tirsdag den 8. marts 2011

Fortsatte massive protester i Bahrain.




Titusinder af demonstranter omringede i søndags regeringsbygningnerne i Manama, Bahrains hovedstad, for at lægge pres på den royale familie for at der gennemføres omfattende reformer. Protestbevægelsen kræver regeringens afgang, reformering af den herskende orden til et konstitutionelt monarki, løsladelse af alle politiske fanger, reformering af valgsystemet, etablering af en ny overgangsregering og en uafhængige undersøgelse af syv protestanters dødsfald siden sammenstødene mellem magthaverne og protestbevægelsen startede for over en uge siden.

Bahrain er en ø-nation som er en vigtig strategisk allieret for USA, idet det amerikanske militærs femte flåde har base i landet hvor man administrerer op mod en femtedel af landarealet. Man støtter fortsat op om den autokratiske kongefamilie, mens man dog iflg. Wall Street Journal, fra officiel side har hævdet, at denne støtte ikke er ubetinget og godt kan ændre sig såfremt styret ikke møder protestbevægelsen med tilbageholdenhed i magtanvendelsen, eller, hvis der kommer oprør i gaderne i stor skala. Sidstnævnte bør imidlertid vække skepsis idet hele 40 pct. af Bahrains befolkning var på gaden samtidig i den hidtil største demonstration mod styret. Hvis ikke 40 pct. af befolkningens simultane protest er et stort nok oprør, hvad er så?

[Check i øvrigt denne interessante baggrundsartikel om den amerikanske alliance med Bahrain, skrevet af den amerikanske mellemøstekspert og professor i politologi Stephen Zunes].

Ingen kommentarer: