“A man is a facade of a temple wherein all wisdom and all good abide. What we commonly call man, the eating, drinking, counting man, does not, as we know him, represent himself, but misrepresents himself. Him we do not respect, but the soul whose organ he is, if he would let it appear through his action, will make our knees bend. When it breathes through his intellect. It is genius; when it breathes through his will it is virtue; when it flows through his affection, it is love. And the blindness of the intellect begins when it would be something of itself. The weakness of the will begins when the individual would be something of himself. All reform aims in some one particular to let the soul have its way through us...”
- Ralph Waldo Emerson
Læs mere om Emerson.
onsdag den 16. januar 2008
tirsdag den 15. januar 2008
Gottfried Helnwein - malerier med kant
Check Helnweins side ud for mange flere fantastiske malerier, hans landskabsmalerier og portrætter er også i indiskuterbar verdensklasse.
fredag den 11. januar 2008
En Erkendelsesteoretisk dialog mellem Rabh og Talmidh, af Erwin Neutzsky-Wulff
DEL I
Talmidh: Hvordan vinder jeg indsigt?
Rabh: Hvorfor spørger du mig om det?
Talmidh: Man har ladet mig vide at du besidder en sådan.
Rabh: Jeg er ikke ganske sikker på, at jeg forstår, i hvilket ærinde du kommer til mig. Jeg må altså først bede dig om at besvare nogle enkle spørgsmål, hvis du ikke har noget imod det?
Talmidh: Nej, naturligvis ikke.
Rabh: Allerførst må du isge mig, hvad du mener med indsigt, eftersom det åbenbart er det, du kræver af mig. Jeg ser, at dette spørgsmål virker overraskende på dig, og jeg vil derfor prøve at lede dig lidt på vej. Du ville vel ikke undre dig, hvis jeg spurgte dig, hvad det er, du ønsker at opnå indsigt i eller kundskab om?
Talmidh: Nej. Og jeg ville sikkert svare “om verden” eller “om livet”.
Rabh: Det tænkte jeg nok. Du ville sikkert også give mig ret i, at der i dit spørgsmål ligger, at kundskab og verden er to forskellige ting?
Jeg kan se jeg har forvirret dig, og må derfor hellere forklare, hvad jeg mener med mit spørgsmål. Lad mig derfor prøve at beskrive, hvad du mener, når du taler om at erhverve kundskab om verden. Derefter kan du fortælle mig, om jeg har forstået dig rigtigt.
Talmidh: Ja, det er nok en god idé.
Rabh: Nuvel, keg vil da sige, at det forekommer mig, at du mener, at det med disse ting forholder sig, ligesom når en maler frembringer et portræt. Jeg vil endvidere foreslå, at du mener, at et sådant portræt kan være mere eller mindre vellignende, alt efter kunstnerens evner.
Jeg må altså forstå det således, at du forlanger af mig, at jeg skal male et vellignende portræt af verden til dig. Dog mener du ikke, jeg skal frembringe dette billede for dine øjne, men at jeg skal vække det for din tanke med mine ord.
Talmidh: Det er ganske rigtigt.
Rabh: Men sig mig nu, hvordan kan du vide, i hvilken grad det billede, jeg på denne måde skaber, ligner den verden, det er et billede af? Hvis al kundskab, som du siger, er et billede af verden, hvordan skal vi da komme til kundskab om, hvorvidt det ligner eller ej? Alt, vi i givet fald kunne sammenligne vores billede med, ville jo være et andet billede.
Talmidh: Hvis jeg forstår dig ret, siger du altså, at det ikke er muligt at opnå kundskab?
Rabh: Det kunne jeg måske føle mig fristet til at sige, hvis det ikke var, fordi vi begge til daglig oplever, at folk der opfører sig tåbeligt på grund af uvidenhed, kommer galt af sted. Det kunne altså synes, som om der findes noget sådant som kundskab, som det endvidere er gavnligt for et menneske at tilegne sig, men at vi ikke ganske har forstået dennes natur. Men her bliver jeg nok igen nødt til at forklare, hvad jeg mener. Forestil dig en gartner, der hemmeligt elsker sit herskabs unge datter. En dag hører han af en af pigerne, at den unge kvinde også elsker den fattige gartner, og om natten har sneget sig ud i haven og der efterladt et budskab til ham. Ganske uvidende om, at der blot er tale om en spøg, begynder han straks at gennemsøge bedene, men finder naturligvis ingenting. Han tænker da, at hans elskede af frygt for opdagelse ikke har vovet at efterlade et brev, som en anden kunne finde, og som ad den vej kunne falde i hænderne på forældrene. Han begynder efterfølgende at undersøge de former, blomsterne i bedene og bladene på træerne synes at dannw, idet han tænker, at disse kunne være opstået ved, at hans elskede havde plukket nogle og ladet andre stå. Imens han er optaget af alt dette forsømmer han sit arbejde og bliver afskediget af familien. Endelig forlyder det, at han er blevet gal, at han om natten klatrer over muren og graver haven op. Men hvori består hans galskab? Skønt han er gartner, glemmer han, at blomster blot er blomster, og at blade blot er blade, og at der altså ikke skjuler sig noget budskab i nogle af delene. Nok havde han været bedre faren ved blot at gøre, hvad hans fader gjorde før ham! Dog kunne det velsagtens være gået værre. Gartneren kunne jo nemlig have overtalt resten af tyendet til at at deltage i eftersøgningen af det skjulte budskab. Det ville sikkert have undret herskabet, men da de kendte disse folk som fornuftige og pålidelige, ville de måske selv med tiden have forsøgt sig, bistået af deres lydige datter. Endelig ville den pige som var årsag til hele miseren, holde det for utænkeligt, at hendes herskabs vældige sysler, skulle have noget med hende at gøre. Også hun vil snart gøre sig til, at at det mystiske budskab skulle blive kendt
Talmidh: Men ville alle disse ikke på et tidspunkt opgive en eftersøgning, som dog måtte være ganke frugtesløs?
Rabh: Jo, ganske givet. Anderledes forholder set sig imidlertid med en bonde, der pløjer sin mark i forventning om at finde en skjult guldskat. I dette tilfælde vil hans galskab jo nemlig ikke afholde ham fra at udføre sit arbejde, men tværtimod bidrage til, at han får det gjort. Vi begyndte jo med at medgive, at det er muligt at opføre sig klogt og tåbeligt, og som du ved, mener folk, at denne klogskab og tåbelighed hænger sammen med, om malerens portræt portræt ligner, og om vi er i stand til at tyde budskabet i haven. Og det har de naturligvis på en måde ret i, eftersom den dovne bonde ikke vil få pløjet, hvis han ikke tænkte på guldskatten i marken, og hans familie i dette tilfælde ville sulte.
Talmidh: Du påstår altså, at denne opfattelse, skønt den deles af alle i landet, er fejlagtig?
Rabh: Det kommer an på, hvad du mener, når du kalder den fejlagtig. Lad mig altså spørge dig, om du mener, at det er rigtigt, at man ikke bør stjæle og myrde?
Talmidh: Javist.
Rabh: Lad mig derefter spørge dig, om du mener, at det er rigtigt i nogen anden forstand, end at landets borgere er blevet enige om, at det forholder sig således?
Talmidh: Nej, det har du ret i. Men forstår jeg dig ret, når jeg mener, at det, du påstår, er, at der ikke er nogen verden at opnå kundskab om, men kun denne kundskab, at den med andre ord er et billede, der ikke afbilder noget?
Rabh: Hvilken egenskab skulle vi tilkende en sådan verden, som ikke netop er en egenskab ved billedet, som nødvendigvis er alt, hvad vi ser?
Talmidh: Det forstår jeg, men det forekommer mig dog alligevel, at der sikkert må være en mængde indsigelser imod en så indlysende sandhed, siden den ikke for længst er blevet accepteret, og jeg tror da også straks, jeg kan komme i tanker om et par stykker.
Rabh: Lad høre!
Talmidh: Så vil jeg først så vidt muligt gentage, hvad du har sagt mig, for at vi begge kan være sikre på, at jeg har forstået dig rigtigt.
Rabh: Udmærket.
Talmidh: Nuvel, det forekommer mig altså, at du siger, at dette træ ikke befinder sig noget andet sted end i min tanke?
Rabh: Jeg er nødt til at korrigere dig på dette punkt, også selv om det måske ikke vil forekomme dig, at min korrektion gør den store forskel. Når du siger “tanke”, forekommer det mig således, at du bruger dette ord som en modsætning til noget andet, men da det, vi påstår, netop er, at der ikke er noget “uden for” denne tanke, bliver denne brug af ordet, som du sikkert kan indse, ganske meningsløs. Det er, som hvis du ville hævde, at den verden, vi lever i, er blændværk.
Talmidh: Det kunne jeg let komme til, hvis jeg skulle karakterisere dit synspunkt.
Rabh: Det tænkte jeg nok. På den anden side vil du nok give mig ret i, at det er ganske meningsløst, at tale om, at noget er blændværk, hvis der ikke er noget, der i samme forstand er virkeligt. Du vil altså se, at jeg på ingen påstår, at intet er virkeligt eller sandt, men kun, at intet er virkeligt eller sandt i den forstand, at det står i et mystisk forhold til noget principielt uerkendeligt.
Talmidh: Javel, men det forekommer mig dog alligevel, at du siger, at intet er virkeligt eller sandt under henvisning til noget, vi ikke oplever.
Rabh: Det har du ret i.
Talmidh: Hvis jeg altså har forstået dig ret, siger du, at træet ikke er til i nogen anden forstand end den, at vi erfarer det.
Rabh: Korrekt igen.
Talmidh: Men så er du jo heller ikke til i nogen anden forstand end den, at jeg erfarer dig, og du ville jo kunne sige det samme om mig. Men hvem er det så, der gør den erfaring, der ifølge din filosofi er den eneste virkelighed?
Rabh: Her må jeg atter korrigere dig. Træet er kun virkeligt i den forstand, at vi erfarer det. Eller sagt på anden måde: Den individuelle iagttagelse, du bruger som argument, eksisterer ikke, og hvis du overvejer sagen, vil du sikkert indse, hvorfor det forholder sig således. Vi ville jo nemlig ikke meningsfuldt kunne påstå, at det var forkert at stjæle, hvis vi ikke var istand til at tilvejebringe den enighed, som var en forudsætning for en sådan påstand. Som du snart vil erkende, bygger alle dine indsigelser imod min filosofi på, at du ikke har forstået den og således været i stand til at indgå på dens præmisser. Hvis jeg forsøger at forklare dig, at folk på teatret ikke virkelig dør, vil det jo heller ikke hjælpe dig stort, at henvise til, at i den sidste akt af det og det stykke dør den og den person. Du har således accepteret, at den måde, hvorpå vi afgør, om noget er virkeligt, er at spørge en anden, om han erfarer det samme – ja, selv vise mænd, der mener at udgrunde naturen, holder dette for eneste kriterium. På den anden side forsøger du at snige din overtro om en virkelighed, ind ad bagvejen, ved at tale om en iagttagelse, der ikke bygger på en sådan enighed. Inden du er i stand til at kritisere min mening, må du altså først gøre sig klart, hvad du selv mener. Hvis du således mener, at der kun kan blive tale om virkelighed, i det øjeblik den erfares af andre, kan du ikke meningsfuldt tale om, hvad et menneske erfarer. Hvis du derimod ønsker at fragå denne opfattelse af, hvad det vil sige, at noget er virkeligt, tvinges du til at påstå at der ikke er nogen mulighed for at kritisere nogen påstand, i hviket tilfælde også din egen påstand bliver meningsløs.
Talmidh: Du har naturligvis ret. Jeg indser nu, at den påstand, jeg mente at se som en konsekvens af din filosofi, i virkeligheden er en følge af min egen. Men skønt jeg indser alt dette, forekommer det mig stadig så besynderligt, at jeg har venskeligt ved at se, hvordan jeg skal forstå det. Det forekommer mig nemlig, at jeg, hvis du forlod mig, stadig ville se træet, og endvidere, at jeg har set et træ længe før jeg havde mulighed for at tale med nogen om det?
Rabh: Sådan kan det meget vel forekomme dig, eftersom du, når du mener at se tilbage på den tid, hvor du endnu ikke kunne tale, benytter dig af de begreber, som du først langt senere erhvervede. Hvis du, når du ser op i himlen, mener at se et mørkt tæppe gennemskinnet af et bagvedliggende lys, og jeg derefter fortæller dig, at stjerner har deres eget lys, tror du da, at du derefter vil kunne se dem på nogen anden måde? Og hvis du tænker tilbage på en nat, inden dette skete, hvad tror du da, at du vil huske, mine eller dine stjerner? Hvad din første indvending angår, skal du tænke på hvad vi sagde om teateret. Alle de begreber, du benytter dig af, hører jo nemlig til det stykke, som opføres. Hvad vil det sige, at jeg “forlader dig”, hvis ikke, at personer rejser til fjerne lande, når de går ud i kulissen, eller at den person, der, idet han ser ud i den, beskriver et rytterslag, betragter dette.
Talmidh: Du har naturligvis ret, men ikke desto mindre forekommer det hele mig dog temmelig underligt.
Rabh: Det forstår jeg. Når et barn første gang får at vide, at den faste jord, det står på, er hvirvlende kugle, vel dets første reaktion også uværgerligt være, at dette umuligt kan passe. Også blandt voksne mennesker er der sådanne børn, der, stillet over for fornuftsgrunde, som de ikke er i stand til at imødegå og derfor vælger ikke at give agt på, fremturer i deres vildfarelse. En klog mand afholder sig fra at indlade sig i ordstrid med sådanne, derimod svarer han gerne på indvendinger, der røber at spørgeren ønsker at forstå. De første skal du kende på deres vrede latter, de sidste på deres ydmyge videbegær. Ingen kan nemlig opnå kundskab, hvis han ikke først indser, at han mangler den.
Talmidh: Alt dette indser jeg klart og vil ved at gennemtænke mine indvendinger forsøge at gennemskue disse, for således at opdage, om de er veritable eller blot skriver sig fra en manglende forståelse af det, jeg mener at kritisere. På endnu et punkt behøver jeg dog din hjælp, idet min anden indvending imod din filosofi forekommer mig så uomgængelig, at jeg ikke ser hvordan jeg skulle kunne forlige mig med den.
Rabh: Udmærket.
----------------------------------------------------------------------------------
Ovenstående er et uddrag fra Erwin Neutzsky-Wulffs seneste roman 'Hjernen'og kan købes her
Talmidh: Hvordan vinder jeg indsigt?
Rabh: Hvorfor spørger du mig om det?
Talmidh: Man har ladet mig vide at du besidder en sådan.
Rabh: Jeg er ikke ganske sikker på, at jeg forstår, i hvilket ærinde du kommer til mig. Jeg må altså først bede dig om at besvare nogle enkle spørgsmål, hvis du ikke har noget imod det?
Talmidh: Nej, naturligvis ikke.
Rabh: Allerførst må du isge mig, hvad du mener med indsigt, eftersom det åbenbart er det, du kræver af mig. Jeg ser, at dette spørgsmål virker overraskende på dig, og jeg vil derfor prøve at lede dig lidt på vej. Du ville vel ikke undre dig, hvis jeg spurgte dig, hvad det er, du ønsker at opnå indsigt i eller kundskab om?
Talmidh: Nej. Og jeg ville sikkert svare “om verden” eller “om livet”.
Rabh: Det tænkte jeg nok. Du ville sikkert også give mig ret i, at der i dit spørgsmål ligger, at kundskab og verden er to forskellige ting?
Jeg kan se jeg har forvirret dig, og må derfor hellere forklare, hvad jeg mener med mit spørgsmål. Lad mig derfor prøve at beskrive, hvad du mener, når du taler om at erhverve kundskab om verden. Derefter kan du fortælle mig, om jeg har forstået dig rigtigt.
Talmidh: Ja, det er nok en god idé.
Rabh: Nuvel, keg vil da sige, at det forekommer mig, at du mener, at det med disse ting forholder sig, ligesom når en maler frembringer et portræt. Jeg vil endvidere foreslå, at du mener, at et sådant portræt kan være mere eller mindre vellignende, alt efter kunstnerens evner.
Jeg må altså forstå det således, at du forlanger af mig, at jeg skal male et vellignende portræt af verden til dig. Dog mener du ikke, jeg skal frembringe dette billede for dine øjne, men at jeg skal vække det for din tanke med mine ord.
Talmidh: Det er ganske rigtigt.
Rabh: Men sig mig nu, hvordan kan du vide, i hvilken grad det billede, jeg på denne måde skaber, ligner den verden, det er et billede af? Hvis al kundskab, som du siger, er et billede af verden, hvordan skal vi da komme til kundskab om, hvorvidt det ligner eller ej? Alt, vi i givet fald kunne sammenligne vores billede med, ville jo være et andet billede.
Talmidh: Hvis jeg forstår dig ret, siger du altså, at det ikke er muligt at opnå kundskab?
Rabh: Det kunne jeg måske føle mig fristet til at sige, hvis det ikke var, fordi vi begge til daglig oplever, at folk der opfører sig tåbeligt på grund af uvidenhed, kommer galt af sted. Det kunne altså synes, som om der findes noget sådant som kundskab, som det endvidere er gavnligt for et menneske at tilegne sig, men at vi ikke ganske har forstået dennes natur. Men her bliver jeg nok igen nødt til at forklare, hvad jeg mener. Forestil dig en gartner, der hemmeligt elsker sit herskabs unge datter. En dag hører han af en af pigerne, at den unge kvinde også elsker den fattige gartner, og om natten har sneget sig ud i haven og der efterladt et budskab til ham. Ganske uvidende om, at der blot er tale om en spøg, begynder han straks at gennemsøge bedene, men finder naturligvis ingenting. Han tænker da, at hans elskede af frygt for opdagelse ikke har vovet at efterlade et brev, som en anden kunne finde, og som ad den vej kunne falde i hænderne på forældrene. Han begynder efterfølgende at undersøge de former, blomsterne i bedene og bladene på træerne synes at dannw, idet han tænker, at disse kunne være opstået ved, at hans elskede havde plukket nogle og ladet andre stå. Imens han er optaget af alt dette forsømmer han sit arbejde og bliver afskediget af familien. Endelig forlyder det, at han er blevet gal, at han om natten klatrer over muren og graver haven op. Men hvori består hans galskab? Skønt han er gartner, glemmer han, at blomster blot er blomster, og at blade blot er blade, og at der altså ikke skjuler sig noget budskab i nogle af delene. Nok havde han været bedre faren ved blot at gøre, hvad hans fader gjorde før ham! Dog kunne det velsagtens være gået værre. Gartneren kunne jo nemlig have overtalt resten af tyendet til at at deltage i eftersøgningen af det skjulte budskab. Det ville sikkert have undret herskabet, men da de kendte disse folk som fornuftige og pålidelige, ville de måske selv med tiden have forsøgt sig, bistået af deres lydige datter. Endelig ville den pige som var årsag til hele miseren, holde det for utænkeligt, at hendes herskabs vældige sysler, skulle have noget med hende at gøre. Også hun vil snart gøre sig til, at at det mystiske budskab skulle blive kendt
Talmidh: Men ville alle disse ikke på et tidspunkt opgive en eftersøgning, som dog måtte være ganke frugtesløs?
Rabh: Jo, ganske givet. Anderledes forholder set sig imidlertid med en bonde, der pløjer sin mark i forventning om at finde en skjult guldskat. I dette tilfælde vil hans galskab jo nemlig ikke afholde ham fra at udføre sit arbejde, men tværtimod bidrage til, at han får det gjort. Vi begyndte jo med at medgive, at det er muligt at opføre sig klogt og tåbeligt, og som du ved, mener folk, at denne klogskab og tåbelighed hænger sammen med, om malerens portræt portræt ligner, og om vi er i stand til at tyde budskabet i haven. Og det har de naturligvis på en måde ret i, eftersom den dovne bonde ikke vil få pløjet, hvis han ikke tænkte på guldskatten i marken, og hans familie i dette tilfælde ville sulte.
Talmidh: Du påstår altså, at denne opfattelse, skønt den deles af alle i landet, er fejlagtig?
Rabh: Det kommer an på, hvad du mener, når du kalder den fejlagtig. Lad mig altså spørge dig, om du mener, at det er rigtigt, at man ikke bør stjæle og myrde?
Talmidh: Javist.
Rabh: Lad mig derefter spørge dig, om du mener, at det er rigtigt i nogen anden forstand, end at landets borgere er blevet enige om, at det forholder sig således?
Talmidh: Nej, det har du ret i. Men forstår jeg dig ret, når jeg mener, at det, du påstår, er, at der ikke er nogen verden at opnå kundskab om, men kun denne kundskab, at den med andre ord er et billede, der ikke afbilder noget?
Rabh: Hvilken egenskab skulle vi tilkende en sådan verden, som ikke netop er en egenskab ved billedet, som nødvendigvis er alt, hvad vi ser?
Talmidh: Det forstår jeg, men det forekommer mig dog alligevel, at der sikkert må være en mængde indsigelser imod en så indlysende sandhed, siden den ikke for længst er blevet accepteret, og jeg tror da også straks, jeg kan komme i tanker om et par stykker.
Rabh: Lad høre!
Talmidh: Så vil jeg først så vidt muligt gentage, hvad du har sagt mig, for at vi begge kan være sikre på, at jeg har forstået dig rigtigt.
Rabh: Udmærket.
Talmidh: Nuvel, det forekommer mig altså, at du siger, at dette træ ikke befinder sig noget andet sted end i min tanke?
Rabh: Jeg er nødt til at korrigere dig på dette punkt, også selv om det måske ikke vil forekomme dig, at min korrektion gør den store forskel. Når du siger “tanke”, forekommer det mig således, at du bruger dette ord som en modsætning til noget andet, men da det, vi påstår, netop er, at der ikke er noget “uden for” denne tanke, bliver denne brug af ordet, som du sikkert kan indse, ganske meningsløs. Det er, som hvis du ville hævde, at den verden, vi lever i, er blændværk.
Talmidh: Det kunne jeg let komme til, hvis jeg skulle karakterisere dit synspunkt.
Rabh: Det tænkte jeg nok. På den anden side vil du nok give mig ret i, at det er ganske meningsløst, at tale om, at noget er blændværk, hvis der ikke er noget, der i samme forstand er virkeligt. Du vil altså se, at jeg på ingen påstår, at intet er virkeligt eller sandt, men kun, at intet er virkeligt eller sandt i den forstand, at det står i et mystisk forhold til noget principielt uerkendeligt.
Talmidh: Javel, men det forekommer mig dog alligevel, at du siger, at intet er virkeligt eller sandt under henvisning til noget, vi ikke oplever.
Rabh: Det har du ret i.
Talmidh: Hvis jeg altså har forstået dig ret, siger du, at træet ikke er til i nogen anden forstand end den, at vi erfarer det.
Rabh: Korrekt igen.
Talmidh: Men så er du jo heller ikke til i nogen anden forstand end den, at jeg erfarer dig, og du ville jo kunne sige det samme om mig. Men hvem er det så, der gør den erfaring, der ifølge din filosofi er den eneste virkelighed?
Rabh: Her må jeg atter korrigere dig. Træet er kun virkeligt i den forstand, at vi erfarer det. Eller sagt på anden måde: Den individuelle iagttagelse, du bruger som argument, eksisterer ikke, og hvis du overvejer sagen, vil du sikkert indse, hvorfor det forholder sig således. Vi ville jo nemlig ikke meningsfuldt kunne påstå, at det var forkert at stjæle, hvis vi ikke var istand til at tilvejebringe den enighed, som var en forudsætning for en sådan påstand. Som du snart vil erkende, bygger alle dine indsigelser imod min filosofi på, at du ikke har forstået den og således været i stand til at indgå på dens præmisser. Hvis jeg forsøger at forklare dig, at folk på teatret ikke virkelig dør, vil det jo heller ikke hjælpe dig stort, at henvise til, at i den sidste akt af det og det stykke dør den og den person. Du har således accepteret, at den måde, hvorpå vi afgør, om noget er virkeligt, er at spørge en anden, om han erfarer det samme – ja, selv vise mænd, der mener at udgrunde naturen, holder dette for eneste kriterium. På den anden side forsøger du at snige din overtro om en virkelighed, ind ad bagvejen, ved at tale om en iagttagelse, der ikke bygger på en sådan enighed. Inden du er i stand til at kritisere min mening, må du altså først gøre sig klart, hvad du selv mener. Hvis du således mener, at der kun kan blive tale om virkelighed, i det øjeblik den erfares af andre, kan du ikke meningsfuldt tale om, hvad et menneske erfarer. Hvis du derimod ønsker at fragå denne opfattelse af, hvad det vil sige, at noget er virkeligt, tvinges du til at påstå at der ikke er nogen mulighed for at kritisere nogen påstand, i hviket tilfælde også din egen påstand bliver meningsløs.
Talmidh: Du har naturligvis ret. Jeg indser nu, at den påstand, jeg mente at se som en konsekvens af din filosofi, i virkeligheden er en følge af min egen. Men skønt jeg indser alt dette, forekommer det mig stadig så besynderligt, at jeg har venskeligt ved at se, hvordan jeg skal forstå det. Det forekommer mig nemlig, at jeg, hvis du forlod mig, stadig ville se træet, og endvidere, at jeg har set et træ længe før jeg havde mulighed for at tale med nogen om det?
Rabh: Sådan kan det meget vel forekomme dig, eftersom du, når du mener at se tilbage på den tid, hvor du endnu ikke kunne tale, benytter dig af de begreber, som du først langt senere erhvervede. Hvis du, når du ser op i himlen, mener at se et mørkt tæppe gennemskinnet af et bagvedliggende lys, og jeg derefter fortæller dig, at stjerner har deres eget lys, tror du da, at du derefter vil kunne se dem på nogen anden måde? Og hvis du tænker tilbage på en nat, inden dette skete, hvad tror du da, at du vil huske, mine eller dine stjerner? Hvad din første indvending angår, skal du tænke på hvad vi sagde om teateret. Alle de begreber, du benytter dig af, hører jo nemlig til det stykke, som opføres. Hvad vil det sige, at jeg “forlader dig”, hvis ikke, at personer rejser til fjerne lande, når de går ud i kulissen, eller at den person, der, idet han ser ud i den, beskriver et rytterslag, betragter dette.
Talmidh: Du har naturligvis ret, men ikke desto mindre forekommer det hele mig dog temmelig underligt.
Rabh: Det forstår jeg. Når et barn første gang får at vide, at den faste jord, det står på, er hvirvlende kugle, vel dets første reaktion også uværgerligt være, at dette umuligt kan passe. Også blandt voksne mennesker er der sådanne børn, der, stillet over for fornuftsgrunde, som de ikke er i stand til at imødegå og derfor vælger ikke at give agt på, fremturer i deres vildfarelse. En klog mand afholder sig fra at indlade sig i ordstrid med sådanne, derimod svarer han gerne på indvendinger, der røber at spørgeren ønsker at forstå. De første skal du kende på deres vrede latter, de sidste på deres ydmyge videbegær. Ingen kan nemlig opnå kundskab, hvis han ikke først indser, at han mangler den.
Talmidh: Alt dette indser jeg klart og vil ved at gennemtænke mine indvendinger forsøge at gennemskue disse, for således at opdage, om de er veritable eller blot skriver sig fra en manglende forståelse af det, jeg mener at kritisere. På endnu et punkt behøver jeg dog din hjælp, idet min anden indvending imod din filosofi forekommer mig så uomgængelig, at jeg ikke ser hvordan jeg skulle kunne forlige mig med den.
Rabh: Udmærket.
----------------------------------------------------------------------------------
Ovenstående er et uddrag fra Erwin Neutzsky-Wulffs seneste roman 'Hjernen'og kan købes her
Syntesens Tidsalder – Nogle Ervin Laszlo citater
“Contrary to popular belief, consciousness is not a uniquely human phenomenon. Although we know only human consciousness (indeed, by direct and personal experience we know only our own consciousness, we have no reason to believe that consciousness would be limited to me and to you and to other human beings.
The kind of evidence that could demonstrate the limitation of consciousness to humans regards the brian: it would be evidence that the human brain has specific features by virtue of which it produces consciousness. Notwithstanding the view advanced by materialist scientists and philosophers that the only physical brain is the source of consciousness, there is no evidence of this kind. Clinical and experimental evidence speaks only to the fact that brain function and state of consciousness are correlated, so when brain function ceases, consciousness (usually) ceases as well. We should specify “usually,” since there are exceptions to this: in some well-documented cases – among others, those of patients suffering cardiac arrests in hospitals – individuals have had detailed and subsequently clearly recalled experiences during the time their EEG showed a complete absence of brain function
Functional MRI magnetic resonance imaging) and other techniques show that when particular thought processes occur, they are associated with metabolic changes in specific areas of the brain. They do not show, however, how the cells of the brain that produce proteins and electrical signals could also produce sensations, thougts, emotions, images, and other elements of the conscious mind ... how the brain’s network of neurons would porduce the qualitative sensations that make up our consciousness”
The fact that a high level of consciousness, with articulated images, thoughts, feelings, and rich subconscious elements, is associated with complex neural structures is not a guarantee that such consciousness is due to these structures. In other word the observation that brain function is correlated with consciousness does not ensure that the brain creates consciousness.”
“The old adage “everything is connected to everything else” desribes a true state of affairs. The results achieved [by the evolutionary sciences] furnish adequate proof that the physical, the biological, and the social realms in which evolution unfolds are by no means disconnected. At the very least, one kind of evolution prepares the ground for the next. Out of the conditions created by evolution in the physical realm emerge the conditions that permit biological evolution to take off. And out of the conditions created by biological evolution come the conditions that allow human beings – and many other species – to evolve certain social forms of organization”
“Scientific evidence of the patterns traced by evolution in the physical universe, in the living world, and even in the world of history is growing rapidly. It is coalescing into the image of basic regularities that repeat and recur. It is now possible to search out these regularities and obtain a glimpse of the fundamental nature of evolution – of the evolution of the cosmos as a whole, including the living world, and the world of human social society. To search out and systematically state these regularities is to engage in the creation of the “grand synthesis” that unites physcial, biological, and social evolution into a consistent frameword with its own laws and logic”
Om Laszlo:
Ervin Laszlo, holder of the highest degree of the Sorbonne (the State Doctorate), is recipient pf four Honorary Ph.D’s and numerous awards and distinctions, including the 2001 Goi Award (Japan Peace Prize. In 2004 he was nominated for the Nobel Peace Prize as well as the Templeton Prize. A former professor of philosophy, systems theory, and futures
The kind of evidence that could demonstrate the limitation of consciousness to humans regards the brian: it would be evidence that the human brain has specific features by virtue of which it produces consciousness. Notwithstanding the view advanced by materialist scientists and philosophers that the only physical brain is the source of consciousness, there is no evidence of this kind. Clinical and experimental evidence speaks only to the fact that brain function and state of consciousness are correlated, so when brain function ceases, consciousness (usually) ceases as well. We should specify “usually,” since there are exceptions to this: in some well-documented cases – among others, those of patients suffering cardiac arrests in hospitals – individuals have had detailed and subsequently clearly recalled experiences during the time their EEG showed a complete absence of brain function
Functional MRI magnetic resonance imaging) and other techniques show that when particular thought processes occur, they are associated with metabolic changes in specific areas of the brain. They do not show, however, how the cells of the brain that produce proteins and electrical signals could also produce sensations, thougts, emotions, images, and other elements of the conscious mind ... how the brain’s network of neurons would porduce the qualitative sensations that make up our consciousness”
The fact that a high level of consciousness, with articulated images, thoughts, feelings, and rich subconscious elements, is associated with complex neural structures is not a guarantee that such consciousness is due to these structures. In other word the observation that brain function is correlated with consciousness does not ensure that the brain creates consciousness.”
“The old adage “everything is connected to everything else” desribes a true state of affairs. The results achieved [by the evolutionary sciences] furnish adequate proof that the physical, the biological, and the social realms in which evolution unfolds are by no means disconnected. At the very least, one kind of evolution prepares the ground for the next. Out of the conditions created by evolution in the physical realm emerge the conditions that permit biological evolution to take off. And out of the conditions created by biological evolution come the conditions that allow human beings – and many other species – to evolve certain social forms of organization”
“Scientific evidence of the patterns traced by evolution in the physical universe, in the living world, and even in the world of history is growing rapidly. It is coalescing into the image of basic regularities that repeat and recur. It is now possible to search out these regularities and obtain a glimpse of the fundamental nature of evolution – of the evolution of the cosmos as a whole, including the living world, and the world of human social society. To search out and systematically state these regularities is to engage in the creation of the “grand synthesis” that unites physcial, biological, and social evolution into a consistent frameword with its own laws and logic”
Om Laszlo:
Ervin Laszlo, holder of the highest degree of the Sorbonne (the State Doctorate), is recipient pf four Honorary Ph.D’s and numerous awards and distinctions, including the 2001 Goi Award (Japan Peace Prize. In 2004 he was nominated for the Nobel Peace Prize as well as the Templeton Prize. A former professor of philosophy, systems theory, and futures
torsdag den 10. januar 2008
Earthship Biotecture
Earthship Biotecture creates buildings that...
Heat and cool themselves naturally via solar/thermal dynamics
Collect their own power from the sun and wind
Harvest their own water from rain and snow melt
Contain and treat their own sewage on site
Produce food in significant quantities
Utilize materials that are byproducts of modern society like cans, bottles and tires.
Læs mere om Earthship Biotecture HER
Se også denne video
Endnu et skridt mod fascisme i USA
Paul Craig Roberts har skrevet en ret interessant om end ganske forstyrrende artikel om et nyt lovforslag kaldet “Violent Radicalization and Homegrown Terrorism Prevention Act.” - HR 1955 hvis ordlyd muliggør en vidtrækkende censur af dissidenter.
Et par highlights fra artiklen:
"When HR 1955 becomes law, it will create a commission tasked with identifying extremist people, groups, and ideas. The commission will hold hearings around the country, taking testimony and compiling a list of dangerous people and beliefs. The bill will, in short, create massive terrorism in the United States. But the perpetrators of terrorism will not be Muslim terrorists; they will be government agents and fellow citizens.... Who will be on the “extremist beliefs” list? The answer is: civil libertarians, critics of Israel, 9/11 skeptics, critics of the administration’s wars and foreign policies, critics of the administration’s use of kidnapping, rendition, torture and violation of the Geneva Conventions, and critics of the administration’s spying on Americans. Anyone in the way of a powerful interest group--such as environmentalists opposing politically connected developers--is also a candidate for the list."
" This search for extremist views comes after President Bush and the Justice (sic) Department declare that the President can ignore habeas corpus, ignore the Geneva Conventions, seize people without evidence, hold them indefinitely without presenting charges, torture them until they confess to some made up crime, and take over the government by declaring an emergency. Of course, none of these “patriotic” views are extremist."
Læs resten af artiklen og se den medfølgende video her
Et par highlights fra artiklen:
"When HR 1955 becomes law, it will create a commission tasked with identifying extremist people, groups, and ideas. The commission will hold hearings around the country, taking testimony and compiling a list of dangerous people and beliefs. The bill will, in short, create massive terrorism in the United States. But the perpetrators of terrorism will not be Muslim terrorists; they will be government agents and fellow citizens.... Who will be on the “extremist beliefs” list? The answer is: civil libertarians, critics of Israel, 9/11 skeptics, critics of the administration’s wars and foreign policies, critics of the administration’s use of kidnapping, rendition, torture and violation of the Geneva Conventions, and critics of the administration’s spying on Americans. Anyone in the way of a powerful interest group--such as environmentalists opposing politically connected developers--is also a candidate for the list."
" This search for extremist views comes after President Bush and the Justice (sic) Department declare that the President can ignore habeas corpus, ignore the Geneva Conventions, seize people without evidence, hold them indefinitely without presenting charges, torture them until they confess to some made up crime, and take over the government by declaring an emergency. Of course, none of these “patriotic” views are extremist."
Læs resten af artiklen og se den medfølgende video her
Uddrag fra 'Verden' af Erwin Neutzsky-Wulff
“Han var vokset op i en kultur, der tilbad fornuften som gud, og det var der gode grunde til. Det modsatte af fornuft er trods alt ufornuft, og hvem vil være ufornuftig?
Det var et samfund, der satte meninger højere end følelser og kaldte dem holdninger. Holdningsløshed var en synd, mens ufølsomhed næppe bemærkedes.
Meninger kan man nemlig argumentere mod, og de er i øvrigt forholdsvis nemme at producere. De fleste sandheder er indlysende, det vil sige grundløse.
De har at gøre med den måde, vi har vænnet os til at omgås verden og hinanden på. Følelserne derimod har vi fra en fjern forfader, som ingen ville være særlig tryg ved at være i stue med.
Så vi prøver at have holdninger til vore medmennesker i stedet for at nære følelser for dem. Vi tager moralsk bestik og indretter vores følelser derefter.
Vi holder op med at spørge efter mod og kærlighed og slår op i politivedtægten i stedet. Det gør det let for os at forfølge og dræbe.
Vi behøver ikke at ære vores modstander eftersom ideologien er alt. Et menneske med en anden overbevisning er et helt igennem ondt menneske, for vi anerkender ikke andre menneskelige egenskaber.
Mennesker bliver til tal på et ideologisk scoreboard. Så mange menneskefjender plaffet ned.
I kærligheden, som nu er blevet et parforhold, et upersonligt partnerskab, er det den andens opførsel, der tæller. Vi holder omhyggeligt regnskab.
Vores kærlighed er ligefrem proportional med, hvordan vi bliver behandlet. Vi er som børn, der elsker deres forældre, når der er is, og hader dem, når der skal læses lektier.
Men eftersom vores barnlighed og egoisme er fornuftige, behøver vi ikke skamme os over dem. Vi finder os ikke i noget, og det viser, at vi er oplyste.
Ægteskabet bliver et langt skænderi. Det slutter først, når vi går i seng, og fortsætter, så snart vi er stået op.
På arbejdet fortsætter vi skænderiet med vores kolleger, vores arbejdsgiver, eller vi deltager i et politisk skænderi. Det handler altid om rettigheder, om at få sin del af kagen, eller endnu mere oplyst at få så stor en del af kagen som muligt, og stadig forlange mere. Tilfredshed og lykke vil trods alt være det ultimative forræderi mod os selv, vore kolleger og den lidende verden.
Jeg elsker dig bliver til, jeg elsker dig, hvis du opfører dig ordentligt. De kærlighedssange popstjerner bræger, bliver til triumferende uafhængighedserklæringer.
I baggrunden høres ikke længere smægtende violiner, men kasseapparatets smæld. You treated me bad – na-na-na – but you got another think coming – oh-oh-oh – now it’s your turn to cry-y-y …Kærlighedssange bliver til hadsange.
Den undertrykte kvinde bliver en selvbevidst prostitueret, og manden som ser sit ansvar fortone sig, regrederer til flæb. Da nu kærligheden ikke har vist sig ikke at eksistere og mændene, som mor advarede os om, kun er ude efter én ting, så lad da i det mindste svinene betale for det. Og skal han ryste op, skal han naturligvis også have noget for pengene og kan ikke lade sig nøje med flade patter eller lav seksuel frekvens
I disse boksekampe er hele verden kampdommer. Mødre og tanter, venner og bekendte, kolleger og arbejdskammerater er indbudt og kommer med opmuntrende tilråb.
Et mere professionelt hold af psykologer og terapeuter, ægteskabs- og familierådgivere lader sig dog også hverve. Disse voldgiftsmænd er ikke længere støvede præster, der sender konen hjem til manden, men upartiske og skruppelløse eksperter, der omhyggeligt fører statistik over antallet af gange manden har glemt at slå sædet ned, de perverse ting han vil have hende til at gøre, samt den gang i sommer, hvor lille Rasmus fik en på skrinet.
De undlader heller ikke at pointere, at hun måske en gang imellem, gerne præcis hver anden gang, kunne gøre det, han så gerne vil, ud fra den udtrykkelige forudsætning, at det så næste gang er hendes tur til at få noget ud af det. Man må jo snakke om det, handle om det, finde en måde at holde hinanden ud på.
Kan man ikke blive lykkelige samtidig, kan man måske blive det skiftevis, hver for sig, forkæle sig selv lidt og tage fri fra parforholdet, ansvaret, kærligheden og livet. Tale ud om, hvad der trykker én, til folk, som virkelig interesserer sig for en, til 200 kroner i timen.
Ve den vismand, som forsigtigt gør opmærksom på, at vi ikke bliver lykkelige ved at få opfyldt vore behov, men ved at elske og genelskes! At elske betingelsesløst er en vederstyggelighed for Herren!
Hvad kan vi ikke risikere, hvis vi glemmer at tage entré til vores hjerte? Men livet er en risiko, og risikoen hedder: Følelse.”
Det var et samfund, der satte meninger højere end følelser og kaldte dem holdninger. Holdningsløshed var en synd, mens ufølsomhed næppe bemærkedes.
Meninger kan man nemlig argumentere mod, og de er i øvrigt forholdsvis nemme at producere. De fleste sandheder er indlysende, det vil sige grundløse.
De har at gøre med den måde, vi har vænnet os til at omgås verden og hinanden på. Følelserne derimod har vi fra en fjern forfader, som ingen ville være særlig tryg ved at være i stue med.
Så vi prøver at have holdninger til vore medmennesker i stedet for at nære følelser for dem. Vi tager moralsk bestik og indretter vores følelser derefter.
Vi holder op med at spørge efter mod og kærlighed og slår op i politivedtægten i stedet. Det gør det let for os at forfølge og dræbe.
Vi behøver ikke at ære vores modstander eftersom ideologien er alt. Et menneske med en anden overbevisning er et helt igennem ondt menneske, for vi anerkender ikke andre menneskelige egenskaber.
Mennesker bliver til tal på et ideologisk scoreboard. Så mange menneskefjender plaffet ned.
I kærligheden, som nu er blevet et parforhold, et upersonligt partnerskab, er det den andens opførsel, der tæller. Vi holder omhyggeligt regnskab.
Vores kærlighed er ligefrem proportional med, hvordan vi bliver behandlet. Vi er som børn, der elsker deres forældre, når der er is, og hader dem, når der skal læses lektier.
Men eftersom vores barnlighed og egoisme er fornuftige, behøver vi ikke skamme os over dem. Vi finder os ikke i noget, og det viser, at vi er oplyste.
Ægteskabet bliver et langt skænderi. Det slutter først, når vi går i seng, og fortsætter, så snart vi er stået op.
På arbejdet fortsætter vi skænderiet med vores kolleger, vores arbejdsgiver, eller vi deltager i et politisk skænderi. Det handler altid om rettigheder, om at få sin del af kagen, eller endnu mere oplyst at få så stor en del af kagen som muligt, og stadig forlange mere. Tilfredshed og lykke vil trods alt være det ultimative forræderi mod os selv, vore kolleger og den lidende verden.
Jeg elsker dig bliver til, jeg elsker dig, hvis du opfører dig ordentligt. De kærlighedssange popstjerner bræger, bliver til triumferende uafhængighedserklæringer.
I baggrunden høres ikke længere smægtende violiner, men kasseapparatets smæld. You treated me bad – na-na-na – but you got another think coming – oh-oh-oh – now it’s your turn to cry-y-y …Kærlighedssange bliver til hadsange.
Den undertrykte kvinde bliver en selvbevidst prostitueret, og manden som ser sit ansvar fortone sig, regrederer til flæb. Da nu kærligheden ikke har vist sig ikke at eksistere og mændene, som mor advarede os om, kun er ude efter én ting, så lad da i det mindste svinene betale for det. Og skal han ryste op, skal han naturligvis også have noget for pengene og kan ikke lade sig nøje med flade patter eller lav seksuel frekvens
I disse boksekampe er hele verden kampdommer. Mødre og tanter, venner og bekendte, kolleger og arbejdskammerater er indbudt og kommer med opmuntrende tilråb.
Et mere professionelt hold af psykologer og terapeuter, ægteskabs- og familierådgivere lader sig dog også hverve. Disse voldgiftsmænd er ikke længere støvede præster, der sender konen hjem til manden, men upartiske og skruppelløse eksperter, der omhyggeligt fører statistik over antallet af gange manden har glemt at slå sædet ned, de perverse ting han vil have hende til at gøre, samt den gang i sommer, hvor lille Rasmus fik en på skrinet.
De undlader heller ikke at pointere, at hun måske en gang imellem, gerne præcis hver anden gang, kunne gøre det, han så gerne vil, ud fra den udtrykkelige forudsætning, at det så næste gang er hendes tur til at få noget ud af det. Man må jo snakke om det, handle om det, finde en måde at holde hinanden ud på.
Kan man ikke blive lykkelige samtidig, kan man måske blive det skiftevis, hver for sig, forkæle sig selv lidt og tage fri fra parforholdet, ansvaret, kærligheden og livet. Tale ud om, hvad der trykker én, til folk, som virkelig interesserer sig for en, til 200 kroner i timen.
Ve den vismand, som forsigtigt gør opmærksom på, at vi ikke bliver lykkelige ved at få opfyldt vore behov, men ved at elske og genelskes! At elske betingelsesløst er en vederstyggelighed for Herren!
Hvad kan vi ikke risikere, hvis vi glemmer at tage entré til vores hjerte? Men livet er en risiko, og risikoen hedder: Følelse.”
Barack Obama's bud på en ny udenrigspolitik
I Foreign Affairs juli/august udgave kunne man læse et essay af Barack Obama med titlen "Renewing American Leadership". Følgende er nogle highlights:
"...we must launch a comprehensive regional and international diplomatic initiative to help broker an end to the civil war in Iraq, prevent its spread, and limit the suffering of the Iraqi people. To gain credibility in this effort, we must make clear that we seek no permanent bases in Iraq. We should leave behind only a minimal over-the-horizon military force in the region to protect American personnel and facilities, continue training Iraqi security forces, and root out al Qaeda.
The morass in Iraq has made it immeasurably harder to confront and work through the many other problems in the region -- and it has made many of those problems considerably more dangerous. Changing the dynamic in Iraq will allow us to focus our attention and influence on resolving the festering conflict between the Israelis and the Palestinians -- a task that the Bush administration neglected for years."
"To renew American leadership in the world, we must forge a more effective global response to the terrorism that came to our shores on an unprecedented scale on 9/11. From Bali to London, Baghdad to Algiers, Mumbai to Mombasa to Madrid, terrorists who reject modernity, oppose America, and distort Islam have killed and mutilated tens of thousands of people just this decade. Because this enemy operates globally, it must be confronted globally.
We must refocus our efforts on Afghanistan and Pakistan -- the central front in our war against al Qaeda -- so that we are confronting terrorists where their roots run deepest. Success in Afghanistan is still possible, but only if we act quickly, judiciously, and decisively. We should pursue an integrated strategy that reinforces our troops in Afghanistan and works to remove the limitations placed by some NATO allies on their forces. Our strategy must also include sustained diplomacy to isolate the Taliban and more effective development programs that target aid to areas where the Taliban are making inroads."
"There must be no safe haven for those who plot to kill Americans. To defeat al Qaeda, I will build a twenty-first-century military and twenty-first-century partnerships as strong as the anticommunist alliance that won the Cold War to stay on the offense everywhere from Djibouti to Kandahar."
"To renew American leadership in the world, we must immediately begin working to revitalize our military. A strong military is, more than anything, necessary to sustain peace. Unfortunately, the U.S. Army and the Marine Corps, according to our military leaders, are facing a crisis. The Pentagon cannot certify a single army unit within the United States as fully ready to respond in the event of a new crisis or emergency beyond Iraq; 88 percent of the National Guard is not ready to deploy overseas.
We must use this moment both to rebuild our military and to prepare it for the missions of the future. We must retain the capacity to swiftly defeat any conventional threat to our country and our vital interests. But we must also become better prepared to put boots on the ground in order to take on foes that fight asymmetrical and highly adaptive campaigns on a global scale.
We should expand our ground forces by adding 65,000 soldiers to the army and 27,000 marines. Bolstering these forces is about more than meeting quotas. We must recruit the very best and invest in their capacity to succeed. That means providing our servicemen and servicewomen with first-rate equipment, armor, incentives, and training -- including in foreign languages and other critical skills. Each major defense program should be reevaluated in light of current needs, gaps in the field, and likely future threat scenarios. Our military will have to rebuild some capabilities and transform others. At the same time, we need to commit sufficient funding to enable the National Guard to regain a state of readiness."
" To succeed, our homeland security and counterterrorism actions must be linked to an intelligence community that deals effectively with the threats we face. Today, we rely largely on the same institutions and practices that were in place before 9/11. We need to revisit intelligence reform, going beyond rearranging boxes on an organizational chart. To keep pace with highly adaptable enemies, we need technologies and practices that enable us to efficiently collect and share information within and across our intelligence agencies. We must invest still more in human intelligence and deploy additional trained operatives and diplomats with specialized knowledge of local cultures and languages. And we should institutionalize the practice of developing competitive assessments of critical threats and strengthen our methodologies of analysis."
Læs resten her
Check endvidere mit indlæg om Rudolf Giulianis udenrigspolitiske aspirationer her
"...we must launch a comprehensive regional and international diplomatic initiative to help broker an end to the civil war in Iraq, prevent its spread, and limit the suffering of the Iraqi people. To gain credibility in this effort, we must make clear that we seek no permanent bases in Iraq. We should leave behind only a minimal over-the-horizon military force in the region to protect American personnel and facilities, continue training Iraqi security forces, and root out al Qaeda.
The morass in Iraq has made it immeasurably harder to confront and work through the many other problems in the region -- and it has made many of those problems considerably more dangerous. Changing the dynamic in Iraq will allow us to focus our attention and influence on resolving the festering conflict between the Israelis and the Palestinians -- a task that the Bush administration neglected for years."
"To renew American leadership in the world, we must forge a more effective global response to the terrorism that came to our shores on an unprecedented scale on 9/11. From Bali to London, Baghdad to Algiers, Mumbai to Mombasa to Madrid, terrorists who reject modernity, oppose America, and distort Islam have killed and mutilated tens of thousands of people just this decade. Because this enemy operates globally, it must be confronted globally.
We must refocus our efforts on Afghanistan and Pakistan -- the central front in our war against al Qaeda -- so that we are confronting terrorists where their roots run deepest. Success in Afghanistan is still possible, but only if we act quickly, judiciously, and decisively. We should pursue an integrated strategy that reinforces our troops in Afghanistan and works to remove the limitations placed by some NATO allies on their forces. Our strategy must also include sustained diplomacy to isolate the Taliban and more effective development programs that target aid to areas where the Taliban are making inroads."
"There must be no safe haven for those who plot to kill Americans. To defeat al Qaeda, I will build a twenty-first-century military and twenty-first-century partnerships as strong as the anticommunist alliance that won the Cold War to stay on the offense everywhere from Djibouti to Kandahar."
"To renew American leadership in the world, we must immediately begin working to revitalize our military. A strong military is, more than anything, necessary to sustain peace. Unfortunately, the U.S. Army and the Marine Corps, according to our military leaders, are facing a crisis. The Pentagon cannot certify a single army unit within the United States as fully ready to respond in the event of a new crisis or emergency beyond Iraq; 88 percent of the National Guard is not ready to deploy overseas.
We must use this moment both to rebuild our military and to prepare it for the missions of the future. We must retain the capacity to swiftly defeat any conventional threat to our country and our vital interests. But we must also become better prepared to put boots on the ground in order to take on foes that fight asymmetrical and highly adaptive campaigns on a global scale.
We should expand our ground forces by adding 65,000 soldiers to the army and 27,000 marines. Bolstering these forces is about more than meeting quotas. We must recruit the very best and invest in their capacity to succeed. That means providing our servicemen and servicewomen with first-rate equipment, armor, incentives, and training -- including in foreign languages and other critical skills. Each major defense program should be reevaluated in light of current needs, gaps in the field, and likely future threat scenarios. Our military will have to rebuild some capabilities and transform others. At the same time, we need to commit sufficient funding to enable the National Guard to regain a state of readiness."
" To succeed, our homeland security and counterterrorism actions must be linked to an intelligence community that deals effectively with the threats we face. Today, we rely largely on the same institutions and practices that were in place before 9/11. We need to revisit intelligence reform, going beyond rearranging boxes on an organizational chart. To keep pace with highly adaptable enemies, we need technologies and practices that enable us to efficiently collect and share information within and across our intelligence agencies. We must invest still more in human intelligence and deploy additional trained operatives and diplomats with specialized knowledge of local cultures and languages. And we should institutionalize the practice of developing competitive assessments of critical threats and strengthen our methodologies of analysis."
Læs resten her
Check endvidere mit indlæg om Rudolf Giulianis udenrigspolitiske aspirationer her
tirsdag den 8. januar 2008
Dansk Folkeparti spilder skattekronerne på latterlig statistik
Da Dansk Folkeparti fandt ud at Danmarks Statistik var nået frem til, at indfødte danskere laver mere kriminalitet end indvandrere og deres efterkommere fra vestlige lande, blev de meget forundrede, og fik derfor den geniale idé, at det så måtte undersøges om årsagen kunne være at tredjegenerationsindvandrere (altså efterkommere af efterkommere af invandrere fra ikke-vestlige lande) fyldte op i statistikken, hvilket man fik afsat en million kroner til på finansloven.
Nu er resultatet så kommet, og det fortæller så godt som intet, for antallet af efterkommere til efterkommere af invandrere fra ikke-vestlige lande, der er gamle nok til at være strafbare er blot 137, hvoraf 8 har begået noget kriminelt, og gruppen er altså derfor ikke i nærheden af at være stor nok til at kunne lave nogensomhelst form for seriøs statistik over.
Tillykke med det Dansk Folkeparti, den million blev brugt fornuftigt.
Nu er resultatet så kommet, og det fortæller så godt som intet, for antallet af efterkommere til efterkommere af invandrere fra ikke-vestlige lande, der er gamle nok til at være strafbare er blot 137, hvoraf 8 har begået noget kriminelt, og gruppen er altså derfor ikke i nærheden af at være stor nok til at kunne lave nogensomhelst form for seriøs statistik over.
Tillykke med det Dansk Folkeparti, den million blev brugt fornuftigt.
Virkeligheden er en kollektiv hallucination
A central rule of large-scale organization goes like this: the greater the spryness of a massive enterprise, the more internal communication it takes to support the teamwork of the parts. For example, in all but the simplest plants and animals only 5% of DNA is dedicated to DNA's "real job," manufacturing proteins. The remaining 95% is preoccupied with organization and administration, supervising the maintenance of bodily procedures, or even merely interpreting the corporate rule book "printed" in a string of genes.
In an effective learning machine, the connections between internal elements far outnumber windows to the outside world. Take the cerebral cortex, roughly 80% of whose nerves connect with each other, not with sensory input from the eyes or ears. No wonder in human society individuals spend most of their time communicating with each other, not exploring beasts and plants which could make an untraditional dish. This cabling for "bureaucratic maintenance" has a far greater impact on what we "see" and "hear" than most psychological researchers suspect. For it puts us in the hands of a conformity enforcer whose power and subtlety are almost beyond belief.
In our previous episode we mentioned that the brain's emotional center — the limbic system — decides which swatches of experience to "notice" and store in memory. Memory is the core of what we call reality. Think about it for a second. What do you actually hear and see right now? This article. The walls and furnishings of the room in which you sit. Perhaps some music or some background noise. Yet you know sure as you were born that there's a broader world outside those walls. You are certain that your home, if you are away from it, is still there. You can sense each room, remember where most of your things are placed. You know the building where you work — its colors, layout, and the feel of it. Then there are the companions who enrich your life — family, the folks at the office, neighbors, friends, and even people you are fond of whom you haven't talked to in a year or more — few of whom, if any, are in the room with you. You also know we sit on a planet called the earth, circling an incandescent ball of sun, buried in one of many galaxies. At this instant, reading by yourself, where do these realities reside? Inside your mind. Memory in a very real sense is reality. What the limbic system decides to "see" and store away becomes an interior universe pretending to stretch so far outside that it can brush the edges of infinity.
We are accustomed to use our eyes only with the memory of what other people before us have thought about the object we are looking at. Guy de Maupassant
The limbic system is more than an emotive sifter of the relevant from the inconsequent. It is an intense monitor of others, using its social fixations to retool your perceptions and your memories. In short, the limbic system makes each of us a plug-in of the crowd.
Elizabeth Loftus, one of the world's premier memory researchers, is among the few who know how powerfully the group shapes what we think we know. In the late 1970s, Loftus performed a series of key experiments. In a typical example, she showed college students a moving picture of a traffic accident, then asked after the film, "How fast was the white sports car going when it passed the barn while traveling along the country road." Several days later when witnesses to the film were quizzed about what they'd seen, 17% were sure they'd spied a barn, though there weren't any buildings in the film at all. In a related experiment subjects were shown a collision between a bicycle and an auto driven by a brunette, then afterwards heard questions about the "blond" at the steering wheel. Not only did they remember the non-existent blond vividly, but when they were shown the sequence a second time, they had a hard time believing that it was the same incident they now recalled so graphically. One subject said, "It's really strange because I still have the blond girl's face in my mind and it doesn't correspond to her [pointing to the woman on the videotape]...It was really weird." In visual memory, Loftus concluded that hints leaked to us by fellow humans are more important than the scene whose details actually reach our eyes.
Though it got little public attention until the debates about "recovered" memories of sexual abuse in the early and mid 1990s, this avenue of research had begun at least two generations ago. It was 1956 when Solomon Asch published a classic series of experiments in which he and his colleagues showed cards with lines of different lengths to clusters of their students. Two lines were exactly the same size and two were clearly not — the mavericks stuck out like basketball players at a convention for the vertically handicapped. During a typical experimental run, the researchers asked nine volunteers to claim that two badly mismatched lines were actually the same, and that the actual twin was a total misfit. Now came the nefarious part. The researchers ushered a naive student into the room with the collaborators and gave him the impression that the crowd already there knew just as little as he did about what was going on. Then a white-coated psychologist passed the cards around. One by one he asked the pre-drilled shills to announce out loud which lines were alike. Each dutifully declared that two terribly unlike lines were perfect twins. By the time the scientist prodded the unsuspecting newcomer to pronounce judgement, he usually went along with the bogus acclamation of the crowd. Asch ran the experiment over and over again. When he quizzed his victims of peer pressure, it turned out that many had done far more than simply go along to get along. They had actually shaped their perceptions to agree, not with the reality in front of them, but with the consensus of the multitude.
To polish off the mass delusion, many of those whose perception had NOT been skewed became collaborators in the praise of the emperor's new clothes. Some did it out of self-doubt. They were convinced that the facts their eyes reported were wrong, the herd was right, and that an optical illusion had tricked them into seeing things. Still others realized with total clarity which lines were duplicates, but lacked the nerve to utter an unpopular opinion. Conformity enforcers had rearranged everything from visual processing to open speech, and had revealed a mechanism which can wrap and seal a crowd into a false belief.
Another experiment indicates just how deeply social suggestion can penetrate the neural mesh through which we think we see hard-and-solid facts. Students with normal color vision were shown blue slides. But one stooge in the room declared the slides were green. Only 32% of the students ended up going along with the vocal but misguided proponent of green vision. Later, however, the subjects were taken aside, shown blue-green slides and asked to rate them for blueness or greenness. Even the students who had refused to see green where there was none in the original experiment showed that the insistent greenies in the room had colored their perceptions. They rated the new slides more green than they would have otherwise. More to the point, when asked to describe the color of the afterimage they saw, the subjects often reported it was red-purple — the hue of an afterimage left by the color green. The words of one determined speaker had penetrated the most intimate sanctums of the eye and brain.
But this is just the iceberg's tip. Social experience literally shapes cerebral morphology. It guides the wiring of the brain through the most intensely formative years of human life, determining, among other things, which of the thinking organ's sections will be enlarged, and which will shrink.
An infant's brain is sculpted by the culture into which the child is born. Six-month olds can distinguish or produce every sound in virtually every human language. But within a mere four months, nearly two thirds of this capacity has been sliced away. The slashing of ability is accompanied by ruthless alterations in cerebral tissue. Brain cells are measured against the requirements of the physical and interpersonal environment. The 50% of neurons found useful thrive. The 50% which remain unexercised are literally forced to die. Thus the floor plan underlying the mind is crafted on-site to fit an existing framework of community.
When barely out of the womb, babies are already riveted on a major source of social cues. Newborns to four-month-olds would rather look at faces than at almost anything else. Rensselaer Polytechnic's Linnda Caporael points out what she calls "micro-coordination", in which a baby imitates its mother's facial expression, and the mother, in turn, imitates the baby's. Since psychologist Paul Ekman, as we'll see later in more detail, has demonstrated that the faces we make recast our moods, the baby is learning how to yoke its emotions to those of a social team. Emotions, as we've already seen, craft our vision of reality. There are other signs that babies synchronize their feelings to those of others around them at an astonishingly early age. Empathy — one of those things which bind us together intimately — comes to us early. Children less than a year old who see another child hurt show all the signs of undergoing the same pain.
After all, what is reality anyway? Nothin' but a collective hunch. Lily Tomlin
Cramming themselves further into a common perceptual mold, animal and human infants entrain themselves to see what others see. A four-month old human will swivel to look at an object his parent is staring at. A baby chimp will do the same. By their first birthday, infants have extended their input-gathering to their peers. When they notice that another child's eyes have fixated on an object, they swivel around to focus on that thing themselves. If they don't see what's so interesting, they look back to check the direction of the other child's gaze and make sure they've got it right. When one of the babies points to an item that has caught her fancy, other children look to see just what it is.
One year olds show other ways in which they soak up social pressure. Put a cup and something unfamiliar in front of them and their natural tendency will be to check out the novel object. But repeat the word "cup" and the infant will dutifully rivet its gaze on the drinking vessel. Children go along with the herd even in their tastes in food. when researchers put two-to-five-year olds at a table for several days with other kids who loved the edibles they loathed, the children with the dislike did a 180 degree turn and became zestful eaters of the item they'd formerly disdained. The preference was still going strong weeks after the peer pressure had stopped.
At six, children are obsessed with being accepted by the group and become incredibly sensitive to violations of group norms. They've been gripped by yet another conformity enforcer which structures their perceptions to coincide with those around them.
Even rhythm draws humans together in the subtlest of ways. William Condon of Pennsylvania's Western State Psychiatric Institute analyzed films of adult conversations and noticed a peculiar process at work. Unconsciously, the conversationalists began to coordinate their finger movements, eye blinks and nods. Electroencephalography showed something even more astonishing — their brain waves were moving together. Newborn babies already show this synchrony — in fact, an American infant still fresh from the womb will just as happily match its body movements to the speech of someone speaking Chinese as to someone speaking English. As time proceeds, these unnoticed synchronies draw larger and larger groups together. A student working under the direction of anthropologist Edward T. Hall hid in an abandoned car and filmed children romping in a school playground at lunch hour. Screaming, laughing, running and jumping, each seemed superficially to be doing his or her own thing. But careful analysis revealed that the group was moving to a unified rhythm. One little girl, far more active than the rest, covered the entire schoolyard in her play. Hall and his student realized that without knowing it, she was "the director" and "the orchestrator." Eventually, the researchers found a tune that fit the silent cadence. When they played it and rolled the film, it looked exactly as if each kid were dancing to the melody. But there had been no music playing in the schoolyard. Said Hall, "Without knowing it, they were all moving to a beat they generated themselves." William Condon was led to conclude that it doesn't make sense to view humans as "isolated entities." And Edward Hall took this inference a step further: "an unconscious undercurrent of synchronized movement tied the group together" into what he called a "shared organizational form."
No wonder input from the herd so strongly colors the ways in which we see our world. Students at MIT were given a bio of a guest lecturer. One group's background sheet described the speaker as cold, the other group's handout praised him for his warmth. Both groups sat together as they watched the lecturer give his presentation. But those who'd read the bio saying he was cold treated him as distant and aloof. Those who'd been tipped off that he was warm, rated him as friendly and approachable. In judging a fellow human being, students replaced external fact with input they'd been given socially.
The cues rerouting herd perception come in many forms. Sociologists Janet Lynne Enke and Donna Eder discovered that in gossip, one person opens with a negative comment on someone outside the group. How the rest of the gang goes on the issue depends entirely on the second opinion expressed. If the second prattler agrees that the outsider is disgusting, virtually everyone will chime in with a sound-alike opinion. If, on the other hand, the second commentator objects that the outsider has positive qualities, the group is far less likely to descend like a flock of harpies tearing the stranger's reputation limb from limb.
Crowds of silent voices whisper in our ears, transforming the nature of what we see and hear. The strangest come from choruses of the dead — cultural predecessors whose legacy has a dramatic effect on our vision of reality. Take the impact of gender stereotypes — notions developed over hundreds of generations, contributed to, embellished and passed on by literally billions of people during the long human march through time. In one study, parents were asked to give their impression of their brand new babies. Infant boys and girls are completely indistinguishable aside from the buds of reproductive equipment between their legs. Their size, texture, and the way in which newborns of opposite sex act are the same. Yet parents consistently described girls as softer, smaller and less attentive than boys. The crowds within us resculpt our gender verdicts over and over again. Two groups of experimental subjects were asked to grade the same paper. One was told the author was John McKay. The other was told the paper's writer was Joan McKay. Even female students evaluating the paper gave it higher marks if they thought was from a male.
The ultimate repository of herd influence is language — a device that not only condenses the influence of those with whom we share a common vocabulary, but sums up the perceptual approach of swarms who have passed on. Every word we use carries within it the experience of generation after generation of men, families, tribes, and nations, including their insights, value judgements, ignorance, and spiritual beliefs.
Experiments show that people from all cultures can see subtle differences between colors placed next to each other. But only those societies equipped with names for numerous shades can spot the difference when the two swatches of color are apart. At the turn of the century, The Chukchee had very few terms for visual hues. If you asked them to sort colored yarns, they did a poor job of it. But they had over 24 terms for patterns of reindeer hide, and could classify reindeer far better than the average European scientist, whose vocabulary didn't supply him with appropriate tools.
Physiologist/ornithologist Jared Diamond, in New Guinea, saw to his dismay that despite all his university studies of nature, the natives were far better at distinguishing bird species than he was. Diamond had a set of scientific criteria taught in the zoology classes back home. The natives possessed something better: names for each animal variety, and a set of associations describing characteristics Diamond had never been taught to differentiate — everything from a bird's peculiarities of deportment to its taste when grilled over a flame. Diamond had binoculars and state-of-the-art taxonomy. But the New Guineans laughed at his incompetence. They were equipped with a vocabulary each word of which compacted the experience of armies of bird-hunting ancestors.
Rensselaer Polytechnic Institute's Linnda Caporael points out that even when we see someone perform an action in an unusual way, we rapidly forget the unaccustomed subtleties and reshape our recalled vision so that it corresponds to the patterns dictated by language-borne conventionality. A perfect example comes from 19th century America, where sibling rivalry was present in fact, but according to theory didn't exist. The experts were blind to its presence, as shown by its utter absence from family manuals. In the expert and popular view, all that existed between brothers and sisters was love. But letters from middle class girls exposed unacknowledged cattiness and jealousy.
Sibling rivalry didn't begin to creep from the darkness of perceptual invisibility until 1893, when future Columbia University professor of political and social ethics Felix Adler hinted at the nameless notion in his manual for the Moral Instruction of Children. During the 1920s, the concept of jealousy between boys and girls finally shouldered its way robustly into the repertoire of conscious concepts, appearing in two widely quoted government publications and becoming the focus of a 1926 Child Study Association of America crusade. It was only at this point that experts finally coined the term "sibling rivalry." The formerly non-existent demon was blamed for adult misery, failing marriages, crime, homosexuality, and God knows what all else. By the 1940s, nearly every child-raising guide had extensive sections on this ex-nonentity. Parents writing to major magazines spotted the previously unseeable emotion almost everywhere.
The stored experience language carries can tweak the difference between life and death. It's been reported that one unnamed tribe used to lose starving mothers, fathers and children by the droves each time famine struck, despite the fact that a river flowed near them filled with fish. The problem: they didn't define fish as food. We could easily suffer the same fate if stranded in their wilderness, simply because our culture tells us that a rich source of nutrients is inedible too — insects.
The influence of the mob of those who've gone before and those who stand around us now can be mind-boggling. During the middle ages when universities first arose, a local barber/surgeon was called into the lecture chamber year after year to dissect a corpse for medical students gathered from the width and breadth of Europe. A scholar on a raised platform discoursed about the revelations unfolding before the students' eyes. The learned doctor would invariably describe a network of cranial blood vessels that were nowhere to be found. He'd report a shape for the liver radically different from the form of the organ sliding around on the surgeon's blood-stained hands. He'd verbally portray jaw joints which had no relation to those being displayed on the trestle below him. But he never changed his narrative to fit the actualities. Nor did the students or the surgeon ever stop to correct the book-steeped authority. Why? The scholar was reciting the "facts" as found in volumes over 1,000 years old — the works of the Roman master Galen, founder of "modern" medicine.
Alas, Galen had drawn his conclusions, not from dissecting humans, but from probing the bodies of pigs and monkeys. Pigs and monkeys do have the strange features Galen described. Humans, however, do not. But that didn't stop the medieval professors from seeing what wasn't there. For no more were they ruggedly individualistic observers than are you and I. Their sensory pathways echoed with voices gathered for a millennium, the murmurings of a mob composed of both the living and the dead. The world experts of those days and ours conjured up assemblies of mirage. Like ours, their perceptual faculties were unrecognized extensions of a collective brain.
Fra Howard Bloom's "Reality is a shared hallucination"
Den oprindelig tekst med kildehenvisninger
In an effective learning machine, the connections between internal elements far outnumber windows to the outside world. Take the cerebral cortex, roughly 80% of whose nerves connect with each other, not with sensory input from the eyes or ears. No wonder in human society individuals spend most of their time communicating with each other, not exploring beasts and plants which could make an untraditional dish. This cabling for "bureaucratic maintenance" has a far greater impact on what we "see" and "hear" than most psychological researchers suspect. For it puts us in the hands of a conformity enforcer whose power and subtlety are almost beyond belief.
In our previous episode we mentioned that the brain's emotional center — the limbic system — decides which swatches of experience to "notice" and store in memory. Memory is the core of what we call reality. Think about it for a second. What do you actually hear and see right now? This article. The walls and furnishings of the room in which you sit. Perhaps some music or some background noise. Yet you know sure as you were born that there's a broader world outside those walls. You are certain that your home, if you are away from it, is still there. You can sense each room, remember where most of your things are placed. You know the building where you work — its colors, layout, and the feel of it. Then there are the companions who enrich your life — family, the folks at the office, neighbors, friends, and even people you are fond of whom you haven't talked to in a year or more — few of whom, if any, are in the room with you. You also know we sit on a planet called the earth, circling an incandescent ball of sun, buried in one of many galaxies. At this instant, reading by yourself, where do these realities reside? Inside your mind. Memory in a very real sense is reality. What the limbic system decides to "see" and store away becomes an interior universe pretending to stretch so far outside that it can brush the edges of infinity.
We are accustomed to use our eyes only with the memory of what other people before us have thought about the object we are looking at. Guy de Maupassant
The limbic system is more than an emotive sifter of the relevant from the inconsequent. It is an intense monitor of others, using its social fixations to retool your perceptions and your memories. In short, the limbic system makes each of us a plug-in of the crowd.
Elizabeth Loftus, one of the world's premier memory researchers, is among the few who know how powerfully the group shapes what we think we know. In the late 1970s, Loftus performed a series of key experiments. In a typical example, she showed college students a moving picture of a traffic accident, then asked after the film, "How fast was the white sports car going when it passed the barn while traveling along the country road." Several days later when witnesses to the film were quizzed about what they'd seen, 17% were sure they'd spied a barn, though there weren't any buildings in the film at all. In a related experiment subjects were shown a collision between a bicycle and an auto driven by a brunette, then afterwards heard questions about the "blond" at the steering wheel. Not only did they remember the non-existent blond vividly, but when they were shown the sequence a second time, they had a hard time believing that it was the same incident they now recalled so graphically. One subject said, "It's really strange because I still have the blond girl's face in my mind and it doesn't correspond to her [pointing to the woman on the videotape]...It was really weird." In visual memory, Loftus concluded that hints leaked to us by fellow humans are more important than the scene whose details actually reach our eyes.
Though it got little public attention until the debates about "recovered" memories of sexual abuse in the early and mid 1990s, this avenue of research had begun at least two generations ago. It was 1956 when Solomon Asch published a classic series of experiments in which he and his colleagues showed cards with lines of different lengths to clusters of their students. Two lines were exactly the same size and two were clearly not — the mavericks stuck out like basketball players at a convention for the vertically handicapped. During a typical experimental run, the researchers asked nine volunteers to claim that two badly mismatched lines were actually the same, and that the actual twin was a total misfit. Now came the nefarious part. The researchers ushered a naive student into the room with the collaborators and gave him the impression that the crowd already there knew just as little as he did about what was going on. Then a white-coated psychologist passed the cards around. One by one he asked the pre-drilled shills to announce out loud which lines were alike. Each dutifully declared that two terribly unlike lines were perfect twins. By the time the scientist prodded the unsuspecting newcomer to pronounce judgement, he usually went along with the bogus acclamation of the crowd. Asch ran the experiment over and over again. When he quizzed his victims of peer pressure, it turned out that many had done far more than simply go along to get along. They had actually shaped their perceptions to agree, not with the reality in front of them, but with the consensus of the multitude.
To polish off the mass delusion, many of those whose perception had NOT been skewed became collaborators in the praise of the emperor's new clothes. Some did it out of self-doubt. They were convinced that the facts their eyes reported were wrong, the herd was right, and that an optical illusion had tricked them into seeing things. Still others realized with total clarity which lines were duplicates, but lacked the nerve to utter an unpopular opinion. Conformity enforcers had rearranged everything from visual processing to open speech, and had revealed a mechanism which can wrap and seal a crowd into a false belief.
Another experiment indicates just how deeply social suggestion can penetrate the neural mesh through which we think we see hard-and-solid facts. Students with normal color vision were shown blue slides. But one stooge in the room declared the slides were green. Only 32% of the students ended up going along with the vocal but misguided proponent of green vision. Later, however, the subjects were taken aside, shown blue-green slides and asked to rate them for blueness or greenness. Even the students who had refused to see green where there was none in the original experiment showed that the insistent greenies in the room had colored their perceptions. They rated the new slides more green than they would have otherwise. More to the point, when asked to describe the color of the afterimage they saw, the subjects often reported it was red-purple — the hue of an afterimage left by the color green. The words of one determined speaker had penetrated the most intimate sanctums of the eye and brain.
But this is just the iceberg's tip. Social experience literally shapes cerebral morphology. It guides the wiring of the brain through the most intensely formative years of human life, determining, among other things, which of the thinking organ's sections will be enlarged, and which will shrink.
An infant's brain is sculpted by the culture into which the child is born. Six-month olds can distinguish or produce every sound in virtually every human language. But within a mere four months, nearly two thirds of this capacity has been sliced away. The slashing of ability is accompanied by ruthless alterations in cerebral tissue. Brain cells are measured against the requirements of the physical and interpersonal environment. The 50% of neurons found useful thrive. The 50% which remain unexercised are literally forced to die. Thus the floor plan underlying the mind is crafted on-site to fit an existing framework of community.
When barely out of the womb, babies are already riveted on a major source of social cues. Newborns to four-month-olds would rather look at faces than at almost anything else. Rensselaer Polytechnic's Linnda Caporael points out what she calls "micro-coordination", in which a baby imitates its mother's facial expression, and the mother, in turn, imitates the baby's. Since psychologist Paul Ekman, as we'll see later in more detail, has demonstrated that the faces we make recast our moods, the baby is learning how to yoke its emotions to those of a social team. Emotions, as we've already seen, craft our vision of reality. There are other signs that babies synchronize their feelings to those of others around them at an astonishingly early age. Empathy — one of those things which bind us together intimately — comes to us early. Children less than a year old who see another child hurt show all the signs of undergoing the same pain.
After all, what is reality anyway? Nothin' but a collective hunch. Lily Tomlin
Cramming themselves further into a common perceptual mold, animal and human infants entrain themselves to see what others see. A four-month old human will swivel to look at an object his parent is staring at. A baby chimp will do the same. By their first birthday, infants have extended their input-gathering to their peers. When they notice that another child's eyes have fixated on an object, they swivel around to focus on that thing themselves. If they don't see what's so interesting, they look back to check the direction of the other child's gaze and make sure they've got it right. When one of the babies points to an item that has caught her fancy, other children look to see just what it is.
One year olds show other ways in which they soak up social pressure. Put a cup and something unfamiliar in front of them and their natural tendency will be to check out the novel object. But repeat the word "cup" and the infant will dutifully rivet its gaze on the drinking vessel. Children go along with the herd even in their tastes in food. when researchers put two-to-five-year olds at a table for several days with other kids who loved the edibles they loathed, the children with the dislike did a 180 degree turn and became zestful eaters of the item they'd formerly disdained. The preference was still going strong weeks after the peer pressure had stopped.
At six, children are obsessed with being accepted by the group and become incredibly sensitive to violations of group norms. They've been gripped by yet another conformity enforcer which structures their perceptions to coincide with those around them.
Even rhythm draws humans together in the subtlest of ways. William Condon of Pennsylvania's Western State Psychiatric Institute analyzed films of adult conversations and noticed a peculiar process at work. Unconsciously, the conversationalists began to coordinate their finger movements, eye blinks and nods. Electroencephalography showed something even more astonishing — their brain waves were moving together. Newborn babies already show this synchrony — in fact, an American infant still fresh from the womb will just as happily match its body movements to the speech of someone speaking Chinese as to someone speaking English. As time proceeds, these unnoticed synchronies draw larger and larger groups together. A student working under the direction of anthropologist Edward T. Hall hid in an abandoned car and filmed children romping in a school playground at lunch hour. Screaming, laughing, running and jumping, each seemed superficially to be doing his or her own thing. But careful analysis revealed that the group was moving to a unified rhythm. One little girl, far more active than the rest, covered the entire schoolyard in her play. Hall and his student realized that without knowing it, she was "the director" and "the orchestrator." Eventually, the researchers found a tune that fit the silent cadence. When they played it and rolled the film, it looked exactly as if each kid were dancing to the melody. But there had been no music playing in the schoolyard. Said Hall, "Without knowing it, they were all moving to a beat they generated themselves." William Condon was led to conclude that it doesn't make sense to view humans as "isolated entities." And Edward Hall took this inference a step further: "an unconscious undercurrent of synchronized movement tied the group together" into what he called a "shared organizational form."
No wonder input from the herd so strongly colors the ways in which we see our world. Students at MIT were given a bio of a guest lecturer. One group's background sheet described the speaker as cold, the other group's handout praised him for his warmth. Both groups sat together as they watched the lecturer give his presentation. But those who'd read the bio saying he was cold treated him as distant and aloof. Those who'd been tipped off that he was warm, rated him as friendly and approachable. In judging a fellow human being, students replaced external fact with input they'd been given socially.
The cues rerouting herd perception come in many forms. Sociologists Janet Lynne Enke and Donna Eder discovered that in gossip, one person opens with a negative comment on someone outside the group. How the rest of the gang goes on the issue depends entirely on the second opinion expressed. If the second prattler agrees that the outsider is disgusting, virtually everyone will chime in with a sound-alike opinion. If, on the other hand, the second commentator objects that the outsider has positive qualities, the group is far less likely to descend like a flock of harpies tearing the stranger's reputation limb from limb.
Crowds of silent voices whisper in our ears, transforming the nature of what we see and hear. The strangest come from choruses of the dead — cultural predecessors whose legacy has a dramatic effect on our vision of reality. Take the impact of gender stereotypes — notions developed over hundreds of generations, contributed to, embellished and passed on by literally billions of people during the long human march through time. In one study, parents were asked to give their impression of their brand new babies. Infant boys and girls are completely indistinguishable aside from the buds of reproductive equipment between their legs. Their size, texture, and the way in which newborns of opposite sex act are the same. Yet parents consistently described girls as softer, smaller and less attentive than boys. The crowds within us resculpt our gender verdicts over and over again. Two groups of experimental subjects were asked to grade the same paper. One was told the author was John McKay. The other was told the paper's writer was Joan McKay. Even female students evaluating the paper gave it higher marks if they thought was from a male.
The ultimate repository of herd influence is language — a device that not only condenses the influence of those with whom we share a common vocabulary, but sums up the perceptual approach of swarms who have passed on. Every word we use carries within it the experience of generation after generation of men, families, tribes, and nations, including their insights, value judgements, ignorance, and spiritual beliefs.
Experiments show that people from all cultures can see subtle differences between colors placed next to each other. But only those societies equipped with names for numerous shades can spot the difference when the two swatches of color are apart. At the turn of the century, The Chukchee had very few terms for visual hues. If you asked them to sort colored yarns, they did a poor job of it. But they had over 24 terms for patterns of reindeer hide, and could classify reindeer far better than the average European scientist, whose vocabulary didn't supply him with appropriate tools.
Physiologist/ornithologist Jared Diamond, in New Guinea, saw to his dismay that despite all his university studies of nature, the natives were far better at distinguishing bird species than he was. Diamond had a set of scientific criteria taught in the zoology classes back home. The natives possessed something better: names for each animal variety, and a set of associations describing characteristics Diamond had never been taught to differentiate — everything from a bird's peculiarities of deportment to its taste when grilled over a flame. Diamond had binoculars and state-of-the-art taxonomy. But the New Guineans laughed at his incompetence. They were equipped with a vocabulary each word of which compacted the experience of armies of bird-hunting ancestors.
Rensselaer Polytechnic Institute's Linnda Caporael points out that even when we see someone perform an action in an unusual way, we rapidly forget the unaccustomed subtleties and reshape our recalled vision so that it corresponds to the patterns dictated by language-borne conventionality. A perfect example comes from 19th century America, where sibling rivalry was present in fact, but according to theory didn't exist. The experts were blind to its presence, as shown by its utter absence from family manuals. In the expert and popular view, all that existed between brothers and sisters was love. But letters from middle class girls exposed unacknowledged cattiness and jealousy.
Sibling rivalry didn't begin to creep from the darkness of perceptual invisibility until 1893, when future Columbia University professor of political and social ethics Felix Adler hinted at the nameless notion in his manual for the Moral Instruction of Children. During the 1920s, the concept of jealousy between boys and girls finally shouldered its way robustly into the repertoire of conscious concepts, appearing in two widely quoted government publications and becoming the focus of a 1926 Child Study Association of America crusade. It was only at this point that experts finally coined the term "sibling rivalry." The formerly non-existent demon was blamed for adult misery, failing marriages, crime, homosexuality, and God knows what all else. By the 1940s, nearly every child-raising guide had extensive sections on this ex-nonentity. Parents writing to major magazines spotted the previously unseeable emotion almost everywhere.
The stored experience language carries can tweak the difference between life and death. It's been reported that one unnamed tribe used to lose starving mothers, fathers and children by the droves each time famine struck, despite the fact that a river flowed near them filled with fish. The problem: they didn't define fish as food. We could easily suffer the same fate if stranded in their wilderness, simply because our culture tells us that a rich source of nutrients is inedible too — insects.
The influence of the mob of those who've gone before and those who stand around us now can be mind-boggling. During the middle ages when universities first arose, a local barber/surgeon was called into the lecture chamber year after year to dissect a corpse for medical students gathered from the width and breadth of Europe. A scholar on a raised platform discoursed about the revelations unfolding before the students' eyes. The learned doctor would invariably describe a network of cranial blood vessels that were nowhere to be found. He'd report a shape for the liver radically different from the form of the organ sliding around on the surgeon's blood-stained hands. He'd verbally portray jaw joints which had no relation to those being displayed on the trestle below him. But he never changed his narrative to fit the actualities. Nor did the students or the surgeon ever stop to correct the book-steeped authority. Why? The scholar was reciting the "facts" as found in volumes over 1,000 years old — the works of the Roman master Galen, founder of "modern" medicine.
Alas, Galen had drawn his conclusions, not from dissecting humans, but from probing the bodies of pigs and monkeys. Pigs and monkeys do have the strange features Galen described. Humans, however, do not. But that didn't stop the medieval professors from seeing what wasn't there. For no more were they ruggedly individualistic observers than are you and I. Their sensory pathways echoed with voices gathered for a millennium, the murmurings of a mob composed of both the living and the dead. The world experts of those days and ours conjured up assemblies of mirage. Like ours, their perceptual faculties were unrecognized extensions of a collective brain.
Fra Howard Bloom's "Reality is a shared hallucination"
Den oprindelig tekst med kildehenvisninger
Statsministerens virkelighedsforvrængende sprogbrug
Statsministerens manipulerende retorik under nytårstalen fortjener et nærmere eftersyn, og en ting jeg specielt bed mærke i, var hans henvisning til den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik som havende en udbredelse af frihed som egentlig bagvedliggende rationale. Men hvilken frihed er det mere præcist der er tale om og for hvem? Den postulerede frihedsorienterede udenrigspolitik er nemlig interessant nok sammenfaldende med en lang række tiltag indenrigspolitik, som i stik modsætning til dette, har haft en meget omfattende indskrænkning af den personlige frihed, hvis ikke til formål og så i hvert fald som konsekvens.
Først og fremmest bør man selvfølgelig nævne anti-terrorlovgivningen som giver mulighed for meget vidtgående misbrug med ganske voldsomme konsekvenser. For eksempel kan det nævnes at antiterrorlovgivningen muliggjorde at Dagbladet Arbejderen fik beslaglagt deres it-udstyr af PET fordi man på avisens sider havde dokumenteret foreningen Oprørs appel til at støtte PFLP og FARC , hvilket alt sammen interessant nok foregik efter at statsministeren under karikaturkrisen havde givet udtryk for, at ytringsfriheden var en samfundsbærende søjle, hvorfor medierne selvfølgelig skulle have lov til at virke frit. Dette gjaldt åbenbart ikke Arbejderen.
Dernæst skal det nævnes at logningsbekendtgørelsen ligeledes betyder ganske omfattende kontrol og indskrænkning af individets frihed, idet man ikke længere kan have en privat telefonsamtale eller email-korrespondence i fred, da alle telefonsamtaler, sms’er og emails i dag beslaglægges i et år, bare sådan for en sikkerheds skyld.
Sidst men ikke mindst er det under Fogh-regeringerne lykkedes for statsministeren og hans følgesvende, at etablere en de facto politistat i staten, med præventive anholdelser, vilkårlige registreringer, visitationszoner samt chikane af såvel indbyggere som besøgende, på det der engang var fristaden Christiania, men i dag mere end noget andet, forekommer den besøgende at være blevet forvandlet til en eksercitsplads for styrker af intimiderende, og kampuniformerede ti-mands patruljer.
Denne knusende jernhandske er egentlig ideologisk funderet, men dette tilsløres ved, at man får det til at fremstå som om, at krænkelserne af christianitterne og deres besøgende, er foranlediget af et ønske om at ville bekæmpe indtagelse af cannabis, hvilket udfra indsatsen at dømme, vel nærmest af regeringen betragtes som værende farligt for den herskende orden på linje med terrorisme.
Hvad der nok snarere er den egentlige motivation for denne tingenes tilstand er, at man fra de borgerlige regeringspartiers side ikke tåler den ideologiske torn i øjet, som dette, for en stor dels vedkommende, ganske vellykkede kollektivistiske eksperiment repræsenterer. Det er da heller ikke svært at komme i tvivl om, hvorvidt den lovgivning regeringen gemmer sig bag, er i befolkningens eller magthavernes favør, når den af disse benyttes til at drive en uhyggelig og ganske omfattende undertrykkelse af lokalbefolkningen og deres gæster på Christiania. Noget der derfor også bør nævnes i sammenhæng med dette er, at det lovgivningsmæssige grundlag i hvilket hele denne unødvendige indsats finder sin legitimitet, er yderst tvivlsomt, idet ulovliggørelsen af cannabis ikke kom istand på baggrund af fornuftbåren argumentation eller på baggrund af nogen egentlig problemstilling, men blot i 1929 vedtoges som led i en ratifikation af en Opiumskonvention, selvom man ovenikøbet i lovgivningsmaterialet tilkendegiver at:
"uanset at indisk Hamp og Præparater, der udvindes af denne, ikke spiller nogen Rolle her i Landet, har man dog i overstemmelse med Opiumskonventionens Artikel 4 og 11 medtaget denne Substans i paragraffen."
AKTIVISTISK UDENRIGSPOLITIK
I det hele taget er det også interessant at man kalder det aktivistisk udenrigspolitisk, i hvad der vel er et forsøg på at udglatte det forhold, at deltagelsen i irak-krigen var en deltagelse i en uprovokeret angrebskrig, om hvilket Nürnberg tribunalet ganske utvetydigt konkluderede: “To initiate a war of aggression... is not only an international crime, it is the supreme international crime.”
Andre på den militaristiske højrefløj har været mere letgennemskuelige mht. deres motiver for deltagelse i massemord. Søren Krarup melder for eksempel klart ud, idet han tydeligt tilkendegiver at formålet med Irak-krigen var at statuere et eksempel overfor det han betragter som den fjendtligt indstillede og ekspansionistiske islamiske religion, og så kunne man jo ligeså godt angribe Irak som et hvilket som helst andet land, og det var derfor ikke af videre betydning, at landet ikke havde taget del i angrebene den ellevte september.
Spørgsmålet består. Hvilken frihed er det der tales om, for såvidt jeg kan se er de eneste der har fået en større grad af frihed som konsekvens af den såkaldt aktivistiske udenrigspolitik, de store firmaer der landede kontrakter med Bush-administrationen og scorede kassen på dette, uden samtidig at være nødsaget til at bekymre sig om indgribende tiltag og reguleringer i den liberaliserede irakiske økonomi under den amerikanske okkupation, hvilket selvfølgelig alt sammen skete for næsen af irakerne, som i stort omfang blev snydt for selv at tjene på genopbygningen af deres sønderbombede land.
Først og fremmest bør man selvfølgelig nævne anti-terrorlovgivningen som giver mulighed for meget vidtgående misbrug med ganske voldsomme konsekvenser. For eksempel kan det nævnes at antiterrorlovgivningen muliggjorde at Dagbladet Arbejderen fik beslaglagt deres it-udstyr af PET fordi man på avisens sider havde dokumenteret foreningen Oprørs appel til at støtte PFLP og FARC , hvilket alt sammen interessant nok foregik efter at statsministeren under karikaturkrisen havde givet udtryk for, at ytringsfriheden var en samfundsbærende søjle, hvorfor medierne selvfølgelig skulle have lov til at virke frit. Dette gjaldt åbenbart ikke Arbejderen.
Dernæst skal det nævnes at logningsbekendtgørelsen ligeledes betyder ganske omfattende kontrol og indskrænkning af individets frihed, idet man ikke længere kan have en privat telefonsamtale eller email-korrespondence i fred, da alle telefonsamtaler, sms’er og emails i dag beslaglægges i et år, bare sådan for en sikkerheds skyld.
Sidst men ikke mindst er det under Fogh-regeringerne lykkedes for statsministeren og hans følgesvende, at etablere en de facto politistat i staten, med præventive anholdelser, vilkårlige registreringer, visitationszoner samt chikane af såvel indbyggere som besøgende, på det der engang var fristaden Christiania, men i dag mere end noget andet, forekommer den besøgende at være blevet forvandlet til en eksercitsplads for styrker af intimiderende, og kampuniformerede ti-mands patruljer.
Denne knusende jernhandske er egentlig ideologisk funderet, men dette tilsløres ved, at man får det til at fremstå som om, at krænkelserne af christianitterne og deres besøgende, er foranlediget af et ønske om at ville bekæmpe indtagelse af cannabis, hvilket udfra indsatsen at dømme, vel nærmest af regeringen betragtes som værende farligt for den herskende orden på linje med terrorisme.
Hvad der nok snarere er den egentlige motivation for denne tingenes tilstand er, at man fra de borgerlige regeringspartiers side ikke tåler den ideologiske torn i øjet, som dette, for en stor dels vedkommende, ganske vellykkede kollektivistiske eksperiment repræsenterer. Det er da heller ikke svært at komme i tvivl om, hvorvidt den lovgivning regeringen gemmer sig bag, er i befolkningens eller magthavernes favør, når den af disse benyttes til at drive en uhyggelig og ganske omfattende undertrykkelse af lokalbefolkningen og deres gæster på Christiania. Noget der derfor også bør nævnes i sammenhæng med dette er, at det lovgivningsmæssige grundlag i hvilket hele denne unødvendige indsats finder sin legitimitet, er yderst tvivlsomt, idet ulovliggørelsen af cannabis ikke kom istand på baggrund af fornuftbåren argumentation eller på baggrund af nogen egentlig problemstilling, men blot i 1929 vedtoges som led i en ratifikation af en Opiumskonvention, selvom man ovenikøbet i lovgivningsmaterialet tilkendegiver at:
"uanset at indisk Hamp og Præparater, der udvindes af denne, ikke spiller nogen Rolle her i Landet, har man dog i overstemmelse med Opiumskonventionens Artikel 4 og 11 medtaget denne Substans i paragraffen."
AKTIVISTISK UDENRIGSPOLITIK
I det hele taget er det også interessant at man kalder det aktivistisk udenrigspolitisk, i hvad der vel er et forsøg på at udglatte det forhold, at deltagelsen i irak-krigen var en deltagelse i en uprovokeret angrebskrig, om hvilket Nürnberg tribunalet ganske utvetydigt konkluderede: “To initiate a war of aggression... is not only an international crime, it is the supreme international crime.”
Andre på den militaristiske højrefløj har været mere letgennemskuelige mht. deres motiver for deltagelse i massemord. Søren Krarup melder for eksempel klart ud, idet han tydeligt tilkendegiver at formålet med Irak-krigen var at statuere et eksempel overfor det han betragter som den fjendtligt indstillede og ekspansionistiske islamiske religion, og så kunne man jo ligeså godt angribe Irak som et hvilket som helst andet land, og det var derfor ikke af videre betydning, at landet ikke havde taget del i angrebene den ellevte september.
Spørgsmålet består. Hvilken frihed er det der tales om, for såvidt jeg kan se er de eneste der har fået en større grad af frihed som konsekvens af den såkaldt aktivistiske udenrigspolitik, de store firmaer der landede kontrakter med Bush-administrationen og scorede kassen på dette, uden samtidig at være nødsaget til at bekymre sig om indgribende tiltag og reguleringer i den liberaliserede irakiske økonomi under den amerikanske okkupation, hvilket selvfølgelig alt sammen skete for næsen af irakerne, som i stort omfang blev snydt for selv at tjene på genopbygningen af deres sønderbombede land.
Schrödingers kosmiske Kat
Erwin Schröedinger er på mange måder et interessant bekendtskab. Han modtog nobelprisen i fysik i 1933 for hans arbejde med bølgemekanikken som fik stor betydning for kvantemekanikken, men han er måske mest kendt som manden der lagde navn til et tankeeksperiment indenfor denne del af fysikke kaldet Schrödingers Cat. Han var endvidere en af grundlæggerne af molekylærbiologien, men orindeligt uddannet i botanik og kemi.
Men hvad der derudover er særdeles interessant ved Erwin Schrödinger, var hans stærke optagethed af mystik generelt, og af den non-dualistiske indiske advaita vedanta tradition i særdeleshed. Han fandt tilsyneladende ikke, at denne gamle mystiske tradition stod i et uforsonligt modsætningsforhold til den videnskab han bidrog ganske betydeligt til. Han mente nok snarere at mystikken og videnskaben stod i et komplementaritetsforhold, hvilket forårsagede at han var en smule ydmyg med hensyn til logikkens potentiale for fuldt ud at kunne forstå altings værensgrundlag. I det følgende er det i hvert fald lettere at spore mystikeren end videnskabsmanden.
The Mystical Vision
For philosophy the real difficulty lies in the spatial and temporal multiplicity of observing and thinking individuals. If all events took place in one consciousness, the whole situation would be extremely simple. There would be something given, a simple datum, and this, however otherwise constituted, could scarcely present us with a difficulty of such magnitude as the one we do, in fact, have on our hands.
I do not think that this difficulty can be logically resolved, by consistent thought, within our intellects. But it is quite easy to express the solution in words: the plurality we perceive is only an appearance; it is not real. Vedantic philosophy, in which this is a fundamental dogma, has sought to clarify it by a number of analogies, on e of the most attractive being the many-faceted crystal which, while showing hundreds of little pictures of what is in reality a single existent object, does not multiply that object. We intellectuals of today are not accustomed to admit a pictorial analogy as a philosophical insight; we insist on logical deduction. But, as against this, it may perhaps be possible for logical deduction to disclose at least this much: that to grasp the basis of phenomena through logical thought may, in all probability, be impossible since logical thought is itself a part of phenomena and wholly involved in them; we may ask ourselves whether, in that case, we are obliged to deny ourselves the use of an allegoric picture of the situation, merely on the grounds that isr fitness cannot be strictly proved. In a considerable number of cases, logical thinking brings us up to a certain point and then leaves us in the lurch. Faced with an area not directly accessible to these lines of thought, but one into which they seem to lead, we may manage to fill it in such way that the lines do not simply peter out, but converge on some central point in that area; this may amount to an extremely valuable rounding-out of our picture of the world, and its worth is not to be judged by those standards of rigorous, unecquivocal inescapability from which we started out. There are hundreds of cases in which science uses this procedure, and it has long been recognized as justified.
Later on, we shall try to adduce some support for the basic Vedantic vision, chiefly by pointing out particular lies in modern thought which converge upon it. Let us first be permitted to sketch a concrete picture of an experience which may lead toward it. In what follows, the particular situation described at the beginning could be replaced, equally fitting, by any other; it is merely meant as a reminder that this is something that needs to be experienced, not simply given a notional acknowledgement.
Suppose you are sitting on a bench beside a path in high mountain country. There are grassy slopes all around, with rocks thrusting through them; on the opposite slope of the valley there is a stretch of scree with a low growth of alder bushes. Woods climb steeply on both sides of the valley, up to the line of treeless pasture; facing you, soaring up from the depths of the valley, is the mighty, glacier-tipped peak, its smooth snowfields and hard-edged rock faces touched at this moment with soft rose colour by the last rays of the departing sun
According to our usual way of looking at it, everything that you are seeing has, apart from small changes, been there for thousands of years before you. After a while – not long – you will no longer exist, and the woods and rocks and sky will continue, unchanged, for thousands of years after you.
What is it that has called you so suddenly out of nothingness to enjoy for a brief while a spectacle which remains quite indifferent to you? The condition for your existence is almost as old as the rocks. For thousands of years men have striven and suffered and begotten and women have brought forth in pain. A hundred years ago, perhaps, another man sat on this spot; like, he gazed with awe and yearning in his heart at the dying light on the glaciers. Like you, he was begotten of man and born of woman. He felt pain and brief joy as you do. Was he someone else? Was it not you yourself? What is this Self of yours? What was the necessary condition for making the thing conceived this time into you, just you, and not someone else? What clearly intelligible scientific meaning can this “someone else” really have? If she who is now your mother had cohabited with someone else and had a son by him, and your father had done likewise, would you have come to be? Or were you living in them, and in your father’s father, thousands of years ago? And even if this is so, why are you not your brother, why is your brother not you, why are you not one of your distant cousins? What justifies you in obstinately discovering this difference – the difference between you and someone – when objectively what is there is the same?
Looking and thinking in that manner you may suddenly come to see in a flash, the profound rightness of the basic conviction in Vedanta: it is not possible that this unity of knowledge, feeling and choice which you call your own should have sprung into being from nothingness at a given moment not so long ago; rather this knowledge, feeling, and choice are essentially eternal and unchangeable and numerically one in all men, nay in all sensitive beings. But not in this sense – that you are a part, a piece, of an eternal infinite being, an aspect or modification of it, as in Spinoza’s pantheism. For we should then have the same baffling question: which part, which aspects are you? What, objectively, differentiates it from the others? No, but, inconceivable as it seems to ordinary reason, you – and all other conscious beings as such – are all in all. Hence this life of yours which you are living is not merely a piece of the existence, but is, in a certain sense, the whole; only this whole is not so constituted that it can be surveyed in one single glance. This, as we know, is what the Brahmins express in that sacred, mystic formula which is yet really so smiple and so clear: Tat twam asi, that is you. Or, again, in such words as “I am in the east and in the west, I am below and above, I am this whole world.”
Thus you can throw yourself flat on the ground, stretched out upon Mother Earth, with the certain conviction that you are one with her and she with you. You are as firmly established, as invulnerable, as she – indeed a thousand times firmer and more invulnerable. As surely as she will engulf you tomorrow, so surely will she bring you forth anew to new striving and suffering. And not merely “some day”: now, today, every day she is bringing you forth, not once, but thousands upon thousands of times over. For eternally and always there is only now, one and the same now; the present is the only thing that has no end.
Men hvad der derudover er særdeles interessant ved Erwin Schrödinger, var hans stærke optagethed af mystik generelt, og af den non-dualistiske indiske advaita vedanta tradition i særdeleshed. Han fandt tilsyneladende ikke, at denne gamle mystiske tradition stod i et uforsonligt modsætningsforhold til den videnskab han bidrog ganske betydeligt til. Han mente nok snarere at mystikken og videnskaben stod i et komplementaritetsforhold, hvilket forårsagede at han var en smule ydmyg med hensyn til logikkens potentiale for fuldt ud at kunne forstå altings værensgrundlag. I det følgende er det i hvert fald lettere at spore mystikeren end videnskabsmanden.
The Mystical Vision
For philosophy the real difficulty lies in the spatial and temporal multiplicity of observing and thinking individuals. If all events took place in one consciousness, the whole situation would be extremely simple. There would be something given, a simple datum, and this, however otherwise constituted, could scarcely present us with a difficulty of such magnitude as the one we do, in fact, have on our hands.
I do not think that this difficulty can be logically resolved, by consistent thought, within our intellects. But it is quite easy to express the solution in words: the plurality we perceive is only an appearance; it is not real. Vedantic philosophy, in which this is a fundamental dogma, has sought to clarify it by a number of analogies, on e of the most attractive being the many-faceted crystal which, while showing hundreds of little pictures of what is in reality a single existent object, does not multiply that object. We intellectuals of today are not accustomed to admit a pictorial analogy as a philosophical insight; we insist on logical deduction. But, as against this, it may perhaps be possible for logical deduction to disclose at least this much: that to grasp the basis of phenomena through logical thought may, in all probability, be impossible since logical thought is itself a part of phenomena and wholly involved in them; we may ask ourselves whether, in that case, we are obliged to deny ourselves the use of an allegoric picture of the situation, merely on the grounds that isr fitness cannot be strictly proved. In a considerable number of cases, logical thinking brings us up to a certain point and then leaves us in the lurch. Faced with an area not directly accessible to these lines of thought, but one into which they seem to lead, we may manage to fill it in such way that the lines do not simply peter out, but converge on some central point in that area; this may amount to an extremely valuable rounding-out of our picture of the world, and its worth is not to be judged by those standards of rigorous, unecquivocal inescapability from which we started out. There are hundreds of cases in which science uses this procedure, and it has long been recognized as justified.
Later on, we shall try to adduce some support for the basic Vedantic vision, chiefly by pointing out particular lies in modern thought which converge upon it. Let us first be permitted to sketch a concrete picture of an experience which may lead toward it. In what follows, the particular situation described at the beginning could be replaced, equally fitting, by any other; it is merely meant as a reminder that this is something that needs to be experienced, not simply given a notional acknowledgement.
Suppose you are sitting on a bench beside a path in high mountain country. There are grassy slopes all around, with rocks thrusting through them; on the opposite slope of the valley there is a stretch of scree with a low growth of alder bushes. Woods climb steeply on both sides of the valley, up to the line of treeless pasture; facing you, soaring up from the depths of the valley, is the mighty, glacier-tipped peak, its smooth snowfields and hard-edged rock faces touched at this moment with soft rose colour by the last rays of the departing sun
According to our usual way of looking at it, everything that you are seeing has, apart from small changes, been there for thousands of years before you. After a while – not long – you will no longer exist, and the woods and rocks and sky will continue, unchanged, for thousands of years after you.
What is it that has called you so suddenly out of nothingness to enjoy for a brief while a spectacle which remains quite indifferent to you? The condition for your existence is almost as old as the rocks. For thousands of years men have striven and suffered and begotten and women have brought forth in pain. A hundred years ago, perhaps, another man sat on this spot; like, he gazed with awe and yearning in his heart at the dying light on the glaciers. Like you, he was begotten of man and born of woman. He felt pain and brief joy as you do. Was he someone else? Was it not you yourself? What is this Self of yours? What was the necessary condition for making the thing conceived this time into you, just you, and not someone else? What clearly intelligible scientific meaning can this “someone else” really have? If she who is now your mother had cohabited with someone else and had a son by him, and your father had done likewise, would you have come to be? Or were you living in them, and in your father’s father, thousands of years ago? And even if this is so, why are you not your brother, why is your brother not you, why are you not one of your distant cousins? What justifies you in obstinately discovering this difference – the difference between you and someone – when objectively what is there is the same?
Looking and thinking in that manner you may suddenly come to see in a flash, the profound rightness of the basic conviction in Vedanta: it is not possible that this unity of knowledge, feeling and choice which you call your own should have sprung into being from nothingness at a given moment not so long ago; rather this knowledge, feeling, and choice are essentially eternal and unchangeable and numerically one in all men, nay in all sensitive beings. But not in this sense – that you are a part, a piece, of an eternal infinite being, an aspect or modification of it, as in Spinoza’s pantheism. For we should then have the same baffling question: which part, which aspects are you? What, objectively, differentiates it from the others? No, but, inconceivable as it seems to ordinary reason, you – and all other conscious beings as such – are all in all. Hence this life of yours which you are living is not merely a piece of the existence, but is, in a certain sense, the whole; only this whole is not so constituted that it can be surveyed in one single glance. This, as we know, is what the Brahmins express in that sacred, mystic formula which is yet really so smiple and so clear: Tat twam asi, that is you. Or, again, in such words as “I am in the east and in the west, I am below and above, I am this whole world.”
Thus you can throw yourself flat on the ground, stretched out upon Mother Earth, with the certain conviction that you are one with her and she with you. You are as firmly established, as invulnerable, as she – indeed a thousand times firmer and more invulnerable. As surely as she will engulf you tomorrow, so surely will she bring you forth anew to new striving and suffering. And not merely “some day”: now, today, every day she is bringing you forth, not once, but thousands upon thousands of times over. For eternally and always there is only now, one and the same now; the present is the only thing that has no end.
Lidt Rocker Citater
“A powerful state mechanism is the greatest hindrance to any higher cultural
development. Where the state has been attacked by internal decay, where the
influence of political power on the creative forces of society is reduced to a
minimum, there culture thrives best, for political rulership always strives for
uniformity and tends to subject every aspect of social life to its guardianship.
And in this it finds itself in inescapable contradiction to the creative
aspirations of cultural development, which is always on the quest after new
forms and fields of social activity, and for which freedom of expression, the
manysidedness and the kaleidoscopic changes of things, are just as vitally
necessary as rigid forms, dead rules and the forcible suppression of every
manifestation of social life which are in contradiction to it.
Every culture, if its natural development is not too much affected by political
restrictions, experiences a perpetual renewal of the formative urge, and out of
that comes an ever growing diversity of creative activity. Every successful
piece of work stirs the desire for greater perfection and deeper inspiration;
each new form becomes the herald of new possibilities of development. But the
state creates no culture, as is so often thoughtlessly asserted; it only tries
to keep things as they are, safely anchored to stereotypes. That has been the
reason for all revolutions in history.”
“Power operates only destructively, bent always on forcing every manifestation of
life into the straitjacket of its laws. Its intellectual form of expression is
dead dogma, its physical form brute force. And this unintelligence of its
objectives sets its stamp on its supporters also and renders them stupid and
brutal, even when they were originally endowed with the best of talents. One who
is constantly striving to force everything into a mechanical order at last
becomes a machine himself and loses all human feeling.”
“Only freedom can inspire men to great things and bring about social and political transformations. The art of ruling men has never been the art of educating men and inspiring them to a new shaping of their lives.”
“Every new social structure makes organs for itself in the body of the
old organism. Without this preliminary any social evolution is unthinkable. Even
revolutions can only develop and mature the germs which already exist and have
made their way into the consciousness of men; they cannot themselves create
these germs or create new worlds out of nothing. It therefore concerns us to
plant these germs while there is still yet time and bring them to the strongest
possible development, so as to make the task of the coming social revolution
easier and to ensure its permanence.”
Alle citater stammer fra Rudolf Rockers bog 'Anarcho-syndicalism'
development. Where the state has been attacked by internal decay, where the
influence of political power on the creative forces of society is reduced to a
minimum, there culture thrives best, for political rulership always strives for
uniformity and tends to subject every aspect of social life to its guardianship.
And in this it finds itself in inescapable contradiction to the creative
aspirations of cultural development, which is always on the quest after new
forms and fields of social activity, and for which freedom of expression, the
manysidedness and the kaleidoscopic changes of things, are just as vitally
necessary as rigid forms, dead rules and the forcible suppression of every
manifestation of social life which are in contradiction to it.
Every culture, if its natural development is not too much affected by political
restrictions, experiences a perpetual renewal of the formative urge, and out of
that comes an ever growing diversity of creative activity. Every successful
piece of work stirs the desire for greater perfection and deeper inspiration;
each new form becomes the herald of new possibilities of development. But the
state creates no culture, as is so often thoughtlessly asserted; it only tries
to keep things as they are, safely anchored to stereotypes. That has been the
reason for all revolutions in history.”
“Power operates only destructively, bent always on forcing every manifestation of
life into the straitjacket of its laws. Its intellectual form of expression is
dead dogma, its physical form brute force. And this unintelligence of its
objectives sets its stamp on its supporters also and renders them stupid and
brutal, even when they were originally endowed with the best of talents. One who
is constantly striving to force everything into a mechanical order at last
becomes a machine himself and loses all human feeling.”
“Only freedom can inspire men to great things and bring about social and political transformations. The art of ruling men has never been the art of educating men and inspiring them to a new shaping of their lives.”
“Every new social structure makes organs for itself in the body of the
old organism. Without this preliminary any social evolution is unthinkable. Even
revolutions can only develop and mature the germs which already exist and have
made their way into the consciousness of men; they cannot themselves create
these germs or create new worlds out of nothing. It therefore concerns us to
plant these germs while there is still yet time and bring them to the strongest
possible development, so as to make the task of the coming social revolution
easier and to ensure its permanence.”
Alle citater stammer fra Rudolf Rockers bog 'Anarcho-syndicalism'
Folkestyre?
Som de fleste nok allerede er klar over, er ordet ‘demokrati’ sammensat af de to græske ord ‘demos’ og ‘kratos’ som betyder henholdsvis ‘folk’ og ‘styre’, men som jeg i det følgende vil forsøge at redegøre for, mener jeg ikke at vi i Danmark ikke kan siges at have egentligt folkestyre, men måske snarere bør betegne vores styreform som et elektivt fåmandsvælde.
Da Grundloven siges at være fundamentet for vores styreform er det måske godt at starte med den. Sidste gang Grundloven revideredes var i 1953. Da det dengang kun var personer med danske statsborgerskab og med en alder på 25 eller derover der måtte stemme, betyder dette at ingen danskere født efter 1928 har haft noget at skulle have sagt vedrørende selve grundlaget for den magtudøvelse som alle borgerne i den danske stat er underlagt. Den omtalte grundlovrevision handlede imidlertid kun om tronfølgen og alderskriteriet for stemmeafgivelse, der dengang ændredes til 23 år. Intet af alt det der derudover er nedfældet i Grundloven, har nogen nulevende indbygger i landet haft nogen indflydelse på. Hele grundlaget for vort demokrati har altså status af at være blevet mejslet i sten af højere magter, eller sagt på en anden måde, folkestyrets grundlag er af uudtalte grunde undtaget fra at være underlagt egentlig folkelig styring.
I Danmark har alle der er fyldt 18 år og som har en opholdstilladelse, medindflydelse ifa. stemmeret ved kommunalvalg, men ved folketingsvalg er det kun personer med dansk statsborgerskab der må deltage, og det selvom disse danske statsborgere ikke til dagligt omgås de øvrige indbyggere i landet idet de er bosiddende udenlands. Vores folkestyre er altså nogle gange defineret ved én folkemængde, og nogle gange ved en anden, men hvorfor er mennesker med opholdstilladelse kun tilladt at stemme ved kommunale valg, mens deres stemme underkendes ved nationale valg? Hvorfor er befolkningen og folket to forskellige størrelser? Udfaldene af valgene påvirker vel i ligeså høj udstrækning de opholdstilladte indbyggere uden statsborgerskab som den øvrige del af der indenfor staten bosatte befolkning, og det påvirker vel disse i endnu højere grad end det påvirker stemmeberettigede mennesker der bor udenfor landets grænser. Derudover er den indflydelsesafskårede del af befolkningen ovenikøbet, til forskel fra eksildanskerne, tvunget til finansiere statsdriften.
Dernæst er der det forhold, at man frasorterer en del af befolkning udelukkende fordi de ikke har opnået en høj nok alder. Her er det nok fornuftigt at indvende hvorfor det lige præcis er alder der er det udslagsgivende? Det kunne vel ligeså godt være andre faktorer, såsom f.eks. interesse, intelligens eller viden om styreformens præmisser. Det forekommer i hvert fald mig en smule besynderligt, at den 16-årige der netop har fået et trettental på B-niveau i samfundsfag, ikke er kvalificeret til at deltage i folkestyret, mens den 37-årige, der ikke har nogen politisk interesse eller indsigt overhovedet, er kvalificeret.
Politikerne repræsenterer ikke borgerne, de repræsenterer de af de respektive partier – oftest af partitoppen - præfabrikerede programmer og søger via disse at få indflydelse på statsdriften. Partierne repræsenterer på mange områder perciperede klasseinteresser, som der kan være mere eller mindre gode grunde til at holde for sande, men denne tingenes tilstand har ikke stort med folkestyre at skaffe, idet folket ikke kan gøre deres stemmer gældende ved væsentlige spørgsmål, men må forlade sig på et naivt håb om at politikerme - hvis partiprogram i størst omfang repræsenterer det den individuelle vælger anser for det mindste onde - vil handle konsistent med partiprogrammets ordlyd såfremt de vælges ind.
Dette synes måske ikke umiddelbart at være forbundet med nogle særlige vanskeligheder, for et flertal der i så høj grad har vænnet sig til denne styreform, at de ikke finder nogen videre grund til at stille spørgmålstegn ved om dette kan siges at være en retfærddig måde at forvalte en stat på, men som jeg vil forsøge at redegøre for i det følgende, kan der med denne styreform følge nogle ganske alvorlige problemer. Det største af disse problemer må siges at være den latente eller i nogle tilfælde de facto undertrykkelse denne styreform kan foranledigede.
Et meget påfaldende eksempel på hvordan ovenstående undertrykkelse kan tage form og blive et de facto flertalsdemokratur, er når magthavere vælger at tage i krig på hele befolkningens vegne og for hele befolkningens økonomiske donationer til staten. Hvis man ikke i det partiprogram man op til valget profilerede sig på, tydeligt gav til kende at man, i tilfælde af at komme til magten, havde til hensigt at støtte USA's udenrigspolitiske virke militært og dermed økonomisk, og det selv i tilfælde af at hegemonen skulle vælge at føre en uprovokeret angrebskrig uden om FN, kan man da hævde at have ageret i overenstemmelse med vælgernes interesser, når disse ikke har vidst, at denne brug eller måske snarere misbrug af embedet, lå implicit i deres stemmeafgivelse?
Et andet meget væsentligt spørgsmål at fremføre i diskussioner omhandlende en flertalsfunderet styreforms berettigelse, er spørgsmålet om hvorvidt nogen undertrykkelse af et nok så småt mindretal, skulle blive mindre undertrykkende af at være konsekvensen af en magtudøvelse funderet på et flertals vilkårlige normsæt? Hvorfor kan det eksempelvis siges at være okay, at det ikke står folk frit for at gøre med deres kroppe som de lyster, så længe de ikke forvolder skade på andre af enten fysisk eller materiel karakter? Men har vi da ikke ret til det, vil nogle måske spørge, hvortil svaret selvfølgelig er et rungende nej, for det står os ikke frit for at gøre hvad der passer os med vores kroppe, da visse former for offerløse handlinger enten søges voldeligt straffet med frihedsberøvelse eller med indgreb i individets økonomi ifa. bødestraf, som det som bekendt er tilfældet med lovgivning om euforiserende stoffer. Hvorfor skulle denne krænkelse af individets suverænitet blive mindre krænkende af, at et flertal støtter op om det? Hvem er flertallet eller deres rerpæsentanter til at definere sådanne adfærdspreferencer for mennesker de aldrig har mødt og som de intet forhold har til? Hvordan kan politikere, der vel ikke kan siges at repræsentere alles intereser, men derimod blot den interesserepræsentation man går til valg på, nogensinde retfærdiggøre at udføre sådanne krænkende indgreb i den personlige frihed, der måske mestendels går ud over folk vis interesser de ikke repræsenterer? Er vores kroppe da ikke længere vore egne, men i stedet, på en eller anden dubiøs måde blevet statens ejendom?
For at opsummere: Grundloven står ikke til diskussion og eksisterer ikke på bekostning af en folkevalgt overenskomst, men istedet på for længst afdøde menneskers historiske overenskomst. En væsentlig del af befolkningen har ikke lov til at stemme enten ved folketingsvalg eller valg overhovedet. Politikere kan agere krigsmagere uden at deres vælgere har kunnet vide at dette lå implicit i deres stemmeafgivelse, og uden at dette har videre konsekvenser for deres embede. Til sammen mener jeg at disse tre forhold gør det vanskeligt at tale om egentligt folkestyre hertillands. Og da lovgivningen bruges som dække for meget omfattende krænkelser af den personlige frihed hvad angår nogle offerløse handlinger, mener jeg ikke vi har en retfærdig styreform, da ingen undertrykkelse
Da Grundloven siges at være fundamentet for vores styreform er det måske godt at starte med den. Sidste gang Grundloven revideredes var i 1953. Da det dengang kun var personer med danske statsborgerskab og med en alder på 25 eller derover der måtte stemme, betyder dette at ingen danskere født efter 1928 har haft noget at skulle have sagt vedrørende selve grundlaget for den magtudøvelse som alle borgerne i den danske stat er underlagt. Den omtalte grundlovrevision handlede imidlertid kun om tronfølgen og alderskriteriet for stemmeafgivelse, der dengang ændredes til 23 år. Intet af alt det der derudover er nedfældet i Grundloven, har nogen nulevende indbygger i landet haft nogen indflydelse på. Hele grundlaget for vort demokrati har altså status af at være blevet mejslet i sten af højere magter, eller sagt på en anden måde, folkestyrets grundlag er af uudtalte grunde undtaget fra at være underlagt egentlig folkelig styring.
I Danmark har alle der er fyldt 18 år og som har en opholdstilladelse, medindflydelse ifa. stemmeret ved kommunalvalg, men ved folketingsvalg er det kun personer med dansk statsborgerskab der må deltage, og det selvom disse danske statsborgere ikke til dagligt omgås de øvrige indbyggere i landet idet de er bosiddende udenlands. Vores folkestyre er altså nogle gange defineret ved én folkemængde, og nogle gange ved en anden, men hvorfor er mennesker med opholdstilladelse kun tilladt at stemme ved kommunale valg, mens deres stemme underkendes ved nationale valg? Hvorfor er befolkningen og folket to forskellige størrelser? Udfaldene af valgene påvirker vel i ligeså høj udstrækning de opholdstilladte indbyggere uden statsborgerskab som den øvrige del af der indenfor staten bosatte befolkning, og det påvirker vel disse i endnu højere grad end det påvirker stemmeberettigede mennesker der bor udenfor landets grænser. Derudover er den indflydelsesafskårede del af befolkningen ovenikøbet, til forskel fra eksildanskerne, tvunget til finansiere statsdriften.
Dernæst er der det forhold, at man frasorterer en del af befolkning udelukkende fordi de ikke har opnået en høj nok alder. Her er det nok fornuftigt at indvende hvorfor det lige præcis er alder der er det udslagsgivende? Det kunne vel ligeså godt være andre faktorer, såsom f.eks. interesse, intelligens eller viden om styreformens præmisser. Det forekommer i hvert fald mig en smule besynderligt, at den 16-årige der netop har fået et trettental på B-niveau i samfundsfag, ikke er kvalificeret til at deltage i folkestyret, mens den 37-årige, der ikke har nogen politisk interesse eller indsigt overhovedet, er kvalificeret.
Politikerne repræsenterer ikke borgerne, de repræsenterer de af de respektive partier – oftest af partitoppen - præfabrikerede programmer og søger via disse at få indflydelse på statsdriften. Partierne repræsenterer på mange områder perciperede klasseinteresser, som der kan være mere eller mindre gode grunde til at holde for sande, men denne tingenes tilstand har ikke stort med folkestyre at skaffe, idet folket ikke kan gøre deres stemmer gældende ved væsentlige spørgsmål, men må forlade sig på et naivt håb om at politikerme - hvis partiprogram i størst omfang repræsenterer det den individuelle vælger anser for det mindste onde - vil handle konsistent med partiprogrammets ordlyd såfremt de vælges ind.
Dette synes måske ikke umiddelbart at være forbundet med nogle særlige vanskeligheder, for et flertal der i så høj grad har vænnet sig til denne styreform, at de ikke finder nogen videre grund til at stille spørgmålstegn ved om dette kan siges at være en retfærddig måde at forvalte en stat på, men som jeg vil forsøge at redegøre for i det følgende, kan der med denne styreform følge nogle ganske alvorlige problemer. Det største af disse problemer må siges at være den latente eller i nogle tilfælde de facto undertrykkelse denne styreform kan foranledigede.
Et meget påfaldende eksempel på hvordan ovenstående undertrykkelse kan tage form og blive et de facto flertalsdemokratur, er når magthavere vælger at tage i krig på hele befolkningens vegne og for hele befolkningens økonomiske donationer til staten. Hvis man ikke i det partiprogram man op til valget profilerede sig på, tydeligt gav til kende at man, i tilfælde af at komme til magten, havde til hensigt at støtte USA's udenrigspolitiske virke militært og dermed økonomisk, og det selv i tilfælde af at hegemonen skulle vælge at føre en uprovokeret angrebskrig uden om FN, kan man da hævde at have ageret i overenstemmelse med vælgernes interesser, når disse ikke har vidst, at denne brug eller måske snarere misbrug af embedet, lå implicit i deres stemmeafgivelse?
Et andet meget væsentligt spørgsmål at fremføre i diskussioner omhandlende en flertalsfunderet styreforms berettigelse, er spørgsmålet om hvorvidt nogen undertrykkelse af et nok så småt mindretal, skulle blive mindre undertrykkende af at være konsekvensen af en magtudøvelse funderet på et flertals vilkårlige normsæt? Hvorfor kan det eksempelvis siges at være okay, at det ikke står folk frit for at gøre med deres kroppe som de lyster, så længe de ikke forvolder skade på andre af enten fysisk eller materiel karakter? Men har vi da ikke ret til det, vil nogle måske spørge, hvortil svaret selvfølgelig er et rungende nej, for det står os ikke frit for at gøre hvad der passer os med vores kroppe, da visse former for offerløse handlinger enten søges voldeligt straffet med frihedsberøvelse eller med indgreb i individets økonomi ifa. bødestraf, som det som bekendt er tilfældet med lovgivning om euforiserende stoffer. Hvorfor skulle denne krænkelse af individets suverænitet blive mindre krænkende af, at et flertal støtter op om det? Hvem er flertallet eller deres rerpæsentanter til at definere sådanne adfærdspreferencer for mennesker de aldrig har mødt og som de intet forhold har til? Hvordan kan politikere, der vel ikke kan siges at repræsentere alles intereser, men derimod blot den interesserepræsentation man går til valg på, nogensinde retfærdiggøre at udføre sådanne krænkende indgreb i den personlige frihed, der måske mestendels går ud over folk vis interesser de ikke repræsenterer? Er vores kroppe da ikke længere vore egne, men i stedet, på en eller anden dubiøs måde blevet statens ejendom?
For at opsummere: Grundloven står ikke til diskussion og eksisterer ikke på bekostning af en folkevalgt overenskomst, men istedet på for længst afdøde menneskers historiske overenskomst. En væsentlig del af befolkningen har ikke lov til at stemme enten ved folketingsvalg eller valg overhovedet. Politikere kan agere krigsmagere uden at deres vælgere har kunnet vide at dette lå implicit i deres stemmeafgivelse, og uden at dette har videre konsekvenser for deres embede. Til sammen mener jeg at disse tre forhold gør det vanskeligt at tale om egentligt folkestyre hertillands. Og da lovgivningen bruges som dække for meget omfattende krænkelser af den personlige frihed hvad angår nogle offerløse handlinger, mener jeg ikke vi har en retfærdig styreform, da ingen undertrykkelse
fredag den 4. januar 2008
Syntesens Tidsalder?
Som jeg forsøgte at forklare i det tidligere indlæg 'Den Ydre Verden' er alle vores konceptualisationer af verdens beskaffenhed delvis illusoriske dvs. at de er delvise sandheder, idet de ikke er sandheden om det værendes beskaffenhed, men istedet blotte forklaringsforsøg som med nødvendighed må finde sig begrænsede af de begrænsninger som enhver model må bevæge sig indenfor, idet den udtrykkes i et sprog der altid er begrænset. Dette betyder imidlertid ikke, at de forskellige forklaringsforsøg og modeller for anskuelse ikke hver især fortæller os noget (forklaringsværdifuldt) om verden, men blot at ingen model alene kan forklare os alt om verden.
Denne modelagnosticisme hævdes af den integrale tænker Ken Wilber at være karakterisk for et hastigt voksende paradigme han kalder syntesens tidsalder (The Age of Synthesis). Kendetegnende for dette nye integrale paradigme er, at man søger at inddrage erfaringer fra mange forskellige erfaringsfelter. Denne voksende interdisciplinaritet er altså med et andet ord kendetegnet ved at være multiperspektivistisk, og vi ser i denne tid mange eksempler på forsøg på at syntetisere viden fra en lang række forskellige traditioner og discipliners erfaringer, i undertiden ganske omfattende forsøg på vha. denne multiperspektivisme, at skabe nye modeller for verdensanskuelse.
Den danske forfatter Erwin Neutszky-Wulff har gennem sit forfatterskab skabt en sådan multiperspektivistisk verdensanskuelse, idet han i sin syntese inddrager en lang række vidensdiscpliner, såsom neurologi, psykiatri, kvantemekanik, erkendelsesteori og religionsfænomenologi. Vinkler på den menneskelige tilstand der alle tages i brug, i et forsøg på at gøre rede for menneskets kapacitet for transcendens og religiøs erfaring.
Noget lignende gør sig gældende for den allerede nævnte integrale tænker Ken Wilber der ligeledes søger at inddrage utallige vidensfelter i et forsøg på at skabe en overordentligt inklusiv integral anskuelsesmodel, ligesom det ligeledes er kendetegnende for akademiske studier af den menneskelige bevidsthed, at man søger at tage en lang række vidensfelters erfaringer i brug i forsøget på at skabe en omfattende model af den menneskelige bevidstheds konstitution og mangfoldighed. Dette er tilfældet i antologien “The Cambridge Handbook of Consciousness” fra 2007, hvori der indhentes og sammenlignes data fra så forskellige felter som filosofi (østlig og vestlig), datalogi, kognitiv psykologi, udviklingspsykologi, psykodynamik, antropologi, neurologi, kvantetilgange til studiet af bevidsthed samt empiriske studier af de såkaldt anormale bevidsthedstilstande der kan opnås med hypnose og meditation.
Derudover kan nævnes at den danske videnskabsmand Jesper Hoffmeyer (cand.scient, dr.phil)har skrevet en doktorafhandling om det han kalder Biosemiotik, som er studiet af levende systemer fra et tegn-teoretisk (semiotisk) perspektiv, hvilket altså med andre ord er en blanding af humaniora og naturvidenskab.
Anti-reduktionisme
Det er kendetegnende for integralistiske eller syntetiserende tænkere at man tager afstand fra reduktionistiske naturvidenskabelige udlægninger af verdens værensgrundlag.
Problemet med nogle videnskabsmænds tendens til at ville reducere alt til materielle årsager, bliver da også overordentlig klart når opmærksomheden ledes hen på hvorledes den menneskelige bevidsthed er konstitueret. Vi kan nemlig ikke måle mentale processer såsom tænkningens kontemplative og/eller visuelt associative sekvenser, hvad vi derimod kan måle er neurale processor der kan siges at korrelere med visse bevidsthedstilstande. Eller med andre ord: vi kan måle hvilke synapser der fyrer og hvilke signalstoffer der udskilles når en tibetansk munk befinder sig i en tilstand af dyb meditation, men vi har ingen mulighed for empirisk at måle hvad han rent faktisk oplever i denne tilstand. Den eneste bevidsthed på planeten der kan bevidne disse oplevelser, denne sindslige erfaring, hvor subjektet er dets eget objekt for opmærksomhed, er selvfølgelig kun munkens egen, og disse oplevelser kan vanskeligt sprogliggøres indenfor rammerne af nogen materialistisk funderet videnskabelig diskurs, men det betyder bestemt ikke, at man ikke bør tage en forklaringsmodel alvorligt, som af tibetanske adepter er blevet raffineret gennem århundreder med det formål at beskrive sådanne bevidsthedstilstande, og malke denne model fra de interessante input der måtte være af finde i den.
B. Allan Wallace skriver i sin bog “Contemplative Science: Where Buddhism and Neuroscience converge”, følgende om denne såkaldte videnskabelig materialisme:
“By adhering to the principle of reductionism, with physics underlying biology and biology underlying psychology, scientific materialists have long assumed that the physical sciences have nothing to learn from the life sciences, the life sciences have nothing to learn from psychology and psychology has nothing to learn from religion […] it may be time apply for a healthy dose of scientific scepticism to this metaphysical claim.”
“Great advances have been made recently in discovering the neural correlates of an increasing range of mental processes. But none of these explain the so-called “hard problem” of how these physical events give rise to subjective experience. Scientific materialists confidently declare that eventually, the time-tested methods of physics and biology will unravel the mystery of consciousness […] but there are compelling reasons for scepticism about the neurobiological reduction of the mind to the brain.
Despite centuries of modern philosophical thought and scientific research into the nature of the mind, at present there is no technology that can detect the presence and absence of any kind of consciousness [i.e. states of consciousness], for scientists do not even know what is to be measured. Strictly speaking, at present there is no objective, scientific evidence for the existence of subjective experience! All the direct evidence we have is based on introspection, but this mode of observation has yet to be developed into a rigorous means of scientific inquiry. The root of the problem is more than a temporary lack of the technology. It is rather that modern science does not even have the theoretical framework within which to conduct experimental investigations.”
Problemet med den videnskabelig reduktionisme er endvidere at det der ultimativt nås frem til ikke er videre interessante konklusioner. Jo, jo selvfølgelig kan man da vælge at reducere et religiøst ritual ned til kemiske processer i de involverede individers hjerner, men det forklarer ungefær det samme som at forklare, at formålet med alle middagsritualer gennem historien, udelukkende har været det ene, at stille den enkeltes appetit. Eller med andre ord, det forklarer ganske lidt omkring bevæggrunden for den religiøses handling, for selvom et ritual kan virke stimulerende på visse neurotransmittersubstanser som så igen kan virke transcendensbefordrende kan man vanskeligt tale om dette som et sigte blandt udøvere som ingen kendskab har til sådanne neurale processer, ligesom det er ikke giver meget mening at bortviske ritualets sociale funktioner.
Konklusionen må vel være at de to overordnede forklaringsmodeller, den interpretive og den empiriske, ikke er gensidigt udelukkende men bør ses som komplementære modeller der begge belyser forskellige aspekter af samme sag.
Denne modelagnosticisme hævdes af den integrale tænker Ken Wilber at være karakterisk for et hastigt voksende paradigme han kalder syntesens tidsalder (The Age of Synthesis). Kendetegnende for dette nye integrale paradigme er, at man søger at inddrage erfaringer fra mange forskellige erfaringsfelter. Denne voksende interdisciplinaritet er altså med et andet ord kendetegnet ved at være multiperspektivistisk, og vi ser i denne tid mange eksempler på forsøg på at syntetisere viden fra en lang række forskellige traditioner og discipliners erfaringer, i undertiden ganske omfattende forsøg på vha. denne multiperspektivisme, at skabe nye modeller for verdensanskuelse.
Den danske forfatter Erwin Neutszky-Wulff har gennem sit forfatterskab skabt en sådan multiperspektivistisk verdensanskuelse, idet han i sin syntese inddrager en lang række vidensdiscpliner, såsom neurologi, psykiatri, kvantemekanik, erkendelsesteori og religionsfænomenologi. Vinkler på den menneskelige tilstand der alle tages i brug, i et forsøg på at gøre rede for menneskets kapacitet for transcendens og religiøs erfaring.
Noget lignende gør sig gældende for den allerede nævnte integrale tænker Ken Wilber der ligeledes søger at inddrage utallige vidensfelter i et forsøg på at skabe en overordentligt inklusiv integral anskuelsesmodel, ligesom det ligeledes er kendetegnende for akademiske studier af den menneskelige bevidsthed, at man søger at tage en lang række vidensfelters erfaringer i brug i forsøget på at skabe en omfattende model af den menneskelige bevidstheds konstitution og mangfoldighed. Dette er tilfældet i antologien “The Cambridge Handbook of Consciousness” fra 2007, hvori der indhentes og sammenlignes data fra så forskellige felter som filosofi (østlig og vestlig), datalogi, kognitiv psykologi, udviklingspsykologi, psykodynamik, antropologi, neurologi, kvantetilgange til studiet af bevidsthed samt empiriske studier af de såkaldt anormale bevidsthedstilstande der kan opnås med hypnose og meditation.
Derudover kan nævnes at den danske videnskabsmand Jesper Hoffmeyer (cand.scient, dr.phil)har skrevet en doktorafhandling om det han kalder Biosemiotik, som er studiet af levende systemer fra et tegn-teoretisk (semiotisk) perspektiv, hvilket altså med andre ord er en blanding af humaniora og naturvidenskab.
Anti-reduktionisme
Det er kendetegnende for integralistiske eller syntetiserende tænkere at man tager afstand fra reduktionistiske naturvidenskabelige udlægninger af verdens værensgrundlag.
Problemet med nogle videnskabsmænds tendens til at ville reducere alt til materielle årsager, bliver da også overordentlig klart når opmærksomheden ledes hen på hvorledes den menneskelige bevidsthed er konstitueret. Vi kan nemlig ikke måle mentale processer såsom tænkningens kontemplative og/eller visuelt associative sekvenser, hvad vi derimod kan måle er neurale processor der kan siges at korrelere med visse bevidsthedstilstande. Eller med andre ord: vi kan måle hvilke synapser der fyrer og hvilke signalstoffer der udskilles når en tibetansk munk befinder sig i en tilstand af dyb meditation, men vi har ingen mulighed for empirisk at måle hvad han rent faktisk oplever i denne tilstand. Den eneste bevidsthed på planeten der kan bevidne disse oplevelser, denne sindslige erfaring, hvor subjektet er dets eget objekt for opmærksomhed, er selvfølgelig kun munkens egen, og disse oplevelser kan vanskeligt sprogliggøres indenfor rammerne af nogen materialistisk funderet videnskabelig diskurs, men det betyder bestemt ikke, at man ikke bør tage en forklaringsmodel alvorligt, som af tibetanske adepter er blevet raffineret gennem århundreder med det formål at beskrive sådanne bevidsthedstilstande, og malke denne model fra de interessante input der måtte være af finde i den.
B. Allan Wallace skriver i sin bog “Contemplative Science: Where Buddhism and Neuroscience converge”, følgende om denne såkaldte videnskabelig materialisme:
“By adhering to the principle of reductionism, with physics underlying biology and biology underlying psychology, scientific materialists have long assumed that the physical sciences have nothing to learn from the life sciences, the life sciences have nothing to learn from psychology and psychology has nothing to learn from religion […] it may be time apply for a healthy dose of scientific scepticism to this metaphysical claim.”
“Great advances have been made recently in discovering the neural correlates of an increasing range of mental processes. But none of these explain the so-called “hard problem” of how these physical events give rise to subjective experience. Scientific materialists confidently declare that eventually, the time-tested methods of physics and biology will unravel the mystery of consciousness […] but there are compelling reasons for scepticism about the neurobiological reduction of the mind to the brain.
Despite centuries of modern philosophical thought and scientific research into the nature of the mind, at present there is no technology that can detect the presence and absence of any kind of consciousness [i.e. states of consciousness], for scientists do not even know what is to be measured. Strictly speaking, at present there is no objective, scientific evidence for the existence of subjective experience! All the direct evidence we have is based on introspection, but this mode of observation has yet to be developed into a rigorous means of scientific inquiry. The root of the problem is more than a temporary lack of the technology. It is rather that modern science does not even have the theoretical framework within which to conduct experimental investigations.”
Problemet med den videnskabelig reduktionisme er endvidere at det der ultimativt nås frem til ikke er videre interessante konklusioner. Jo, jo selvfølgelig kan man da vælge at reducere et religiøst ritual ned til kemiske processer i de involverede individers hjerner, men det forklarer ungefær det samme som at forklare, at formålet med alle middagsritualer gennem historien, udelukkende har været det ene, at stille den enkeltes appetit. Eller med andre ord, det forklarer ganske lidt omkring bevæggrunden for den religiøses handling, for selvom et ritual kan virke stimulerende på visse neurotransmittersubstanser som så igen kan virke transcendensbefordrende kan man vanskeligt tale om dette som et sigte blandt udøvere som ingen kendskab har til sådanne neurale processer, ligesom det er ikke giver meget mening at bortviske ritualets sociale funktioner.
Konklusionen må vel være at de to overordnede forklaringsmodeller, den interpretive og den empiriske, ikke er gensidigt udelukkende men bør ses som komplementære modeller der begge belyser forskellige aspekter af samme sag.
torsdag den 3. januar 2008
TrackMeNot software
Hvis du er træt af at søgetjenester såsom Yahoo, Google o.lign. tracker din internet-trafik kan du benytte dette lille stykke software som er udviklet af nogle privacy-entusiatser på NYU.
læs mere her
http://mrl.nyu.edu/~dhowe/trackmenot/
læs mere her
http://mrl.nyu.edu/~dhowe/trackmenot/
onsdag den 2. januar 2008
Søren Gade's besynderlige logik
Jeg har hørt ham sige det før men nu siger han det igen, så han er åbenbart ikke blevet klogere.
I P1's Orientering hævdede han forsat mellem Jul og Nytår at den væsentligste grund til vores tilstedeværelse i Afghanistan, er at modvirke terroranslag i Europa, men hvorfor skulle hærens tilstedeværelse dog kunne forhindre noget sådant, når nu det forholder sig sådan, at hverken London eller Madrid-angrebene synes at kunne spores tilbage til Afghanistan idet Madrid-bombningerne blev sporet til en islamistisk gruppering i Nordafrika, mens London-bombningerne antages at være blevet udført af selvstændige individer uden nogen påviselig affinitet til et større netværk.
Gade's logik er besynderlig.
I P1's Orientering hævdede han forsat mellem Jul og Nytår at den væsentligste grund til vores tilstedeværelse i Afghanistan, er at modvirke terroranslag i Europa, men hvorfor skulle hærens tilstedeværelse dog kunne forhindre noget sådant, når nu det forholder sig sådan, at hverken London eller Madrid-angrebene synes at kunne spores tilbage til Afghanistan idet Madrid-bombningerne blev sporet til en islamistisk gruppering i Nordafrika, mens London-bombningerne antages at være blevet udført af selvstændige individer uden nogen påviselig affinitet til et større netværk.
Gade's logik er besynderlig.
Den ydre verden.
“Jeg har flere gange hørt dig sige, at den ydre verden i ne hvis forstand ikke eksisterer. Hvad mener du egentlig med det?”
“Ideen om den ydre verden hviler på en række fordomme. Den ydre verden eksisterer ikke, i den forstand, at vi kan tale om en ydre verden adskilt fra vore modeller af hvorledes denne ydre verden er beskaffen. Vi kan ikke tale om en ydre verden løsrevet fra vore modeller af den, og disse modeller er ikke verden, men derimod forsøg på at repræsentere egenskaber ved verden som den forekommer for os. Kortet er ikke landskabet og menuen ikke retterne den beskriver. En vase kan for mig synes at have en fast form, men formens fasthed er ikke en egenskab ved vasen, men derimod et produkt af hvorledes mit nervesystem er konstitueret.”
“Det er simpelthen for langt ude, for det du siger er, at hvis jeg stikker dig en lussing, vil den smerte du føler altså ikke være et produkt af fastheden af min håndflade, men udelukkende et produkt af din følesans?”
“Ja!”
“Det lyder ret underligt. Ville det ikke være mere meningsfuldt at sige, at smerten du føler efter at have fået en flad, er et produkt af dit nervesystems reaktion mod en udefrakommende belastning? Denne belastning er så heftig, at en advarsel fra dit nervesystem tilkendegiver, via en udskillelse af adrenalin, at du nu står i en situation, hvor dine to primale valgmuligheder er enten kamp eller flugt? For dig er min håndflades fasthed vel ganske virkelig idet du tydeligt mærker den smerte dens fasthed forårsager når den rammer din kind?”
“Det er netop pointen, smerten er virkelig for mig, da jeg er et subjekt med en velfungerende følesans. Havde jeg ikke været i besiddelse af en følesans grundet en lammelse i min kind, ville jeg ikke mærke nogen smerte, ej heller din hånds fasthed. Din håndflades fasthed er udelukkende en tolkning, om end en for nervesystemet praktisk tolkning, der, som du selv er inde på, kan betyde forskellen mellem kamp eller flugt, men det gør ikke, at min oplevelse af din håndflades fasthed er et produkt af en egenskab ved din håndflade. Den er derimod et produkt af mit nervesystems måde at fortolke udefrakommende stimuli på.”
“Jeg tror godt jeg ved hvor du forsøger at tage den hen, men det forekommer mig stadigvæk at være nonsens. Selvfølgelig besidder min håndflade ikke nogen fasthed anskuet gennem fysikerens briller, da den ikke besidder nogen fasthed på atomart niveau, men for dig er dens fasthed vel ganske virkelig idet du tydeligt mærker den smerter den forårsager.”
“Jeg er glad for at du bringer fysikken på banen her, for det jeg forsøger at forklare hænger sammen med de erfaringer man har gjort sig indenfor den del af fysikken der kaldes kvantemekanikken.”
“kvantemekanikken? Ja, undskyld, men fysik har aldrig været min stærke side, Hvad går det i korte træk ud på?”
“Til én med få forudsætninger kan man lidt simpelt sige, at det kvantemekanikken lærer os er, at verden som vi iagttager den er virkelig, men samtidig relativeres denne virkelighed af; 1) gennem hvilket instrument vi anskuer den, 2) hvor det instrument befinder sig i tid og rum, samt 3) hvem der iagttager gennem dette instrument. Det instrument vi i hverdagen bruger til at iagttage verden med er vores nervesystem, og derfor er vores iagttagelser af denne verden også begrænsede til den kapacitet for iagttagelse vores nervesystem rummer.”
“Men nu taler du om nervesystemet og dets fortolkninger af udefrakommende stimuli. Hvordan kan du tale om sådanne, såfremt den ydre verden ikke eksisterer.”
“Nu misforstår du vist hvad jeg prøvede at sige. Der er ikke tale om solipsisme, om end verden i nogle henseender med rette kan betegnes som værende af samme stof som vore drømme. Det vi må gøre os klart er hvad vi mener, når vi bruger ordet ‘verden’. For hvad er verden? Hvis vi siger at verden er summen af fænomener som de forekommer for os, dvs. som de kan repræsenteres af os gennem alle modeller vi på nuværende tidspunkt kan inddrage for at meddele os til hinanden, har vi så dermed sagt noget om verden som den er?”
“Det er jeg ikke sikker på at jeg forstår. Jeg antager at svaret på dit spørgsmål er ‘nej’, men jeg er ikke sikker på hvorfor. Kunne du prøve at uddybe?”
“Ja selvfølgelig. Pointen er, at hvis vi siger at ‘verden’ er summen af fænomener som de forekommer for os, og som vi meningsfuldt kan meddele hinanden om gennem de modeller vi gør brug af til at beskrive disse fænomener, så har vi selvfølgelig sagt noget om disse fænomener. Dette er ofte ekstremt fordelagtigt, idet disse beskrivelser og modeller af fænomenernes beskaffenhed ofte tillader os at prognosticere et givent resultat med stor nøjagtighed, men egentlig har vi ikke sagt så meget om verden, som vi har sagt om den menneskelige erkendelses præmisser. Den ydre verden som den forekommer for os, og som vi kan meddele hinanden om, er egentlig ikke nogen ydre verden, men derimod en projektion af vore forestillinger om hvad denne ydre ‘verden’ er.
“Så græsset er ikke grønt?”
“Både jo og nej, for græsset forekommer os at være grønt, men det at du og jeg kan blive enige om at græsset er grønt, beror på at vi begge har omfavnet en konsensus der gør, at vi sprogligt har vænnet os til, at kalde en bestemt farve for grøn. Denne konsensus beror ikke på en egenskab ved græsset, men på vores sproglige fællesgrund. I nogle kulturer ville det ikke være meningsfuldt at sige at græsset er grønt, ja det ville endda være umuligt, da ingen sådan farve eksisterer som begreb for denne kultur. Bellona-folket på øen Bellona opererer slet ikke med overkategorien farve på samme måde som mennesker i Danmark gør det, men skelner derimod kun mellem gul, rød og sort. Dette formulerede Robert Anton Wilson med spørgsmålet: “Who is the master who makes the grass green?”
“Ja ifølge dig ville denne mester vel være sproget, men det kan jeg ikke få til at passe, for hvis vore iagttagelser beror på vores sprog, ville det vel betyde, at jeg ikke kan iagttage noget jeg ikke har begreb om, som eksempelvis folkene på øen Bellona, der ikke ser farven grøn.”
“Nu er det jo ikke sådan at de intet ser fordi de ikke kender til en betegnelse for en gruppe farvenuancer som vi i vores kulturkreds har valgt at betegne grønne farver, men jeg forstår godt din vildfarelse og vil derfor prøve at illustrere min pointe yderligere.
Forestil dig at du er på vej ind i regnskoven i Amazonas. Du har selv intet kendskab til regnskovens dyr og planteliv, men du er sammen med en botaniker og en stifinder, der er den lokale indfødte stammes medicinmand. Du og botanikeren vil sandsynligvis se de samme træer og planter, formmæssigt, men botanikeren vil samtidig se langt mere end du, da han har et stort begrebsapparat som han kan gøre brug af. Hans model er simpelthen mere raffineret end din, hvorfor den giver plads til en lang række overvejelser omkring de fænomener i møder på jeres vej, som din mere begrænsede model ikke giver plads til. For den lokale medicinmand er i imidlertid begge børn, for han iagttager regnskovens dyr og planteliv gennem en mere omfattende model, da han eksempelvis ved hvilke plantesafter han skal tage i brug, hvis han ønsker at udvirke et givent medicinsk resultat. Hans model er altså bedre end både din og botanikerens i den forstand, at den inkluderer et bredere meningsspektrum. Præmisserne for hans erkendelse af regnskovens mangfoldige fænomener er langt bedre end jeres, da hele hans verdensanskuelse er blevet konceptualiseret i dette miljø.”
“Så den ydre verden eksisterer altså kun for os i det omfang vi kan begrebsliggøre den. Er det sådan det skal forstås?”
“Well, den ydre verden som den forekommer for os, og os er her det centrale ord, afhænger i høj grad af hvilken fællessproglig referenceramme vi har. Du og medicinmanden fra Amazonas har i mange henseender ingen ydre verden til fælles, idet han ikke meningsfuldt kan repræsentere hans model af verden til dig, da hans model beror på helt andre konsensi end din. I har begge fem sanser til fælles, men hans sanser er muligvis langt mere fintunede end dine, da disse har udviklet gennem talrige generationer for at optimere vilkårene for hans overlevelse. Endvidere har i ingen fælles kulturgrund overhovedet. Det Overnaturlige vil ikke for ham, som for dig, være noget fremmed, men derimod sandsynligvis være særdeles tilstedeværende, og det i en sådan grad, at det slet ikke ville være meningsfuldt for ham at differentiere mellem naturlige fænomener og overnaturlige fænomener. For ham vil regnskoven være besjælet”
“Ideen om den ydre verden hviler på en række fordomme. Den ydre verden eksisterer ikke, i den forstand, at vi kan tale om en ydre verden adskilt fra vore modeller af hvorledes denne ydre verden er beskaffen. Vi kan ikke tale om en ydre verden løsrevet fra vore modeller af den, og disse modeller er ikke verden, men derimod forsøg på at repræsentere egenskaber ved verden som den forekommer for os. Kortet er ikke landskabet og menuen ikke retterne den beskriver. En vase kan for mig synes at have en fast form, men formens fasthed er ikke en egenskab ved vasen, men derimod et produkt af hvorledes mit nervesystem er konstitueret.”
“Det er simpelthen for langt ude, for det du siger er, at hvis jeg stikker dig en lussing, vil den smerte du føler altså ikke være et produkt af fastheden af min håndflade, men udelukkende et produkt af din følesans?”
“Ja!”
“Det lyder ret underligt. Ville det ikke være mere meningsfuldt at sige, at smerten du føler efter at have fået en flad, er et produkt af dit nervesystems reaktion mod en udefrakommende belastning? Denne belastning er så heftig, at en advarsel fra dit nervesystem tilkendegiver, via en udskillelse af adrenalin, at du nu står i en situation, hvor dine to primale valgmuligheder er enten kamp eller flugt? For dig er min håndflades fasthed vel ganske virkelig idet du tydeligt mærker den smerte dens fasthed forårsager når den rammer din kind?”
“Det er netop pointen, smerten er virkelig for mig, da jeg er et subjekt med en velfungerende følesans. Havde jeg ikke været i besiddelse af en følesans grundet en lammelse i min kind, ville jeg ikke mærke nogen smerte, ej heller din hånds fasthed. Din håndflades fasthed er udelukkende en tolkning, om end en for nervesystemet praktisk tolkning, der, som du selv er inde på, kan betyde forskellen mellem kamp eller flugt, men det gør ikke, at min oplevelse af din håndflades fasthed er et produkt af en egenskab ved din håndflade. Den er derimod et produkt af mit nervesystems måde at fortolke udefrakommende stimuli på.”
“Jeg tror godt jeg ved hvor du forsøger at tage den hen, men det forekommer mig stadigvæk at være nonsens. Selvfølgelig besidder min håndflade ikke nogen fasthed anskuet gennem fysikerens briller, da den ikke besidder nogen fasthed på atomart niveau, men for dig er dens fasthed vel ganske virkelig idet du tydeligt mærker den smerter den forårsager.”
“Jeg er glad for at du bringer fysikken på banen her, for det jeg forsøger at forklare hænger sammen med de erfaringer man har gjort sig indenfor den del af fysikken der kaldes kvantemekanikken.”
“kvantemekanikken? Ja, undskyld, men fysik har aldrig været min stærke side, Hvad går det i korte træk ud på?”
“Til én med få forudsætninger kan man lidt simpelt sige, at det kvantemekanikken lærer os er, at verden som vi iagttager den er virkelig, men samtidig relativeres denne virkelighed af; 1) gennem hvilket instrument vi anskuer den, 2) hvor det instrument befinder sig i tid og rum, samt 3) hvem der iagttager gennem dette instrument. Det instrument vi i hverdagen bruger til at iagttage verden med er vores nervesystem, og derfor er vores iagttagelser af denne verden også begrænsede til den kapacitet for iagttagelse vores nervesystem rummer.”
“Men nu taler du om nervesystemet og dets fortolkninger af udefrakommende stimuli. Hvordan kan du tale om sådanne, såfremt den ydre verden ikke eksisterer.”
“Nu misforstår du vist hvad jeg prøvede at sige. Der er ikke tale om solipsisme, om end verden i nogle henseender med rette kan betegnes som værende af samme stof som vore drømme. Det vi må gøre os klart er hvad vi mener, når vi bruger ordet ‘verden’. For hvad er verden? Hvis vi siger at verden er summen af fænomener som de forekommer for os, dvs. som de kan repræsenteres af os gennem alle modeller vi på nuværende tidspunkt kan inddrage for at meddele os til hinanden, har vi så dermed sagt noget om verden som den er?”
“Det er jeg ikke sikker på at jeg forstår. Jeg antager at svaret på dit spørgsmål er ‘nej’, men jeg er ikke sikker på hvorfor. Kunne du prøve at uddybe?”
“Ja selvfølgelig. Pointen er, at hvis vi siger at ‘verden’ er summen af fænomener som de forekommer for os, og som vi meningsfuldt kan meddele hinanden om gennem de modeller vi gør brug af til at beskrive disse fænomener, så har vi selvfølgelig sagt noget om disse fænomener. Dette er ofte ekstremt fordelagtigt, idet disse beskrivelser og modeller af fænomenernes beskaffenhed ofte tillader os at prognosticere et givent resultat med stor nøjagtighed, men egentlig har vi ikke sagt så meget om verden, som vi har sagt om den menneskelige erkendelses præmisser. Den ydre verden som den forekommer for os, og som vi kan meddele hinanden om, er egentlig ikke nogen ydre verden, men derimod en projektion af vore forestillinger om hvad denne ydre ‘verden’ er.
“Så græsset er ikke grønt?”
“Både jo og nej, for græsset forekommer os at være grønt, men det at du og jeg kan blive enige om at græsset er grønt, beror på at vi begge har omfavnet en konsensus der gør, at vi sprogligt har vænnet os til, at kalde en bestemt farve for grøn. Denne konsensus beror ikke på en egenskab ved græsset, men på vores sproglige fællesgrund. I nogle kulturer ville det ikke være meningsfuldt at sige at græsset er grønt, ja det ville endda være umuligt, da ingen sådan farve eksisterer som begreb for denne kultur. Bellona-folket på øen Bellona opererer slet ikke med overkategorien farve på samme måde som mennesker i Danmark gør det, men skelner derimod kun mellem gul, rød og sort. Dette formulerede Robert Anton Wilson med spørgsmålet: “Who is the master who makes the grass green?”
“Ja ifølge dig ville denne mester vel være sproget, men det kan jeg ikke få til at passe, for hvis vore iagttagelser beror på vores sprog, ville det vel betyde, at jeg ikke kan iagttage noget jeg ikke har begreb om, som eksempelvis folkene på øen Bellona, der ikke ser farven grøn.”
“Nu er det jo ikke sådan at de intet ser fordi de ikke kender til en betegnelse for en gruppe farvenuancer som vi i vores kulturkreds har valgt at betegne grønne farver, men jeg forstår godt din vildfarelse og vil derfor prøve at illustrere min pointe yderligere.
Forestil dig at du er på vej ind i regnskoven i Amazonas. Du har selv intet kendskab til regnskovens dyr og planteliv, men du er sammen med en botaniker og en stifinder, der er den lokale indfødte stammes medicinmand. Du og botanikeren vil sandsynligvis se de samme træer og planter, formmæssigt, men botanikeren vil samtidig se langt mere end du, da han har et stort begrebsapparat som han kan gøre brug af. Hans model er simpelthen mere raffineret end din, hvorfor den giver plads til en lang række overvejelser omkring de fænomener i møder på jeres vej, som din mere begrænsede model ikke giver plads til. For den lokale medicinmand er i imidlertid begge børn, for han iagttager regnskovens dyr og planteliv gennem en mere omfattende model, da han eksempelvis ved hvilke plantesafter han skal tage i brug, hvis han ønsker at udvirke et givent medicinsk resultat. Hans model er altså bedre end både din og botanikerens i den forstand, at den inkluderer et bredere meningsspektrum. Præmisserne for hans erkendelse af regnskovens mangfoldige fænomener er langt bedre end jeres, da hele hans verdensanskuelse er blevet konceptualiseret i dette miljø.”
“Så den ydre verden eksisterer altså kun for os i det omfang vi kan begrebsliggøre den. Er det sådan det skal forstås?”
“Well, den ydre verden som den forekommer for os, og os er her det centrale ord, afhænger i høj grad af hvilken fællessproglig referenceramme vi har. Du og medicinmanden fra Amazonas har i mange henseender ingen ydre verden til fælles, idet han ikke meningsfuldt kan repræsentere hans model af verden til dig, da hans model beror på helt andre konsensi end din. I har begge fem sanser til fælles, men hans sanser er muligvis langt mere fintunede end dine, da disse har udviklet gennem talrige generationer for at optimere vilkårene for hans overlevelse. Endvidere har i ingen fælles kulturgrund overhovedet. Det Overnaturlige vil ikke for ham, som for dig, være noget fremmed, men derimod sandsynligvis være særdeles tilstedeværende, og det i en sådan grad, at det slet ikke ville være meningsfuldt for ham at differentiere mellem naturlige fænomener og overnaturlige fænomener. For ham vil regnskoven være besjælet”
Abonner på:
Opslag (Atom)