Citat: Erwin Neutzsky-Wulff

Fascisme er vel i bredeste forstand at ignorere det menneskelige. Vi tror at kunne frelse verden med vores snusfornuft og glemmer, at vi er biologiske væsner, at det i sidste ende er det, der styrer os og udgør de behov, vi søger opfyldt. Målet er altså for så vidt altid irrationelt, og derfor kan det somme tider være et problem, hvis midlerne bliver alt for rationelle.

Værre er det, at vi ikke blot skyer næstens menneskelighed forstået som en svaghed, vi dømmer ham efter paroler i stedet for menneskelige egenskaber. Forståelsen mellem politiske modpoler opstår først, når vi indser, at de udspringer af en fælles menneskelighed, kærlighed, vrede, angst.

Somme tider er vi mere bange for vore allierede end vore fjender, for at de skal falde os i ryggen, fordi de måske alligevel ikke vil helt det samme, og det får os til at insistere på en åndsforladt ortodoksi. En væsentlig grund til nazisternes sejr i trediverne var således, at socialdemokrater og kommunister bekæmpede hinanden i jagten på den rene lære.

Mens man skændtes om, hvilken strategi man skulle lægge, marcherede de ind, som ikke var i tvivl. I sidste ende bliver det så ikke fornuften, men småligheden, der sejrer, forfængeligheden og hævnlysten.

Så længe venstrefløjen er en kaffeklub, hvor det udelukkende drejer sig om at komme til mikrofonen, hvad enten man har noget at sige og evner for at sige det eller ej, vil højrefløjen altid kunne holde sig flydende ved at appellere til den demokratiske egoisme. Tænk blot på, hvordan det eneste reelle initiativ i en halv snes år druknede i forstadskællingeagtigt intrigemageri, og mennesker, hvis formålsparagraf havde været at sige sandheden, nåede at indvikle sig i bevidste løgne og overlagt tilsvining af deres inspirationskilde, inden de døde af skam. Måske er der sandhed i det gamle ord, at menneskene fortjener deres herrer ...

En Erkendelsesteoretisk dialog mellem Rabh og Talmidh, af Erwin Neutzsky-Wulff

DEL I

Talmidh: Hvordan vinder jeg indsigt?

Rabh: Hvorfor spørger du mig om det?

Talmidh: Man har ladet mig vide at du besidder en sådan.

Rabh: Jeg er ikke ganske sikker på, at jeg forstår, i hvilket ærinde du kommer til mig. Jeg må altså først bede dig om at besvare nogle enkle spørgsmål, hvis du ikke har noget imod det?

Talmidh: Nej, naturligvis ikke.

Rabh: Allerførst må du isge mig, hvad du mener med indsigt, eftersom det åbenbart er det, du kræver af mig. Jeg ser, at dette spørgsmål virker overraskende på dig, og jeg vil derfor prøve at lede dig lidt på vej. Du ville vel ikke undre dig, hvis jeg spurgte dig, hvad det er, du ønsker at opnå indsigt i eller kundskab om?

Talmidh: Nej. Og jeg ville sikkert svare “om verden” eller “om livet”.

Rabh: Det tænkte jeg nok. Du ville sikkert også give mig ret i, at der i dit spørgsmål ligger, at kundskab og verden er to forskellige ting?
Jeg kan se jeg har forvirret dig, og må derfor hellere forklare, hvad jeg mener med mit spørgsmål. Lad mig derfor prøve at beskrive, hvad du mener, når du taler om at erhverve kundskab om verden. Derefter kan du fortælle mig, om jeg har forstået dig rigtigt.

Talmidh: Ja, det er nok en god idé.

Rabh: Nuvel, keg vil da sige, at det forekommer mig, at du mener, at det med disse ting forholder sig, ligesom når en maler frembringer et portræt. Jeg vil endvidere foreslå, at du mener, at et sådant portræt kan være mere eller mindre vellignende, alt efter kunstnerens evner.

Jeg må altså forstå det således, at du forlanger af mig, at jeg skal male et vellignende portræt af verden til dig. Dog mener du ikke, jeg skal frembringe dette billede for dine øjne, men at jeg skal vække det for din tanke med mine ord.

Talmidh: Det er ganske rigtigt.

Rabh: Men sig mig nu, hvordan kan du vide, i hvilken grad det billede, jeg på denne måde skaber, ligner den verden, det er et billede af? Hvis al kundskab, som du siger, er et billede af verden, hvordan skal vi da komme til kundskab om, hvorvidt det ligner eller ej? Alt, vi i givet fald kunne sammenligne vores billede med, ville jo være et andet billede.

Talmidh: Hvis jeg forstår dig ret, siger du altså, at det ikke er muligt at opnå kundskab?

Rabh: Det kunne jeg måske føle mig fristet til at sige, hvis det ikke var, fordi vi begge til daglig oplever, at folk der opfører sig tåbeligt på grund af uvidenhed, kommer galt af sted. Det kunne altså synes, som om der findes noget sådant som kundskab, som det endvidere er gavnligt for et menneske at tilegne sig, men at vi ikke ganske har forstået dennes natur. Men her bliver jeg nok igen nødt til at forklare, hvad jeg mener. Forestil dig en gartner, der hemmeligt elsker sit herskabs unge datter. En dag hører han af en af pigerne, at den unge kvinde også elsker den fattige gartner, og om natten har sneget sig ud i haven og der efterladt et budskab til ham. Ganske uvidende om, at der blot er tale om en spøg, begynder han straks at gennemsøge bedene, men finder naturligvis ingenting. Han tænker da, at hans elskede af frygt for opdagelse ikke har vovet at efterlade et brev, som en anden kunne finde, og som ad den vej kunne falde i hænderne på forældrene. Han begynder efterfølgende at undersøge de former, blomsterne i bedene og bladene på træerne synes at dannw, idet han tænker, at disse kunne være opstået ved, at hans elskede havde plukket nogle og ladet andre stå. Imens han er optaget af alt dette forsømmer han sit arbejde og bliver afskediget af familien. Endelig forlyder det, at han er blevet gal, at han om natten klatrer over muren og graver haven op. Men hvori består hans galskab? Skønt han er gartner, glemmer han, at blomster blot er blomster, og at blade blot er blade, og at der altså ikke skjuler sig noget budskab i nogle af delene. Nok havde han været bedre faren ved blot at gøre, hvad hans fader gjorde før ham! Dog kunne det velsagtens være gået værre. Gartneren kunne jo nemlig have overtalt resten af tyendet til at at deltage i eftersøgningen af det skjulte budskab. Det ville sikkert have undret herskabet, men da de kendte disse folk som fornuftige og pålidelige, ville de måske selv med tiden have forsøgt sig, bistået af deres lydige datter. Endelig ville den pige som var årsag til hele miseren, holde det for utænkeligt, at hendes herskabs vældige sysler, skulle have noget med hende at gøre. Også hun vil snart gøre sig til, at at det mystiske budskab skulle blive kendt

Talmidh: Men ville alle disse ikke på et tidspunkt opgive en eftersøgning, som dog måtte være ganke frugtesløs?

Rabh: Jo, ganske givet. Anderledes forholder set sig imidlertid med en bonde, der pløjer sin mark i forventning om at finde en skjult guldskat. I dette tilfælde vil hans galskab jo nemlig ikke afholde ham fra at udføre sit arbejde, men tværtimod bidrage til, at han får det gjort. Vi begyndte jo med at medgive, at det er muligt at opføre sig klogt og tåbeligt, og som du ved, mener folk, at denne klogskab og tåbelighed hænger sammen med, om malerens portræt portræt ligner, og om vi er i stand til at tyde budskabet i haven. Og det har de naturligvis på en måde ret i, eftersom den dovne bonde ikke vil få pløjet, hvis han ikke tænkte på guldskatten i marken, og hans familie i dette tilfælde ville sulte.

Talmidh: Du påstår altså, at denne opfattelse, skønt den deles af alle i landet, er fejlagtig?

Rabh: Det kommer an på, hvad du mener, når du kalder den fejlagtig. Lad mig altså spørge dig, om du mener, at det er rigtigt, at man ikke bør stjæle og myrde?

Talmidh: Javist.

Rabh: Lad mig derefter spørge dig, om du mener, at det er rigtigt i nogen anden forstand, end at landets borgere er blevet enige om, at det forholder sig således?

Talmidh: Nej, det har du ret i. Men forstår jeg dig ret, når jeg mener, at det, du påstår, er, at der ikke er nogen verden at opnå kundskab om, men kun denne kundskab, at den med andre ord er et billede, der ikke afbilder noget?

Rabh: Hvilken egenskab skulle vi tilkende en sådan verden, som ikke netop er en egenskab ved billedet, som nødvendigvis er alt, hvad vi ser?

Talmidh: Det forstår jeg, men det forekommer mig dog alligevel, at der sikkert må være en mængde indsigelser imod en så indlysende sandhed, siden den ikke for længst er blevet accepteret, og jeg tror da også straks, jeg kan komme i tanker om et par stykker.

Rabh: Lad høre!

Talmidh: Så vil jeg først så vidt muligt gentage, hvad du har sagt mig, for at vi begge kan være sikre på, at jeg har forstået dig rigtigt.

Rabh: Udmærket.

Talmidh: Nuvel, det forekommer mig altså, at du siger, at dette træ ikke befinder sig noget andet sted end i min tanke?

Rabh: Jeg er nødt til at korrigere dig på dette punkt, også selv om det måske ikke vil forekomme dig, at min korrektion gør den store forskel. Når du siger “tanke”, forekommer det mig således, at du bruger dette ord som en modsætning til noget andet, men da det, vi påstår, netop er, at der ikke er noget “uden for” denne tanke, bliver denne brug af ordet, som du sikkert kan indse, ganske meningsløs. Det er, som hvis du ville hævde, at den verden, vi lever i, er blændværk.

Talmidh: Det kunne jeg let komme til, hvis jeg skulle karakterisere dit synspunkt.

Rabh: Det tænkte jeg nok. På den anden side vil du nok give mig ret i, at det er ganske meningsløst, at tale om, at noget er blændværk, hvis der ikke er noget, der i samme forstand er virkeligt. Du vil altså se, at jeg på ingen påstår, at intet er virkeligt eller sandt, men kun, at intet er virkeligt eller sandt i den forstand, at det står i et mystisk forhold til noget principielt uerkendeligt.

Talmidh: Javel, men det forekommer mig dog alligevel, at du siger, at intet er virkeligt eller sandt under henvisning til noget, vi ikke oplever.

Rabh: Det har du ret i.

Talmidh: Hvis jeg altså har forstået dig ret, siger du, at træet ikke er til i nogen anden forstand end den, at vi erfarer det.

Rabh: Korrekt igen.

Talmidh: Men så er du jo heller ikke til i nogen anden forstand end den, at jeg erfarer dig, og du ville jo kunne sige det samme om mig. Men hvem er det så, der gør den erfaring, der ifølge din filosofi er den eneste virkelighed?

Rabh: Her må jeg atter korrigere dig. Træet er kun virkeligt i den forstand, at vi erfarer det. Eller sagt på anden måde: Den individuelle iagttagelse, du bruger som argument, eksisterer ikke, og hvis du overvejer sagen, vil du sikkert indse, hvorfor det forholder sig således. Vi ville jo nemlig ikke meningsfuldt kunne påstå, at det var forkert at stjæle, hvis vi ikke var istand til at tilvejebringe den enighed, som var en forudsætning for en sådan påstand. Som du snart vil erkende, bygger alle dine indsigelser imod min filosofi på, at du ikke har forstået den og således været i stand til at indgå på dens præmisser. Hvis jeg forsøger at forklare dig, at folk på teatret ikke virkelig dør, vil det jo heller ikke hjælpe dig stort, at henvise til, at i den sidste akt af det og det stykke dør den og den person. Du har således accepteret, at den måde, hvorpå vi afgør, om noget er virkeligt, er at spørge en anden, om han erfarer det samme – ja, selv vise mænd, der mener at udgrunde naturen, holder dette for eneste kriterium. På den anden side forsøger du at snige din overtro om en virkelighed, ind ad bagvejen, ved at tale om en iagttagelse, der ikke bygger på en sådan enighed. Inden du er i stand til at kritisere min mening, må du altså først gøre sig klart, hvad du selv mener. Hvis du således mener, at der kun kan blive tale om virkelighed, i det øjeblik den erfares af andre, kan du ikke meningsfuldt tale om, hvad et menneske erfarer. Hvis du derimod ønsker at fragå denne opfattelse af, hvad det vil sige, at noget er virkeligt, tvinges du til at påstå at der ikke er nogen mulighed for at kritisere nogen påstand, i hviket tilfælde også din egen påstand bliver meningsløs.

Talmidh: Du har naturligvis ret. Jeg indser nu, at den påstand, jeg mente at se som en konsekvens af din filosofi, i virkeligheden er en følge af min egen. Men skønt jeg indser alt dette, forekommer det mig stadig så besynderligt, at jeg har venskeligt ved at se, hvordan jeg skal forstå det. Det forekommer mig nemlig, at jeg, hvis du forlod mig, stadig ville se træet, og endvidere, at jeg har set et træ længe før jeg havde mulighed for at tale med nogen om det?

Rabh: Sådan kan det meget vel forekomme dig, eftersom du, når du mener at se tilbage på den tid, hvor du endnu ikke kunne tale, benytter dig af de begreber, som du først langt senere erhvervede. Hvis du, når du ser op i himlen, mener at se et mørkt tæppe gennemskinnet af et bagvedliggende lys, og jeg derefter fortæller dig, at stjerner har deres eget lys, tror du da, at du derefter vil kunne se dem på nogen anden måde? Og hvis du tænker tilbage på en nat, inden dette skete, hvad tror du da, at du vil huske, mine eller dine stjerner? Hvad din første indvending angår, skal du tænke på hvad vi sagde om teateret. Alle de begreber, du benytter dig af, hører jo nemlig til det stykke, som opføres. Hvad vil det sige, at jeg “forlader dig”, hvis ikke, at personer rejser til fjerne lande, når de går ud i kulissen, eller at den person, der, idet han ser ud i den, beskriver et rytterslag, betragter dette.

Talmidh: Du har naturligvis ret, men ikke desto mindre forekommer det hele mig dog temmelig underligt.

Rabh: Det forstår jeg. Når et barn første gang får at vide, at den faste jord, det står på, er hvirvlende kugle, vel dets første reaktion også uværgerligt være, at dette umuligt kan passe. Også blandt voksne mennesker er der sådanne børn, der, stillet over for fornuftsgrunde, som de ikke er i stand til at imødegå og derfor vælger ikke at give agt på, fremturer i deres vildfarelse. En klog mand afholder sig fra at indlade sig i ordstrid med sådanne, derimod svarer han gerne på indvendinger, der røber at spørgeren ønsker at forstå. De første skal du kende på deres vrede latter, de sidste på deres ydmyge videbegær. Ingen kan nemlig opnå kundskab, hvis han ikke først indser, at han mangler den.

Talmidh: Alt dette indser jeg klart og vil ved at gennemtænke mine indvendinger forsøge at gennemskue disse, for således at opdage, om de er veritable eller blot skriver sig fra en manglende forståelse af det, jeg mener at kritisere. På endnu et punkt behøver jeg dog din hjælp, idet min anden indvending imod din filosofi forekommer mig så uomgængelig, at jeg ikke ser hvordan jeg skulle kunne forlige mig med den.

Rabh: Udmærket.

----------------------------------------------------------------------------------

Ovenstående er et uddrag fra Erwin Neutzsky-Wulffs seneste roman 'Hjernen'og kan købes her

Uddrag fra 'Verden' af Erwin Neutzsky-Wulff

“Han var vokset op i en kultur, der tilbad fornuften som gud, og det var der gode grunde til. Det modsatte af fornuft er trods alt ufornuft, og hvem vil være ufornuftig?
Det var et samfund, der satte meninger højere end følelser og kaldte dem holdninger. Holdningsløshed var en synd, mens ufølsomhed næppe bemærkedes.
Meninger kan man nemlig argumentere mod, og de er i øvrigt forholdsvis nemme at producere. De fleste sandheder er indlysende, det vil sige grundløse.
De har at gøre med den måde, vi har vænnet os til at omgås verden og hinanden på. Følelserne derimod har vi fra en fjern forfader, som ingen ville være særlig tryg ved at være i stue med.
Så vi prøver at have holdninger til vore medmennesker i stedet for at nære følelser for dem. Vi tager moralsk bestik og indretter vores følelser derefter.
Vi holder op med at spørge efter mod og kærlighed og slår op i politivedtægten i stedet. Det gør det let for os at forfølge og dræbe.
Vi behøver ikke at ære vores modstander eftersom ideologien er alt. Et menneske med en anden overbevisning er et helt igennem ondt menneske, for vi anerkender ikke andre menneskelige egenskaber.
Mennesker bliver til tal på et ideologisk scoreboard. Så mange menneskefjender plaffet ned.
I kærligheden, som nu er blevet et parforhold, et upersonligt partnerskab, er det den andens opførsel, der tæller. Vi holder omhyggeligt regnskab.
Vores kærlighed er ligefrem proportional med, hvordan vi bliver behandlet. Vi er som børn, der elsker deres forældre, når der er is, og hader dem, når der skal læses lektier.
Men eftersom vores barnlighed og egoisme er fornuftige, behøver vi ikke skamme os over dem. Vi finder os ikke i noget, og det viser, at vi er oplyste.
Ægteskabet bliver et langt skænderi. Det slutter først, når vi går i seng, og fortsætter, så snart vi er stået op.
På arbejdet fortsætter vi skænderiet med vores kolleger, vores arbejdsgiver, eller vi deltager i et politisk skænderi. Det handler altid om rettigheder, om at få sin del af kagen, eller endnu mere oplyst at få så stor en del af kagen som muligt, og stadig forlange mere. Tilfredshed og lykke vil trods alt være det ultimative forræderi mod os selv, vore kolleger og den lidende verden.
Jeg elsker dig bliver til, jeg elsker dig, hvis du opfører dig ordentligt. De kærlighedssange popstjerner bræger, bliver til triumferende uafhængighedserklæringer.
I baggrunden høres ikke længere smægtende violiner, men kasseapparatets smæld. You treated me bad – na-na-na – but you got another think coming – oh-oh-oh – now it’s your turn to cry-y-y …Kærlighedssange bliver til hadsange.
Den undertrykte kvinde bliver en selvbevidst prostitueret, og manden som ser sit ansvar fortone sig, regrederer til flæb. Da nu kærligheden ikke har vist sig ikke at eksistere og mændene, som mor advarede os om, kun er ude efter én ting, så lad da i det mindste svinene betale for det. Og skal han ryste op, skal han naturligvis også have noget for pengene og kan ikke lade sig nøje med flade patter eller lav seksuel frekvens
I disse boksekampe er hele verden kampdommer. Mødre og tanter, venner og bekendte, kolleger og arbejdskammerater er indbudt og kommer med opmuntrende tilråb.
Et mere professionelt hold af psykologer og terapeuter, ægteskabs- og familierådgivere lader sig dog også hverve. Disse voldgiftsmænd er ikke længere støvede præster, der sender konen hjem til manden, men upartiske og skruppelløse eksperter, der omhyggeligt fører statistik over antallet af gange manden har glemt at slå sædet ned, de perverse ting han vil have hende til at gøre, samt den gang i sommer, hvor lille Rasmus fik en på skrinet.
De undlader heller ikke at pointere, at hun måske en gang imellem, gerne præcis hver anden gang, kunne gøre det, han så gerne vil, ud fra den udtrykkelige forudsætning, at det så næste gang er hendes tur til at få noget ud af det. Man må jo snakke om det, handle om det, finde en måde at holde hinanden ud på.
Kan man ikke blive lykkelige samtidig, kan man måske blive det skiftevis, hver for sig, forkæle sig selv lidt og tage fri fra parforholdet, ansvaret, kærligheden og livet. Tale ud om, hvad der trykker én, til folk, som virkelig interesserer sig for en, til 200 kroner i timen.
Ve den vismand, som forsigtigt gør opmærksom på, at vi ikke bliver lykkelige ved at få opfyldt vore behov, men ved at elske og genelskes! At elske betingelsesløst er en vederstyggelighed for Herren!
Hvad kan vi ikke risikere, hvis vi glemmer at tage entré til vores hjerte? Men livet er en risiko, og risikoen hedder: Følelse.”