Syntesens Tidsalder?

Som jeg forsøgte at forklare i det tidligere indlæg 'Den Ydre Verden' er alle vores konceptualisationer af verdens beskaffenhed delvis illusoriske dvs. at de er delvise sandheder, idet de ikke er sandheden om det værendes beskaffenhed, men istedet blotte forklaringsforsøg som med nødvendighed må finde sig begrænsede af de begrænsninger som enhver model må bevæge sig indenfor, idet den udtrykkes i et sprog der altid er begrænset. Dette betyder imidlertid ikke, at de forskellige forklaringsforsøg og modeller for anskuelse ikke hver især fortæller os noget (forklaringsværdifuldt) om verden, men blot at ingen model alene kan forklare os alt om verden.

Denne modelagnosticisme hævdes af den integrale tænker Ken Wilber at være karakterisk for et hastigt voksende paradigme han kalder syntesens tidsalder (The Age of Synthesis). Kendetegnende for dette nye integrale paradigme er, at man søger at inddrage erfaringer fra mange forskellige erfaringsfelter. Denne voksende interdisciplinaritet er altså med et andet ord kendetegnet ved at være multiperspektivistisk, og vi ser i denne tid mange eksempler på forsøg på at syntetisere viden fra en lang række forskellige traditioner og discipliners erfaringer, i undertiden ganske omfattende forsøg på vha. denne multiperspektivisme, at skabe nye modeller for verdensanskuelse.

Den danske forfatter Erwin Neutszky-Wulff har gennem sit forfatterskab skabt en sådan multiperspektivistisk verdensanskuelse, idet han i sin syntese inddrager en lang række vidensdiscpliner, såsom neurologi, psykiatri, kvantemekanik, erkendelsesteori og religionsfænomenologi. Vinkler på den menneskelige tilstand der alle tages i brug, i et forsøg på at gøre rede for menneskets kapacitet for transcendens og religiøs erfaring.

Noget lignende gør sig gældende for den allerede nævnte integrale tænker Ken Wilber der ligeledes søger at inddrage utallige vidensfelter i et forsøg på at skabe en overordentligt inklusiv integral anskuelsesmodel, ligesom det ligeledes er kendetegnende for akademiske studier af den menneskelige bevidsthed, at man søger at tage en lang række vidensfelters erfaringer i brug i forsøget på at skabe en omfattende model af den menneskelige bevidstheds konstitution og mangfoldighed. Dette er tilfældet i antologien “The Cambridge Handbook of Consciousness” fra 2007, hvori der indhentes og sammenlignes data fra så forskellige felter som filosofi (østlig og vestlig), datalogi, kognitiv psykologi, udviklingspsykologi, psykodynamik, antropologi, neurologi, kvantetilgange til studiet af bevidsthed samt empiriske studier af de såkaldt anormale bevidsthedstilstande der kan opnås med hypnose og meditation.

Derudover kan nævnes at den danske videnskabsmand Jesper Hoffmeyer (cand.scient, dr.phil)har skrevet en doktorafhandling om det han kalder Biosemiotik, som er studiet af levende systemer fra et tegn-teoretisk (semiotisk) perspektiv, hvilket altså med andre ord er en blanding af humaniora og naturvidenskab.

Anti-reduktionisme

Det er kendetegnende for integralistiske eller syntetiserende tænkere at man tager afstand fra reduktionistiske naturvidenskabelige udlægninger af verdens værensgrundlag.
Problemet med nogle videnskabsmænds tendens til at ville reducere alt til materielle årsager, bliver da også overordentlig klart når opmærksomheden ledes hen på hvorledes den menneskelige bevidsthed er konstitueret. Vi kan nemlig ikke måle mentale processer såsom tænkningens kontemplative og/eller visuelt associative sekvenser, hvad vi derimod kan måle er neurale processor der kan siges at korrelere med visse bevidsthedstilstande. Eller med andre ord: vi kan måle hvilke synapser der fyrer og hvilke signalstoffer der udskilles når en tibetansk munk befinder sig i en tilstand af dyb meditation, men vi har ingen mulighed for empirisk at måle hvad han rent faktisk oplever i denne tilstand. Den eneste bevidsthed på planeten der kan bevidne disse oplevelser, denne sindslige erfaring, hvor subjektet er dets eget objekt for opmærksomhed, er selvfølgelig kun munkens egen, og disse oplevelser kan vanskeligt sprogliggøres indenfor rammerne af nogen materialistisk funderet videnskabelig diskurs, men det betyder bestemt ikke, at man ikke bør tage en forklaringsmodel alvorligt, som af tibetanske adepter er blevet raffineret gennem århundreder med det formål at beskrive sådanne bevidsthedstilstande, og malke denne model fra de interessante input der måtte være af finde i den.

B. Allan Wallace skriver i sin bog “Contemplative Science: Where Buddhism and Neuroscience converge”, følgende om denne såkaldte videnskabelig materialisme:

“By adhering to the principle of reductionism, with physics underlying biology and biology underlying psychology, scientific materialists have long assumed that the physical sciences have nothing to learn from the life sciences, the life sciences have nothing to learn from psychology and psychology has nothing to learn from religion […] it may be time apply for a healthy dose of scientific scepticism to this metaphysical claim.”

“Great advances have been made recently in discovering the neural correlates of an increasing range of mental processes. But none of these explain the so-called “hard problem” of how these physical events give rise to subjective experience. Scientific materialists confidently declare that eventually, the time-tested methods of physics and biology will unravel the mystery of consciousness […] but there are compelling reasons for scepticism about the neurobiological reduction of the mind to the brain.
Despite centuries of modern philosophical thought and scientific research into the nature of the mind, at present there is no technology that can detect the presence and absence of any kind of consciousness [i.e. states of consciousness], for scientists do not even know what is to be measured. Strictly speaking, at present there is no objective, scientific evidence for the existence of subjective experience! All the direct evidence we have is based on introspection, but this mode of observation has yet to be developed into a rigorous means of scientific inquiry. The root of the problem is more than a temporary lack of the technology. It is rather that modern science does not even have the theoretical framework within which to conduct experimental investigations.”

Problemet med den videnskabelig reduktionisme er endvidere at det der ultimativt nås frem til ikke er videre interessante konklusioner. Jo, jo selvfølgelig kan man da vælge at reducere et religiøst ritual ned til kemiske processer i de involverede individers hjerner, men det forklarer ungefær det samme som at forklare, at formålet med alle middagsritualer gennem historien, udelukkende har været det ene, at stille den enkeltes appetit. Eller med andre ord, det forklarer ganske lidt omkring bevæggrunden for den religiøses handling, for selvom et ritual kan virke stimulerende på visse neurotransmittersubstanser som så igen kan virke transcendensbefordrende kan man vanskeligt tale om dette som et sigte blandt udøvere som ingen kendskab har til sådanne neurale processer, ligesom det er ikke giver meget mening at bortviske ritualets sociale funktioner.

Konklusionen må vel være at de to overordnede forklaringsmodeller, den interpretive og den empiriske, ikke er gensidigt udelukkende men bør ses som komplementære modeller der begge belyser forskellige aspekter af samme sag.