Philosophy is just the study of wisdom and truth, so one might reasonably expect that those who have spent most time and care on it would enjoy a greater calm and serenity of mind, know things more clearly and certainly, and be less disturbed with doubts and difficulties than other men. But what we find is quite different, namely that the illiterate majority of people, who walk the high road of plain common sense and are governed by the dictates of nature, are mostly comfortable and undisturbed. To them nothing that is familiar appears hard to explain or to understand. They don’t complain of any lack of certainty in their senses, and are in no danger of becoming sceptics. But as soon as we depart from sense and instinct to follow the light of a higher principle - that is, to reason, meditate, and reflect on the nature of things - a thousand doubts spring up in our minds concerning things that we previously seemed to understand fully. We encounter many prejudices and errors of the senses; and when we try to correct these by reason, we are gradually drawn into crude paradoxes, difficulties, and inconsistencies, which multiply and grow upon us as our thoughts progress; until finally, having wandered through many intricate mazes, we find ourselves back where we started or - which is worse - we sit down in a forlorn scepticism.
- George Berkeley “Principles of Human Knowledge” udgivet i 1710.
onsdag den 23. januar 2008
Dagens citat: George Berkeley om filosofi
Hitler om propaganda i Mein Kampf
Der var engang hvor politikere var ret åbenmundede omkring deres metoder, mens det i dag mere synes at være tilfældet, at en hær af spindoktorer og/eller såkaldte pressemedarbejdere hverves, for at undgå at det der menes, også er det der siges. Med Hitler forholdt det sig anderledes, han skriver for eksempel følgende - og ganske skræmmende, men det er jo Hitler - om brugen og nytten af propaganda:
“The receptive powers of the masses are very restricted, and their understanding is feeble. On the other hand, they quickly forget. Such being the case,all effective propaganda must be confined to a few bare essentials and those must be expressed as far as possible in stereotyped formulas. These slogans should be persistently repeated until the very last individual has come to grasp the idea that has been put forward. If this principle be forgotten and if an attempt be made to be abstract and general, the propaganda will turn out ineffective; for the public will not be able to digest or retain what is offered to them in this way. Therefore, the greater the scope of the message that has to be presented, the more necessary it is for the propaganda to discover that plan of action which is psychologically the most efficient.
It was, for example, a fundamental mistake to ridicule the worth of the enemy as the Austrian and German comic papers made a chief point of doing in their propaganda. The very principle here is a mistaken one; for, when they came face to face with the enemy, our soldiers had quite a different impression. Therefore, the mistake had disastrous results. Once the German soldier realised what a tough enemy he had to fight he felt that he had been deceived by the manufacturers of the information which had been given him. Therefore, instead of strengthening and stimulating his fighting spirit, this information had quite the contrary effect. Finally he lost heart.
On the other hand, British and American war propaganda was psychologically efficient. By picturing the Germans to their own people as Barbarians and Huns, they were preparing their soldiers for the horrors of war and safeguarding them against illusions. The most terrific weapons which those soldiers encountered in the field merely confirmed the information that they had already received and their belief in the truth of the assertions made by their respective governments was accordingly reinforced. Thus their rage and hatred against the infamous foe was increased. The terrible havoc caused by the German weapons of war was only another illustration of the Hunnish brutality of those barbarians; whereas on the side of the Entente no time was left the soldiers to meditate on the similar havoc which their own weapons were capable of. Thus the British soldier was never allowed to feel that the information which he received at home was untrue. Unfortunately the opposite was the case with the Germans, who finally wound up by rejecting everything from home as pure swindle and humbug. This result was made possible because at home they thought that the work of propaganda could be entrusted to the first ass that came along, braying of his own special talents, and they had no conception of the fact that propaganda demands the most skilled brains that can be found.
Thus the German war propaganda afforded us an incomparable example of how the work of enlightenment should not be done and how such an example was the result of an entire failure to take any psychological considerations whatsoever into account.”
tirsdag den 22. januar 2008
Dagens Citat: John Stuart Mill
“A government cannot have too much of the kind of activity which does not impede, but aids and stimulates, individual exertion and development. The mischief begins when, instead of calling forth the activity and powers of individuals and bodies, it substitutes its own activity for theirs; when, instead of informing, advising, and, upon occasion, denouncing, it makes them work in fetters, or bids them stand aside and does their work instead of them. The worth of a State, in the long run, is the worth of the individuals composing it; and a State which postpones the interests of their mental expansion and elevation, to a little more of administrative skill, or that semblance of it which practice gives, in the details of business; a State which dwarfs its men, in order that they may be more docile instruments in its hands even for benefial purposes – will find that with small men no great things can really be accomplished; and that the perfection of machinery to which it has sacrificed everything, will in the end avail it nothing, for want of the vital power which, in order that the machine might more smoothly, it has preferred to banish.”
- John Stuart Mill ‘On Liberty’.
mandag den 21. januar 2008
Ytringsfrihed?
§ 140. Den, der offentligt driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
§ 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.
- Straffeloven
Der tales så ofte om ytringsfriheden, og om at vi skal værne om den og den beskrives oftest som noget helligt, som ikke der ikke bør røres ved. Disse er selvfølgelig ganske legitime holdninger, men problemet er bare, at de forudantager, at befolkningen rent faktisk har frihed til at ytre sig, men sådan forholder det sig, som ovenstående paragraffer fra straffeloven illustrerer, ingenlunde, idet lovgivningen kriminaliserer en lang række ytringer.
Nu kan man selvfølgelig mene, at det er dumt at tilsvine andre på grund af deres hudfarve, seksuelt eller religiøse tilhørsforhold, hvilket jeg da ingenlunde er uenig i, men derfra og så til decideret at kriminalisere sådanne ytringer er der godt nok et stykke, og denne kriminalisering har da også den ret uheldige konsekvens, at den umuliggør nogen som helst tale om ytringsfrihed. For det, at man kun har ret til at ytre sig inde for en statsdikteret margin, er ikke ytringsfrihed, men derimod blot en begrænset ytringstilladelse.
Ytringsfrihed må altså med andre ord, af nødvendighed, omfatte retten til at ytre hvad som helst, for at være ytringsfrihed.
"Goebbels was in favor of free speech for views he liked. So was Stalin. If you're in favor of free speech, then you're in favor of freedom of speech precisely for views you despise. Otherwise, you're not in favor of free speech."
- Noam Chomsky, Manufacturing Consent: Noam Chomsky and the Media (1992).
I do not agree with what you have to say, but I'll defend to the death your right to say it.
- Francois Voltaire
God regeringspraksis og god videnskabelig praksis.
Der tales fra regeringens side meget om, at man anser det for vigtigt at der gøres fremskridt henimod et videnssamfund, således at Danmark i fremtiden vil være i stand til at markere sig indenfor naturvidenskaberne, hvilket alt sammen lyder meget godt, men det interessante er, at hvis man førte videnskab på samme måde som regeringen udøver regeringsførelse, ville fremskridt indenfor de videnskabelige discipliner være ganske beskedne, da videnskab udvikles ved åbenhed for kritik, fejlfinding og diskussion af kriterierne for hvorledes god videnskaben bør drives, hvilket står i et direkte modsætningsforhold til den nuværende regerings regeringsførelse, som snarere synes kendetegnet ved at være lukket for kritik - “der ikke noget at komme efter” - ligesom fejlfinding og egentlig diskussion af kriterierne for god regeringsførelse, dvs. egentlig selvransagelse, kan ligge på et meget lille sted. Nogle kommissioner synes ligefrem at være sådan konstrueret at formålet med dem er at nå frem til et prædefineret udfald, hvorfor man i nogle tilfælde lader disse kommissioner være ledet af folk, som på forhånd er venligt stemt overfor den politik som ønskes undersøgt, hvilket f.eks. synes at være tilfældet med forsvarskommissionen, som ledes af socialdemokraten Hans Hækkerup, der ligesom regeringen, bakker op om en aktivistisk udenrigspolitik. Man ønsker altså med andre ord at verificere gyldigheden af den position man har indtaget, frem for, og i modsætning til den måde hvorpå god videnskab bør praktiseres, at have eventuel falsifikation som det egentlige formål mhp. at tjekke hvorvidt positionen er holdbar.
Videnskabsteoretikeren Stephen Toulmin skriver i sin bog ‘Human Understanding’, at måden hvorpå et samfund drives, bør møde de samme kriterier som måden hvorpå man driver god videnskab, hvis denne samfundsdrift skal kunne siges at være et rationelt foretagende. Om dette skriver han, at “The existence of regular procedures for criticizing the consequences of social or political institutions, and for advocating changes in social or political practice, is what makes the conduct of political affairs a ‘rational’ matter, rather than a mere exercise of arbitrary authority or contest for power [...] the overall ‘rationality’ of the existing procedures or institutions depends on the scope that exists for criticizing and changing them from within the enterprise itself.”
Det følger vel deraf, at såfremt samfundets styring ikke lever op til disse krav, er det ikke et rationelt foretagende, men snarere en trosbaseret konstruktion, som søger at bekræfte (verificere) gyldigheden af det ideologiske fundament, ud fra hvilket man driver politik. Selvtilstrækkelig lukkethed og uvilje mod at lytte til kritisk modargumentation hører ingen steder hjemme i god videnskabelig praksis, hvorfor man vel med rette kan indvende, at hvis den påståede hensigt er et ønske om at konstruere samfundet således, at der dannes grobund for forskning i verdensklasse, hvorfor ses principperne for god videnskabelig praksis så ikke udtrykt i højere grad, i den måde hvorpå man praktiserer regeringsførelse?
Videnskabsteoretikeren Stephen Toulmin skriver i sin bog ‘Human Understanding’, at måden hvorpå et samfund drives, bør møde de samme kriterier som måden hvorpå man driver god videnskab, hvis denne samfundsdrift skal kunne siges at være et rationelt foretagende. Om dette skriver han, at “The existence of regular procedures for criticizing the consequences of social or political institutions, and for advocating changes in social or political practice, is what makes the conduct of political affairs a ‘rational’ matter, rather than a mere exercise of arbitrary authority or contest for power [...] the overall ‘rationality’ of the existing procedures or institutions depends on the scope that exists for criticizing and changing them from within the enterprise itself.”
Det følger vel deraf, at såfremt samfundets styring ikke lever op til disse krav, er det ikke et rationelt foretagende, men snarere en trosbaseret konstruktion, som søger at bekræfte (verificere) gyldigheden af det ideologiske fundament, ud fra hvilket man driver politik. Selvtilstrækkelig lukkethed og uvilje mod at lytte til kritisk modargumentation hører ingen steder hjemme i god videnskabelig praksis, hvorfor man vel med rette kan indvende, at hvis den påståede hensigt er et ønske om at konstruere samfundet således, at der dannes grobund for forskning i verdensklasse, hvorfor ses principperne for god videnskabelig praksis så ikke udtrykt i højere grad, i den måde hvorpå man praktiserer regeringsførelse?
onsdag den 16. januar 2008
Mindre Frihed under Fogh-regeringerne
Der er næsten sket en fordobling i antallet af langvarige varetægtsfængslinger (fra 446 til 717) under Foghs statsministerembede, altså en fordobling af frihedsberøvelser af mennesker som er principielt uskyldige, da de ikke har fået bevist deres eventuelle skyld ved en domstol.
Hør mere om hvorfor dette er særdeles problematisk i dette radioprogram, hvor forsvarsadvokaten Merethe Stagetorn interviewes om sagen.
Hør mere om hvorfor dette er særdeles problematisk i dette radioprogram, hvor forsvarsadvokaten Merethe Stagetorn interviewes om sagen.
Dansk Folkeparti ønsker fordobling af tvang
Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen, mener det ville være en god idé at fordoble antallet af personer der er tvunget til at aftjene værnepligt i det danske forsvar, for dermed at skabe et bedre rekrutteringsgrundlag for den ideologisk betingede krigsførsel Danmark lige nu deltager i, i Afghanistan. Denne fordobling af statslig tvang mener Søren Espersen er at sammenligne med en "forlænget ferieperiode". Regeringen er selvfølgelig positivt stemt overfor forslaget
Kilde[1][2]
Læs i forlængelse af dette min kommentar til DF's Søren Krarup's undskyldning for at deltage i den uprovokerede angrebskrig mod Irak.
Kilde[1][2]
Læs i forlængelse af dette min kommentar til DF's Søren Krarup's undskyldning for at deltage i den uprovokerede angrebskrig mod Irak.
Dagens citat: Emerson om transcendens
“A man is a facade of a temple wherein all wisdom and all good abide. What we commonly call man, the eating, drinking, counting man, does not, as we know him, represent himself, but misrepresents himself. Him we do not respect, but the soul whose organ he is, if he would let it appear through his action, will make our knees bend. When it breathes through his intellect. It is genius; when it breathes through his will it is virtue; when it flows through his affection, it is love. And the blindness of the intellect begins when it would be something of itself. The weakness of the will begins when the individual would be something of himself. All reform aims in some one particular to let the soul have its way through us...”
- Ralph Waldo Emerson
Læs mere om Emerson.
- Ralph Waldo Emerson
Læs mere om Emerson.
tirsdag den 15. januar 2008
Gottfried Helnwein - malerier med kant
Check Helnweins side ud for mange flere fantastiske malerier, hans landskabsmalerier og portrætter er også i indiskuterbar verdensklasse.
fredag den 11. januar 2008
En Erkendelsesteoretisk dialog mellem Rabh og Talmidh, af Erwin Neutzsky-Wulff
DEL I
Talmidh: Hvordan vinder jeg indsigt?
Rabh: Hvorfor spørger du mig om det?
Talmidh: Man har ladet mig vide at du besidder en sådan.
Rabh: Jeg er ikke ganske sikker på, at jeg forstår, i hvilket ærinde du kommer til mig. Jeg må altså først bede dig om at besvare nogle enkle spørgsmål, hvis du ikke har noget imod det?
Talmidh: Nej, naturligvis ikke.
Rabh: Allerførst må du isge mig, hvad du mener med indsigt, eftersom det åbenbart er det, du kræver af mig. Jeg ser, at dette spørgsmål virker overraskende på dig, og jeg vil derfor prøve at lede dig lidt på vej. Du ville vel ikke undre dig, hvis jeg spurgte dig, hvad det er, du ønsker at opnå indsigt i eller kundskab om?
Talmidh: Nej. Og jeg ville sikkert svare “om verden” eller “om livet”.
Rabh: Det tænkte jeg nok. Du ville sikkert også give mig ret i, at der i dit spørgsmål ligger, at kundskab og verden er to forskellige ting?
Jeg kan se jeg har forvirret dig, og må derfor hellere forklare, hvad jeg mener med mit spørgsmål. Lad mig derfor prøve at beskrive, hvad du mener, når du taler om at erhverve kundskab om verden. Derefter kan du fortælle mig, om jeg har forstået dig rigtigt.
Talmidh: Ja, det er nok en god idé.
Rabh: Nuvel, keg vil da sige, at det forekommer mig, at du mener, at det med disse ting forholder sig, ligesom når en maler frembringer et portræt. Jeg vil endvidere foreslå, at du mener, at et sådant portræt kan være mere eller mindre vellignende, alt efter kunstnerens evner.
Jeg må altså forstå det således, at du forlanger af mig, at jeg skal male et vellignende portræt af verden til dig. Dog mener du ikke, jeg skal frembringe dette billede for dine øjne, men at jeg skal vække det for din tanke med mine ord.
Talmidh: Det er ganske rigtigt.
Rabh: Men sig mig nu, hvordan kan du vide, i hvilken grad det billede, jeg på denne måde skaber, ligner den verden, det er et billede af? Hvis al kundskab, som du siger, er et billede af verden, hvordan skal vi da komme til kundskab om, hvorvidt det ligner eller ej? Alt, vi i givet fald kunne sammenligne vores billede med, ville jo være et andet billede.
Talmidh: Hvis jeg forstår dig ret, siger du altså, at det ikke er muligt at opnå kundskab?
Rabh: Det kunne jeg måske føle mig fristet til at sige, hvis det ikke var, fordi vi begge til daglig oplever, at folk der opfører sig tåbeligt på grund af uvidenhed, kommer galt af sted. Det kunne altså synes, som om der findes noget sådant som kundskab, som det endvidere er gavnligt for et menneske at tilegne sig, men at vi ikke ganske har forstået dennes natur. Men her bliver jeg nok igen nødt til at forklare, hvad jeg mener. Forestil dig en gartner, der hemmeligt elsker sit herskabs unge datter. En dag hører han af en af pigerne, at den unge kvinde også elsker den fattige gartner, og om natten har sneget sig ud i haven og der efterladt et budskab til ham. Ganske uvidende om, at der blot er tale om en spøg, begynder han straks at gennemsøge bedene, men finder naturligvis ingenting. Han tænker da, at hans elskede af frygt for opdagelse ikke har vovet at efterlade et brev, som en anden kunne finde, og som ad den vej kunne falde i hænderne på forældrene. Han begynder efterfølgende at undersøge de former, blomsterne i bedene og bladene på træerne synes at dannw, idet han tænker, at disse kunne være opstået ved, at hans elskede havde plukket nogle og ladet andre stå. Imens han er optaget af alt dette forsømmer han sit arbejde og bliver afskediget af familien. Endelig forlyder det, at han er blevet gal, at han om natten klatrer over muren og graver haven op. Men hvori består hans galskab? Skønt han er gartner, glemmer han, at blomster blot er blomster, og at blade blot er blade, og at der altså ikke skjuler sig noget budskab i nogle af delene. Nok havde han været bedre faren ved blot at gøre, hvad hans fader gjorde før ham! Dog kunne det velsagtens være gået værre. Gartneren kunne jo nemlig have overtalt resten af tyendet til at at deltage i eftersøgningen af det skjulte budskab. Det ville sikkert have undret herskabet, men da de kendte disse folk som fornuftige og pålidelige, ville de måske selv med tiden have forsøgt sig, bistået af deres lydige datter. Endelig ville den pige som var årsag til hele miseren, holde det for utænkeligt, at hendes herskabs vældige sysler, skulle have noget med hende at gøre. Også hun vil snart gøre sig til, at at det mystiske budskab skulle blive kendt
Talmidh: Men ville alle disse ikke på et tidspunkt opgive en eftersøgning, som dog måtte være ganke frugtesløs?
Rabh: Jo, ganske givet. Anderledes forholder set sig imidlertid med en bonde, der pløjer sin mark i forventning om at finde en skjult guldskat. I dette tilfælde vil hans galskab jo nemlig ikke afholde ham fra at udføre sit arbejde, men tværtimod bidrage til, at han får det gjort. Vi begyndte jo med at medgive, at det er muligt at opføre sig klogt og tåbeligt, og som du ved, mener folk, at denne klogskab og tåbelighed hænger sammen med, om malerens portræt portræt ligner, og om vi er i stand til at tyde budskabet i haven. Og det har de naturligvis på en måde ret i, eftersom den dovne bonde ikke vil få pløjet, hvis han ikke tænkte på guldskatten i marken, og hans familie i dette tilfælde ville sulte.
Talmidh: Du påstår altså, at denne opfattelse, skønt den deles af alle i landet, er fejlagtig?
Rabh: Det kommer an på, hvad du mener, når du kalder den fejlagtig. Lad mig altså spørge dig, om du mener, at det er rigtigt, at man ikke bør stjæle og myrde?
Talmidh: Javist.
Rabh: Lad mig derefter spørge dig, om du mener, at det er rigtigt i nogen anden forstand, end at landets borgere er blevet enige om, at det forholder sig således?
Talmidh: Nej, det har du ret i. Men forstår jeg dig ret, når jeg mener, at det, du påstår, er, at der ikke er nogen verden at opnå kundskab om, men kun denne kundskab, at den med andre ord er et billede, der ikke afbilder noget?
Rabh: Hvilken egenskab skulle vi tilkende en sådan verden, som ikke netop er en egenskab ved billedet, som nødvendigvis er alt, hvad vi ser?
Talmidh: Det forstår jeg, men det forekommer mig dog alligevel, at der sikkert må være en mængde indsigelser imod en så indlysende sandhed, siden den ikke for længst er blevet accepteret, og jeg tror da også straks, jeg kan komme i tanker om et par stykker.
Rabh: Lad høre!
Talmidh: Så vil jeg først så vidt muligt gentage, hvad du har sagt mig, for at vi begge kan være sikre på, at jeg har forstået dig rigtigt.
Rabh: Udmærket.
Talmidh: Nuvel, det forekommer mig altså, at du siger, at dette træ ikke befinder sig noget andet sted end i min tanke?
Rabh: Jeg er nødt til at korrigere dig på dette punkt, også selv om det måske ikke vil forekomme dig, at min korrektion gør den store forskel. Når du siger “tanke”, forekommer det mig således, at du bruger dette ord som en modsætning til noget andet, men da det, vi påstår, netop er, at der ikke er noget “uden for” denne tanke, bliver denne brug af ordet, som du sikkert kan indse, ganske meningsløs. Det er, som hvis du ville hævde, at den verden, vi lever i, er blændværk.
Talmidh: Det kunne jeg let komme til, hvis jeg skulle karakterisere dit synspunkt.
Rabh: Det tænkte jeg nok. På den anden side vil du nok give mig ret i, at det er ganske meningsløst, at tale om, at noget er blændværk, hvis der ikke er noget, der i samme forstand er virkeligt. Du vil altså se, at jeg på ingen påstår, at intet er virkeligt eller sandt, men kun, at intet er virkeligt eller sandt i den forstand, at det står i et mystisk forhold til noget principielt uerkendeligt.
Talmidh: Javel, men det forekommer mig dog alligevel, at du siger, at intet er virkeligt eller sandt under henvisning til noget, vi ikke oplever.
Rabh: Det har du ret i.
Talmidh: Hvis jeg altså har forstået dig ret, siger du, at træet ikke er til i nogen anden forstand end den, at vi erfarer det.
Rabh: Korrekt igen.
Talmidh: Men så er du jo heller ikke til i nogen anden forstand end den, at jeg erfarer dig, og du ville jo kunne sige det samme om mig. Men hvem er det så, der gør den erfaring, der ifølge din filosofi er den eneste virkelighed?
Rabh: Her må jeg atter korrigere dig. Træet er kun virkeligt i den forstand, at vi erfarer det. Eller sagt på anden måde: Den individuelle iagttagelse, du bruger som argument, eksisterer ikke, og hvis du overvejer sagen, vil du sikkert indse, hvorfor det forholder sig således. Vi ville jo nemlig ikke meningsfuldt kunne påstå, at det var forkert at stjæle, hvis vi ikke var istand til at tilvejebringe den enighed, som var en forudsætning for en sådan påstand. Som du snart vil erkende, bygger alle dine indsigelser imod min filosofi på, at du ikke har forstået den og således været i stand til at indgå på dens præmisser. Hvis jeg forsøger at forklare dig, at folk på teatret ikke virkelig dør, vil det jo heller ikke hjælpe dig stort, at henvise til, at i den sidste akt af det og det stykke dør den og den person. Du har således accepteret, at den måde, hvorpå vi afgør, om noget er virkeligt, er at spørge en anden, om han erfarer det samme – ja, selv vise mænd, der mener at udgrunde naturen, holder dette for eneste kriterium. På den anden side forsøger du at snige din overtro om en virkelighed, ind ad bagvejen, ved at tale om en iagttagelse, der ikke bygger på en sådan enighed. Inden du er i stand til at kritisere min mening, må du altså først gøre sig klart, hvad du selv mener. Hvis du således mener, at der kun kan blive tale om virkelighed, i det øjeblik den erfares af andre, kan du ikke meningsfuldt tale om, hvad et menneske erfarer. Hvis du derimod ønsker at fragå denne opfattelse af, hvad det vil sige, at noget er virkeligt, tvinges du til at påstå at der ikke er nogen mulighed for at kritisere nogen påstand, i hviket tilfælde også din egen påstand bliver meningsløs.
Talmidh: Du har naturligvis ret. Jeg indser nu, at den påstand, jeg mente at se som en konsekvens af din filosofi, i virkeligheden er en følge af min egen. Men skønt jeg indser alt dette, forekommer det mig stadig så besynderligt, at jeg har venskeligt ved at se, hvordan jeg skal forstå det. Det forekommer mig nemlig, at jeg, hvis du forlod mig, stadig ville se træet, og endvidere, at jeg har set et træ længe før jeg havde mulighed for at tale med nogen om det?
Rabh: Sådan kan det meget vel forekomme dig, eftersom du, når du mener at se tilbage på den tid, hvor du endnu ikke kunne tale, benytter dig af de begreber, som du først langt senere erhvervede. Hvis du, når du ser op i himlen, mener at se et mørkt tæppe gennemskinnet af et bagvedliggende lys, og jeg derefter fortæller dig, at stjerner har deres eget lys, tror du da, at du derefter vil kunne se dem på nogen anden måde? Og hvis du tænker tilbage på en nat, inden dette skete, hvad tror du da, at du vil huske, mine eller dine stjerner? Hvad din første indvending angår, skal du tænke på hvad vi sagde om teateret. Alle de begreber, du benytter dig af, hører jo nemlig til det stykke, som opføres. Hvad vil det sige, at jeg “forlader dig”, hvis ikke, at personer rejser til fjerne lande, når de går ud i kulissen, eller at den person, der, idet han ser ud i den, beskriver et rytterslag, betragter dette.
Talmidh: Du har naturligvis ret, men ikke desto mindre forekommer det hele mig dog temmelig underligt.
Rabh: Det forstår jeg. Når et barn første gang får at vide, at den faste jord, det står på, er hvirvlende kugle, vel dets første reaktion også uværgerligt være, at dette umuligt kan passe. Også blandt voksne mennesker er der sådanne børn, der, stillet over for fornuftsgrunde, som de ikke er i stand til at imødegå og derfor vælger ikke at give agt på, fremturer i deres vildfarelse. En klog mand afholder sig fra at indlade sig i ordstrid med sådanne, derimod svarer han gerne på indvendinger, der røber at spørgeren ønsker at forstå. De første skal du kende på deres vrede latter, de sidste på deres ydmyge videbegær. Ingen kan nemlig opnå kundskab, hvis han ikke først indser, at han mangler den.
Talmidh: Alt dette indser jeg klart og vil ved at gennemtænke mine indvendinger forsøge at gennemskue disse, for således at opdage, om de er veritable eller blot skriver sig fra en manglende forståelse af det, jeg mener at kritisere. På endnu et punkt behøver jeg dog din hjælp, idet min anden indvending imod din filosofi forekommer mig så uomgængelig, at jeg ikke ser hvordan jeg skulle kunne forlige mig med den.
Rabh: Udmærket.
----------------------------------------------------------------------------------
Ovenstående er et uddrag fra Erwin Neutzsky-Wulffs seneste roman 'Hjernen'og kan købes her
Talmidh: Hvordan vinder jeg indsigt?
Rabh: Hvorfor spørger du mig om det?
Talmidh: Man har ladet mig vide at du besidder en sådan.
Rabh: Jeg er ikke ganske sikker på, at jeg forstår, i hvilket ærinde du kommer til mig. Jeg må altså først bede dig om at besvare nogle enkle spørgsmål, hvis du ikke har noget imod det?
Talmidh: Nej, naturligvis ikke.
Rabh: Allerførst må du isge mig, hvad du mener med indsigt, eftersom det åbenbart er det, du kræver af mig. Jeg ser, at dette spørgsmål virker overraskende på dig, og jeg vil derfor prøve at lede dig lidt på vej. Du ville vel ikke undre dig, hvis jeg spurgte dig, hvad det er, du ønsker at opnå indsigt i eller kundskab om?
Talmidh: Nej. Og jeg ville sikkert svare “om verden” eller “om livet”.
Rabh: Det tænkte jeg nok. Du ville sikkert også give mig ret i, at der i dit spørgsmål ligger, at kundskab og verden er to forskellige ting?
Jeg kan se jeg har forvirret dig, og må derfor hellere forklare, hvad jeg mener med mit spørgsmål. Lad mig derfor prøve at beskrive, hvad du mener, når du taler om at erhverve kundskab om verden. Derefter kan du fortælle mig, om jeg har forstået dig rigtigt.
Talmidh: Ja, det er nok en god idé.
Rabh: Nuvel, keg vil da sige, at det forekommer mig, at du mener, at det med disse ting forholder sig, ligesom når en maler frembringer et portræt. Jeg vil endvidere foreslå, at du mener, at et sådant portræt kan være mere eller mindre vellignende, alt efter kunstnerens evner.
Jeg må altså forstå det således, at du forlanger af mig, at jeg skal male et vellignende portræt af verden til dig. Dog mener du ikke, jeg skal frembringe dette billede for dine øjne, men at jeg skal vække det for din tanke med mine ord.
Talmidh: Det er ganske rigtigt.
Rabh: Men sig mig nu, hvordan kan du vide, i hvilken grad det billede, jeg på denne måde skaber, ligner den verden, det er et billede af? Hvis al kundskab, som du siger, er et billede af verden, hvordan skal vi da komme til kundskab om, hvorvidt det ligner eller ej? Alt, vi i givet fald kunne sammenligne vores billede med, ville jo være et andet billede.
Talmidh: Hvis jeg forstår dig ret, siger du altså, at det ikke er muligt at opnå kundskab?
Rabh: Det kunne jeg måske føle mig fristet til at sige, hvis det ikke var, fordi vi begge til daglig oplever, at folk der opfører sig tåbeligt på grund af uvidenhed, kommer galt af sted. Det kunne altså synes, som om der findes noget sådant som kundskab, som det endvidere er gavnligt for et menneske at tilegne sig, men at vi ikke ganske har forstået dennes natur. Men her bliver jeg nok igen nødt til at forklare, hvad jeg mener. Forestil dig en gartner, der hemmeligt elsker sit herskabs unge datter. En dag hører han af en af pigerne, at den unge kvinde også elsker den fattige gartner, og om natten har sneget sig ud i haven og der efterladt et budskab til ham. Ganske uvidende om, at der blot er tale om en spøg, begynder han straks at gennemsøge bedene, men finder naturligvis ingenting. Han tænker da, at hans elskede af frygt for opdagelse ikke har vovet at efterlade et brev, som en anden kunne finde, og som ad den vej kunne falde i hænderne på forældrene. Han begynder efterfølgende at undersøge de former, blomsterne i bedene og bladene på træerne synes at dannw, idet han tænker, at disse kunne være opstået ved, at hans elskede havde plukket nogle og ladet andre stå. Imens han er optaget af alt dette forsømmer han sit arbejde og bliver afskediget af familien. Endelig forlyder det, at han er blevet gal, at han om natten klatrer over muren og graver haven op. Men hvori består hans galskab? Skønt han er gartner, glemmer han, at blomster blot er blomster, og at blade blot er blade, og at der altså ikke skjuler sig noget budskab i nogle af delene. Nok havde han været bedre faren ved blot at gøre, hvad hans fader gjorde før ham! Dog kunne det velsagtens være gået værre. Gartneren kunne jo nemlig have overtalt resten af tyendet til at at deltage i eftersøgningen af det skjulte budskab. Det ville sikkert have undret herskabet, men da de kendte disse folk som fornuftige og pålidelige, ville de måske selv med tiden have forsøgt sig, bistået af deres lydige datter. Endelig ville den pige som var årsag til hele miseren, holde det for utænkeligt, at hendes herskabs vældige sysler, skulle have noget med hende at gøre. Også hun vil snart gøre sig til, at at det mystiske budskab skulle blive kendt
Talmidh: Men ville alle disse ikke på et tidspunkt opgive en eftersøgning, som dog måtte være ganke frugtesløs?
Rabh: Jo, ganske givet. Anderledes forholder set sig imidlertid med en bonde, der pløjer sin mark i forventning om at finde en skjult guldskat. I dette tilfælde vil hans galskab jo nemlig ikke afholde ham fra at udføre sit arbejde, men tværtimod bidrage til, at han får det gjort. Vi begyndte jo med at medgive, at det er muligt at opføre sig klogt og tåbeligt, og som du ved, mener folk, at denne klogskab og tåbelighed hænger sammen med, om malerens portræt portræt ligner, og om vi er i stand til at tyde budskabet i haven. Og det har de naturligvis på en måde ret i, eftersom den dovne bonde ikke vil få pløjet, hvis han ikke tænkte på guldskatten i marken, og hans familie i dette tilfælde ville sulte.
Talmidh: Du påstår altså, at denne opfattelse, skønt den deles af alle i landet, er fejlagtig?
Rabh: Det kommer an på, hvad du mener, når du kalder den fejlagtig. Lad mig altså spørge dig, om du mener, at det er rigtigt, at man ikke bør stjæle og myrde?
Talmidh: Javist.
Rabh: Lad mig derefter spørge dig, om du mener, at det er rigtigt i nogen anden forstand, end at landets borgere er blevet enige om, at det forholder sig således?
Talmidh: Nej, det har du ret i. Men forstår jeg dig ret, når jeg mener, at det, du påstår, er, at der ikke er nogen verden at opnå kundskab om, men kun denne kundskab, at den med andre ord er et billede, der ikke afbilder noget?
Rabh: Hvilken egenskab skulle vi tilkende en sådan verden, som ikke netop er en egenskab ved billedet, som nødvendigvis er alt, hvad vi ser?
Talmidh: Det forstår jeg, men det forekommer mig dog alligevel, at der sikkert må være en mængde indsigelser imod en så indlysende sandhed, siden den ikke for længst er blevet accepteret, og jeg tror da også straks, jeg kan komme i tanker om et par stykker.
Rabh: Lad høre!
Talmidh: Så vil jeg først så vidt muligt gentage, hvad du har sagt mig, for at vi begge kan være sikre på, at jeg har forstået dig rigtigt.
Rabh: Udmærket.
Talmidh: Nuvel, det forekommer mig altså, at du siger, at dette træ ikke befinder sig noget andet sted end i min tanke?
Rabh: Jeg er nødt til at korrigere dig på dette punkt, også selv om det måske ikke vil forekomme dig, at min korrektion gør den store forskel. Når du siger “tanke”, forekommer det mig således, at du bruger dette ord som en modsætning til noget andet, men da det, vi påstår, netop er, at der ikke er noget “uden for” denne tanke, bliver denne brug af ordet, som du sikkert kan indse, ganske meningsløs. Det er, som hvis du ville hævde, at den verden, vi lever i, er blændværk.
Talmidh: Det kunne jeg let komme til, hvis jeg skulle karakterisere dit synspunkt.
Rabh: Det tænkte jeg nok. På den anden side vil du nok give mig ret i, at det er ganske meningsløst, at tale om, at noget er blændværk, hvis der ikke er noget, der i samme forstand er virkeligt. Du vil altså se, at jeg på ingen påstår, at intet er virkeligt eller sandt, men kun, at intet er virkeligt eller sandt i den forstand, at det står i et mystisk forhold til noget principielt uerkendeligt.
Talmidh: Javel, men det forekommer mig dog alligevel, at du siger, at intet er virkeligt eller sandt under henvisning til noget, vi ikke oplever.
Rabh: Det har du ret i.
Talmidh: Hvis jeg altså har forstået dig ret, siger du, at træet ikke er til i nogen anden forstand end den, at vi erfarer det.
Rabh: Korrekt igen.
Talmidh: Men så er du jo heller ikke til i nogen anden forstand end den, at jeg erfarer dig, og du ville jo kunne sige det samme om mig. Men hvem er det så, der gør den erfaring, der ifølge din filosofi er den eneste virkelighed?
Rabh: Her må jeg atter korrigere dig. Træet er kun virkeligt i den forstand, at vi erfarer det. Eller sagt på anden måde: Den individuelle iagttagelse, du bruger som argument, eksisterer ikke, og hvis du overvejer sagen, vil du sikkert indse, hvorfor det forholder sig således. Vi ville jo nemlig ikke meningsfuldt kunne påstå, at det var forkert at stjæle, hvis vi ikke var istand til at tilvejebringe den enighed, som var en forudsætning for en sådan påstand. Som du snart vil erkende, bygger alle dine indsigelser imod min filosofi på, at du ikke har forstået den og således været i stand til at indgå på dens præmisser. Hvis jeg forsøger at forklare dig, at folk på teatret ikke virkelig dør, vil det jo heller ikke hjælpe dig stort, at henvise til, at i den sidste akt af det og det stykke dør den og den person. Du har således accepteret, at den måde, hvorpå vi afgør, om noget er virkeligt, er at spørge en anden, om han erfarer det samme – ja, selv vise mænd, der mener at udgrunde naturen, holder dette for eneste kriterium. På den anden side forsøger du at snige din overtro om en virkelighed, ind ad bagvejen, ved at tale om en iagttagelse, der ikke bygger på en sådan enighed. Inden du er i stand til at kritisere min mening, må du altså først gøre sig klart, hvad du selv mener. Hvis du således mener, at der kun kan blive tale om virkelighed, i det øjeblik den erfares af andre, kan du ikke meningsfuldt tale om, hvad et menneske erfarer. Hvis du derimod ønsker at fragå denne opfattelse af, hvad det vil sige, at noget er virkeligt, tvinges du til at påstå at der ikke er nogen mulighed for at kritisere nogen påstand, i hviket tilfælde også din egen påstand bliver meningsløs.
Talmidh: Du har naturligvis ret. Jeg indser nu, at den påstand, jeg mente at se som en konsekvens af din filosofi, i virkeligheden er en følge af min egen. Men skønt jeg indser alt dette, forekommer det mig stadig så besynderligt, at jeg har venskeligt ved at se, hvordan jeg skal forstå det. Det forekommer mig nemlig, at jeg, hvis du forlod mig, stadig ville se træet, og endvidere, at jeg har set et træ længe før jeg havde mulighed for at tale med nogen om det?
Rabh: Sådan kan det meget vel forekomme dig, eftersom du, når du mener at se tilbage på den tid, hvor du endnu ikke kunne tale, benytter dig af de begreber, som du først langt senere erhvervede. Hvis du, når du ser op i himlen, mener at se et mørkt tæppe gennemskinnet af et bagvedliggende lys, og jeg derefter fortæller dig, at stjerner har deres eget lys, tror du da, at du derefter vil kunne se dem på nogen anden måde? Og hvis du tænker tilbage på en nat, inden dette skete, hvad tror du da, at du vil huske, mine eller dine stjerner? Hvad din første indvending angår, skal du tænke på hvad vi sagde om teateret. Alle de begreber, du benytter dig af, hører jo nemlig til det stykke, som opføres. Hvad vil det sige, at jeg “forlader dig”, hvis ikke, at personer rejser til fjerne lande, når de går ud i kulissen, eller at den person, der, idet han ser ud i den, beskriver et rytterslag, betragter dette.
Talmidh: Du har naturligvis ret, men ikke desto mindre forekommer det hele mig dog temmelig underligt.
Rabh: Det forstår jeg. Når et barn første gang får at vide, at den faste jord, det står på, er hvirvlende kugle, vel dets første reaktion også uværgerligt være, at dette umuligt kan passe. Også blandt voksne mennesker er der sådanne børn, der, stillet over for fornuftsgrunde, som de ikke er i stand til at imødegå og derfor vælger ikke at give agt på, fremturer i deres vildfarelse. En klog mand afholder sig fra at indlade sig i ordstrid med sådanne, derimod svarer han gerne på indvendinger, der røber at spørgeren ønsker at forstå. De første skal du kende på deres vrede latter, de sidste på deres ydmyge videbegær. Ingen kan nemlig opnå kundskab, hvis han ikke først indser, at han mangler den.
Talmidh: Alt dette indser jeg klart og vil ved at gennemtænke mine indvendinger forsøge at gennemskue disse, for således at opdage, om de er veritable eller blot skriver sig fra en manglende forståelse af det, jeg mener at kritisere. På endnu et punkt behøver jeg dog din hjælp, idet min anden indvending imod din filosofi forekommer mig så uomgængelig, at jeg ikke ser hvordan jeg skulle kunne forlige mig med den.
Rabh: Udmærket.
----------------------------------------------------------------------------------
Ovenstående er et uddrag fra Erwin Neutzsky-Wulffs seneste roman 'Hjernen'og kan købes her
Syntesens Tidsalder – Nogle Ervin Laszlo citater
“Contrary to popular belief, consciousness is not a uniquely human phenomenon. Although we know only human consciousness (indeed, by direct and personal experience we know only our own consciousness, we have no reason to believe that consciousness would be limited to me and to you and to other human beings.
The kind of evidence that could demonstrate the limitation of consciousness to humans regards the brian: it would be evidence that the human brain has specific features by virtue of which it produces consciousness. Notwithstanding the view advanced by materialist scientists and philosophers that the only physical brain is the source of consciousness, there is no evidence of this kind. Clinical and experimental evidence speaks only to the fact that brain function and state of consciousness are correlated, so when brain function ceases, consciousness (usually) ceases as well. We should specify “usually,” since there are exceptions to this: in some well-documented cases – among others, those of patients suffering cardiac arrests in hospitals – individuals have had detailed and subsequently clearly recalled experiences during the time their EEG showed a complete absence of brain function
Functional MRI magnetic resonance imaging) and other techniques show that when particular thought processes occur, they are associated with metabolic changes in specific areas of the brain. They do not show, however, how the cells of the brain that produce proteins and electrical signals could also produce sensations, thougts, emotions, images, and other elements of the conscious mind ... how the brain’s network of neurons would porduce the qualitative sensations that make up our consciousness”
The fact that a high level of consciousness, with articulated images, thoughts, feelings, and rich subconscious elements, is associated with complex neural structures is not a guarantee that such consciousness is due to these structures. In other word the observation that brain function is correlated with consciousness does not ensure that the brain creates consciousness.”
“The old adage “everything is connected to everything else” desribes a true state of affairs. The results achieved [by the evolutionary sciences] furnish adequate proof that the physical, the biological, and the social realms in which evolution unfolds are by no means disconnected. At the very least, one kind of evolution prepares the ground for the next. Out of the conditions created by evolution in the physical realm emerge the conditions that permit biological evolution to take off. And out of the conditions created by biological evolution come the conditions that allow human beings – and many other species – to evolve certain social forms of organization”
“Scientific evidence of the patterns traced by evolution in the physical universe, in the living world, and even in the world of history is growing rapidly. It is coalescing into the image of basic regularities that repeat and recur. It is now possible to search out these regularities and obtain a glimpse of the fundamental nature of evolution – of the evolution of the cosmos as a whole, including the living world, and the world of human social society. To search out and systematically state these regularities is to engage in the creation of the “grand synthesis” that unites physcial, biological, and social evolution into a consistent frameword with its own laws and logic”
Om Laszlo:
Ervin Laszlo, holder of the highest degree of the Sorbonne (the State Doctorate), is recipient pf four Honorary Ph.D’s and numerous awards and distinctions, including the 2001 Goi Award (Japan Peace Prize. In 2004 he was nominated for the Nobel Peace Prize as well as the Templeton Prize. A former professor of philosophy, systems theory, and futures
The kind of evidence that could demonstrate the limitation of consciousness to humans regards the brian: it would be evidence that the human brain has specific features by virtue of which it produces consciousness. Notwithstanding the view advanced by materialist scientists and philosophers that the only physical brain is the source of consciousness, there is no evidence of this kind. Clinical and experimental evidence speaks only to the fact that brain function and state of consciousness are correlated, so when brain function ceases, consciousness (usually) ceases as well. We should specify “usually,” since there are exceptions to this: in some well-documented cases – among others, those of patients suffering cardiac arrests in hospitals – individuals have had detailed and subsequently clearly recalled experiences during the time their EEG showed a complete absence of brain function
Functional MRI magnetic resonance imaging) and other techniques show that when particular thought processes occur, they are associated with metabolic changes in specific areas of the brain. They do not show, however, how the cells of the brain that produce proteins and electrical signals could also produce sensations, thougts, emotions, images, and other elements of the conscious mind ... how the brain’s network of neurons would porduce the qualitative sensations that make up our consciousness”
The fact that a high level of consciousness, with articulated images, thoughts, feelings, and rich subconscious elements, is associated with complex neural structures is not a guarantee that such consciousness is due to these structures. In other word the observation that brain function is correlated with consciousness does not ensure that the brain creates consciousness.”
“The old adage “everything is connected to everything else” desribes a true state of affairs. The results achieved [by the evolutionary sciences] furnish adequate proof that the physical, the biological, and the social realms in which evolution unfolds are by no means disconnected. At the very least, one kind of evolution prepares the ground for the next. Out of the conditions created by evolution in the physical realm emerge the conditions that permit biological evolution to take off. And out of the conditions created by biological evolution come the conditions that allow human beings – and many other species – to evolve certain social forms of organization”
“Scientific evidence of the patterns traced by evolution in the physical universe, in the living world, and even in the world of history is growing rapidly. It is coalescing into the image of basic regularities that repeat and recur. It is now possible to search out these regularities and obtain a glimpse of the fundamental nature of evolution – of the evolution of the cosmos as a whole, including the living world, and the world of human social society. To search out and systematically state these regularities is to engage in the creation of the “grand synthesis” that unites physcial, biological, and social evolution into a consistent frameword with its own laws and logic”
Om Laszlo:
Ervin Laszlo, holder of the highest degree of the Sorbonne (the State Doctorate), is recipient pf four Honorary Ph.D’s and numerous awards and distinctions, including the 2001 Goi Award (Japan Peace Prize. In 2004 he was nominated for the Nobel Peace Prize as well as the Templeton Prize. A former professor of philosophy, systems theory, and futures
torsdag den 10. januar 2008
Earthship Biotecture
Earthship Biotecture creates buildings that...
Heat and cool themselves naturally via solar/thermal dynamics
Collect their own power from the sun and wind
Harvest their own water from rain and snow melt
Contain and treat their own sewage on site
Produce food in significant quantities
Utilize materials that are byproducts of modern society like cans, bottles and tires.
Læs mere om Earthship Biotecture HER
Se også denne video
Endnu et skridt mod fascisme i USA
Paul Craig Roberts har skrevet en ret interessant om end ganske forstyrrende artikel om et nyt lovforslag kaldet “Violent Radicalization and Homegrown Terrorism Prevention Act.” - HR 1955 hvis ordlyd muliggør en vidtrækkende censur af dissidenter.
Et par highlights fra artiklen:
"When HR 1955 becomes law, it will create a commission tasked with identifying extremist people, groups, and ideas. The commission will hold hearings around the country, taking testimony and compiling a list of dangerous people and beliefs. The bill will, in short, create massive terrorism in the United States. But the perpetrators of terrorism will not be Muslim terrorists; they will be government agents and fellow citizens.... Who will be on the “extremist beliefs” list? The answer is: civil libertarians, critics of Israel, 9/11 skeptics, critics of the administration’s wars and foreign policies, critics of the administration’s use of kidnapping, rendition, torture and violation of the Geneva Conventions, and critics of the administration’s spying on Americans. Anyone in the way of a powerful interest group--such as environmentalists opposing politically connected developers--is also a candidate for the list."
" This search for extremist views comes after President Bush and the Justice (sic) Department declare that the President can ignore habeas corpus, ignore the Geneva Conventions, seize people without evidence, hold them indefinitely without presenting charges, torture them until they confess to some made up crime, and take over the government by declaring an emergency. Of course, none of these “patriotic” views are extremist."
Læs resten af artiklen og se den medfølgende video her
Et par highlights fra artiklen:
"When HR 1955 becomes law, it will create a commission tasked with identifying extremist people, groups, and ideas. The commission will hold hearings around the country, taking testimony and compiling a list of dangerous people and beliefs. The bill will, in short, create massive terrorism in the United States. But the perpetrators of terrorism will not be Muslim terrorists; they will be government agents and fellow citizens.... Who will be on the “extremist beliefs” list? The answer is: civil libertarians, critics of Israel, 9/11 skeptics, critics of the administration’s wars and foreign policies, critics of the administration’s use of kidnapping, rendition, torture and violation of the Geneva Conventions, and critics of the administration’s spying on Americans. Anyone in the way of a powerful interest group--such as environmentalists opposing politically connected developers--is also a candidate for the list."
" This search for extremist views comes after President Bush and the Justice (sic) Department declare that the President can ignore habeas corpus, ignore the Geneva Conventions, seize people without evidence, hold them indefinitely without presenting charges, torture them until they confess to some made up crime, and take over the government by declaring an emergency. Of course, none of these “patriotic” views are extremist."
Læs resten af artiklen og se den medfølgende video her
Uddrag fra 'Verden' af Erwin Neutzsky-Wulff
“Han var vokset op i en kultur, der tilbad fornuften som gud, og det var der gode grunde til. Det modsatte af fornuft er trods alt ufornuft, og hvem vil være ufornuftig?
Det var et samfund, der satte meninger højere end følelser og kaldte dem holdninger. Holdningsløshed var en synd, mens ufølsomhed næppe bemærkedes.
Meninger kan man nemlig argumentere mod, og de er i øvrigt forholdsvis nemme at producere. De fleste sandheder er indlysende, det vil sige grundløse.
De har at gøre med den måde, vi har vænnet os til at omgås verden og hinanden på. Følelserne derimod har vi fra en fjern forfader, som ingen ville være særlig tryg ved at være i stue med.
Så vi prøver at have holdninger til vore medmennesker i stedet for at nære følelser for dem. Vi tager moralsk bestik og indretter vores følelser derefter.
Vi holder op med at spørge efter mod og kærlighed og slår op i politivedtægten i stedet. Det gør det let for os at forfølge og dræbe.
Vi behøver ikke at ære vores modstander eftersom ideologien er alt. Et menneske med en anden overbevisning er et helt igennem ondt menneske, for vi anerkender ikke andre menneskelige egenskaber.
Mennesker bliver til tal på et ideologisk scoreboard. Så mange menneskefjender plaffet ned.
I kærligheden, som nu er blevet et parforhold, et upersonligt partnerskab, er det den andens opførsel, der tæller. Vi holder omhyggeligt regnskab.
Vores kærlighed er ligefrem proportional med, hvordan vi bliver behandlet. Vi er som børn, der elsker deres forældre, når der er is, og hader dem, når der skal læses lektier.
Men eftersom vores barnlighed og egoisme er fornuftige, behøver vi ikke skamme os over dem. Vi finder os ikke i noget, og det viser, at vi er oplyste.
Ægteskabet bliver et langt skænderi. Det slutter først, når vi går i seng, og fortsætter, så snart vi er stået op.
På arbejdet fortsætter vi skænderiet med vores kolleger, vores arbejdsgiver, eller vi deltager i et politisk skænderi. Det handler altid om rettigheder, om at få sin del af kagen, eller endnu mere oplyst at få så stor en del af kagen som muligt, og stadig forlange mere. Tilfredshed og lykke vil trods alt være det ultimative forræderi mod os selv, vore kolleger og den lidende verden.
Jeg elsker dig bliver til, jeg elsker dig, hvis du opfører dig ordentligt. De kærlighedssange popstjerner bræger, bliver til triumferende uafhængighedserklæringer.
I baggrunden høres ikke længere smægtende violiner, men kasseapparatets smæld. You treated me bad – na-na-na – but you got another think coming – oh-oh-oh – now it’s your turn to cry-y-y …Kærlighedssange bliver til hadsange.
Den undertrykte kvinde bliver en selvbevidst prostitueret, og manden som ser sit ansvar fortone sig, regrederer til flæb. Da nu kærligheden ikke har vist sig ikke at eksistere og mændene, som mor advarede os om, kun er ude efter én ting, så lad da i det mindste svinene betale for det. Og skal han ryste op, skal han naturligvis også have noget for pengene og kan ikke lade sig nøje med flade patter eller lav seksuel frekvens
I disse boksekampe er hele verden kampdommer. Mødre og tanter, venner og bekendte, kolleger og arbejdskammerater er indbudt og kommer med opmuntrende tilråb.
Et mere professionelt hold af psykologer og terapeuter, ægteskabs- og familierådgivere lader sig dog også hverve. Disse voldgiftsmænd er ikke længere støvede præster, der sender konen hjem til manden, men upartiske og skruppelløse eksperter, der omhyggeligt fører statistik over antallet af gange manden har glemt at slå sædet ned, de perverse ting han vil have hende til at gøre, samt den gang i sommer, hvor lille Rasmus fik en på skrinet.
De undlader heller ikke at pointere, at hun måske en gang imellem, gerne præcis hver anden gang, kunne gøre det, han så gerne vil, ud fra den udtrykkelige forudsætning, at det så næste gang er hendes tur til at få noget ud af det. Man må jo snakke om det, handle om det, finde en måde at holde hinanden ud på.
Kan man ikke blive lykkelige samtidig, kan man måske blive det skiftevis, hver for sig, forkæle sig selv lidt og tage fri fra parforholdet, ansvaret, kærligheden og livet. Tale ud om, hvad der trykker én, til folk, som virkelig interesserer sig for en, til 200 kroner i timen.
Ve den vismand, som forsigtigt gør opmærksom på, at vi ikke bliver lykkelige ved at få opfyldt vore behov, men ved at elske og genelskes! At elske betingelsesløst er en vederstyggelighed for Herren!
Hvad kan vi ikke risikere, hvis vi glemmer at tage entré til vores hjerte? Men livet er en risiko, og risikoen hedder: Følelse.”
Det var et samfund, der satte meninger højere end følelser og kaldte dem holdninger. Holdningsløshed var en synd, mens ufølsomhed næppe bemærkedes.
Meninger kan man nemlig argumentere mod, og de er i øvrigt forholdsvis nemme at producere. De fleste sandheder er indlysende, det vil sige grundløse.
De har at gøre med den måde, vi har vænnet os til at omgås verden og hinanden på. Følelserne derimod har vi fra en fjern forfader, som ingen ville være særlig tryg ved at være i stue med.
Så vi prøver at have holdninger til vore medmennesker i stedet for at nære følelser for dem. Vi tager moralsk bestik og indretter vores følelser derefter.
Vi holder op med at spørge efter mod og kærlighed og slår op i politivedtægten i stedet. Det gør det let for os at forfølge og dræbe.
Vi behøver ikke at ære vores modstander eftersom ideologien er alt. Et menneske med en anden overbevisning er et helt igennem ondt menneske, for vi anerkender ikke andre menneskelige egenskaber.
Mennesker bliver til tal på et ideologisk scoreboard. Så mange menneskefjender plaffet ned.
I kærligheden, som nu er blevet et parforhold, et upersonligt partnerskab, er det den andens opførsel, der tæller. Vi holder omhyggeligt regnskab.
Vores kærlighed er ligefrem proportional med, hvordan vi bliver behandlet. Vi er som børn, der elsker deres forældre, når der er is, og hader dem, når der skal læses lektier.
Men eftersom vores barnlighed og egoisme er fornuftige, behøver vi ikke skamme os over dem. Vi finder os ikke i noget, og det viser, at vi er oplyste.
Ægteskabet bliver et langt skænderi. Det slutter først, når vi går i seng, og fortsætter, så snart vi er stået op.
På arbejdet fortsætter vi skænderiet med vores kolleger, vores arbejdsgiver, eller vi deltager i et politisk skænderi. Det handler altid om rettigheder, om at få sin del af kagen, eller endnu mere oplyst at få så stor en del af kagen som muligt, og stadig forlange mere. Tilfredshed og lykke vil trods alt være det ultimative forræderi mod os selv, vore kolleger og den lidende verden.
Jeg elsker dig bliver til, jeg elsker dig, hvis du opfører dig ordentligt. De kærlighedssange popstjerner bræger, bliver til triumferende uafhængighedserklæringer.
I baggrunden høres ikke længere smægtende violiner, men kasseapparatets smæld. You treated me bad – na-na-na – but you got another think coming – oh-oh-oh – now it’s your turn to cry-y-y …Kærlighedssange bliver til hadsange.
Den undertrykte kvinde bliver en selvbevidst prostitueret, og manden som ser sit ansvar fortone sig, regrederer til flæb. Da nu kærligheden ikke har vist sig ikke at eksistere og mændene, som mor advarede os om, kun er ude efter én ting, så lad da i det mindste svinene betale for det. Og skal han ryste op, skal han naturligvis også have noget for pengene og kan ikke lade sig nøje med flade patter eller lav seksuel frekvens
I disse boksekampe er hele verden kampdommer. Mødre og tanter, venner og bekendte, kolleger og arbejdskammerater er indbudt og kommer med opmuntrende tilråb.
Et mere professionelt hold af psykologer og terapeuter, ægteskabs- og familierådgivere lader sig dog også hverve. Disse voldgiftsmænd er ikke længere støvede præster, der sender konen hjem til manden, men upartiske og skruppelløse eksperter, der omhyggeligt fører statistik over antallet af gange manden har glemt at slå sædet ned, de perverse ting han vil have hende til at gøre, samt den gang i sommer, hvor lille Rasmus fik en på skrinet.
De undlader heller ikke at pointere, at hun måske en gang imellem, gerne præcis hver anden gang, kunne gøre det, han så gerne vil, ud fra den udtrykkelige forudsætning, at det så næste gang er hendes tur til at få noget ud af det. Man må jo snakke om det, handle om det, finde en måde at holde hinanden ud på.
Kan man ikke blive lykkelige samtidig, kan man måske blive det skiftevis, hver for sig, forkæle sig selv lidt og tage fri fra parforholdet, ansvaret, kærligheden og livet. Tale ud om, hvad der trykker én, til folk, som virkelig interesserer sig for en, til 200 kroner i timen.
Ve den vismand, som forsigtigt gør opmærksom på, at vi ikke bliver lykkelige ved at få opfyldt vore behov, men ved at elske og genelskes! At elske betingelsesløst er en vederstyggelighed for Herren!
Hvad kan vi ikke risikere, hvis vi glemmer at tage entré til vores hjerte? Men livet er en risiko, og risikoen hedder: Følelse.”
Barack Obama's bud på en ny udenrigspolitik
I Foreign Affairs juli/august udgave kunne man læse et essay af Barack Obama med titlen "Renewing American Leadership". Følgende er nogle highlights:
"...we must launch a comprehensive regional and international diplomatic initiative to help broker an end to the civil war in Iraq, prevent its spread, and limit the suffering of the Iraqi people. To gain credibility in this effort, we must make clear that we seek no permanent bases in Iraq. We should leave behind only a minimal over-the-horizon military force in the region to protect American personnel and facilities, continue training Iraqi security forces, and root out al Qaeda.
The morass in Iraq has made it immeasurably harder to confront and work through the many other problems in the region -- and it has made many of those problems considerably more dangerous. Changing the dynamic in Iraq will allow us to focus our attention and influence on resolving the festering conflict between the Israelis and the Palestinians -- a task that the Bush administration neglected for years."
"To renew American leadership in the world, we must forge a more effective global response to the terrorism that came to our shores on an unprecedented scale on 9/11. From Bali to London, Baghdad to Algiers, Mumbai to Mombasa to Madrid, terrorists who reject modernity, oppose America, and distort Islam have killed and mutilated tens of thousands of people just this decade. Because this enemy operates globally, it must be confronted globally.
We must refocus our efforts on Afghanistan and Pakistan -- the central front in our war against al Qaeda -- so that we are confronting terrorists where their roots run deepest. Success in Afghanistan is still possible, but only if we act quickly, judiciously, and decisively. We should pursue an integrated strategy that reinforces our troops in Afghanistan and works to remove the limitations placed by some NATO allies on their forces. Our strategy must also include sustained diplomacy to isolate the Taliban and more effective development programs that target aid to areas where the Taliban are making inroads."
"There must be no safe haven for those who plot to kill Americans. To defeat al Qaeda, I will build a twenty-first-century military and twenty-first-century partnerships as strong as the anticommunist alliance that won the Cold War to stay on the offense everywhere from Djibouti to Kandahar."
"To renew American leadership in the world, we must immediately begin working to revitalize our military. A strong military is, more than anything, necessary to sustain peace. Unfortunately, the U.S. Army and the Marine Corps, according to our military leaders, are facing a crisis. The Pentagon cannot certify a single army unit within the United States as fully ready to respond in the event of a new crisis or emergency beyond Iraq; 88 percent of the National Guard is not ready to deploy overseas.
We must use this moment both to rebuild our military and to prepare it for the missions of the future. We must retain the capacity to swiftly defeat any conventional threat to our country and our vital interests. But we must also become better prepared to put boots on the ground in order to take on foes that fight asymmetrical and highly adaptive campaigns on a global scale.
We should expand our ground forces by adding 65,000 soldiers to the army and 27,000 marines. Bolstering these forces is about more than meeting quotas. We must recruit the very best and invest in their capacity to succeed. That means providing our servicemen and servicewomen with first-rate equipment, armor, incentives, and training -- including in foreign languages and other critical skills. Each major defense program should be reevaluated in light of current needs, gaps in the field, and likely future threat scenarios. Our military will have to rebuild some capabilities and transform others. At the same time, we need to commit sufficient funding to enable the National Guard to regain a state of readiness."
" To succeed, our homeland security and counterterrorism actions must be linked to an intelligence community that deals effectively with the threats we face. Today, we rely largely on the same institutions and practices that were in place before 9/11. We need to revisit intelligence reform, going beyond rearranging boxes on an organizational chart. To keep pace with highly adaptable enemies, we need technologies and practices that enable us to efficiently collect and share information within and across our intelligence agencies. We must invest still more in human intelligence and deploy additional trained operatives and diplomats with specialized knowledge of local cultures and languages. And we should institutionalize the practice of developing competitive assessments of critical threats and strengthen our methodologies of analysis."
Læs resten her
Check endvidere mit indlæg om Rudolf Giulianis udenrigspolitiske aspirationer her
"...we must launch a comprehensive regional and international diplomatic initiative to help broker an end to the civil war in Iraq, prevent its spread, and limit the suffering of the Iraqi people. To gain credibility in this effort, we must make clear that we seek no permanent bases in Iraq. We should leave behind only a minimal over-the-horizon military force in the region to protect American personnel and facilities, continue training Iraqi security forces, and root out al Qaeda.
The morass in Iraq has made it immeasurably harder to confront and work through the many other problems in the region -- and it has made many of those problems considerably more dangerous. Changing the dynamic in Iraq will allow us to focus our attention and influence on resolving the festering conflict between the Israelis and the Palestinians -- a task that the Bush administration neglected for years."
"To renew American leadership in the world, we must forge a more effective global response to the terrorism that came to our shores on an unprecedented scale on 9/11. From Bali to London, Baghdad to Algiers, Mumbai to Mombasa to Madrid, terrorists who reject modernity, oppose America, and distort Islam have killed and mutilated tens of thousands of people just this decade. Because this enemy operates globally, it must be confronted globally.
We must refocus our efforts on Afghanistan and Pakistan -- the central front in our war against al Qaeda -- so that we are confronting terrorists where their roots run deepest. Success in Afghanistan is still possible, but only if we act quickly, judiciously, and decisively. We should pursue an integrated strategy that reinforces our troops in Afghanistan and works to remove the limitations placed by some NATO allies on their forces. Our strategy must also include sustained diplomacy to isolate the Taliban and more effective development programs that target aid to areas where the Taliban are making inroads."
"There must be no safe haven for those who plot to kill Americans. To defeat al Qaeda, I will build a twenty-first-century military and twenty-first-century partnerships as strong as the anticommunist alliance that won the Cold War to stay on the offense everywhere from Djibouti to Kandahar."
"To renew American leadership in the world, we must immediately begin working to revitalize our military. A strong military is, more than anything, necessary to sustain peace. Unfortunately, the U.S. Army and the Marine Corps, according to our military leaders, are facing a crisis. The Pentagon cannot certify a single army unit within the United States as fully ready to respond in the event of a new crisis or emergency beyond Iraq; 88 percent of the National Guard is not ready to deploy overseas.
We must use this moment both to rebuild our military and to prepare it for the missions of the future. We must retain the capacity to swiftly defeat any conventional threat to our country and our vital interests. But we must also become better prepared to put boots on the ground in order to take on foes that fight asymmetrical and highly adaptive campaigns on a global scale.
We should expand our ground forces by adding 65,000 soldiers to the army and 27,000 marines. Bolstering these forces is about more than meeting quotas. We must recruit the very best and invest in their capacity to succeed. That means providing our servicemen and servicewomen with first-rate equipment, armor, incentives, and training -- including in foreign languages and other critical skills. Each major defense program should be reevaluated in light of current needs, gaps in the field, and likely future threat scenarios. Our military will have to rebuild some capabilities and transform others. At the same time, we need to commit sufficient funding to enable the National Guard to regain a state of readiness."
" To succeed, our homeland security and counterterrorism actions must be linked to an intelligence community that deals effectively with the threats we face. Today, we rely largely on the same institutions and practices that were in place before 9/11. We need to revisit intelligence reform, going beyond rearranging boxes on an organizational chart. To keep pace with highly adaptable enemies, we need technologies and practices that enable us to efficiently collect and share information within and across our intelligence agencies. We must invest still more in human intelligence and deploy additional trained operatives and diplomats with specialized knowledge of local cultures and languages. And we should institutionalize the practice of developing competitive assessments of critical threats and strengthen our methodologies of analysis."
Læs resten her
Check endvidere mit indlæg om Rudolf Giulianis udenrigspolitiske aspirationer her
tirsdag den 8. januar 2008
Dansk Folkeparti spilder skattekronerne på latterlig statistik
Da Dansk Folkeparti fandt ud at Danmarks Statistik var nået frem til, at indfødte danskere laver mere kriminalitet end indvandrere og deres efterkommere fra vestlige lande, blev de meget forundrede, og fik derfor den geniale idé, at det så måtte undersøges om årsagen kunne være at tredjegenerationsindvandrere (altså efterkommere af efterkommere af invandrere fra ikke-vestlige lande) fyldte op i statistikken, hvilket man fik afsat en million kroner til på finansloven.
Nu er resultatet så kommet, og det fortæller så godt som intet, for antallet af efterkommere til efterkommere af invandrere fra ikke-vestlige lande, der er gamle nok til at være strafbare er blot 137, hvoraf 8 har begået noget kriminelt, og gruppen er altså derfor ikke i nærheden af at være stor nok til at kunne lave nogensomhelst form for seriøs statistik over.
Tillykke med det Dansk Folkeparti, den million blev brugt fornuftigt.
Nu er resultatet så kommet, og det fortæller så godt som intet, for antallet af efterkommere til efterkommere af invandrere fra ikke-vestlige lande, der er gamle nok til at være strafbare er blot 137, hvoraf 8 har begået noget kriminelt, og gruppen er altså derfor ikke i nærheden af at være stor nok til at kunne lave nogensomhelst form for seriøs statistik over.
Tillykke med det Dansk Folkeparti, den million blev brugt fornuftigt.
Abonner på:
Opslag (Atom)