Citat: Erwin Neutzsky-Wulff

Fascisme er vel i bredeste forstand at ignorere det menneskelige. Vi tror at kunne frelse verden med vores snusfornuft og glemmer, at vi er biologiske væsner, at det i sidste ende er det, der styrer os og udgør de behov, vi søger opfyldt. Målet er altså for så vidt altid irrationelt, og derfor kan det somme tider være et problem, hvis midlerne bliver alt for rationelle.

Værre er det, at vi ikke blot skyer næstens menneskelighed forstået som en svaghed, vi dømmer ham efter paroler i stedet for menneskelige egenskaber. Forståelsen mellem politiske modpoler opstår først, når vi indser, at de udspringer af en fælles menneskelighed, kærlighed, vrede, angst.

Somme tider er vi mere bange for vore allierede end vore fjender, for at de skal falde os i ryggen, fordi de måske alligevel ikke vil helt det samme, og det får os til at insistere på en åndsforladt ortodoksi. En væsentlig grund til nazisternes sejr i trediverne var således, at socialdemokrater og kommunister bekæmpede hinanden i jagten på den rene lære.

Mens man skændtes om, hvilken strategi man skulle lægge, marcherede de ind, som ikke var i tvivl. I sidste ende bliver det så ikke fornuften, men småligheden, der sejrer, forfængeligheden og hævnlysten.

Så længe venstrefløjen er en kaffeklub, hvor det udelukkende drejer sig om at komme til mikrofonen, hvad enten man har noget at sige og evner for at sige det eller ej, vil højrefløjen altid kunne holde sig flydende ved at appellere til den demokratiske egoisme. Tænk blot på, hvordan det eneste reelle initiativ i en halv snes år druknede i forstadskællingeagtigt intrigemageri, og mennesker, hvis formålsparagraf havde været at sige sandheden, nåede at indvikle sig i bevidste løgne og overlagt tilsvining af deres inspirationskilde, inden de døde af skam. Måske er der sandhed i det gamle ord, at menneskene fortjener deres herrer ...