Derfor brænder jeg min stemmeseddel.

De fleste synes at være enige om, at demokrati er en god ting. Medbestemmelse og muligheden for at påvirke dagsordenen ved at gøre sin stemme gældende, er vel i de flestes bevidsthed at foretrække frem for ingen medbestemmelse. Det er derfor også ganske interessant, at virkelighedens Danmark kun afspejler denne konsensus i et ganske lille omfang. I langt de fleste af de institutioner, hvor vi tilbringer størstedelen af vores tilværelse, er muligheden for medbestemmelse og for at påvirke dagsordenen iøjnefaldende lav. Såvel på arbejdspladserne, som i gymnasierne og på universiteterne er mulighederne for at påvirke beslutningsprocesserne så begrænsede, at de nærmest ikke eksisterer overhovedet.

I det politiske rum er de flestes reelle mulighed for indflydelse begrænset til at sætte et kryds ud for det mindste onde en gang hvert fjerde år, og så håbe på, at de folk man lader repræsentere ens holdninger, gør et bare nogenlunde godt stykke arbejde. Selv indenfor flere af de etablerede politiske partier, som vel burde være de mest demokratiske organisationer i en repræsentativt demokratisk orden, er der en ganske betænkelig tendens til topstyring. Der kan vel endvidere næppe herske tvivl om, at der gennem de seneste ti år er blevet ført en så høj grad af blokpolitik, at næsten halvdelen af borgerne ikke har været reelt repræsenteret i lovgivningsprocessen og den førte politik, i langt størstedelen af det nye årtusinde.

En ganske anseelig del af den gældende lovgivning bliver desuden slet ikke vedtaget i Danmark, men derimod i EU-regi, hvor de praktiske muligheder den enkelte har for at påvirke lovgivningsprocessen og derfor reglerne som vi skal underkaste os, er forsvindende små. Ikke engang det folkevalgte Europaparlament kan foreslå nye love. Det er udelukkende EU-kommissionen som kan det. En kommission som ingen blandt de europæiske folk har valgt. At der hersker en stor grad af demokratisk underskud i den Europæiske Union vidner alle valgene om, idet det kun er en lidt over halvdelen af de stemmeberettigede europæere der går til stemmeboksene når der er valg. Den europæiske forfatningstraktat der blev nedstemt af flere EU-lande, er genopstået med få kosmetiske ændringer. For at undgå at befolkningerne nedstemte den blev den simpelthen vedtaget udenom folkelige afstemninger af de siddende magthavere. Dette var for eksempel tilfældet i Danmark. At disse magthavere næppe har læst traktaten endsige forstået den, kan der næppe herske tvivl, da den er fuldstændig ulæselig og uforståelig og ville kræve årevis at decifrere og forstå for selv eksperter.

De grundlovssikrede rettigheder som i teorien udgør kernen i vores påståede demokratiske orden, har endvidere, sammen med borgernes retssikkerhed, været under et så voldsomt pres gennem de seneste mange år, at man nok gør klogt i at betvivle hvorvidt vores såkaldte repræsentanter overhovedet besidder en tilstrækkelig grad af demokratisk sindelag. Med terrortruslen som belæg har maghaverne i de seneste år taget så mange foruroligende skridt i retning af politistaten, at de friheder generationerne før os kæmpede hårdt for at opnå, i dag er så meget på retræten, at man bør frygte de måske en dag helt vil forsvinde. Denne frygt graveres yderligere af, at befolkningen lader til at være så optagede af at blive underholdt af dansende aber og klovne med balloner, at kun et mindretal læser aviserne og endnu færre har et overblik over omfanget af truslerne mod vores frihed. Uden en opvakt og velinformeret befolkning, som forstår at forholde sig kritisk til magthaverne i det politiske rum, er betingelserne for en retfærdig, engageret og oplyst politisk orden, hvor der værnes om friheden og retfærdigheden, ikke på nogen måde opfyldt. Denne problemstilling bliver desuden endnu værre af, at befolkningens vagthund det meste af tiden ligger sovende i sit hundehus, idet kun et fåtal af medierne overhovedet har beskæftiget sig med disse problemstillinger i noget nær respektindgydende grad.

Al tale om egentligt folkestyre er derfor, med ovenstående in mente, vanskeligt overhovedet at tage alvorligt. Befolkningen er i praksis medbestemmende i så lille en grad, i vores samfunds forskellige rum og institutioner, at ordet 'folkestyre' nærmest må siges at være blevet meningsløst i lys af den herskende politiske og økonomiske orden. I stedet for at være kollektivt medbestemmende og ansvarligt selvforvaltende, har vi i stedet lagt administrationen af vores liv og fælles fremtid, i hænderne på de mestendels visionsløse karrierepolitikere, der lader til at bekymre sig mere om komme til magten, end om at være i handlingsmæssig overenstemmelse med deres partiers erklærede programmer.

At stemme på det mindste onde ved det kommende valg, er derfor ikke noget jeg har tænkt mig at spilde min tid på, da denne afmægtige handling er med til at opretholde illusionen om, at vi lever i et samfund baseret på medbestemmelse og folkeligt styre. Jeg har derfor tænkt mig at brænde min stemmeseddel offentligt på vaglaftenen.

Slavoj Žižek - Democracy Now Interview.

The Danse Macabre of US-Style Democracy

By John Pilger

The former president of Tanzania Julius Nyerere once asked, "Why haven’t we all got a vote in the US election? Surely everyone with a TV set has earned that right just for enduring the merciless bombardment every four years." Having reported four presidential election campaigns, from the Kennedys to Nixon, Carter to Reagan, with their Zeppelins of platitudes, robotic followers and rictal wives, I can sympathize. But what difference would the vote make? Of the presidential candidates I have interviewed, only George C. Wallace, governor of Alabama, spoke the truth. "There’s not a dime’s worth of difference between the Democrats and Republicans," he said. And he was shot.

What struck me, living and working in the United States, was that presidential campaigns were a parody, entertaining and often grotesque. They are a ritual danse macabre of flags, balloons and bullshit, designed to camouflage a venal system based on money power, human division and a culture of permanent war.

Traveling with Robert Kennedy in 1968 was eye-opening for me. To audiences of the poor, Kennedy would present himself as a savior. The words "change" and "hope" were used relentlessly and cynically. For audiences of fearful whites, he would use racist codes, such as "law and order." With those opposed to the invasion of Vietnam, he would attack "putting American boys in the line of fire," but never say when he would withdraw them. That year (after Kennedy was assassinated), Richard Nixon used a version of the same, malleable speech to win the presidency. Thereafter, it was used successfully by Jimmy Carter, Ronald Reagan, Bill Clinton and the two Bushes. Carter promised a foreign policy based on "human rights" – and practiced the very opposite. Reagan’s "freedom agenda" was a bloodbath in Central America. Clinton "solemnly pledged" universal health care and tore down the last safety net of the Depression.

Nothing has changed. Barack Obama is a glossy Uncle Tom who would bomb Pakistan. Hillary Clinton, another bomber, is anti-feminist. John McCain’s one distinction is that he has personally bombed a country. They all believe the US is not subject to the rules of human behavior, because it is "a city upon a hill," regardless that most of humanity sees it as a monumental bully which, since 1945, has overthrown 50 governments, many of them democracies, and bombed 30 nations, destroying millions of lives.

If you wonder why this holocaust is not an "issue" in the current campaign, you might ask the BBC, which is responsible for reporting the campaign to much of the world, or better still Justin Webb, the BBC’s North America editor. In a Radio 4 series last year, Webb displayed the kind of sycophancy that evokes the 1930s appeaser Geoffrey Dawson, then editor of the London Times. Condoleezza Rice cannot be too mendacious for Webb. According to Rice, the US is "supporting the democratic aspirations of all people." For Webb, who believes American patriotism "creates a feeling of happiness and solidity," the crimes committed in the name of this patriotism, such as support for war and injustice in the Middle East for the past 25 years, and in Latin America, are irrelevant. Indeed, those who resist such an epic assault on democracy are guilty of "anti-Americanism," says Webb, apparently unaware of the totalitarian origins of this term of abuse. Journalists in Nazi Berlin would damn critics of the Reich as "anti-German."

Moreover, his treacle about the "ideals" and "core values" that make up America’s sanctified "set of ideas about human conduct" denies us a true sense of the destruction of American democracy: the dismantling of the Bill of Rights, habeas corpus and separation of powers. Here is Webb on the campaign trail: "[This] is not about mass politics. It is a celebration of the one-to-one relationship between an individual American and his or her putative commander-in-chief." He calls this "dizzying." And Webb on Bush: "Let us not forget that while the candidates win, lose, win again . . . there is a world to be run and President Bush is still running it." The emphasis in the BBC text actually links to the White House website.

None of this drivel is journalism. It is anti-journalism, worthy of a minor courtier of a great power. Webb is not exceptional. His boss Helen Boaden, director of BBC News, sent this reply to a viewer who had protested the prevalence of propaganda as the basis of news: "It is simply a fact that Bush has tried to export democracy [to Iraq] and that this has been troublesome."

And her source for this "fact"? Quotations from Bush and Blair saying it is a fact.

Folkestyre?

Som de fleste nok allerede er klar over, er ordet ‘demokrati’ sammensat af de to græske ord ‘demos’ og ‘kratos’ som betyder henholdsvis ‘folk’ og ‘styre’, men som jeg i det følgende vil forsøge at redegøre for, mener jeg ikke at vi i Danmark ikke kan siges at have egentligt folkestyre, men måske snarere bør betegne vores styreform som et elektivt fåmandsvælde.

Da Grundloven siges at være fundamentet for vores styreform er det måske godt at starte med den. Sidste gang Grundloven revideredes var i 1953. Da det dengang kun var personer med danske statsborgerskab og med en alder på 25 eller derover der måtte stemme, betyder dette at ingen danskere født efter 1928 har haft noget at skulle have sagt vedrørende selve grundlaget for den magtudøvelse som alle borgerne i den danske stat er underlagt. Den omtalte grundlovrevision handlede imidlertid kun om tronfølgen og alderskriteriet for stemmeafgivelse, der dengang ændredes til 23 år. Intet af alt det der derudover er nedfældet i Grundloven, har nogen nulevende indbygger i landet haft nogen indflydelse på. Hele grundlaget for vort demokrati har altså status af at være blevet mejslet i sten af højere magter, eller sagt på en anden måde, folkestyrets grundlag er af uudtalte grunde undtaget fra at være underlagt egentlig folkelig styring.

I Danmark har alle der er fyldt 18 år og som har en opholdstilladelse, medindflydelse ifa. stemmeret ved kommunalvalg, men ved folketingsvalg er det kun personer med dansk statsborgerskab der må deltage, og det selvom disse danske statsborgere ikke til dagligt omgås de øvrige indbyggere i landet idet de er bosiddende udenlands. Vores folkestyre er altså nogle gange defineret ved én folkemængde, og nogle gange ved en anden, men hvorfor er mennesker med opholdstilladelse kun tilladt at stemme ved kommunale valg, mens deres stemme underkendes ved nationale valg? Hvorfor er befolkningen og folket to forskellige størrelser? Udfaldene af valgene påvirker vel i ligeså høj udstrækning de opholdstilladte indbyggere uden statsborgerskab som den øvrige del af der indenfor staten bosatte befolkning, og det påvirker vel disse i endnu højere grad end det påvirker stemmeberettigede mennesker der bor udenfor landets grænser. Derudover er den indflydelsesafskårede del af befolkningen ovenikøbet, til forskel fra eksildanskerne, tvunget til finansiere statsdriften.
Dernæst er der det forhold, at man frasorterer en del af befolkning udelukkende fordi de ikke har opnået en høj nok alder. Her er det nok fornuftigt at indvende hvorfor det lige præcis er alder der er det udslagsgivende? Det kunne vel ligeså godt være andre faktorer, såsom f.eks. interesse, intelligens eller viden om styreformens præmisser. Det forekommer i hvert fald mig en smule besynderligt, at den 16-årige der netop har fået et trettental på B-niveau i samfundsfag, ikke er kvalificeret til at deltage i folkestyret, mens den 37-årige, der ikke har nogen politisk interesse eller indsigt overhovedet, er kvalificeret.

Politikerne repræsenterer ikke borgerne, de repræsenterer de af de respektive partier – oftest af partitoppen - præfabrikerede programmer og søger via disse at få indflydelse på statsdriften. Partierne repræsenterer på mange områder perciperede klasseinteresser, som der kan være mere eller mindre gode grunde til at holde for sande, men denne tingenes tilstand har ikke stort med folkestyre at skaffe, idet folket ikke kan gøre deres stemmer gældende ved væsentlige spørgsmål, men må forlade sig på et naivt håb om at politikerme - hvis partiprogram i størst omfang repræsenterer det den individuelle vælger anser for det mindste onde - vil handle konsistent med partiprogrammets ordlyd såfremt de vælges ind.

Dette synes måske ikke umiddelbart at være forbundet med nogle særlige vanskeligheder, for et flertal der i så høj grad har vænnet sig til denne styreform, at de ikke finder nogen videre grund til at stille spørgmålstegn ved om dette kan siges at være en retfærddig måde at forvalte en stat på, men som jeg vil forsøge at redegøre for i det følgende, kan der med denne styreform følge nogle ganske alvorlige problemer. Det største af disse problemer må siges at være den latente eller i nogle tilfælde de facto undertrykkelse denne styreform kan foranledigede.

Et meget påfaldende eksempel på hvordan ovenstående undertrykkelse kan tage form og blive et de facto flertalsdemokratur, er når magthavere vælger at tage i krig på hele befolkningens vegne og for hele befolkningens økonomiske donationer til staten. Hvis man ikke i det partiprogram man op til valget profilerede sig på, tydeligt gav til kende at man, i tilfælde af at komme til magten, havde til hensigt at støtte USA's udenrigspolitiske virke militært og dermed økonomisk, og det selv i tilfælde af at hegemonen skulle vælge at føre en uprovokeret angrebskrig uden om FN, kan man da hævde at have ageret i overenstemmelse med vælgernes interesser, når disse ikke har vidst, at denne brug eller måske snarere misbrug af embedet, lå implicit i deres stemmeafgivelse?

Et andet meget væsentligt spørgsmål at fremføre i diskussioner omhandlende en flertalsfunderet styreforms berettigelse, er spørgsmålet om hvorvidt nogen undertrykkelse af et nok så småt mindretal, skulle blive mindre undertrykkende af at være konsekvensen af en magtudøvelse funderet på et flertals vilkårlige normsæt? Hvorfor kan det eksempelvis siges at være okay, at det ikke står folk frit for at gøre med deres kroppe som de lyster, så længe de ikke forvolder skade på andre af enten fysisk eller materiel karakter? Men har vi da ikke ret til det, vil nogle måske spørge, hvortil svaret selvfølgelig er et rungende nej, for det står os ikke frit for at gøre hvad der passer os med vores kroppe, da visse former for offerløse handlinger enten søges voldeligt straffet med frihedsberøvelse eller med indgreb i individets økonomi ifa. bødestraf, som det som bekendt er tilfældet med lovgivning om euforiserende stoffer. Hvorfor skulle denne krænkelse af individets suverænitet blive mindre krænkende af, at et flertal støtter op om det? Hvem er flertallet eller deres rerpæsentanter til at definere sådanne adfærdspreferencer for mennesker de aldrig har mødt og som de intet forhold har til? Hvordan kan politikere, der vel ikke kan siges at repræsentere alles intereser, men derimod blot den interesserepræsentation man går til valg på, nogensinde retfærdiggøre at udføre sådanne krænkende indgreb i den personlige frihed, der måske mestendels går ud over folk vis interesser de ikke repræsenterer? Er vores kroppe da ikke længere vore egne, men i stedet, på en eller anden dubiøs måde blevet statens ejendom?

For at opsummere: Grundloven står ikke til diskussion og eksisterer ikke på bekostning af en folkevalgt overenskomst, men istedet på for længst afdøde menneskers historiske overenskomst. En væsentlig del af befolkningen har ikke lov til at stemme enten ved folketingsvalg eller valg overhovedet. Politikere kan agere krigsmagere uden at deres vælgere har kunnet vide at dette lå implicit i deres stemmeafgivelse, og uden at dette har videre konsekvenser for deres embede. Til sammen mener jeg at disse tre forhold gør det vanskeligt at tale om egentligt folkestyre hertillands. Og da lovgivningen bruges som dække for meget omfattende krænkelser af den personlige frihed hvad angår nogle offerløse handlinger, mener jeg ikke vi har en retfærdig styreform, da ingen undertrykkelse