Den igangværende økonomiske krise tvinger regeringen og DF til at intensivere kampen for at holde sammen på samfundet. I forsvaret for den danske befolknings privilegier og velstand er alle midler legitime, inklusive racistiske nødlove. Tuneserloven er et afsindigt forsøg på at indhegne vores velstand.
Med Tuneserloven har det danske demokrati således vist, hvor det ønsker at bevæge sig hen: undtagelsestilstand. De juridiske værn, som almindeligvis beskytter os mod overgreb fra statens side, sættes helt eller delvist ud af kraft. Med udpegningen og kriminaliseringen af en gruppe mennesker i Danmark er der taget et uigenkaldeligt skridt hinsides alle idealerne om det liberale demokrati og de almindelige menneskerettigheder, som borgerskabet ellers selv i sin tid introducerede for mere end to hundrede år siden. Tuneserloven viser, at magten nu ikke engang gider gøre sig besværet med at opretholde illusionen om en borgerlig retsstat. Med loven er vi kommet ind i et nyt politisk rum, hvor magten på én gang er lovgivende, dømmende og udøvende. I dag er vi potentielt set alle tunesere.
Hidtil har udlændingepolitikkens racisme og brutalitet været gemt væk under administrative foranstaltninger: flygtninge er i tusindvis blevet afvist ved grænserne, indvandrefamilier er blevet straffet økonomisk gennem starthjælp og deres forhåbninger om at få samlet familien i sikkerhed er blevet forhindret og umuliggjort gennem abstrakte administrative forordninger: 24-årsregel, 29-årsregelen, tilknytningskrav og så videre. Alle abstrakte bureaukratiske forordninger, som i det skjulte gør mange menneskers liv ubærligt. De fremmede skal føle, de er fremmede, og grænserne er lukket for de uønskede. Men disse overgreb har foregået langt fra mediernes søgelys og hinsides middelklassens forbrugs- og investeringshorisont.
Med Tuneserloven er der kommet ansigter på: 18 juridisk set uskyldige personer er blevet dømt med tilbagevirkende kraft til tilbageholdelse på livstid. Deres eneste forbrydelse er at være fremmede og uønskede.
Reelt befandt de udlændinge, der opholder sig i landet på tålt ophold, sig allerede før vedtagelsen af loven i en limboagtig retstilstand. Rigspolitiet har længe haft beføjelser til at pålægge dem meldepligt, hvis de fandt, at sikkerhedsmæssige grunde talte for det. Forskellen er, at nu skal samtlige personer på tålt ophold frihedsberøves over én kam. Staten placerer en gruppe mennesker i en situation, hvor de frihedsberøves uden om domstolene og med en abstrakt henvisning til nationens sikkerhed. Retsstatens grundlovssikrede rettigheder suspenderes med henvisning til en enkeltsag, en herboende tunesisk mands påståede drabsplan mod en af Jyllands Postens karikaturtegnere. Denne form for tilbageholdelse strider mod internationale konventioner, men staten opfinder blot en ny betegnelse for et fængsel: melde- og opholdspligt.
Med Tuneserloven er alle masker faldet: regeringen og dets støtteparti vil gøre alt, hvad de kan for desperat at holde sammen på det danske folkefællesskab. Det gælder for enhver pris om at opretholde de eksisterende uligheder mellem hvide og ikke-hvide, rige og fattige, statsborgere og ikke-statsborgere.
Dette danske folkefællesskab, som der konstant messende henvises til, er et fantasimonster, men et formålstjenligt fantasimonster, som for Dansk Folkeparti betyder: hvid kristen racisme. Og for regeringen: ekskluderende sortering og værdisætning af menneskeliv på den globale markedsplads. Sammen har regeringen og DF effektivt radikaliseret det nationale demokrati i Danmark og dyrket en form for nationalistisk autenticitetstotalitarisme, der har taget form af hetz af muslimer og kulturradikale, kombineret med besættelseskrige i Irak og Afghanistan. Liberalistisk markedsøkonomi er blevet kombineret med undtagelsestilstand legitimeret af racistisk nationalisme.
Konfronteret med den største finansielle krise siden 1930’erne, der truer med at fordele verdens rigdom anderledes og åbne for en ny runde af imperialistisk strid, skruer regeringen og DF op for deres racistiske kulturkamp i et desperat forsøg på at sikre den danske befolknings privilegier og velstand. I denne kamp er alle midler tilsyneladende legitime, inklusive racistiske nødlove. Målet er at opretholde den uværende magtbalance og sikre at velfærden forbliver ‘hvid’. Men den brutale globale ulighed, som vi danskere nyder så godt af, lader sig ikke opretholde selv med undtagelsestilstand, pigtrådshegn og invasionskrige.
Under undtagelsestilstanden giver det ikke længere mening at forestille sig en dialog mellem rationelle parter, der vil det samme og stræber efter det samme fælles gode. Hvordan kan vi appellere til menneskerettigheder, rimelighed og objektivitet, når de herskende kræfter kun har hån til overs for disse værdier? Lad maskerne falde.
-------------------------------------------
ovenstående er hentet fra kontradoxa på modkraft.dk og er forfattet af en aktivistgrupper der kalder sig Imaginær Fraktion.
http://www.modkraft.dk/spip.php?article9485
