Den Egentlige Trussel

Jyllandsposten kunne have valgt at bruge deres ytringsfrihed konstruktivt til opfordringer til interkulturel dialog, forståelse og saglig argumentation, men valgte i stedet at bruge den til at sparke til en befolkningsgruppe – hvoraf mange har en stærkt begrænset mulighed for demokratisk medinflydelse, idet de ikke er stemmeberettigede - der gennem årene har måtte høre på en stadig mere fjendsk, dehumaniserende og undertiden nærmest nationalsocialistisk retorik, specielt i Jyllandsposten. Hvad der ikke kan undgå at undre mig, er med hvor stor succes Jyllandspostens pr-virksomhed har fået det til at se ud som om, at Jyllandsposten rent faktisk foretog et meget værdifuldt og nødvendigt forsvar for den såkaldte ytringsfrihed. Et pr-trick hvis succes vi fortsat ser manifesteret i viljen til, at ville diskutere dette til hudløshed. Der er bare et lille problem. Muslimerne i Danmark udgjorde ikke nogen egentlig trussel mod hverken demokratiet eller “ytringsfriheden” før muhammedtegningerne blev trykt, ligesom de fortsat ikke gør det, hvorfor tegningernes påståede nødvendighed bør ses som et udtryk for et forvrænget billede af virkeligheden, og det bør da næppe heller ses som andet end en meget tvivlsom undskyldning for at fortsætte den forudgående dæmonisering af det muslimske mindretal.

Dernæst er der det forhold, at hele debatten om denne påståede problemstilling, effektivt fjerner fokus fra de personer og lovgivningsmæssige tiltag som rent faktisk udgør en meget virkelig trussel mod borgernes frihed og den demokratiske proces.Glemt er det for længst, at politiet beslaglagde Dagbladet Arbejderens computere umiddelbart efter, at statsministeren i forlængelse af muhammedtegningerne, havde proklameret noget i retning af, at mediernes ucensorerede virke, for ham var noget helligt. Beslaglæggelsen som muliggjordes af den nye anti-terrorlovgivning var foranlediget af at Arbejderen, som led i en journalistisk dækning, valgte at trykke en appel om støtte til blacklistede organisationer, forfattet af Foreningen Oprør. Om denne sag skrev den borgerlige advokat Jacob Mchangama dengang, i en artikel med titlen “Hvor er den borgerlige kritik af anti-terrorpakken”, følgende:

“....i den forbindelse er det essentielt at huske på, at Folketinget allerede i 2002 vedtog en anti-terror-pakke, som på afgørende vis brød med fundamentale danske retsprincipper. Anti-terrorpakken fra 2002 kriminaliserede blandt andet “direkte og indirekte” økonomisk støtte til terrorisme, et begreb der i sig selv er blevet defineret bredt i straffeloven, samt medvirken hertil. En gerningsbeskrivelse, der er problematisk i forhold til retsstatsprincippets krav om lovens klarhed og som dertil også er et afgørende brud med det tungvejende hensyn til individet i dansk strafferet. Det udvidede medvirken-begreb, der resulterede i en kriminalisering af “medvirken til medvirken”, risikerer samtidig at indskrænke bl.a. ytringsfriheden. Det ses i den verserende sag vedrørende Dagbladet Arbejderen, hvis journalistiske dokumentation af foreningen ”Oprørs” appel om støtte til en palæstinensisk og colombiansk terrororganisation, er blevet censureret af politiet med hjemmel i netop terrorpakken. En betænkelig indskrænkning af pressens rolle som offentlighedens vagthund, en rolle som særligt er påkrævet når staten indfører indskrænkninger i borgernes frihedsrettigheder.”

Lige nu udfoldes en meget foruroligende trussel mod retsstaten, idet selve grundpillen, magtens tredeling, synes at være sat ud af kraft, i og med, at integrationsministeren fungerer som dømmende magt, samtidig med at hun indgår som del i både den lovgivende og udøvende magt. Skyldsprincippet, gående ud på, at enhver for så vidt er uskyldig indtil det modsatte er bevist ved en rettergang, er dermed ligeledes sat ud af kraft, hvilket burde foranledige en del mere bekymring end det tilsyneladende er tilfældet, da dette er i strid med grundlovens § 63. Om dette udtaler tidligere justitsminister og nuværende professor i jura, Ole Espersen i weekendens udgave af Information: “Grundloven siger at administrationen skal kunne kontrolleres af domstolene.” og fortsætter “Når man først har fået en ret, f.eks. permanent opholdstilladelse, så har man den ret, og den kan ikke tages fra én uden domstolskontrol, fordi domstolene efter grundloven skal kunne undersøge om myndighederne holder sig inden for lovgivningens rammer [...] Det burde gøre noget ved tilliden til folketingsflertallet, der har vedtaget det [dvs. anti-terrorlovgivningen], fordi når man udhuler vores grundlov – som vi jo ellers er så glade for – så fjerner man jo borgerrettighederne.” Ole Espersen bakkes op af professor ved Aalborg Universitet, Claus Haagen Jensen, der finder dette forhold “foruroligende” for “Der er ikke en mulighed for judiciel kontrol, og det synes jeg er meget betænkeligt.”

Som ovenstående forhåbentlig tydeligt illustrerer, er det i dag fortsat magthaverne, og ikke et muslimsk mindretal, der udgør den primære og væsentligste trussel mod vores frihed, men at dømme efter hvor mange bruger deres tid og energi, skulle man tro det forholdt sig omvendt.