»Demokratidagsordenen har været et fællestræk mellem os. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg synes, at det var forfriskende, da Bush startede sin demokratidagsorden. Det synspunkt, at verdens demokratier og verdens frie samfund må stå sammen om at fremme demokrati og sikre menneskerettigheder, der hvor det er muligt. Det er jo en dagsorden, jeg er meget optaget af«
Således ytrede statsministeren sig til politiken, i et interview bragt i avisen den 28. Februar i år. Dette påståede værdifælleskab er højst opsigtsvækkende, idet det fremprovokerer en række interessante spørgsmål som vil blive behandlet i det følgende.
Den amerikanske orden er af flere fremtrædende politologer blevet betegnet som et polyarki. Hvilket i sin essens betyder, at det er et system hvor elitære grupperinger styrer, mens folkemassernes deltagelse i den politiske proces er begrænset til at vælge mellem ledere ved valg, som i praksis styres af indbyrdes konkurrerende eliter. Specielt ejerskabet af medierne er her værd at bemærke. Størstedelen af medierne i USA ejes af store mediekonglomerater, og iflg. en undersøgelse som den amerikanske media watchdog organisation Project Censored foretog i 2006[1] - hvor man undersøgte 10 af de største medieorganisationers bestyrelser - er 118 bestyrelsesmedlemmer i disse medieorganisationer samtidig medlemmer i bestyrelserne i 288 amerikanske og internationale virksomheder, hvilket påviser et meget bemærkelsesværdigt overlap mellem magtfulde medieorganisationer og den økonomiske elite. Størstedelen af de amerikanske medier kan derfor næppe betragtes som blot forholdsvis neutrale stemmer ved politiske processer såsom valg og i meningsdannelsen generelt. Ukritisk gengivelse af propagandistisk regeringsretorik er i mange af disse medier regelen mens kritisk journalistik er undtagelsen, og det er kun yderst sjældent at intellektuelle røster - der ytrer sig kritisk om Israels behandling af palæstinenserne, eller den amerikanske udenrigspolitiks menneskelig og økonomiske omkostninger - bliver interviewet af de store televiserede medier. Det er imidlertid ikke blot manglende inddragelse af relevante intellektuelle som er værd at bide mærke i. Langt mere væsentligt er det forhold, at man hos nogle toneangivende massemedier, undertiden fra redaktionel side beder journalister om at sanere deres sprogbrug, så det dels fremstår mere venligtsindet men samtidig også forvrænger de faktiske forhold. Et eksempel på dette er dækningen af Israel-Palæstina konflikten. I følge en rapport udgivet af Fairness and Accuracy in Reporting (F.A.I.R.) fra 2001, var det kun fire procent af nyhedsdækningen i USA der omtalte at der var tale om en israelsk militær okkupation i de besatte områder når der rapporteredes fra disse, hvilket følgeligt gør at nyhedsstoffet fremstår noget anderledes for modtagerne, end hvis dette havde været nævnt. Den legendariske engelske journalist Robert Fisk nævner som eksempel på hvorledes denne sanering af journalisternes sprogbrug til tider dikteres fra det redaktionelle bagland, at han under sit virke som rapportør fra de besatte områder fik at vide at han fremover skulle benævne de israelske bosættelser i de besatte områder, som nabolag fremfor bosættelser, hvilket kan forekomme at være en mindre justering men ingenlunde er det, for som Fisk selv udtrykker det ““CNN udsendte en notits til deres ansatte i Mellemøsten: “I fremtiden skal Gilo [israelsk bosættelse] omtales som et nabolag”. Nu er der ret stor forskel på en koloni, hvilket er hvad en bosættelse er.... og et nabolag. En bosættelse, en israelsk bosættelse, er bygget til jøder og kun til jøder på arabisk jord, og den er ulovlig under international lov. Et nabolag er blot et rart og venligt sted. Så ved at presse journalister til at ændre deres ord, ved at tvinge dem til at forandre deres ordvalg, ved linguistisk at ændre den narrative fortælling, bliver journalisterne ikke alene holdt i geled; “dette er sproget, dette er det linguistiske system du må benytte”, men det fjerner også på vellykket vis den palæstinensiske side af konfliktens grunde til, at de handler som de gør.[2]”
Den amerikanske føderations størrelse, den korporatistiske samfundskonstruktion og opretholdelsen af den militær-imperialistiske orden betyder i praksis, at præsidentembedet så godt som aldrig bestrides af personer, som ikke er pro-big business og pro-Israel, og de ledende regeringsmedlemmer er da i regelen også loyale overfor de stærke interessegrupper der har hjulpet dem til embedet, fremfor tjenere for samfundets svageste. Muligheden for at deltage i den dagsordenssættende proces, og dermed muligheden for at udøve nogen nævneværdig indflydelse på de førte politikker, kan for den overvejende del af den amerikanske befolkning, derfor ligge på et meget lille sted.
Et samfund som det amerikanske kan således sagtens gøre brug af de formelle procedurer man normalt tilskriver en demokratisk orden uden dermed at være specielt demokratisk. Det, at man foretager folkeafstemninger, er derfor næppe nok til at kvalificere til at blive kaldt et demokrati, selvom sådanne selvfølgelig kan tjene som et nyttigt legitimeringsgrundlag for en samfundsorden der i prakis kun styres af samfundets eliter.
Skulle man vælge at se bort fra ovenstående forhold og alligevel købe argumentet om at Bush-adminstrationen havde udbredelse af demokrati som den primære bevæggrund for angrebskrigen, må det siges at være udtryk for et nyt udenrigspolitisk paradigme, idet USA ikke tidligere har udvist nogen stor forkærlighed for demokrati i landets udenrigspolitiske virke siden anden verdenskrig.
I 1952 omstyrtede man for eksempel den demokratisk valgte Mossadeq i Iran[3]. Mossadeqs forbrydelse var at han ønskede at give den iranske befolkning del i landets olierigdom. Dette fandt man fra britisk og amerikansk side uacceptabelt og man fik derfor indført den følgagtige shahs diktatoriske regime i stedet. Under shahen foretoges omfattende likvideringer af dissidenter af sikkerhedstjenesten SAVAK, som kom til verden med støtte fra USA og Israel i 1957 [4], hvilket senere indirekte var med til at muliggøre Khomeinis kulturrevolution, idet den sekulære opposition næsten var elimineret.
I Guetemala væltede man i 1953 den første demokratisk valgte præsident i Sydamerika, Arbenz Guzman. Han var ikke kommunist men en oprigtig demokrat, men han måtte fjernes da han udgjorde en trussel mod amerikanske forretningsinteresser, idet hans økonomiske reformer gik på tværs af United Fruit Company’s profitinteresser i landet[5].
Nitten år senere, i 1972, skabte man gennem en årelang indsats fra CIAs side, grobunden for Augusto Pinochets militærkup i Chilé, og dermed grobunden for omstyrtelsen af den demokratisk valgte regering anledt af Salvador Allende der døde under kuppet[6].
Men det er jo alt sammen længe siden, vil nogle måske indvende, hvilket jeg selvfølgelig kun kan medgive, men hvorfor nævner jeg det så? Jeg nævner det fordi disse tre interventioner er illustrative eksempler på det udenrigspolitiske paradigme der har kørt lige siden, og som fortsat er i højsædet i dag. Demokrati ønsker man kun såfremt en demokratisk orden tjener amerikanske interesser, hvilket for eksempel under den nuværende administration er blevet set eksemplificeret ved nægtelsen af at anerkende de palæstinensiske selvstyreområders valg - der ellers af internationale valgobservatører betegnedes som fair og frit - fordi befolkningen stemte på den “forkerte” politiske gruppering, Hamas.
Man havde dengang intet problem med at støtte og samarbejde med diktatoriske regimer, ligesom man heller ikke har det i dag, så længe disse er rentable og forholdsvis ukritiske samarbejdspartnere. Det seneste eksempel på dette er, at Bush under sin nyligt afsluttede rundrejse i mellemøsten, forhandlede en aftale på plads med det saudi-arabiske diktatur, og efterfølgende bad den amerikanske kongres om at godkende et våbensalg svarende til 100 milliarder kroner.[7] Våbensalget skal imidlertid ikke ses isoleret men som et led i et årtier langt militært samarbejde hvor Saudi-Arabien har været USA's største kunde hvad våben angår
Dette militære samarbejde med et af mellemøstens værste diktaturer er ikke blot en skændsel, men samtidig bidragende til at udhule enhver tale om udbredelse af demokrati som primær udenrigspolitisk motivationsfaktor, ligesom det sætter spørgsmåltegn ved, hvad der er den egentlige bevæggrund for den såkaldte krig mod terror, idet det fundamentalistiske saudi-arabiske diktatur er en af de største kilder, til den efterhånden ganske omfattende islamiske radikalisering, vi bevidner verden over.
Det eneste såkaldte demokrati i mellemøsten er den amerikanske klientstat israel, der på trods af det faktum, at landet opretholder den længstvarende militære besættelse i nyere tids historie, og på trods af den illegitime produktion af masseødelæggelsesvåben, kollektive afstraffelser i uoverenstemmelse med international lov, og tortur og forfølgelser af palæstinenserne, aldrig mødes af andet end symbolsk løftede pegefingre i vesten. Israel er på trods af alle disse forhold endvidere den fortsatte modtager af en usammenlignelig diplomatisk, økonomisk og militær støtte fra USA.
Modviljen blandt regionens arabere, mod den påtvungne amerikanske orden i Irak, kan i tråd med det ovenfor nævnte, derfor næppe komme som noget stort chok. Endvidere bør man nok også have for øje, at mange voksne irakere sikkert fortsat kan huske, at USA støttede Saddam Hussein i halvfjerdserne og firserne. Det høje dødstal blandt civile irakere under den første golfkrig var næppe heller glemt ved invasionens start, ligesom mange nok også godt var og er klar over, at den høje børnedødelighed man bevidnede i halvfemserne, var et direkte produkt af den vestlige sanktionspolitik, hvilket alt sammen tjener til at forklare den irakiske befolknings udbredte mistillid til den amerikanske besættelsesmagts påståede gode intentioner. En mistillid der næppe er blevet mærkbart mindre med uhyrlighederne begået i Abu Ghraib og den afgrundsdybe mangel på forståelse for den kultur man har invaderet, blandt de unge besættelsesstyrker.
Det er derfor også særdeles interessant i denne kontekst at AFR konsekvent undlader at nævne, at begrundelsen om demokratiudbredelse først blev taget i brug efter de falske efterretninger om masseødelæggelsesvåben var blevet manet grundigt i jorden. Derfor trænger et presserende spørgsmål sig også på. For hvis USA's intention med invasionen af Irak ikke var demokratisering, hvad var da bevæggrunden? Dette er i sagens natur ikke et spørgsmål med et enkelt svar, men i tråd med ovenstående vil jeg i det følgende redegøre for forhold som med stor sandsynlighed har været bidragende faktorer, nemlig forsyningssikkerhed, sikring af det amerikanske hegemoni (herunder dollarens dominans på oliemarkedet), den neokonservative underigspolitiske doktrin som formuleredes før Bush kom til magten, og administrationens tætte bånd med olie-industrien.
Den neokonservative faktor
William Kristol og Robert Kagan, som begge er såkaldte neokonservative høge tilknyttet den neokonservative tænketank Project For the New American Century, og derudover begge er tilknyttet det Rupert Murdoch ejede konservative nyhedsmagasin The Weekly Standard, forfattede i 1996 en artikel med titlen “Toward a Neo-Reaganite Foreign Policy” som publiceredes i det generelt velansete udenrigspolitiske tidskrift Foreign Affairs. I artiklen kunne man blandt andet læse:
“Conservatives will not be able to govern America over the long term if they fail to offer a more elevated vision of America's international role [...] What should that role be? Benevolent global hegemony. Having defeated the "evil empire," the United States enjoys strategic and ideological predominance. The first objective of U.S. foreign policy should be to preserve and enhance that predominance by strengthening America's security, supporting its friends, advancing its interests, and standing up for its principles around the world.[8]” De her nævnte amerikanske principper og interesser, kunne godt betyde at man fra Kagans og Kristols side ønsker en demokratiserende udenrigspolitik, men som allerede nævnt er demokratibegrebet i sig selv problematisk i en amerikansk kontekst og de nævner det da heller ikke direkte, men mener til gengæld at de beskrevne mål skal tilvejebringes gennem en forøgelse af det amerikanske forsvarsbudget, gennem en indsats med det formål at styrke “militære dyder” i den generelle amerikanske befolkning, og gennem en særdeles offensiv udenrigspolitik, jf. nedenstående citat.
“Conservatives these days succumb easily to the charming old metaphor of the United States as a "city on a hill." They hark back, as George Kennan did in these pages not long ago, to the admonition of John Quincy Adams that America ought not go "abroad in search of monsters to destroy." But why not? The alternative is to leave monsters on the loose, ravaging and pillaging to their hearts' content, as Americans stand by and watch. What may have been wise counsel in 1823, when America was a small, isolated power in a world of European giants, is no longer so, when America is the giant. Because America has the capacity to contain or destroy many of the world's monsters, most of which can be found without much searching...[9]” Her er det selvfølgelig interessant at Irak ikke nævnes specfikt, men her er sandsynligvis tale om et bevidst retorisk fravalg, idet argumentation for neo-reganistisk udenrigspolitik og samtidig for et angreb på Irak, for mange nok vil forekomme inkonsistent med det forhold at Reagan “samarbejdede”[10] med Saddam Hussein, under Iran-Irak krigen.
Senere samme år ledte den neokonservative Richard Perle en studiegruppe som skrev et såkaldt strategy paper med titlen “A Clean Break: A New Strategy for Securing the Realm” til Benjamin Netanyahu, der på det tidspunkt var premierminister i Israel. Dokumentets fokus var en ny tilgang til løsningen af det man opfattede som Israels sikkerhedsproblemer i Mellemøsten. I brevet stod der blandt meget andet at “Israel can shape its strategic environment, in cooperation with Turkey and Jordan, by weakening, containing, and even rolling back Syria. This effort can focus on removing Saddam Hussein from power in Iraq – an important Israeli strategic objective in its own right – as a means of foiling Syria’s regional ambitions.”[11] [min fremhævelse]
Halvandet år senere, den 26. Januar 1998, skrev Rumsfeld sammen med 17 andre medlemmer af den neokonservative tænketank Project for The New American Century, et åbent brev til Præsident Clinton, hvori en militær omstyrtelse af Saddam Hussein’s regime anbefaledes, idet “ The only acceptable strategy is one that eliminates the possibility that Iraq will be able to use or threaten to use weapons of mass destruction. In the near term, this means a willingness to undertake military action as diplomacy is clearly failing. In the long term, it means removing Saddam Hussein and his regime from power. That now needs to become the aim of American foreign policy.[12]” for hvis ikke dette blev gjort ville det ifølge tænketanken blandt andet betyde at “en signifikant del af verdens olieforsyning vil være truet.[13]” Udover Donald Rumsfeld, kom flere af de øvrige underskrivere af brevet til Præsident Clinton, senere til at bestride embeder under Bush. Deres navne og senere stillinger i Bush-administrationen er: Elliot Abrams; Special Assistant to the President and Senior Director on the National Security Council for Near East and North African Affairs, Richard Armitage; Deputy Secretary of State, Jonh Bolton; Undersecretary of State for Arms Control and International Security, Paula Dobriansky; Under-Secretary of State for Democracy & Global Affairs, Zalmay Khalilzad; Rådgiver for Rumsfeld,, Richard Perle; Chairman of the Board., William Schneider Jr.; Head of the Defence Science Board., Robert Zoellick; United States Deputy Secretary of State og Paul Wolfowitz; Deputy Secretary of Defence.
Dette var dog ikke det sidste man skulle høre fra tænketanken. Allerede et år senere, i 1999, forfattedes et omfattende dokument med titlen “Rebuilding America’s Defenses” hvori man kunne læse at "America’s adversaries will continue to resist the building of the American peace; when they see an opportunity as Saddam Hussein did in 1990, they will employ their most powerful armed forces to win on the battle-field what they could not win in peaceful competition; and American armed forces will remain the core of efforts to deter, defeat, or remove from power regional aggressors[14]".
Til trods for det faktum, at Project For the New American Century åbent fremførte disse holdninger, til trods for det store antal af garvede højrefløjsideologer der stod bag dem og til trods for de embeder mange af disse senere skulle komme til at bestride i Bush-administrationen, blev PNAC nærmest forbigået, og kun undtagelsesvist nævnt i den amerikanske nyhedsdækning op til Irak-krigens begyndelse.
Olien og dollaren..
Efter anden verdenskrig lå store dele af den europæiske og japanske industri hen i ruiner, og produktionen befandt sig generelt på et lavt niveau. USA var den eneste af de store magter som undslap krigens ødelæggelser, og den amerikanske industri var efter krigen højproduktiv, således at man under krigen tredoblede produktionen indenrigs. Derudover flyttedes store mængder guld fra Europa til USA før og under anden verdenskrig grundet det økonomiske og politiske postyr på det europæiske kontinent. Efter anden verdenskrig var USA således indehaver af 80% af verdens guld og man rådede samtidig over 40% af verdens samlede produktionsapparat. En fast valutakurs etableredes kaldet gulddollar standarden, hvor guldet blev prissat til $35 pr. ounce. Guld blev altså ækvivalent med dollaren, og den amerikanske valuta blev efterfølgende den internationale valutareservestandard. Derudover bør det nævnes, at Franklin Delano Roosevelt i 1945 lavede en aftale med den saudi-arabiske Ibn Saud gående ud på, at man ville beskytte landet, mod at regimet kun handlede dets olie i dollars[15], Disse to historiske forhold er meget væsentlige at have med, hvis man vil forstå hvorfor den internationale oliehandel har været domineret af dollaren i adskillelige årtier, hvilket ses manifesteret i det faktum, at olie kan kun købes hos OPEC i dollars.
Denne dollar-dominans blev af Saddam Hussein truet, da han i september 2000 valgte at veksle sin dollarreserve til euros[16] mhp. at handle den irakiske olie i denne valuta, og det blev efterfølgende af flere olie-producerende lande hævdet, at man havde lignende intentioner, hvilket for Irans vedkommende i dag ses manifesteret i landets for nyligt lancerede eurobaserede oliebørs.
Det amerikanske olieforbrug forventes fra officiel side, at stige med en tredjedel over de næste to årtier, mens produktionen indenrigs forventes at falde med 12 % i samme periode, hvorfor den amerikanske afhængighed af importeret olie er steget fra at udgøre en tredjedel af forsyningen i 1985 til i dag at udgøre mere end halvdelen, og det forventes ydermere at importeret olie vil udgøre to tredjedele af forsyningen i 2020. Selvom man har gjort hvad man kan for at sikre forsyningsstabiliteten, blandt andet ved at handle olie med lande uden for OPEC, var OPEC (primært Saudi-Arabien) fortsat den største eksportør af olie til USA i 2002-2003[17].
Præsident Bush og vicepræsident Dick Cheney var blot de første eksempler på administrations dybe forbindelser til energisektoren. Otte ministre samt den nationale sikkerhedsrådgiver blev senere hentet direkte i oliebranchen. Præsidenten udpegede to uger inde i hans embede vice-præsident Dick Cheney som overhoved for task forcet National Energy Policy Group, hvis formål var en vurdering af karakteren af den amerikanske forsyningssikkerhed.
Et faktum som næppe kan have undgået Cheney’s Task Force’s opmærksomhed er, at der i Det Kaspiske Hav og under den irakiske ørken potentielt er 433 milliarder tønder olie eller mere, og kontrol over denne olie er selvsagt ensbetydende med øget økonomisk og geopolitisk magt. Bemærkelsesværdigt er det derfor også at denne Task Force allerede mange måneder inden den 11. September, undersøgte kort over irakiske oliefelter, tankerterminaler og olieudvinding. Disse kort er først langt senere blevet offentliggjort grundet at sagsanlæg mod regeringen vedrørende aktindsigt som borgerretsgruppen Judicial Watch måtte hele vejen til højesteret for at vinde[18].
Cheney’s taskforce konkluderede, at “udfra enhver vurdering vil mellemøstlige olieproducenter forblive centrale for sikkerheden i verden. Gulfområdet vil være et primært fokus for USA's internationale energipolitik.”[19] Samtidig med dette, blev Condeoleeza Rice’s National Security Council beordret, at det skulle støtte “gennemgangen af operationelle politikker rettet mod slyngelstater såsom Irak, samt handlinger vedrørende pågribelsen af nye og eksisterende olie og gasfelter.” I statsministeriet etableredes et såkaldt policy-development initiativ der blev døbt “The Future of Iraq”. I initiativets sidste rapport gjordes det klart at Irak “burde åbnes for internationale olieselskaber så hurtigt som muligt efter krigen ... landet [dvs. USA] bør etablere et forretningsklima som kan bidrage med at tiltrække investeringer i olie og gasresourcer.”[20] Disse forhold peger alle sammen hen imod, at Bush administration var overordentlig interesseret i den irakiske olie lang tid før proklameringen og markedsføringen af den Globale Krig mod Terror, og selvom det fra officiel side gentagne gange er blevet hævdet at angrebskrigen intet havde at gøre med olie, er der et interessant forhold som indikerer det modsatte. I en artikel i Financial Times den 5. juni 2003 - altså allerede mindre end tre måneder efter krigens begyndelse – læse, at den irakiske olie igen handledes i dollars[21], til trods for at euroen i midten af 2003 havde en 13% højere værdi end dollaren.
Krigens omfattende økonomiske omkostninger
Ifølge det officielle organ US Census Bureau havnede yderligere 3.5 millioner amerikanere i fattigdom i perioden 2002-2006, hvilket i dag betyder at rundt regnet 13% af den amerikanske befolkning er fattige. Denne foruroligende stigning i fattigdom, er specielt bemærkelsesværdig når den ses i sammenhæng med de enorme omkostninger som Irak-krigen har kostet de amerikanske skatteydere.
Fra officiel side vurderede man før Irak-krigen påbegyndtes, at krigen ville koste omtrent 60 milliarder dollars, men dette må i lyset af krigsomkostningerne på nuværende tidspunkt betegnes som en meget optimistisk vurdering. Joseph Stieglitz en af USA's ledende økonomer, som i 2000 modtog nobelprisen i økonomi og som tidligere har været cheføkonom i verdensbanken, har netop i en ny bog vurderet, at den egentlige pris for Irak-krigen oprinder i 3 billioner (på amerikansk kaldet trillion) dollars, hvilket Stieglitz i et interview sendt på Democray Now den 29. Februar i år, selv kalder en forholdsvis konservativ vurdering. I følge Stieglitz er der nemlig udover forsvarsministeriets budgetterede krigsomkostninger, endvidere en lang række omkostninger skjult i andre offentlige budgetter og hinsides disse. For eksempel vil udgifter til de økonomiske kompensationer til tilskadekomne krigsveteraner, samt udgifter til medicinsk behandling af disse, løbe op i mange hundrede milliarder dollars over de kommende årtier. Hinsides disse budgetmæssige omkostninger findes der derudover andre skjulte omkostninger for økonomien. Således udgør invaliderede soldaters økonomiske godtgørelser kun en brøkdel af de invalideredes familier økonomiske tab i form af tabte indkomster, som soldaterne ellers kunnet have tjent. Derudover er der iflg. Stieglitz en lang række makroøkonomiske omkostninger som har forvoldt en deprimering af økonomien, såsom det faktum at krigen har forvoldt en stigning i prisen på olie, hvilket betyder ekstraomkostninger til køb af importeret olie, og følgelig at disse penge ikke kan bruges andetsteds i økonomien. Derudover nævner Stieglitz det forhold, at krigen var fuldstændig finansieret for lånte penge, altså med andre ord, af det enorme amerikanske underskud[22].
Summa Summarum.
Demokratisering har med stor sandsynlighed ikke været den afgørende faktor eller det afgørende rationale bag Irak-krigen. Det synes snarere at være tilfældet at forsyningssikkerhed og konsolidering af det amerikanske hegemoni, herunder dollarens dominans på oliemarkedet, har været de betydeligste faktorer, men selv hvis det havde været tilfældet at demokratisering var den primære bevæggrund, ville det stadigvæk være yderst betænkeligt, for indbygget i en sådan krigerisk demokratisme synes en foruroligende ideologisk selvtilstrækkelighed at hvile, hvor millioner på flugt, hundredetusinder dræbte, tortur, forsvindinger af mennesker til hemmelige fænglser (såkaldte black sites) samt udbredt desperation og armodighed, alle ses som blotte overgangsfænomener, som når de først er overkommet, vil lede til smukt blomstrende demokratier, der lever op til vestlige magthaveres høje normer. Dette er imidlertid blot den mere principielle problematik, for ydermere bør man nok overveje om det kan siges at være rimeligt, at skatteyderne i de nationer hvis ledere fører en aktivistisk udenrigspolitik, betaler de meget omfattende omkostninger som sådanne ideologisk funderede udenrigspolitiske aspirationer rummer. Omkostningerne til selve krigsførslen er imidlertid ikke blot omkostninger af økonomisk karakter, for udover disse findes en række omkostninger som må siges at være en uforsvarligt dyr pris at betale. Her tænkes på de frihedsmæssige omkostninger som deltagelsen i krigen mod terror har kostet den danske befolkning, i form af en række frihedsindskrænkende initiativer, som har terrorbekæmpelse som formål. Omkostninger som i fremtiden sagtens kan komme til at blive forøget, i takt med at Danmark, grundet nationens deltagelse i den amerikanske udenrigspolitik, i dag er langt mere udsat for terrorangreb, som hvis de skulle indtræde, kan komme til at betyde endnu flere kontroltiltag og dermed indskrænkninger i den individuelle frihed. En frihed som må siges at være essentiel for driften af et sundt samfund med et rummeligt potentiale for positiv udvikling for individet og befolkningen som helhed. Statsministeren har altså til trods for gentagne gange at have fremhævet at frihed er en stærk drivkraft og bevæggrund for hans regerings førte politikker, opnået det komplet modsatte, nemlig mindre frihed for den danske befolkning, og ovenstående taget i betragtning kan det endvidere nok med god ret hævdes, at han har fået sig nogle gevaldige forklaringsproblemer, som vanskeligt kan affejes med at man er blevet ført bag lyset, da det forekommer højst usandsynligt at hans embedsstab ingen kendskab overhovedet har haft til de mange offentligt tilgængelige kilder som ovenstående er baseret på, ligesom det synes svært at tro, at hans embedsstab intet kendskab havde til den amerikanske udenrigspolitiske historie, som ikke udviser mange tegn på at demokratisering og ædle motiver har haft forrang fremfor amerikanske elitære egeninteresser, hvilket fortsat synes at være tilfældet.
[1] Project Censored 2006: Corp Media Ownership, s. 253.
[2] Robert Fisk, udtalelse i dokumentarfilmen Peace, Propaganda & The Promised Land.
[3] Hove, Erslev Andersen, Vignum Jensen et al, Mellemøsthåndbogen, Syddansk Universitetsforlag, 2005.
[4] Ibid.
[5] Stephen Kinzer, Overthrow: America’s Century of Regime Change from Hawaii to Iraq, Times Books 2006.
[6] Ibid.
[7] NPR/AP: Bush Announces $20 Billion Arms Deal for Saudi, 14. Januar 2008
[8] Toward a Neo-Reaganite Foreign Policy, Foreign Affairs, Juli/August 1996.
[10] Grunden til at samarbejde står i anførselstegn er, at Reagan-administrationen samarbejdede med og støttede Saddam Hussein på den en side af Iran-Irak krigen, mens man samtidig solgte våben til den officielle fjende, Iran. Profitten herfra brugtes til at finansiere ultrahøjrefløjsekstremisterne Congaerne, som lå i kirg med det venstredrejede demokratiske Nicaragua. Den såkaldte Iran-Contra skandale.
[11] A Clean Break: A New Strategy for Securing the Realm, Institute for Advanced Strategic and Political Studies, Juli 2006.
[12] Project for the New American Century, Åbent brev til Præsident Bill Clinton, dateret 26 Januar 1998.
[14] Project for the New American Century, Rebuilding America's Defenses, s. 10.
wiki-artikel: http://en.wikipedia.org/wiki/Project_for_the_New_American_Century
Summary: http://www.informationclearinghouse.info/article3249.htm
[15] Michael T. Klare: Ressource Wars, The New Landscape of Global Conflict, Metropolitan Books 2001.
[16] Carola Hoyos & Kevin Morrison: Irag Steps Back Into the Oil Market with Crude Sales Offer, Financial Times 6. Juni 2003.
[17] Michael Renner, The New Oil Order, Foreign Policy in Focus, January 2003.
[19] National Energy Policy Development Group, Reliable, Affordable, and Environmentally Sound Energy for Americas Future (Washington: U.S. Government Printing Office, May 2001), s. 8.
[20] R.W. Behan, The Surreal Politics of Premeditated War, Commondreams.org 03-12-2006.
[21] Carola Hoyos & Kevin Morrison: Irag Steps Back Into the Oil Market with Crude Sales Offer, Financial Times 6. Juni 2003.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar