville koste omtrent 60 milliarder dollars, men dette må i lyset af krigsomkostningerne på nuværende tidspunkt betegnes som en meget optimistisk vurdering. Joseph Stieglitz en af USA's ledende økonomer, som i 2000 modtog nobelprisen i økonomi og som tidligere har været cheføkonom i verdensbanken, har netop i en ny bog vurderet, at den egentlige pris for Irak-krigen oprinder i 3 billioner (på amerikansk kaldet trillion) dollars, hvilket Stieglitz i et interview sendt på Democray Now den 29. Februar i år, selv kalder en forholdsvis konservativ vurdering. I følge Stieglitz er der nemlig udover forsvarsministeriets budgetterede krigsomkostninger, endvidere en lang række omkostninger skjult i andre offentlige budgetter og hinsides disse. For eksempel vil udgifter til de økonomiske kompensationer til tilskadekomne krigsveteraner, samt udgifter til medicinsk behandling af disse, løbe op i mange hundrede milliarder dollars over de kommende årtier. Hinsides disse budgetmæssige omkostninger findes der derudover andre skjulte omkostninger for økonomien. Således udgør invaliderede soldaters økonomiske godtgørelser kun en brøkdel af de invalideredes familier økonomiske tab i form af tabte indkomster, som soldaterne ellers kunnet have tjent. Derudover er der iflg. Stieglitz en lang række makroøkonomiske omkostninger som har forvoldt en deprimering af økonomien, såsom det faktum at krigen har forvoldt en stigning i prisen på olie, hvilket betyder ekstraomkostninger til køb af importeret olie, og følgelig at disse penge ikke kan bruges andetsteds i økonomien. Derudover nævner Stieglitz det forhold, at krigen var fuldstændig finansieret for lånte penge, altså med andre ord, af det enorme amerikanske underskud[22].
Summa Summarum.
Demokratisering har med stor sandsynlighed ikke været den afgørende faktor eller det afgørende rationale bag Irak-krigen. Det synes snarere at være tilfældet at forsyningssikkerhed og konsolidering af det amerikanske hegemoni, herunder dollarens dominans på oliemarkedet, har været de betydeligste faktorer, men selv hvis det havde været tilfældet at demokratisering var den primære bevæggrund, ville det stadigvæk være yderst betænkeligt, for indbygget i en sådan krigerisk demokratisme synes en foruroligende ideologisk selvtilstrækkelighed at hvile, hvor millioner på flugt, hundredetusinder dræbte, tortur, forsvindinger af mennesker til hemmelige fænglser (såkaldte black sites) samt udbredt desperation og armodighed, alle ses som blotte overgangsfænomener, som når de først er overkommet, vil lede til smukt blomstrende demokratier, der lever op til vestlige magthaveres høje normer. Dette er imidlertid blot den mere principielle problematik, for ydermere bør man nok overveje om det kan siges at være rimeligt, at skatteyderne i de nationer hvis ledere fører en aktivistisk udenrigspolitik, betaler de meget omfattende omkostninger som sådanne ideologisk funderede udenrigspolitiske aspirationer rummer. Omkostningerne til selve krigsførslen er imidlertid ikke blot omkostninger af økonomisk karakter, for udover disse findes en række omkostninger som må siges at være en uforsvarligt dyr pris at betale. Her tænkes på de frihedsmæssige omkostninger som deltagelsen i krigen mod terror har kostet den danske befolkning, i form af en række frihedsindskrænkende initiativer, som har terrorbekæmpelse som formål. Omkostninger som i fremtiden sagtens kan komme til at blive forøget, i takt med at Danmark, grundet nationens deltagelse i den amerikanske udenrigspolitik, i dag er langt mere udsat for terrorangreb, som hvis de skulle indtræde, kan komme til at betyde endnu flere kontroltiltag og dermed indskrænkninger i den individuelle frihed. En frihed som må siges at være essentiel for driften af et sundt samfund med et rummeligt potentiale for positiv udvikling for individet og befolkningen som helhed. Statsministeren har altså til trods for gentagne gange at have fremhævet at frihed er en stærk drivkraft og bevæggrund for hans regerings førte politikker, opnået det komplet modsatte, nemlig mindre frihed for den danske befolkning, og ovenstående taget i betragtning kan det endvidere nok med god ret hævdes, at han har fået sig nogle gevaldige forklaringsproblemer, som vanskeligt kan affejes med at man er blevet ført bag lyset, da det forekommer højst usandsynligt at hans embedsstab ingen kendskab overhovedet har haft til de mange offentligt tilgængelige kilder som ovenstående er baseret på, ligesom det synes svært at tro, at hans embedsstab intet kendskab havde til den amerikanske udenrigspolitiske historie, som ikke udviser mange tegn på at demokratisering og ædle motiver har haft forrang fremfor amerikanske elitære egeninteresser, hvilket fortsat synes at være tilfældet.
[1] Project Censored 2006: Corp Media Ownership, s. 253.
[2] Robert Fisk, udtalelse i dokumentarfilmen Peace, Propaganda & The Promised Land.
[3] Hove, Erslev Andersen, Vignum Jensen et al, Mellemøsthåndbogen, Syddansk Universitetsforlag, 2005.
[4] Ibid.
[5] Stephen Kinzer, Overthrow: America’s Century of Regime Change from Hawaii to Iraq, Times Books 2006.
[6] Ibid.
[7] NPR/AP: Bush Announces $20 Billion Arms Deal for Saudi, 14. Januar 2008
[8] Toward a Neo-Reaganite Foreign Policy, Foreign Affairs, Juli/August 1996.
[10] Grunden til at samarbejde står i anførselstegn er, at Reagan-administrationen samarbejdede med og støttede Saddam Hussein på den en side af Iran-Irak krigen, mens man samtidig solgte våben til den officielle fjende, Iran. Profitten herfra brugtes til at finansiere ultrahøjrefløjsekstremisterne Congaerne, som lå i kirg med det venstredrejede demokratiske Nicaragua. Den såkaldte Iran-Contra skandale.
[11] A Clean Break: A New Strategy for Securing the Realm, Institute for Advanced Strategic and Political Studies, Juli 2006.
[12] Project for the New American Century, Åbent brev til Præsident Bill Clinton, dateret 26 Januar 1998.
[14] Project for the New American Century, Rebuilding America's Defenses, s. 10.
wiki-artikel: http://en.wikipedia.org/wiki/Project_for_the_New_American_Century
Summary: http://www.informationclearinghouse.info/article3249.htm
[15] Michael T. Klare: Ressource Wars, The New Landscape of Global Conflict, Metropolitan Books 2001.
[16] Carola Hoyos & Kevin Morrison: Irag Steps Back Into the Oil Market with Crude Sales Offer, Financial Times 6. Juni 2003.
[17] Michael Renner, The New Oil Order, Foreign Policy in Focus, January 2003.
[19] National Energy Policy Development Group, Reliable, Affordable, and Environmentally Sound Energy for Americas Future (Washington: U.S. Government Printing Office, May 2001), s. 8.
[20] R.W. Behan, The Surreal Politics of Premeditated War, Commondreams.org 03-12-2006.
[21] Carola Hoyos & Kevin Morrison: Irag Steps Back Into the Oil Market with Crude Sales Offer, Financial Times 6. Juni 2003.
Abonner på:
Opslag (Atom)