Lars Løkke: "Iran ér en trussel"

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtalte i forbindelse med NATO-topmødet, at "Iran ér en trussel" hvorfor "det afgørende er at få truffet nogle beslutninger om, at opbygge det missilskjold, som kan øge vores sikkerhed i forhold til de trusler, som vi er omgærdet af. I den sammenhæng er Iran et af de steder, man kan få øje på."[1]

Dette er han ikke alene om at mene. Udviklingsminister Søren Pind skrev i 2008, at Iran for alt i verden måtte forhindres i at udvikle en atomar våbenkapacitet, til trods for at der ikke var det store belæg for at formode, at Iran var i gang med dette. Han sagde: "Den vestlige verden kan ikke leve med, at Iran får atomvåben. Så hellere krigen. Mine børn skal ikke opleve den knugende skræk for det atomare ragnarok, jeg selv måtte vokse op under. Det skal, om nødvendigt, med vold og magt, forhindres."[2] Men hvordan forholder det sig egentlig med Iran? Er landet rent faktisk en trussel mod verdens største militære organisation og dens medlemslande eller er der tale om en opfundet trussel?

En officiel men først for nylig deklassificeret amerikansk vurdering af Irans militære kapacitet lyder: "Iran har meget store militære styrker, men de ville være relativt ineffektive mod et direkte angreb fra et veluddannet, sofistikeret militær såsom USA's eller dets allierede. På nuværende tidspunkt er Irans styrker kun nok til at forhindre eller forsvare sig mod konventionelle trusler fra Irans svagere naboer... men mangler luftstøtte og logistisk evne til at projicere magtmidler længere væk fra Irans grænser eller til at konfrontere regionale stormagter som Tyrkiet eller Israel."[3]

Professor i mellemøsthistorie Juan Cole foretager følgende sammenligning: "Irans militære budget er på lidt over 6 milliarder dollars om året. Sverige, Singapore og Grækenland har alle større militære budgetter. Desuden er Iran et land med 70 mio. indbyggere, således at udgifter til forsvar per capita er lille i forhold til de andre, da de er meget mindre lande med hensyn til befolkning. Iran bruger mindre per indbygger på sit militær end noget andet land i Den Persiske Golf-region med undtagelse af De Forenede Arabiske Emirater."[4] Den amerikanske Harvard-professor i international politik Stephen Walt har endvidere en komparativ analyse af Irans og USAs militære kapaciteter på sin blog.

Ideen om at Iran skulle udgøre en militær trussel mod Vesten står altså i skarp kontrast til fakta omhandlende landets militære kapacitet og Iran har da heller ikke angrebet noget andet land i flere hundrede år. Landet er omringet på begge sider af USAs og NATOs styrker i Irak og Afghanistan og har været under konstante trusler om militær intervention fra israelsk side i årevis, men Iran har ikke fundet at dette udgør grund nok til voldshandlinger, hvilket da også er ganske forståeligt. Iranerne er efter alt dømme pragmatiske nok til at vide, at skulle man begynde på noget sådant ville det næppe falde ud til Irans fordel da man militært såvel som økonomisk er underlegen.

Manglende vilje til aggression er til gengæld ikke noget der karakteriserer Israel som pt. er den eneste atommagt i Mellemøsten og som har udviklet sin atomare våbenkapacitet i modstrid med gældende internationale aftaler, vel at mærke uden at dette har haft nogle nævneværdige konsekvenser for den enorme økonomiske, militære og politiske støtte som landet modtager fra USA. Iran er berettiget til at udvikle atomreaktorer til fredelige formål idet landet er underskriver af ikke-spredningsaftalen og der er pt. intet belæg for at hævde, at Irans atomprogram skulle have andre formål end fredelige. Israel har derimod aldrig underskrevet aftalen eller nogensinde bekymret sig stort om international lov og med den mangeårige aggressive Israelske udenrigspolitik in mente burde man måske bekymre sig mere om hvorvidt Israel udgør en trussel mod freden.

Noget kunne derfor tyde på, at NATO - og folk som Løkke og Pind - opfinder trusler i en verden efter Den Kolde Krig hvor NATOs fortsatte eksistensberettigelse kan drages i tvivl, hvilket betyder at NATO, fremfor at være garant for freden, selv er gået hen og blevet en stigende trussel i verden.

De danske oversættelser i ovenstående er lavet af Poyâ Pâkzâd.