fredag den 25. januar 2008
Online Papers om bevidsthed og relaterede emner
Filosofiproffesor David Chalmers har lavet en meget udførlig liste over online- tilgængelige papers vedrørende studier af bevidsthed i dets mange manifestationer samt relaterede emner, så hvis du mangler læsestof til de kolde vinteraftener, er det her et godt sted at starte.
onsdag den 23. januar 2008
Vedrørende Israels kollektive afstraffelse af palæstinenserne
No general penalty, pecuniary or otherwise, shall be inflicted upon the population on account of the acts of individuals for which they cannot be regarded as jointly and severally responsible.
Laws and Customs of War on Land (Hague IV); October 18, 1907, Article 50
No protected person may be punished for an offence he or she has not personally committed. Collective penalties and likewise all measures of intimidation or of terrorism are prohibited.
Pillage is prohibited.
Reprisals against protected persons and their property are prohibited.
Convention (IV) relative to the Protection of Civilian Persons in Time of War, Geneva, 12 August 1949, Part III : Status and treatment of protected persons, Section I : Provisions common to the territories of the parties to the conflict and to occupied territories, Article 33
Any destruction by the Occupying Power of real or personal property belonging individually or collectively to private persons, or to the State, or to other public authorities, or to social or cooperative organizations, is prohibited, except where such destruction is rendered absolutely necessary by military operations.
Convention (IV) relative to the Protection of Civilian Persons in Time of War, Geneva, 12 August 1949, Part III : Status and treatment of protected persons, Section III: Occupied Territories, Article 53
Ovenstående er en ment som et supplement til følgende artikler:
The poor and the sick suffer as Israel cuts power to Gaza
Palestinian water authority: 40% of Gazans lack running water
The Lessons of Violence
Socialdemokratisk retorik
Forleden kunne man læse en kronik af tre unge socialdemokrater i politiken omhandlende hvad de mente var 29 velfærdspligter, om hvilke man kunne læse at "De nye velfærdspligter skal sætte fokus på den enkeltes ansvar og forpligtelse over for fællesskabet."
En af kronikkens forfattere fik også en times taletid i Poul Friis debatprogram på P1. Hvilken af forfatterne der var i debatprogrammet husker jeg ikke, men i de ti minutter jeg kunne holde ud at høre, blev han ved med at gentage "fællesskabet....fællesskabet....fællesskabet" mens han uddybede hvad han anså for at være pligter enhver har i forhold til hans/deres idé om fællesskabet. Dette finder jeg ret problematisk for:
Hvornår opstod fællesskabet? Hvor starter og slutter det geografisk? Hvad kendetegner det? Hvem inkluderer og ekskluderer det? Hvad kendetegner den enkeltes medlemskab i fællesskabet? Er medlemskab af fællesskabet et tvunget medlemskab, eller er medlemskabet baseret på frivillighed? Er det kendetegnende for fællesskabet, at alle medlemmer nyder de samme rettigheder og privilegier? Eller er der forskel på disse fra medlem til medlem, og i så fald, hvad begrundes denne forskellighed så med?
Alle disse spørgsmål må der, i mine øjne, svares fyldestgørende på, førend begrebet ‘fællesskabet’, og nogen som helst tale om forpligtelse overfor dette, kan siges at have nogen som helst form for legitimitet og førend begrebets anvendelighed kan siges at være rimeligt begrundet. Indtil da vil jeg tillade mig at postulere, at det at tale om ‘fællesskabet’ som et overordnet begreb er ganske problematisk, og at ‘fællesskabet’ for mig forekommer mig at have nogenlunde samme begrebslige værdi - eller måske snarere mangel på samme - som ‘danskhed’, ‘almenvellet’,‘sammenhængskraften’ og andre begreber som ikke er klart afgrænsede, hvorfor deres anvendelighed er højst tvivlsom.
I mine øjne eksisterer der ikke noget man kan kalde fællesskabet, hvorfor det følger, at tale om forpligtelse overfor et sådant, er ganske meningsløs. Derimod mener jeg, at man kun meningsfuldt kan tale om medlemskab af diverse fællesskaber, og at det er kendetegnet ved medlemskabet af hvert af disse, at det for det første er baseret på frivillighed, og dernæst, at den grad af forpligtelse man føler overfor hvert af disse fællesskaber, er direkte proportionel med hvor stor betydning medlemskabet og de øvrige medlemmer af disse fællesskaber, har for den enkelte.
En af kronikkens forfattere fik også en times taletid i Poul Friis debatprogram på P1. Hvilken af forfatterne der var i debatprogrammet husker jeg ikke, men i de ti minutter jeg kunne holde ud at høre, blev han ved med at gentage "fællesskabet....fællesskabet....fællesskabet" mens han uddybede hvad han anså for at være pligter enhver har i forhold til hans/deres idé om fællesskabet. Dette finder jeg ret problematisk for:
Hvornår opstod fællesskabet? Hvor starter og slutter det geografisk? Hvad kendetegner det? Hvem inkluderer og ekskluderer det? Hvad kendetegner den enkeltes medlemskab i fællesskabet? Er medlemskab af fællesskabet et tvunget medlemskab, eller er medlemskabet baseret på frivillighed? Er det kendetegnende for fællesskabet, at alle medlemmer nyder de samme rettigheder og privilegier? Eller er der forskel på disse fra medlem til medlem, og i så fald, hvad begrundes denne forskellighed så med?
Alle disse spørgsmål må der, i mine øjne, svares fyldestgørende på, førend begrebet ‘fællesskabet’, og nogen som helst tale om forpligtelse overfor dette, kan siges at have nogen som helst form for legitimitet og førend begrebets anvendelighed kan siges at være rimeligt begrundet. Indtil da vil jeg tillade mig at postulere, at det at tale om ‘fællesskabet’ som et overordnet begreb er ganske problematisk, og at ‘fællesskabet’ for mig forekommer mig at have nogenlunde samme begrebslige værdi - eller måske snarere mangel på samme - som ‘danskhed’, ‘almenvellet’,‘sammenhængskraften’ og andre begreber som ikke er klart afgrænsede, hvorfor deres anvendelighed er højst tvivlsom.
I mine øjne eksisterer der ikke noget man kan kalde fællesskabet, hvorfor det følger, at tale om forpligtelse overfor et sådant, er ganske meningsløs. Derimod mener jeg, at man kun meningsfuldt kan tale om medlemskab af diverse fællesskaber, og at det er kendetegnet ved medlemskabet af hvert af disse, at det for det første er baseret på frivillighed, og dernæst, at den grad af forpligtelse man føler overfor hvert af disse fællesskaber, er direkte proportionel med hvor stor betydning medlemskabet og de øvrige medlemmer af disse fællesskaber, har for den enkelte.
Dagens citat: George Berkeley om filosofi
Philosophy is just the study of wisdom and truth, so one might reasonably expect that those who have spent most time and care on it would enjoy a greater calm and serenity of mind, know things more clearly and certainly, and be less disturbed with doubts and difficulties than other men. But what we find is quite different, namely that the illiterate majority of people, who walk the high road of plain common sense and are governed by the dictates of nature, are mostly comfortable and undisturbed. To them nothing that is familiar appears hard to explain or to understand. They don’t complain of any lack of certainty in their senses, and are in no danger of becoming sceptics. But as soon as we depart from sense and instinct to follow the light of a higher principle - that is, to reason, meditate, and reflect on the nature of things - a thousand doubts spring up in our minds concerning things that we previously seemed to understand fully. We encounter many prejudices and errors of the senses; and when we try to correct these by reason, we are gradually drawn into crude paradoxes, difficulties, and inconsistencies, which multiply and grow upon us as our thoughts progress; until finally, having wandered through many intricate mazes, we find ourselves back where we started or - which is worse - we sit down in a forlorn scepticism.
- George Berkeley “Principles of Human Knowledge” udgivet i 1710.
Hitler om propaganda i Mein Kampf
Der var engang hvor politikere var ret åbenmundede omkring deres metoder, mens det i dag mere synes at være tilfældet, at en hær af spindoktorer og/eller såkaldte pressemedarbejdere hverves, for at undgå at det der menes, også er det der siges. Med Hitler forholdt det sig anderledes, han skriver for eksempel følgende - og ganske skræmmende, men det er jo Hitler - om brugen og nytten af propaganda:
“The receptive powers of the masses are very restricted, and their understanding is feeble. On the other hand, they quickly forget. Such being the case,all effective propaganda must be confined to a few bare essentials and those must be expressed as far as possible in stereotyped formulas. These slogans should be persistently repeated until the very last individual has come to grasp the idea that has been put forward. If this principle be forgotten and if an attempt be made to be abstract and general, the propaganda will turn out ineffective; for the public will not be able to digest or retain what is offered to them in this way. Therefore, the greater the scope of the message that has to be presented, the more necessary it is for the propaganda to discover that plan of action which is psychologically the most efficient.
It was, for example, a fundamental mistake to ridicule the worth of the enemy as the Austrian and German comic papers made a chief point of doing in their propaganda. The very principle here is a mistaken one; for, when they came face to face with the enemy, our soldiers had quite a different impression. Therefore, the mistake had disastrous results. Once the German soldier realised what a tough enemy he had to fight he felt that he had been deceived by the manufacturers of the information which had been given him. Therefore, instead of strengthening and stimulating his fighting spirit, this information had quite the contrary effect. Finally he lost heart.
On the other hand, British and American war propaganda was psychologically efficient. By picturing the Germans to their own people as Barbarians and Huns, they were preparing their soldiers for the horrors of war and safeguarding them against illusions. The most terrific weapons which those soldiers encountered in the field merely confirmed the information that they had already received and their belief in the truth of the assertions made by their respective governments was accordingly reinforced. Thus their rage and hatred against the infamous foe was increased. The terrible havoc caused by the German weapons of war was only another illustration of the Hunnish brutality of those barbarians; whereas on the side of the Entente no time was left the soldiers to meditate on the similar havoc which their own weapons were capable of. Thus the British soldier was never allowed to feel that the information which he received at home was untrue. Unfortunately the opposite was the case with the Germans, who finally wound up by rejecting everything from home as pure swindle and humbug. This result was made possible because at home they thought that the work of propaganda could be entrusted to the first ass that came along, braying of his own special talents, and they had no conception of the fact that propaganda demands the most skilled brains that can be found.
Thus the German war propaganda afforded us an incomparable example of how the work of enlightenment should not be done and how such an example was the result of an entire failure to take any psychological considerations whatsoever into account.”
tirsdag den 22. januar 2008
Dagens Citat: John Stuart Mill
“A government cannot have too much of the kind of activity which does not impede, but aids and stimulates, individual exertion and development. The mischief begins when, instead of calling forth the activity and powers of individuals and bodies, it substitutes its own activity for theirs; when, instead of informing, advising, and, upon occasion, denouncing, it makes them work in fetters, or bids them stand aside and does their work instead of them. The worth of a State, in the long run, is the worth of the individuals composing it; and a State which postpones the interests of their mental expansion and elevation, to a little more of administrative skill, or that semblance of it which practice gives, in the details of business; a State which dwarfs its men, in order that they may be more docile instruments in its hands even for benefial purposes – will find that with small men no great things can really be accomplished; and that the perfection of machinery to which it has sacrificed everything, will in the end avail it nothing, for want of the vital power which, in order that the machine might more smoothly, it has preferred to banish.”
- John Stuart Mill ‘On Liberty’.
mandag den 21. januar 2008
Ytringsfrihed?
§ 140. Den, der offentligt driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
§ 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.
- Straffeloven
Der tales så ofte om ytringsfriheden, og om at vi skal værne om den og den beskrives oftest som noget helligt, som ikke der ikke bør røres ved. Disse er selvfølgelig ganske legitime holdninger, men problemet er bare, at de forudantager, at befolkningen rent faktisk har frihed til at ytre sig, men sådan forholder det sig, som ovenstående paragraffer fra straffeloven illustrerer, ingenlunde, idet lovgivningen kriminaliserer en lang række ytringer.
Nu kan man selvfølgelig mene, at det er dumt at tilsvine andre på grund af deres hudfarve, seksuelt eller religiøse tilhørsforhold, hvilket jeg da ingenlunde er uenig i, men derfra og så til decideret at kriminalisere sådanne ytringer er der godt nok et stykke, og denne kriminalisering har da også den ret uheldige konsekvens, at den umuliggør nogen som helst tale om ytringsfrihed. For det, at man kun har ret til at ytre sig inde for en statsdikteret margin, er ikke ytringsfrihed, men derimod blot en begrænset ytringstilladelse.
Ytringsfrihed må altså med andre ord, af nødvendighed, omfatte retten til at ytre hvad som helst, for at være ytringsfrihed.
"Goebbels was in favor of free speech for views he liked. So was Stalin. If you're in favor of free speech, then you're in favor of freedom of speech precisely for views you despise. Otherwise, you're not in favor of free speech."
- Noam Chomsky, Manufacturing Consent: Noam Chomsky and the Media (1992).
I do not agree with what you have to say, but I'll defend to the death your right to say it.
- Francois Voltaire
God regeringspraksis og god videnskabelig praksis.
Der tales fra regeringens side meget om, at man anser det for vigtigt at der gøres fremskridt henimod et videnssamfund, således at Danmark i fremtiden vil være i stand til at markere sig indenfor naturvidenskaberne, hvilket alt sammen lyder meget godt, men det interessante er, at hvis man førte videnskab på samme måde som regeringen udøver regeringsførelse, ville fremskridt indenfor de videnskabelige discipliner være ganske beskedne, da videnskab udvikles ved åbenhed for kritik, fejlfinding og diskussion af kriterierne for hvorledes god videnskaben bør drives, hvilket står i et direkte modsætningsforhold til den nuværende regerings regeringsførelse, som snarere synes kendetegnet ved at være lukket for kritik - “der ikke noget at komme efter” - ligesom fejlfinding og egentlig diskussion af kriterierne for god regeringsførelse, dvs. egentlig selvransagelse, kan ligge på et meget lille sted. Nogle kommissioner synes ligefrem at være sådan konstrueret at formålet med dem er at nå frem til et prædefineret udfald, hvorfor man i nogle tilfælde lader disse kommissioner være ledet af folk, som på forhånd er venligt stemt overfor den politik som ønskes undersøgt, hvilket f.eks. synes at være tilfældet med forsvarskommissionen, som ledes af socialdemokraten Hans Hækkerup, der ligesom regeringen, bakker op om en aktivistisk udenrigspolitik. Man ønsker altså med andre ord at verificere gyldigheden af den position man har indtaget, frem for, og i modsætning til den måde hvorpå god videnskab bør praktiseres, at have eventuel falsifikation som det egentlige formål mhp. at tjekke hvorvidt positionen er holdbar.
Videnskabsteoretikeren Stephen Toulmin skriver i sin bog ‘Human Understanding’, at måden hvorpå et samfund drives, bør møde de samme kriterier som måden hvorpå man driver god videnskab, hvis denne samfundsdrift skal kunne siges at være et rationelt foretagende. Om dette skriver han, at “The existence of regular procedures for criticizing the consequences of social or political institutions, and for advocating changes in social or political practice, is what makes the conduct of political affairs a ‘rational’ matter, rather than a mere exercise of arbitrary authority or contest for power [...] the overall ‘rationality’ of the existing procedures or institutions depends on the scope that exists for criticizing and changing them from within the enterprise itself.”
Det følger vel deraf, at såfremt samfundets styring ikke lever op til disse krav, er det ikke et rationelt foretagende, men snarere en trosbaseret konstruktion, som søger at bekræfte (verificere) gyldigheden af det ideologiske fundament, ud fra hvilket man driver politik. Selvtilstrækkelig lukkethed og uvilje mod at lytte til kritisk modargumentation hører ingen steder hjemme i god videnskabelig praksis, hvorfor man vel med rette kan indvende, at hvis den påståede hensigt er et ønske om at konstruere samfundet således, at der dannes grobund for forskning i verdensklasse, hvorfor ses principperne for god videnskabelig praksis så ikke udtrykt i højere grad, i den måde hvorpå man praktiserer regeringsførelse?
Videnskabsteoretikeren Stephen Toulmin skriver i sin bog ‘Human Understanding’, at måden hvorpå et samfund drives, bør møde de samme kriterier som måden hvorpå man driver god videnskab, hvis denne samfundsdrift skal kunne siges at være et rationelt foretagende. Om dette skriver han, at “The existence of regular procedures for criticizing the consequences of social or political institutions, and for advocating changes in social or political practice, is what makes the conduct of political affairs a ‘rational’ matter, rather than a mere exercise of arbitrary authority or contest for power [...] the overall ‘rationality’ of the existing procedures or institutions depends on the scope that exists for criticizing and changing them from within the enterprise itself.”
Det følger vel deraf, at såfremt samfundets styring ikke lever op til disse krav, er det ikke et rationelt foretagende, men snarere en trosbaseret konstruktion, som søger at bekræfte (verificere) gyldigheden af det ideologiske fundament, ud fra hvilket man driver politik. Selvtilstrækkelig lukkethed og uvilje mod at lytte til kritisk modargumentation hører ingen steder hjemme i god videnskabelig praksis, hvorfor man vel med rette kan indvende, at hvis den påståede hensigt er et ønske om at konstruere samfundet således, at der dannes grobund for forskning i verdensklasse, hvorfor ses principperne for god videnskabelig praksis så ikke udtrykt i højere grad, i den måde hvorpå man praktiserer regeringsførelse?
onsdag den 16. januar 2008
Mindre Frihed under Fogh-regeringerne
Der er næsten sket en fordobling i antallet af langvarige varetægtsfængslinger (fra 446 til 717) under Foghs statsministerembede, altså en fordobling af frihedsberøvelser af mennesker som er principielt uskyldige, da de ikke har fået bevist deres eventuelle skyld ved en domstol.
Hør mere om hvorfor dette er særdeles problematisk i dette radioprogram, hvor forsvarsadvokaten Merethe Stagetorn interviewes om sagen.
Hør mere om hvorfor dette er særdeles problematisk i dette radioprogram, hvor forsvarsadvokaten Merethe Stagetorn interviewes om sagen.
Dansk Folkeparti ønsker fordobling af tvang
Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen, mener det ville være en god idé at fordoble antallet af personer der er tvunget til at aftjene værnepligt i det danske forsvar, for dermed at skabe et bedre rekrutteringsgrundlag for den ideologisk betingede krigsførsel Danmark lige nu deltager i, i Afghanistan. Denne fordobling af statslig tvang mener Søren Espersen er at sammenligne med en "forlænget ferieperiode". Regeringen er selvfølgelig positivt stemt overfor forslaget
Kilde[1][2]
Læs i forlængelse af dette min kommentar til DF's Søren Krarup's undskyldning for at deltage i den uprovokerede angrebskrig mod Irak.
Kilde[1][2]
Læs i forlængelse af dette min kommentar til DF's Søren Krarup's undskyldning for at deltage i den uprovokerede angrebskrig mod Irak.
Dagens citat: Emerson om transcendens
“A man is a facade of a temple wherein all wisdom and all good abide. What we commonly call man, the eating, drinking, counting man, does not, as we know him, represent himself, but misrepresents himself. Him we do not respect, but the soul whose organ he is, if he would let it appear through his action, will make our knees bend. When it breathes through his intellect. It is genius; when it breathes through his will it is virtue; when it flows through his affection, it is love. And the blindness of the intellect begins when it would be something of itself. The weakness of the will begins when the individual would be something of himself. All reform aims in some one particular to let the soul have its way through us...”
- Ralph Waldo Emerson
Læs mere om Emerson.
- Ralph Waldo Emerson
Læs mere om Emerson.
tirsdag den 15. januar 2008
Gottfried Helnwein - malerier med kant
Check Helnweins side ud for mange flere fantastiske malerier, hans landskabsmalerier og portrætter er også i indiskuterbar verdensklasse.
fredag den 11. januar 2008
En Erkendelsesteoretisk dialog mellem Rabh og Talmidh, af Erwin Neutzsky-Wulff
DEL I
Talmidh: Hvordan vinder jeg indsigt?
Rabh: Hvorfor spørger du mig om det?
Talmidh: Man har ladet mig vide at du besidder en sådan.
Rabh: Jeg er ikke ganske sikker på, at jeg forstår, i hvilket ærinde du kommer til mig. Jeg må altså først bede dig om at besvare nogle enkle spørgsmål, hvis du ikke har noget imod det?
Talmidh: Nej, naturligvis ikke.
Rabh: Allerførst må du isge mig, hvad du mener med indsigt, eftersom det åbenbart er det, du kræver af mig. Jeg ser, at dette spørgsmål virker overraskende på dig, og jeg vil derfor prøve at lede dig lidt på vej. Du ville vel ikke undre dig, hvis jeg spurgte dig, hvad det er, du ønsker at opnå indsigt i eller kundskab om?
Talmidh: Nej. Og jeg ville sikkert svare “om verden” eller “om livet”.
Rabh: Det tænkte jeg nok. Du ville sikkert også give mig ret i, at der i dit spørgsmål ligger, at kundskab og verden er to forskellige ting?
Jeg kan se jeg har forvirret dig, og må derfor hellere forklare, hvad jeg mener med mit spørgsmål. Lad mig derfor prøve at beskrive, hvad du mener, når du taler om at erhverve kundskab om verden. Derefter kan du fortælle mig, om jeg har forstået dig rigtigt.
Talmidh: Ja, det er nok en god idé.
Rabh: Nuvel, keg vil da sige, at det forekommer mig, at du mener, at det med disse ting forholder sig, ligesom når en maler frembringer et portræt. Jeg vil endvidere foreslå, at du mener, at et sådant portræt kan være mere eller mindre vellignende, alt efter kunstnerens evner.
Jeg må altså forstå det således, at du forlanger af mig, at jeg skal male et vellignende portræt af verden til dig. Dog mener du ikke, jeg skal frembringe dette billede for dine øjne, men at jeg skal vække det for din tanke med mine ord.
Talmidh: Det er ganske rigtigt.
Rabh: Men sig mig nu, hvordan kan du vide, i hvilken grad det billede, jeg på denne måde skaber, ligner den verden, det er et billede af? Hvis al kundskab, som du siger, er et billede af verden, hvordan skal vi da komme til kundskab om, hvorvidt det ligner eller ej? Alt, vi i givet fald kunne sammenligne vores billede med, ville jo være et andet billede.
Talmidh: Hvis jeg forstår dig ret, siger du altså, at det ikke er muligt at opnå kundskab?
Rabh: Det kunne jeg måske føle mig fristet til at sige, hvis det ikke var, fordi vi begge til daglig oplever, at folk der opfører sig tåbeligt på grund af uvidenhed, kommer galt af sted. Det kunne altså synes, som om der findes noget sådant som kundskab, som det endvidere er gavnligt for et menneske at tilegne sig, men at vi ikke ganske har forstået dennes natur. Men her bliver jeg nok igen nødt til at forklare, hvad jeg mener. Forestil dig en gartner, der hemmeligt elsker sit herskabs unge datter. En dag hører han af en af pigerne, at den unge kvinde også elsker den fattige gartner, og om natten har sneget sig ud i haven og der efterladt et budskab til ham. Ganske uvidende om, at der blot er tale om en spøg, begynder han straks at gennemsøge bedene, men finder naturligvis ingenting. Han tænker da, at hans elskede af frygt for opdagelse ikke har vovet at efterlade et brev, som en anden kunne finde, og som ad den vej kunne falde i hænderne på forældrene. Han begynder efterfølgende at undersøge de former, blomsterne i bedene og bladene på træerne synes at dannw, idet han tænker, at disse kunne være opstået ved, at hans elskede havde plukket nogle og ladet andre stå. Imens han er optaget af alt dette forsømmer han sit arbejde og bliver afskediget af familien. Endelig forlyder det, at han er blevet gal, at han om natten klatrer over muren og graver haven op. Men hvori består hans galskab? Skønt han er gartner, glemmer han, at blomster blot er blomster, og at blade blot er blade, og at der altså ikke skjuler sig noget budskab i nogle af delene. Nok havde han været bedre faren ved blot at gøre, hvad hans fader gjorde før ham! Dog kunne det velsagtens være gået værre. Gartneren kunne jo nemlig have overtalt resten af tyendet til at at deltage i eftersøgningen af det skjulte budskab. Det ville sikkert have undret herskabet, men da de kendte disse folk som fornuftige og pålidelige, ville de måske selv med tiden have forsøgt sig, bistået af deres lydige datter. Endelig ville den pige som var årsag til hele miseren, holde det for utænkeligt, at hendes herskabs vældige sysler, skulle have noget med hende at gøre. Også hun vil snart gøre sig til, at at det mystiske budskab skulle blive kendt
Talmidh: Men ville alle disse ikke på et tidspunkt opgive en eftersøgning, som dog måtte være ganke frugtesløs?
Rabh: Jo, ganske givet. Anderledes forholder set sig imidlertid med en bonde, der pløjer sin mark i forventning om at finde en skjult guldskat. I dette tilfælde vil hans galskab jo nemlig ikke afholde ham fra at udføre sit arbejde, men tværtimod bidrage til, at han får det gjort. Vi begyndte jo med at medgive, at det er muligt at opføre sig klogt og tåbeligt, og som du ved, mener folk, at denne klogskab og tåbelighed hænger sammen med, om malerens portræt portræt ligner, og om vi er i stand til at tyde budskabet i haven. Og det har de naturligvis på en måde ret i, eftersom den dovne bonde ikke vil få pløjet, hvis han ikke tænkte på guldskatten i marken, og hans familie i dette tilfælde ville sulte.
Talmidh: Du påstår altså, at denne opfattelse, skønt den deles af alle i landet, er fejlagtig?
Rabh: Det kommer an på, hvad du mener, når du kalder den fejlagtig. Lad mig altså spørge dig, om du mener, at det er rigtigt, at man ikke bør stjæle og myrde?
Talmidh: Javist.
Rabh: Lad mig derefter spørge dig, om du mener, at det er rigtigt i nogen anden forstand, end at landets borgere er blevet enige om, at det forholder sig således?
Talmidh: Nej, det har du ret i. Men forstår jeg dig ret, når jeg mener, at det, du påstår, er, at der ikke er nogen verden at opnå kundskab om, men kun denne kundskab, at den med andre ord er et billede, der ikke afbilder noget?
Rabh: Hvilken egenskab skulle vi tilkende en sådan verden, som ikke netop er en egenskab ved billedet, som nødvendigvis er alt, hvad vi ser?
Talmidh: Det forstår jeg, men det forekommer mig dog alligevel, at der sikkert må være en mængde indsigelser imod en så indlysende sandhed, siden den ikke for længst er blevet accepteret, og jeg tror da også straks, jeg kan komme i tanker om et par stykker.
Rabh: Lad høre!
Talmidh: Så vil jeg først så vidt muligt gentage, hvad du har sagt mig, for at vi begge kan være sikre på, at jeg har forstået dig rigtigt.
Rabh: Udmærket.
Talmidh: Nuvel, det forekommer mig altså, at du siger, at dette træ ikke befinder sig noget andet sted end i min tanke?
Rabh: Jeg er nødt til at korrigere dig på dette punkt, også selv om det måske ikke vil forekomme dig, at min korrektion gør den store forskel. Når du siger “tanke”, forekommer det mig således, at du bruger dette ord som en modsætning til noget andet, men da det, vi påstår, netop er, at der ikke er noget “uden for” denne tanke, bliver denne brug af ordet, som du sikkert kan indse, ganske meningsløs. Det er, som hvis du ville hævde, at den verden, vi lever i, er blændværk.
Talmidh: Det kunne jeg let komme til, hvis jeg skulle karakterisere dit synspunkt.
Rabh: Det tænkte jeg nok. På den anden side vil du nok give mig ret i, at det er ganske meningsløst, at tale om, at noget er blændværk, hvis der ikke er noget, der i samme forstand er virkeligt. Du vil altså se, at jeg på ingen påstår, at intet er virkeligt eller sandt, men kun, at intet er virkeligt eller sandt i den forstand, at det står i et mystisk forhold til noget principielt uerkendeligt.
Talmidh: Javel, men det forekommer mig dog alligevel, at du siger, at intet er virkeligt eller sandt under henvisning til noget, vi ikke oplever.
Rabh: Det har du ret i.
Talmidh: Hvis jeg altså har forstået dig ret, siger du, at træet ikke er til i nogen anden forstand end den, at vi erfarer det.
Rabh: Korrekt igen.
Talmidh: Men så er du jo heller ikke til i nogen anden forstand end den, at jeg erfarer dig, og du ville jo kunne sige det samme om mig. Men hvem er det så, der gør den erfaring, der ifølge din filosofi er den eneste virkelighed?
Rabh: Her må jeg atter korrigere dig. Træet er kun virkeligt i den forstand, at vi erfarer det. Eller sagt på anden måde: Den individuelle iagttagelse, du bruger som argument, eksisterer ikke, og hvis du overvejer sagen, vil du sikkert indse, hvorfor det forholder sig således. Vi ville jo nemlig ikke meningsfuldt kunne påstå, at det var forkert at stjæle, hvis vi ikke var istand til at tilvejebringe den enighed, som var en forudsætning for en sådan påstand. Som du snart vil erkende, bygger alle dine indsigelser imod min filosofi på, at du ikke har forstået den og således været i stand til at indgå på dens præmisser. Hvis jeg forsøger at forklare dig, at folk på teatret ikke virkelig dør, vil det jo heller ikke hjælpe dig stort, at henvise til, at i den sidste akt af det og det stykke dør den og den person. Du har således accepteret, at den måde, hvorpå vi afgør, om noget er virkeligt, er at spørge en anden, om han erfarer det samme – ja, selv vise mænd, der mener at udgrunde naturen, holder dette for eneste kriterium. På den anden side forsøger du at snige din overtro om en virkelighed, ind ad bagvejen, ved at tale om en iagttagelse, der ikke bygger på en sådan enighed. Inden du er i stand til at kritisere min mening, må du altså først gøre sig klart, hvad du selv mener. Hvis du således mener, at der kun kan blive tale om virkelighed, i det øjeblik den erfares af andre, kan du ikke meningsfuldt tale om, hvad et menneske erfarer. Hvis du derimod ønsker at fragå denne opfattelse af, hvad det vil sige, at noget er virkeligt, tvinges du til at påstå at der ikke er nogen mulighed for at kritisere nogen påstand, i hviket tilfælde også din egen påstand bliver meningsløs.
Talmidh: Du har naturligvis ret. Jeg indser nu, at den påstand, jeg mente at se som en konsekvens af din filosofi, i virkeligheden er en følge af min egen. Men skønt jeg indser alt dette, forekommer det mig stadig så besynderligt, at jeg har venskeligt ved at se, hvordan jeg skal forstå det. Det forekommer mig nemlig, at jeg, hvis du forlod mig, stadig ville se træet, og endvidere, at jeg har set et træ længe før jeg havde mulighed for at tale med nogen om det?
Rabh: Sådan kan det meget vel forekomme dig, eftersom du, når du mener at se tilbage på den tid, hvor du endnu ikke kunne tale, benytter dig af de begreber, som du først langt senere erhvervede. Hvis du, når du ser op i himlen, mener at se et mørkt tæppe gennemskinnet af et bagvedliggende lys, og jeg derefter fortæller dig, at stjerner har deres eget lys, tror du da, at du derefter vil kunne se dem på nogen anden måde? Og hvis du tænker tilbage på en nat, inden dette skete, hvad tror du da, at du vil huske, mine eller dine stjerner? Hvad din første indvending angår, skal du tænke på hvad vi sagde om teateret. Alle de begreber, du benytter dig af, hører jo nemlig til det stykke, som opføres. Hvad vil det sige, at jeg “forlader dig”, hvis ikke, at personer rejser til fjerne lande, når de går ud i kulissen, eller at den person, der, idet han ser ud i den, beskriver et rytterslag, betragter dette.
Talmidh: Du har naturligvis ret, men ikke desto mindre forekommer det hele mig dog temmelig underligt.
Rabh: Det forstår jeg. Når et barn første gang får at vide, at den faste jord, det står på, er hvirvlende kugle, vel dets første reaktion også uværgerligt være, at dette umuligt kan passe. Også blandt voksne mennesker er der sådanne børn, der, stillet over for fornuftsgrunde, som de ikke er i stand til at imødegå og derfor vælger ikke at give agt på, fremturer i deres vildfarelse. En klog mand afholder sig fra at indlade sig i ordstrid med sådanne, derimod svarer han gerne på indvendinger, der røber at spørgeren ønsker at forstå. De første skal du kende på deres vrede latter, de sidste på deres ydmyge videbegær. Ingen kan nemlig opnå kundskab, hvis han ikke først indser, at han mangler den.
Talmidh: Alt dette indser jeg klart og vil ved at gennemtænke mine indvendinger forsøge at gennemskue disse, for således at opdage, om de er veritable eller blot skriver sig fra en manglende forståelse af det, jeg mener at kritisere. På endnu et punkt behøver jeg dog din hjælp, idet min anden indvending imod din filosofi forekommer mig så uomgængelig, at jeg ikke ser hvordan jeg skulle kunne forlige mig med den.
Rabh: Udmærket.
----------------------------------------------------------------------------------
Ovenstående er et uddrag fra Erwin Neutzsky-Wulffs seneste roman 'Hjernen'og kan købes her
Talmidh: Hvordan vinder jeg indsigt?
Rabh: Hvorfor spørger du mig om det?
Talmidh: Man har ladet mig vide at du besidder en sådan.
Rabh: Jeg er ikke ganske sikker på, at jeg forstår, i hvilket ærinde du kommer til mig. Jeg må altså først bede dig om at besvare nogle enkle spørgsmål, hvis du ikke har noget imod det?
Talmidh: Nej, naturligvis ikke.
Rabh: Allerførst må du isge mig, hvad du mener med indsigt, eftersom det åbenbart er det, du kræver af mig. Jeg ser, at dette spørgsmål virker overraskende på dig, og jeg vil derfor prøve at lede dig lidt på vej. Du ville vel ikke undre dig, hvis jeg spurgte dig, hvad det er, du ønsker at opnå indsigt i eller kundskab om?
Talmidh: Nej. Og jeg ville sikkert svare “om verden” eller “om livet”.
Rabh: Det tænkte jeg nok. Du ville sikkert også give mig ret i, at der i dit spørgsmål ligger, at kundskab og verden er to forskellige ting?
Jeg kan se jeg har forvirret dig, og må derfor hellere forklare, hvad jeg mener med mit spørgsmål. Lad mig derfor prøve at beskrive, hvad du mener, når du taler om at erhverve kundskab om verden. Derefter kan du fortælle mig, om jeg har forstået dig rigtigt.
Talmidh: Ja, det er nok en god idé.
Rabh: Nuvel, keg vil da sige, at det forekommer mig, at du mener, at det med disse ting forholder sig, ligesom når en maler frembringer et portræt. Jeg vil endvidere foreslå, at du mener, at et sådant portræt kan være mere eller mindre vellignende, alt efter kunstnerens evner.
Jeg må altså forstå det således, at du forlanger af mig, at jeg skal male et vellignende portræt af verden til dig. Dog mener du ikke, jeg skal frembringe dette billede for dine øjne, men at jeg skal vække det for din tanke med mine ord.
Talmidh: Det er ganske rigtigt.
Rabh: Men sig mig nu, hvordan kan du vide, i hvilken grad det billede, jeg på denne måde skaber, ligner den verden, det er et billede af? Hvis al kundskab, som du siger, er et billede af verden, hvordan skal vi da komme til kundskab om, hvorvidt det ligner eller ej? Alt, vi i givet fald kunne sammenligne vores billede med, ville jo være et andet billede.
Talmidh: Hvis jeg forstår dig ret, siger du altså, at det ikke er muligt at opnå kundskab?
Rabh: Det kunne jeg måske føle mig fristet til at sige, hvis det ikke var, fordi vi begge til daglig oplever, at folk der opfører sig tåbeligt på grund af uvidenhed, kommer galt af sted. Det kunne altså synes, som om der findes noget sådant som kundskab, som det endvidere er gavnligt for et menneske at tilegne sig, men at vi ikke ganske har forstået dennes natur. Men her bliver jeg nok igen nødt til at forklare, hvad jeg mener. Forestil dig en gartner, der hemmeligt elsker sit herskabs unge datter. En dag hører han af en af pigerne, at den unge kvinde også elsker den fattige gartner, og om natten har sneget sig ud i haven og der efterladt et budskab til ham. Ganske uvidende om, at der blot er tale om en spøg, begynder han straks at gennemsøge bedene, men finder naturligvis ingenting. Han tænker da, at hans elskede af frygt for opdagelse ikke har vovet at efterlade et brev, som en anden kunne finde, og som ad den vej kunne falde i hænderne på forældrene. Han begynder efterfølgende at undersøge de former, blomsterne i bedene og bladene på træerne synes at dannw, idet han tænker, at disse kunne være opstået ved, at hans elskede havde plukket nogle og ladet andre stå. Imens han er optaget af alt dette forsømmer han sit arbejde og bliver afskediget af familien. Endelig forlyder det, at han er blevet gal, at han om natten klatrer over muren og graver haven op. Men hvori består hans galskab? Skønt han er gartner, glemmer han, at blomster blot er blomster, og at blade blot er blade, og at der altså ikke skjuler sig noget budskab i nogle af delene. Nok havde han været bedre faren ved blot at gøre, hvad hans fader gjorde før ham! Dog kunne det velsagtens være gået værre. Gartneren kunne jo nemlig have overtalt resten af tyendet til at at deltage i eftersøgningen af det skjulte budskab. Det ville sikkert have undret herskabet, men da de kendte disse folk som fornuftige og pålidelige, ville de måske selv med tiden have forsøgt sig, bistået af deres lydige datter. Endelig ville den pige som var årsag til hele miseren, holde det for utænkeligt, at hendes herskabs vældige sysler, skulle have noget med hende at gøre. Også hun vil snart gøre sig til, at at det mystiske budskab skulle blive kendt
Talmidh: Men ville alle disse ikke på et tidspunkt opgive en eftersøgning, som dog måtte være ganke frugtesløs?
Rabh: Jo, ganske givet. Anderledes forholder set sig imidlertid med en bonde, der pløjer sin mark i forventning om at finde en skjult guldskat. I dette tilfælde vil hans galskab jo nemlig ikke afholde ham fra at udføre sit arbejde, men tværtimod bidrage til, at han får det gjort. Vi begyndte jo med at medgive, at det er muligt at opføre sig klogt og tåbeligt, og som du ved, mener folk, at denne klogskab og tåbelighed hænger sammen med, om malerens portræt portræt ligner, og om vi er i stand til at tyde budskabet i haven. Og det har de naturligvis på en måde ret i, eftersom den dovne bonde ikke vil få pløjet, hvis han ikke tænkte på guldskatten i marken, og hans familie i dette tilfælde ville sulte.
Talmidh: Du påstår altså, at denne opfattelse, skønt den deles af alle i landet, er fejlagtig?
Rabh: Det kommer an på, hvad du mener, når du kalder den fejlagtig. Lad mig altså spørge dig, om du mener, at det er rigtigt, at man ikke bør stjæle og myrde?
Talmidh: Javist.
Rabh: Lad mig derefter spørge dig, om du mener, at det er rigtigt i nogen anden forstand, end at landets borgere er blevet enige om, at det forholder sig således?
Talmidh: Nej, det har du ret i. Men forstår jeg dig ret, når jeg mener, at det, du påstår, er, at der ikke er nogen verden at opnå kundskab om, men kun denne kundskab, at den med andre ord er et billede, der ikke afbilder noget?
Rabh: Hvilken egenskab skulle vi tilkende en sådan verden, som ikke netop er en egenskab ved billedet, som nødvendigvis er alt, hvad vi ser?
Talmidh: Det forstår jeg, men det forekommer mig dog alligevel, at der sikkert må være en mængde indsigelser imod en så indlysende sandhed, siden den ikke for længst er blevet accepteret, og jeg tror da også straks, jeg kan komme i tanker om et par stykker.
Rabh: Lad høre!
Talmidh: Så vil jeg først så vidt muligt gentage, hvad du har sagt mig, for at vi begge kan være sikre på, at jeg har forstået dig rigtigt.
Rabh: Udmærket.
Talmidh: Nuvel, det forekommer mig altså, at du siger, at dette træ ikke befinder sig noget andet sted end i min tanke?
Rabh: Jeg er nødt til at korrigere dig på dette punkt, også selv om det måske ikke vil forekomme dig, at min korrektion gør den store forskel. Når du siger “tanke”, forekommer det mig således, at du bruger dette ord som en modsætning til noget andet, men da det, vi påstår, netop er, at der ikke er noget “uden for” denne tanke, bliver denne brug af ordet, som du sikkert kan indse, ganske meningsløs. Det er, som hvis du ville hævde, at den verden, vi lever i, er blændværk.
Talmidh: Det kunne jeg let komme til, hvis jeg skulle karakterisere dit synspunkt.
Rabh: Det tænkte jeg nok. På den anden side vil du nok give mig ret i, at det er ganske meningsløst, at tale om, at noget er blændværk, hvis der ikke er noget, der i samme forstand er virkeligt. Du vil altså se, at jeg på ingen påstår, at intet er virkeligt eller sandt, men kun, at intet er virkeligt eller sandt i den forstand, at det står i et mystisk forhold til noget principielt uerkendeligt.
Talmidh: Javel, men det forekommer mig dog alligevel, at du siger, at intet er virkeligt eller sandt under henvisning til noget, vi ikke oplever.
Rabh: Det har du ret i.
Talmidh: Hvis jeg altså har forstået dig ret, siger du, at træet ikke er til i nogen anden forstand end den, at vi erfarer det.
Rabh: Korrekt igen.
Talmidh: Men så er du jo heller ikke til i nogen anden forstand end den, at jeg erfarer dig, og du ville jo kunne sige det samme om mig. Men hvem er det så, der gør den erfaring, der ifølge din filosofi er den eneste virkelighed?
Rabh: Her må jeg atter korrigere dig. Træet er kun virkeligt i den forstand, at vi erfarer det. Eller sagt på anden måde: Den individuelle iagttagelse, du bruger som argument, eksisterer ikke, og hvis du overvejer sagen, vil du sikkert indse, hvorfor det forholder sig således. Vi ville jo nemlig ikke meningsfuldt kunne påstå, at det var forkert at stjæle, hvis vi ikke var istand til at tilvejebringe den enighed, som var en forudsætning for en sådan påstand. Som du snart vil erkende, bygger alle dine indsigelser imod min filosofi på, at du ikke har forstået den og således været i stand til at indgå på dens præmisser. Hvis jeg forsøger at forklare dig, at folk på teatret ikke virkelig dør, vil det jo heller ikke hjælpe dig stort, at henvise til, at i den sidste akt af det og det stykke dør den og den person. Du har således accepteret, at den måde, hvorpå vi afgør, om noget er virkeligt, er at spørge en anden, om han erfarer det samme – ja, selv vise mænd, der mener at udgrunde naturen, holder dette for eneste kriterium. På den anden side forsøger du at snige din overtro om en virkelighed, ind ad bagvejen, ved at tale om en iagttagelse, der ikke bygger på en sådan enighed. Inden du er i stand til at kritisere min mening, må du altså først gøre sig klart, hvad du selv mener. Hvis du således mener, at der kun kan blive tale om virkelighed, i det øjeblik den erfares af andre, kan du ikke meningsfuldt tale om, hvad et menneske erfarer. Hvis du derimod ønsker at fragå denne opfattelse af, hvad det vil sige, at noget er virkeligt, tvinges du til at påstå at der ikke er nogen mulighed for at kritisere nogen påstand, i hviket tilfælde også din egen påstand bliver meningsløs.
Talmidh: Du har naturligvis ret. Jeg indser nu, at den påstand, jeg mente at se som en konsekvens af din filosofi, i virkeligheden er en følge af min egen. Men skønt jeg indser alt dette, forekommer det mig stadig så besynderligt, at jeg har venskeligt ved at se, hvordan jeg skal forstå det. Det forekommer mig nemlig, at jeg, hvis du forlod mig, stadig ville se træet, og endvidere, at jeg har set et træ længe før jeg havde mulighed for at tale med nogen om det?
Rabh: Sådan kan det meget vel forekomme dig, eftersom du, når du mener at se tilbage på den tid, hvor du endnu ikke kunne tale, benytter dig af de begreber, som du først langt senere erhvervede. Hvis du, når du ser op i himlen, mener at se et mørkt tæppe gennemskinnet af et bagvedliggende lys, og jeg derefter fortæller dig, at stjerner har deres eget lys, tror du da, at du derefter vil kunne se dem på nogen anden måde? Og hvis du tænker tilbage på en nat, inden dette skete, hvad tror du da, at du vil huske, mine eller dine stjerner? Hvad din første indvending angår, skal du tænke på hvad vi sagde om teateret. Alle de begreber, du benytter dig af, hører jo nemlig til det stykke, som opføres. Hvad vil det sige, at jeg “forlader dig”, hvis ikke, at personer rejser til fjerne lande, når de går ud i kulissen, eller at den person, der, idet han ser ud i den, beskriver et rytterslag, betragter dette.
Talmidh: Du har naturligvis ret, men ikke desto mindre forekommer det hele mig dog temmelig underligt.
Rabh: Det forstår jeg. Når et barn første gang får at vide, at den faste jord, det står på, er hvirvlende kugle, vel dets første reaktion også uværgerligt være, at dette umuligt kan passe. Også blandt voksne mennesker er der sådanne børn, der, stillet over for fornuftsgrunde, som de ikke er i stand til at imødegå og derfor vælger ikke at give agt på, fremturer i deres vildfarelse. En klog mand afholder sig fra at indlade sig i ordstrid med sådanne, derimod svarer han gerne på indvendinger, der røber at spørgeren ønsker at forstå. De første skal du kende på deres vrede latter, de sidste på deres ydmyge videbegær. Ingen kan nemlig opnå kundskab, hvis han ikke først indser, at han mangler den.
Talmidh: Alt dette indser jeg klart og vil ved at gennemtænke mine indvendinger forsøge at gennemskue disse, for således at opdage, om de er veritable eller blot skriver sig fra en manglende forståelse af det, jeg mener at kritisere. På endnu et punkt behøver jeg dog din hjælp, idet min anden indvending imod din filosofi forekommer mig så uomgængelig, at jeg ikke ser hvordan jeg skulle kunne forlige mig med den.
Rabh: Udmærket.
----------------------------------------------------------------------------------
Ovenstående er et uddrag fra Erwin Neutzsky-Wulffs seneste roman 'Hjernen'og kan købes her
Syntesens Tidsalder – Nogle Ervin Laszlo citater
“Contrary to popular belief, consciousness is not a uniquely human phenomenon. Although we know only human consciousness (indeed, by direct and personal experience we know only our own consciousness, we have no reason to believe that consciousness would be limited to me and to you and to other human beings.
The kind of evidence that could demonstrate the limitation of consciousness to humans regards the brian: it would be evidence that the human brain has specific features by virtue of which it produces consciousness. Notwithstanding the view advanced by materialist scientists and philosophers that the only physical brain is the source of consciousness, there is no evidence of this kind. Clinical and experimental evidence speaks only to the fact that brain function and state of consciousness are correlated, so when brain function ceases, consciousness (usually) ceases as well. We should specify “usually,” since there are exceptions to this: in some well-documented cases – among others, those of patients suffering cardiac arrests in hospitals – individuals have had detailed and subsequently clearly recalled experiences during the time their EEG showed a complete absence of brain function
Functional MRI magnetic resonance imaging) and other techniques show that when particular thought processes occur, they are associated with metabolic changes in specific areas of the brain. They do not show, however, how the cells of the brain that produce proteins and electrical signals could also produce sensations, thougts, emotions, images, and other elements of the conscious mind ... how the brain’s network of neurons would porduce the qualitative sensations that make up our consciousness”
The fact that a high level of consciousness, with articulated images, thoughts, feelings, and rich subconscious elements, is associated with complex neural structures is not a guarantee that such consciousness is due to these structures. In other word the observation that brain function is correlated with consciousness does not ensure that the brain creates consciousness.”
“The old adage “everything is connected to everything else” desribes a true state of affairs. The results achieved [by the evolutionary sciences] furnish adequate proof that the physical, the biological, and the social realms in which evolution unfolds are by no means disconnected. At the very least, one kind of evolution prepares the ground for the next. Out of the conditions created by evolution in the physical realm emerge the conditions that permit biological evolution to take off. And out of the conditions created by biological evolution come the conditions that allow human beings – and many other species – to evolve certain social forms of organization”
“Scientific evidence of the patterns traced by evolution in the physical universe, in the living world, and even in the world of history is growing rapidly. It is coalescing into the image of basic regularities that repeat and recur. It is now possible to search out these regularities and obtain a glimpse of the fundamental nature of evolution – of the evolution of the cosmos as a whole, including the living world, and the world of human social society. To search out and systematically state these regularities is to engage in the creation of the “grand synthesis” that unites physcial, biological, and social evolution into a consistent frameword with its own laws and logic”
Om Laszlo:
Ervin Laszlo, holder of the highest degree of the Sorbonne (the State Doctorate), is recipient pf four Honorary Ph.D’s and numerous awards and distinctions, including the 2001 Goi Award (Japan Peace Prize. In 2004 he was nominated for the Nobel Peace Prize as well as the Templeton Prize. A former professor of philosophy, systems theory, and futures
The kind of evidence that could demonstrate the limitation of consciousness to humans regards the brian: it would be evidence that the human brain has specific features by virtue of which it produces consciousness. Notwithstanding the view advanced by materialist scientists and philosophers that the only physical brain is the source of consciousness, there is no evidence of this kind. Clinical and experimental evidence speaks only to the fact that brain function and state of consciousness are correlated, so when brain function ceases, consciousness (usually) ceases as well. We should specify “usually,” since there are exceptions to this: in some well-documented cases – among others, those of patients suffering cardiac arrests in hospitals – individuals have had detailed and subsequently clearly recalled experiences during the time their EEG showed a complete absence of brain function
Functional MRI magnetic resonance imaging) and other techniques show that when particular thought processes occur, they are associated with metabolic changes in specific areas of the brain. They do not show, however, how the cells of the brain that produce proteins and electrical signals could also produce sensations, thougts, emotions, images, and other elements of the conscious mind ... how the brain’s network of neurons would porduce the qualitative sensations that make up our consciousness”
The fact that a high level of consciousness, with articulated images, thoughts, feelings, and rich subconscious elements, is associated with complex neural structures is not a guarantee that such consciousness is due to these structures. In other word the observation that brain function is correlated with consciousness does not ensure that the brain creates consciousness.”
“The old adage “everything is connected to everything else” desribes a true state of affairs. The results achieved [by the evolutionary sciences] furnish adequate proof that the physical, the biological, and the social realms in which evolution unfolds are by no means disconnected. At the very least, one kind of evolution prepares the ground for the next. Out of the conditions created by evolution in the physical realm emerge the conditions that permit biological evolution to take off. And out of the conditions created by biological evolution come the conditions that allow human beings – and many other species – to evolve certain social forms of organization”
“Scientific evidence of the patterns traced by evolution in the physical universe, in the living world, and even in the world of history is growing rapidly. It is coalescing into the image of basic regularities that repeat and recur. It is now possible to search out these regularities and obtain a glimpse of the fundamental nature of evolution – of the evolution of the cosmos as a whole, including the living world, and the world of human social society. To search out and systematically state these regularities is to engage in the creation of the “grand synthesis” that unites physcial, biological, and social evolution into a consistent frameword with its own laws and logic”
Om Laszlo:
Ervin Laszlo, holder of the highest degree of the Sorbonne (the State Doctorate), is recipient pf four Honorary Ph.D’s and numerous awards and distinctions, including the 2001 Goi Award (Japan Peace Prize. In 2004 he was nominated for the Nobel Peace Prize as well as the Templeton Prize. A former professor of philosophy, systems theory, and futures
Abonner på:
Opslag (Atom)