'Grundlovsstridig', 'begreber hentet fra en politistat'... Tuneserloven blev på Folketingets høring i går banket sønder og sammen af juridiske eksperter
Det bliver svært for regering-en og støttepartiet at få gennemført lovforslag 69 - også kaldet 'tuneserloven' - hvis ikke forslaget ændres på vigtige punkter.
Det kunne være en konklusion, efter at tre indbudte eksperter i en bemærkelsesværdig kontant tone i går formiddags i Landstingssalen punkt for punkt gennemgik lovforslaget om skrappere kontrol med udlændinge på tålt ophold. Men den konklusion køber Karsten Lauritzen (V), formanden for Integrationsudvalget, ikke nødvendigvis:
"For mig at se er der ikke kommet noget frem, som forhindrer, at vi skriver betænkning," som han sagde til Information efter høringen.
Juraprofessor Henning Koch fra Københavns Universitet var ellers usædvanlig direkte, da han som den første af tre indbudte eksperter gik på talerstolen:
"De indgreb, som lovforslaget vil medføre for udlændinge på tålt ophold, vil gøre, at der bliver tale om frihedsberøvelse," indledte Koch og henviste til statsretseksperten Alf Ross' værk om dansk forvaltningsret fra 1966.
Tre forhold skal ifølge Ross være opfyldt, for at et indgreb kan defineres som frihedsberøvelse: Der skal være påbud om ophold, der skal ske en eftersøgning, hvis påbuddet overtrædes, og endelig skal en overtrædelse straffes.
"Alle tre betingelser er til fulde opfyldt i L 69, hvor strafferammen for ikke at overholde en daglig meldepligt går helt op til et års fængsel," konkluderede Koch.
Grundlovsstridigt
Så nytter det ikke, fortsatte Koch, at Integrationsministeriet i lovbemærkningerne til L 69 "nærmest besværgende" skriver, at kontrolforanstaltningerne ikke må "have karakter af frihedsberøvelse. For enten er det frihedsberøvelse. Eller også er det ikke," sagde han.
Hvis udlændingemyndighederne vil administrere lovforslaget lige så strikt, som lovbemærkningerne lægger op til, så risikerer ministeren og hendes embedsmænd at handle grundlovsstridigt, mente Koch.
Efter et sus var gået gennem Landstingssalen, forklarede Koch, at lovbemærk-ningerne ikke omtaler en konkret begrundet fare som årsag til, at f.eks. tuneseren, der ifølge PET har haft mordplaner mod avistegner Kurt Westergaard, skal frihedsberøves. Og ifølge Koch er det ikke nok med en abstrakt henvisning til nationens sikkerhed. En fare skal altid være konkret begrundet, hvis den skal føre til frihedsberøvelse.
"Det bliver forfatningsmæssigt umuligt, når farebegrebet er abstrakt og går på en mulig risiko. Det er politistatens begrebsapparat, vi ser her," sagde professoren, hvorefter endnu et sus gik gennem salen.
Mens lovforslagets kritikere så mere og mere tilfredse ud, blev Kochs indlæg modtaget knap så entusiastisk af Dansk Folkepartis Martin Henriksen:
"Et meget ensidigt indlæg, blottet for refleksioner og overvejelser," lød hans karakteristik af indlægget, hvorefter Koch i sin slutreplik opsummerede sit eget synspunkt: "Retsstaten gælder også for udlændinge."
Den næste indbudte ekspert, generalsekretær for Advokatsamfundet Henrik Rothe, skulle belyse, om L 69 vil være lovgivning med tilbagevirkende kraft.
Nej, lød det kortfattede svar, der vil ikke være tale om tilbagevirkende kraft, for udlændinge bliver ikke med L 69 pålagt sanktioner bagud. Rothe hæftede sig derimod ved den motivforskydning, som lovforslaget indebærer. Når myndighederne skal vide, hvor en udlænding på tålt ophold befinder sig, er forklaringen i den gældende lov, at politiet skal kunne få fat i personen, hvis en udvisning uden risiko bliver mulig.
Men L 69 ændrer motivet til også at være præventivt: Den daglige meldepligt og påbuddet om at overnatte i Sandholm skal forhindre nye forbrydelser, f.eks. mod en avistegner i Århus.
"Det minder ganske meget om de begrundelser, vi hører i retten, når en person idømmes varetægtsfængsling for at forebygge yderligere kriminalitet," forklarede Rothe, hvis samlede bedømmelse var, at L 69 uden tvivl vil indebære frihedsberøvelse. "Og derfor er jeg enig i, at det er nødvendigt med domstolskontrol i hvert enkelt tilfælde," sagde han.
Træk forslaget tilbage
Sidste ekspert var lektor i menneskerettigheder Jonas Christoffersen fra Københavns Universitet. Han indledte med at kalde L 69 for en "usædvanlig sjusket og dårlig lovgivning", og hans konklusion var entydig:
Lad være med at vedtage lovforslaget. De gældende regler er fuldt tilstrækkelige til at håndtere de udfordring-er, udlændinge på tålt ophold kan medføre. Afvent i stedet den arbejdsgruppe, som er nedsat for at belyse det komplicerede område.
"I dag er det en festdag, hvor vi fejrer 60-året for menneskerettighederne. Benyt dagen til at tænke over, hvad lovgivningsmagten er på vej ud i," opfordrede han.
Christoffersen sammenlignede også L 69 med den første terrorpakke fra 2002. Dengang ville et familieliv betyde, at en tålt udlænding ikke blev pålagt at tage fast ophold i Sandholm, men det skal udlændingene nu ifølge L 69. Efter fremsættelsen af L 69 er der dog kommet et svar fra Justitsministeriet, hvorefter tålte udlændinge har ret til at være sammen med deres familie i weekenden og til fødselsdage. Ellers vil opholdspåbuddet i Sandholm udgøre en krænkelse af deres menneskerettigheder.
"Så vi har én fortolkning i 2002, en anden i L 69 og nu en tredje i Justitsministeriets svar. Der er noget, der skurrer," mente han.
I fremtiden skal myndighederne hver halve år lave en konkret afvejning af proprotionalitetshensynet for hver enkelt udlænding på tålt ophold, hvis de internationale konventioner skal overholdes, står der endvidere i lovbemærkningerne til L 69.
"Så måske er L 69 stor ståhej for ingenting. Måske fører lovforslaget i virkeligheden til en lempelse af vilkårene for udlændinge på tålt ophold," forudså Christoffersen, der derefter stillede et drilsk spørgsmål til politikerne i salen: Når Justitsministeriet i dag vurderer, at udlændinge på tålt ophold skal have ret til weekendophold med familien, er det så en ny erkendelse? Menneskerettighederne er ikke ændret siden 2002, så hvis myndighederne har administreret efter en anden opfattelse, har man så krænket menneskerettighederne for udlændinge på tålt ophold i seks år?
Dét burde politikerne se at få undersøgt, lød opfordringen fra Christoffersen, en opfordring som straks blev grebet af flere af de tilstedeværende retspolitikere.
--------------------------------------------------------------------------------
Source URL: http://www.information.dk/176762
Viser opslag med etiketten magtens tredeling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten magtens tredeling. Vis alle opslag
torsdag den 25. december 2008
tuneserloven: Klumme af advokat og lektor Jacob Mchangama
Jacob Mchangama skriver om retsstatsprincipper, som overtrædes med udvisninger, der ikke har været for en dommer.
Den seneste tids begivenheder vedrørende to tuneseres angivelige planer om at myrde Kurt Westergaard samt den efterfølgende beslutning om at udvise de to har bekræftet en sørgelig tendens i dansk politisk kultur: nemlig at frihedsrettigheder alene bliver påberåbt, når det passer ind i henholdsvis den værdipolitiske højre- og venstrefløjs politiske kram.
Det er velkendt, at store dele af venstrefløjen under Muhammed-krisen søgte at præsentere sagen, som om den ikke havde med ytringsfrihed at gøre på trods af det faktum, at udfordring af religiøse symboler og dogmer traditionelt har været en af ytringsfrihedens vigtigste funktioner i kampen for samfund, hvor borgerne er frie til at tænke og handle uafhængigt af religiøse autoriteter.
Da PET afslørede det formodede mordkomplot mod Kurt Westergaard, og konsekvenserne af ikke at støtte op om en robust ytringsfrihed blev klar, måtte de, der på venstrefløjen havde benægtet, at Muhammedkrisen handlede om ytringsfrihed, enten forsvinde i debatten eller krybe til korset og nødtvungent støtte Jyllands-Posten og Kurt Westergaard på trods af tidligere fordømmelser.
Samtidig må man undres over, hvorfor venstrefløjen pludselig finder det helt principielt at forsvare retssikkerhedsgarantier i forhold til de to terrormistænkte, når man ikke fandt ytringsfriheden værd at forsvare for så vidt angår Jyllands-Posten. Angiveligt at ville slå en tegner ihjel er vel næppe den form for "ansvarlighed" som venstrefløjen anså som en nødvendig forudsætning for at kunne påberåbe sig ytringsfriheden under Muhammed-krisen.
Under Muhammedkrisen var den værdipolitiske højrefløj - konservative som liberale - til gengæld forenet i et forsvar for det frie ord og den frie tanke. Frihedsrettighederne var ikke til salg.
Men når det kommer til kampen mod terror, er det ofte fra borgerligt - som oftest national-konservativt - hold, man hører krav om indskrænkning af frihedsrettigheder. I sagen vedrørende de to tunesere har mange borgerlige politikere og debattører således udtrykt støtte til den nuværende ordning, hvor administrative udvisninger ikke er underlagt en vis form for domstolskontrol. Det er bemærkelsesværdigt, at den principfasthed vedrørende frihedsrettigheder, som gjaldt under Muhammed-krisen, ikke genfindes, når det drejer sig om terrorlovgivning.
Et ofte hørt argument fra national-konservativt hold - herunder fra Søren Pind, Kai Sørlander og Morten Messerschmidt - er, at det er legitimt at forskelsbehandle mellem danske statsborgere og udlændinge. Også når det kommer til retssikkerhedsgarantier. Ingen fortalere for, at de udviste tunesere skal have prøvet deres sag, har så vidt ses benægtet, at der kan forskelsbehandles mellem danske statsborgere og udlændinge. Det er således helt naturligt, at de to tunesere skal udvises, såfremt der er hold i PETs anklager. En sanktion man naturligvis ikke kan anvende overfor danske statsborgere. Endvidere er det også legitimt at forskelsbehandle, når det kommer til nydelse af offentlige ydelser, stemmeret m.v. Men når det kommer til basale retssikkerhedsgarantier, er det et skråplan at forskelsbehandle på basis af nationalitet, særligt når det kommer til så alvorlige anklager som terrorisme.
At retssikkerhedsgarantier og frihedsrettigheder gælder for såvel statsborgere som udlændinge er ikke - som ellers ofte påstået af national-konservative - udtryk for multikulturalisme og kulturrelativisme, der undergraver nationalstaten. Det ville national-konservative kunne forvisse sig, om hvis de besværede sig med at læse Danmarks Riges Grundlov. Heraf fremgår det udtrykkeligt, at en række af frihedsrettighederne herunder § 71, stk. 3 (grundlovsforhøret), § 72 (boligens ukrænkelighed), § 73 (beskyttelsen af ejendomsretten), § 77 (ytringsfrihed) og § 78, stk. 2 (foreningsfrihed) ikke diskriminerer mellem danske statsborgere og udlændinge, men omfatter enhver. Det samme følger af de frihedsrettigheder og processuelle retsgarantier, som er indeholdt i den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der er inkorporeret i dansk ret. Dette ligebehandlingsprincip afspejler et frihedsideal, hvis rødder kan spores langt tilbage i historien.
I den amerikanske uafhængighedserklæring hedder det f.eks., at "at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder" - ikke alle amerikanere. Dette frihedsideal om lighed for loven for så vidt angår fundamentale frihedsrettigheder udgør et af kerneprincipperne i det liberale demokrati, hvis overlegenhed i forhold til andre regeringsformer for så vidt angår personlig frihed og velstand er åbenlys. Det er derfor dybt ironisk, at rationalet bag indskrænkning af fundamentale frihedsrettigheder så ofte er ønsket om at bevare egen kultur og demokratiske styreform. De, der ønsker at forskelsbehandle på basis af nationalitet for så vidt angår frihedsrettigheder, skylder således at forklare, hvor langt de er villige til at gå i sådan forskelsbehandling, og hvorledes denne form for forskelsbehandling er i overensstemmelse med den demokratiske styreform, de påstår at beskytte.
Det konkrete tilfælde med de to tunesere, hvor en indgribende administrativ beslutning truffet på baggrund af informationer, der ikke er tilgængelige for adressaten, er undtaget fra domstolsprøvelse, er et eksempel på skridt, der ikke er en retsstat værdig. Den udøvende magts adgang til at træffe indgribende beslutninger på diskretionær basis har alle dage været et onde, som retsstatsprincippet ved dets "checks and balances" skulle modvirke, herunder ved domstolskontrol. Dette kan sagtens lade sig gøre uden dermed at sætte den udøvende magts beslutningskompetence ud af kraft.
Det er således svært at se, at der kan være saglige argumenter mod at lade et uafhængigt organ, hvis medlemmer er sikkerhedsclearede tage stilling til PETs beviser. Et sådant organ vil sandsynligvis lægge afgørende vægt på PETs beviser, og kun i tilfælde hvor beviserne er helt åbenbart utilstrækkelige underkende den ansvarlige ministers beslutning. Dette ville f.eks være i overensstemmelse med den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis i sager om national sikkerhed. Dermed bevares (i) PETs helt berettigede interesse i hemmeligholdelse af dets informationer, (ii) ministerens adgang til hurtigt at træffe foranstaltninger mod personer der søger at underminere nationens sikkerhed samt (iii) hensynet til retssikkerheden.
Det er i den forbindelse værd at bemærke, at Frankrig - et land der af mange anses for at have den mest effektive anti-terrorbekæmpelse i Europa - langt oftere end herhjemme benytter muligheden for at udvise udlændinge mistænkt for terror. Men franskmændene tillader en vis domstolsprøvelse af sådanne udvisninger. Storbritannien - der er gået ganske vidt i bekæmpelsen af terror - har oprettet et særligt uafhængigt organ, der tager stilling til administrative udvisninger, også udvisninger baseret på hensynet til national sikkerhed.
Skåret ind til benet synes det national-konservative argument for at nægte prøvelse i sager om administrativ udvisning at bunde i en dybtfølt modvilje mod at indtage en holdning, der kunne opfattes som støtte til egne ideologiske hovedmodstandere. Præcis på samme måde som mange på venstrefløjen ikke kunne få sig selv til at anerkende ytringsfriheden, da "den sorte avis" Jyllands-Posten benyttede sig af denne frihed i Muhammed-krisen. Men at insistere på uafhængig prøvelse af administrative udvisninger er ikke at støtte de to tunesere eller at udvise sympati for terrorisme. Ligesom man ikke behøver at abonnere på Jyllands-Posten, blot fordi man støtter avisens ret til at offentliggøre en række tegninger af Muhammed.
Tværtimod er det netop i situationer, hvor frihedsrettigheder og retsstatsprincipper omfatter dem, man er uenig med, at frihedsrettighederne skal stå deres prøve. Anerkender vi alene frihedsrettighederne i situationer, hvor de beskytter dem, vi sympatiserer med, er frihedsrettighederne intet værd, idet de dermed bliver ofre for den herskende politiske vilje og deres beskyttelse dermed bliver diskretionær. Eksemplerne på, at tømmermændene indfinder sig, når retsstatsprincipper bliver sat ud af kraft i en god sags tjeneste, er legio. Er vi f.eks. stolte af vores retsopgør efter besættelsen? Var interneringen af japanere under 2. verdenskrig og oprettelsen af Guantanamo efter 11. september 2001 højdepunkter i USA's historie?
Vi lever ikke i en politistat i Danmark og er heller ikke på vej mod en. Men der er intet automatisk ved vores demokrati og frihedsrettigheder, og den frihed, det har taget århundreder at sikre, kan mistes på et øjeblik. Vi bør derfor værne om vores frihedsrettigheder, selv når det ikke er politisk opportunt, og når vores instinktive menneskelige reaktion er, at de, der påberåber sig frihedsrettighederne, egentlig ikke fortjener deres beskyttelse.
Jacob Mchangama er advokat og ekstern lektor i internationale menneskerettigheder.
kilde: http://www.180grader.dk/klumme/H_jre_og_venstres_automatreaktioner_printer.php
Den seneste tids begivenheder vedrørende to tuneseres angivelige planer om at myrde Kurt Westergaard samt den efterfølgende beslutning om at udvise de to har bekræftet en sørgelig tendens i dansk politisk kultur: nemlig at frihedsrettigheder alene bliver påberåbt, når det passer ind i henholdsvis den værdipolitiske højre- og venstrefløjs politiske kram.
Det er velkendt, at store dele af venstrefløjen under Muhammed-krisen søgte at præsentere sagen, som om den ikke havde med ytringsfrihed at gøre på trods af det faktum, at udfordring af religiøse symboler og dogmer traditionelt har været en af ytringsfrihedens vigtigste funktioner i kampen for samfund, hvor borgerne er frie til at tænke og handle uafhængigt af religiøse autoriteter.
Da PET afslørede det formodede mordkomplot mod Kurt Westergaard, og konsekvenserne af ikke at støtte op om en robust ytringsfrihed blev klar, måtte de, der på venstrefløjen havde benægtet, at Muhammedkrisen handlede om ytringsfrihed, enten forsvinde i debatten eller krybe til korset og nødtvungent støtte Jyllands-Posten og Kurt Westergaard på trods af tidligere fordømmelser.
Samtidig må man undres over, hvorfor venstrefløjen pludselig finder det helt principielt at forsvare retssikkerhedsgarantier i forhold til de to terrormistænkte, når man ikke fandt ytringsfriheden værd at forsvare for så vidt angår Jyllands-Posten. Angiveligt at ville slå en tegner ihjel er vel næppe den form for "ansvarlighed" som venstrefløjen anså som en nødvendig forudsætning for at kunne påberåbe sig ytringsfriheden under Muhammed-krisen.
Under Muhammedkrisen var den værdipolitiske højrefløj - konservative som liberale - til gengæld forenet i et forsvar for det frie ord og den frie tanke. Frihedsrettighederne var ikke til salg.
Men når det kommer til kampen mod terror, er det ofte fra borgerligt - som oftest national-konservativt - hold, man hører krav om indskrænkning af frihedsrettigheder. I sagen vedrørende de to tunesere har mange borgerlige politikere og debattører således udtrykt støtte til den nuværende ordning, hvor administrative udvisninger ikke er underlagt en vis form for domstolskontrol. Det er bemærkelsesværdigt, at den principfasthed vedrørende frihedsrettigheder, som gjaldt under Muhammed-krisen, ikke genfindes, når det drejer sig om terrorlovgivning.
Et ofte hørt argument fra national-konservativt hold - herunder fra Søren Pind, Kai Sørlander og Morten Messerschmidt - er, at det er legitimt at forskelsbehandle mellem danske statsborgere og udlændinge. Også når det kommer til retssikkerhedsgarantier. Ingen fortalere for, at de udviste tunesere skal have prøvet deres sag, har så vidt ses benægtet, at der kan forskelsbehandles mellem danske statsborgere og udlændinge. Det er således helt naturligt, at de to tunesere skal udvises, såfremt der er hold i PETs anklager. En sanktion man naturligvis ikke kan anvende overfor danske statsborgere. Endvidere er det også legitimt at forskelsbehandle, når det kommer til nydelse af offentlige ydelser, stemmeret m.v. Men når det kommer til basale retssikkerhedsgarantier, er det et skråplan at forskelsbehandle på basis af nationalitet, særligt når det kommer til så alvorlige anklager som terrorisme.
At retssikkerhedsgarantier og frihedsrettigheder gælder for såvel statsborgere som udlændinge er ikke - som ellers ofte påstået af national-konservative - udtryk for multikulturalisme og kulturrelativisme, der undergraver nationalstaten. Det ville national-konservative kunne forvisse sig, om hvis de besværede sig med at læse Danmarks Riges Grundlov. Heraf fremgår det udtrykkeligt, at en række af frihedsrettighederne herunder § 71, stk. 3 (grundlovsforhøret), § 72 (boligens ukrænkelighed), § 73 (beskyttelsen af ejendomsretten), § 77 (ytringsfrihed) og § 78, stk. 2 (foreningsfrihed) ikke diskriminerer mellem danske statsborgere og udlændinge, men omfatter enhver. Det samme følger af de frihedsrettigheder og processuelle retsgarantier, som er indeholdt i den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der er inkorporeret i dansk ret. Dette ligebehandlingsprincip afspejler et frihedsideal, hvis rødder kan spores langt tilbage i historien.
I den amerikanske uafhængighedserklæring hedder det f.eks., at "at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder" - ikke alle amerikanere. Dette frihedsideal om lighed for loven for så vidt angår fundamentale frihedsrettigheder udgør et af kerneprincipperne i det liberale demokrati, hvis overlegenhed i forhold til andre regeringsformer for så vidt angår personlig frihed og velstand er åbenlys. Det er derfor dybt ironisk, at rationalet bag indskrænkning af fundamentale frihedsrettigheder så ofte er ønsket om at bevare egen kultur og demokratiske styreform. De, der ønsker at forskelsbehandle på basis af nationalitet for så vidt angår frihedsrettigheder, skylder således at forklare, hvor langt de er villige til at gå i sådan forskelsbehandling, og hvorledes denne form for forskelsbehandling er i overensstemmelse med den demokratiske styreform, de påstår at beskytte.
Det konkrete tilfælde med de to tunesere, hvor en indgribende administrativ beslutning truffet på baggrund af informationer, der ikke er tilgængelige for adressaten, er undtaget fra domstolsprøvelse, er et eksempel på skridt, der ikke er en retsstat værdig. Den udøvende magts adgang til at træffe indgribende beslutninger på diskretionær basis har alle dage været et onde, som retsstatsprincippet ved dets "checks and balances" skulle modvirke, herunder ved domstolskontrol. Dette kan sagtens lade sig gøre uden dermed at sætte den udøvende magts beslutningskompetence ud af kraft.
Det er således svært at se, at der kan være saglige argumenter mod at lade et uafhængigt organ, hvis medlemmer er sikkerhedsclearede tage stilling til PETs beviser. Et sådant organ vil sandsynligvis lægge afgørende vægt på PETs beviser, og kun i tilfælde hvor beviserne er helt åbenbart utilstrækkelige underkende den ansvarlige ministers beslutning. Dette ville f.eks være i overensstemmelse med den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis i sager om national sikkerhed. Dermed bevares (i) PETs helt berettigede interesse i hemmeligholdelse af dets informationer, (ii) ministerens adgang til hurtigt at træffe foranstaltninger mod personer der søger at underminere nationens sikkerhed samt (iii) hensynet til retssikkerheden.
Det er i den forbindelse værd at bemærke, at Frankrig - et land der af mange anses for at have den mest effektive anti-terrorbekæmpelse i Europa - langt oftere end herhjemme benytter muligheden for at udvise udlændinge mistænkt for terror. Men franskmændene tillader en vis domstolsprøvelse af sådanne udvisninger. Storbritannien - der er gået ganske vidt i bekæmpelsen af terror - har oprettet et særligt uafhængigt organ, der tager stilling til administrative udvisninger, også udvisninger baseret på hensynet til national sikkerhed.
Skåret ind til benet synes det national-konservative argument for at nægte prøvelse i sager om administrativ udvisning at bunde i en dybtfølt modvilje mod at indtage en holdning, der kunne opfattes som støtte til egne ideologiske hovedmodstandere. Præcis på samme måde som mange på venstrefløjen ikke kunne få sig selv til at anerkende ytringsfriheden, da "den sorte avis" Jyllands-Posten benyttede sig af denne frihed i Muhammed-krisen. Men at insistere på uafhængig prøvelse af administrative udvisninger er ikke at støtte de to tunesere eller at udvise sympati for terrorisme. Ligesom man ikke behøver at abonnere på Jyllands-Posten, blot fordi man støtter avisens ret til at offentliggøre en række tegninger af Muhammed.
Tværtimod er det netop i situationer, hvor frihedsrettigheder og retsstatsprincipper omfatter dem, man er uenig med, at frihedsrettighederne skal stå deres prøve. Anerkender vi alene frihedsrettighederne i situationer, hvor de beskytter dem, vi sympatiserer med, er frihedsrettighederne intet værd, idet de dermed bliver ofre for den herskende politiske vilje og deres beskyttelse dermed bliver diskretionær. Eksemplerne på, at tømmermændene indfinder sig, når retsstatsprincipper bliver sat ud af kraft i en god sags tjeneste, er legio. Er vi f.eks. stolte af vores retsopgør efter besættelsen? Var interneringen af japanere under 2. verdenskrig og oprettelsen af Guantanamo efter 11. september 2001 højdepunkter i USA's historie?
Vi lever ikke i en politistat i Danmark og er heller ikke på vej mod en. Men der er intet automatisk ved vores demokrati og frihedsrettigheder, og den frihed, det har taget århundreder at sikre, kan mistes på et øjeblik. Vi bør derfor værne om vores frihedsrettigheder, selv når det ikke er politisk opportunt, og når vores instinktive menneskelige reaktion er, at de, der påberåber sig frihedsrettighederne, egentlig ikke fortjener deres beskyttelse.
Jacob Mchangama er advokat og ekstern lektor i internationale menneskerettigheder.
kilde: http://www.180grader.dk/klumme/H_jre_og_venstres_automatreaktioner_printer.php
Tuneserloven: Tidligere PET-Chef "Terrordebat er farlig".
Skrevet af: Christian Lehmann
Den tidligere øverste PET-chef Ole Stig Andersen har fået nok af den indskrænkning af afgørende retsprincipper, som politikerne er villige til at acceptere i terrorsager. Unødvendigt og underminerende for retsstaten, kalder han det
Danske politikeres terrorfrygt har nu nået et punkt, hvor man er villig til at underminere respekten for domstolene og tilsidesætte altafgørende principper i vores retsstat.
Sådan lyder de hårde anklager fra Ole Stig Andersen, der var øverste chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET) fra 1975 til 1984.
Som den første tidligere øverste PET-chef nogensinde tager han nu bladet fra munden og giver sin uforbeholdne mening om de indskrænkninger af retssikkerheden, som politikerne er villige til at acceptere, lige så snart det handler om 'terror' og 'statens sikkerhed'.
"Det sakrale begreb - statens sikkerhed - bliver brugt til alt for meget unødvendigt hemmelighedskræmmeri.
Nu er man endda også villig til at oprette hemmelige særdomstole. Så har man tabt respekten for domstolssystemet," siger Ole Stig Andersen.
Hans kritik er især udløst af sagen om de to tunesere og en dansk-marokkaner, der af PET mistænkes for at ville dræbe tegneren Kurt Westergaard. Begge tuneserne er administrativt udvist på grundlag af bevismateriale, som PET af hensyn til sine kilder ikke har villet fremlægge for en dommer.
"Man kan sagtens tænke sig terror så voldsom, at det er rimeligt at tale om statens sikkerhed. Men hvad har mordplaner mod en tegner med statens sikkerhed at gøre," siger Ole Stig Andersen.
Agenter kan lyve
Han erkender, at PET og politiet har et behov for at beskytte sine kilder.
"Men hvorfor er en agent, der arbejder for PET i Vollsmose, mere hemmelig og sårbar end en agent, der arbejder i et meget kriminelt og farligt narkomiljø? Forklaringen er nok, at efterforskning i terrorsager finder sted i efterretningstjenesterne. Og dermed har man overtaget det samme begrebsapparat om statens sikkerhed og forholdet til fremmede magter som dengang, hvor man bekæmpede spionage og KGB. Det fører til langt mere hemmelighedskræmmeri end i andre kriminelle sager, der ellers kan være lige så alvorlige og endnu mere destabiliserende for det danske samfund," siger den tidligere PET-chef og henviser til bandekrige, menneskehandel og narkokriminalitet som områder, som politiet sagtens kan håndtere uden yderligere hemmeligholdelse.
- Et argument i debatten har været, at PET også er nødt til at beskytte fortroligt materiale, man har modtaget fra andre landes efterretningstjenester?
"Ja, men alt internationalt politisamarbejde forudsætter, at myndighederne kan stole på hinanden. Og generelt er hensynet til fremmede stater ikke større i disse terrorsager end i sager om for eksempel menneskesmugling eller narkokriminalitet," siger Ole Stig Andersen.
Han henviser til, at en tiltalt og hans forsvarer allerede i dag kan unddrages indsigt i dybt fortroligt efterforskningsmateriale.
"Og hvis jeg sad som dommer, så ville jeg gerne kende efterforskningsgrundlaget. Jeg vil gerne vide, hvilken fremmed efterretningstjeneste en oplysning kommer fra, og hvordan den er fremkommet. Agenter kan sige forkerte ting eller synge den sang, som ophavsgiveren ønsker, at de synger. Og når det kommer til oplysninger fra fremmede magter, så ved både du og jeg, at man selv i USA bruger waterboarding - og under tortur tilstår alle jo alt."
Brug for domstolskontrol
I debatten om tunesersagen har politikere med Pia Kjærsgaard (DF) i spidsen udtrykt fuld tillid til, at PET har grundlaget i orden for sine anklager. Og justitsminister Brian Mikkelsen (K) - der så vidt vides har haft lejlighed til at se hele PET's materiale - har stået ved sin beslutning om at anbefale udvisning.
"Men hvorfor skal man stole mere på en minister end på en højesteretsdommer? En stat, hvor den udøvende magt kan holde sager uoplyste for domstolene, fordi man ikke stoler på dem - synes vi, at det er en stat, der lyder rigtig? "
- Men kan man ikke stole på PET?
"Jo, selvfølgelig kan man det - i langt de fleste tilfælde. Men det er fuldstændigt absurd at basere en retsstat på en blind tro på, at politiet altid har ret. For hvad skulle vi så have domstolskontrol til overhovedet? Så kunne vi lige så godt fjerne domstolskontrollen. Så mangler vi bare et 'Kærlighedsministerium' til at afrette borgerne til at tænke de rigtige tanker," siger Ole Stig Andersen med henvisning til George Orwells berømte roman '1984'.
- For myndighederne kan også begå fejl?
"Det kan jeg godt love dig for, at de gør - og hvis de laver fejl, så indrømmer de det nødigt bagefter. Du er nødt til at erkende, at offentlige myndigheder er mennesker på godt og ondt. Og du er også nødt til at erkende, at magt korrumperer. Det er derfor, at vi har behov for en effektiv, altomfattende domstolskontrol. Og det er også derfor, at vi ikke kan undvære Folketingets Ombudsmand."
Bange for at tage ansvar
Ifølge Ole Stig Andersen er de danske politikere ramt af en "ansvarsfobi", der får dem til at sige ja til alt for villigt at indskrænke af borgernes retssikkerhed og frihed i kampen mod terror.
"Hvis en minister i min tid udsultede PET, og ulykken skete, og de sovjetiske styrker så kom tromlende - så ville der næppe være et Folketingsvalg, hvor den ansvarlige minister kunne holdes ansvarlig bagefter. Men sådan er situationen ikke i dag. Hvis der sker det helt store brag, og du kunne holdes ansvarlig for ikke at have gjort nok, så ville du aldrig overleve som politiker. Det er det, de er bange for. Der er ingen, der tør sige: Nok er nok - og jeg tager ansvaret, hvis der sker noget," siger Ole Stig Andersen.
Source URL: http://www.information.dk/177426
Den tidligere øverste PET-chef Ole Stig Andersen har fået nok af den indskrænkning af afgørende retsprincipper, som politikerne er villige til at acceptere i terrorsager. Unødvendigt og underminerende for retsstaten, kalder han det
Danske politikeres terrorfrygt har nu nået et punkt, hvor man er villig til at underminere respekten for domstolene og tilsidesætte altafgørende principper i vores retsstat.
Sådan lyder de hårde anklager fra Ole Stig Andersen, der var øverste chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET) fra 1975 til 1984.
Som den første tidligere øverste PET-chef nogensinde tager han nu bladet fra munden og giver sin uforbeholdne mening om de indskrænkninger af retssikkerheden, som politikerne er villige til at acceptere, lige så snart det handler om 'terror' og 'statens sikkerhed'.
"Det sakrale begreb - statens sikkerhed - bliver brugt til alt for meget unødvendigt hemmelighedskræmmeri.
Nu er man endda også villig til at oprette hemmelige særdomstole. Så har man tabt respekten for domstolssystemet," siger Ole Stig Andersen.
Hans kritik er især udløst af sagen om de to tunesere og en dansk-marokkaner, der af PET mistænkes for at ville dræbe tegneren Kurt Westergaard. Begge tuneserne er administrativt udvist på grundlag af bevismateriale, som PET af hensyn til sine kilder ikke har villet fremlægge for en dommer.
"Man kan sagtens tænke sig terror så voldsom, at det er rimeligt at tale om statens sikkerhed. Men hvad har mordplaner mod en tegner med statens sikkerhed at gøre," siger Ole Stig Andersen.
Agenter kan lyve
Han erkender, at PET og politiet har et behov for at beskytte sine kilder.
"Men hvorfor er en agent, der arbejder for PET i Vollsmose, mere hemmelig og sårbar end en agent, der arbejder i et meget kriminelt og farligt narkomiljø? Forklaringen er nok, at efterforskning i terrorsager finder sted i efterretningstjenesterne. Og dermed har man overtaget det samme begrebsapparat om statens sikkerhed og forholdet til fremmede magter som dengang, hvor man bekæmpede spionage og KGB. Det fører til langt mere hemmelighedskræmmeri end i andre kriminelle sager, der ellers kan være lige så alvorlige og endnu mere destabiliserende for det danske samfund," siger den tidligere PET-chef og henviser til bandekrige, menneskehandel og narkokriminalitet som områder, som politiet sagtens kan håndtere uden yderligere hemmeligholdelse.
- Et argument i debatten har været, at PET også er nødt til at beskytte fortroligt materiale, man har modtaget fra andre landes efterretningstjenester?
"Ja, men alt internationalt politisamarbejde forudsætter, at myndighederne kan stole på hinanden. Og generelt er hensynet til fremmede stater ikke større i disse terrorsager end i sager om for eksempel menneskesmugling eller narkokriminalitet," siger Ole Stig Andersen.
Han henviser til, at en tiltalt og hans forsvarer allerede i dag kan unddrages indsigt i dybt fortroligt efterforskningsmateriale.
"Og hvis jeg sad som dommer, så ville jeg gerne kende efterforskningsgrundlaget. Jeg vil gerne vide, hvilken fremmed efterretningstjeneste en oplysning kommer fra, og hvordan den er fremkommet. Agenter kan sige forkerte ting eller synge den sang, som ophavsgiveren ønsker, at de synger. Og når det kommer til oplysninger fra fremmede magter, så ved både du og jeg, at man selv i USA bruger waterboarding - og under tortur tilstår alle jo alt."
Brug for domstolskontrol
I debatten om tunesersagen har politikere med Pia Kjærsgaard (DF) i spidsen udtrykt fuld tillid til, at PET har grundlaget i orden for sine anklager. Og justitsminister Brian Mikkelsen (K) - der så vidt vides har haft lejlighed til at se hele PET's materiale - har stået ved sin beslutning om at anbefale udvisning.
"Men hvorfor skal man stole mere på en minister end på en højesteretsdommer? En stat, hvor den udøvende magt kan holde sager uoplyste for domstolene, fordi man ikke stoler på dem - synes vi, at det er en stat, der lyder rigtig? "
- Men kan man ikke stole på PET?
"Jo, selvfølgelig kan man det - i langt de fleste tilfælde. Men det er fuldstændigt absurd at basere en retsstat på en blind tro på, at politiet altid har ret. For hvad skulle vi så have domstolskontrol til overhovedet? Så kunne vi lige så godt fjerne domstolskontrollen. Så mangler vi bare et 'Kærlighedsministerium' til at afrette borgerne til at tænke de rigtige tanker," siger Ole Stig Andersen med henvisning til George Orwells berømte roman '1984'.
- For myndighederne kan også begå fejl?
"Det kan jeg godt love dig for, at de gør - og hvis de laver fejl, så indrømmer de det nødigt bagefter. Du er nødt til at erkende, at offentlige myndigheder er mennesker på godt og ondt. Og du er også nødt til at erkende, at magt korrumperer. Det er derfor, at vi har behov for en effektiv, altomfattende domstolskontrol. Og det er også derfor, at vi ikke kan undvære Folketingets Ombudsmand."
Bange for at tage ansvar
Ifølge Ole Stig Andersen er de danske politikere ramt af en "ansvarsfobi", der får dem til at sige ja til alt for villigt at indskrænke af borgernes retssikkerhed og frihed i kampen mod terror.
"Hvis en minister i min tid udsultede PET, og ulykken skete, og de sovjetiske styrker så kom tromlende - så ville der næppe være et Folketingsvalg, hvor den ansvarlige minister kunne holdes ansvarlig bagefter. Men sådan er situationen ikke i dag. Hvis der sker det helt store brag, og du kunne holdes ansvarlig for ikke at have gjort nok, så ville du aldrig overleve som politiker. Det er det, de er bange for. Der er ingen, der tør sige: Nok er nok - og jeg tager ansvaret, hvis der sker noget," siger Ole Stig Andersen.
Source URL: http://www.information.dk/177426
Tuneserloven: Lad Maskerne Falde
Den igangværende økonomiske krise tvinger regeringen og DF til at intensivere kampen for at holde sammen på samfundet. I forsvaret for den danske befolknings privilegier og velstand er alle midler legitime, inklusive racistiske nødlove. Tuneserloven er et afsindigt forsøg på at indhegne vores velstand.
Med Tuneserloven har det danske demokrati således vist, hvor det ønsker at bevæge sig hen: undtagelsestilstand. De juridiske værn, som almindeligvis beskytter os mod overgreb fra statens side, sættes helt eller delvist ud af kraft. Med udpegningen og kriminaliseringen af en gruppe mennesker i Danmark er der taget et uigenkaldeligt skridt hinsides alle idealerne om det liberale demokrati og de almindelige menneskerettigheder, som borgerskabet ellers selv i sin tid introducerede for mere end to hundrede år siden. Tuneserloven viser, at magten nu ikke engang gider gøre sig besværet med at opretholde illusionen om en borgerlig retsstat. Med loven er vi kommet ind i et nyt politisk rum, hvor magten på én gang er lovgivende, dømmende og udøvende. I dag er vi potentielt set alle tunesere.
Hidtil har udlændingepolitikkens racisme og brutalitet været gemt væk under administrative foranstaltninger: flygtninge er i tusindvis blevet afvist ved grænserne, indvandrefamilier er blevet straffet økonomisk gennem starthjælp og deres forhåbninger om at få samlet familien i sikkerhed er blevet forhindret og umuliggjort gennem abstrakte administrative forordninger: 24-årsregel, 29-årsregelen, tilknytningskrav og så videre. Alle abstrakte bureaukratiske forordninger, som i det skjulte gør mange menneskers liv ubærligt. De fremmede skal føle, de er fremmede, og grænserne er lukket for de uønskede. Men disse overgreb har foregået langt fra mediernes søgelys og hinsides middelklassens forbrugs- og investeringshorisont.
Med Tuneserloven er der kommet ansigter på: 18 juridisk set uskyldige personer er blevet dømt med tilbagevirkende kraft til tilbageholdelse på livstid. Deres eneste forbrydelse er at være fremmede og uønskede.
Reelt befandt de udlændinge, der opholder sig i landet på tålt ophold, sig allerede før vedtagelsen af loven i en limboagtig retstilstand. Rigspolitiet har længe haft beføjelser til at pålægge dem meldepligt, hvis de fandt, at sikkerhedsmæssige grunde talte for det. Forskellen er, at nu skal samtlige personer på tålt ophold frihedsberøves over én kam. Staten placerer en gruppe mennesker i en situation, hvor de frihedsberøves uden om domstolene og med en abstrakt henvisning til nationens sikkerhed. Retsstatens grundlovssikrede rettigheder suspenderes med henvisning til en enkeltsag, en herboende tunesisk mands påståede drabsplan mod en af Jyllands Postens karikaturtegnere. Denne form for tilbageholdelse strider mod internationale konventioner, men staten opfinder blot en ny betegnelse for et fængsel: melde- og opholdspligt.
Med Tuneserloven er alle masker faldet: regeringen og dets støtteparti vil gøre alt, hvad de kan for desperat at holde sammen på det danske folkefællesskab. Det gælder for enhver pris om at opretholde de eksisterende uligheder mellem hvide og ikke-hvide, rige og fattige, statsborgere og ikke-statsborgere.
Dette danske folkefællesskab, som der konstant messende henvises til, er et fantasimonster, men et formålstjenligt fantasimonster, som for Dansk Folkeparti betyder: hvid kristen racisme. Og for regeringen: ekskluderende sortering og værdisætning af menneskeliv på den globale markedsplads. Sammen har regeringen og DF effektivt radikaliseret det nationale demokrati i Danmark og dyrket en form for nationalistisk autenticitetstotalitarisme, der har taget form af hetz af muslimer og kulturradikale, kombineret med besættelseskrige i Irak og Afghanistan. Liberalistisk markedsøkonomi er blevet kombineret med undtagelsestilstand legitimeret af racistisk nationalisme.
Konfronteret med den største finansielle krise siden 1930’erne, der truer med at fordele verdens rigdom anderledes og åbne for en ny runde af imperialistisk strid, skruer regeringen og DF op for deres racistiske kulturkamp i et desperat forsøg på at sikre den danske befolknings privilegier og velstand. I denne kamp er alle midler tilsyneladende legitime, inklusive racistiske nødlove. Målet er at opretholde den uværende magtbalance og sikre at velfærden forbliver ‘hvid’. Men den brutale globale ulighed, som vi danskere nyder så godt af, lader sig ikke opretholde selv med undtagelsestilstand, pigtrådshegn og invasionskrige.
Under undtagelsestilstanden giver det ikke længere mening at forestille sig en dialog mellem rationelle parter, der vil det samme og stræber efter det samme fælles gode. Hvordan kan vi appellere til menneskerettigheder, rimelighed og objektivitet, når de herskende kræfter kun har hån til overs for disse værdier? Lad maskerne falde.
-------------------------------------------
ovenstående er hentet fra kontradoxa på modkraft.dk og er forfattet af en aktivistgrupper der kalder sig Imaginær Fraktion.
http://www.modkraft.dk/spip.php?article9485
Med Tuneserloven har det danske demokrati således vist, hvor det ønsker at bevæge sig hen: undtagelsestilstand. De juridiske værn, som almindeligvis beskytter os mod overgreb fra statens side, sættes helt eller delvist ud af kraft. Med udpegningen og kriminaliseringen af en gruppe mennesker i Danmark er der taget et uigenkaldeligt skridt hinsides alle idealerne om det liberale demokrati og de almindelige menneskerettigheder, som borgerskabet ellers selv i sin tid introducerede for mere end to hundrede år siden. Tuneserloven viser, at magten nu ikke engang gider gøre sig besværet med at opretholde illusionen om en borgerlig retsstat. Med loven er vi kommet ind i et nyt politisk rum, hvor magten på én gang er lovgivende, dømmende og udøvende. I dag er vi potentielt set alle tunesere.
Hidtil har udlændingepolitikkens racisme og brutalitet været gemt væk under administrative foranstaltninger: flygtninge er i tusindvis blevet afvist ved grænserne, indvandrefamilier er blevet straffet økonomisk gennem starthjælp og deres forhåbninger om at få samlet familien i sikkerhed er blevet forhindret og umuliggjort gennem abstrakte administrative forordninger: 24-årsregel, 29-årsregelen, tilknytningskrav og så videre. Alle abstrakte bureaukratiske forordninger, som i det skjulte gør mange menneskers liv ubærligt. De fremmede skal føle, de er fremmede, og grænserne er lukket for de uønskede. Men disse overgreb har foregået langt fra mediernes søgelys og hinsides middelklassens forbrugs- og investeringshorisont.
Med Tuneserloven er der kommet ansigter på: 18 juridisk set uskyldige personer er blevet dømt med tilbagevirkende kraft til tilbageholdelse på livstid. Deres eneste forbrydelse er at være fremmede og uønskede.
Reelt befandt de udlændinge, der opholder sig i landet på tålt ophold, sig allerede før vedtagelsen af loven i en limboagtig retstilstand. Rigspolitiet har længe haft beføjelser til at pålægge dem meldepligt, hvis de fandt, at sikkerhedsmæssige grunde talte for det. Forskellen er, at nu skal samtlige personer på tålt ophold frihedsberøves over én kam. Staten placerer en gruppe mennesker i en situation, hvor de frihedsberøves uden om domstolene og med en abstrakt henvisning til nationens sikkerhed. Retsstatens grundlovssikrede rettigheder suspenderes med henvisning til en enkeltsag, en herboende tunesisk mands påståede drabsplan mod en af Jyllands Postens karikaturtegnere. Denne form for tilbageholdelse strider mod internationale konventioner, men staten opfinder blot en ny betegnelse for et fængsel: melde- og opholdspligt.
Med Tuneserloven er alle masker faldet: regeringen og dets støtteparti vil gøre alt, hvad de kan for desperat at holde sammen på det danske folkefællesskab. Det gælder for enhver pris om at opretholde de eksisterende uligheder mellem hvide og ikke-hvide, rige og fattige, statsborgere og ikke-statsborgere.
Dette danske folkefællesskab, som der konstant messende henvises til, er et fantasimonster, men et formålstjenligt fantasimonster, som for Dansk Folkeparti betyder: hvid kristen racisme. Og for regeringen: ekskluderende sortering og værdisætning af menneskeliv på den globale markedsplads. Sammen har regeringen og DF effektivt radikaliseret det nationale demokrati i Danmark og dyrket en form for nationalistisk autenticitetstotalitarisme, der har taget form af hetz af muslimer og kulturradikale, kombineret med besættelseskrige i Irak og Afghanistan. Liberalistisk markedsøkonomi er blevet kombineret med undtagelsestilstand legitimeret af racistisk nationalisme.
Konfronteret med den største finansielle krise siden 1930’erne, der truer med at fordele verdens rigdom anderledes og åbne for en ny runde af imperialistisk strid, skruer regeringen og DF op for deres racistiske kulturkamp i et desperat forsøg på at sikre den danske befolknings privilegier og velstand. I denne kamp er alle midler tilsyneladende legitime, inklusive racistiske nødlove. Målet er at opretholde den uværende magtbalance og sikre at velfærden forbliver ‘hvid’. Men den brutale globale ulighed, som vi danskere nyder så godt af, lader sig ikke opretholde selv med undtagelsestilstand, pigtrådshegn og invasionskrige.
Under undtagelsestilstanden giver det ikke længere mening at forestille sig en dialog mellem rationelle parter, der vil det samme og stræber efter det samme fælles gode. Hvordan kan vi appellere til menneskerettigheder, rimelighed og objektivitet, når de herskende kræfter kun har hån til overs for disse værdier? Lad maskerne falde.
-------------------------------------------
ovenstående er hentet fra kontradoxa på modkraft.dk og er forfattet af en aktivistgrupper der kalder sig Imaginær Fraktion.
http://www.modkraft.dk/spip.php?article9485
lørdag den 16. februar 2008
Den Egentlige Trussel
Jyllandsposten kunne have valgt at bruge deres ytringsfrihed konstruktivt til opfordringer til interkulturel dialog, forståelse og saglig argumentation, men valgte i stedet at bruge den til at sparke til en befolkningsgruppe – hvoraf mange har en stærkt begrænset mulighed for demokratisk medinflydelse, idet de ikke er stemmeberettigede - der gennem årene har måtte høre på en stadig mere fjendsk, dehumaniserende og undertiden nærmest nationalsocialistisk retorik, specielt i Jyllandsposten. Hvad der ikke kan undgå at undre mig, er med hvor stor succes Jyllandspostens pr-virksomhed har fået det til at se ud som om, at Jyllandsposten rent faktisk foretog et meget værdifuldt og nødvendigt forsvar for den såkaldte ytringsfrihed. Et pr-trick hvis succes vi fortsat ser manifesteret i viljen til, at ville diskutere dette til hudløshed. Der er bare et lille problem. Muslimerne i Danmark udgjorde ikke nogen egentlig trussel mod hverken demokratiet eller “ytringsfriheden” før muhammedtegningerne blev trykt, ligesom de fortsat ikke gør det, hvorfor tegningernes påståede nødvendighed bør ses som et udtryk for et forvrænget billede af virkeligheden, og det bør da næppe heller ses som andet end en meget tvivlsom undskyldning for at fortsætte den forudgående dæmonisering af det muslimske mindretal.
Dernæst er der det forhold, at hele debatten om denne påståede problemstilling, effektivt fjerner fokus fra de personer og lovgivningsmæssige tiltag som rent faktisk udgør en meget virkelig trussel mod borgernes frihed og den demokratiske proces.Glemt er det for længst, at politiet beslaglagde Dagbladet Arbejderens computere umiddelbart efter, at statsministeren i forlængelse af muhammedtegningerne, havde proklameret noget i retning af, at mediernes ucensorerede virke, for ham var noget helligt. Beslaglæggelsen som muliggjordes af den nye anti-terrorlovgivning var foranlediget af at Arbejderen, som led i en journalistisk dækning, valgte at trykke en appel om støtte til blacklistede organisationer, forfattet af Foreningen Oprør. Om denne sag skrev den borgerlige advokat Jacob Mchangama dengang, i en artikel med titlen “Hvor er den borgerlige kritik af anti-terrorpakken”, følgende:
Lige nu udfoldes en meget foruroligende trussel mod retsstaten, idet selve grundpillen, magtens tredeling, synes at være sat ud af kraft, i og med, at integrationsministeren fungerer som dømmende magt, samtidig med at hun indgår som del i både den lovgivende og udøvende magt. Skyldsprincippet, gående ud på, at enhver for så vidt er uskyldig indtil det modsatte er bevist ved en rettergang, er dermed ligeledes sat ud af kraft, hvilket burde foranledige en del mere bekymring end det tilsyneladende er tilfældet, da dette er i strid med grundlovens § 63. Om dette udtaler tidligere justitsminister og nuværende professor i jura, Ole Espersen i weekendens udgave af Information: “Grundloven siger at administrationen skal kunne kontrolleres af domstolene.” og fortsætter “Når man først har fået en ret, f.eks. permanent opholdstilladelse, så har man den ret, og den kan ikke tages fra én uden domstolskontrol, fordi domstolene efter grundloven skal kunne undersøge om myndighederne holder sig inden for lovgivningens rammer [...] Det burde gøre noget ved tilliden til folketingsflertallet, der har vedtaget det [dvs. anti-terrorlovgivningen], fordi når man udhuler vores grundlov – som vi jo ellers er så glade for – så fjerner man jo borgerrettighederne.” Ole Espersen bakkes op af professor ved Aalborg Universitet, Claus Haagen Jensen, der finder dette forhold “foruroligende” for “Der er ikke en mulighed for judiciel kontrol, og det synes jeg er meget betænkeligt.”
Som ovenstående forhåbentlig tydeligt illustrerer, er det i dag fortsat magthaverne, og ikke et muslimsk mindretal, der udgør den primære og væsentligste trussel mod vores frihed, men at dømme efter hvor mange bruger deres tid og energi, skulle man tro det forholdt sig omvendt.
Dernæst er der det forhold, at hele debatten om denne påståede problemstilling, effektivt fjerner fokus fra de personer og lovgivningsmæssige tiltag som rent faktisk udgør en meget virkelig trussel mod borgernes frihed og den demokratiske proces.Glemt er det for længst, at politiet beslaglagde Dagbladet Arbejderens computere umiddelbart efter, at statsministeren i forlængelse af muhammedtegningerne, havde proklameret noget i retning af, at mediernes ucensorerede virke, for ham var noget helligt. Beslaglæggelsen som muliggjordes af den nye anti-terrorlovgivning var foranlediget af at Arbejderen, som led i en journalistisk dækning, valgte at trykke en appel om støtte til blacklistede organisationer, forfattet af Foreningen Oprør. Om denne sag skrev den borgerlige advokat Jacob Mchangama dengang, i en artikel med titlen “Hvor er den borgerlige kritik af anti-terrorpakken”, følgende:
“....i den forbindelse er det essentielt at huske på, at Folketinget allerede i 2002 vedtog en anti-terror-pakke, som på afgørende vis brød med fundamentale danske retsprincipper. Anti-terrorpakken fra 2002 kriminaliserede blandt andet “direkte og indirekte” økonomisk støtte til terrorisme, et begreb der i sig selv er blevet defineret bredt i straffeloven, samt medvirken hertil. En gerningsbeskrivelse, der er problematisk i forhold til retsstatsprincippets krav om lovens klarhed og som dertil også er et afgørende brud med det tungvejende hensyn til individet i dansk strafferet. Det udvidede medvirken-begreb, der resulterede i en kriminalisering af “medvirken til medvirken”, risikerer samtidig at indskrænke bl.a. ytringsfriheden. Det ses i den verserende sag vedrørende Dagbladet Arbejderen, hvis journalistiske dokumentation af foreningen ”Oprørs” appel om støtte til en palæstinensisk og colombiansk terrororganisation, er blevet censureret af politiet med hjemmel i netop terrorpakken. En betænkelig indskrænkning af pressens rolle som offentlighedens vagthund, en rolle som særligt er påkrævet når staten indfører indskrænkninger i borgernes frihedsrettigheder.”
Lige nu udfoldes en meget foruroligende trussel mod retsstaten, idet selve grundpillen, magtens tredeling, synes at være sat ud af kraft, i og med, at integrationsministeren fungerer som dømmende magt, samtidig med at hun indgår som del i både den lovgivende og udøvende magt. Skyldsprincippet, gående ud på, at enhver for så vidt er uskyldig indtil det modsatte er bevist ved en rettergang, er dermed ligeledes sat ud af kraft, hvilket burde foranledige en del mere bekymring end det tilsyneladende er tilfældet, da dette er i strid med grundlovens § 63. Om dette udtaler tidligere justitsminister og nuværende professor i jura, Ole Espersen i weekendens udgave af Information: “Grundloven siger at administrationen skal kunne kontrolleres af domstolene.” og fortsætter “Når man først har fået en ret, f.eks. permanent opholdstilladelse, så har man den ret, og den kan ikke tages fra én uden domstolskontrol, fordi domstolene efter grundloven skal kunne undersøge om myndighederne holder sig inden for lovgivningens rammer [...] Det burde gøre noget ved tilliden til folketingsflertallet, der har vedtaget det [dvs. anti-terrorlovgivningen], fordi når man udhuler vores grundlov – som vi jo ellers er så glade for – så fjerner man jo borgerrettighederne.” Ole Espersen bakkes op af professor ved Aalborg Universitet, Claus Haagen Jensen, der finder dette forhold “foruroligende” for “Der er ikke en mulighed for judiciel kontrol, og det synes jeg er meget betænkeligt.”
Som ovenstående forhåbentlig tydeligt illustrerer, er det i dag fortsat magthaverne, og ikke et muslimsk mindretal, der udgør den primære og væsentligste trussel mod vores frihed, men at dømme efter hvor mange bruger deres tid og energi, skulle man tro det forholdt sig omvendt.
Abonner på:
Opslag (Atom)