Af Chris Hedges.
De største forbrydelser i menneskehedens historie muliggøres af de mest farveløse individer. De er karrieremagerne. Bureaukraterne. Kynikerne. De udfylder de små pligter som gør omfattende, komplicerede systemer af udbytning og død en realitet. De samler og læser personlige informationer, indsamlet om et tocifret antal millioner af os, af sikkerheds- og overvågningsstaten. De bogfører for ExxonMobil, BP og Goldman Sachs. De bygger eller flyver luftbårne droner. De arbejder indenfor den kapitalistiske reklamebranche og den statslige propaganda. De udsteder formularer. De bearbejder papirerne. De håndhæver lovene og reguleringerne. Og de stiller ingen spørgsmål.
Godt. Ondt. Disse ord betyder ingenting for dem. De er hinsides moral. De er der for at sørge for at privatkapitalistiske systemer fungerer. Hvis forsikringsselskaber lader et tocifret antal millioner af syge lide og dø, så må det være sådan. Hvis banker og sheriffer smider folk ud af deres hjem, så må det være sådan. Hvis finansielle firmaer frarøver borgerne deres opsparinger, så må det være sådan. Hvis regeringen lukker skoler og biblioteker, så må det være sådan. Hvis militæret dræber børn i Afghanistan og Pakistan, så må det være sådan. Hvis spekulanter forhøjer prisen på ris og majs og hvede så de bliver ubetalelige for millioner af planetens fattige, så må det være sådan. Hvis Kongressen og domstolene fratager borgerne deres basale frihedsrettigheder, så må det være sådan. Hvis de fossile brændstoffers industri steger jorden med drivhusgasser som fordømmer os alle til undergang, så må det være sådan. De er tjenere af systemet. Udbytningens og profittens gud. Den farligste kraft i den industrialiserede verden kommer ikke fra dem som bærer radikale trosbekendelser, hvad end vi taler om islamisk radikalisme eller kristen fundamentalisme, men fra legioner af ansigtsløse bureaukrater som med kløerne baner sig vej op gennem private og statslige maskinerier. De tjener et hvilket som helst system som møder deres ynkelige behovskvoter.
Disse systemforvaltere tror ikke på noget. De har ingen loyalitet. De tænker ikke hinsides deres små, ubetydelige roller. De er blinde og døve. De er, i det mindste hvad angår den menneskelige civilisation og histories store ideer og mønstre, fuldstændige analfabeter. Og vi fremstiller dem på stribe på de store universiteter. Advokater. Teknokrater. MBAs. Finansielle managere. IT specialister. Konsulenter. Petroleumsingeniører. “Positive psykologer”. Kommunikationskandidater. Kadetter. Salgsrepræsentanter. Computer-programmører. Mænd og kvinder som intet kender til historien, intet til ideer. De lever og tænker i et intellektuelt tomrum, en verden bestående af meningsløse detaljer. De er T.S. Eliots “de hule mennesker”, “de udstoppede mennesker.” “formløse forme, skygger uden farve” skrev poeten. “paralyseret kraft, gestikulation uden bevægelse.”
Det var karrieremagerne som muliggjorde folkemordene, fra udryddelsen af de indfødte amerikanere til den tyrkiske nedslagtning af armenerne til det nazistiske holocaust til Stalins udryddelser. Det var dem som sørgede for at togene kørte til tiden. De udfyldte formularerne og stod bag beslaglæggelserne af ejendom. De rationerede maden mens børnene sultede. De fremstillede våbnene. De styrede fængslerne. De håndhævede rejseforbuddene, konfiskerede passene, beslaglagde bankkonti og udførte raceadskillelsen. De håndhævede loven. De passede deres arbejde.
Med støtte fra krigsspekulanter, har de politiske og militære karrieremagere ledt os ind i nytteløse krige, inklusiv første verdenskrig, Vietnam, Irak og Afghanistan. Og millioner fulgte dem. Pligt. Ære. Fædreland. Dødens folkefester. De ofrer os alle. I første verdens-krigs ørkesløse slag ved Verdonne og Somme, blev 1.8 millioner på begge sider myrdet, såret eller aldrig fundet. Til trods for have af døde, fordømte den britiske feltmarskal Douglas Haig i juli 1917 endnu flere til deres undergang i Passchendaeles mudder. Da man nåede frem til november og det var blevet klart at det lovede gennembrud ved Passchendaele havde slået fejl, kastede han det oprindelig mål over bord – ligesom vi gjorde i Irak da det viste sig, at der ikke var masseødelæggelsesvåben og i Afghanistan da Al-Qaeda forlod landet – og valgte i stedet at føre en simpel udmattelseskrig. Haig “vandt” hvis flere tyske end allierede tropper døde. Døden som et regnskabskort. Passchendaele tog mere end 600.000 liv på begge sider inden det endte. Det er ikke nogen ny historie. Generaler er næsten altid bajadser. Soldater fulgte Johannes den Blinde, som havde mistet sit syn et årti tidligere, hen til et eklatant nederlag ved slaget i Crécy i 1337 under hundredeårskrigen. Vi opdager først når det er for sent, at vore ledere er middelmådigheder.
David Lloyd George, som var premierminister under kampagnen i Passchendaele, skrev i sine erindringer: “[Før slaget ved Passchendaele] udarbejdede en kampvognenhed landkort, som viste hvordan et bombardement som havde tilintetgjort rørlægningen, uundgåeligt ville lede til en serie af pøle og de lokaliserede de præcise steder hvor vandene ville samle sig. Det eneste svar var en kategorisk befaling om, at de ikke skulle “sende flere af disse latterlige landkort.” Kort må tilpasses planerne og ikke omvendt. Kendsgerninger som kolliderede med planerne var sagen uvedkommende.”
Her har du forklaringen på hvorfor vores herskende eliter ikke gør noget ved klimaforandringer, nægter at respondere rationelt på økonomisk nedsmeltning og er ude af stand til at håndtere globaliseringens og imperiets kollaps. Disse omstændigheder støder sammen med systemets levedygtighed og bæredygtighed. Og bureaukrater kender kun til at tjene systemet. De kender kun til de forvaltningsfærdigheder de indtog på officersskolen eller handelshøjskolen. De kan ikke tænke selv. De kan ikke udfordre forudsætninger eller strukturer. De kan hverken følelsesmæssigt eller intellektuelt anerkende, at systemet måske braser sammen. Og således gør de det som Napoleon advarede var den største fejltagelse en general kunne lave – maler et fantasibillede af en situation og accepterer det som virkeligt. Men vi fornægter sorgløst virkeligheden sammen med dem. Manien efter den lykkelige slutning forblinder os. Vi ønsker ikke at tro det vi ser. Det er for deprimerende. Så vi flygter alle ind i det kollektive selvbedrag.
I Claude Lanzmanns monumentale dokumentarfilm om Holocaust, “Shoah,” interviewer han Filip Müeller, en tjekkisk jøde som overlevede udryddelserne i Auschwitz som medlem af “den særlige afdeling.” Müeller fortæller denne historie:
“En dag i 1943, da jeg allerede befandt mig i Krematorium 5, ankom et tog fra Bialystok. En fange i “den særlige afdeling” så en kvinde i ‛afklædningsrummet’ som var en af hans venners kone. Han fortalte hende ligeud: “Du bliver tilintetgjort. Om tre timer er du aske.” Kvinden troede ham fordi hun kendte ham. Hun løb rundt over det hele og advarede de andre kvinder. “vi bliver slået ihjel. Vi bliver gasset.” Mødre som bar deres børn på skuldrene ønskede ikke at høre dette. De jagede hende bort. Så hun gik hen til mændene. Til ingen nytte. Ikke at de ikke troede hende. De havde hørt rygter i Bialystoks ghetto, eller i Grodno, og andre steder. Men hvem ville høre den slags? Da hun så at de ikke ville lytte kradsede hun sig i ansigtet. Af fortvivlelse. I chok. Og hun begyndte at skrige.”
Hannah Arendt bemærkede i sin bog “Eichmann i Jerusalem” at Adolf Eichmann primært var motiveret af “en usædvanlig flid for at passe på sin personlige forfremmelse.” Han sluttede sig til nazipartiet fordi det var et godt karrierevalg. “problemet med Eichmann,” skrev hun, “var nøjagtig, at så mange var ligesom ham, og at disse mange hverken var perverterede eller sadistiske, at de var, og stadig er, frygteligt og frygtindgydende normale.”
“Jo længere man lyttede til ham, jo mere åbenlyst blev det, at hans manglende evne til at tale var nært sammenhængende med en manglende evne til at tænke, navnlig, til at sætte sig i andres sted,” skrev Arendt. “Det var ikke muligt at kommunikere med ham, ikke fordi han løj men fordi han var omringet af det mest pålidelige værn imod ord og andres tilstedeværelse, og derfor imod virkeligheden som sådan.”
Gitta Sereny kommer med den samme pointe i hendes bog “Into That Darkness,” omhandlende Franz Stangl, Treblinkas øverstbefalende. Udpegelsen til SS var en forfremmelse for den østrigske politimand. Stangl var ingen sadist. Han talte mildt og var høflig. Han elskede sin kone og sine børn højt. Ulig mange andre officerer i de nazistiske lejre, tog han ikke jødiske kvinder som konkubiner. Har var duelig og særdeles velorganiseret. Han fandt stolthed i at have modtaget officiel ros som “den bedste lejrkommandør i Polen.” Fanger var blotte genstande. Gods. “Det var min profession,” sagde han. “Jeg nød det. Det tilfredsstillede mig. Og ja, jeg var ambitiøs omkring det, det vil jeg ikke nægte.” Da Sereny spurgte Stangl hvordan han som far kunne slå børn ihjel, svarede han, at han “sjældent så dem som individer. Det var altid en stor masse.... de var nøgne, tæt pakket sammen, løbende, drevet frem af pisk...” Han fortalte senere Sereny, at det mindede ham om Treblinka, da han første gang læste om lemminger.
Christopher Brownings essaysamling, “Vejen til Folkemord”, bemærker at det var “de moderate”, “normale” bureaukrater, ikke fanatikerne, som muliggjorde Holocaust. Germaine Tillion påpegede “den tragiske lethed [under Holocaust] hvormed “anstændige” mennesker blev de mest hjerteløse bødler uden tilsyneladende at bemærke hvad der skete dem.” Den russiske forfatter Vasily Grossman observerede i sin bog “Evigt Flydende” at “den nye stat behøvede ikke hellige apostle, fanatiske, inspirerede bygmestre, trofaste, fromme disciple. Den nye stat behøvede ikke engang tjenere – bare kontorister.”
“Den mest kvalmende type S.S. officer, var for mig personligt, kynikerne som ikke længere troede oprigtigt på sagen, men vedblev med at samle blodskyld for dets egen skyld.” skrev Dr. Ella Lingens-Reiner i “Frygtens Fanger” hendes brændende erindringer om Auschwitz.
“Disse kynikere var ikke altid brutale overfor fangerne, deres adfærd ændrede sig med deres humør. De tog intet seriøst – hverken dem selv eller deres sag, hverken os eller situationen. En af de værste iblandt dem var Dr. Mengele, lejrens læge, som jeg tidligere har omtalt. Når et hold nyligt ankomne jøder blev klassificeret i dem som egnede sig til arbejde og dem som egnede sig til døden, fløjtede han en melodi og bevægede rytmisk sin tommelfinger over hans højre eller venstre skulder – hvilket betød henholdsvis ‘gas’ eller ‘arbejde.’ Han mente, at tilstandene i lejren var rådne, og gjorde endda et par ting for at forbedre dem, men samtidig begik han hjerteløst mord, uden nogen betænkeligheder.”
Disse hære af bureaukrater tjener et privatkapitalistisk system som i bogstaveligste forstand kommer til at slå os ihjel. De er ligeså kolde og usammenhængende som Mengele. De udfører minutiøse opgaver. De er føjelige. Eftergivende. De adlyder. De finder deres selvværd i virksomhedens prestige og magt, i deres stillingers status og deres karrieres forfremmelser. De forsikrer sig selv om deres egen godhed gennem private handlinger som ægtemænd, koner, mødre og fædre. De sidder i skolebestyrelser. De er medlemmer af en velgørenhedsorganisation. De går i kirke. Det er moralsk skizofreni. De opstiller mure og skaber en isoleret bevidsthed. De muliggør ExxonMobils eller Goldman Sachs eller Raytheons eller forsikringsselskabers dødbringende målsætninger. De destruerer økosystemet, økonomien og statslegemet og gør arbejdende mænd og kvinder til armodige tjenere. De føler intet. Metafysisk naivitet ender næsten altid i mord. Det fragmenterer verden. Små søde handlinger og velgørenhed maskerer den monstrøse ondskab de tilskynder. Og systemet ruller fremad. Polarisen smelter. Tørkerne raser over de dyrkede jorder. Dronerne leverer død fra himmelen. Staten bevæger sig ubønhørligt fremad og sætter os alle i lænker. De syge dør. De fattige sulter. Fængslerne fyldes. Og karrieremageren trasker fremad og udfører sit arbejde.
