Om Cannabispolitik.

Politikerne og Kongehuset har intet som helst problem med at indtage alkohol på statens regning. Det foregår jævnligt og uden at nogen løfter et øjenbryn, men hvad gør egentlig, at alkohol befinder sig i en særlig kategori af rusmidler, som tilsyneladende er mindre problematisk end cannabis? Det er ganske svært at blive klog på. Specielt i lys af at indtagelse af  alkohol ofte spiller en rolle i både voldssager og trafikdrab. Derimod er det ikke svært at konkludere, at en udpræget dobbeltmoral lader til at være på spil.

Illegaliseringen af cannabis går langt tilbage. Man forbød cannabis og afledte produkter af hampeplanten allerede tilbage i slutningen af 1920erne, som led i tilslutningen til en international opiumskonvention. Cannabis har imidlertid ikke noget at gøre med opiater og man vurderede ovenikøbet dengang, at cannabisindtagelse ikke udgjorde noget egentligt problem i Danmark, men alligevel valgte man at kriminalisere rusmidlet. Lovgivningen hviler derfor ikke på erfaringer med indtagelse af cannabis og da det ikke engang var en problemstilling her i landet da man vedtog forbuddet, er lovgivningen kommet til verden på et meget tvivlsomt grundlag.

Problemer forbundet med cannabisindtagelse har vi til gengæld fået mange af sidenhen. Ikke fordi selve indtagelsen af cannabis er særlig problematisk - især i sammenligning med de ofte dødbringende legale rusmidler alkohol og tobak - men fordi selve kriminaliseringen har affødt en række problematikker. Dels er der den enorme organiserede kriminalitet som grundet kriminaliseringen tjener summer i milliard-størrelsen på handelen med cannabis og dels fordi borgerne gennem mange årtier, har betalt uhyrlige beløb til retsforfølgelser, bøder, fængselsophold og politivirksomhed.

Særligt ud fra et økonomisk synspunkt kan det undre, at man ikke har været mere positivt stemt overfor legalisering eller afkriminalisering af cannabis. Ikke alene ville det bortspare en masse udgifter forbundet med kriminaliseringen, staten ville også kunne tjene anselige summer på et kontrolleret salg af cannabis. Alligevel har man ikke fra politisk hold ønsket at give sig i kast med en legalisering. Tværtimod har man under den forhenværende borgerlige regering intensiveret kriminaliseringen ved at mangedoble bødesummerne for besiddelse af hvad der må betegnes som ganske uskyldige mængder cannabis, mens man under den nuværende regering har intensiveret indsatsen mod hash-handlen på Christiania ved at gå systematisk efter kunderne. Denne klapjagt udmøntede sig for nylig i en forstyrrende hændelse, hvor politiet brugte en billetkontrolaktion på Christianshavns metrostration, som påskud til at krænke folks privatsfære. Godt gået drenge!

Der har været flere forsøg på at afkriminalisere cannabis, idet Enhedslisten flere gange har fremstillet et sådant forslag. Desværre uden held. Når disse forslag er blevet fremstillet i Folketinget har de efterfølgende debatter været præget af mangelfuld viden, når der ikke har været tale om deciderede kortslutninger, som da Kim Andersen fra Venstre sammenlignede besiddelse af hash med at gå med kniv.

De påståede liberalister i Folketinget har åbenbart ikke særlig liberale sindelag, når det kommer til at lade voksne mennesker bestemme over deres egne kroppe og hvad de fylder i dem. Mig bekendt står der intet sted i nogen som helst lovgivning, at staten ejer borgernes kroppe. Heldigvis, kunne man tilføje, for det ville unægteligt være ensbetydende med tilintetgørelsen af tanken om privatsfæren, men selvom dette altså ikke er tilfældet, er man undskyldt hvis man skulle tro noget andet, for når det kommer til indtagelse af cannabis og andre ulovlige substanser, opfører staten sig som om den rent faktisk har ejerskab over vore kroppe.

Det burde være selvindlysende, at så længe en person bruger sin krop på måder som udelukkende er til potentiel skade for vedkommende selv, så står det ham eller hende frit for at gøre det. Folks sundhedsskadelige adfærd er da heller ikke forbundet med berøvelse af frihed i en række andre tilfælde. Det står således enhver frit for, at leve af fast food, fylde sig med sukker, kæderyge eller drikke sig ihjel.

Det hele er vendt på hovedet. Offerløse handlinger i form af indtagelse af en plante, som ikke ligefrem er kendt for hverken at bringe døden eller volden med sig, anskues åbenbart af politikerne som højst problematisk, mens statsmagtens årtier lange privatlivskrænkende og frihedsfjendtlige indgreb i tusinder af menneskers liv, tilsyneladende er retfærdighedens fyldestgørelse.

Udover muligvis nogle betjente som kan bruge kriminaliseringen til at få afløb for en sadistisk kontrolmentalitet, er det virkelig svært at se hvem denne statslige repression gavner, men selvom intet rationelt taler for en fortsættelse af disse indgreb i den personlige frihed, er der ikke meget der tyder på snarlige forbedringer. Også på dette punkt lader det til, at uretsstaten er kommet for at blive.