Skal universitetet blot logre for guldkalven?

“Uvilkårligt trænger ordene “fabrik, arbejdsmarked, tilbud, nyttiggørelse” - og hvad egoismens moderne hjælpeord nu hedder – sig på, når man vil skildre den yngste generation af lærde.”

- Friedrich Nietzsche.ⁱ

I den vestlige idéhistories åndelige guldmine finder vi et dannelsesideal, som levede i bedste velgående i civilisationens tre mest intellektuelt frugtbare perioder - antikken, renæssancen og oplysningstiden - og som først i nutiden synes at være blevet aflivet.

Det klassiske dannelsesideal.

Platons akademi havde ikke uddannelsen af omstillingsparate kontorister og lydige teknokrater som dets mål. Målet var snarere menneskelig frigørelse, og midlet en livslang dannelsesproces, som skulle skrælle illusionerne bort og dermed få de oplysningens sædekorn, som dannelsen plantede i menneskenes sind, til at spire. En af akademiets fremmeligste elever var unægteligt Aristoteles. Hans efterladte skrifters brede spektrum vidner om et akademi med et holistisk dannelsesideal. Aristoteles filosofi spænder således over adskillige discipliner, heriblandt etik og politik, fysik og metafysik.

En anden af antikkens store begavelser, som ligeledes havde den platoniske tradition som sit udgangspunkt, var filosoffen Plotin, som blev født i Egypten i begyndelsen af det tredje århundrede. Plotins genialitet havde sine formative år i datidens Alexandria, hvor han studerede under Ammonius Saccas i ti år. Denne læretid skabte dog ikke alene Plotins syntetiske og dannede intellekt, for det var i høj grad også et produkt af en vidtfavnende og åndeligt mangfoldig kultur. Den polyhistoriske amerikanske tænker Ken Wilber skriver i sit hovedværks behandling af Plotin om det intellektuelle klima, der opfostrede ham:

“Alexandria of the third century was extraordinary for the cross-currents of intellectual, philosophical, and spiritual teachings that poured in, literally, from all over the world – there has probably been nothing else quite like it in the history of the West. Clement and Origen (arguably the most important of the early Church Fathers) were fellow townsmen of Plotinus. In Alexandria, one had direct access to at least the following teachers or their schools: The Goddess cult of Isis, Mithra worship, Plutarch (eclectic Platonism), the Neo-Pythagoreans, the Orphic-Dionysian mysteries, Appolonius of Tyana, the extraordinary Jewish mystic Philo, Manicheanism, the all-important Stoics, Numenius, the great African novelist Apuleius, much of the Hermetic writings, the Magi, Brahmanic Hinduism, early Buddhism, and virtually every variety of Gnosticism [..] It is only a slight exaggeration to say that Plotinus took the best elements from each school and jettisoned the rest (in fact, at age thirty-nine, he deliberately joined Gordianus’ Eastern campaign in order to familiarize himself with whatever wisdom traditions he might find); and, based on his own contemplative experiences, fashioned the whole thing into what can only be called an awesome vision, as coherent as it is beautifully compelling.”ⁱⁱ [min kursivering]

Antikkens holistiske og generalistiske dannelsesideal genoplives under renæssancen (genfødslen) og fremavler et kvantespring i menneskelig viden, velsagtens med universalgeniet Leonardo da Vinci som kronen på værket. Denne genfødsel af antikkens dannelsesideal lever i oplysningstiden videre i bedste velgående. "Vov den selvstændige tanke!” lyder det fra en af tidens mest prominente tænkere Immanuel Kant. Det generelle og holistiske dannelsesideal var altså fortsat i højsædet for blot nogle få århundreder siden, hvilket også kan udledes af den kendsgerning, at man i både den franske og skotske oplysningstid så forsøg på at encyklopædisere den menneskelige viden i henholdsvis Diderots encyclopédie og den skotske Encyclopedia Britannica, som for sidstnævntes vedkommende fortsat eksisterer den dag i dag. Den amerikanske intellektuelle Noam Chomsky pointerer i sin kritik af uddannelsessystemet, at det emancipatoriske projekt var indbygget i oplysningstidens dannelsesideal:

“We can ask ouserlves what the purpose of an educational system is and of course there are sharp differences on this matter. There is the traditional interpretation that comes from the Enlightenment, which holds that the highest goal in life is to inquire and create. To search the riches of the past and try to internalize the parts of them that are significant to you and carry that quest for understanding further in your way. The purpose of education, from that point of view, is just to help people determine how to learn on their own.”

Nutidens universitet: Karrieremageriets arnested.

Det er mere, end man kan sige om nutidens dannelsesideal og udannelsespraksis. Snarere end at emancipere den enkelte studerende, gøres hun ofte mindre fri, da selve uddannelsesprocessen typisk afføder gældens lænker. Forgældelsen tvinger derfor den forgældede til at sælge sit liv og sin tid til andre. Konsekvensen er et signifikant frihedstab, for som det intellektuelle makkerpar Michael Hardt og Antonio Negri skriver: 

“Gælden kontrollerer dig. Den disciplinerer dit forbrug, påtvinger dig spareforanstaltninger og reducerer dig ofte til overlevelsesstrategier, men hinsides dette dikterer den sågar dine arbejdsrytmer og -valg. Hvis du afslutter universitet i gæld, må du sige ja til den første lønnede stilling, der tilbydes, for at kunne honorere din gæld. Hvis du købte en lejlighed ved at optage lån, må du sikre dig ikke at miste dit arbejde eller tage ferie eller studieorlov fra arbejdet. Gældens virkning er, ligesom arbejdsmoralens, at holde dig til ilden. Mens arbejdsmoralen fødes indeni subjektet, begynder gælden derimod som en ydre begrænsning, der snart ormer sig vej ind. Gæld udøver en moralsk magt, hvis primære våben er ansvar og skyld, som hurtigt bliver genstand for tvangstanker.”ⁱⁱⁱ

Dannelsesidealet er desuden ingenlunde generalistisk længere. I nutidens verden uddanner de højere uddannelsesinstitutioner specialister med kompetencer indenfor et relativt smalt fagligt spektrum. Generalistiske universitetsuddannelser, der spænder over alle tre videnskabsgrene og mange forskellige discipliner, udbydes så vidt vides ikke noget sted her i landet.

Universitetet er desværre i høj grad blevet en fabrik, som fremstiller såkaldt menneskelige ressourcer. Omvandrende computere af kød og blod udstyret med den instrumentelle fornufts akkumulationsnyttige styresystem. I stedet for at være dannelsens og oplysningens højborg er universitetet mange steder degenereret til blot at være karrieremageriets arnested. Det er ikke blot uønskværdigt men også ganske farligt, hvis vi skal tro den amerikanske samfundsrevsende intellektuelle Chris Hedges, som i sin tekst “Karrieremagerne” skriver følgende:

“Den farligste kraft i den industrialiserede verden kommer ikke fra dem, som bærer radikale trosbekendelser, hvad end vi taler om islamisk radikalisme eller kristen fundamentalisme, men fra legioner af ansigtsløse bureaukrater, som med kløerne baner sig vej op gennem private og statslige maskinerier. De tjener et hvilket som helst system, som møder deres ynkelige behovskvoter.

Disse systemforvaltere tror ikke på noget. De har ingen loyalitet. De tænker ikke hinsides deres små, ubetydelige roller. De er blinde og døve. De er, i det mindste hvad angår den menneskelige civilisation og histories store ideer og mønstre, fuldstændige analfabeter. Og vi fremstiller dem på stribe på de store universiteter [..] Mænd og kvinder som intet kender til historien, intet til ideer. De lever og tænker i et intellektuelt tomrum, en verden bestående af meningsløse detaljer. De er T.S. Eliots “de hule mennesker”, “de udstoppede mennesker.” “formløse forme, skygger uden farve” skrev poeten. “paralyseret kraft, gestikulation uden bevægelse.”

Det var karrieremagerne som muliggjorde folkemordene, fra udryddelsen af de indfødte amerikanere til den tyrkiske nedslagtning af armenerne til det nazistiske holocaust til Stalins udryddelser. Det var dem som sørgede for at togene kørte til tiden. De udfyldte formularerne og stod bag beslaglæggelserne af ejendom. De rationerede maden mens børnene sultede. De fremstillede våbnene. De styrede fængslerne. De håndhævede rejseforbuddene, konfiskerede passene, beslaglagde bankkonti og udførte raceadskillelsen. De håndhævede loven. De passede deres arbejde.”^iv

Universitetets samfundsrolle.

Den eneste måde at reproducere det menneskelige samfund på, er ved at lade yngre generationer tage ved lære af de forudgående, så de kan internalisere og videreføre og/eller raffinere og forbedre det lærte. Indlæring og dannelse er derfor limen som forhindrer, at civilisationen går op i sømmene. Det er stopklodsen, som forhindrer kulturel dekadence og som holder bestialiteten og barbariet for porten. Det er en af pointerne, som den konservative intellektuelle Allan Bloom fremførte i sin bog Historien om Vestens Intellektuelle Forfald:

“Man kan sige, at universitetets rolle i et demokrati er at forhindre og kurere den særlige demokratiske blindhed, ikke for at etablere et slags aristokrati, men netop for demokratiets egen skyld og for at bevare sindets frihed – en af de vigtigste former for frihed – i det mindste for nogle individer i demokratiet. Et succesfuldt universitet er beviset på, at et samfund er i stand til at sørge for alles ve og vel, uden at afstumpe menneskers evner eller indskrænke sindet til kun at arbejde på de samme mål som styret […]

De store europæiske universiteter var førhen vores intellektuelle samvittighed, men efter deres nedtur er vi overladt til os selv. Vi har brug for en upopulær institution, som sætter klarhed over velbefindende og blødsødenhed, som imødegår vores stærkeste tilbøjeligheder og fristelser, som er fri for snobberi, men med en hvis standard. En sådan kan vi hente fra det bedste i vores fortid, selv om den bør være imødekommende overfor enhver nytænkning, der lever op til denne standard. Kommer der ikke noget nyt er det ingen katastrofe. Perioder med stor åndelig frugtbarhed er sjældne, men giver næring til andre, mindre frugtbare. Katastrofen ville være at miste inspirationen fra disse højdepunkter og ikke have noget at sætte i stedet. Så ville det være endnu mere usandsynligt, at sjældne talenter ville komme til deres ret hos os […]

Universitetets opgave er altså veldefineret, men hverken let at udføre eller holde i hævd. Først og fremmest går den ud på at fastholde de permanente spørgsmål i forreste linie og som det vigtigste. Det gøres især ved at bevare værkerne af de forfattere, der bedst besvarede disse spørgsmål – og holde disse værker i live.”^v

Som det indledningsvise citat af den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900) vidner om, sneg kommercialiseringen og den økonomiske nyttigtænkning sig ikke ind på universitetet i går. Det er derimod en proces, som har været i gang i mere end hundrede år. I Danmark mødtes markedsgørelsen af universitet allerede med hård og velformuleret kritik for mange årtier siden. I kampskriftet “Studenter eller Peblinge” tordnede den danske åndsaristokrat Vilhelm Grønbech mod et universitet, som i hans øjne var blevet reduceret til en “pølsefabrik”:

“Universitetet er til for at hævde livets ret, på trods af tidens tendens til at nedbryde det. Det er vor adel, det er vor adelspligt, ti ret beset er det dertil folket har sat os. (…) Universitet er ved at sætte sin ære og sin autoritet overstyr ved at logre for guldkalven og rende i hælene på de praktiske mænd, ved at hviske: vi må gøre os nyttige, for ellers er der fare for at myndighederne anser os for at være en dårlig forretning og kniber på budgettet. Skal universitetet ikke ranke sig og sige: vi veed at den unge som får dybde i sine tanker, som får vidde i sin erfaring, duer bedst til at hjælpe og lede fordi han er et menneske og ikke et drivhjul der går når man spænder en rem om ham. Hvis vi holder hart ved dette krav og betaler hvad det koster, vil det ske at vort folk kommer til at forstå at vi netop i vor uafhængighed af dagens slagord gør folkets gerning, ja den vigtigste af alle gerninger; det vil se vi har ret, når vi siger at menneskene ikke alene lever af træmasse der forvandles til syntetisk føde, men også af det gudsbrød som hedder tænkning og kunst.”

Ja, universitetet skal ranke ryggen, for det må aldrig forfalde til blot at være vandingshul for fremtidens karrieremagere. Universitetets samfundsrolle er ikke blot at udklække kandidater, som kan opretholde den økonomiske vækst. Når der lyder en kritik fra undervisningsministeren gående på, at universitetet ikke er erhvervsrettet nok, bør der lyde højlydte protester, for universitetets problem er snarere det modsatte. Det er blevet alt for erhvervsrettet. En kultur, som mestendels vurderer uddannelsesvæsenets værdifuldhed indenfor rammerne af en økonomisk logik med nytte og rentabilitet som det centrale omdrejningspunkt, er nemlig ikke blot en fattig kultur. Det er en kultur i frit fald! 

Fremtidens universitet: En kilde til oplysning og frigørelse.

Universitetets samfundsværdi kan ikke gøres op i kroner og øre. Refleksiv dybde, kritisk fornuft og bredspektret dannelse har både værdi i sig selv, men også for samfundet som helhed. Vi bør derfor tilskynde, at universitetet vedbliver med at være et bolværk mod den allestedsnærværende fordummelse, som uundgåeligt indtræffer i en befolkning, der konstant bedøves af underholdningsindustriens og reklamebranchens narkotika. Men det bør ikke lade det blive ved det. Dets mål bør først og fremmest være at skabe grundlaget for en ny oplysningstid, og det bør konstant forsøge at plante sædekornene til en sådan ved at genoplive det holistiske dannelsesideal, som tidligere bar så velsmagende kulturelle frugter.

Efter genkoden er knækket og den såkaldte gudepartikel er fundet, står vi overfor et andet presserende og ubesvaret spørgsmål, nemlig, hvad bevidsthed vil sige generelt, og i særdeleshed hvad det vil sige i det menneskelige tilfælde. Skal vi knække bevidsthedskoden, bliver vi nødt til at gå interdisciplinært og holistisk til problemstillingen. Vi er nødt til at inddrage mange forskellige discipliner, som hver især kan belyse problemstillingen fra forskellige vinkler, hvorfor det altså er nødvendigt med en omfattende multiperspektivistisk krydsbestøvning, som transcenderer de traditionelle skel mellem disciplinerne og de tre overordnede videnskabsgrene. Om det tyvende århundrede kan man sige, at det var specialiseringens monoperspektivistiske tidsalder. Vi bør bestræbe os på at gøre det enogtyvende til polyperspektivismens, syntesens og interdisciplinaritetens tidsalder, så en ny periode med stor åndelig frugtbarhed kan bryde frem og berige vores videre kollektive evolution!

iFriedrich Nietzsche, Historiens Nytte, Gyldendal (1994), s. 97.

iiKen Wilber, Sex, Ecology and Spirituality, Shambhala Publications (2000), s. 343.

iiiHardt & Negri, Declaration (pdf) s. 8. Dansk oversættelse af Kritisk Modpol.

ivChris Hedges, Karrieremagerne. Dansk oversættelse af Kritisk Modpol.

vAllan Bloom, Historien om Vestens Intellektuelle Forfald, Nordisk Forlag (1991), s. 244-45.

Mørklægning og Magtfuldkommenhed.

Offentlighedsloven, et lovforslag som Bødskov selv kritiserede da han var i opposition til Løkke-regeringen, blev tvunget ned i halsen på befolkningen på trods af over 86.000 underskrifter imod loven, hvilket må kaldes et betydeligt antal underskrifter i et lille land som Danmark. Gennemtvingelsen skete desuden på trods af, at den landsdækkende presses redaktører i samlet flok lod vide, at meget ikke længere ville kunne afsløres hvis man gennemførte loven. I flere af de landsdækkende aviser påviste man sågar adskillige tilfælde, hvor verserende sager ikke ville være kommet ud i offentlighedens granskende lys, såfremt loven var blevet gennemført da man efterforskede disse. Intet af dette havde desværre nogen videre betydning for de magtfuldkomne politikere på Borgen.

Morten “Mørklægger” Bødskov præsterede i det ene tv-interview efter det andet, at fremstå som et perfekt eksempel på den karrieremageriske politiker som med rette vækker politikerleden i befolkningen. Argumenter for lovens gennemførelse var der ikke mange af. Faktisk var der kun et, som Bødskov så valgte at gentage i det nærmest uendelige, som var han en plade der var gået i hak. Udover, at denne optræden nåede helt op på siden af Bertel Haarders raserianfald i pinlighed, demonstrerede Bødskov også, at dansk retspolitik åbenbart ikke er baseret på gode argumenter, hvilket selvfølgelig i sig selv er ganske foruroligende.

Mørklægningsloven bør desuden ikke vurderes som et enkeltstående tilfælde, men som endnu et symptom på, at en forkrøblende sygdom har ramt det danske politiske system. Andre steder ser vi nemlig ligeledes, hvordan gennemsigtigheden i forvaltningen af staten er blevet kompromitteret af store lag tyk sværte. Politiets Efterretningstjeneste er notorisk for institutionens lukkethed og tillader selv ikke aktindsigt i sager der er så gamle, at alle implicerede for længst er døde. Hertil kommer så, at der ikke er åbenhed omkring hvem der lobbyer det danske folketing, og der er endvidere heller ikke åbenhed omkring partistøtten, hvorfor vi altså effektivt er afskåret fra, at se hvem der udøver denne form for indflydelse på det politiske teater.

Der er ikke længere nogen mærkbar forskel på om Danmark er styret af den ene eller den anden side af midten. Folketingsvalgene er i dag pseudovalg mellem to alen af et stykke, idet der blandt midterpartierne lader til at være så stor konsensus om hvordan landet skal styres, at det er blevet umuligt at tage seriøst, at rød blok skulle udgøre et egentligt alternativ til blå blok. Det gælder ikke mindst hvad angår retspolitikken generelt, og offentlighedsloven i særdeleshed, idet dette lovforslag oprindeligt kom til verden da den blå blok var i førersædet. Generelt kan man desværre i dag sige om midten i dansk politik, at den består af fjender af det åbne samfund. Pænere hverken kan eller bør det siges.

Personlig og Politisk Emancipation.

Nogle har ment, at man efter nedrivningen af Berlin-muren og Sovjetunionens kollaps, var nået frem til historiens afslutning, med den borgerlige parlamentarisk-demokratiske styreform og kapitalismen på sejrsskammelen. Denne holdning er blevet gjort til skamme af de seneste års demokratiske og kapitalismekritiske massebevægelser og deres krav om et reelt demokrati, samt af en globaliseret og finansialiseret kapitalisme, som fortsat er i gang med at delegitimere dette globale økonomiske systemets eksistensberettigelse. Som protesterne verden over vidner om, tilhører politiske emancipationsprojekter ikke just fortiden, men eksisterer derimod i bedste velgående i vores samtid.

Vi skal imidlertid passe på med kun, at tænke emancipation af menneskeheden indenfor rammerne af en politisk logik, for politisk emancipation er ikke “den endegyldige og absolutte form for menneskelig emancipation”, som Marx betonede i Kritik af Gotha-programmet. Det er en af den politiske idéhistories svagheder, at emancipation ofte udelukkende behandles indenfor rammerne af det intersubjektive rum, hvilket vil sige, at man mestendels beskæftiger sig med netop en politisk-strukturel emancipation, og til dels med en normativ-kulturel, mens den subjektive, individuelle emancipation af den enkelte, typisk ikke granskes i noget videre omfang.

Sat på spidsen kunne man spørge hvad det nytter, at have emanciperet de politiske strukturer i et samfund, hvis dets borgere er traumatiserede, neurotiske og afhængige? Har man derved skabt et frit samfund? Svaret synes at være et klart nej. Et overordnet emancipationsprojekt, bør aldrig kun være politisk projekt som blot vedrører det intersubjektive rum, men bør i stedet være både et politisk projekt og et personligt. Sagt anderledes: libertært inklinerede mennesker bør ikke kun vende deres emancipations-projekter mod repressive ydre politiske strukturer og kulturelle normer, men tillige fokusere på den individuelle emancipation, hviket betyder, at vi skal være opmærksomme på repressive elementer i egen tænkning og eget følelsesliv, og så snart vi har identificeret sådanne, forsøge at skaffe dem af vejen.  

Verdensfredens Garanter.

FNs Sikkerhedsråds fem faste (atomvåbenbevæbnede) medlemsstater er samtidig de mest våbenproducerende og -eksporterende lande. De ophørte enten for kort tid siden med at være imperialistiske (Frankrig, UK) eller er det fortsat (Kina, Rusland og USA). Desuden er ingen af dem ligefrem kendt for at føre en menneskerettighedsopretholdende udenrigspolitik og kun Rusland og Kina er, så vidt vides, ikke pt. i gang med større kamphandlinger udenfor egne grænser.

Hattedamet etikette og arbejderkamp.

Vi står overfor en økonomisk betinget global masseudryddelse af dyre- og plantearter og diverse potentielle økologiske dommedagscenarier, i en verden hvor den politiske styring er så meget i lommen på økonomiske kræfter og så mentalt belejret af den herskende kapitalistiske ideologi, at udsigterne til gangbare løsninger ovenfra, på vores fælles udfordringer, bliver stadig sværere at få øje på.  

På det lokale plan domineres den politiske teaterscene ligeledes af en overklassestyrkende - og derfor arbejderklassesvækkende - nyliberal styringsideologi, som tilgodeser overklassens tilsyneladende umættelige trang til materiel akkumulation, snarere end samfundets svagestes behov. Forskellene på at være styret af VK(O) og SRSF er efterhånden svære at få øje på. Seks ud af Folketingets otte partier er tilsyneladende enige om det meste.

Den europæiske parlamentariske socialisme, med dens selvindlysende forkærlighed for politisk styring ovenfra, har siden murens og USSRs fald, samlet set produceret politiske resultater ift. venstreorienterede mærkesager, som man er undskyldt hvis man ikke er i stand til at udpege. Og Johanne, fra det ellers så kritiske - og mestendels politisk impotente - Enhedslisten, bruger sin 1. Maj tale på at opdrage befolkningen og belære os om gode manerer. Vi siger tak til Johanne for introduktionen til hendes tantede regelbog for politisk aktivisme og civil ulydighed. Det er lige det vi har brug for i denne svære tid!

Book Excerpt: On Instrumental Reason.

"The kind of rationality that drives the modern scientific, economic, and technological revolutions - instrumental or administrative reason (herrschaftwissen) - is only one kind of knowledge, knowledge for the sake of power, profit, and control. Unlike the type of rationality that is critical, ethical, communicative, and dialogical in nature, the goal of instrumental reason is to order, categorize, control, exploit, appropriate, and commandeer the physical and living worlds as means toward designated ends. Accordingly, this general type of reason—a vivid example of what Nietzsche diagnoses as the Western “will to power”—dominates the outlook and schemes of scien-tists, technicians, capitalists, bureaucrats, war strategists, and social scientists. Instrumental knowledge is based on prediction and control, and it attains this goal by linking science to technology, by employing sophisticated mathematical methods of measurement, by frequently serving capitalist interests, and byabstracting itself from all other concerns, often disparaged as “nonscientific,” “subjective,” or inefficient.
 
The dark, ugly, bellicose, repressive, violent, and predatory underbelly of the “disinterested” pursuit of knowledge, of “reason,” and of “democracy,” “freedom,” and “rights” as well, has been described through a litany of ungainly sociological terms, including, but not limited to: secularization, rationalization, commodification, reification (“thingification”), industri-alization, standardization, homogenization, bureaucratization, and global-ization. Each term describes a different aspect of modernity - reduction of the universe to mathematical symbols and equations, the mass production of identical objects, the standardization of individuals into the molds of conformity, the evolution of capitalist power from its competitive to monopolist to transnational stages, or the political and legal state apparatus of “representative” or “parliamentary” democracies.  Each dynamic is part of a comprehensive, aggressive, protean, and multidimensional system of power and domination, co-constituted by the three main engines incessantly propelling modern change: science, capitalism, and technology. In industrial capitalist societies, elites deploy mathematics, science, technology, bureaucracies, states, militaries, and instrumental reason to render the world as something abstract, functional, calculable, and controllable, while transforming any and all things and beings into commodities manufactured and sold for profit. [...]

Clearly, instrumental reason targets not only objects and things for control, but also subjects and society; and just as mechanistic science moved seamlessly from objectifying heavenly bodies to policing social bodies, so administrative rationality moved from controlling nature to manipulating society. The disciplining of bodies in eighteenth century schools, the ubiquitous gaze of guards over prisoners in nineteenth century penitentiaries, the Taylorization process in twentieth century factories that studied workers’ movements to minimize wasted energy and maximize surplus value; the eugenics discourse and mass sterilization policies in the United States during the 1920s; the networks of mass culture, electronic media, and advertising that constitute a vast “society of the spectacle” (Guy Debord) that transforms citizens from active agents to passive consumers; the colonization of minds of children, youth, and adults through a cornucopia of chemical toxins that dull, deaden, and neutralize minds through pharmaceutical warfare—these are only some of the seemingly infinite methods and techniques used to regiment populations, pacify resistance, neutralize activity, and eliminate opposition."

Excerpted from The Global Industrial Complex: Systems of Domination.

On Capitalism and Freedom

One of the central dogmas of the secular capitalist religion is that capitalism produces greater liberty. To a very limited extent this is true. It grants the most powerful factions of society the liberty to freely prey upon the powerless. For most people though, it is a dogma in direct conflict with the grim realities of everyday life. For the world's poor the rampant speculation in essential commodities such as food results in the most tragic absence of liberty. It is, however, not just in the periphery of capitalist globalization, where most of the world's extreme poverty is to be found, that we find the promised liberty to be a mere fiction. The commodification of all the necessities for a good life, at least in strictly material terms, not only confines most of us to an existence of indebtedness to the owners of money, it also forces us to sell our time and labor to others in the most vital part of the human lifespan. Indebtedness keeps our noses to the grindstone. It forces us to bow to the demands of our capitalist masters, for we cannot afford being freed from our duties. The ubiquity of the indebted subject is hardly compatible with any meaningful notion of liberty. 

Samme politik bag nye masker.

Vi har i Folketinget en mangfoldighed af partier, men denne mangfoldighed dækker i mange henseender over en udpræget uniformitet. Forskellen på hvilke af midterpartierne der sidder på magten er efterhånden åbenlyst marginal, idet der på de brede linjer hersker en så høj grad af konsensus blandt de to store midterpartier, at forskellene blegner i forhold til lighederne. Man er således stort set enige om...

1. Hvilken retspolitik der skal føres.
2. At Kongehuset skal bevares.
3. At Grundloven ikke står til diskussion.
4. At medlemskabet af NATO og af EU bør opretholdes.
5. At militant aktivisme bør være et af de væsentligste elementer i den udenrigspolitiske kurs.
6. At alliancen med supermagten USA ikke fortjener hverken kritk eller genovervejelse.
7. At overvågningsstaten er kommet for at blive.
8. At visse dele af centraladministrationen bør mørklægges.
9. At krisen skal betales af samfundets svageste.
10. At en stram indvandringspolitik er ønskværdig.
11. At Folkekirken skal forblive den statsligt foretrukne religiøsitet.
12. At kapitalismen har sejret og bør opretholdes, om så der skal statslig intervention til.
13. At PETs virke fortsat skal have ekstrademokratisk karakter.
14. At det repræsentative parlamentariske demokrati er det eneste rigtige, herunder at demokratiseringsprocessen ikke bør fortsætte, idet ingen taler om en yderligere magtspredning eller større folkelig indflydelse.
15. At der ikke bør pilles ved landbrugsstøtten.
16. At staten er i sin gode ret til at fastsætte hvorfra i verden ens ægtefælle helst skal stamme.
17. At den stramme narkotikapolitik bør bevares.
18. At man er fra statsligt hold i sin gode ret til at bestemme hvad folkeskolens elever skal undervises i. 

Vi kalder den politiske proces som determinerer hvem der sidder på magten i Danmark, for et valg, men reelt er valget et ikke-valg mellem flere alen af et stykke. Valgets udfald vil nærmest med sikkerhed, i det mindste i den nuværende politiske kultur, være ensbetydende med samme politik bag nye masker.

Fri Læring.

Liberalisternes Begrænsede Frihedsideal.

Det liberalistiske frihedsideal - især i dets nutidige manifestation - er ganske begrænset. Man prædiker konsekvent ytringsfrihedens godhed og nødvendighed og plæderer for den videst mulige frigørelse af globale økonomiske kræfter, men vender det blinde øje til den strukturelle vold, som er indbygget i det globale økonomiske system. Man spørger sjældent hvad ytringsfriheden er værd for den fattige mand, som bor under en bro med sine børn og derfor er nødsaget til, at bruge alle ressourcer på at fylde deres maver? Svaret er nok mestendels, at den er uden nævneværdig betydning, for selv hvis han havde tid til at ytre sig, ville ingen lytte. Anderledes forholder det sig naturligvis for det multinationale medieimperium, som ejer og råder over talerør i hundredevis.

Det frie marked - og tanken om dets usynlige hånd - har siden oplysningstiden været en vigtig del af det liberalistiske tankegods, men er først i nyere tid blevet den væsentligste bærende søjle. Til trods for markedets frihedsindskrænkende magt qua forgældelsen af snartsagt enhver, anses finanskapitalismens ågerindustri ikke som tilpas problematisk til, at fordre nogen nævneværdig kritik Finanskapitalismens destruktive spekulation mødes som regel blot med skuldertræk.

Kapitalismen er ikke problematisk. Det problematiske er, at de kapitalistiske markedskræfter ikke er frigjorte nok. Finanskapitalismens frie virke vil komme os alle til gode, hvis blot Wall Street får frie nok hænder. Kapitalismen skaber kollektiv velstand med dens indbyggede strukturelle drift imod evig akkumulation. Det forsikrer de markedsoptimistiske liberalister os om. Vi bliver alle rigere, når de rigeste skaber profit. Det stigende tidevand løfter alle både. Politiken skal derfor underlægges markedets økonomiske logik, snarere end omvendt. 

Denne indgroede ideologi gør blind. Blind overfor den kendsgerning, at størstedelen af verdens befolkning er alt andet end rig, selvom kapitalismen har været verdens herskende økonomiske system siden oplysningstiden og verdens eneste siden Sovjetunionens fald. Blind overfor fattigdommens inhærente ufrihed i en verden hvor alt koster penge. Blind overfor det forgældede samfunds indbyggede frihedsunderskud. Blind overfor den udbytning som de herskende økonomiske strukturer tvinger os ind i. 

Nysproglig Ordbog.

Effektivisering (massefyring).
Aktivistisk udenrigspolitik (statsterror).
Forstærket afhøring (tortur).
Profitmaksimering (udbytning).
Offentlighedslov (mørklægning).
Forsvarsminister (krigsminister).
Undervisning (indoktrinering).
Kredit (gæld).
Økonomisk vækst (økologisk masseudryddelse).
Adfærdsvanskelighed (selvstændighed).
Heldagsskole (ekspropriering af fritid).
Nationale interesser (eliteinteresser).
Kriminalitetsbekæmpelse (privatlivskrænkelse).
Sikkerhed (overvågning).
Beskatte (berøve).
Kulturbevarelse (krigsmageri).
Fællesskabet (staten).
Underordnet skadevirkning (mord på civile).
Markedsføring (bedrageri).
Human Resources (lønslaver).
Public Relations (propaganda).
Demokratipromovering (angrebskrig). 
Underholdning (opmærksomhedsafledning).

Dagens Citat: George Orwell.

"In our time, political speech and writing are largely the defense of the indefensible. Things like the continuance of British rule in India, the Russian purges and deportations, the dropping of the atom bombs on Japan, can indeed be defended, but only by arguments which are too brutal for most people to face, and which do not square with the professed aims of political parties. Thus political language has to consist largely of euphemism, question-begging and sheer cloudy vagueness. Defenseless villages are bombarded from the air, the inhabitants driven out into the countryside, the cattle machine-gunned, the huts set on fire with incendiary bullets: this is called pacification. Millions of peasants are robbed of their farms and sent trudging along the roads with no more than they can carry: this is called transfer of population or rectification of frontiers. People are imprisoned for years without trial, or shot in the back of the neck or sent to die of scurvy in Arctic lumber camps: this is called elimination of unreliable elements."

George Orwell, “Politics and the English Language” (1946).

Dagens Citat: Michael Parenti

“The free market core mythology, to which both parties in this country and just about all mainstream political commentators are wedded, argues in effect that the most ruthless, selfish, opportunistic, greedy, calculating plunderers, applying the most heartless measures in cold-blooded pursuit of corporate interests and wealth accumulation, will produce the best results for all of us, through something called the invisible hand.” 

Michael Parenti "Democracy and the Pathology of Wealth". 

Dagens Citat: David Graeber.

"While the new free market ideology has framed itself above all as a rejection of bureaucracy, it has, in fact, been responsible for the first administrative system that has operated on a planetary scale, with its endless layering of public and private bureaucracies: the IMF, World Bank, WTO, trade organizations, financial institutions, transnational corporations, NGOs. This is precisely the system that has imposed free market orthodoxy, and opened the world to financial pillage, under the watchful aegis of American arms. It only made sense that the first attempt to recreate a global revolutionary movement, the Global Justice Movement that peaked between 1998 and 2003, was effectively a rebellion against the rule of that very planetary bureaucracy." [min fremhævning]

David Graeber: "A Practical Utopian’s Guide to the Coming Collapse."

Plant Research: Plants Can Sense Gravity.

"Plants have the ability to sense gravity. There are specialized parts of some cells called statoliths, which occur, for instance, in plant root cells, which need to know which direction to travel—in this case, down into the ground. The cell senses gravity, and changes its behavior accordingly.

Pollen tubes don’t have statoliths and they don’t sense gravity. A pollen tube is on a mission to find and germinate an egg; if it were primarily concerned with responding gravity, that mission would be thwarted. The pollen tube grows in the direction of the egg, and it takes its cues from the egg’s chemical signals. This means that any impact of gravity on a pollen tube is due to the actual effects of gravitational force on weight-bearing loads in nature."

Discover Magazine

Dagens Citat: Bakunin

"What is property, what is capital in their present form? For the capitalist and the property owner they mean the power and the right, guaranteed by the State, to live without working. And since neither property nor capital produces anything when not fertilized by labor - that means the power and the right to live by exploiting the work of someone else, the right to exploit the work of those who possess neither property nor capital and who thus are forced to sell their productive power to the lucky owners of both."

 - Bakunin.

Pilkington on Hayek and Neoliberalism.

Radio interview w. Philip Pilkington of Naked Capitalism on Hayek and neoliberalism entitled "Neoliberalism & Hayek's Delusion".

"This week we welcome back Philip Pilkington to the show to talk about his latest writings on the life and times of Friedrich Hayek, the ideologue behind the Neoliberal project. Philip came over to my house this week and we sat about and waxed lyrical on such highfalutin topics as Classical Liberalism, Neoliberalism and Ordoliberalism. We also got around to political propoganda and the Mont Perelin society, the similarities between the far right and Leninism, and how, after Hayek's nefarious influence, our politics has never been the same again"

Nyliberalismens Tre Historiske Faser.

"The history of neoliberalism has at least three distinct phases. The first lasted from the 1920s until about 1950. The term began to acquire meaning in interwar Europe as the Austrian school economists and the German ordoliberals sought to define the contours of a market-based society, which they believed was the best way to organize an economy and guarantee individual liberty. “Neoliberal” was embraced by participants at the famous Colloque Walter Lippmann, organized in Paris in 1938 by the French philosopher Louis Rougier to consider the implications of Walter Lippmann’s book, The Good Society (1937). The term was chosen because it suggested more than a simple return to laissez-faire economics. Instead, neoliberalism would reformulate liberalism to address the concerns of the 1930s. Present, among others, were Hayek, Alexander Rüstow, Wilhelm Röpke, and Mises, as well as the French economist Jacques Rueff and the Hungarian British polymath Michael Polanyi. These men, along with others from Europe and America, would later form the Mont Pelerin Society with Hayek, Röpke, and Albert Hunold in 1947.

The influence of Mont Pelerin liberalism was apparent in Milton Friedman’s essay, “Neo-liberalism and Its Prospects,” published in 1951. Though little noticed and in many ways oddly unrepresentative of his thought, Friedman’s article can be seen in retrospect as an important bridge between the first and second phases of neoliberalism, between the concerns of the predominantly European founding figures, located in Austria, London, Manchester, France, Switzerland, and parts of Germany, and a subsequent generation of thinkers, mainly though by no means all American, located especially in Chicago and Virginia. Of course, the “first Chicago school” of economics, comprising Frank Knight, Jacob Viner, and Henry Simons, played its part in neoliberalism’s formation, but most early neoliberals were preoccupied with European concerns.

The second phase of neoliberalism lasted from 1950 until the free market ascendency of Thatcher and Reagan in the 1980s. At the zenith of New Deal liberalism and British social democracy, when neo-Keynesian approaches to economic policy were at their height, much of this period was a superficially lean time for neoliberals. Outside Germany, they lacked concrete political success in the 1950s and 1960s. Instead, neoliberalism generated intellectual coherence and matured politically. It grew into a recognizable group of ideas, and also into a movement. An increasingly confident group of thinkers, scholars, businessmen, and policy entrepreneurs developed and refined a radical set of free market prescriptions and promoted their agenda. Ironically, it was also in this period that the use of “neoliberal” by its proponents became less common. This was odd at a time when American neoliberal thinkers in particular were defining it ever more precisely in the spheres of industrial organization, monetary policy, and regulation. But this was probably because the term meant little in an American context.

Characteristic of the Chicago approach was the “methodology of positive economics,” out of which emerged Friedman’s revival of monetarism and Stigler’s theory of regulatory capture. This empirical bent was allied to new theories and research endeavors, subsidized by sympathetic business finance and developed in the 1950s and 1960s, about the relatively harmless nature of monopoly and the positive role of large corporations. From the Chicago perspective, the more worrying manifestation of monopoly was trade union power. The Chicago approach marked a sharp contrast, however, with European neoliberalism and even with the adherents’ own departmental forebears, such as Frank Knight, Jacob Viner, and, most important, Henry Simons. German ordoliberals, for example, always took the need for robust antimonopoly policies seriously. In parallel with the technical work of the Chicago economists, Friedman’s polemical arguments, put forward in Capitalism and Freedom (1962)—the “American Road to Serfdom,” as Philip Mirowski and Rob Van Horn have called it—presented the market as the means both to deliver social goods and to deliver the ends, the good life itself.

A third phase of neoliberalism, after 1980, was driven by the advance of an agenda of market liberalization and fiscal discipline into development and trade policy. Neoliberalism broke out of the predominantly North Atlantic and Western European confines of elite academia and domestic national politics and spread into many global institutions, especially in the former communist countries and the developing world. Its principles were adopted by economists and policymakers of the International Monetary Fund (IMF), the World Bank, the World Trade Organization (WTO), the EU, and as part of the North American Free Trade Agreement (NAFTA). The 1980s and 1990s were notable for the notorious “structural adjustment” policies pursued through these institutions and agreements. These were summarized in 1989 by the British economist John Williamson as the now renowned “Washington Consensus” and included tax reform, trade liberalization, privatization, deregulation, and strong property rights. The certainty with which such policies were introduced has been much criticized by economists such as Joseph Stiglitz and Paul Krugman, as well as by uncompromising opponents of capitalism in the antiglobalization movement, which famously erupted at the WTO meetings in Seattle in 1999."

Daniel Steadman Jones, Masters of the Universe: Hayek, Friedman and the Birth of Neoliberal Policies, Princeton University Press (2012).

Dagens Citat: Keynes.

"The ideas of economists and political philosophers, both when they are right and when they are wrong, are more powerful than is commonly understood. Indeed the world is ruled by little else. Practical men, who believe themselves to be quite exempt from any intellectual influences, are usually the slaves of some defunct economist. Madmen in authority, who hear voices in the air, are distilling their frenzy from some academic scribbler of a few years back. I am sure that the power of vested interests is vastly exaggerated compared with the gradual encroachment of ideas. Not, indeed, immediately, but after a certain interval; for in the field of economic and political philosophy there are not many who are influenced by new theories after they are twenty-five or thirty years of age, so that the ideas which civil servants and politicians and even agitators apply to current events are not likely to be the newest. But, soon or late, it is ideas, not vested interests, which are dangerous for good or evil."

JOHN MAYNARD KEYNES, The General Theory of Unemployment, 1936.

Panem et Circenses.

Romerne havde fat i den lange ende. Skal man styre befolkningen uden at skulle bekymre sig om for mange kritiske spørgsmål, er det en god idé at aflede dens opmærksomhed med "brød og cirkus". Den romerske satiriker Juvenals metafor for hul og overfladisk underholdning og behovstilfredstillelse. I Orwells "1984" er han inde på noget lignende. Han fortæller om Informationsministeriet som producerer proletarfodder i form af overfladiske aviser fulde af kriminalitet, sport og horoskoper, samt populærmusik, hvor alle numrene er skåret efter den samme form. Det lyder jo ret bekendt. I vores tilfælde er det imidlertid ikke centraladministrationen som står bag denne effektive afledningsmanøvre, men derimod kapitalistiske firmaer. Vi kender det som B.T og Ekstra Bladet, indholdsløs popmusik baseret på de samme tre akkorder, de allestedsnærværende reklamer og fra fjernsynskanaler som TV3, hvis mest oplysende program er The Simpsons.