Søren Pind Kontra Kendsgerningerne.

Søren Pind hævder i dag i Jyllandsposten, at angribskrigen mod Irak var startskuddet til det arabiske forår. Søren Pind er “helt sikker på, at demokratiet i Irak har inspireret under det arabiske forår.” Irak-krigen var iflg. Pind “bestemt en faktor for, at det [arabiske forår] kunne lade sig gøre,” hvilket foranlediger udviklingsministeren til at konkludere “at modstanderne af Irak-krigen får en sværere og sværere sag, som tiden går.” Det fortjener en kort gendrivelse, men så heller ikke mere:

* Der er ikke - og har ikke på noget tidspunkt været - et funktionelt demokrati i Irak, hvorfor påstanden om at "demokratiet i Irak" har virket som inspirationskilde for oprørerne i bl.a. Ægypten og Tunesien er svær at tage seriøs. For lidt over en måned siden fængslede den amerikansk støttede Nouri al-Maliki-regering 300 journalister, advokater og intellektuelle for at stoppe igangværende protester imod regeringen, mens op mod tredive mennesker blev dræbt. Disse kendsgerninger er vist ikke ligefrem et udtryk for en succesfuld demokratisering af landet!

* Uanset om der på et tidspunkt skulle komme til at ske en ændring af den nuværende situation hen imod en funktionel demokratisk orden så implicerer dette ikke, at krigsmodstanderne bliver nødt til at sluge nogle kameler, da angrebskrigen mod Irak blev solgt til befolkningerne i Danmark, Storbrittanien og USA som en sikkerhedspolitisk motiveret krig der havde med afvæbning af Saddam Hussein-regimets påståede masseødelæggelsesvåben at gøre. At dette var ren og skær svindel, løgn og bedrag er idag velkendt og det kommer næppe i nogen nær fremtid til at blive en god sag for krigsfortalerne.

* Søren Pind kommer ikke i artiklen nærmere ind på hvordan det mere præcist hænger sammen, når han påstår, at Irak-krigen gjorde det arabiske forår mulig, hvilket selvfølgelig gør det svært at gendrive. Det er imidlertid kendsgerninger, at mens Iraks vej mod en forhåbentlig bedre og mere demokratisk orden på sigt er sket oppefra, er oprørene i Ægypten og Tunesien - og mange andre steder i den arabiske del af verden - sket nedefra. Muligheden for modstand mod Saddam Husseins styre blev endvidere i høj grad begrænset af sanktionerne man påførte landet som forvoldte at landets befolkning blev så underernærede, at oprør gennem længere tid næppe overhovedet var en fysisk mulighed.

* Interessant er det da også i denne sammenhæng at fremhæve, at Pinds påståede demokratisering af Irak ikke kan siges at have skabt et positivere billede af USAs tilstedeværelse i regionen. Den amerikanske tænketank, The Brookings Institute, udgav i slutning af 2010 deres årlige 'Arab Public Opinion Poll'. Iflg. denne undersøgelse er man langt fra begejstret for den amerikanske tilstedeværelse i regionen.

Til spørgsmålet "What TWO steps by the United States would improve your views of the United States the most?" svarede 45% "Withdrawal from Iraq", mens 35% svarede "Withdrawal from Arabian Peninsula." Blot 13% mente at "Pushing more to spread democracy" ville gavne deres syn på USA.

Til spørgsmålet "Which TWO of the following factors do you believe are most important in driving American policy in the Middle East?" Svarede 49% "protecting Israel", 45% "controlling oil", 33% "weakening the muslim world", 33% "preserving regional and global dominance", 13% "preventing spread of nuclear weapons", 9% "promoting peace and stability". Det var kun 2% af de adspurgte som mente drivkraften bag den amerikanske udenrigspolitik i regionen var "Promoting democracy".

Til spørgsmålet "Name TWO countries that you think pose the biggest threat to you", svarede 88% "Israel", 77% "USA" og 10% "Iran".

Forsøget på at hvidvaske Irak-krigen er ikke Søren Pinds første forsøg på at omskrive historien til egen fordel. Check i forlængelse af dette indlæg min artikel fra den 7. Marts 'Skandaløs Hvidvaskning' på Kontradoxa. Suppler desuden ovenstående med mit blogindlæg 'Søren Pind om den aktivistiske udenrigspolitik' fra november 2010.

Dagens Citat. Rune Engelbreth Larsen

"I stedet for klassiske liberale dyder om den enkeltes individualitet og integritet og menneskerettigheders værn om individet i kontrast til statsmagten og konforme massebevægelser, har vi fået Pinds håndsrækning til nationalprotestantismens mumificerede kulturchauvinisme som sindelagsdiktat. "

Skandaløs Hvidvaskning.

Jeg har i dag en artikel på Modkraft.dk's webmagasin Kontradoxa omhandlende den Reagan-klub som Søren Pind, Lykke Friis og Uffe Ellemann-Jensen stiftede på hundredeårsdagen for Reagans fødsel. Jeg kritiserer i artiklen Reagan-klubben for at male et glansbillede af Reagan og jeg anklager dem for forsøg på hvidvaskning og revisionisme. Artiklen kan læses på Modkraft.

Søren Pind om den aktivistiske udenrigspolitik

I en kronik i Jyllands-Posten den. 20.07.08 med titlen "Dette moralske tomrums røst: Fortsat dialog." går Søren Pind til angreb på modstanderne af den aktivistiske udenrigspolitik. Pind lader os forstå, at modstanderne af state-building gennem krig mod verdens diktaturer, herunder modstanderne mod Irak-krigen, blot ønsker "fortsatte cocktailpartys med disse moderne svar på Hitler og Stalin." mens "Argumentet om, at en blodig diktator er fjernet" ikke bider på krigsmodstanderne.

Først og fremmest er det intet mindre end overordentlig interessant, at Pind karakteriserer begivenhederne som ledte op til den anden Golf-krig som et cocktailparty, idet det anslås at sanktionspolitikken har kostet op mod en halv million børn livet, mens opretholdelsen af No-Fly Zones bombardementerne forvoldte at Irak var under angreb fra luften fra august 1992 frem til den anden Irak-krigs begyndelse i marts 2003.

Når Pind fremhæver "at en blodig diktator er fjernet" uden at nævne krigens mange negative konsekvenser er det vanskeligt at undlade at se hans argumentation som et forsøg på hvidvaskning af krigen, idet de mange negative konsekvenser af krigsførelsen bekvemt udelades. Et kort men ufuldstændigt overblik over de negative konsekvenser lyder således: 1.9 millioner mennesker er flygtet ud af landet og bor nu i flygtningelejre i nabolandene; 2,6 millioner mennesker er ligeledes flygtet fra deres hjem men befinder sig fortsat indenfor landets grænser; det er fortsat uvist hvor mange omkomne der er tale om, men tabstallene er sekscifrede; de økonomiske omkostninger måles i mange hundreder milliarder dollars, hvis ikke i billioner; krigen har gjort Irak til et arnested for terrorisme og Al-Qaeda har nu en tilstedeværelse i landet; en stor dels af verdens kulturarv er forsvundet og landets infrastruktur ligger mange steder i ruiner.

Dette nævner Pind som sagt ikke med et eneste ord i sin kronik, men fortsætter i stedet med at beskylde krigsmodstanderne for at svigte den vestlige verdens værdier: "De, der befordrer løgnen, svigter dermed ikke kun de undertrykte i disse lande verden over. De svigter samtidig den verdensdel, der siden den amerikanske uafhængighedserklæring har stået fast på, og været en lysende fakkel for den afmægtigt bastede og bundne med påstanden om, at hvert enkelt menneske er en unik skabning og at denne skabning, har ret til liv, frihed og stræben efter lykke."

Når vi holder de negative konsekvenser for de mange irakere jeg ovenfor nævnte in mente, fremstår det netop citerede nærmest demagogisk. Pinds argumentation er endvidere igen mangelfuld, idet han bekvemt undlader at nævne, at det netop er en væsentlig del af den vestlige verdens juridiske og kulturelle arv, at man ikke begiver sig ud i krig med mindre der er tale om (selv)forsvar. Irak-krigen kan imidlertid ikke retfærddigøres som en forvarskrig, da Irak ikke truede Danmark eller nogle af de andre krigsførende parter på daværende tidspunkt. Krigen var heller ikke sanktioneret af FNs sikkerhedsråd som ikke gav hjemmel for krigsførelse. Krigen var altså en ikke-sanktioneret angrebskrig og en sådan er ulovlig i henhold til international lov, men ikke alene er angrebskrig ulovlig, det er intet mindre end den største internationale forbrydelse man kan begå iflg. dommer ved Nurnberg-processerne Ross H. Jackson. Da Søren Pind er cand.jur må vi antage at han er bekendt med gældende international lov.