Folkestyre?

Som de fleste nok allerede er klar over, er ordet ‘demokrati’ sammensat af de to græske ord ‘demos’ og ‘kratos’ som betyder henholdsvis ‘folk’ og ‘styre’, men som jeg i det følgende vil forsøge at redegøre for, mener jeg ikke at vi i Danmark ikke kan siges at have egentligt folkestyre, men måske snarere bør betegne vores styreform som et elektivt fåmandsvælde.

Da Grundloven siges at være fundamentet for vores styreform er det måske godt at starte med den. Sidste gang Grundloven revideredes var i 1953. Da det dengang kun var personer med danske statsborgerskab og med en alder på 25 eller derover der måtte stemme, betyder dette at ingen danskere født efter 1928 har haft noget at skulle have sagt vedrørende selve grundlaget for den magtudøvelse som alle borgerne i den danske stat er underlagt. Den omtalte grundlovrevision handlede imidlertid kun om tronfølgen og alderskriteriet for stemmeafgivelse, der dengang ændredes til 23 år. Intet af alt det der derudover er nedfældet i Grundloven, har nogen nulevende indbygger i landet haft nogen indflydelse på. Hele grundlaget for vort demokrati har altså status af at være blevet mejslet i sten af højere magter, eller sagt på en anden måde, folkestyrets grundlag er af uudtalte grunde undtaget fra at være underlagt egentlig folkelig styring.

I Danmark har alle der er fyldt 18 år og som har en opholdstilladelse, medindflydelse ifa. stemmeret ved kommunalvalg, men ved folketingsvalg er det kun personer med dansk statsborgerskab der må deltage, og det selvom disse danske statsborgere ikke til dagligt omgås de øvrige indbyggere i landet idet de er bosiddende udenlands. Vores folkestyre er altså nogle gange defineret ved én folkemængde, og nogle gange ved en anden, men hvorfor er mennesker med opholdstilladelse kun tilladt at stemme ved kommunale valg, mens deres stemme underkendes ved nationale valg? Hvorfor er befolkningen og folket to forskellige størrelser? Udfaldene af valgene påvirker vel i ligeså høj udstrækning de opholdstilladte indbyggere uden statsborgerskab som den øvrige del af der indenfor staten bosatte befolkning, og det påvirker vel disse i endnu højere grad end det påvirker stemmeberettigede mennesker der bor udenfor landets grænser. Derudover er den indflydelsesafskårede del af befolkningen ovenikøbet, til forskel fra eksildanskerne, tvunget til finansiere statsdriften.
Dernæst er der det forhold, at man frasorterer en del af befolkning udelukkende fordi de ikke har opnået en høj nok alder. Her er det nok fornuftigt at indvende hvorfor det lige præcis er alder der er det udslagsgivende? Det kunne vel ligeså godt være andre faktorer, såsom f.eks. interesse, intelligens eller viden om styreformens præmisser. Det forekommer i hvert fald mig en smule besynderligt, at den 16-årige der netop har fået et trettental på B-niveau i samfundsfag, ikke er kvalificeret til at deltage i folkestyret, mens den 37-årige, der ikke har nogen politisk interesse eller indsigt overhovedet, er kvalificeret.

Politikerne repræsenterer ikke borgerne, de repræsenterer de af de respektive partier – oftest af partitoppen - præfabrikerede programmer og søger via disse at få indflydelse på statsdriften. Partierne repræsenterer på mange områder perciperede klasseinteresser, som der kan være mere eller mindre gode grunde til at holde for sande, men denne tingenes tilstand har ikke stort med folkestyre at skaffe, idet folket ikke kan gøre deres stemmer gældende ved væsentlige spørgsmål, men må forlade sig på et naivt håb om at politikerme - hvis partiprogram i størst omfang repræsenterer det den individuelle vælger anser for det mindste onde - vil handle konsistent med partiprogrammets ordlyd såfremt de vælges ind.

Dette synes måske ikke umiddelbart at være forbundet med nogle særlige vanskeligheder, for et flertal der i så høj grad har vænnet sig til denne styreform, at de ikke finder nogen videre grund til at stille spørgmålstegn ved om dette kan siges at være en retfærddig måde at forvalte en stat på, men som jeg vil forsøge at redegøre for i det følgende, kan der med denne styreform følge nogle ganske alvorlige problemer. Det største af disse problemer må siges at være den latente eller i nogle tilfælde de facto undertrykkelse denne styreform kan foranledigede.

Et meget påfaldende eksempel på hvordan ovenstående undertrykkelse kan tage form og blive et de facto flertalsdemokratur, er når magthavere vælger at tage i krig på hele befolkningens vegne og for hele befolkningens økonomiske donationer til staten. Hvis man ikke i det partiprogram man op til valget profilerede sig på, tydeligt gav til kende at man, i tilfælde af at komme til magten, havde til hensigt at støtte USA's udenrigspolitiske virke militært og dermed økonomisk, og det selv i tilfælde af at hegemonen skulle vælge at føre en uprovokeret angrebskrig uden om FN, kan man da hævde at have ageret i overenstemmelse med vælgernes interesser, når disse ikke har vidst, at denne brug eller måske snarere misbrug af embedet, lå implicit i deres stemmeafgivelse?

Et andet meget væsentligt spørgsmål at fremføre i diskussioner omhandlende en flertalsfunderet styreforms berettigelse, er spørgsmålet om hvorvidt nogen undertrykkelse af et nok så småt mindretal, skulle blive mindre undertrykkende af at være konsekvensen af en magtudøvelse funderet på et flertals vilkårlige normsæt? Hvorfor kan det eksempelvis siges at være okay, at det ikke står folk frit for at gøre med deres kroppe som de lyster, så længe de ikke forvolder skade på andre af enten fysisk eller materiel karakter? Men har vi da ikke ret til det, vil nogle måske spørge, hvortil svaret selvfølgelig er et rungende nej, for det står os ikke frit for at gøre hvad der passer os med vores kroppe, da visse former for offerløse handlinger enten søges voldeligt straffet med frihedsberøvelse eller med indgreb i individets økonomi ifa. bødestraf, som det som bekendt er tilfældet med lovgivning om euforiserende stoffer. Hvorfor skulle denne krænkelse af individets suverænitet blive mindre krænkende af, at et flertal støtter op om det? Hvem er flertallet eller deres rerpæsentanter til at definere sådanne adfærdspreferencer for mennesker de aldrig har mødt og som de intet forhold har til? Hvordan kan politikere, der vel ikke kan siges at repræsentere alles intereser, men derimod blot den interesserepræsentation man går til valg på, nogensinde retfærdiggøre at udføre sådanne krænkende indgreb i den personlige frihed, der måske mestendels går ud over folk vis interesser de ikke repræsenterer? Er vores kroppe da ikke længere vore egne, men i stedet, på en eller anden dubiøs måde blevet statens ejendom?

For at opsummere: Grundloven står ikke til diskussion og eksisterer ikke på bekostning af en folkevalgt overenskomst, men istedet på for længst afdøde menneskers historiske overenskomst. En væsentlig del af befolkningen har ikke lov til at stemme enten ved folketingsvalg eller valg overhovedet. Politikere kan agere krigsmagere uden at deres vælgere har kunnet vide at dette lå implicit i deres stemmeafgivelse, og uden at dette har videre konsekvenser for deres embede. Til sammen mener jeg at disse tre forhold gør det vanskeligt at tale om egentligt folkestyre hertillands. Og da lovgivningen bruges som dække for meget omfattende krænkelser af den personlige frihed hvad angår nogle offerløse handlinger, mener jeg ikke vi har en retfærdig styreform, da ingen undertrykkelse