Der tales fra regeringens side meget om, at man anser det for vigtigt at der gøres fremskridt henimod et videnssamfund, således at Danmark i fremtiden vil være i stand til at markere sig indenfor naturvidenskaberne, hvilket alt sammen lyder meget godt, men det interessante er, at hvis man førte videnskab på samme måde som regeringen udøver regeringsførelse, ville fremskridt indenfor de videnskabelige discipliner være ganske beskedne, da videnskab udvikles ved åbenhed for kritik, fejlfinding og diskussion af kriterierne for hvorledes god videnskaben bør drives, hvilket står i et direkte modsætningsforhold til den nuværende regerings regeringsførelse, som snarere synes kendetegnet ved at være lukket for kritik - “der ikke noget at komme efter” - ligesom fejlfinding og egentlig diskussion af kriterierne for god regeringsførelse, dvs. egentlig selvransagelse, kan ligge på et meget lille sted. Nogle kommissioner synes ligefrem at være sådan konstrueret at formålet med dem er at nå frem til et prædefineret udfald, hvorfor man i nogle tilfælde lader disse kommissioner være ledet af folk, som på forhånd er venligt stemt overfor den politik som ønskes undersøgt, hvilket f.eks. synes at være tilfældet med forsvarskommissionen, som ledes af socialdemokraten Hans Hækkerup, der ligesom regeringen, bakker op om en aktivistisk udenrigspolitik. Man ønsker altså med andre ord at verificere gyldigheden af den position man har indtaget, frem for, og i modsætning til den måde hvorpå god videnskab bør praktiseres, at have eventuel falsifikation som det egentlige formål mhp. at tjekke hvorvidt positionen er holdbar.
Videnskabsteoretikeren Stephen Toulmin skriver i sin bog ‘Human Understanding’, at måden hvorpå et samfund drives, bør møde de samme kriterier som måden hvorpå man driver god videnskab, hvis denne samfundsdrift skal kunne siges at være et rationelt foretagende. Om dette skriver han, at “The existence of regular procedures for criticizing the consequences of social or political institutions, and for advocating changes in social or political practice, is what makes the conduct of political affairs a ‘rational’ matter, rather than a mere exercise of arbitrary authority or contest for power [...] the overall ‘rationality’ of the existing procedures or institutions depends on the scope that exists for criticizing and changing them from within the enterprise itself.”
Det følger vel deraf, at såfremt samfundets styring ikke lever op til disse krav, er det ikke et rationelt foretagende, men snarere en trosbaseret konstruktion, som søger at bekræfte (verificere) gyldigheden af det ideologiske fundament, ud fra hvilket man driver politik. Selvtilstrækkelig lukkethed og uvilje mod at lytte til kritisk modargumentation hører ingen steder hjemme i god videnskabelig praksis, hvorfor man vel med rette kan indvende, at hvis den påståede hensigt er et ønske om at konstruere samfundet således, at der dannes grobund for forskning i verdensklasse, hvorfor ses principperne for god videnskabelig praksis så ikke udtrykt i højere grad, i den måde hvorpå man praktiserer regeringsførelse?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar