Viser opslag med etiketten frihed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten frihed. Vis alle opslag

tirsdag den 8. januar 2008

Statsministerens virkelighedsforvrængende sprogbrug

Statsministerens manipulerende retorik under nytårstalen fortjener et nærmere eftersyn, og en ting jeg specielt bed mærke i, var hans henvisning til den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik som havende en udbredelse af frihed som egentlig bagvedliggende rationale. Men hvilken frihed er det mere præcist der er tale om og for hvem? Den postulerede frihedsorienterede udenrigspolitik er nemlig interessant nok sammenfaldende med en lang række tiltag indenrigspolitik, som i stik modsætning til dette, har haft en meget omfattende indskrænkning af den personlige frihed, hvis ikke til formål og så i hvert fald som konsekvens.

Først og fremmest bør man selvfølgelig nævne anti-terrorlovgivningen som giver mulighed for meget vidtgående misbrug med ganske voldsomme konsekvenser. For eksempel kan det nævnes at antiterrorlovgivningen muliggjorde at Dagbladet Arbejderen fik beslaglagt deres it-udstyr af PET fordi man på avisens sider havde dokumenteret foreningen Oprørs appel til at støtte PFLP og FARC , hvilket alt sammen interessant nok foregik efter at statsministeren under karikaturkrisen havde givet udtryk for, at ytringsfriheden var en samfundsbærende søjle, hvorfor medierne selvfølgelig skulle have lov til at virke frit. Dette gjaldt åbenbart ikke Arbejderen.

Dernæst skal det nævnes at logningsbekendtgørelsen ligeledes betyder ganske omfattende kontrol og indskrænkning af individets frihed, idet man ikke længere kan have en privat telefonsamtale eller email-korrespondence i fred, da alle telefonsamtaler, sms’er og emails i dag beslaglægges i et år, bare sådan for en sikkerheds skyld.

Sidst men ikke mindst er det under Fogh-regeringerne lykkedes for statsministeren og hans følgesvende, at etablere en de facto politistat i staten, med præventive anholdelser, vilkårlige registreringer, visitationszoner samt chikane af såvel indbyggere som besøgende, på det der engang var fristaden Christiania, men i dag mere end noget andet, forekommer den besøgende at være blevet forvandlet til en eksercitsplads for styrker af intimiderende, og kampuniformerede ti-mands patruljer.
Denne knusende jernhandske er egentlig ideologisk funderet, men dette tilsløres ved, at man får det til at fremstå som om, at krænkelserne af christianitterne og deres besøgende, er foranlediget af et ønske om at ville bekæmpe indtagelse af cannabis, hvilket udfra indsatsen at dømme, vel nærmest af regeringen betragtes som værende farligt for den herskende orden på linje med terrorisme.

Hvad der nok snarere er den egentlige motivation for denne tingenes tilstand er, at man fra de borgerlige regeringspartiers side ikke tåler den ideologiske torn i øjet, som dette, for en stor dels vedkommende, ganske vellykkede kollektivistiske eksperiment repræsenterer. Det er da heller ikke svært at komme i tvivl om, hvorvidt den lovgivning regeringen gemmer sig bag, er i befolkningens eller magthavernes favør, når den af disse benyttes til at drive en uhyggelig og ganske omfattende undertrykkelse af lokalbefolkningen og deres gæster på Christiania. Noget der derfor også bør nævnes i sammenhæng med dette er, at det lovgivningsmæssige grundlag i hvilket hele denne unødvendige indsats finder sin legitimitet, er yderst tvivlsomt, idet ulovliggørelsen af cannabis ikke kom istand på baggrund af fornuftbåren argumentation eller på baggrund af nogen egentlig problemstilling, men blot i 1929 vedtoges som led i en ratifikation af en Opiumskonvention, selvom man ovenikøbet i lovgivningsmaterialet tilkendegiver at:

"uanset at indisk Hamp og Præparater, der udvindes af denne, ikke spiller nogen Rolle her i Landet, har man dog i overstemmelse med Opiumskonventionens Artikel 4 og 11 medtaget denne Substans i paragraffen."

AKTIVISTISK UDENRIGSPOLITIK

I det hele taget er det også interessant at man kalder det aktivistisk udenrigspolitisk, i hvad der vel er et forsøg på at udglatte det forhold, at deltagelsen i irak-krigen var en deltagelse i en uprovokeret angrebskrig, om hvilket Nürnberg tribunalet ganske utvetydigt konkluderede: “To initiate a war of aggression... is not only an international crime, it is the supreme international crime.”

Andre på den militaristiske højrefløj har været mere letgennemskuelige mht. deres motiver for deltagelse i massemord. Søren Krarup melder for eksempel klart ud, idet han tydeligt tilkendegiver at formålet med Irak-krigen var at statuere et eksempel overfor det han betragter som den fjendtligt indstillede og ekspansionistiske islamiske religion, og så kunne man jo ligeså godt angribe Irak som et hvilket som helst andet land, og det var derfor ikke af videre betydning, at landet ikke havde taget del i angrebene den ellevte september.

Spørgsmålet består. Hvilken frihed er det der tales om, for såvidt jeg kan se er de eneste der har fået en større grad af frihed som konsekvens af den såkaldt aktivistiske udenrigspolitik, de store firmaer der landede kontrakter med Bush-administrationen og scorede kassen på dette, uden samtidig at være nødsaget til at bekymre sig om indgribende tiltag og reguleringer i den liberaliserede irakiske økonomi under den amerikanske okkupation, hvilket selvfølgelig alt sammen skete for næsen af irakerne, som i stort omfang blev snydt for selv at tjene på genopbygningen af deres sønderbombede land.