Staten Skaber Kapitalen.

Enhver systemkritik af kapitalismen, som er andet end blot overfladisk, må tage udgangspunkt i en analyse af hvad der overhovedet muliggør kapitalismen. Kapitalismen opstod ikke i et tomrum, men var fra første færd – og fortsætter med at være – indlejret i statslige strukturer. Det er derfor vigtigt, at man ser på hvilken rolle staten spiller i kapitalismen dvs. på hvordan eksistensen af staten hænger sammen med kapitalismens eksistens.

En bærende søjle i kapitalismen er den (oftest forfatningsbaserede) private ejendomsret. En ejendomsret der ikke blot garanteres juridisk men også fysisk af statens monopol på legal voldsanvendelse. Den private ejendomsret formuleres i moderne tid juridisk i kontekst af borgerskabets revolutioner i Frankrig og De Forenede Stater. I sidstnævnte tilfælde lagde man kimen til kapitalismen ved skabelsen af denne bærende ejendomsretslige søjle, idet ejendomsbesiddende (og ofte slaveholdende) hvide mænd, skabte en forfatning hvori den private ejendomsret indgår som et centralt element.

Ligeledes central er idéen om det frie marked. Det er dog mestendels blevet ved idéen, da markedet som kapitalismen fungerer indenfor, aldrig har været egentlig frit. Det har derimod altid været indlejret i statslige strukturer som gennem lovgivning og voldelige former for magtpraksis har gjort begrænsende indgreb i markedet, ganske ofte til kapitalisternes fordel. Allerede ganske tidligt i De Forenede Staters historie indførte man således protektionistisk lovgivning, idet man allerede under den første amerikanske præsident, George Washington, indførte The Tariff Act (1789), der havde begrænsning af import og således beskyttelse af den hjemlige produktion, som sin underliggende logik.

To af måderne hvorpå staten har virket som støttehjul for kapitalismen er altså protektionisme og den forfatningssikrede ejendomsret. Sådanne ejendomsretslige juridiske tiltag er senere blevet mere mangfoldige, hvorfor vi nu kender til fænomener som intellektuel ejendomret, herunder lovgivning som giver nogle patenter og ophavsret og forbyder andre at krænke disse. Som den amerikanske intellektuelle Kevin Carson så rammende har formuleret det, er staten “jernnæven bag den usynlige hånd.”

I begyndelsen var ejendomsretten noget mere håndgribelig end i retten til idéers tilfælde (læs: intellektuel ejendomsret), idet der typisk var tale om ejerskab af noget langt mere fysisk, nemlig land. I det nordamerikanske tilfælde var der som oftest tale om ejendom man havde fået fingrene i, ved massemorderisk fortrængelse af den indfødte befolkning og/eller gennem slaveriets udbytning af ufrie menneskers arbejdskraft. Den forfatningsgaranterede private ejendomsret var således intet mindre end en legtimering af udplyndring og udbytning, skrevet af tyvene selv. Det er derfor også ganske rammende, at ordet privat - i begrebet privat ejendomsret - har sine sproglige rødder i det latinske ord privare som kan oversættes til berøve.

Også i England spillede staten en central rolle i den centralisering af magt som affødtes af, at nogle gjorde indhug i den nedarvede fælles ejendom (jorden). Mellem 1760 og 1844 vedtog man over 4000 enclosure acts som på mindre end hundrede år forvoldte, at omkring halvfems procent af jorden i England faldt på en lille minoritets hænder. Den arbejdende landbefolkning blev frarøvet muligheden for at operere på de tidligere fællesejede åbne enge, idet disse nu var på private hænder. Dette var blandt hovedårsagerne til, at bønderne fandt sig tvunget til at flytte til byerne for at finde arbejde i fabrikkerne. Statsmagten skabte således det juridiske grundlag for en omfattende berøvelse og udbytning af arbejderklassen, samt grundlaget for industrien, qua den forsyning af arbejdskraft til de kapitalistiske fabrikker, som fulgte i kølvandet på indhegningen og privatiseringen af den fælles ejendom.

I sit essay “English Enclosures and Soviet Collectivization: Two Instances of an Anti-Peasant Mode of Development” beskriver den libertarianske historiker Joseph R. Stromberg hvordan denne legalistiske udplyndring af den fælles ejendom fandt sted:

“The political dominance of large landowners determined the course of enclosure….[I]t was their power in Parliament and as local Justices of the Peace that enabled them to redistribute the land in their own favor.

A typical round of enclosure began when several, or even a single, prominent landholder initiated it … by petition to Parliament.… [T]he commissioners were invariably of the same class and outlook as the major landholders who had petitioned in the first place, [so] it was not surprising that the great landholders awarded themselves the best land and the most of it, thereby making England a classic land of great, well-kept estates with a small marginal peasantry and a large class of rural wage labourers.”

Idéen, at nogen kunne eje jorden på samme måde som man kunne eje en hestesko man selv havde smedet, blev allerede tidligt kritiseret af en af oplysningstidens mest markante intellektuelle. I sin Afhandling om Oprindelsen og Grundlaget for Uligheden Mellem Mænd (Discours sur l'origine et les fondements de l'inégalité parmi les hommes) kaster filosoffen Jean-Jacques Rosseau sig ud i en sønderlemmende kritik af denne idé:

“Den første, der indhegnede et område og fandt på at sige: Dette er mit, og fandt nogen, der var dumme nok til at tro på ham, var den sande grundlægger af det borgerlige samfund. For hvor mange forbrydelser, krige, mord, for hvilke ulykker og rædsler ville ikke den mand have sparet menneskeslægten, som havde fjernet grænsepælene eller fyldt grøften op og råbt til sine fæller: Lyt ikke til denne svindler; I er fortabte, hvis I glemmer, at jordens frugter tilhører alle og jorden ingen.”

I et interview med den amerikanske systemkritiske intellektuelle Derrick Jensen i bogen Resistance Against Empire, forklarer den demokratiske økonomiske teoretiker J. W. Smith, hvori den fortabthed som Rosseau omtaler, består:

“If someone were born into our culture with the fully developed intelligence of an adult, but without our social conditioning, one of the first confusing realities she or he would face is that all of the land belongs to someone else. It’s a crazy situation. Before this person could legally stand, sit, lie down, or sleep, much less gain sustenance, she or he would have to pay whoever owned that piece of land. Now it’s one thing to own something that you’ve built—a chair, perhaps, or a table, or shoes—but land, air, and water are entirely different categories. They nurture life, are necessary to life, and were here before we were born (meaning they’re not our creation). Depriving others—all living beings, not just humans—access to land is to have the ability to kill them.” [min kursivering]

Kapitalister som ønsker staten afskaffet er der ikke mange af. Selv neoliberalister som ønsker et minimum af statslig indblanding i markedets virke ønsker ikke selve staten afskaffet. Årsagen er den simple, at staten også i det neoliberalistiske tilfælde spiller en central rolle. Den britisk-amerikanske marxistiske forfatter David Harvey beskriver statens (begrænsede) rolle i neoliberalismens tidsalder, i sin bog A Brief History of Neoliberalism:

“Neoliberalism is in the first instance a theory of political economic practices that proposes that human well-being can best be advanced by liberating individual entrepreneurial freedoms and skills within an institutional framework characterized by strong private property rights, free markets, and free trade. The role of the state is to create and preserve an institutional framework appropriate to such practices. The state has to guarantee, for example, the quality and integrity of money. It must also set up those military, defence, police, and legal structures and functions required to secure private property rights and to guarantee, by force if need be, the proper functioning of markets. Furthermore, if markets do not exist (in areas such as land, water, education, health care, social security, or environmental pollution) then they must be created, by state action if necessary. But beyond these tasks the state should not venture. State interventions in markets (once created) must be kept to a bare minimum because, according to the theory, the state cannot possibly possess enough information to second-guess market signals (prices) and because powerful interest groups will inevitably distort and bias state interventions(particularly in democracies) for their own benefit.” [min kursivering]

Når staten ofte opfattes som et bolværk imod kapitalismen er årsagen med stor sandsynlighed en manglende forståelse af, at staten, snarere end at forsvare os imod kapitalismen, faktisk er blandt de væsentligste årsager til, at kapitalismen overhovedet har kunnet opstå - og stadig består. Uden den centrale rolle som staten spiller i kapitalismen er det svært at se, hvordan kapitalismen skulle kunne fortsætte med at eksistere som global økonomisk orden. Kampen mod kapitalismen må derfor af nødvendighed også være en kamp imod staten.

Autoritær socialisme er statskapitalisme.

Begrebet socialisme synes at implicere, at der er tale om et prosocialt snarere end om et asocialt fænomen og det er derfor nok på sin plads, at forsøge at komme med et gangbart bud på hvad begrebet social implicerer. Ordet kommer af det latinske socialis som knytter sig til det ligeledes latinske socius der betyder følgesvend, men fortæller de etymologiske rødder os noget om, hvad det sociale er indbegrebet af?

Mellem to følgesvende er der snarere tale om et nogenlunde lige forhold, end der er tale om et forhold karakteristisk ved, at den ene part dominerer den anden og påtvinger denne sine meninger og præferencer. At følges ad implicerer noget jævnbyrdigt, mens at følge efter, eller at følge ordrer, nok nærmere implicerer det modsatte.

Ordet social har altså derfor sine sproglige rødder i noget der nok ikke ligger væk langt fra hvad de fleste vel mener når de taler om, at en person er et meget socialt væsen. For når vi synes at nogen handler socialt, mener vi vel i reglen, at vedkommende handler på en måde som er opretholdende for det sociale forhold, ved at give plads til den anden, i stedet for at dominere ham eller hende. Modsat mener vi vel ofte, når vi taler om at en person handler asocialt, at vi har at gøre med et menneske som ikke giver plads til sine medmennesker, men som i stedet forsøger at påtvinge dem sine egne egoistiske præferencer. Den asociale handler altså på en måde der er ødelæggende for det sociale forhold, mens den sociale opretholder og styrker det.

Ovenstående forsøg på en indkredsning af hvad der kendetegner det sociale, som et kendetegn ved socialisme, er imidlertid vanskeligt foreneligt med det meste af den statsindlejrede og autoritære socialisme vi har været og fortsat er vidner til. Den autoritære, statsopretholdende - eller endda statsekspanderende - variant af socialismen er en selvmodsigelse.

Ønsker man, som mange venstreorienterede påstår, at destruere klassesamfundets indbyggede sociale uligheder, er svaret derfor ikke mere stat, men mindre. I et samfund hvor staten overtager alle produktionsmidlerne bliver alle - undtagen de som styrer staten - gjort til proletarer og man har således ikke forringet, endsige destrueret, klassesamfundets uretfærdige og asociale dominansstrukturer, men derimod gjort dem endnu mere omfattende qua proletariseringen af alle. Den herskende kapitalistiske klasse er godt nok blevet sendt hen hvor peberet gror, men erstatningen, i form af en herskende statslig klasse, kan ikke siges at have elimineret kapitalismens indbyggede autoritære og derfor asociale uretfærdighed. Uretfærdigheden har blot fået et andet navn.

Hvis socialismens mål er etableringen af gunstige, frigjorte og sociale forhold for arbejderne på deres arbejdspladser, realiseres dette derfor ikke ved at udskifte et autoritært og således asocialt forhold med et andet, for hvilken frigørelse fra det autoritære og asociale klassesamfunds snærende bånd skulle man derved have opnået? Arbejdernes fælles ejerskab af produktionsmidlerne står altså derfor i skarp kontrast til et statsligt ejerskab af disse. I første tilfælde ejes og forvaltes produktionsmidlerne kollektivt af arbejderne selv i en ikke-hierarkisk og horisontal organisationsstruktur. I det andet ejes og forvaltes produktionsmidlerne af nationalstaten i en hierarkisk og vertikal organisationsstruktur, idet disse er statens organisatoriske kendetegn. Når arbejderne kollektivt ejer og forvalter produktionsmidlerne på en ikke-hierarkisk og horisontal måde er der endvidere tale om en strukturel decentralisering, mens der i det nationalstatsejede tilfælde, i modsætning hertil, er tale om en strukturel centralisering, da staten per definition er et centralistisk fænomen.

Nationaliseringer af produktionsmidlerne kan derfor ikke siges at være prosociale, men må snarere siges at være asociale, idet der er tale om en styrkelse af det autoritære og socialt ulige forhold som den autoritære og vertikale stats organisatoriske struktur implicerer. Overtager staten produktionsmidlerne foretages der derfor ikke et egentligt opgør med kapitalismen. Det er blot tale om et skift fra en privatejet kapitalisme til en statsejet. Statssocialismen kan derfor vanskeligt siges at leve op til den ligebyrdige socialitet som begrebet socialisme synes at implicere, men må snarere siges at undergrave denne ligebyrdighed ved at fortsætte den asociale, hierarkiske og dominansorienterede kapitalisme, blot med andre midler og under andre ejerskabsformer.