Personlig og Politisk Emancipation.

Nogle har ment, at man efter nedrivningen af Berlin-muren og Sovjetunionens kollaps, var nået frem til historiens afslutning, med den borgerlige parlamentarisk-demokratiske styreform og kapitalismen på sejrsskammelen. Denne holdning er blevet gjort til skamme af de seneste års demokratiske og kapitalismekritiske massebevægelser og deres krav om et reelt demokrati, samt af en globaliseret og finansialiseret kapitalisme, som fortsat er i gang med at delegitimere dette globale økonomiske systemets eksistensberettigelse. Som protesterne verden over vidner om, tilhører politiske emancipationsprojekter ikke just fortiden, men eksisterer derimod i bedste velgående i vores samtid.

Vi skal imidlertid passe på med kun, at tænke emancipation af menneskeheden indenfor rammerne af en politisk logik, for politisk emancipation er ikke “den endegyldige og absolutte form for menneskelig emancipation”, som Marx betonede i Kritik af Gotha-programmet. Det er en af den politiske idéhistories svagheder, at emancipation ofte udelukkende behandles indenfor rammerne af det intersubjektive rum, hvilket vil sige, at man mestendels beskæftiger sig med netop en politisk-strukturel emancipation, og til dels med en normativ-kulturel, mens den subjektive, individuelle emancipation af den enkelte, typisk ikke granskes i noget videre omfang.

Sat på spidsen kunne man spørge hvad det nytter, at have emanciperet de politiske strukturer i et samfund, hvis dets borgere er traumatiserede, neurotiske og afhængige? Har man derved skabt et frit samfund? Svaret synes at være et klart nej. Et overordnet emancipationsprojekt, bør aldrig kun være politisk projekt som blot vedrører det intersubjektive rum, men bør i stedet være både et politisk projekt og et personligt. Sagt anderledes: libertært inklinerede mennesker bør ikke kun vende deres emancipations-projekter mod repressive ydre politiske strukturer og kulturelle normer, men tillige fokusere på den individuelle emancipation, hviket betyder, at vi skal være opmærksomme på repressive elementer i egen tænkning og eget følelsesliv, og så snart vi har identificeret sådanne, forsøge at skaffe dem af vejen.