Den Egentlige Trussel

Jyllandsposten kunne have valgt at bruge deres ytringsfrihed konstruktivt til opfordringer til interkulturel dialog, forståelse og saglig argumentation, men valgte i stedet at bruge den til at sparke til en befolkningsgruppe – hvoraf mange har en stærkt begrænset mulighed for demokratisk medinflydelse, idet de ikke er stemmeberettigede - der gennem årene har måtte høre på en stadig mere fjendsk, dehumaniserende og undertiden nærmest nationalsocialistisk retorik, specielt i Jyllandsposten. Hvad der ikke kan undgå at undre mig, er med hvor stor succes Jyllandspostens pr-virksomhed har fået det til at se ud som om, at Jyllandsposten rent faktisk foretog et meget værdifuldt og nødvendigt forsvar for den såkaldte ytringsfrihed. Et pr-trick hvis succes vi fortsat ser manifesteret i viljen til, at ville diskutere dette til hudløshed. Der er bare et lille problem. Muslimerne i Danmark udgjorde ikke nogen egentlig trussel mod hverken demokratiet eller “ytringsfriheden” før muhammedtegningerne blev trykt, ligesom de fortsat ikke gør det, hvorfor tegningernes påståede nødvendighed bør ses som et udtryk for et forvrænget billede af virkeligheden, og det bør da næppe heller ses som andet end en meget tvivlsom undskyldning for at fortsætte den forudgående dæmonisering af det muslimske mindretal.

Dernæst er der det forhold, at hele debatten om denne påståede problemstilling, effektivt fjerner fokus fra de personer og lovgivningsmæssige tiltag som rent faktisk udgør en meget virkelig trussel mod borgernes frihed og den demokratiske proces.Glemt er det for længst, at politiet beslaglagde Dagbladet Arbejderens computere umiddelbart efter, at statsministeren i forlængelse af muhammedtegningerne, havde proklameret noget i retning af, at mediernes ucensorerede virke, for ham var noget helligt. Beslaglæggelsen som muliggjordes af den nye anti-terrorlovgivning var foranlediget af at Arbejderen, som led i en journalistisk dækning, valgte at trykke en appel om støtte til blacklistede organisationer, forfattet af Foreningen Oprør. Om denne sag skrev den borgerlige advokat Jacob Mchangama dengang, i en artikel med titlen “Hvor er den borgerlige kritik af anti-terrorpakken”, følgende:

“....i den forbindelse er det essentielt at huske på, at Folketinget allerede i 2002 vedtog en anti-terror-pakke, som på afgørende vis brød med fundamentale danske retsprincipper. Anti-terrorpakken fra 2002 kriminaliserede blandt andet “direkte og indirekte” økonomisk støtte til terrorisme, et begreb der i sig selv er blevet defineret bredt i straffeloven, samt medvirken hertil. En gerningsbeskrivelse, der er problematisk i forhold til retsstatsprincippets krav om lovens klarhed og som dertil også er et afgørende brud med det tungvejende hensyn til individet i dansk strafferet. Det udvidede medvirken-begreb, der resulterede i en kriminalisering af “medvirken til medvirken”, risikerer samtidig at indskrænke bl.a. ytringsfriheden. Det ses i den verserende sag vedrørende Dagbladet Arbejderen, hvis journalistiske dokumentation af foreningen ”Oprørs” appel om støtte til en palæstinensisk og colombiansk terrororganisation, er blevet censureret af politiet med hjemmel i netop terrorpakken. En betænkelig indskrænkning af pressens rolle som offentlighedens vagthund, en rolle som særligt er påkrævet når staten indfører indskrænkninger i borgernes frihedsrettigheder.”

Lige nu udfoldes en meget foruroligende trussel mod retsstaten, idet selve grundpillen, magtens tredeling, synes at være sat ud af kraft, i og med, at integrationsministeren fungerer som dømmende magt, samtidig med at hun indgår som del i både den lovgivende og udøvende magt. Skyldsprincippet, gående ud på, at enhver for så vidt er uskyldig indtil det modsatte er bevist ved en rettergang, er dermed ligeledes sat ud af kraft, hvilket burde foranledige en del mere bekymring end det tilsyneladende er tilfældet, da dette er i strid med grundlovens § 63. Om dette udtaler tidligere justitsminister og nuværende professor i jura, Ole Espersen i weekendens udgave af Information: “Grundloven siger at administrationen skal kunne kontrolleres af domstolene.” og fortsætter “Når man først har fået en ret, f.eks. permanent opholdstilladelse, så har man den ret, og den kan ikke tages fra én uden domstolskontrol, fordi domstolene efter grundloven skal kunne undersøge om myndighederne holder sig inden for lovgivningens rammer [...] Det burde gøre noget ved tilliden til folketingsflertallet, der har vedtaget det [dvs. anti-terrorlovgivningen], fordi når man udhuler vores grundlov – som vi jo ellers er så glade for – så fjerner man jo borgerrettighederne.” Ole Espersen bakkes op af professor ved Aalborg Universitet, Claus Haagen Jensen, der finder dette forhold “foruroligende” for “Der er ikke en mulighed for judiciel kontrol, og det synes jeg er meget betænkeligt.”

Som ovenstående forhåbentlig tydeligt illustrerer, er det i dag fortsat magthaverne, og ikke et muslimsk mindretal, der udgør den primære og væsentligste trussel mod vores frihed, men at dømme efter hvor mange bruger deres tid og energi, skulle man tro det forholdt sig omvendt.

Folkestyre?

Som de fleste nok allerede er klar over, er ordet ‘demokrati’ sammensat af de to græske ord ‘demos’ og ‘kratos’ som betyder henholdsvis ‘folk’ og ‘styre’, men som jeg i det følgende vil forsøge at redegøre for, mener jeg ikke at vi i Danmark ikke kan siges at have egentligt folkestyre, men måske snarere bør betegne vores styreform som et elektivt fåmandsvælde.

Da Grundloven siges at være fundamentet for vores styreform er det måske godt at starte med den. Sidste gang Grundloven revideredes var i 1953. Da det dengang kun var personer med danske statsborgerskab og med en alder på 25 eller derover der måtte stemme, betyder dette at ingen danskere født efter 1928 har haft noget at skulle have sagt vedrørende selve grundlaget for den magtudøvelse som alle borgerne i den danske stat er underlagt. Den omtalte grundlovrevision handlede imidlertid kun om tronfølgen og alderskriteriet for stemmeafgivelse, der dengang ændredes til 23 år. Intet af alt det der derudover er nedfældet i Grundloven, har nogen nulevende indbygger i landet haft nogen indflydelse på. Hele grundlaget for vort demokrati har altså status af at være blevet mejslet i sten af højere magter, eller sagt på en anden måde, folkestyrets grundlag er af uudtalte grunde undtaget fra at være underlagt egentlig folkelig styring.

I Danmark har alle der er fyldt 18 år og som har en opholdstilladelse, medindflydelse ifa. stemmeret ved kommunalvalg, men ved folketingsvalg er det kun personer med dansk statsborgerskab der må deltage, og det selvom disse danske statsborgere ikke til dagligt omgås de øvrige indbyggere i landet idet de er bosiddende udenlands. Vores folkestyre er altså nogle gange defineret ved én folkemængde, og nogle gange ved en anden, men hvorfor er mennesker med opholdstilladelse kun tilladt at stemme ved kommunale valg, mens deres stemme underkendes ved nationale valg? Hvorfor er befolkningen og folket to forskellige størrelser? Udfaldene af valgene påvirker vel i ligeså høj udstrækning de opholdstilladte indbyggere uden statsborgerskab som den øvrige del af der indenfor staten bosatte befolkning, og det påvirker vel disse i endnu højere grad end det påvirker stemmeberettigede mennesker der bor udenfor landets grænser. Derudover er den indflydelsesafskårede del af befolkningen ovenikøbet, til forskel fra eksildanskerne, tvunget til finansiere statsdriften.
Dernæst er der det forhold, at man frasorterer en del af befolkning udelukkende fordi de ikke har opnået en høj nok alder. Her er det nok fornuftigt at indvende hvorfor det lige præcis er alder der er det udslagsgivende? Det kunne vel ligeså godt være andre faktorer, såsom f.eks. interesse, intelligens eller viden om styreformens præmisser. Det forekommer i hvert fald mig en smule besynderligt, at den 16-årige der netop har fået et trettental på B-niveau i samfundsfag, ikke er kvalificeret til at deltage i folkestyret, mens den 37-årige, der ikke har nogen politisk interesse eller indsigt overhovedet, er kvalificeret.

Politikerne repræsenterer ikke borgerne, de repræsenterer de af de respektive partier – oftest af partitoppen - præfabrikerede programmer og søger via disse at få indflydelse på statsdriften. Partierne repræsenterer på mange områder perciperede klasseinteresser, som der kan være mere eller mindre gode grunde til at holde for sande, men denne tingenes tilstand har ikke stort med folkestyre at skaffe, idet folket ikke kan gøre deres stemmer gældende ved væsentlige spørgsmål, men må forlade sig på et naivt håb om at politikerme - hvis partiprogram i størst omfang repræsenterer det den individuelle vælger anser for det mindste onde - vil handle konsistent med partiprogrammets ordlyd såfremt de vælges ind.

Dette synes måske ikke umiddelbart at være forbundet med nogle særlige vanskeligheder, for et flertal der i så høj grad har vænnet sig til denne styreform, at de ikke finder nogen videre grund til at stille spørgmålstegn ved om dette kan siges at være en retfærddig måde at forvalte en stat på, men som jeg vil forsøge at redegøre for i det følgende, kan der med denne styreform følge nogle ganske alvorlige problemer. Det største af disse problemer må siges at være den latente eller i nogle tilfælde de facto undertrykkelse denne styreform kan foranledigede.

Et meget påfaldende eksempel på hvordan ovenstående undertrykkelse kan tage form og blive et de facto flertalsdemokratur, er når magthavere vælger at tage i krig på hele befolkningens vegne og for hele befolkningens økonomiske donationer til staten. Hvis man ikke i det partiprogram man op til valget profilerede sig på, tydeligt gav til kende at man, i tilfælde af at komme til magten, havde til hensigt at støtte USA's udenrigspolitiske virke militært og dermed økonomisk, og det selv i tilfælde af at hegemonen skulle vælge at føre en uprovokeret angrebskrig uden om FN, kan man da hævde at have ageret i overenstemmelse med vælgernes interesser, når disse ikke har vidst, at denne brug eller måske snarere misbrug af embedet, lå implicit i deres stemmeafgivelse?

Et andet meget væsentligt spørgsmål at fremføre i diskussioner omhandlende en flertalsfunderet styreforms berettigelse, er spørgsmålet om hvorvidt nogen undertrykkelse af et nok så småt mindretal, skulle blive mindre undertrykkende af at være konsekvensen af en magtudøvelse funderet på et flertals vilkårlige normsæt? Hvorfor kan det eksempelvis siges at være okay, at det ikke står folk frit for at gøre med deres kroppe som de lyster, så længe de ikke forvolder skade på andre af enten fysisk eller materiel karakter? Men har vi da ikke ret til det, vil nogle måske spørge, hvortil svaret selvfølgelig er et rungende nej, for det står os ikke frit for at gøre hvad der passer os med vores kroppe, da visse former for offerløse handlinger enten søges voldeligt straffet med frihedsberøvelse eller med indgreb i individets økonomi ifa. bødestraf, som det som bekendt er tilfældet med lovgivning om euforiserende stoffer. Hvorfor skulle denne krænkelse af individets suverænitet blive mindre krænkende af, at et flertal støtter op om det? Hvem er flertallet eller deres rerpæsentanter til at definere sådanne adfærdspreferencer for mennesker de aldrig har mødt og som de intet forhold har til? Hvordan kan politikere, der vel ikke kan siges at repræsentere alles intereser, men derimod blot den interesserepræsentation man går til valg på, nogensinde retfærdiggøre at udføre sådanne krænkende indgreb i den personlige frihed, der måske mestendels går ud over folk vis interesser de ikke repræsenterer? Er vores kroppe da ikke længere vore egne, men i stedet, på en eller anden dubiøs måde blevet statens ejendom?

For at opsummere: Grundloven står ikke til diskussion og eksisterer ikke på bekostning af en folkevalgt overenskomst, men istedet på for længst afdøde menneskers historiske overenskomst. En væsentlig del af befolkningen har ikke lov til at stemme enten ved folketingsvalg eller valg overhovedet. Politikere kan agere krigsmagere uden at deres vælgere har kunnet vide at dette lå implicit i deres stemmeafgivelse, og uden at dette har videre konsekvenser for deres embede. Til sammen mener jeg at disse tre forhold gør det vanskeligt at tale om egentligt folkestyre hertillands. Og da lovgivningen bruges som dække for meget omfattende krænkelser af den personlige frihed hvad angår nogle offerløse handlinger, mener jeg ikke vi har en retfærdig styreform, da ingen undertrykkelse