Frivillighed eller Tvang?

De statspositive socialister løber hurtigt ind i forklaringsvanskeligheder, når de forsøger at retfærdiggøre den statsligt funderede sociale orden, de agiterer for nødvendigheden af.

Udgangspunktet for kritikken af kapitalismen er, at arbejderne får mindre i hænderne end den værdi de skaber ved hjælp af deres arbejdskraft. Kapitalisten scorer resten og snyder således arbejderklassen for penge. Problematikken er altså, at arbejderne ikke har de midler i hænderne som de kunne have, grundet de sociale strukturer de er underlagt. Dette afføder spørgsmålet: hvordan opløses denne problematik af, at det er staten som gør indhug i arbejderklassens indkomst, gennem beskatningen af arbejdernes arbejde? Hvis det er forkert at kapitalisten tager penge fra arbejderne, er det vel også forkert når staten gør det?

Statssocialisten vil måske forsvare sig med, at pengene som opkræves i skat bliver brugt på fornuftige ting såsom uddannelse, sundhed og sikkerhed, men kan kapitalisten ikke påstå noget lignende dvs. at pengene går til fornuftige ting såsom mere innovation og bedre teknologi, flere arbejdspladser, mere velstand og flere investeringer i etisk produktion? Selvfølgelig kan kapitalisten det, for det er jo netop den argumentation vi ofte er vidner til, når kapitalismens eksistensberettigelse søges forklaret af prokapitalitiske individer og organisationer.

Staten er funderet på tvang, blandt andet fordi dens finansiering foregår under trusler om vold ifa. frihedsberøvelse, såfremt statens økonomiske krav til borgerne, ikke efterkommes af disse. Det er blot en af måderne hvorpå staten må siges, at være en social struktur hvori der aktivt forvoldes, eller trues med at forvolde, menneskelig lidelse. Det samme gør sig selvfølgelig gældende med en lang række af statens forsøg på at regulere vores liv ned i mindste detalje. Selv offerløse gerninger, som potentiel skadelig brug af egen krop, finder man intet problem med at straffe enten økonomisk eller med berøvelse af frihed.

Når samfundet organiseres oppefra er der ikke tale om frivillighed, men derimod tale om tvang, idet en herskende politisk eller økonomisk klasse påtvinger systemets underlagte deres foretrukne organisationsformer, som man så er tvunget til at indfinde sig med, betale for og eksistere under. Både staten og kapitalismen er sociale strukturer som har vold indbygget i systemet. For den som er i den modtagende ende af denne systemiske vold, betyder det derfor ikke det store om magten man er oppe imod kalder sig staten eller kapitalismen.

Jeg mener, at spørgsmålet vi bør stille os selv og hinanden er, om vi ønsker et samfund der er baseret på tvang eller om vi hellere vil have et samfund der er baseret på frivillighed? Vil de fleste ikke foretrække frivilligheden frem for tvangen? Det er jeg personligt ret sikker på er tilfældet og jeg agiterer af samme grund for, at frivillighed bør være grundstenen i ethvert samfund der fortjener at bliver kaldt et frit samfund. 

Organisationen af et samfund bør derfor være baseret på frivillig association mellem samfundets medlemmer. For at dette skal kunne lade sig gøre er det essentielt, at samfundets organisering kommer nedefra og at organiseringen foretages af mennesker, som frivilligt har valgt at bidrage til helheden via frivillighedsbaserede organisationer.