Skrevet af: Rune Lykkeberg
I anledning af den offentlige sandhed om, at to tunesere har planlagt et mord på en tegner er det måske på tide, at minde om Donald Rumsfelds filosofi om det vi ved, og det vi ikke ved
'As we know, there are known knowns. There are things we know we know. We also know here are known unknowns. That is to say we know there are some things we do not know. But there are also unknown unknowns. The ones we don't know we don't know.'
- Donald Rumsfeld
Trist, sagde Pia Kjærsgaard. Og trist sagde studieværten i TV-Avisen bagefter. De var enige om, at der var tale om en trist udvikling. Det handlede om den ene af de to tunesere, som tidligere på året blev administrativt udvist af Integrationsministeriet. Den anden, som var den, der som kampsportsspecialist ifølge Politiets Efterretningstjeneste skulle kvæle tegneren Kurt Westergaard, har allerede forladt landet.
Der var også en tredje mand involveret. Han blev sigtet for mordforsøg på tegneren, men statsadvokaten valgte siden at frafalde sigtelsen på grund af manglende beviser. Den minister, som havde ansvaret for den administrative udvisning, udtalte allerede dengang, at hun "ikke var begejstret". Det har hun siden gentaget.
Højesteret anmodede i sommeren 2008 om en undersøgelse af det bevismateriale, som skulle ligge til grund for udvisningerne og antagelsen om, at de to var i færd med at planlægge et mord på Kurt Westergaard. PET afviste at udlevere al materiale, men det viste sig, at den tuneser, som er blevet i Danmark, angiveligt er mistænkt for at planlægge mordet på Kurt Westergaard, fordi han har set en selvmordsvideo på nettet, og fordi han i 2005 var i færd med at købe en bil, der ifølge tjenesten skulle bruges til flugten.
Det viste sig også, at den pistol, som PET havde fundet hos den nu bortrejste tuneser, ikke var et potentielt dræbende skydevåben, men derimod en gaspistol, der oven i købet var i stykker.
Det Pia Kjærsgaard mandag aften kaldte "en trist udvikling" var, at den tuneser, som er forblevet i Danmark, ikke kan fængsles, fordi han ikke er dømt. Og ganske påfaldende blev hendes politiske vurdering gentaget af journalisten i studiet: "Det er en trist udvikling."
En vurdering fra Politiets Efterretningstjeneste er således vandret til at blive et politisk udsagn og endelig til en sandhed, som gentages af en studievært på tv.
Den troværdige agent
Det bliver sagt, som om det er noget vi ved positivt, at denne mand skulle være til fare for statens sikkerhed. Justitsministeren har også på trods af Højesterets afgørelse udtalt, at der er tale om "en farlig mand". Men hvis der er noget, vi ved positivt, så er det ikke, at vi ikke ved det. Som den forhenværende amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld berømt udtalte, må man skelne det, vi ved, at vi ved, det vi ved, at vi ikke ved, og endelig det, som vi ikke ved, at vi ikke ved.
Det sidste er det selvsagt svært at give eksempler på, og det første giver sig selv. Men om PET's vurdering af de to tunesere ved vi, at en af de ansvarlige ministre, der har set grundlaget for den administrative udvisning ikke var begejstret. Vi ved også, at PET's rolle er blevet udvidet med antiterrorloven. Efterretningstjenesten skal ikke længere kun forhindre angreb. Den skal også føre sager ved domstolene. Vi ved, at PET har tabt flere af disse sager.
Ved den såkaldte Glostrup-sag ved vi også, at bevisførelserne mod de fire terrortiltalte i høj grad baserede sig på vurderinger af ydre tegn på de sigtedes religionsforhold: Langt skæg blev eksempel brugt som indicium. Det påfaldende var, at disse indicier blev vurderet som overbevisende af domsmændene, hvorefter dommerne valgte at skride ind og slå fast, at der ikke var tale om beviser. Tre ud af fire tiltalte blev således frifundet. Vi ved også, at PET siden 1999 er blevet undersøgt af en kommission, som blev nedsat ved lov. Meget ved vi ikke om denne kommissions langvarige arbejde, fordi det meste foregår for lukkede døre. Vi ved også, at PET i den såkaldte Vollsmose-sag brugte en civil agent, som af klassekammerater og tidligere kolleger var kendt for både voldsomme overdrivelser og rene løgnehistorier. Han meldte sig selv til PET som angiver og blev af tjenesten vurderet som troværdig. Hans vidneudsagn var med til sende terrormistænkte i fængsel i op til 12 år.
Derudover ved vi, at PET tidligere har løjet for offentligheden. Efter anholdelserne af de terrormistænke i Vollsmose i 2006 kom det frem, at PET havde trukket hætter ned over hovederne på de anholdte, hvilket er i strid med torturkonventionen. De anholdte fortalte selv om hætterne. Først benægtede PET brugen af hætterne, siden indrømmede tjenesten det.
Den triste udvikling
Vi ved altså, at PET ikke altid siger sandheden. Vi ved også, at det ikke er PET's opgave at sige sandheden til borgerne. Derfor ved vi også, at der en masse, vi ikke ved. Det er ikke kontroversielle eller systemkritiske antagelser. Det er forhold, som PET sikkert selv vil bekræfte. Det forekommer på den baggrund besynderligt, at en kritisk offentlighed, der som regel tager for givet, at danskerne er anti-autoritære og ikke vil påduttes andres dogmer, tilsyneladende ophøjer PET's postulater til sandheder.
Det regnes for helt sikkert, at Kurt Westergaard skulle være genstand for planer om et attentat. Og tuneserne regnes for dem, der skulle gøre det. Der tales i offentligheden, som om, det er noget, vi ved. Men det, vi ved, er faktisk, at vi ikke ved det. Vi kan ikke påberåbe os den uskyld, som tilkommer dem, der ikke ved, at de ikke ved det. Og når dette enten behændigt glemmes eller bevidst ignoreres, synes det berettiget at tale om en trist udvikling.
