“Han var vokset op i en kultur, der tilbad fornuften som gud, og det var der gode grunde til. Det modsatte af fornuft er trods alt ufornuft, og hvem vil være ufornuftig?
Det var et samfund, der satte meninger højere end følelser og kaldte dem holdninger. Holdningsløshed var en synd, mens ufølsomhed næppe bemærkedes.
Meninger kan man nemlig argumentere mod, og de er i øvrigt forholdsvis nemme at producere. De fleste sandheder er indlysende, det vil sige grundløse.
De har at gøre med den måde, vi har vænnet os til at omgås verden og hinanden på. Følelserne derimod har vi fra en fjern forfader, som ingen ville være særlig tryg ved at være i stue med.
Så vi prøver at have holdninger til vore medmennesker i stedet for at nære følelser for dem. Vi tager moralsk bestik og indretter vores følelser derefter.
Vi holder op med at spørge efter mod og kærlighed og slår op i politivedtægten i stedet. Det gør det let for os at forfølge og dræbe.
Vi behøver ikke at ære vores modstander eftersom ideologien er alt. Et menneske med en anden overbevisning er et helt igennem ondt menneske, for vi anerkender ikke andre menneskelige egenskaber.
Mennesker bliver til tal på et ideologisk scoreboard. Så mange menneskefjender plaffet ned.
I kærligheden, som nu er blevet et parforhold, et upersonligt partnerskab, er det den andens opførsel, der tæller. Vi holder omhyggeligt regnskab.
Vores kærlighed er ligefrem proportional med, hvordan vi bliver behandlet. Vi er som børn, der elsker deres forældre, når der er is, og hader dem, når der skal læses lektier.
Men eftersom vores barnlighed og egoisme er fornuftige, behøver vi ikke skamme os over dem. Vi finder os ikke i noget, og det viser, at vi er oplyste.
Ægteskabet bliver et langt skænderi. Det slutter først, når vi går i seng, og fortsætter, så snart vi er stået op.
På arbejdet fortsætter vi skænderiet med vores kolleger, vores arbejdsgiver, eller vi deltager i et politisk skænderi. Det handler altid om rettigheder, om at få sin del af kagen, eller endnu mere oplyst at få så stor en del af kagen som muligt, og stadig forlange mere. Tilfredshed og lykke vil trods alt være det ultimative forræderi mod os selv, vore kolleger og den lidende verden.
Jeg elsker dig bliver til, jeg elsker dig, hvis du opfører dig ordentligt. De kærlighedssange popstjerner bræger, bliver til triumferende uafhængighedserklæringer.
I baggrunden høres ikke længere smægtende violiner, men kasseapparatets smæld. You treated me bad – na-na-na – but you got another think coming – oh-oh-oh – now it’s your turn to cry-y-y …Kærlighedssange bliver til hadsange.
Den undertrykte kvinde bliver en selvbevidst prostitueret, og manden som ser sit ansvar fortone sig, regrederer til flæb. Da nu kærligheden ikke har vist sig ikke at eksistere og mændene, som mor advarede os om, kun er ude efter én ting, så lad da i det mindste svinene betale for det. Og skal han ryste op, skal han naturligvis også have noget for pengene og kan ikke lade sig nøje med flade patter eller lav seksuel frekvens
I disse boksekampe er hele verden kampdommer. Mødre og tanter, venner og bekendte, kolleger og arbejdskammerater er indbudt og kommer med opmuntrende tilråb.
Et mere professionelt hold af psykologer og terapeuter, ægteskabs- og familierådgivere lader sig dog også hverve. Disse voldgiftsmænd er ikke længere støvede præster, der sender konen hjem til manden, men upartiske og skruppelløse eksperter, der omhyggeligt fører statistik over antallet af gange manden har glemt at slå sædet ned, de perverse ting han vil have hende til at gøre, samt den gang i sommer, hvor lille Rasmus fik en på skrinet.
De undlader heller ikke at pointere, at hun måske en gang imellem, gerne præcis hver anden gang, kunne gøre det, han så gerne vil, ud fra den udtrykkelige forudsætning, at det så næste gang er hendes tur til at få noget ud af det. Man må jo snakke om det, handle om det, finde en måde at holde hinanden ud på.
Kan man ikke blive lykkelige samtidig, kan man måske blive det skiftevis, hver for sig, forkæle sig selv lidt og tage fri fra parforholdet, ansvaret, kærligheden og livet. Tale ud om, hvad der trykker én, til folk, som virkelig interesserer sig for en, til 200 kroner i timen.
Ve den vismand, som forsigtigt gør opmærksom på, at vi ikke bliver lykkelige ved at få opfyldt vore behov, men ved at elske og genelskes! At elske betingelsesløst er en vederstyggelighed for Herren!
Hvad kan vi ikke risikere, hvis vi glemmer at tage entré til vores hjerte? Men livet er en risiko, og risikoen hedder: Følelse.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar