Kim Fournais adm. direktør i Saxo Bank advarer om, at forkert politik kan forlænge den økonomiske krise, ligesom det skete under The Great Depression.
Reguleringen af de frie markedskræfter og politikernes konfiskation af vores produktion og forvaltning af vores moral har ført os ud i den værste krise siden 1930'erne. Vi er havnet i et moralsk og økonomisk kaos, men der er opstået et reelt håb om, at krisen vil give plads til fornuft og samarbejde her i Danmark, efter at aftalen mellem regeringen og oppositionen samt finanssektoren er indgået. Kunsten bliver fremadrettet at udnytte samarbejdet til at skabe et rationelt samfund, der baserer sit forbrug på arbejdsomhed og sunde investeringer.
Det Private Beredskab, der oprettes med et indskud på 35 mia. kr. i form af garantiprovision og tabskaution, betales af den finansielle sektor. Så langt så godt. Der oprettes et afviklingsselskab, hvis formål er at overtage nødlidende banker og afvikle disse på en kontrolleret måde, såfremt der ikke kan findes en privat løsning. Endnu et skridt i den rigtige retning, når nu det skulle være. Problemet er, at alle banker i Danmark betaler solidarisk til, at man fra branchens side kan spænde et sikkerhedsnet ud under banker, der har jagtet høje indlånsrenter og i det hele taget spillet hasard med indskydernes penge. Man skulle naturligvis have ladet disse banker blive overtaget, så aktionærer og stillere af ansvarlig lånekapital ville miste deres investering, inden problemerne bliver uoverskuelige. Nu bliver det så de veldrevne banker, der skal betale for de dårligt drevne banker, som de ikke har haft indflydelse på. Det er naturligvis uretfærdigt.
Når eksempelvis Saxo Bank alligevel støtter aftalen, selvom vores forretningsmodel gør, at vi ikke er negativt påvirket af krisen, skyldes det for det første, at vi stadig tror, at aftalen kan skabe en vis stabilitet på markedet, når budskabet bliver ordentligt kommunikeret til den bredere internationale verden. Faktisk er danske banker nu blandt verdens mest sikre banker. Danmark har såkaldt AAA-rating, hvilket betyder, at ingen indskydere i danske banker vil miste deres penge, hvis en nødlidende bank overtages af afviklingsselskabet.
Dertil kommer, at aktionærerne og folk, der har sikret ansvarlig lånekapital, reelt mister deres penge, hvis en bank overtages af afviklingsselskabet. Det vil fremme en sundere aktiekultur i Danmark, hvor investorerne forhåbentlig begynder at forstå, at der findes en risiko ved investering, og at denne risiko ikke blot er en teoretisk størrelse. Det vil skabe en mere ansvarlig, rationel adfærd og afføde, at de investeringer, man i de senere år har set i alle mulige fantasifulde projekter, stoppes, og investorerne begynder at være mere kritiske overfor virksomhedernes ledelser og deres dispositioner.
Ligesom boligkrisen spredte sig til finansverdenen, vil finanskrisen sprede sig til den generelle økonomi. Vi ser kun toppen af isbjerget i disse dage, men som vi ved, er det kun ca. 1/9 af isbjerget. De resterende 8/9 ligger under havets overflade, og verden går store problemer i møde.
Det er lang tid siden, at vi aflyste overophedningen i Saxo Bank, men desværre talte vi for døve øren. Nu er krisen en realitet, og selvom Danmark allerede er ramt af krisen, og vil blive det yderligere, så er der gode muligheder for at komme styrket ud af krisen. Ikke mindst fordi vi i de sidste 25 år faktisk har sikret en relativ god økonomi.
USA har i de seneste uger taget stormskidt mod de tiltag, som forlængede den sidste store krise, der kulminerede i 1929, men varede mange år frem. To økonomer fra UCLA har tidligere fremlagt forskning, som viser, hvorfor den Store Depression blev så stor og varede op til 15 år. De kommer frem til den skræmmende konklusion, at det var velmenende politikere, der forlængede krisen ikke mindst den daværende præsident, Franklin D. Roosevelt. Jeg er ikke ude i en kritik af Roosevelt, men kan blot konstatere, at Den Store Depression ikke behøvede at vare op til 15 år, og det er da gode nyheder for os i dag.
"Årsagen til, at den Store Depression varede så lang tid, har altid været et stort mysterium, og fordi vi aldrig rigtig kendte årsagen, har vi altid bekymret os for, om vi igen ville få 10-15 års økonomisk nedtur," sagde Lee Ohanian, vicerektor for UCLA's Department of Economics, i en pressemeddelelse. "Vi har fundet ud af, at en gentagelse af Den Store Depression ikke er sandsynlig, med mindre lovgiverne sammensætter en redningsplan med dårligt tænkte stimuluspakker."
I en artikel i augustnummeret af the Journal of Political Economy pointerer Harold L. Cole og Lee Ohanian, at hvor vi i dag ved, at lønninger og priser falder, når arbejdsløsheden stiger, så resulterede New Deal politikken i, at lønningerne, men dermed også priserne, steg. Man kortsluttede så at sige markedskræfterne i stedet for at lade dem få ro til at slutte krisen af sig selv. Det havde været hurtigere, ved vi i dag, skriver de. De kunstigt oppustede lønninger og priser ødelagde markedets selvregulerende kræfter, og resultatet var altså en 15 år lang depression.
Markedskræfterne er dig og mig. Vi er lidt over 5 mio. danskere, og spørg dig selv, om 5 mio. ikke ved bedre end 179 politikere. I stedet for at kortslutte markedskræfterne, skal vi sikre, at danskerne råder over deres egne penge (det burde være selvindlysende!), og det skal ske indenfor retfærdige, rationelle rammer. Hvis politikerne vil hjælpe os med at slutte krisen, så den ikke varer 15 år som krisen i 1930erne, så skal de altså vedtage de rigtige - men for nogle meget kontroversielle - reformer nu.
Vi har i Danmark fantastiske muligheder for at trodse den globale krise og komme styrket ud af den. Til at begynde med, bør vi sikre lovhjemmel, så man kan tilbyde kunder i finansielle institutioner segregerede konti. Dvs. konti der ikke hænger sammen med bankens egne midler. Ligesom en advokat har en klient-konto, som ikke bliver berørt af advokatens egne potentielle økonomiske problemer. Dermed skal banken selv finansiere egne spekulationer og kan ikke bruge kunders midler til spekulation. Hvis man er "too big to fail", så må det også betyde, at man ikke kan påtage sig risici, der gør, at man reelt kan gå konkurs. En "smiley"-ordning for banker ville være på sin plads, selvom man aldrig må glemme, at indskyderne selv har et ansvar for at tænke over, hvem de betror deres penge. Der mangler dog informationer og gennemsigtighed.
Margin, dvs. kontant sikkerhedsstillelse, med en løbende regulering af sikkerhed i forhold til markedsværdi, ville sikre, at ingen ville kunne geare uden af have "rigtige og likvide" sikkerheder for deres forretninger. Det system kendes allerede fra f.eks. futures-børser, der har opereret fint, også under denne krise. Margin-niveauer vil også altid blive justeret opad, når usikkerheden stiger, og dermed sikre, at der er balance imellem sikkerheder og eksponering og dermed risiko. Det vil med andre ord sige, at store eksponeringer og hårdt gearede forretninger altid ville blive lukket ned i tide.
Banker, som tager imod kunders indskud og tilbyder en rente, der ligger over markedsrenten, burde udsende en advarsel til deres kunder og fortælle, at de ikke er i stand til selv at låne til markedsvilkår, og at de har lånt flere penge ud, end de har i indskud. Det er et for de fleste tydeligt tegn på likviditetsproblemer, og i dette klima bliver regningen ved konkurs sendt direkte til skatteyderne, der i forvejen er hårdt prøvet.
Når der er ryddet op i den finansielle sektor, må vi se på, hvad det ellers er, der er gået galt. Alt for mange har finansieret deres forbrug ved hjælp af afdragsfrie lån og friværdi. Når gode, arbejdsomme danskere må ty til den slags usundheder for at få økonomien til at hænge sammen i dagligdagen, så er det et tegn på, at samfundet er skruet forkert sammen. Folk har tjent flere penge på at eje et hus end ved at gå på arbejde i mange år. Det er usundt, og det skader muligheden for at opbygge et arbejdsomt og produktivt samfund. Vi må tænke skattesystemet helt forfra og sikre en lav skat for alle, der vil gøre en indsats på arbejdsmarkedet. Skattereformen må fremrykkes, hvis det er det, der skal til for at lette skatterne med det samme, så de kan træde i kraft 1. januar.
Verden skælver, men det er stadig ikke for sent at gøre det rigtige og få samfundet på ret kurs. Der er faktisk en reel mulighed for, at Danmark kan blive en rollemodel for resten af verden og sikre, at den ikke gå under i misforstået altruisme og skadelig planøkonomi.
