Mediekritik.

I en meget anbefalelsesværdig kronik i Information kaster forfatteren Carsten Jensen sig i ud i en sønderlemmende kritik af danske journalister, som han kritiserer for at være blevet magthavernes villige idioter, da de ofte ikke opfylder deres kritiske samfundsfunktion i noget nær ønskværdig grad. Et samfund med en svag såkaldt fjerde statsmagt er et samfund hvor magtmisbrug og manipulation af befolkningen har alt for gode vilkår. Som Carsten Jensen formulerer det:

"Politikere bør være bange for journalister. De skal ikke tænke på dem som nyttige idioter. De skal få tynd mave, bare de ser en journalist for sig. Men danske aviser repræsenterer i disse år ikke andet end den institutionaliserede magtesløshed."

For magthaverne er ikke bange for journalisterne. Det forholder sig snarere omvendt. Dette blev på pinlig vis illustreret, da man i et klip igår aftes kunne se hvordan sundhedsminister Bertel Haarder gik amok på en journalist som tillod sig at stille kritiske spørgsmål som Bertel Haarder ikke på forhånd var blevet briefet om ville finde sted, som om dette var en legitim kritik af journalisten. Det er det imidlertid ikke. Det er til gengæld et udtryk for mediernes sørgelige tilstand i dagens Danmark, at man for at kunne interviewe en minister først er nødsaget til at briefe vedkommendes spindoktor så ministeren har mulighed for på forhånd at lægge en strategi for hvordan han eller hun vil håndtere medierne. Det er ikke i demokratiets interesse, at en minister gives forberedelsestid i samråd med sin spindoktor, så han eller hun kan glide af på kritiske spørgsmål ved at svare uden om, eller simpelthen nægte at svare på spørgsmål som han eller hun ikke har haft tid til forudgående at forberede sig på. Hvordan skulle det nogensinde kunne blive det?

I en udgave af spindoktorprogrammet "Mogensen og Christiansen", gjorde Michael Christiansen, Anders Fogh Rasmussens tidligere spindoktor, nærmest pralende seerne opmærksomme på hvordan han havde instrueret statsministeren i at omgås journalister på sit ugentlige pressemøde, så han lettest kunne snige sig udenom for mange kritiske spørgsmål. Var dette sket i et blogindlæg kunne man måske slå ud med armene og tænke, at nå ja sådan tænker en spindoktor vel, men det skete på en tv-kanal som delvis er betalt af borgerne for at dække den politiske virkelighed kritisk, og han blev ikke mødt af nogen kritik, for der findes ingen journalist i programmet til at stille sig kritisk overfor denne pressehåndtering. Det er bare the name of the game og det er måske blevet et spil, for alt for ofte synes det som om, at journalisterne som dækker den politiske virkelighed på Borgen er så indfedtede i denne lille lukkede verden, at journalistik forvandles til mikrofonholderi og ukritisk videreformidling af spindoktorernes kyniske indstilling til hvad et velfungerende demokrati egentlig vil sige. Carsten Jensen spørger med rette journalisterne om borgerne og demokratiet er tjente med den danske journaliststand som den ser ud idag.

"Er demokratiet godt tjent med jer? Ja, hvis demokrati handlede om datomærkning af fødevarer, og demokratiet bestod af konsumenter og ikke af borgere. Ja, hvis demokrati kun handlede om at give point til de politiske partiers taktiske positioneringer og bedømme det sprog, de vælger, når de skal sælge sig selv. Ja, hvis virkeligheden ikke fandtes, og alt var spindoktor-retorik, og der ikke var en verden hinsides beslutningstagernes horisont. Ja, hvis demokrati var en tilskuersport og Christiansborg et stadion. Ja, hvis loven i et demokrati kun skal overholdes af folket, men ikke af de folkevalgte ministre. Ja, hvis borgerne i et demokrati ikke har brug for informationer, der gør dem i stand til at tage kritisk stilling til de beslutninger, der tages på deres vegne og i deres navn. Ja, hvis demokrati ikke også vedrører fremtiden, krige på fjerne steder og i det hele taget en stor verden hinsides vore egne grænser.

Lad mig gentage mit spørgsmål: Er demokratiet godt tjent med de medier, vi har i dag? Er det danske folk? Er den trykte presses dramatiske og konstant faldende oplagstal en knusende dom over jeres selvpåførte irrelevans, eller skal vi forstå det som et tegn på en stigende overfladiskhed blandt læserne i en medie- og indtryksbombarderet tid? Er det sådan, at folk ikke gider læse om væsentlige emner, eller er det sådan, at det i hvert fald ikke er i aviserne, de finder dem, og at de derfor opsiger deres abonnement?"

I stedet for at sætte vores lid til, at det nok altsammen ordner sig og der nok bare er tale om passerende tendens, burde vi måske som borgere insistere på en kritisk medievirkelighed, uden uskadelige mikrofonholdere, men som gør en dyd ud af at dække de demokratiske processer på en sådan måde, at politikerne ryster af skræk når de ser en journalist. Jeg kan derfor anbefale folk at støtte op om Jeppe Kabells forslag om en ny form for kritisk offentlighed. Kabell beskriver hvordan dette kunne foregå i sit meget anbefalelsværdige blogindlæg "Sådan kan vi redde journalistikken, genoplive demokratiet og afskaffe mediecirkuset." Der er også andre bemærkelsesværdige initiativer i gang udenfor den etablerede medievirkelighed. Et sådant er medieoplysning.dk hvor jeg selv har bidraget.