I en kronik i Jyllands-Posten den. 20.07.08 med titlen "Dette moralske tomrums røst: Fortsat dialog." går Søren Pind til angreb på modstanderne af den aktivistiske udenrigspolitik. Pind lader os forstå, at modstanderne af state-building gennem krig mod verdens diktaturer, herunder modstanderne mod Irak-krigen, blot ønsker "fortsatte cocktailpartys med disse moderne svar på Hitler og Stalin." mens "Argumentet om, at en blodig diktator er fjernet" ikke bider på krigsmodstanderne.
Først og fremmest er det intet mindre end overordentlig interessant, at Pind karakteriserer begivenhederne som ledte op til den anden Golf-krig som et cocktailparty, idet det anslås at sanktionspolitikken har kostet op mod en halv million børn livet, mens opretholdelsen af No-Fly Zones bombardementerne forvoldte at Irak var under angreb fra luften fra august 1992 frem til den anden Irak-krigs begyndelse i marts 2003.
Når Pind fremhæver "at en blodig diktator er fjernet" uden at nævne krigens mange negative konsekvenser er det vanskeligt at undlade at se hans argumentation som et forsøg på hvidvaskning af krigen, idet de mange negative konsekvenser af krigsførelsen bekvemt udelades. Et kort men ufuldstændigt overblik over de negative konsekvenser lyder således: 1.9 millioner mennesker er flygtet ud af landet og bor nu i flygtningelejre i nabolandene; 2,6 millioner mennesker er ligeledes flygtet fra deres hjem men befinder sig fortsat indenfor landets grænser; det er fortsat uvist hvor mange omkomne der er tale om, men tabstallene er sekscifrede; de økonomiske omkostninger måles i mange hundreder milliarder dollars, hvis ikke i billioner; krigen har gjort Irak til et arnested for terrorisme og Al-Qaeda har nu en tilstedeværelse i landet; en stor dels af verdens kulturarv er forsvundet og landets infrastruktur ligger mange steder i ruiner.
Dette nævner Pind som sagt ikke med et eneste ord i sin kronik, men fortsætter i stedet med at beskylde krigsmodstanderne for at svigte den vestlige verdens værdier: "De, der befordrer løgnen, svigter dermed ikke kun de undertrykte i disse lande verden over. De svigter samtidig den verdensdel, der siden den amerikanske uafhængighedserklæring har stået fast på, og været en lysende fakkel for den afmægtigt bastede og bundne med påstanden om, at hvert enkelt menneske er en unik skabning og at denne skabning, har ret til liv, frihed og stræben efter lykke."
Når vi holder de negative konsekvenser for de mange irakere jeg ovenfor nævnte in mente, fremstår det netop citerede nærmest demagogisk. Pinds argumentation er endvidere igen mangelfuld, idet han bekvemt undlader at nævne, at det netop er en væsentlig del af den vestlige verdens juridiske og kulturelle arv, at man ikke begiver sig ud i krig med mindre der er tale om (selv)forsvar. Irak-krigen kan imidlertid ikke retfærddigøres som en forvarskrig, da Irak ikke truede Danmark eller nogle af de andre krigsførende parter på daværende tidspunkt. Krigen var heller ikke sanktioneret af FNs sikkerhedsråd som ikke gav hjemmel for krigsførelse. Krigen var altså en ikke-sanktioneret angrebskrig og en sådan er ulovlig i henhold til international lov, men ikke alene er angrebskrig ulovlig, det er intet mindre end den største internationale forbrydelse man kan begå iflg. dommer ved Nurnberg-processerne Ross H. Jackson. Da Søren Pind er cand.jur må vi antage at han er bekendt med gældende international lov.
Først og fremmest er det intet mindre end overordentlig interessant, at Pind karakteriserer begivenhederne som ledte op til den anden Golf-krig som et cocktailparty, idet det anslås at sanktionspolitikken har kostet op mod en halv million børn livet, mens opretholdelsen af No-Fly Zones bombardementerne forvoldte at Irak var under angreb fra luften fra august 1992 frem til den anden Irak-krigs begyndelse i marts 2003.
Når Pind fremhæver "at en blodig diktator er fjernet" uden at nævne krigens mange negative konsekvenser er det vanskeligt at undlade at se hans argumentation som et forsøg på hvidvaskning af krigen, idet de mange negative konsekvenser af krigsførelsen bekvemt udelades. Et kort men ufuldstændigt overblik over de negative konsekvenser lyder således: 1.9 millioner mennesker er flygtet ud af landet og bor nu i flygtningelejre i nabolandene; 2,6 millioner mennesker er ligeledes flygtet fra deres hjem men befinder sig fortsat indenfor landets grænser; det er fortsat uvist hvor mange omkomne der er tale om, men tabstallene er sekscifrede; de økonomiske omkostninger måles i mange hundreder milliarder dollars, hvis ikke i billioner; krigen har gjort Irak til et arnested for terrorisme og Al-Qaeda har nu en tilstedeværelse i landet; en stor dels af verdens kulturarv er forsvundet og landets infrastruktur ligger mange steder i ruiner.
Dette nævner Pind som sagt ikke med et eneste ord i sin kronik, men fortsætter i stedet med at beskylde krigsmodstanderne for at svigte den vestlige verdens værdier: "De, der befordrer løgnen, svigter dermed ikke kun de undertrykte i disse lande verden over. De svigter samtidig den verdensdel, der siden den amerikanske uafhængighedserklæring har stået fast på, og været en lysende fakkel for den afmægtigt bastede og bundne med påstanden om, at hvert enkelt menneske er en unik skabning og at denne skabning, har ret til liv, frihed og stræben efter lykke."
Når vi holder de negative konsekvenser for de mange irakere jeg ovenfor nævnte in mente, fremstår det netop citerede nærmest demagogisk. Pinds argumentation er endvidere igen mangelfuld, idet han bekvemt undlader at nævne, at det netop er en væsentlig del af den vestlige verdens juridiske og kulturelle arv, at man ikke begiver sig ud i krig med mindre der er tale om (selv)forsvar. Irak-krigen kan imidlertid ikke retfærddigøres som en forvarskrig, da Irak ikke truede Danmark eller nogle af de andre krigsførende parter på daværende tidspunkt. Krigen var heller ikke sanktioneret af FNs sikkerhedsråd som ikke gav hjemmel for krigsførelse. Krigen var altså en ikke-sanktioneret angrebskrig og en sådan er ulovlig i henhold til international lov, men ikke alene er angrebskrig ulovlig, det er intet mindre end den største internationale forbrydelse man kan begå iflg. dommer ved Nurnberg-processerne Ross H. Jackson. Da Søren Pind er cand.jur må vi antage at han er bekendt med gældende international lov.
