Den ydre verden.

“Jeg har flere gange hørt dig sige, at den ydre verden i ne hvis forstand ikke eksisterer. Hvad mener du egentlig med det?”

“Ideen om den ydre verden hviler på en række fordomme. Den ydre verden eksisterer ikke, i den forstand, at vi kan tale om en ydre verden adskilt fra vore modeller af hvorledes denne ydre verden er beskaffen. Vi kan ikke tale om en ydre verden løsrevet fra vore modeller af den, og disse modeller er ikke verden, men derimod forsøg på at repræsentere egenskaber ved verden som den forekommer for os. Kortet er ikke landskabet og menuen ikke retterne den beskriver. En vase kan for mig synes at have en fast form, men formens fasthed er ikke en egenskab ved vasen, men derimod et produkt af hvorledes mit nervesystem er konstitueret.”

“Det er simpelthen for langt ude, for det du siger er, at hvis jeg stikker dig en lussing, vil den smerte du føler altså ikke være et produkt af fastheden af min håndflade, men udelukkende et produkt af din følesans?”

“Ja!”

“Det lyder ret underligt. Ville det ikke være mere meningsfuldt at sige, at smerten du føler efter at have fået en flad, er et produkt af dit nervesystems reaktion mod en udefrakommende belastning? Denne belastning er så heftig, at en advarsel fra dit nervesystem tilkendegiver, via en udskillelse af adrenalin, at du nu står i en situation, hvor dine to primale valgmuligheder er enten kamp eller flugt? For dig er min håndflades fasthed vel ganske virkelig idet du tydeligt mærker den smerte dens fasthed forårsager når den rammer din kind?”

“Det er netop pointen, smerten er virkelig for mig, da jeg er et subjekt med en velfungerende følesans. Havde jeg ikke været i besiddelse af en følesans grundet en lammelse i min kind, ville jeg ikke mærke nogen smerte, ej heller din hånds fasthed. Din håndflades fasthed er udelukkende en tolkning, om end en for nervesystemet praktisk tolkning, der, som du selv er inde på, kan betyde forskellen mellem kamp eller flugt, men det gør ikke, at min oplevelse af din håndflades fasthed er et produkt af en egenskab ved din håndflade. Den er derimod et produkt af mit nervesystems måde at fortolke udefrakommende stimuli på.”

“Jeg tror godt jeg ved hvor du forsøger at tage den hen, men det forekommer mig stadigvæk at være nonsens. Selvfølgelig besidder min håndflade ikke nogen fasthed anskuet gennem fysikerens briller, da den ikke besidder nogen fasthed på atomart niveau, men for dig er dens fasthed vel ganske virkelig idet du tydeligt mærker den smerter den forårsager.”

“Jeg er glad for at du bringer fysikken på banen her, for det jeg forsøger at forklare hænger sammen med de erfaringer man har gjort sig indenfor den del af fysikken der kaldes kvantemekanikken.”

“kvantemekanikken? Ja, undskyld, men fysik har aldrig været min stærke side, Hvad går det i korte træk ud på?”

“Til én med få forudsætninger kan man lidt simpelt sige, at det kvantemekanikken lærer os er, at verden som vi iagttager den er virkelig, men samtidig relativeres denne virkelighed af; 1) gennem hvilket instrument vi anskuer den, 2) hvor det instrument befinder sig i tid og rum, samt 3) hvem der iagttager gennem dette instrument. Det instrument vi i hverdagen bruger til at iagttage verden med er vores nervesystem, og derfor er vores iagttagelser af denne verden også begrænsede til den kapacitet for iagttagelse vores nervesystem rummer.”

“Men nu taler du om nervesystemet og dets fortolkninger af udefrakommende stimuli. Hvordan kan du tale om sådanne, såfremt den ydre verden ikke eksisterer.”

“Nu misforstår du vist hvad jeg prøvede at sige. Der er ikke tale om solipsisme, om end verden i nogle henseender med rette kan betegnes som værende af samme stof som vore drømme. Det vi må gøre os klart er hvad vi mener, når vi bruger ordet ‘verden’. For hvad er verden? Hvis vi siger at verden er summen af fænomener som de forekommer for os, dvs. som de kan repræsenteres af os gennem alle modeller vi på nuværende tidspunkt kan inddrage for at meddele os til hinanden, har vi så dermed sagt noget om verden som den er?”

“Det er jeg ikke sikker på at jeg forstår. Jeg antager at svaret på dit spørgsmål er ‘nej’, men jeg er ikke sikker på hvorfor. Kunne du prøve at uddybe?”

“Ja selvfølgelig. Pointen er, at hvis vi siger at ‘verden’ er summen af fænomener som de forekommer for os, og som vi meningsfuldt kan meddele hinanden om gennem de modeller vi gør brug af til at beskrive disse fænomener, så har vi selvfølgelig sagt noget om disse fænomener. Dette er ofte ekstremt fordelagtigt, idet disse beskrivelser og modeller af fænomenernes beskaffenhed ofte tillader os at prognosticere et givent resultat med stor nøjagtighed, men egentlig har vi ikke sagt så meget om verden, som vi har sagt om den menneskelige erkendelses præmisser. Den ydre verden som den forekommer for os, og som vi kan meddele hinanden om, er egentlig ikke nogen ydre verden, men derimod en projektion af vore forestillinger om hvad denne ydre ‘verden’ er.

“Så græsset er ikke grønt?”

“Både jo og nej, for græsset forekommer os at være grønt, men det at du og jeg kan blive enige om at græsset er grønt, beror på at vi begge har omfavnet en konsensus der gør, at vi sprogligt har vænnet os til, at kalde en bestemt farve for grøn. Denne konsensus beror ikke på en egenskab ved græsset, men på vores sproglige fællesgrund. I nogle kulturer ville det ikke være meningsfuldt at sige at græsset er grønt, ja det ville endda være umuligt, da ingen sådan farve eksisterer som begreb for denne kultur. Bellona-folket på øen Bellona opererer slet ikke med overkategorien farve på samme måde som mennesker i Danmark gør det, men skelner derimod kun mellem gul, rød og sort. Dette formulerede Robert Anton Wilson med spørgsmålet: “Who is the master who makes the grass green?”

“Ja ifølge dig ville denne mester vel være sproget, men det kan jeg ikke få til at passe, for hvis vore iagttagelser beror på vores sprog, ville det vel betyde, at jeg ikke kan iagttage noget jeg ikke har begreb om, som eksempelvis folkene på øen Bellona, der ikke ser farven grøn.”

“Nu er det jo ikke sådan at de intet ser fordi de ikke kender til en betegnelse for en gruppe farvenuancer som vi i vores kulturkreds har valgt at betegne grønne farver, men jeg forstår godt din vildfarelse og vil derfor prøve at illustrere min pointe yderligere.

Forestil dig at du er på vej ind i regnskoven i Amazonas. Du har selv intet kendskab til regnskovens dyr og planteliv, men du er sammen med en botaniker og en stifinder, der er den lokale indfødte stammes medicinmand. Du og botanikeren vil sandsynligvis se de samme træer og planter, formmæssigt, men botanikeren vil samtidig se langt mere end du, da han har et stort begrebsapparat som han kan gøre brug af. Hans model er simpelthen mere raffineret end din, hvorfor den giver plads til en lang række overvejelser omkring de fænomener i møder på jeres vej, som din mere begrænsede model ikke giver plads til. For den lokale medicinmand er i imidlertid begge børn, for han iagttager regnskovens dyr og planteliv gennem en mere omfattende model, da han eksempelvis ved hvilke plantesafter han skal tage i brug, hvis han ønsker at udvirke et givent medicinsk resultat. Hans model er altså bedre end både din og botanikerens i den forstand, at den inkluderer et bredere meningsspektrum. Præmisserne for hans erkendelse af regnskovens mangfoldige fænomener er langt bedre end jeres, da hele hans verdensanskuelse er blevet konceptualiseret i dette miljø.”

“Så den ydre verden eksisterer altså kun for os i det omfang vi kan begrebsliggøre den. Er det sådan det skal forstås?”

“Well, den ydre verden som den forekommer for os, og os er her det centrale ord, afhænger i høj grad af hvilken fællessproglig referenceramme vi har. Du og medicinmanden fra Amazonas har i mange henseender ingen ydre verden til fælles, idet han ikke meningsfuldt kan repræsentere hans model af verden til dig, da hans model beror på helt andre konsensi end din. I har begge fem sanser til fælles, men hans sanser er muligvis langt mere fintunede end dine, da disse har udviklet gennem talrige generationer for at optimere vilkårene for hans overlevelse. Endvidere har i ingen fælles kulturgrund overhovedet. Det Overnaturlige vil ikke for ham, som for dig, være noget fremmed, men derimod sandsynligvis være særdeles tilstedeværende, og det i en sådan grad, at det slet ikke ville være meningsfuldt for ham at differentiere mellem naturlige fænomener og overnaturlige fænomener. For ham vil regnskoven være besjælet”