I et telegram fra Ritzau kan man læse, at den islamistiske og sektlignende gruppering Hizb-ut-Tahrir for nylig indkaldte til et debatmøde hvor man ønsker at “sætte fokus på pligten til væbnet modstand for muslimerne i Afghanistan og omegn. Vi anser denne modstand som fuldt ud legitim. I den sammenhæng vil myndighedernes forsøg på at kriminalisere eller intimidere enhver krigsmodstander også blive belyst”.
De Radikales retspolitiske ordfører, Lone Dybkjær, mener at dette debatmøde har en skjult dagsorden, idet opfordringen til væbnet opgør i Afghanistan iflg. Dybkjær er ensbetydende med opfordring til væbnet kamp i Danmark, hvilket hun mener er "groft, dybt ubehageligt - og dybt skadeligt". Hvor hun får denne besynderlige logik fra nævnes ikke.
SF’s retspolitiske ordfører, Karina Lorentzen, mener at "det er udtryk for en syg og antidemokratisk tankegang, når en organisation som Hizb ut-Tahrir opfordrer til væbnet modstand." og ønsker derfor at politiet ser nærmere på sagen for at se om der er tale om opfordring til vold, hvilket ville kunne ulovliggøre organisationen hvis en domstol dømmer dette.
Men hvad er egentlige problemet her? Afghanistan er blevet sønderbombet gennem de sidste ni år af udefrakommende magter som ikke har bragt noget godt med sig for den menige afghaner, men som til gengæld har indført et bundkorrupt marionetstyre bestående af heroinbaroner og krigsherrer. Skal det forstås sådan, at Danmark gerne må begå voldshandlinger i en krig som kun har haft negative konsekvenser for mange afghanere, og vover nogen at tale den voldsramte parts sag, ved at opfordre til modstandskamp, i et land hvor vi intet som helst har at gøre, skal de have lukket munden dvs. forbydes under henvisning til at de opfordrer til vold?
Jeg er personligt ikke på nogen som helst måde tilhænger af Hizb-ut-Tahrir, men det her lugter langt væk af hykleri. Hvis Hizb-ut-Tahrir kan lukkes på det grundlag, så skal man begynde at lukke en del organisationer i Danmark, herunder de fleste politiske partier i Folketinget, da de ikke alene har opfordret til vold men aktivt har støttet op om krigshandlinger enten i Afghanistan eller Irak eller begge steder. En ting er, at man ikke kan lide Hizb-ut-Tahrir, hvilket jeg heller ikke kan, noget helt andet er forsøge at forbyde dem fra at organisere sig. Det er da netop "udtryk for en syg og antidemokratisk tankegang".
1 kommentar:
Fuldstændig og adeles enig! Respekt for et parti der endda tør debatten om Afghanistan på det niveau den fortjener.
Tiltrods for deres antidemokratiske virksomhed, har jeg tænkt mig at overvære debatmødet..
Send en kommentar