Autoritær socialisme er statskapitalisme.

Begrebet socialisme synes at implicere, at der er tale om et prosocialt snarere end om et asocialt fænomen og det er derfor nok på sin plads, at forsøge at komme med et gangbart bud på hvad begrebet social implicerer. Ordet kommer af det latinske socialis som knytter sig til det ligeledes latinske socius der betyder følgesvend, men fortæller de etymologiske rødder os noget om, hvad det sociale er indbegrebet af?

Mellem to følgesvende er der snarere tale om et nogenlunde lige forhold, end der er tale om et forhold karakteristisk ved, at den ene part dominerer den anden og påtvinger denne sine meninger og præferencer. At følges ad implicerer noget jævnbyrdigt, mens at følge efter, eller at følge ordrer, nok nærmere implicerer det modsatte.

Ordet social har altså derfor sine sproglige rødder i noget der nok ikke ligger væk langt fra hvad de fleste vel mener når de taler om, at en person er et meget socialt væsen. For når vi synes at nogen handler socialt, mener vi vel i reglen, at vedkommende handler på en måde som er opretholdende for det sociale forhold, ved at give plads til den anden, i stedet for at dominere ham eller hende. Modsat mener vi vel ofte, når vi taler om at en person handler asocialt, at vi har at gøre med et menneske som ikke giver plads til sine medmennesker, men som i stedet forsøger at påtvinge dem sine egne egoistiske præferencer. Den asociale handler altså på en måde der er ødelæggende for det sociale forhold, mens den sociale opretholder og styrker det.

Ovenstående forsøg på en indkredsning af hvad der kendetegner det sociale, som et kendetegn ved socialisme, er imidlertid vanskeligt foreneligt med det meste af den statsindlejrede og autoritære socialisme vi har været og fortsat er vidner til. Den autoritære, statsopretholdende - eller endda statsekspanderende - variant af socialismen er en selvmodsigelse.

Ønsker man, som mange venstreorienterede påstår, at destruere klassesamfundets indbyggede sociale uligheder, er svaret derfor ikke mere stat, men mindre. I et samfund hvor staten overtager alle produktionsmidlerne bliver alle - undtagen de som styrer staten - gjort til proletarer og man har således ikke forringet, endsige destrueret, klassesamfundets uretfærdige og asociale dominansstrukturer, men derimod gjort dem endnu mere omfattende qua proletariseringen af alle. Den herskende kapitalistiske klasse er godt nok blevet sendt hen hvor peberet gror, men erstatningen, i form af en herskende statslig klasse, kan ikke siges at have elimineret kapitalismens indbyggede autoritære og derfor asociale uretfærdighed. Uretfærdigheden har blot fået et andet navn.

Hvis socialismens mål er etableringen af gunstige, frigjorte og sociale forhold for arbejderne på deres arbejdspladser, realiseres dette derfor ikke ved at udskifte et autoritært og således asocialt forhold med et andet, for hvilken frigørelse fra det autoritære og asociale klassesamfunds snærende bånd skulle man derved have opnået? Arbejdernes fælles ejerskab af produktionsmidlerne står altså derfor i skarp kontrast til et statsligt ejerskab af disse. I første tilfælde ejes og forvaltes produktionsmidlerne kollektivt af arbejderne selv i en ikke-hierarkisk og horisontal organisationsstruktur. I det andet ejes og forvaltes produktionsmidlerne af nationalstaten i en hierarkisk og vertikal organisationsstruktur, idet disse er statens organisatoriske kendetegn. Når arbejderne kollektivt ejer og forvalter produktionsmidlerne på en ikke-hierarkisk og horisontal måde er der endvidere tale om en strukturel decentralisering, mens der i det nationalstatsejede tilfælde, i modsætning hertil, er tale om en strukturel centralisering, da staten per definition er et centralistisk fænomen.

Nationaliseringer af produktionsmidlerne kan derfor ikke siges at være prosociale, men må snarere siges at være asociale, idet der er tale om en styrkelse af det autoritære og socialt ulige forhold som den autoritære og vertikale stats organisatoriske struktur implicerer. Overtager staten produktionsmidlerne foretages der derfor ikke et egentligt opgør med kapitalismen. Det er blot tale om et skift fra en privatejet kapitalisme til en statsejet. Statssocialismen kan derfor vanskeligt siges at leve op til den ligebyrdige socialitet som begrebet socialisme synes at implicere, men må snarere siges at undergrave denne ligebyrdighed ved at fortsætte den asociale, hierarkiske og dominansorienterede kapitalisme, blot med andre midler og under andre ejerskabsformer.