lørdag den 3. november 2012

Det Amerikanske "Demokrati".


Det var en uudtalt præmis i størstedelen af dækningen af det amerikanske præsidentvalg, at der var tale om et demokratisk valg i et demokratisk land. Ud fra hvad man kunne bevidne i medierne, såvel danske som internationale, var der kun et kritisk systemanalytisk fokus i ganske få af dem, mens størstedelen af dækningen skrev og talte indenfor rammerne af den nøje iscenesatte officielle diskurs.

Det er imidlertid på ingen måde uproblematisk, at betragte den amerikanske styreform som et demokrati. Et land bliver ikke demokratisk blot fordi man engang imellem afholder nogle begivenheder kaldet valg, hvor befolkningen, så at sige, kan vælge mellem Pepsi og Coca-Cola. Det var af samme grund også svært at se det demokratiske, endsige repræsentative, i et valg mellem to meget højreorienterede, kapitalistiske kandidater, som på mange områder lignede hinanden. 


Den amerikanske styreform er langt snarere plutokratisk end demokratisk. De rige sidder på våbenindustrien, informationsteknologien, finanserne og medierne og både Romney og Obama må siges at tilhøre både den økonomiske og politiske elite, ligesom The Clintons, John Kerry, Bush-familien og mange andre fremtrædende skikkelser i amerikansk politik. 


Denne samfundstilstand var blandt de væsentligste årsager til, at vi sidste år var vidner til en, for mange ganske uventet, social bevægelses opståen som i starten kaldtes Occupy Wall Street, men senere blev navngivet Occupy X, da den bredte sig. Bevægelsen havde en problematisering af pengenes indflydelse i det politiske system og den stadigt stigende økonomiske ulighed i det amerikanske samfund, som et af dens væsentligste kendetegn og den ramte tydeligvis en nerve i det amerikanske samfund, for den spredte sig som en australsk skovbrand til alle større byer i staterne. Skal man pege på en større sejr for bevægelsen, er den nok først og fremmest, at man lykkedes med at ændre diskursen både i samfundet og i medierne, idet ressourcefordelingen i landet pludselig blev et nationalt samtaleemne.

I forlængelse af de landsdækkende protester kunne man se en række interviews med sagkyndige folk som på forskellig vis beskrev den amerikanske samfundsordens økonomiske sammenhæng. Et af de mere bemærkelsesværdige af disse interviews foregik i den levende TV-legende Bill Moyers program, hvori de to markante amerikanske professorer i statskundskab, Paul Pierson og Jacob Hacker, beskrev den amerikanske økonomiske virkelighed:


Jacob Hacker & Paul Pierson on Winner Take All Politics from BillMoyers.com on Vimeo.
Hvad angår pengenes indflydelse i amerikansk politik, så er det selvfølgelig ganske problematisk i en politisk orden der foregiver at være demokratisk, at de langstrakte valgkampe koster ekstremt mange penge og at den formuende overklasse har let ved at veksle deres økonomiske kapital til politisk kapital. Dette er især tilfældet efter at man ved den højeste retslige instans i USA har givet virksomheder lov til at spendere frit i valgkampene (se: Citizens United). Som den britiske journalist, George Monbiot, skrev op til valget:
"By November 6th, Obama and Romney will each have raised over $1bn. Other groups have already spent a further billion. Every election costs more than the one before; every election, as a result, drags the US deeper into cronyism and corruption. Whichever candidate takes the most votes, it’s the money that wins.

Is it conceivable, for example, that Mitt Romney, whose top five donors are all Wall Street banks, would put the financial sector back in its cage? Or that Barack Obama, who has received over $700,000 from both Microsoft and Google, would challenge their monopolistic powers? Or, in the Senate, that the leading climate change denier James Inhofe, whose biggest donors are fossil fuel companies, could change his views, even when confronted by an overwhelming weight of evidence?The US feeding frenzy shows how the safeguards and structures of a nominal democracy can remain in place while the system they define mutates into plutocracy."
I en interessant systemkritisk analyse af den amerikanske politiske orden, betitlet Phantom Democracy og udgivet i 2011, beskriver den garvede amerikanske intellektuelle Carl Boggs systemet på en måde som står i klar kontrast til føromtalte uudtalte præmis i den danske og internationale valgdækning:
“Contrary to received wisdom, the U.S. Constitution laid the ground-work for centralized government and elite rule, not surprising for a document that actually evokes contempt for the democratic capacities of ordinary people. It was the artifact of a predemocratic era in which all forms of domination, later contested, were mostly taken for granted. While it is true that participation in limited forms (mainly voting) has steadily broadened over time—and with it the codification of many basic rights—elite power has continued to define American society into the present. This should hardly seem astounding, for, as Sheldon Wolin puts it, the American political system was “born with a bias against democracy.” It was a system, in other words, fully compatible with concentrated forms of corporate, government, and military power: Congress, the presidency, the court system, parties, workplaces, schools, and universities—all these arenas of public life have been hierarchical and bureaucratic, with modest degrees of popular involvement at best. While power had grown more authoritarian across the landscape, few people (earlier or later) paused to question the “democratic” label so ritually affixed to American social and political life; the flattering label was taken for granted. Power became even further elitist and bureaucratic during the twentieth century with the growth of an imperial system linked to a domestic security state. As Wolin notes, “Virtually from the beginning of the nation the making of the American citizen was influenced, even shaped by, the making of an American imperium.”
Den amerikanske overvågnings- og sikkerhedsstat er nu så omfattende, at den er værre end i de fleste fascistiske stater, da ingen historiske fascistiske styreformer har haft i nærheden af en ligeså omfangsrig og teknologisk sofistiskeret sikkerhedsstat og derfor heller ikke ligeså gode muligheder for at overvåge befolkningen. Disse muligheder benyttes ganske flittigt, både inden- og udenfor lovens rammer. (se her, her og her). Godt nok kan man ikke lødigt sammenligne repressionen i mange historiske fascistiske stater med graden af undertrykkelse af politiske aktivister i nutidens USA, men det betyder bestemt ikke, at repressiv statslig aktivitet ikke finder sted: 
1) Dyrerettighedsaktivister og miljøforkæmpere bliver forfulgt af myndighederne og møder ganske ofte absurde anklager om terrorisme.

2) Der foregår tilsyneladende en intensiv overvågning af muslimske communities.
3) Sagen mod Leah Lynne-Plante og de andre medlemmer af hendes aktivistiske kollektiv er et aktuelt eksempel på den amerikanske sikkerhedsstats måde at håndtere politisk aktive på den yderste venstrefløj.

4) under protester ved republikanske og demokratiske konventer har man effektivt begrænset muligheden for synlige protester blandt andet ved oprettelsen af såkaldte ”free speech zones”. Man har endvidere anholdt systemkritiske journalister ved disse begivenheder f.eks. Amy Goodman.
 5) Derudover bør den brutalitet som Occupy-bevægelsen blev mødt af bestemt også nævnes. Politiet smadrede folks ejendom og tævede løs på demonstranterne i Zucotti Park sidste år. 
Det hører desuden med til historien, at forfølgelser af venstrefløjen og den farvede opposition, har stået ganske stærkt tidligere i staternes historie, ligesom det hører med til historien, at der ikke er det store behov for at gå systematisk efter systemkritikere udenfor systemet, da ejerskabsforholdene i massemedierne og måden hvorpå de fungerer, forvolder en så effektiv forstummelse af dissidenterne, at man ikke behøver ret mange andre værktøjer. Det er ganske enkelt noget nær umuligt, at bedrive en omfattende systemkritik i de fleste amerikanske fjernsynsprogrammer dvs. på ganske få minutter mellem to reklameblokke. Den strukturelle vold ifa. sociale strukturer som gør vold på folks muligheder for at komme til orde, er nok i sig selv.

Under Obamas valgkamp (2007-2008) hævdede man, at whistleblowers ofte var ”the best source of information about waste, fraud, and abuse in government” og at sådanne ”acts of courage and patriotism, which can sometimes save lives and often save taxpayer dollars, should be encouraged rather than stifled.” Den politiske virkelighed under Obama-administrationen er imidlertid den stik modsatte, idet man har forfulgt whistleblowers i et forstyrrende og rekordsættende omfang. Sagen mod wikileaks, Assange og Manning har med al ønskelig tydelighed vist, at man vist ikke ligefrem lever op til de fine ord man ytrede under valgkampen. Her havde man pludselig en meget succesrig form for systemkritik, whistleblowing og brug af ytringsfriheden. En som massemedierne var nødt til at tage seriøst hvis de skulle undgå, at miste al kredibilitet. Og hvad skete der? Både Assange og Manning står i princippet til henrettelse grundet anklagerne om højforræderi og spionage. 


Der sidder i dag flere afro-amerikanere bag tremmer i de amerikanske fængsler end der var negerslaver umiddelbart op til the abolition. I disse fængsler er der meget ofte tale om enten ulønnet eller ringe lønnet fængselsarbejde for privatkapitalistiske interesser. Det er svært at se hvordan det ikke forekommer at være en moderne udgave af slaveriet, primært legitimeret af The War on Drugs og de mange domme som har fulgt i dens kølvand. Kriminologen Michelle Alexander beskriver, i et interview med Democracy Nows Amy Goodman, hvordan denne politik påvirker de farvede samfund og deres indbyggeres status i USA.




USA er ikke kun en nation indenfor nogle nationale grænser i Nordamerika, men et globalt militærbaseimperium som fortsætter med at støtte nogle af verdens værste diktaturer fordi det gavner imperiet. Hvor demokrati kommer ind i den del af ligningen er selvsagt forbundet med nogle gevaldige forklaringsproblemer, især i lyset af, at USA har undergravet mere demokrati end man har hjupet på vej gennem de sidste tres års udenrigspolitik dvs. siden man væltede Mossadeq (Iran) og Jacobo Árbenz (Guatemala) i starten af halvtredserne. Denne demokratifjendtlige magtpraksis bekræfter historien eftertrykkeligt eksistensen af, op gennem årtierne efter Anden Verdenskrig.

Den amerikanske udenrigspolitik har mange millioner ofre på samvittigheden som følge af diktatorstøtte, krig, interventioner, strukturelle tilpasningsprogrammer, opretholdelse af forrentet gæld i den tredje verden, udplyndrende frihandelsaftaler og massemorderiske sanktioner. Gennem amerikansk styrede organisationer som Verdensbanken og IMF holder man fattige nationer i et jerngreb, og gennem trusler om vold - sanktioner, interventioner eller krig - holder man store dele af resten af verden i en tilstand af frygt for overmagten. 


Vist har den amerikanske styreform visse demokratiske træk. Det bør ikke benægtes. Men hvordan vi kan nå frem til et slutresultat der kan kaldes demokratisk, når vi tager alt ovenstående i betragtning, står hen i det uvisse.

Ingen kommentarer: