Viser opslag med etiketten Anders Fogh Rasmussen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Anders Fogh Rasmussen. Vis alle opslag

onsdag den 23. marts 2011

Afghanistan: Den sikkerhedspolitiske begrundelse.


Den primære officielle begrundelse for de danske troppers tilstedeværelse i Afghanistan, har kontinuerligt været, at vi befinder os i landet for at sikre, at der ikke igen sker terrorangreb på vestlige mål og interesser.

I sin nytårstale 2009 benyttede Anders Fogh Rasmussen således lejligheden til at forsvare Afghanistan-krigen med den sikkerhedspolitiske begrundelse:

“Vi lever i en ny verden. En verden, hvor terrorister kan slå til hvor som helst - også i Danmark. En verden, hvor forsvaret af vores sikkerhed starter fjernt fra dansk jord. Afghanistan må ikke igen blive et fristed for terrorister. Derfor er vi i Afghanistan. Det handler om sikkerhed. Og det handler om, at vi danskere tager medansvar i verden. Vi ønsker frihed, fred og sikkerhed. Så må vi også selv yde et bidrag”.

Den sikkerhedspolitiske begrundelse er imidlertid tvivlsom idet Al-Qaeda ikke længere har nogen nævneværdig tilstedeværelse i landet, mens organisationen til gengæld menes at være aktiv i en række andre lande, som Danmark (eller den internationale koalition) ikke er militært engageret i. Der er ikke meget der tyder på at de lokale krigsførende parter i Afghanistan har andet end lokale interesser, hvorfor de forskellige oprørsbevægelser altså ikke truer den danske befolknings sikkerhed!

Selvom Al Qaeda fortsat havde en markant tilstedeværelse i landet, eller skulle få det igen på et senere tidspunkt, er det særdeles tvivlsomt hvorvidt en nedkæmpning af organisationen på afghansk territorium ville forvolde en større grad af sikkerhed, da hverken terrorangrebene i London eller Madrid havde nogen beviselig forbindelse til Afghanistan. Sikkerhedsargumentet bør endvidere mødes med skepsis da planlægningen af et terrorangreb ikke kræver nogen konkret tilstedeværelse i et givent land. Terrorangreb, som dem vi så i London, Madrid og Mumbai, kræver ikke store træningslejre men beror derimod på relativt små sammensværgelser, som kan planlægge angrebene uden fysisk kontakt, så længe de har adgang til internettet. Endvidere har Al Qaeda iflg. officielle udmeldinger etableret sig i en række lande, herunder Yemen, Afghanistan-krigen vil altså ikke eliminere terrortruslen fra Al Qaeda og organisationens sympatisører, uanset dens udfald.

onsdag den 1. oktober 2008

Statsministeren vs. økonomerne.

Statsminister AFR siger ifl. Ritzau: "Finanskrisen afbødes på kort sigt bedst, hvis USA's Kongres vedtager krisepakken for amerikanske banker med dårlige lån. ..."

Her er han i uoverenstemmelse med en lang række prominente økonomer ved de amerikanske universiteter, der forleden i en fælles udtalelse ytrede:

As economists, we want to express to Congress our great concern for the plan proposed by Treasury Secretary Paulson to deal with the financial crisis. We are well aware of the difficulty of the current financial situation and we agree with the need for bold action to ensure that the financial system continues to function. We see three fatal pitfalls in the currently proposed plan:

1) Its fairness. The plan is a subsidy to investors at taxpayers’ expense. Investors who took risks to earn profits must also bear the losses. Not every business failure carries systemic risk. The government can ensure a well-functioning financial industry, able to make new loans to creditworthy borrowers, without bailing out particular investors and institutions whose choices proved unwise.

2) Its ambiguity. Neither the mission of the new agency nor its oversight are clear. If taxpayers are to buy illiquid and opaque assets from troubled sellers, the terms, occasions, and methods of such purchases must be crystal clear ahead of time and carefully monitored afterwards.

3) Its long-term effects. If the plan is enacted, its effects will be with us for a generation. For all their recent troubles, America's dynamic and innovative private capital markets have brought the nation unparalleled prosperity. Fundamentally weakening those markets in order to calm short-run disruptions is desperately short-sighted.

For these reasons we ask Congress not to rush, to hold appropriate hearings, and to carefully consider the right course of action, and to wisely determine the future of the financial industry and the U.S. economy for years to come.


Den østrigske økonom Robert P. Murphy tilknyttet Von Mises Instituttet er heller ikke begejstret for nu at sige det mildt, han skriver:

The Paulson bailout failed in the House. If it isn't a death blow to the plan, it should be. This is not an economic plan: it is a heist.

It will go down as The Great Bank Robbery of 2008.

The economics behind it are nonsense, but we are naïve if we spend much time even considering the "arguments" for it. This is a money and power grab, pure and simple.

onsdag den 16. januar 2008

Mindre Frihed under Fogh-regeringerne

Der er næsten sket en fordobling i antallet af langvarige varetægtsfængslinger (fra 446 til 717) under Foghs statsministerembede, altså en fordobling af frihedsberøvelser af mennesker som er principielt uskyldige, da de ikke har fået bevist deres eventuelle skyld ved en domstol.

Hør mere om hvorfor dette er særdeles problematisk i dette radioprogram, hvor forsvarsadvokaten Merethe Stagetorn interviewes om sagen.

tirsdag den 8. januar 2008

Statsministerens virkelighedsforvrængende sprogbrug

Statsministerens manipulerende retorik under nytårstalen fortjener et nærmere eftersyn, og en ting jeg specielt bed mærke i, var hans henvisning til den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik som havende en udbredelse af frihed som egentlig bagvedliggende rationale. Men hvilken frihed er det mere præcist der er tale om og for hvem? Den postulerede frihedsorienterede udenrigspolitik er nemlig interessant nok sammenfaldende med en lang række tiltag indenrigspolitik, som i stik modsætning til dette, har haft en meget omfattende indskrænkning af den personlige frihed, hvis ikke til formål og så i hvert fald som konsekvens.

Først og fremmest bør man selvfølgelig nævne anti-terrorlovgivningen som giver mulighed for meget vidtgående misbrug med ganske voldsomme konsekvenser. For eksempel kan det nævnes at antiterrorlovgivningen muliggjorde at Dagbladet Arbejderen fik beslaglagt deres it-udstyr af PET fordi man på avisens sider havde dokumenteret foreningen Oprørs appel til at støtte PFLP og FARC , hvilket alt sammen interessant nok foregik efter at statsministeren under karikaturkrisen havde givet udtryk for, at ytringsfriheden var en samfundsbærende søjle, hvorfor medierne selvfølgelig skulle have lov til at virke frit. Dette gjaldt åbenbart ikke Arbejderen.

Dernæst skal det nævnes at logningsbekendtgørelsen ligeledes betyder ganske omfattende kontrol og indskrænkning af individets frihed, idet man ikke længere kan have en privat telefonsamtale eller email-korrespondence i fred, da alle telefonsamtaler, sms’er og emails i dag beslaglægges i et år, bare sådan for en sikkerheds skyld.

Sidst men ikke mindst er det under Fogh-regeringerne lykkedes for statsministeren og hans følgesvende, at etablere en de facto politistat i staten, med præventive anholdelser, vilkårlige registreringer, visitationszoner samt chikane af såvel indbyggere som besøgende, på det der engang var fristaden Christiania, men i dag mere end noget andet, forekommer den besøgende at være blevet forvandlet til en eksercitsplads for styrker af intimiderende, og kampuniformerede ti-mands patruljer.
Denne knusende jernhandske er egentlig ideologisk funderet, men dette tilsløres ved, at man får det til at fremstå som om, at krænkelserne af christianitterne og deres besøgende, er foranlediget af et ønske om at ville bekæmpe indtagelse af cannabis, hvilket udfra indsatsen at dømme, vel nærmest af regeringen betragtes som værende farligt for den herskende orden på linje med terrorisme.

Hvad der nok snarere er den egentlige motivation for denne tingenes tilstand er, at man fra de borgerlige regeringspartiers side ikke tåler den ideologiske torn i øjet, som dette, for en stor dels vedkommende, ganske vellykkede kollektivistiske eksperiment repræsenterer. Det er da heller ikke svært at komme i tvivl om, hvorvidt den lovgivning regeringen gemmer sig bag, er i befolkningens eller magthavernes favør, når den af disse benyttes til at drive en uhyggelig og ganske omfattende undertrykkelse af lokalbefolkningen og deres gæster på Christiania. Noget der derfor også bør nævnes i sammenhæng med dette er, at det lovgivningsmæssige grundlag i hvilket hele denne unødvendige indsats finder sin legitimitet, er yderst tvivlsomt, idet ulovliggørelsen af cannabis ikke kom istand på baggrund af fornuftbåren argumentation eller på baggrund af nogen egentlig problemstilling, men blot i 1929 vedtoges som led i en ratifikation af en Opiumskonvention, selvom man ovenikøbet i lovgivningsmaterialet tilkendegiver at:

"uanset at indisk Hamp og Præparater, der udvindes af denne, ikke spiller nogen Rolle her i Landet, har man dog i overstemmelse med Opiumskonventionens Artikel 4 og 11 medtaget denne Substans i paragraffen."

AKTIVISTISK UDENRIGSPOLITIK

I det hele taget er det også interessant at man kalder det aktivistisk udenrigspolitisk, i hvad der vel er et forsøg på at udglatte det forhold, at deltagelsen i irak-krigen var en deltagelse i en uprovokeret angrebskrig, om hvilket Nürnberg tribunalet ganske utvetydigt konkluderede: “To initiate a war of aggression... is not only an international crime, it is the supreme international crime.”

Andre på den militaristiske højrefløj har været mere letgennemskuelige mht. deres motiver for deltagelse i massemord. Søren Krarup melder for eksempel klart ud, idet han tydeligt tilkendegiver at formålet med Irak-krigen var at statuere et eksempel overfor det han betragter som den fjendtligt indstillede og ekspansionistiske islamiske religion, og så kunne man jo ligeså godt angribe Irak som et hvilket som helst andet land, og det var derfor ikke af videre betydning, at landet ikke havde taget del i angrebene den ellevte september.

Spørgsmålet består. Hvilken frihed er det der tales om, for såvidt jeg kan se er de eneste der har fået en større grad af frihed som konsekvens af den såkaldt aktivistiske udenrigspolitik, de store firmaer der landede kontrakter med Bush-administrationen og scorede kassen på dette, uden samtidig at være nødsaget til at bekymre sig om indgribende tiltag og reguleringer i den liberaliserede irakiske økonomi under den amerikanske okkupation, hvilket selvfølgelig alt sammen skete for næsen af irakerne, som i stort omfang blev snydt for selv at tjene på genopbygningen af deres sønderbombede land.