Police State Canada from bill johnson on Vimeo.
søndag den 13. marts 2011
Dagens Citat: Albert Camus
“What better way to enslave a man than to give him the vote and tell him he’s free.”
-Albert Camus
lørdag den 12. marts 2011
Karzai: Nato skal stoppe alle operationer
"Jeg vil gerne bede Nato og USA med ære og ydmydighed og ikke med arrogance at standse deres operationer i vort land, sagde Karzai under besøget i Kunar-provinsen lørdag.
Hvis dette er en krig imod terrorister og international terrorisme, så skulle de tage hen og kæmpe denne krig, hvor vi over de seneste ni år har vist dem, at den er, tilføjede han - tilsyneladende en henvisning til grænseområdet mellem Afghanistan og Pakistan.
Vi er et meget tolerant folk, men nu er vi løbet tør for tolerance."
Information/ritzau/AFP.
Hvis dette er en krig imod terrorister og international terrorisme, så skulle de tage hen og kæmpe denne krig, hvor vi over de seneste ni år har vist dem, at den er, tilføjede han - tilsyneladende en henvisning til grænseområdet mellem Afghanistan og Pakistan.
Vi er et meget tolerant folk, men nu er vi løbet tør for tolerance."
Information/ritzau/AFP.
Dokumentar: Lifting the Veil: Obama and the Failure of Capitalist Democracy
“Barack Obama and the failure of capitalist democracy”, this film explores the historical role of the Democratic Party as the “graveyard of social movements”, the massive influence of corporate finance in elections, the absurd disparities of wealth in the United States, the continuity and escalation of neocon policies under Obama, the insufficiency of mere voting as a path to reform, and differing conceptions of democracy itself.
Lifting the Veil from S DN on Vimeo.
Dagens Citat. Rune Engelbreth Larsen
"I stedet for klassiske liberale dyder om den enkeltes individualitet og integritet og menneskerettigheders værn om individet i kontrast til statsmagten og konforme massebevægelser, har vi fået Pinds håndsrækning til nationalprotestantismens mumificerede kulturchauvinisme som sindelagsdiktat. "
fredag den 11. marts 2011
Dagens citat: C.S. Lewis.
"The greatest evil is not now done in those sordid "dens of crime" that Dickens loved to paint. It is not done even in concentration and labour camps. In those we see its final result. But it is conceived and ordered, moved, seconded, carried and minuted, in clean, carpeted, warmed and well-lighted offices, by quiet men with white collars and cut finger nails and smooth shaven cheeks who do not need to raise their voice. Hence, naturally enough, my symbol for Hell is something like the bureaucracy of a police state or the offices of a thoroughly nasty business concern."
torsdag den 10. marts 2011
onsdag den 9. marts 2011
tirsdag den 8. marts 2011
Skandaløs Hvidvaskning.
Jeg har i dag en artikel på Modkraft.dk's webmagasin Kontradoxa omhandlende den Reagan-klub som Søren Pind, Lykke Friis og Uffe Ellemann-Jensen stiftede på hundredeårsdagen for Reagans fødsel. Jeg kritiserer i artiklen Reagan-klubben for at male et glansbillede af Reagan og jeg anklager dem for forsøg på hvidvaskning og revisionisme. Artiklen kan læses på Modkraft.
Fortsatte massive protester i Bahrain.
Titusinder af demonstranter omringede i søndags regeringsbygningnerne i Manama, Bahrains hovedstad, for at lægge pres på den royale familie for at der gennemføres omfattende reformer. Protestbevægelsen kræver regeringens afgang, reformering af den herskende orden til et konstitutionelt monarki, løsladelse af alle politiske fanger, reformering af valgsystemet, etablering af en ny overgangsregering og en uafhængige undersøgelse af syv protestanters dødsfald siden sammenstødene mellem magthaverne og protestbevægelsen startede for over en uge siden.
Bahrain er en ø-nation som er en vigtig strategisk allieret for USA, idet det amerikanske militærs femte flåde har base i landet hvor man administrerer op mod en femtedel af landarealet. Man støtter fortsat op om den autokratiske kongefamilie, mens man dog iflg. Wall Street Journal, fra officiel side har hævdet, at denne støtte ikke er ubetinget og godt kan ændre sig såfremt styret ikke møder protestbevægelsen med tilbageholdenhed i magtanvendelsen, eller, hvis der kommer oprør i gaderne i stor skala. Sidstnævnte bør imidlertid vække skepsis idet hele 40 pct. af Bahrains befolkning var på gaden samtidig i den hidtil største demonstration mod styret. Hvis ikke 40 pct. af befolkningens simultane protest er et stort nok oprør, hvad er så?
[Check i øvrigt denne interessante baggrundsartikel om den amerikanske alliance med Bahrain, skrevet af den amerikanske mellemøstekspert og professor i politologi Stephen Zunes].
mandag den 7. marts 2011
Fortsatte forfølgelser og mord i Irak.
For fem dage siden skrev jeg et indlæg med titlen "USAs dobbelte standarder" hvor jeg omtalte, at der ugen før var omfattende - og i nogle tilfælde dødbringende - repression rettet mod prostestanter i Irak, hvilket den amerikanske regering ikke fandt grund til at kritisere, mens nabolandet Irans stærkt kritisable, men meget lignende forfølgelser, blev mødt af skarp kritik. Den irakiske regerings repressive virke synes desværre at fortsætte. Om det vil blive mødt af nogen nævneværdig kritik fra officiel hånd vil tiden vise, men indtil videre er hverken mediedækningen eller de vestlige magters kritik på et tilfredstillende endsige prisværdigt niveau.
Orientalisten Thomas Friedman.
Den verdenskendte klummeskribent og politiske kommentator ved New York Times, Thomas Friedman, havde den 2. marts en klumme i avisen hvor han postulerer, at revolutionerne i Mellemøsten blandt andet kan tilskrives Obamas nu så berømte Cairo-tale, samt hans mellemnavn og hudfarve, og at dette var blandt årsagerne til at egypterne rejste sig mod deres (amerikansk støttede) diktator. Denne og Friedmans øvrige årsagsforklaringer gendrives på Counterpunch af Esam al-Amin som anklager Friedman for at være orientalistisk anlagt.
Dagens citat: Geroge Kennan
“USA rummer 50 pct. af verdens rigdomme, men kun 6,3 pct. af dens befolkning. I den situation kan vi ikke undgå at være genstand for misundelse og vrede. Vor egentlige opgave i den kommende tid vil blive at udforme de relationer, der tillader os at bevare denne ulighed, uden at det sker på bekostning af vor nationale sikkerhed. I den hensigt må vi se bort fra al sentimentalitet og dagdrømmeri og over alt koncentrere vor opmærksomhed om vore umiddelbare nationale formål. Vi har ikke behov for at bilde os ind, at vi har råd til uegennytte og velgørenhed. Vi må holde op med at tale om så vage og urealistiske mål som menneskerettigheder, højnelse af levestandarden og demokratisering. Den dag er ikke langt borte, hvor vi må handle ud fra ren magtstrategi. Desto mindre vi hæmmes af idealistiske slagord, desto bedre.”
George Kennan (1948).
søndag den 6. marts 2011
lørdag den 5. marts 2011
Om Vestlig intervention i Libyen.
Det Nationale Libyske Råd har netop offentliggjort, at man har dannet en krisekomite som har til formål at strømline beslutningstagningsprocessen udenrigspoltisk og militært. Rådets formand, den tidligere justitsminister Mustafa Abdel Jalil, opfordrer andre magter til at foretage luftangreb mod Gaddafis styrker, de revolutionære libyere ønsker imidlertid selv at befri landet fra Gaddafis jernnæve, hvorfor man ikke ønsker fremmede magters soldater på libysk jord.
Dagens Citat: Aldous Huxley.
"At least two-thirds of our miseries spring from human stupidity, human malice and those great motivators and justifiers of malice and stupidity: idealism, dogmatism and proselytizing zeal on behalf of religous or political ideas."
fredag den 4. marts 2011
Dagens Citat: Neil Postman.
"We were keeping our eye on 1984. When the year came and the prophecy didn't, thoughtful Americans sang softly in praise of themselves. The roots of liberal democracy had held. Wherever else the terror had happened, we, at least, had not been visited by Orwellian nightmares.
But we had forgotten that alongside Orwell's dark vision, there was another - slightly older, slightly less well known, equally chilling: Aldous Huxley's Brave New World. Contrary to common belief even among the educated, Huxley and Orwell did not prophesy the same thing. Orwell warns that we will be overcome by an externally imposed oppression. But in Huxley's vision, no Big Brother is required to deprive people of their autonomy, maturity and history. As he saw it, people will come to love their oppression, to adore the technologies that undo their capacities to think.
What Orwell feared were those who would ban books. What Huxley feared was that there would be no reason to ban a book, for there would be no one who wanted to read one. Orwell feared those who would deprive us of information. Huxley feared those who would give us so much that we would be reduced to passivity and egoism. Orwell feared that the truth would be concealed from us. Huxley feared the truth would be drowned in a sea of irrelevance. Orwell feared we would become a captive culture. Huxley feared we would become a trivial culture, preoccupied with some equivalent of the feelies, the orgy porgy, and the centrifugal bumblepuppy. As Huxley remarked in Brave New World Revisited, the civil libertarians and rationalists who are ever on the alert to oppose tyranny "failed to take into account man's almost infinite appetite for distractions". In 1984, Huxley added, people are controlled by inflicting pain. In Brave New World, they are controlled by inflicting pleasure. In short, Orwell feared that what we hate will ruin us. Huxley feared that what we love will ruin us."
Neil Postman i "Amusing Ourselves to Death".
Kritik af Politikens dækning af Israels praksis i de besatte områder.
På det meget anbefalelsesværdig danske site Medieoplysning.dk har den generelt læseværdige og opvakte medieanalytiker, Uffe Kaels Auring, en meget interessant kritik af Politikens dækning af Israels magtpraksis i de besatte områder, nærmere bestemt af den overlagte forarmelsespolitik man fører mod indbyggerne i Gaza. Uffe Kaels Auring vurderer at Politikens dækning er præget af misrepræsentationer og udeladelser.
torsdag den 3. marts 2011
Prof. Stephen Zunes om USAs forhold til Bahrain.
Den amerikanske ekspert i mellemøstlige forhold og professor i politologi, Stephen Zunes, har skrevet en interessant artikel om Bahrains historie, oprørene i landet og ø-nationens alliance med USA. Uddrag:
..."The fortress-like U.S. embassy in Manama is probably the largest embassy relative to the population of the host country of any in the world. The U.S. military in Bahrain, which directs the Fifth Fleet and the U.S. Naval Central Command, controls roughly one-fifth of this small nation, making the southern part of the island essentially off-limits to Bahrainis. For more than 20 years, approximately 1,500 Americans have been stationed at the base (which the U.S. government refers to as a “forward operations center”), supporting operations and serving as homeport for an additional 15,000 sailors. As University of California–Irvine Professor Mark LeVine describes it, “If the United States is Egypt's primary patron, in Bahrain it is among the ruling family's biggest tenants.” Former Chairman of the Joint Chiefs of Staff Admiral William Crowe once told me in an interview that Bahrain was “pound for pound, man for man, the best ally the United States has anywhere in the world.” [..]
In the aftermath of the nonviolent overthrow of Egyptian dictator Hosni Mubarak, President Obama warned other Middle Eastern leaders that they should "get ahead of the wave of protest" by quickly moving toward democracy. Even though his February 15 press conference took place during some of the worst repression in Bahrain, he chose not to mention the country by name. In the face of Bahraini security forces unleashing violence on peaceful protesters, Obama insisted that "each country is different, each country has its own traditions; America can't dictate how they run their societies." Although certainly a valid statement in itself, in this case it appears to have been little more than a rationalization for silence in the face of extreme violence by an autocratic ally. Indeed, the United States has hardly been silent in the face of the ongoing repression by the authoritarian regime in Libya, even though elements of the pro-democracy movement in that country, unlike in Bahrain, have taken up arms.
Meanwhile, on February 23, U.S. Admiral Mike Mullen, chairman of the Joint Chiefs of Staff, came to Bahrain to meet King Hamad and Crown Prince Salman, who serves as commander-in-chief for the Bahraini armed forces. According to Mullen’s spokesman, Navy Captain John Kirby, the admiral “reaffirmed our strong commitment to our military relationship with the Bahraini defense forces.” And, despite the massacres of the previous week, he thanked the Bahraini leaders “for the very measured way they have been handling the popular crisis here.”...
Dagens citat: Voltaire.
"It is forbidden to kill; therefore all murderers are punished unless they kill in large numbers and to the sound of trumpets."
Nationalistisk bias blandt amerikanske journalister.
I sagen om Raymond Davis, en amerikansk CIA agent som lige nu er tilbageholdt i Pakistan for dobbeltmord, får vi et interessant indblik i ledende medlemmer af den amerikanske presses nationalistiske tilbøjeligheder og hvordan disse afspejler sig i deres rapporteringer (eller i dette tilfælde mangel på samme).
Den amerikanske avis New York Times var, i modsætning til den engelske avis The Guardian, tilbageholdne med at fortælle deres læsere, at Raymond Davis ikke var en amerikansk diplomat, men derimod en CIA agent. Den tidligere embedsmand under Bush-administration, Jack Goldsmith, forsvarer dette, idet han mener det er udtryk “for et lidet værdsat fænomen” nemlig en patriotisme som gennemsyrer den amerikanske presses ledende skribenter indenfor sikkerhedspolitiske anliggender. Et fænomen som Goldsmith mener er en god ting. Goldsmith citerer endvidere i sit forsvar af New York Times redaktionelle linje den amerikanske general Michael Hayden som har sagt, at amerikanske journalister udviser “villighed til at samarbejde med os [den amerikanske udøvende magt]” når det kommer til sikkerhedspolitiske anliggender. Den amerikanske blogger og forfatningsadvokat Glenn Greenwald finder dette særdeles kritisabelt i en anbefalelsesværdig kommentar på sin blog:
Den amerikanske avis New York Times var, i modsætning til den engelske avis The Guardian, tilbageholdne med at fortælle deres læsere, at Raymond Davis ikke var en amerikansk diplomat, men derimod en CIA agent. Den tidligere embedsmand under Bush-administration, Jack Goldsmith, forsvarer dette, idet han mener det er udtryk “for et lidet værdsat fænomen” nemlig en patriotisme som gennemsyrer den amerikanske presses ledende skribenter indenfor sikkerhedspolitiske anliggender. Et fænomen som Goldsmith mener er en god ting. Goldsmith citerer endvidere i sit forsvar af New York Times redaktionelle linje den amerikanske general Michael Hayden som har sagt, at amerikanske journalister udviser “villighed til at samarbejde med os [den amerikanske udøvende magt]” når det kommer til sikkerhedspolitiske anliggender. Den amerikanske blogger og forfatningsadvokat Glenn Greenwald finder dette særdeles kritisabelt i en anbefalelsesværdig kommentar på sin blog:
“Leave aside just for the moment the question of whether it's good or bad for American journalists to allow such nationalistic allegiances to mold their journalism. One key point is that allowing such loyalties to determine what one reports or conceals is a very clear case of bias and subjectivity: exactly what most reporters vehemently deny they possess. Many establishment journalists love to tout their own objectivity -- insisting that what distinguishes them from bloggers, opinionists and others is that they simply report the facts, free of any biases or policy preferences. But if Goldsmith is right -- and does anyone doubt that he is? -- then it means that "the American press" generally and "senior American national security journalists" in particular operate with a glaring, overwhelming bias that determines what they do and do not report: namely, the desire to advance U.S. interests.”
Amnesty Internationale kritiserer behandlingen af Bradley Manning.
Whistlebloweren Bradley Manning, den amerikanske soldat der forsynede Wikileaks med de kontroversielle ambassadetelegrammer, bliver fortsat tilbageholdt på en amerikansk militærbase uden rettergang og under kritisable forhold iflg. menneskerettighedsorganisationen Amnesty International som skriver på deres hjemmeside, at Manning “har været tilbageholdt i en sparsomt møbleret enecelle uden en pude, lagner og personlige ejendele siden juli.” Manning er endvidere under specielt opsyn begrundet med risiko for selvmord. Dette bekymrer Amnesty International som på organisationens hjemmeside skriver følgende: “Vi er bekymrede for, at betingelserne som Bradley Manning er blevet påført, er unødvendigt hårde og ensbetydende med inhuman behandling fra de amerikanske autoriteters side. Manning er ikke blevet dømt for nogen forbrydelse men de militære autoriteter forekommer at bruge alle tilgængelige midler for at straffe ham mens han er i detention. Dette underminerer USA's forpligtelse til princippet om formodet uskyldighed”.
USA's brug af contractors møder intern kritik.
Brugen af private firmaer, de såkaldte contractors, i genopbygningen af Irak og Afghanistan har i lang tid været en kontroversiel praksis. I mandags bragte Huffington Post en artikel hvor vi lærer, at contractors som har svindlet for anseelige summer igen bliver hyret til at udføre arbejde for den amerikanske regering da tilsynet med dem er ringe og mødt af mange forhindringer.
onsdag den 2. marts 2011
DFs Finn Rudaizky kontra virkelighedens verden.
Medlem af borgerrepræsentationen i København for Dansk Folkeparti, Finn Rudaizky, hævder i forlængelse af, at man fra Københavns Kommunes side i sidste uge valgte at hylde de hjemvendte soldater som helte, at "Soldaterne er unge mennesker, der har sat livet på spil for demokrati og humanistiske værdier." Hvilket altså var grunden til at kommunens lokalpolitikere mente, at man burde hylde dem. Det er selvfølgelig meget muligt at det er den selvforståelse soldaterne har, men det er ikke desto mindre milevidt fra virkelighedens verden af følgende grunde.
1) Udover Pakistan, er NATOs vigtigste regionale samarbejdspartner i krigen mod Afghanistan et af verdens værste diktaturer, nemlig Uzbekistan. I Uzbekistan er tortur under afhøring normalt, herunder tortur af børn foran deres forældre og anal voldtægt med smadrede flasker. Regimet er endvidere kendt for at koge folk levende. Det er desuden iflg. Transparency International et af de mest korrupte lande i verden. Jeg kan anbefale at læse Human Rights Watchs dækning af forholdene i landet for en nærmere gennemgang.
2) Marionetstyret i Kabul som ledes af Hamid Karzai er bundkorrupt og der har gennem årene været mange rapporter om at medlemmer højt oppe i administrationens hierarki, herunder Karzais egen bror, er involveret i narkotihandlen og produktionen, som desuden er eksploderet efter invasionen. Respekten for demokrati kan i Karzai-styrets tilfælde ligge på et meget lille sted.
3) USA og andre vestlige lande, såsom Frankrig, har ingen problemer med at støtte diverse repressive regimer i den øvrige del af den muslimske verden, men lige i Afghanistans tilfælde skulle man altså have den største interesse for folkets velbefindende, samt i demokratisering og humanitære værdier. Check eventuelt min gennemgang fra den 20. Januar i år omhandlende USAs nuværende, og i Egyptens tilfælde forhenværende, støtte til repressive regimer i den muslimske verden.
4) Grunden til at man overhovedet har et problem med talebanisering og jihadisme i Afghanistan, har i høj grad at gøre med den udenrigspolitik man fra amerikansk side har ført i regionen. I 1980erne støttede man aktivt jihadisten og fundamentalisten General Zia ul-Haq, Pakistans diktator. Under Zia blev der bygget i hundredevis af koranskoler langs den afghansk-pakistanske grænse, mens den pakistanske efterretningstjeneste ISI i samarbejde med CIA trænede titusindevis af hellige krigere til brug mod Sovjetunionens invasion af Afghanistan. Dette var sædekornene til såvel Al Qaeda som til Taleban og derfor også til den nuværende krig.
Det er med ovenstående in mente derfor ret svært at tage seriøst, at soldaterne skulle kæmpe for demokratiske og humanitære værdier i Afghanistan, da mange af de lande som de befinder sig i landet på vegne af, ganske tydeligt har demonstreret gang på gang, at demokrati og humanisme er noget man taler meget om, mens afstanden mellem tale og handling er enorm i udenrigspolitiken. Det er i øvrigt nærmest komisk at skulle høre en repræsentant for Dansk Folkeparti tale hjerteligt om humanitære værdier, for er der noget partiet aldrig har været kendt for er det forkærlighed for humanisme.
1) Udover Pakistan, er NATOs vigtigste regionale samarbejdspartner i krigen mod Afghanistan et af verdens værste diktaturer, nemlig Uzbekistan. I Uzbekistan er tortur under afhøring normalt, herunder tortur af børn foran deres forældre og anal voldtægt med smadrede flasker. Regimet er endvidere kendt for at koge folk levende. Det er desuden iflg. Transparency International et af de mest korrupte lande i verden. Jeg kan anbefale at læse Human Rights Watchs dækning af forholdene i landet for en nærmere gennemgang.
2) Marionetstyret i Kabul som ledes af Hamid Karzai er bundkorrupt og der har gennem årene været mange rapporter om at medlemmer højt oppe i administrationens hierarki, herunder Karzais egen bror, er involveret i narkotihandlen og produktionen, som desuden er eksploderet efter invasionen. Respekten for demokrati kan i Karzai-styrets tilfælde ligge på et meget lille sted.
3) USA og andre vestlige lande, såsom Frankrig, har ingen problemer med at støtte diverse repressive regimer i den øvrige del af den muslimske verden, men lige i Afghanistans tilfælde skulle man altså have den største interesse for folkets velbefindende, samt i demokratisering og humanitære værdier. Check eventuelt min gennemgang fra den 20. Januar i år omhandlende USAs nuværende, og i Egyptens tilfælde forhenværende, støtte til repressive regimer i den muslimske verden.
4) Grunden til at man overhovedet har et problem med talebanisering og jihadisme i Afghanistan, har i høj grad at gøre med den udenrigspolitik man fra amerikansk side har ført i regionen. I 1980erne støttede man aktivt jihadisten og fundamentalisten General Zia ul-Haq, Pakistans diktator. Under Zia blev der bygget i hundredevis af koranskoler langs den afghansk-pakistanske grænse, mens den pakistanske efterretningstjeneste ISI i samarbejde med CIA trænede titusindevis af hellige krigere til brug mod Sovjetunionens invasion af Afghanistan. Dette var sædekornene til såvel Al Qaeda som til Taleban og derfor også til den nuværende krig.
Det er med ovenstående in mente derfor ret svært at tage seriøst, at soldaterne skulle kæmpe for demokratiske og humanitære værdier i Afghanistan, da mange af de lande som de befinder sig i landet på vegne af, ganske tydeligt har demonstreret gang på gang, at demokrati og humanisme er noget man taler meget om, mens afstanden mellem tale og handling er enorm i udenrigspolitiken. Det er i øvrigt nærmest komisk at skulle høre en repræsentant for Dansk Folkeparti tale hjerteligt om humanitære værdier, for er der noget partiet aldrig har været kendt for er det forkærlighed for humanisme.
Lokalisering, ikke globalisering.
Visit msnbc.com for breaking news, world news, and news about the economy
USAs Dobbelte Standarder.
Den amerikanske administration var længe om at støtte op om oprøret i Egypten mod den amerikansk støttede diktator Hosni Mubarak. Hillary Clinton sagde så sent som den 25. januar, at hun anså regimet for stabilt og at hendes ministeriums vurdering af situationen var, at Mubarak-regimet ville efterkomme den egyptiske befolknings legitime krav. Det var først da begivenhederne havde udfoldet sig således at alt tydede på Mubaraks fald, at man begyndte at støtte op om folket, sandsynligvis i håb om fortsat indflydelse i et eventuelt fremtidigt demokratisk Egypten.
Når det kommer til Iran, et diktatur som ikke er på god fod med USA, har man imidlertid ikke de store problemer med at komme med hurtig og hård kritik af den gældende magtpraksis. I en udtalelse fra forleden lød der således kraftige fordømmelser fra Det Hvide Hus idet det hed sig at man “kraftigt [fordømte] den iranske regerings organiserede skræmmekampagne og arrestationerne af politiske skikkelser, menneskerettighedsforkæmpere, politiske aktivister, studerendes ledere, journalister og bloggere.”
I nabolandet Irak fængslede den amerikansk støttede Nouri al-Maliki-regering i sidste uge 300 journalister, advokater og intellektuelle for at stoppe igangværende protester imod regeringen, mens op mod tredive mennesker blev dræbt. Til trods for den bemærkelsesværdige lighed med det iranske regimes repressive magtudøvelse er dette imidlertid ikke blevet mødt af nogen kritik fra den amerikanske regerings side.
Heller ikke den fortsatte ekspansion af de jødiske bosættelser i de besatte områder, som er ulovlige i henhold til gældende international lov, møder nogen nævneværdig modstand fra den amerikanske regering. Tværtimod vetoede man fra amerikansk side for nylig en resolution i sikkerhedsrådet som fordømte den israelske bosættelsespolitik.
De dobbelte standarder er derfor ganske iøjnefaldende. Når usamarbejdsvillige regimer begår voldshandlinger mod egen befolkning bliver det mødt af hård kritik, mens samarbejdsvillige og formålstjenlige statlige aktørers voldshandlinger enten mødes med tavshed, udenomssnak eller decideret opbakning, som i det israelske tilfælde. Ikke at dette på nogen måde er nogen nyhed.
Når det kommer til Iran, et diktatur som ikke er på god fod med USA, har man imidlertid ikke de store problemer med at komme med hurtig og hård kritik af den gældende magtpraksis. I en udtalelse fra forleden lød der således kraftige fordømmelser fra Det Hvide Hus idet det hed sig at man “kraftigt [fordømte] den iranske regerings organiserede skræmmekampagne og arrestationerne af politiske skikkelser, menneskerettighedsforkæmpere, politiske aktivister, studerendes ledere, journalister og bloggere.”
I nabolandet Irak fængslede den amerikansk støttede Nouri al-Maliki-regering i sidste uge 300 journalister, advokater og intellektuelle for at stoppe igangværende protester imod regeringen, mens op mod tredive mennesker blev dræbt. Til trods for den bemærkelsesværdige lighed med det iranske regimes repressive magtudøvelse er dette imidlertid ikke blevet mødt af nogen kritik fra den amerikanske regerings side.
Heller ikke den fortsatte ekspansion af de jødiske bosættelser i de besatte områder, som er ulovlige i henhold til gældende international lov, møder nogen nævneværdig modstand fra den amerikanske regering. Tværtimod vetoede man fra amerikansk side for nylig en resolution i sikkerhedsrådet som fordømte den israelske bosættelsespolitik.
De dobbelte standarder er derfor ganske iøjnefaldende. Når usamarbejdsvillige regimer begår voldshandlinger mod egen befolkning bliver det mødt af hård kritik, mens samarbejdsvillige og formålstjenlige statlige aktørers voldshandlinger enten mødes med tavshed, udenomssnak eller decideret opbakning, som i det israelske tilfælde. Ikke at dette på nogen måde er nogen nyhed.
USA: Over $1.2 billioner til national sikkerhed i 2012.
Det er næppe nogen stor hemmelighed at den amerikanske økonomi fortsat har svært ved at komme sig oven på finanskrisen, men selvom dette er velkendt er det svært at tyde udfra supermagtens økonomiske prioriteringer, idet tallene som udgør det enorme forventede nationale sikkerhedsbudget for 2012, alt i alt løber op i over $1.2 billioner (am. trillion). Christopher Hellman har en gennemgang af budgettet på Counterpunch.
Le Scandal.
Revolutionerne i den arabiske verden har også haft interessante konsekvenser i Europa, nærmere bestemt i Frankrig, hvor regeringens respons på de revolutionære begivenheder i Mellemøsten har vakt harme og modstand. Den franske udenrigsminister Michèle Alliot-Marie måtte den 27. februar gå af efter blot fire måneder på posten. Årsagen var at Alliot-Marie den 11. Januar, på et tidspunkt hvor Ben Ali-regimet allerede havde dræbt mindst 35 protestanter, tilbød at støtte op om diktatoren og hjælpe med at løse hans sikkerhedsproblem. Dette fik en række franske oppositionspolitikere, herunder den tidligere premierminister Laurent Fabius, til at kræve ministerens afgang. Dette er imidlertid blot en del af en større fortælling om Sarkozy-regeringens forkærlighed for samarbejde med nordafrikanske diktatorer. Newsweeks korrespondent i Frankrig, Eric Pape, har skrevet en læseværdig gennemgang af hvad han betegner som Le Scandal.
tirsdag den 1. marts 2011
Analyse: Irak har fortsat diktatoriske træk.
Iraq's burgeoning protest movement shows that the country may have more in common with other Arab dictatorships than the United States would care to admit [..]Foreign Policy: "Up in Arms."
A generation of Iraqis has grown up with even less control over their lives than youth elsewhere in the Arab world. They went from brutality and scarcity under Saddam Hussein to a U.S.-led liberation they never asked for. Foreign troops patrolled their streets, searched their houses at night, yelled at them in a language they didn't understand, and, as the WikiLeaked war logs show, killed without good reason. The ensuing chaos placed them at the mercy of Iraq's fearsome militias. And now, they're living under a prime minister who is undermining some of the crucial checks and balances that are meant to make the Iraqi government accountable to its people [..]
There is more to democracy than elections, and, in some crucial ways, Iraq is becoming more autocratic. Iraq's Supreme Court ruled in January that several independent institutions -- including the central bank, the Independent High Electoral Commission (IHEC), and human rights and anti-corruption committees -- should be under the control of the government's council of ministers led by Maliki. The prime minister's critics have accused him of pressuring the court to issue the ruling. The bloc led by Ayad Allawi, the former interim prime minister and Maliki's rival, issued a statement condemning the verdict as "a coup against democracy."
This decision will have a significant and pernicious effect on Iraq's nascent democratic system. Qassim Aboudi, an Iraqi judge and IHEC official, condemned the Supreme Court's decision, raising fears that future elections could see more meddling if the elections commission is not politically independent. The human rights committee is also an important check on the security services' behavior. A recent Human Rights Watch report, detailing abuses at secret prisons run by a security force close to the prime minister, is just the latest example of the sort of issue that the committee cannot be expected to investigate objectively if it is under political control.
Bob Woodward kritiserer Donald Rumsfeld.
Den legendariske amerikanske journalist Bob Woodward, bedst kendt for sine afsløringer i Watergate-skandalen der væltede den amerikanske præsident Richard Nixon, kritiserer i skarpe vendinger forhenværende forsvarsminister Donald Rumsfeld i et gæsteindlæg på Foreign Policy's site:
Rumsfeld's memoir is one big clean-up job, a brazen effort to shift blame to others -- including President Bush -- distort history, ignore the record or simply avoid discussing matters that cannot be airbrushed away. It is a travesty, and I think the rewrite job won't wash.Læs resten her.
The Iraq War is essential to the understanding of the Bush presidency and the Rumsfeld era at the Pentagon. In the book, Rumsfeld tries to push so much off on Bush. That is fair because Bush made the ultimate decisions. But the record shows that it was Rumsfeld stoking the Iraq fires -- facts he has completely left out of his memoir...
Gene Sharp: "From Dictatorship to Democracy".
Den amerikanske politilog Gene Sharp, som er blevet kaldt "den ikke-voldelige krigsførelses Clausewitz," skrev tilbage i 1990erne en læseværdig manual i ikke-voldelig modstand mod diktatoriske styreformer med titlen "From Dictatorship to Democracy." Manualen er blevet anvendt med succes af forskellige demokratiske oprørsbevægelser verden over. Den kan dowloades gratis her.
Analyse: Saudi-araberne er klar til politisk forandring.
Saudi Arabia is ripe for change. Despite its image as a fabulously wealthy realm with a quiescent, apolitical population, it has similar economic, demographic, social, and political conditions as those prevailing in its neighboring Arab countries. There is no reason to believe Saudis are immune to the protest fever sweeping the region.Foreign Policy.
mandag den 28. februar 2011
Wikileaks: Et interessant indblik i den Saudi-Arabiske kongefamilies økonomi.
LONDON (Reuters) - When Saudi King Abdullah arrived home last week, he came bearing gifts: handouts worth $37 billion, apparently intended to placate Saudis of modest means and insulate the world's biggest oil exporter from the wave of protest sweeping the Arab world.Raw Story: "‘Royal welfare’ costs Saudis tens of billions every year, leaked cables reveal."
But some of the biggest handouts over the past two decades have gone to his own extended family, according to unpublished American diplomatic cables dating back to 1996.
The cables, obtained by WikiLeaks and reviewed by Reuters, provide remarkable insight into how much the vast royal welfare program has cost the country -- not just financially but in terms of undermining social cohesion.
Dagens citat: Stig Dalager.
Mens vækstkurven i nationaløkonomien er for nedadgående og hundredtusinder af husejere som teknisk insolvente sidder fanget i en gældsfælde oven på den overophedede økonomi under Fogh Rasmussens kortsigtede lederskab, er vækstkurven for skandalesager omkring den nedslidte regering for opadgående:Fra kronikken "De trækker stikket til folkestyret ud"
Lederen af Det Konservative Folkeparti, Lene Espersen, måtte gå af som følge af dårlige udenrigsministerielle prioriteringer og i bedste fald vildledende ministersvar i Folketinget; Lars Løkke Rasmussen har klare forklaringsproblemer omkring en sandsynlig overbetaling til private hospitaler; Bertel Haarder gik amok på en TVA-journalist, fordi han stiller et uskyldigt kritisk spørgsmål i forbindelse med Haarders embedsførelse; tidligere forsvarsminister Søren Gade forlod sin ministerpost i skyggen af flere lækagesager, og efter hans afgang anklages han af sin tidligere spindoktor for at have lækket statshemmeligheder om jægerkorpset; Henriette Kjær, der en gang tidligere måtte forlade en ministerpost på grund af ægtemandens økonomiske uregelmæssigheder, måtte trække sig som ordfører i Det Konservative Folkeparti på grund af angiveligt endnu flere af slagsen; tidligere videnskabsminister Helge Sander synes at være dybt involveret i den voksende skandale omkring hjerneforskeren Milena Penkowa – en skandale, der i sig selv er ved at blive et symptom på den elite- og konkurrencementalitet og den demokratisk udhulede ledelse af universiteterne, som regeringen har fremmet.
torsdag den 17. februar 2011
fredag den 11. februar 2011
En Amerikansk Allieret Står for Fald.
Da Barack Obama gav sit første interview som amerikansk præsident til BBC i juni 2009, beskrev han Hosni Mubarak som en "stålsat allieret" og "en stabiliserende kraft i regionen". Til spørgsmålet "anser du Mubarak for at være en autoritær leder?" svarede Obama "nej" og tilføjede "jeg undlader at sætte mærkater på folk".
Holdningsmæssigt må disse udtalelser betegnes som en kovending. Små syv år tidligere, da Barack Obama den 2. oktober 2002 talte ved en anti-krigsdemonstration i Chicago, inkluderede talen hård kritik af USA's allierede i Ægypten og Saudi-Arabien:
"Lad os kæmpe for at sikre os, at vores såkaldte allierede i Mellemøsten, saudierne og ægypterne, stopper med at undertrykke deres egne befolkninger, at undertrykke regeringskritik, og at tolere korruption og ulighed, samt at misligeholde deres økonomier, så deres unge vokser op uden uddannelse, udsigter og uden håb, beredvillige rekrutter for terrorceller.”
Noget havde altså ændret sig, men det var ikke Mubarak-regimets magtpraksis, idet man ufortrø-dent fortsatte styrets voldshandlinger mod Ægyptens befolkning. Kan det tænkes, at Barack Obama og hans administration simpelthen ikke var bevidste om dette? Svaret er nej. I det amerikanske udenrigsministeriums egen menneskerettighedsrapport fra 2009 gør man sig ingen illusioner mht. Ægypten. Om tilstanden i landet i 2008 hedder det:
“Regeringens respekt for menneskerettigheder forblev lav, og seriøse misbrug fortsatte på mange områder … Sikkerhedsstyrkerne brugte uberettiget dødbringende vold og torturerede og misbrugte fanger og tilbageholdne, i de fleste tilfælde straffrit. Vilkårene i fængsler og arrester var dårlige. Sikkerhedsstyrker anholdte og tilbageholdte individer vilkårligt, i nogle tilfælde af politiske grunde, og man holdt dem langvarigt varetægtsfængslede. Den udøvende magt udøvede kontrol over og pres på den dømmende magt. Regeringens respekt for foreningsfriheden og religionsfriheden vedblev med at være lav gennem året og regeringen fortsatte med at begrænse NGO'ers virke. Regeringen begrænsede delvis ytringsfriheden.”
Til trods for ovenstående rapport om menneskerettighedernes og frihedsrettighedernes svære vilkår i Ægypten, fortsatte den økonomiske og militære støtte til den ægyptiske diktaturstat imidlertid under Obama. I en officiel rapport til Kongressen dateret 16. september 2010 får vi at vide, at den årlige støtte på cirka 3 milliarder dollars, som man hvert år har ydet til Ægypten siden 1979, var blevet reduceret en smule i 2009, idet Ægypten i 2009 "kun" modtog $200 millioner i økonomisk støtte og $1.3 milliarder i militær støtte. Reduktionen i støtten skyldtes til dels, at man havde skåret den økonomiske støtte ned til det halve, og dermed fjernet den del af støtten, som skulle gå til demokratifremmende formål. Om den militære støtte hedder det endvidere at: “Selv om der ikke eksisterer nogle verificerbare tal vedrørende Ægyptens totale militære udgifter, estimeres det, at amerikansk militærbistand dækker op mod 80% af forsvarsministeriets udgifter til fremskaffelse af våben.” Disse våben købes for en stor dels vedkommende i USA. hvorfor der altså synes at være tale om delvis skjult subsidiering af det amerikanske militær-industrielle kompleks.
Cairo-talen.
I sin nu berømte Cairo-tale gjorde Barack Obama det klart, at han var en dedikeret tilhænger af demokrati og menneskerettigheder: “Jeg har en urokkelig tro på, at alle mennesker længes efter visse ting; muligheden for at sige hvad man mener og til at have noget at skulle have sagt, hvad angår måden man bliver styret på; tillid til retssikkerheden og den ensartede administration af retfærdigheden; en regering som er gennemsigtig og som ikke stjæler fra folket; friheden til at leve som man ønsker. Disse er ikke kun amerikanske idéer, de er menneskerettigheder, og det er derfor, vi støtter dem alle vegne.”
Mange steder i den muslimske verden havde man imidlertid nok vanskeligt ved at se sammenhængen mellem retorikken og realiteterne, måske først og fremmest fordi man havde valgt at holde talen i Cairo, hovedstaden i Hosni Mubaraks amerikansk-støttede politistat, hvor ytringsfriheden, retssikkerheden, gennemsigtigheden og menneskerettighederne mestendels glimrer ved deres fravær. Dernæst var inkonsistensen mellem Obama's prisværdige værditilkendegivelser og så det faktum, at USA støtter en anseelig andel af Mellemøstens øvrige diktaturer både militært og økonomisk, nok smerteligt iøjnefaldende for mange. Sidst men ikke mindst lod fraværet af en kritisk stillingtagen til Israels krig mod Gaza nok meget tilbage at ønske for den muslimske verdens indbyggere.
Mange tænkte imidlertid nok også, at de ville give Obama tid til at bevise, at han rent faktisk mente sine ord, for Cairo-talen løb trods alt af stabelen samme år, som han tiltrådte som præsident, hvorfor tiden til at implementere de lovede forandringer havde været ret begrænset. Desværre har de nok endnu engang måttet sande, at der eksisterer en uforenelig afstand mellem tale og handling hos det amerikanske lederskab.
Det er imidlertid ikke kun inden for rammerne af Mellemøsten, at kløften mellem de proklamerede værdier og virkeligheden synes ganske udtalt. Hvis gennemsigtighed er blandt Obama's kerneværdier, har den i hvert fald været gemt godt af vejen i hele forløbet omkring Wikileaks' lækage af de amerikanske telegrammer! Hvis tillid til retssikkerheden ligger præsidentens hjerte så nært, hvordan hænger dette så sammen med fortsættelsen af Guantamo-lejren og de stærkt kritisable renditionsprogrammer, samt med den manglende ophævelse af Patriot Act, Military Commissions Act og Obama-administrationens immunisering af de teleselskaber, som udførte omfattende illegale aflytninger af den amerikanske befolkning under Bush II?
Et mønster viser sig.
USA's udenrigsminister Hillary Clinton opfordrede d. 25. januar Mubarak til reformer og gentog Cairo-talens ordlyd, men desværre sagde hun også i samme åndedrag, at den amerikanske administration anså Mubaraks regime for at være “stabilt”, og at den amerikanske vurdering af hændelserne i Ægypten var, at Mubaraks regering “leder efter måder, hvorpå man kan besvare det ægyptiske folks legitime behov og interesser.” Hosni Mubarak var altså pludselig kommet på bedre tanker efter tre årtiers jernnæve og undtagelsestilstand, hvis vi skal tro Hillary Clinton.
Talsmand for Det Hvide Hus, Robert Gibbs, omtalte Mubarak som en “nær og vigtig allieret” den 26. januar, og selveste præsidenten understregede den 27. januar den for USA gavnlige alliance med Mubarak. I stedet for at insistere på demokratisk forandring håbede han blot på, at Mubarak gjorde fremskridt mht. at reformere landet. Som dagene er gået, er et mønster begyndt at vise sig. Man har kontinuerligt opfordret begge sider af konflikten til at handle tilbageholdent og opfordret til en “ordentlig overgang”, hvilket synes at involvere bred vestlig opbakning til vicepræsident Omar Suleiman som spydspids for en overgangsregering frem til Mubaraks proklamerede tilbagetræden i september. Suleiman er imidlertid ikke mindre forhadt blandt ægypterne end Mubarak og hans familie, hvorfor han for ægypterne blot signalerer mere af det samme. Opbakning af Suleiman er desuden ganske interessant, apropos de mange fine ord om retssikkerhed og demokrati, idet Sulei-man har været en stærk støtte i CIAs extraordinary renditions program i kraft af sin tidligere stilling som leder af den ægyptiske efterretningstjeneste.
Frygt for islamisering?
De amerikanske udmeldinger bør for nogle ses som udtryk for frygt for en islamisering af Ægypten i tilfælde af Mubaraks fald, men virker dette egentlig plausibelt? USA støtter trods alt fortsat aktivt Saudi-Arabiens kong Abdullah, selvom monarkens styre må betegnes som alt andet end moderat, og historisk har man da heller ikke været tilbageholden med støtte til fundamentalistiske regimer eller grupperinger i den muslimske verden. Dette var eksempelvis tilfældet under Reagan, hvor man ganske aktivt støttede op om den fundamentalistiske pakistanske diktator Muhammed Zia ul-Haq.
I det ægyptiske tilfælde har denne påståede frygt selvfølgelig at gøre med Det Muslimske Broderskabs mulige rolle i et post-revolutionært Ægypten, men kan broderskabets ageren i de senere år betegnes som egentlig islamistisk? Det er der ikke meget, der tyder på. Tværtimod tyder meget på, at der er sket en reformering af Det Muslimske Broderskab gennem det seneste tiår. Alene repræsentanterne for organisationens handlinger i det ægyptiske parlament peger tydeligt i retning af dette, idet man komparativt set har ageret forbilledligt demokratisk i den parlamentariske proces. Dermed ikke sagt, at Det Muslimske Broderskab er sprunget ud som liberale demokrater af vestligt tilsnit, men at betegne broderskabet af i dag som 'islamistisk' er at tegne en karikatur af de faktiske forhold.
Realisterne og legitimitetsproblematikken.
Fremtrædende repræsentanter for den realistiske skole har bifaldet den amerikanske diplomatiske intervention i den gryende ægyptiske revolution og betegnet den som vellykket under omstændig-hederne. Man har fremhævet, at selvom man ikke offentlig har fremsat noget ufravigeligt krav om demokratisering, kan det meget vel være, at noget sådant er blevet foreslået i magtens korridorer. Denne vurdering hviler imidlertid på forudantagelsen af interventionens legitimitet, men hvori består denne legitimitet egentlig, da de amerikanske handlinger vel bør vurderes i kontekst af, at man fra amerikansk side blander sig i interne ægyptiske forhold, hvor befolkningen ikke har haft nogen som helst mulighed for på demokratisk vis at påvirke det amerikanske lederskabs sammensætning? Den diplomatiske intervention forekommer, uanset dens karakter, at være svært forenelig med tilkendegivelserne af, at man anser demokratiske processer, hvor befolkningen giver udtryk for deres tilhørsforhold og interesser, som noget man både foretrækker og anbefaler, idet ingen i Ægypten har stemt på det amerikanske lederskab.
Strategiske krav.
Obama-administrationens nylige krav til Hosni Mubarak bør nok vurderes som værende af strategisk snarere end af principiel karakter. Havde kravene været af principiel karakter ville lignende krav følgelig skulle stilles til USA's øvrige diktatoriske samarbejdspartnere, hvilket ikke har været tilfældet. Bemærk at Obama-administrationen ikke i samme ombæring beder Islam Karimov om at reformere Uzbekistan, endsige træde tilbage. Man beder ikke, i overensstemmelse med den herskende internationale konsensus, Israel om at forlade de besatte områder og trække sig tilbage til 1967 grænserne. Man beder ikke Saudi-Arabiens lederskab om at ophøre med at krænke befolkningens menneskerettigheder og med at undertrykke landets indbyggere. Disse amerikansk støttede udøvere af statslig vold er fortsat stabile, hvorfor man tilsyneladende vægter deres fortsatte formålstjenstlighed højere end de påståede idealer.
Den kyniske realpolitik udstilles netop nu og graveres yderligere af kløften mellem tale og handling. Læren synes (fortsat) at være, at så længe et diktatur er formålstjenstligt og stabilt, mødes regimets ledelse højst af kritik, som ikke bakkes op af egentlige samarbejdsmæssige konsekvenser. Destabiliseres regimet imidlertid i en sådan grad, at alt peger på dets fald, ændrer man strategi i håb om fortsat at kunne udøve indflydelse i landet under den kommende orden. Den strategiske kritik kan imidlertid meget vel risikere at blive mødt med enten skuldertræk eller vrede blandt ægypterne, og man fristes da også til at spørge, hvorfor en eventuel demokratisk orienteret regering i et post-diktatorisk Ægypten skulle være interesseret i fortsat amerikansk støtte og regeringssamarbejde med supermagten?
En supermagt taber terræn.
Hvis rygterne om, at Mubarak-familien besidder en formue i størrelsesordenen flere hundrede milliarder dollars, er blot tilnærmelsesvis sande, synes den mest åbenlyse handlingsplan at være, at man først og fremmest forsøger at fravriste denne illegitimt rekvirerede formue fra Mubarak-familien. Skulle dette lykkes, vil man ikke have stor bevæggrund for et fortsat økonomisk motiveret samarbejde med USA, idet en formue i denne størrelsesorden er lig flere hundrede års amerikansk økonomisk støtte, målt i dens nuværende form.
Udviklingen i Ægypten kan i det hele taget meget vel gå hen og få meget alvorlige konsekvenser for hegemonens magtradius, såfremt oprøret i Ægypten ender i en egentlig revolution, idet en sådan kan komme til at sprede sig som ringe i vandet og på sigt betyde, at USA vil miste indflydelse i regionen i et ganske betydeligt omfang. Et sådant indflydelsestab er allerede evident andetsteds, nemlig i Latin-Amerika, hvor man i lighed med befolkningerne i Mellemøsten ikke har det store at takke USA's årtier lange interventioner og indblanding i regionale affærer for. Så mens man altså ikke har den store grund til at frygte, at der kommer til at foregå en omfattende islamisering i tilfælde af Mubaraks fald, har man til gengæld nok god grund til at frygte de muslimske og kristne ægypteres insisteren på demokratisering og uafhængighed.
Holdningsmæssigt må disse udtalelser betegnes som en kovending. Små syv år tidligere, da Barack Obama den 2. oktober 2002 talte ved en anti-krigsdemonstration i Chicago, inkluderede talen hård kritik af USA's allierede i Ægypten og Saudi-Arabien:
"Lad os kæmpe for at sikre os, at vores såkaldte allierede i Mellemøsten, saudierne og ægypterne, stopper med at undertrykke deres egne befolkninger, at undertrykke regeringskritik, og at tolere korruption og ulighed, samt at misligeholde deres økonomier, så deres unge vokser op uden uddannelse, udsigter og uden håb, beredvillige rekrutter for terrorceller.”
Noget havde altså ændret sig, men det var ikke Mubarak-regimets magtpraksis, idet man ufortrø-dent fortsatte styrets voldshandlinger mod Ægyptens befolkning. Kan det tænkes, at Barack Obama og hans administration simpelthen ikke var bevidste om dette? Svaret er nej. I det amerikanske udenrigsministeriums egen menneskerettighedsrapport fra 2009 gør man sig ingen illusioner mht. Ægypten. Om tilstanden i landet i 2008 hedder det:
“Regeringens respekt for menneskerettigheder forblev lav, og seriøse misbrug fortsatte på mange områder … Sikkerhedsstyrkerne brugte uberettiget dødbringende vold og torturerede og misbrugte fanger og tilbageholdne, i de fleste tilfælde straffrit. Vilkårene i fængsler og arrester var dårlige. Sikkerhedsstyrker anholdte og tilbageholdte individer vilkårligt, i nogle tilfælde af politiske grunde, og man holdt dem langvarigt varetægtsfængslede. Den udøvende magt udøvede kontrol over og pres på den dømmende magt. Regeringens respekt for foreningsfriheden og religionsfriheden vedblev med at være lav gennem året og regeringen fortsatte med at begrænse NGO'ers virke. Regeringen begrænsede delvis ytringsfriheden.”
Til trods for ovenstående rapport om menneskerettighedernes og frihedsrettighedernes svære vilkår i Ægypten, fortsatte den økonomiske og militære støtte til den ægyptiske diktaturstat imidlertid under Obama. I en officiel rapport til Kongressen dateret 16. september 2010 får vi at vide, at den årlige støtte på cirka 3 milliarder dollars, som man hvert år har ydet til Ægypten siden 1979, var blevet reduceret en smule i 2009, idet Ægypten i 2009 "kun" modtog $200 millioner i økonomisk støtte og $1.3 milliarder i militær støtte. Reduktionen i støtten skyldtes til dels, at man havde skåret den økonomiske støtte ned til det halve, og dermed fjernet den del af støtten, som skulle gå til demokratifremmende formål. Om den militære støtte hedder det endvidere at: “Selv om der ikke eksisterer nogle verificerbare tal vedrørende Ægyptens totale militære udgifter, estimeres det, at amerikansk militærbistand dækker op mod 80% af forsvarsministeriets udgifter til fremskaffelse af våben.” Disse våben købes for en stor dels vedkommende i USA. hvorfor der altså synes at være tale om delvis skjult subsidiering af det amerikanske militær-industrielle kompleks.
Cairo-talen.
I sin nu berømte Cairo-tale gjorde Barack Obama det klart, at han var en dedikeret tilhænger af demokrati og menneskerettigheder: “Jeg har en urokkelig tro på, at alle mennesker længes efter visse ting; muligheden for at sige hvad man mener og til at have noget at skulle have sagt, hvad angår måden man bliver styret på; tillid til retssikkerheden og den ensartede administration af retfærdigheden; en regering som er gennemsigtig og som ikke stjæler fra folket; friheden til at leve som man ønsker. Disse er ikke kun amerikanske idéer, de er menneskerettigheder, og det er derfor, vi støtter dem alle vegne.”
Mange steder i den muslimske verden havde man imidlertid nok vanskeligt ved at se sammenhængen mellem retorikken og realiteterne, måske først og fremmest fordi man havde valgt at holde talen i Cairo, hovedstaden i Hosni Mubaraks amerikansk-støttede politistat, hvor ytringsfriheden, retssikkerheden, gennemsigtigheden og menneskerettighederne mestendels glimrer ved deres fravær. Dernæst var inkonsistensen mellem Obama's prisværdige værditilkendegivelser og så det faktum, at USA støtter en anseelig andel af Mellemøstens øvrige diktaturer både militært og økonomisk, nok smerteligt iøjnefaldende for mange. Sidst men ikke mindst lod fraværet af en kritisk stillingtagen til Israels krig mod Gaza nok meget tilbage at ønske for den muslimske verdens indbyggere.
Mange tænkte imidlertid nok også, at de ville give Obama tid til at bevise, at han rent faktisk mente sine ord, for Cairo-talen løb trods alt af stabelen samme år, som han tiltrådte som præsident, hvorfor tiden til at implementere de lovede forandringer havde været ret begrænset. Desværre har de nok endnu engang måttet sande, at der eksisterer en uforenelig afstand mellem tale og handling hos det amerikanske lederskab.
Det er imidlertid ikke kun inden for rammerne af Mellemøsten, at kløften mellem de proklamerede værdier og virkeligheden synes ganske udtalt. Hvis gennemsigtighed er blandt Obama's kerneværdier, har den i hvert fald været gemt godt af vejen i hele forløbet omkring Wikileaks' lækage af de amerikanske telegrammer! Hvis tillid til retssikkerheden ligger præsidentens hjerte så nært, hvordan hænger dette så sammen med fortsættelsen af Guantamo-lejren og de stærkt kritisable renditionsprogrammer, samt med den manglende ophævelse af Patriot Act, Military Commissions Act og Obama-administrationens immunisering af de teleselskaber, som udførte omfattende illegale aflytninger af den amerikanske befolkning under Bush II?
Et mønster viser sig.
USA's udenrigsminister Hillary Clinton opfordrede d. 25. januar Mubarak til reformer og gentog Cairo-talens ordlyd, men desværre sagde hun også i samme åndedrag, at den amerikanske administration anså Mubaraks regime for at være “stabilt”, og at den amerikanske vurdering af hændelserne i Ægypten var, at Mubaraks regering “leder efter måder, hvorpå man kan besvare det ægyptiske folks legitime behov og interesser.” Hosni Mubarak var altså pludselig kommet på bedre tanker efter tre årtiers jernnæve og undtagelsestilstand, hvis vi skal tro Hillary Clinton.
Talsmand for Det Hvide Hus, Robert Gibbs, omtalte Mubarak som en “nær og vigtig allieret” den 26. januar, og selveste præsidenten understregede den 27. januar den for USA gavnlige alliance med Mubarak. I stedet for at insistere på demokratisk forandring håbede han blot på, at Mubarak gjorde fremskridt mht. at reformere landet. Som dagene er gået, er et mønster begyndt at vise sig. Man har kontinuerligt opfordret begge sider af konflikten til at handle tilbageholdent og opfordret til en “ordentlig overgang”, hvilket synes at involvere bred vestlig opbakning til vicepræsident Omar Suleiman som spydspids for en overgangsregering frem til Mubaraks proklamerede tilbagetræden i september. Suleiman er imidlertid ikke mindre forhadt blandt ægypterne end Mubarak og hans familie, hvorfor han for ægypterne blot signalerer mere af det samme. Opbakning af Suleiman er desuden ganske interessant, apropos de mange fine ord om retssikkerhed og demokrati, idet Sulei-man har været en stærk støtte i CIAs extraordinary renditions program i kraft af sin tidligere stilling som leder af den ægyptiske efterretningstjeneste.
Frygt for islamisering?
De amerikanske udmeldinger bør for nogle ses som udtryk for frygt for en islamisering af Ægypten i tilfælde af Mubaraks fald, men virker dette egentlig plausibelt? USA støtter trods alt fortsat aktivt Saudi-Arabiens kong Abdullah, selvom monarkens styre må betegnes som alt andet end moderat, og historisk har man da heller ikke været tilbageholden med støtte til fundamentalistiske regimer eller grupperinger i den muslimske verden. Dette var eksempelvis tilfældet under Reagan, hvor man ganske aktivt støttede op om den fundamentalistiske pakistanske diktator Muhammed Zia ul-Haq.
I det ægyptiske tilfælde har denne påståede frygt selvfølgelig at gøre med Det Muslimske Broderskabs mulige rolle i et post-revolutionært Ægypten, men kan broderskabets ageren i de senere år betegnes som egentlig islamistisk? Det er der ikke meget, der tyder på. Tværtimod tyder meget på, at der er sket en reformering af Det Muslimske Broderskab gennem det seneste tiår. Alene repræsentanterne for organisationens handlinger i det ægyptiske parlament peger tydeligt i retning af dette, idet man komparativt set har ageret forbilledligt demokratisk i den parlamentariske proces. Dermed ikke sagt, at Det Muslimske Broderskab er sprunget ud som liberale demokrater af vestligt tilsnit, men at betegne broderskabet af i dag som 'islamistisk' er at tegne en karikatur af de faktiske forhold.
Realisterne og legitimitetsproblematikken.
Fremtrædende repræsentanter for den realistiske skole har bifaldet den amerikanske diplomatiske intervention i den gryende ægyptiske revolution og betegnet den som vellykket under omstændig-hederne. Man har fremhævet, at selvom man ikke offentlig har fremsat noget ufravigeligt krav om demokratisering, kan det meget vel være, at noget sådant er blevet foreslået i magtens korridorer. Denne vurdering hviler imidlertid på forudantagelsen af interventionens legitimitet, men hvori består denne legitimitet egentlig, da de amerikanske handlinger vel bør vurderes i kontekst af, at man fra amerikansk side blander sig i interne ægyptiske forhold, hvor befolkningen ikke har haft nogen som helst mulighed for på demokratisk vis at påvirke det amerikanske lederskabs sammensætning? Den diplomatiske intervention forekommer, uanset dens karakter, at være svært forenelig med tilkendegivelserne af, at man anser demokratiske processer, hvor befolkningen giver udtryk for deres tilhørsforhold og interesser, som noget man både foretrækker og anbefaler, idet ingen i Ægypten har stemt på det amerikanske lederskab.
Strategiske krav.
Obama-administrationens nylige krav til Hosni Mubarak bør nok vurderes som værende af strategisk snarere end af principiel karakter. Havde kravene været af principiel karakter ville lignende krav følgelig skulle stilles til USA's øvrige diktatoriske samarbejdspartnere, hvilket ikke har været tilfældet. Bemærk at Obama-administrationen ikke i samme ombæring beder Islam Karimov om at reformere Uzbekistan, endsige træde tilbage. Man beder ikke, i overensstemmelse med den herskende internationale konsensus, Israel om at forlade de besatte områder og trække sig tilbage til 1967 grænserne. Man beder ikke Saudi-Arabiens lederskab om at ophøre med at krænke befolkningens menneskerettigheder og med at undertrykke landets indbyggere. Disse amerikansk støttede udøvere af statslig vold er fortsat stabile, hvorfor man tilsyneladende vægter deres fortsatte formålstjenstlighed højere end de påståede idealer.
Den kyniske realpolitik udstilles netop nu og graveres yderligere af kløften mellem tale og handling. Læren synes (fortsat) at være, at så længe et diktatur er formålstjenstligt og stabilt, mødes regimets ledelse højst af kritik, som ikke bakkes op af egentlige samarbejdsmæssige konsekvenser. Destabiliseres regimet imidlertid i en sådan grad, at alt peger på dets fald, ændrer man strategi i håb om fortsat at kunne udøve indflydelse i landet under den kommende orden. Den strategiske kritik kan imidlertid meget vel risikere at blive mødt med enten skuldertræk eller vrede blandt ægypterne, og man fristes da også til at spørge, hvorfor en eventuel demokratisk orienteret regering i et post-diktatorisk Ægypten skulle være interesseret i fortsat amerikansk støtte og regeringssamarbejde med supermagten?
En supermagt taber terræn.
Hvis rygterne om, at Mubarak-familien besidder en formue i størrelsesordenen flere hundrede milliarder dollars, er blot tilnærmelsesvis sande, synes den mest åbenlyse handlingsplan at være, at man først og fremmest forsøger at fravriste denne illegitimt rekvirerede formue fra Mubarak-familien. Skulle dette lykkes, vil man ikke have stor bevæggrund for et fortsat økonomisk motiveret samarbejde med USA, idet en formue i denne størrelsesorden er lig flere hundrede års amerikansk økonomisk støtte, målt i dens nuværende form.
Udviklingen i Ægypten kan i det hele taget meget vel gå hen og få meget alvorlige konsekvenser for hegemonens magtradius, såfremt oprøret i Ægypten ender i en egentlig revolution, idet en sådan kan komme til at sprede sig som ringe i vandet og på sigt betyde, at USA vil miste indflydelse i regionen i et ganske betydeligt omfang. Et sådant indflydelsestab er allerede evident andetsteds, nemlig i Latin-Amerika, hvor man i lighed med befolkningerne i Mellemøsten ikke har det store at takke USA's årtier lange interventioner og indblanding i regionale affærer for. Så mens man altså ikke har den store grund til at frygte, at der kommer til at foregå en omfattende islamisering i tilfælde af Mubaraks fald, har man til gengæld nok god grund til at frygte de muslimske og kristne ægypteres insisteren på demokratisering og uafhængighed.
Anbefalelsesværdig kommentar af Robert Fisk
There is nothing like an Arab revolution to show up the hypocrisy of your friends. Especially if that revolution is one of civility and humanism and powered by an overwhelming demand for the kind of democracy that we enjoy in Europe and America. The pussyfooting nonsense uttered by Obama and La Clinton these past two weeks is only part of the problem. From "stability" to "perfect storm" – Gone With the Wind might have recommended itself to the State Department if they really must pilfer Hollywood for their failure to adopt moral values in the Middle East – we've ended up with the presidential "now-means-yesterday", and "orderly transition", which translates: no violence while ex-air force General Mubarak is put out to graze so that ex-intelligence General Suleiman can take over the regime on behalf of America and Israel.
Fox News has already told its viewers in America that the Muslim Brotherhood – about the "softest" of Islamist groups in the Middle East – is behind the brave men and women who have dared to resist the state security police, while the mass of French "intellectuals" (the quotation marks are essential for poseurs like Bernard-Henri Lévy have turned, in Le Monde's imperishable headline, into "the intelligentsia of silence".
And we all know why. Alain Finkelstein talks about his "admiration" for the democrats but also the need for "vigilance" - and this is surely a low point for any 'philosophe' – "because today we know above all that we don't know how everything is going to turn out." This almost Rumsfeldian quotation is gilded by Lévy's own preposterous line that "it is essential to take into account the complexity of the situation". Oddly enough that is exactly what the Israelis always say when some misguided Westerner suggests that Israel should stop stealing Arab land in the West Bank for its colonists.
Indeed Israel's own reaction to the momentous events in Egypt – that this might not be the time for democracy in Egypt (thus allowing it to keep the title of "the only democracy in the Middle East") – has been as implausible as it has been self-defeating. Israel will be much safer surrounded by real democracies than by vicious dictators and autocratic kings. To his enormous credit, the French historian Daniel Lindenberg told the truth this week. "We must, alas, admit the reality: many intellectuals believe, deep down, that the Arab people are congenitally backward."
There is nothing new in this. It applies to our subterranean feelings about the whole Muslim world. Chancellor Merkel of Germany announces that multiculturalism doesn't work, and a pretender to the Bavarian royal family told me not so long ago that there were too many Turks in Germany because "they didn't want to be part of German society". Yet when Turkey itself – as near a perfect blend of Islam and democracy as you can find in the Middle East right now – asks to join the European Union and share our Western civilisation, we search desperately for any remedy, however racist, to prevent her membership.
In other words, we want them to be like us, providing they stay away. And then, when they prove they want to be like us but don't want to invade Europe, we do our best to install another American-trained general to rule them. Just as Paul Wolfowitz reacted to the Turkish parliament's refusal to allow US troops to invade Iraq from southern Turkey by asking if "the generals don't have something to say about this", we are now reduced to listening while US defence secretary Robert Gates fawns over the Egyptian army for their "restraint" – apparently failing to realise that it is the people of Egypt, the proponents of democracy, who should be praised for their restraint and non-violence, not a bunch of brigadiers.
So when the Arabs want dignity and self-respect, when they cry out for the very future which Obama outlined in his famous – now, I suppose, infamous – Cairo speech of June 2009, we show them disrespect and casuistry. Instead of welcoming democratic demands, we treat them as a disaster. It is an infinite relief to find serious American journalists like Roger Cohen going "behind the lines" on Tahrir Square to tell the unvarnished truth about this hypocrisy of ours. It is an unmitigated disgrace when their leaders speak. Macmillan threw aside colonial pretensions of African unpreparedness for democracy by talking of the "wind of change". Now the wind of change is blowing across the Arab world. And we turn our backs upon it.
The Independent: Robert Fisk: Hypocrisy is exposed by the wind of change.
torsdag den 10. februar 2011
Journalists førstehåndsberetning om det ægyptiske tortur-regime.
The sickening, rapid click-click-clicking of the electrocuting device sounded like an angry rattlesnake as it passed within inches of my face. Then came a scream of agony, followed by a pitiful whimpering from the handcuffed, blindfolded victim as the force of the shock propelled him across the floor.
A hail of vicious punches and kicks rained down on the prone bodies next to me, creating loud thumps. The torturers screamed abuse all around me. Only later were their chilling words translated to me by an Arabic-speaking colleague: "In this hotel, there are only two items on the menu for those who don't behave – electrocution and rape."...
The Guardian: 28 hours in the dark heart of Egypt's torture machine.
Abonner på:
Opslag (Atom)