Cognitive Neuroscience of Mindfulness Meditation

Secret Files of the Inquisition

US cops beat the shit out of non-violent protesters

Halliburton caught poisoning the troops in Iraq

Gottfried Helnwein montage

Kali Baba

The Oil Factor: Behind the War on Terror

John Pilger: Breaking The Silence

John Pilger: The New Rulers of the World

The Bush Family Fortunes

Propaganda

Former SAS soldier whistleblowing on extraordinary rendition

Scott Ritter Tager Bladet fra Munden

Annals Of American History: The Water Cure

Debating torture and counterinsurgency—a century ago.

By Paul Kramer

21/02/08 "New Yorker" --- Many Americans were puzzled by the news, in 1902, that United States soldiers were torturing Filipinos with water. The United States, throughout its emergence as a world power, had spoken the language of liberation, rescue, and freedom. This was the language that, when coupled with expanding military and commercial ambitions, had helped launch two very different wars. The first had been in 1898, against Spain, whose remaining empire was crumbling in the face of popular revolts in two of its colonies, Cuba and the Philippines. The brief campaign was pitched to the American public in terms of freedom and national honor (the U.S.S. Maine had blown up mysteriously in Havana Harbor), rather than of sugar and naval bases, and resulted in a formally independent Cuba.

The Americans were not done liberating. Rising trade in East Asia suggested to imperialists that the Philippines, Spain’s largest colony, might serve as an effective “stepping stone” to China’s markets. U.S. naval plans included provisions for an attack on the Spanish Navy in the event of war, and led to a decisive victory against the Spanish fleet at Manila Bay in May, 1898. Shortly afterward, Commodore George Dewey returned the exiled Filipino revolutionary Emilio Aguinaldo to the islands. Aguinaldo defeated Spanish forces on land, declared the Philippines independent in June, and organized a government led by the Philippine élite.

During the next half year, it became clear that American and Filipino visions for the islands’ future were at odds. U.S. forces seized Manila from Spain—keeping the army of their ostensible ally Aguinaldo from entering the city—and President William McKinley refused to

recognize Filipino claims to independence, pushing his negotiators to demand that Spain cede sovereignty over the islands to the United States, while talking about Filipinos’ need for “benevolent assimilation.” Aguinaldo and some of his advisers, who had been inspired by the United States as a model republic and had greeted its soldiers as liberators, became increasingly suspicious of American motivations. When, after a period of mounting tensions, a U.S. sentry fired on Filipino soldiers outside Manila in February, 1899, the second war erupted, just days before the Senate ratified a treaty with Spain securing American sovereignty over the islands in exchange for twenty million dollars. In the next three years, U.S. troops waged a war to “free” the islands’ population from the regime that Aguinaldo had established. The conflict cost the lives of hundreds of thousands of Filipinos and about four thousand U.S. soldiers.

Within the first year of the war, news of atrocities by U.S. forces—the torching of villages, the killing of prisoners—began to appear in American newspapers. Although the U.S. military censored outgoing cables, stories crossed the Pacific through the mail, which wasn’t censored. Soldiers, in their letters home, wrote about extreme violence against Filipinos, alongside complaints about the weather, the food, and their officers; and some of these letters were published in home-town newspapers. A letter by A. F. Miller, of the 32nd Volunteer Infantry Regiment, published in the Omaha World-Herald in May, 1900, told of how Miller’s unit uncovered hidden weapons by subjecting a prisoner to what he and others called the “water cure.” “Now, this is the way we give them the water cure,” he explained. “Lay them on their backs, a man standing on each hand and each foot, then put a round stick in the mouth and pour a pail of water in the mouth and nose, and if they don’t give up pour in another pail. They swell up like toads. I’ll tell you it is a terrible torture.”

On occasion, someone—a local antiwar activist, one suspects—forwarded these clippings to centers of anti-imperialist publishing in the Northeast. But the war’s critics were at first hesitant to do much with them: they were hard to substantiate, and they would, it was felt, subject the publishers to charges of anti-Americanism. This was especially true as the politics of imperialism became entangled in the 1900 Presidential campaign. As the Democratic candidate, William Jennings Bryan, clashed with the Republican incumbent over imperialism, which the Democrats called “the paramount issue,” critics of the war had to defend themselves against accusations of having treasonously inspired the insurgency, prolonged the conflict, and betrayed American soldiers. But, after McKinley won a second term, the critics may have felt that they had little to lose.

Hvem?

Hvem husker på at såkaldte højkulturelle vesterlændingene på under 70 år, har forvoldt massemord på 50 millioner mennesker, heraf 6.000.000 jøder. Alt sammen noget der muliggjordes af vores åh så hellige demokrati-idealer, for det var demokratiske lande der banede vejen for Hitler og Mussolini, idet det var demokratiske lande der skabte den nød tyskerne så i tyverne, og som muliggjorde at Hitler kom til magten. Det er ved at ske igen, men folk ser den anden vej.

Hvem tænker på, at der siden 9-11 er millioner af mennesker der er døde i den tredje verden som et indirekte produkt af den vestlige ekstremisme og magtstrukturelle vold, gående ud på, at de få altid bør beriges på bekostning af de mange, således at det til hver en tid er vigtigere, at de store medicinalkoncerner har lov til at patentere AIDS-medicin, så deres A-aktionærer kan forøge deres bilparker og spise kaviar og hummer hver dag, end det er at komme egentlig nødstedte mennesker til hjælp.

Hvem tænker på at 30.000 børn dør om dagen af helbredelige og forebyggelige sygdomme, fordi vi i vesten ikke gør noget ved det, men i stedet føjer skidt til skade ved at smadre afrikanske agrare økonomier, idet vi i den såkaldte Europæiske Union sender vores kunstigt stimulerede overskudsproduktion af landbrugsprodukter ind over deres grænser til dumpingpriser.

Hvem tænker på at mange muslimske demagogers succes med deres hadefulde prædikener mod vesten og mod indførelsen af demokrati, måske kunne have noget at gøre med, at det eneste såkaldte demokrati i mellemøsten, er langt værre at leve under for etniske arabere, end det er at leve under diktaturerne i Dubai og Qatar, hvor man trods alt kan få sig en uddannelse og har brød på bordet. Dette såkaldte demokrati bliver aldrig mødt med andet end symbolsk løftede pegefingre i det hykleriske vesten, selvom det fortsat håndhæver den længstvarende moderne militære okkupation samt en forstyrrende undertrykkelse, hvor de undertrykte, blandt meget andet grusomt, tortureres og så godt som ingen retssikkerhed har.

Hvem tænker på at den islamiske terrorisme, som indtil videre har kostet omkring 5000 mennesker livet på vestlig jord, er en fucking bagatel, selvom den selvfølgelig er forfærdelig, når dette ses i forhold til den tusinde gange større død og elendighed, som er en direkte konsekvens af vestlig statsterrorisme, ideologisk selvstilstrækkelighed, magtarrogance og dekadent ligegyldighed.

Og sidst men ikke mindst.

Hvem overvejer hvor meget fred og frodragelighed man kunne have skabt i mellemøsten, hvis man havde brugt de tusinder af milliarder dollars, man har brugt på at smadre Iraks og Afghanistans lande, og i høj grad på grund af vesten, i forvejen smadrede befolkninger, på at skabe interkulturel dialog, velstand og forsoning, i stedet for at smide brændsel på de ekstreme kræfters bål.

Men lad os da bare vende blikket den anden vej og lade som ingenting, for hvorfor dog overhovedet bruge begivenheder som den 11. september og muhammedkrisen til at vende blikket indad og begynde at foretage blot en lille smule selvransagelse. Lad os da endelig i stedet opføre os som nogle forpulede hyklere, og fortsætte med det vi hvide, civiliserede, rationelle, højtuddannede demokrater indtil videre har været bedst til: At pege fingre og opfordre til fremmedgørelse, splittelse og had.

God Bless America, God Bless the Queen, Gud Bevare Danmark og Allah u Akhbar.

The Folly of Attacking Iran: Lessons from History

Den Egentlige Trussel

Jyllandsposten kunne have valgt at bruge deres ytringsfrihed konstruktivt til opfordringer til interkulturel dialog, forståelse og saglig argumentation, men valgte i stedet at bruge den til at sparke til en befolkningsgruppe – hvoraf mange har en stærkt begrænset mulighed for demokratisk medinflydelse, idet de ikke er stemmeberettigede - der gennem årene har måtte høre på en stadig mere fjendsk, dehumaniserende og undertiden nærmest nationalsocialistisk retorik, specielt i Jyllandsposten. Hvad der ikke kan undgå at undre mig, er med hvor stor succes Jyllandspostens pr-virksomhed har fået det til at se ud som om, at Jyllandsposten rent faktisk foretog et meget værdifuldt og nødvendigt forsvar for den såkaldte ytringsfrihed. Et pr-trick hvis succes vi fortsat ser manifesteret i viljen til, at ville diskutere dette til hudløshed. Der er bare et lille problem. Muslimerne i Danmark udgjorde ikke nogen egentlig trussel mod hverken demokratiet eller “ytringsfriheden” før muhammedtegningerne blev trykt, ligesom de fortsat ikke gør det, hvorfor tegningernes påståede nødvendighed bør ses som et udtryk for et forvrænget billede af virkeligheden, og det bør da næppe heller ses som andet end en meget tvivlsom undskyldning for at fortsætte den forudgående dæmonisering af det muslimske mindretal.

Dernæst er der det forhold, at hele debatten om denne påståede problemstilling, effektivt fjerner fokus fra de personer og lovgivningsmæssige tiltag som rent faktisk udgør en meget virkelig trussel mod borgernes frihed og den demokratiske proces.Glemt er det for længst, at politiet beslaglagde Dagbladet Arbejderens computere umiddelbart efter, at statsministeren i forlængelse af muhammedtegningerne, havde proklameret noget i retning af, at mediernes ucensorerede virke, for ham var noget helligt. Beslaglæggelsen som muliggjordes af den nye anti-terrorlovgivning var foranlediget af at Arbejderen, som led i en journalistisk dækning, valgte at trykke en appel om støtte til blacklistede organisationer, forfattet af Foreningen Oprør. Om denne sag skrev den borgerlige advokat Jacob Mchangama dengang, i en artikel med titlen “Hvor er den borgerlige kritik af anti-terrorpakken”, følgende:

“....i den forbindelse er det essentielt at huske på, at Folketinget allerede i 2002 vedtog en anti-terror-pakke, som på afgørende vis brød med fundamentale danske retsprincipper. Anti-terrorpakken fra 2002 kriminaliserede blandt andet “direkte og indirekte” økonomisk støtte til terrorisme, et begreb der i sig selv er blevet defineret bredt i straffeloven, samt medvirken hertil. En gerningsbeskrivelse, der er problematisk i forhold til retsstatsprincippets krav om lovens klarhed og som dertil også er et afgørende brud med det tungvejende hensyn til individet i dansk strafferet. Det udvidede medvirken-begreb, der resulterede i en kriminalisering af “medvirken til medvirken”, risikerer samtidig at indskrænke bl.a. ytringsfriheden. Det ses i den verserende sag vedrørende Dagbladet Arbejderen, hvis journalistiske dokumentation af foreningen ”Oprørs” appel om støtte til en palæstinensisk og colombiansk terrororganisation, er blevet censureret af politiet med hjemmel i netop terrorpakken. En betænkelig indskrænkning af pressens rolle som offentlighedens vagthund, en rolle som særligt er påkrævet når staten indfører indskrænkninger i borgernes frihedsrettigheder.”

Lige nu udfoldes en meget foruroligende trussel mod retsstaten, idet selve grundpillen, magtens tredeling, synes at være sat ud af kraft, i og med, at integrationsministeren fungerer som dømmende magt, samtidig med at hun indgår som del i både den lovgivende og udøvende magt. Skyldsprincippet, gående ud på, at enhver for så vidt er uskyldig indtil det modsatte er bevist ved en rettergang, er dermed ligeledes sat ud af kraft, hvilket burde foranledige en del mere bekymring end det tilsyneladende er tilfældet, da dette er i strid med grundlovens § 63. Om dette udtaler tidligere justitsminister og nuværende professor i jura, Ole Espersen i weekendens udgave af Information: “Grundloven siger at administrationen skal kunne kontrolleres af domstolene.” og fortsætter “Når man først har fået en ret, f.eks. permanent opholdstilladelse, så har man den ret, og den kan ikke tages fra én uden domstolskontrol, fordi domstolene efter grundloven skal kunne undersøge om myndighederne holder sig inden for lovgivningens rammer [...] Det burde gøre noget ved tilliden til folketingsflertallet, der har vedtaget det [dvs. anti-terrorlovgivningen], fordi når man udhuler vores grundlov – som vi jo ellers er så glade for – så fjerner man jo borgerrettighederne.” Ole Espersen bakkes op af professor ved Aalborg Universitet, Claus Haagen Jensen, der finder dette forhold “foruroligende” for “Der er ikke en mulighed for judiciel kontrol, og det synes jeg er meget betænkeligt.”

Som ovenstående forhåbentlig tydeligt illustrerer, er det i dag fortsat magthaverne, og ikke et muslimsk mindretal, der udgør den primære og væsentligste trussel mod vores frihed, men at dømme efter hvor mange bruger deres tid og energi, skulle man tro det forholdt sig omvendt.

To the Dark Side

Burning Conscience: Israeli Soldiers Speak Out

Death of a Nation - East Timor