Kommentar til tredje TV-debat ml. Romney og Obama (anden del).

I første del af min kommentar til den tredje præsidentdebat kom jeg ind på debattens snævre holdningsspektrum hvad droneprogrammet angår. En forsnævring af debatten som er nært sammenhængende med, at alle tredjepartskandidater er udelukket fra debatterne, hvorfor kun et smalt udbud af de officielle præsidentkandidaters holdninger når ud til verdens befolkning under de nøje iscenesatte begivenheder (mere herom senere).

Irans Atomprogram.

Hele debatten bar præg af en så høj grad af enighed mellem de to kandidater, at man med rette kan spørge om der overhovedet var tale om en debat? Heller ikke hvad angår spørgsmålet om den amerikanske udenrigspolitiske stillingtagen til det iranske atomprogram var der nogen nævneværdig divergens mellem kandidaterne. Barack Obama havde følgende at sige om sagen:

"...as long as I’m president of the United States, Iran will not get a nuclear weapon. I made that clear when I came into office. We then organized the strongest coalition and the strongest sanctions against Iran in history, and it is crippling their economy. Their currency has dropped 80 percent. Their oil production has plunged to the lowest levels since they were fighting a war with Iraq 20 years ago. So their economy is in a shambles. 

And the reason we did this is because a nuclear Iran is a threat to our national security, and it is a threat to Israel's national security. We cannot afford to have a nuclear arms race in the most volatile region of the world. Iran is a state sponsor of terrorism. And for them to be able to provide nuclear technology to non-state actors, that's unacceptable. And they have said that they want to see Israel wiped off the map. 

So, the work that we’ve done with respect to sanctions now offers Iran a choice: they can take the diplomatic route and end their nuclear program, or they will have to face a united world and a United States president, me, who said we’re not going to take any options off the table. 

The disagreement I have with Governor Romney is that, during the course of this campaign, he’s often talked as if we should take premature military action. I think that would be a mistake, because when I’ve sent young men and women into harm’s way, I always understand that that is the last resort, not the first resort.”

Først og fremmest bør man i ovenstående citat bide mærke i, at Obama taler om det iranske atomprogram som om dets formål er militært. Han vil forhindre, at Iran får atomvåben og de "forkrøblende" sanktionernes formål er, at bevirke at præstestyret opgiver programmet. Spørgsmålet er imidlertid hvorfra præsidenten har, at det iranske atomprogram har militære formål?

Hvad dette angår kender præsidenten selvfølgelig til de samme israelske og amerikanske efterretningskilder som offentligheden kender til. Hverken disse eller IAEA (International Atomic Energy Agency) har på noget tidspunkt været i stand til at fremvise en såkaldt rygende pistol som klart indikerer, at det iranske præstestyre er ved at udvikle et atomprogram med andet end civile formål. Førend denne rygende pistoler foreligger kan vi derfor ikke godtage præmissen bag Obamas konfrontatoriske kurs.

Bemærkelsesværdigt er det desuden, at Obama omtaler sanktionerne mod Iran som "forkrøblende". Et interessant ordvalg må man sige, men desværre lader det ikke til, at det er præstestyret der forkrøbles af sanktionerne. Det er snarere den iranske civilbefolkning.

Lad os et kort øjeblik skrue tiden tilbage, til dengang i midthalvfemserne hvor Obama's udenrigsminister var førstedame i Det Hvide Hus, under hendes mand præsident Bill Clintons administration. Under Clinton påtvang man den irakiske civilbefolkning hvad der skulle vise sig, at være ikke blot forkrøblende, men intet mindre end massemorderiske sanktioner, idet denne form for kollektivt afstraffende økonomisk krigsførelse iflg. FN resulterede i omegnen af en halv million børns alt for tidlige død. Konfronteret med disse tal i nyhedsprogrammet 60 Minutes, gjorde USAs daværende udenrigsminister Madeleine Albright det klart for hele verden, at hun og Clinton-administration fandt det var prisen værd.

Så det er altså ikke fordi Obama-administrationen ikke er klar over de potentielle civile omkostninger denne form for økonomisk krigsførelse kan medføre, idet administrationens udenrigsminister, Hillary Clinton, boede i Det Hvide Hus dengang man påtvang den irakiske befolkning samme form for kollektive afstraffelse. Præsident Obama - og hans nærmeste folk i administrationen hvad udenrigspolitiske anliggender angår - må altså derfor antages, at være fuldt ud klar over, at de "forkrøblende sanktioner” som han taler om, potentielt kan få konsekvenser for civilbefolkningen, i folkemordets størrelsesorden.

Dette er mildest talt bekymrende og de facto en krigserklæring mod både præstestyret og den iranske civilbefolkning, selvom der er ikke er tale om en krigserklæring i streng juridisk forstand. Kollektiv afstraffelse er ikke noget man tager let på i folkeretten. Den Fjerde Genevekonvention betragter ganske enkelt kollektiv afstraffelse som en krigsforbrydelse. Heldigvis for Obama-administrationen bør dette ikke forvolde de store bekymringer, da Den Fjerde Genevekonvention ikke gælder så længe der ikke de jure er tale om en krig mod Iran. Her kan man dog med rette spørge hvorfor kollektiv afstraffelse af en uskyldig civilbefolkning skulle være mindre moralsk forkastelig blot fordi der er tale om en situation der officielt ikke udspiller sig i krigstid?  

Når vi har det in mente, at den siddende præsident har sin faglige baggrund indenfor jura - et fag som han har både har praktiseret og undervist i - har man god grund til at antage, at han nok er bekendt med nøgledokumenter indenfor folkeretten. Når præsidenten gentagent har truet det iranske præstestyre og landets befolkning med vold (”all options are on the table”) kan vi derfor med god ret antage, at dette sker i fuld bevidsthed om, at voldstrusler er i lodret strid med ordlyden i De Forenede Nationers Pagt, nærmere bestemt kapitel 1, artikel 2 stykke 4: 

"All Members shall refrain in their international relations from the threat or use of force against the territorial integrity or political independence of any state, or in any other manner inconsistent with the Purposes of the United Nations.”

Skulle man være i tvivl om hvad der menes med FNs formål kan man blive klogere ved at læse artikel 1 i samme kapitel, hvor man får at vide, at formålet er:

"To maintain international peace and security, and to that end: to take effective collective measures for the prevention and removal of threats to the peace, and for the suppression of acts of aggression or other breaches of the peace, and to bring about by peaceful means, and in conformity with the principles of justice and international law, adjustment or settlement of international disputes or situations which might lead to a breach of the peace."