Uddrag:
Olien og dollaren…
Efter Anden Verdenskrig lå store dele af den europæiske og japanske industri hen i ruiner, og produktionen befandt sig generelt på et lavt niveau. USA var den eneste af de store magter, som undslap krigens ødelæggelser, og den amerikanske industri var efter krigen højproduktiv, således at man under krigen tredoblede produktionen indenrigs.
Derudover flyttedes store mængder guld fra Europa til USA før og under anden verdenskrig grundet det økonomiske og politiske postyr på det europæiske kontinent. Efter Anden Verdenskrig var USA således indehaver af 80 pct. af verdens guld og man rådede samtidig over 40 pct. af verdens samlede produktionsapparat. En fast valutakurs etableredes kaldet gulddollar standarden, hvor guldet blev prissat til $35 pr. ounce.
Guld blev altså ækvivalent med dollaren, og den amerikanske valuta blev efterfølgende den internationale valutareservestandard. Derudover bør det nævnes, at præsident Franklin Delano Roosevelt i 1945 lavede en aftale med den saudi-arabiske Ibn Saud gående ud på, at man ville beskytte landet, mod at regimet kun handlede dets olie i dollars [15]. Disse to historiske forhold er meget væsentlige at have med, hvis man vil forstå, hvorfor den internationale oliehandel har været domineret af dollaren i adskillelige årtier, hvilket ses manifesteret i det faktum, at olie kun kan købes hos OPEC i dollars.
Denne dollar-dominans blev af Saddam Hussein truet, da han i september 2000 valgte at veksle sin dollarreserve til euros [16] med henblik på at handle den irakiske olie i denne valuta, og det blev efterfølgende af flere olie-producerende lande hævdet, at man havde lignende intentioner, hvilket for Irans vedkommende i dag ses manifesteret i landets for nyligt lancerede eurobaserede oliebørs.
Det amerikanske olieforbrug forventes fra officiel side, at stige med en tredjedel over de næste to årtier, mens produktionen indenrigs forventes at falde med 12 pct. i samme periode, hvorfor den amerikanske afhængighed af importeret olie er steget fra at udgøre en tredjedel af forsyningen i 1985 til i dag at udgøre mere end halvdelen, og det forventes ydermere at importeret olie vil udgøre to tredjedele af forsyningen i 2020. Selvom man har gjort, hvad man kan for at sikre forsyningsstabiliteten, blandt andet ved at handle olie med lande uden for OPEC, var OPEC (primært Saudi-Arabien) fortsat den største eksportør af olie til USA i 2002-2003 [17].
Præsident Bush og vicepræsident Dick Cheney var blot de første eksempler på administrations dybe forbindelser til energisektoren. Otte ministre samt den nationale sikkerhedsrådgiver blev senere hentet direkte i oliebranchen. Præsidenten udpegede to uger inde i hans embede vice-præsident Dick Cheney som overhoved for task forcet National Energy Policy Group, hvis formål var en vurdering af karakteren af den amerikanske forsyningssikkerhed.
Et faktum som næppe kan have undgået Cheney’s Task Force’s opmærksomhed er, at der i Det Kaspiske Hav og under den irakiske ørken potentielt er 433 milliarder tønder olie eller mere, og kontrol over denne olie er selvsagt ensbetydende med øget økonomisk og geopolitisk magt. Bemærkelsesværdigt er det derfor også, at dette Task Force allerede mange måneder inden den 11. september, undersøgte kort over irakiske oliefelter, tankerterminaler og olieudvinding. Disse kort er først langt senere blevet offentliggjort grundet at sagsanlæg mod regeringen vedrørende aktindsigt som borgerretsgruppen Judicial Watch måtte hele vejen til Højesteret for at vinde [18].
Cheney’s taskforce konkluderede, at efter »enhver vurdering vil mellemøstlige olieproducenter forblive centrale for sikkerheden i verden. Golfområdet vil være et primært fokus for USA’s internationale energipolitik«. [19]
Samtidig med dette blev Condeoleeza Rice’s National Security Council beordret, at det skulle støtte »gennemgangen af operationelle politikker rettet mod slyngelstater såsom Irak, samt handlinger vedrørende pågribelsen af nye og eksisterende olie og gasfelter«.
I statsministeriet etableredes et såkaldt policy-development initiativ, der blev døbt »The Future of Iraq«. I initiativets sidste rapport gjordes det klart at Irak »burde åbnes for internationale olieselskaber så hurtigt som muligt efter krigen ... landet bør etablere et forretningsklima som kan bidrage med at tiltrække investeringer i olie- og gasressourcer«. [20]
Disse forhold peger alle sammen hen imod, at Bush-administration var overordentlig interesseret i den irakiske olie lang tid før proklameringen og markedsføringen af den Globale Krig mod Terror, og selvom det fra officiel side gentagne gange er blevet hævdet, at angrebskrigen intet havde at gøre med olie, er der et interessant forhold, som indikerer det modsatte. I en artikel i Financial Times den 5. juni 2003 - altså allerede mindre end tre måneder efter krigens begyndelse – kunne man læse, at den irakiske olie igen handledes i dollars [21], til trods for at euroen i midten af 2003 havde en 13 pct. højere værdi end dollaren.
Krigens omfattende økonomiske omkostninger.
Ifølge det officielle organ US Census Bureau havnede yderligere 3,5 millioner amerikanere i fattigdom i perioden 2002-2006, hvilket i dag betyder, at rundt regnet 13 pct. af den amerikanske befolkning er fattige. Denne foruroligende stigning i fattigdom er specielt bemærkelsesværdig, når den ses i sammenhæng med de enorme omkostninger, som Irak-krigen har kostet de amerikanske skatteydere.
Fra officiel side vurderede man før Irak-krigen påbegyndtes, at krigen ville koste omtrent 60 milliarder dollars, men dette må i lyset af krigsomkostningerne på nuværende tidspunkt betegnes som en meget optimistisk vurdering. Joseph Stieglitz, en af USA’s ledende økonomer, som i 2000 modtog Nobelprisen i økonomi og som tidligere har været cheføkonom i Verdensbanken, har netop i en ny bog vurderet, at den egentlige pris for Irak-krigen oprinder i tre billioner (på amerikansk kaldet trillion) dollars, hvilket Stieglitz i et interview sendt på Democracy Now den 29. februar i år, selv kalder en forholdsvis konservativ vurdering.
Ifølge Stieglitz er der nemlig udover forsvarsministeriets budgetterede krigsomkostninger, endvidere en lang række omkostninger skjult i andre offentlige budgetter og hinsides disse. For eksempel vil udgifter til de økonomiske kompensationer til tilskadekomne krigsveteraner, samt udgifter til medicinsk behandling af disse, løbe op i mange hundrede milliarder dollars over de kommende årtier. Hinsides disse budgetmæssige omkostninger findes der derudover andre skjulte omkostninger for økonomien.
Således udgør invaliderede soldaters økonomiske godtgørelser kun en brøkdel af de invalideredes familier økonomiske tab i form af tabte indkomster, som soldaterne ellers kunnet have tjent. Derudover er der ifølge Stieglitz en lang række makroøkonomiske omkostninger, som har forvoldt en deprimering af økonomien, såsom det faktum at krigen har bidraget til stigningen i prisen på olie, hvilket betyder ekstraomkostninger til køb af importeret olie, og følgelig at disse penge ikke kan bruges andetsteds i økonomien. Derudover nævner Stieglitz det forhold, at krigen var fuldstændig finansieret for lånte penge, altså med andre ord, af det enorme amerikanske underskud [22].
