torsdag den 25. november 2010
Preben Wilhjelm: Hvorfor danner S, SF og DF ikke bare regering?
Preben Wilhjelm er det tætteste man kommer på en dansk politiker som jeg respekterer men desværre er han en gammel mand som for længst har forladt Borgen. Dengang han var repræsentant for VS i Folketinget udtalte et socialdemokratisk folketingsmedlem, at Preben Wilhjelm udgjorde omtrent halvdelen af Folketingets hjernekapacitet. Om det skulle forstås som et kompliment til Preben Wilhjelm eller en kritik af Folketingets øvrige medlemmer, melder historien desværre ikke noget om, men hans skarpe hjerne - han er både licentiat i jura og atomfysiker - er stadig i glimrende form. Igår kunne man læse en veloplagt kronik af ham i politiken.
USA planlagde krig mod Afghanistan før 9-11 iflg. Pakistans tidligere udenrigsminister.
Den 18. september 2001, altså før Afghanistan-krigen påbegyndes i oktober måned, bringer BBC en artikel hvor den forhenværende pakistanske udenrigsminister Niaz Naik udtaler, at USA allerede havde planer om at angribe Afghanistan før den 11. september:
"Niaz Naik, a former Pakistani Foreign Secretary, was told by senior American officials in mid-July that military action against Afghanistan would go ahead by the middle of October.
Mr Naik said US officials told him of the plan at a UN-sponsored international contact group on Afghanistan which took place in Berlin.
Mr Naik told the BBC that at the meeting the US representatives told him that unless Bin Laden was handed over swiftly America would take military action to kill or capture both Bin Laden and the Taleban leader, Mullah Omar.
The wider objective, according to Mr Naik, would be to topple the Taleban regime and install a transitional government of moderate Afghans in its place - possibly under the leadership of the former Afghan King Zahir Shah.
Mr Naik was told that Washington would launch its operation from bases in Tajikistan, where American advisers were already in place.
He was told that Uzbekistan would also participate in the operation and that 17,000 Russian troops were on standby.
Mr Naik was told that if the military action went ahead it would take place before the snows started falling in Afghanistan, by the middle of October at the latest."
"Niaz Naik, a former Pakistani Foreign Secretary, was told by senior American officials in mid-July that military action against Afghanistan would go ahead by the middle of October.
Mr Naik said US officials told him of the plan at a UN-sponsored international contact group on Afghanistan which took place in Berlin.
Mr Naik told the BBC that at the meeting the US representatives told him that unless Bin Laden was handed over swiftly America would take military action to kill or capture both Bin Laden and the Taleban leader, Mullah Omar.
The wider objective, according to Mr Naik, would be to topple the Taleban regime and install a transitional government of moderate Afghans in its place - possibly under the leadership of the former Afghan King Zahir Shah.
Mr Naik was told that Washington would launch its operation from bases in Tajikistan, where American advisers were already in place.
He was told that Uzbekistan would also participate in the operation and that 17,000 Russian troops were on standby.
Mr Naik was told that if the military action went ahead it would take place before the snows started falling in Afghanistan, by the middle of October at the latest."
David Korten: Den Nye Økonomi.
Hvad er økonomiens formål?
Vi begynder med et fundamentalt spørgsmål. Er mennesker til for at tjene økonomien? Eller eksisterer økonomien for at tjene mennesker? Hvis det er det sidste, er det så nok kun at tjene et begunstiget mindretal? Eller bør den tjene alle? Når man stiller det sådan op er svaret selvindlysende og råber på en genopfindelse af vores karakteristiske kultur og institutioner.
Det eksisterende pengedrevne økonomiske system er designet og forvaltet af Wall Street koncerner for at maksimere det finansielle afkast til deres største spillere. Dets indikatorer anser konverteringen af de manges reelle levende rigdom, til de fås fantomrigdom, som en nettofortjeneste for samfundet. Dets indbyggede dynamikker driver mod finansiel ustabilitet, koncentration af rigdom, et stresset miljø og politisk korruption og skaber derfor forøget risiko for økonomisk, socialt, miljømæssigt og politisk kollaps.
Den Gamle Økonomi arbejder for de få på kort sigt og for ingen på lang sigt. Vi har brug for en Ny Økonomi som tjener alle mennesker til alle tider.
Et Demokratisk Markedsbaseret Alternativ.
Selvom det finansielle kollaps i september 2008 skabte megen tragisk lidelse er det en velsignelse set i et større perspektiv. Billioner af dollars i finansiel fantomrigdom forsvandt på et øjeblik. Korruptionen i et økonomisk system som destruerer menneskeliv, fælleskab og miljø for at tjene penge til de allerede velstående, blev udstillet foran alles øjne.
Vi – folket, har midlerne og retten til at erstatte kulturen og institutionerne i dette korrupte system med en Ny Økonomis institutioner og kultur, som prioriterer menneskers, familiers, fælleskabers og naturens behov over grådige bankfolk på Wall Streets. De samme forholdsregler som er nødvendige for at sikre vores kollektive overlevelse vil give os den verden af fælles fred, velstand og sikkerhed som de fleste mennesker har drømt om i årtusinder.
Moderne Patrioter.
Millioner af mennesker verden over har sluttet sig sammen for at genopbygge deres lokale økonomier og fælleskaber. De støtter lokalejede virksomheder i menneskestørrelse og familielandbrug, udvikler lokale finansielle institutioner, genopretter landbrugs- og skovarealer og ændrer fremgangsmåderne for brug af land for at koncenterere befolkningen i kompakte samfund som mindsker afhængigheden af biler, ombygger deres bygninger for at spare på energien og arbejder på anden vis henimod lokal selvforsyning af fødevarer, energi og andre basale fornødenheder.
Ved at tage kontrol over deres liv og bygge modstandsdygtige lokale økonomier som bruger lokale resourcer og ansætter lokale folk for at møde lokale behov under lokal kontrol, erklærer de deres uafhængigheden fra Wall Street selskabernes koloniale dominans. De er den moderne ækvivalent til de tapre patrioter som i tidligere tider erklærede deres uafhængighed fra den britiske konge og hans royale selskaber og som påbegyndte en ny nation dedikeret til at opnå et modigt ideal kaldet demokrati.
Et levende Systemperspektiv.
De fleste diskussioner som har at gøre med miljøet, retfærdighed, fred, fattigdom, race, køn, immigration, kriminalitet, værdier, uddannelse, familieliv og meget andet, fokuserer på handlinger som i bunden af floden skal udbedre konsekvenserne af systemfejl længere oppe af strømmen. Ægte, vedvarende løsninger afhænger af transformationen af grundlæggende værdier og institutioner på måder som sjældent diskuteres i offentlige debatter. Vi kan ikke længere tolerere denne stilhed. Vores fremtid afhænger af transitionen til en Ny Økonomi som efterligner strukturerne og dynamikkerne i Jordens biosfære. Det begynder alt sammen med en samtale.
Oversættelse af Thomas Bonde November 2010.
Den engelske version og meget mere kan læses på David Kortens site.
Vi begynder med et fundamentalt spørgsmål. Er mennesker til for at tjene økonomien? Eller eksisterer økonomien for at tjene mennesker? Hvis det er det sidste, er det så nok kun at tjene et begunstiget mindretal? Eller bør den tjene alle? Når man stiller det sådan op er svaret selvindlysende og råber på en genopfindelse af vores karakteristiske kultur og institutioner.
Det eksisterende pengedrevne økonomiske system er designet og forvaltet af Wall Street koncerner for at maksimere det finansielle afkast til deres største spillere. Dets indikatorer anser konverteringen af de manges reelle levende rigdom, til de fås fantomrigdom, som en nettofortjeneste for samfundet. Dets indbyggede dynamikker driver mod finansiel ustabilitet, koncentration af rigdom, et stresset miljø og politisk korruption og skaber derfor forøget risiko for økonomisk, socialt, miljømæssigt og politisk kollaps.
Den Gamle Økonomi arbejder for de få på kort sigt og for ingen på lang sigt. Vi har brug for en Ny Økonomi som tjener alle mennesker til alle tider.
Et Demokratisk Markedsbaseret Alternativ.
Selvom det finansielle kollaps i september 2008 skabte megen tragisk lidelse er det en velsignelse set i et større perspektiv. Billioner af dollars i finansiel fantomrigdom forsvandt på et øjeblik. Korruptionen i et økonomisk system som destruerer menneskeliv, fælleskab og miljø for at tjene penge til de allerede velstående, blev udstillet foran alles øjne.
Vi – folket, har midlerne og retten til at erstatte kulturen og institutionerne i dette korrupte system med en Ny Økonomis institutioner og kultur, som prioriterer menneskers, familiers, fælleskabers og naturens behov over grådige bankfolk på Wall Streets. De samme forholdsregler som er nødvendige for at sikre vores kollektive overlevelse vil give os den verden af fælles fred, velstand og sikkerhed som de fleste mennesker har drømt om i årtusinder.
Moderne Patrioter.
Millioner af mennesker verden over har sluttet sig sammen for at genopbygge deres lokale økonomier og fælleskaber. De støtter lokalejede virksomheder i menneskestørrelse og familielandbrug, udvikler lokale finansielle institutioner, genopretter landbrugs- og skovarealer og ændrer fremgangsmåderne for brug af land for at koncenterere befolkningen i kompakte samfund som mindsker afhængigheden af biler, ombygger deres bygninger for at spare på energien og arbejder på anden vis henimod lokal selvforsyning af fødevarer, energi og andre basale fornødenheder.
Ved at tage kontrol over deres liv og bygge modstandsdygtige lokale økonomier som bruger lokale resourcer og ansætter lokale folk for at møde lokale behov under lokal kontrol, erklærer de deres uafhængigheden fra Wall Street selskabernes koloniale dominans. De er den moderne ækvivalent til de tapre patrioter som i tidligere tider erklærede deres uafhængighed fra den britiske konge og hans royale selskaber og som påbegyndte en ny nation dedikeret til at opnå et modigt ideal kaldet demokrati.
Et levende Systemperspektiv.
De fleste diskussioner som har at gøre med miljøet, retfærdighed, fred, fattigdom, race, køn, immigration, kriminalitet, værdier, uddannelse, familieliv og meget andet, fokuserer på handlinger som i bunden af floden skal udbedre konsekvenserne af systemfejl længere oppe af strømmen. Ægte, vedvarende løsninger afhænger af transformationen af grundlæggende værdier og institutioner på måder som sjældent diskuteres i offentlige debatter. Vi kan ikke længere tolerere denne stilhed. Vores fremtid afhænger af transitionen til en Ny Økonomi som efterligner strukturerne og dynamikkerne i Jordens biosfære. Det begynder alt sammen med en samtale.
Oversættelse af Thomas Bonde November 2010.
Den engelske version og meget mere kan læses på David Kortens site.
Dokumentation: Carter-administrationens støtte til Suharto.
Året er 1978. De Indonesiske styrker fortsætter, i strid med det internationale samfunds bestemmelser, militæroperationerne man i 1975 påbegyndte da Indonesien invaderede og besatte Øst-Timor. Umiddelbart sammenfaldende med at man fra indonesiske side planlægger et massivt luftbombardament af Øst-Timor mhp. at nedkæmpe den væbnede separatistbevægelse, anmoder Jimmy Carters vicepræsident Walter Mondale den 26. April i et memorandum til præsidenten, om Carters tilladelse til at sælge en eskadrille A-4 kampfly til Suharto-styret. Walter Mondale begrunder anmodningen med, at det vil gavne amerikanske interesser: "Eftersom det underliggende formål med mit besøg er at bekræfte, at vi ønsker at samarbejde med Indonesien, mener jeg en positiv respons til Suharto vil være i vores interesse." Selvom Mondale i briefingen nævner, at der under besøget vil blive talt om menneskerettigheder med Suharto, er der ingen nævnelse af situationen på det besatte Øst-Timor i memoet.
onsdag den 24. november 2010
Jeremy Scahill Interview
Visit msnbc.com for breaking news, world news, and news about the economy
"We met with various factions of the Taleban when we were in Afghanistan. Some of them are loyal to [Mullah] Omar, others are members of the Haqqani network which is backed by Pakistan and the ISI spy agency there. Then you have people who are sort of freelancers. One of the most disturbing news we heard is that Omar, the Amir of the Taleban, the Afghan Taleban, sent an envoy to meet with a new Taleban commander and they hacked to death Omar's envoy..."
Propaganda: Kabuls børn lever i sikkerhed.
NATOs øverste civile repræsentant, britiske Mark Sedwill,udtalte for nylig, at børnene i den afghanske hovedstad Kabul nok lever i større sikkerhed end børn i London, Glasgow eller New York. Denne udtalelse står imidlertid i skarp kontrast til realiteterne.
Professor i mellemøsthistorie Juan Cole har følgende kommentar til udtalelsen på sin blog:
"Quite apart from the bombings in the Afghan capital, far beyond anything in Western capitals, some 1,795 children were killed or wounded in conflict-related violence from September 2008 to August 2010 (admittedly in the whole country and not just in Kabul). Moreover, there are powerful crime syndicates and kidnapping rings in the capital and drug addiction is spreading among even children and youth. He wasn’t speaking of infant mortality, so it isn’t fair to slam him on the grounds that a fifth of Afghan children die before reaching age five. But knowledge of the truly horrific health statistics of Afghan children might have instilled some caution about making Panglossian statements."
Professor i mellemøsthistorie Juan Cole har følgende kommentar til udtalelsen på sin blog:
"Quite apart from the bombings in the Afghan capital, far beyond anything in Western capitals, some 1,795 children were killed or wounded in conflict-related violence from September 2008 to August 2010 (admittedly in the whole country and not just in Kabul). Moreover, there are powerful crime syndicates and kidnapping rings in the capital and drug addiction is spreading among even children and youth. He wasn’t speaking of infant mortality, so it isn’t fair to slam him on the grounds that a fifth of Afghan children die before reaching age five. But knowledge of the truly horrific health statistics of Afghan children might have instilled some caution about making Panglossian statements."
Var Irak-krigen ulovlig?
Et af de væsentligste i spørgsmål angående den danske deltagelse i Irak-krigen er om denne deltagelse var i strid med gældende international lov. Lad os se nærmere på det.
Nürnberg-tribunalet nævnes som regel i historiske udredninger om international lov idet tribunalet lagde grunden for det der idag kendes som Nürnberg-principperne hvor man definerede ‘forbrydelser mod freden’ således:
“(i) Planning, preparation, initiation or waging of a war of aggression or a war in violation of international treaties, agreements or assurances;
(ii) Participation in a common plan or conspiracy for the accomplishment of any of the acts mentioned under (i).”
Under retssagerne i Nürnberg sagde dommer Ross H. Jackson:
“To initiate a war of aggression, therefore, is not only an international crime; it is the supreme international crime differing only from other war crimes in that it contains within itself the accumulated evil of the whole.”
En anden juridisk konstruktion man typisk støder på i sammenhænge hvor der tales om international lov, er FN-chartret. Med udgangspunkt i chartret udtalte Kofi Annan - som på daværende tidspunkt var generalsekretær for FN - i 2004, at krigen var ulovlig:
“From our point of view and the UN Charter point of view, it [the war] was illegal.”
Det er ikke vanskeligt at fremhæve hans bevæggrund for denne dom idet der i FN Chartrets Artikel 2, paragraf 4 utvetydigt står:
“All Members shall refrain in their international relations from the threat or use of force against the territorial integrity or political independence of any state, or in any other manner inconsistent with the Purposes of the United Nations.”
Så er der Rom-statutten som Danmark indførte som en del af landets lovgivning i januar 2002. I statutten er angrebskrig ligeledes defineret som en forbrydelse. Problemet er så her, at der ikke hersker enighed om hvad der præcis karakteriserer en sådan, hvorfor ICC ikke kan føre retssager hvor angrebskrig behandles som en forbrydelse.
Summa summarum: Irak-krigen kan ikke retfærddigøres som en forvarskrig, da Irak ikke truede Danmark eller nogle af de andre krigsførende parter på daværende tidspunkt. Krigen var heller ikke sanktioneret af FNs sikkerhedsråd da resolution 1441 ikke gav hjemmel for krigsførelse. Krigen var altså en ikke-sanktioneret angrebskrig og en sådan er ulovlig i henhold til international lov.
Nürnberg-tribunalet nævnes som regel i historiske udredninger om international lov idet tribunalet lagde grunden for det der idag kendes som Nürnberg-principperne hvor man definerede ‘forbrydelser mod freden’ således:
“(i) Planning, preparation, initiation or waging of a war of aggression or a war in violation of international treaties, agreements or assurances;
(ii) Participation in a common plan or conspiracy for the accomplishment of any of the acts mentioned under (i).”
Under retssagerne i Nürnberg sagde dommer Ross H. Jackson:
“To initiate a war of aggression, therefore, is not only an international crime; it is the supreme international crime differing only from other war crimes in that it contains within itself the accumulated evil of the whole.”
En anden juridisk konstruktion man typisk støder på i sammenhænge hvor der tales om international lov, er FN-chartret. Med udgangspunkt i chartret udtalte Kofi Annan - som på daværende tidspunkt var generalsekretær for FN - i 2004, at krigen var ulovlig:
“From our point of view and the UN Charter point of view, it [the war] was illegal.”
Det er ikke vanskeligt at fremhæve hans bevæggrund for denne dom idet der i FN Chartrets Artikel 2, paragraf 4 utvetydigt står:
“All Members shall refrain in their international relations from the threat or use of force against the territorial integrity or political independence of any state, or in any other manner inconsistent with the Purposes of the United Nations.”
Så er der Rom-statutten som Danmark indførte som en del af landets lovgivning i januar 2002. I statutten er angrebskrig ligeledes defineret som en forbrydelse. Problemet er så her, at der ikke hersker enighed om hvad der præcis karakteriserer en sådan, hvorfor ICC ikke kan føre retssager hvor angrebskrig behandles som en forbrydelse.
Summa summarum: Irak-krigen kan ikke retfærddigøres som en forvarskrig, da Irak ikke truede Danmark eller nogle af de andre krigsførende parter på daværende tidspunkt. Krigen var heller ikke sanktioneret af FNs sikkerhedsråd da resolution 1441 ikke gav hjemmel for krigsførelse. Krigen var altså en ikke-sanktioneret angrebskrig og en sådan er ulovlig i henhold til international lov.
tirsdag den 23. november 2010
Dokumentation: Nixons støtte til Suharto
I et dokument klassificeret som "Top Secret/Sensitive" lærer vi om et møde den 26. Maj 1970 der finder sted i Det Hvide Hus. Mødet er mellem Richard Nixon og den indonesiske præsident Suharto som er på sit første statsbesøg til USA. Til mødet, hvor også Henry Kissinger er tilstede, byder Richard Nixon den indonesiske leder velkommen og tilføjer, at han anser Suharto for en gammel ven. Nixon spørger ind til hvordan det forholder sig med landets revolutionære bevægelser, hvortil Suharto svarer at "their strength can be said to have been nullified ... Tens of thousands of these have been interrogated and placed in detention." Studenterbevægelsen i landet er nu iflg. Suharto "active participants in the New Order" hvilket man har opnået fordi "they have received indoctrination concerning the ideas of the New Order". Nixon spørger herefter ind til Suhartos tanker angående "U.S. programs in Indonesia" hvortil Suharto svarer: "Our achievement has been based upon the hard work of our government and people but the assistance which we have received from friendly countries has been particularly helpful. We are aware that the U.S. Government faces many problems and we are thankful for the increases in aid that have been possible in the past. " Til dette svarer Nixon: "As always we are interested in supporting your economic progress and in these efforts we do so without any strings attached and without interference in your internal affairs. When you became President in Indonesia it was a difficult and dangerous time in Indonesia. We wanted to help then and we continue on the same basis." Suharto takker Nixon for hans respekt for "our non-aligned status" og forklarer herefter Nixon, at Indonesiens militær er skrøbeligt, da det militære udstyr stammer fra Rusland og Kina, hvorfor man fra russisk og kinesisk side kender til landets militære svagheder, samt, at det er vanskeligt at skaffe reservedele nu hvor Indonesien har erklæret sig neutralt. Nixon lader til at forstå problematikken idet han siger: "To maintain your non-alignment, you must be strong enough to defend such neutrality. During your visit here I would like your Chief of Staff to meet appropiate people to determine the needs of Indonesia and the appropriate role of the U.S." og Nixon tilføjer "We know your intentions are only for the purposes of defense and that you have no intention of attacking others ... We will follow through. It is our desire to help but not hurt your position. We understand that the internal political situation in Indonesia is very complex and that your country is in a critical geographical position. Please feel free to speak ... with me concerning any aspect of our economic program, private investment, Export-Import Bank or military assistance. Our primary interest is a free and independent Indonesia." Suharto slutter mødet af med disse ord: "I am very happy with our cooperation in an atmosphere of mutual respect."
Om Barack Obama's statsbesøg i Indonesien.
I November måned i år var Barack Obama, som led i en længere rundrejse i Asien, på statsbesøg i Indonesien. Under sit besøg holdt han en længere tale til det indonesiske folk i hvilken han blandt andet roste Indonesiens styreform: "Jeres demokrati er symboliseret ved jeres folkevalgte præsident og lovgivere. Jeres demokrati er vedholdende og sikret af dets checks and balances [og] et dynamisk civilsamfund; politiske partier og fagforeninger; spillevende medier og engagerede borgere som har sikret at – i Indonesien – vil man ikke vende tilbage [til tidligere tiders diktatur]." Han bekendtgjorde, at han mente en "tolerancens ånd" herskede i Indonesien hvilket udgjorde "fundamentet for Indonesiens eksempel for verden". Præsidenten fortalte endvidere indoneserne, at der "særligt i tider med forandring og økonomisk usikkerhed er nogle som vil sige at det er lettere at tage smutvejen til udvikling ved at bytte menneskers rettigheder ud med statslig magt … dette er ikke hvad jeg ser i Indonesien."[1]
Unægteligt fine ord men desværre også et skønmaleri af en indonesisk orden som ikke formår at leve op til præsidentens højstemte retorik. I menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch's årsrapport fra 2010, som dækker begivenheder der fandt sted i 2009, omtales en række indonesiske menneskerettighedsproblematikker herunder straffrihed for militærpersonnel der udfører menneskerettighedskrænkende handlinger mod civilbefolkningen. Specielt omtales situationen i provinserne Papua og West Papua:
"Indonesian authorities have responded to a longstanding, low-level armed separatist insurgency in the provinces of Papua and West Papua with a strong troop presence and often harsh and disproportionate responses to non-violent dissent or criticism. Human Rights Watch has long expressed concerns over anti-separatist sweeps by the police, which often result in individuals who peacefully express support for independence being arrested and detained on charges of treason or rebellion (makar).
The government continues to restrict access by foreign human rights monitors and journalists to Papua, exacerbating the existing climate of impunity and making investigations extremely difficult. Prior to being ordered to close its Jayapura office, the ICRC had been visiting detainees in Papua's Abepura prison, where prison guards continued to torture inmates, including political prisoners Buchtar Tabuni and Yusak Pakage."[2]
Den 11. marts i år sender Human Rights Watch et brev til USA's forsvars- og udenrigsministre Robert Gates og Hillary Clinton, i hvilket man ytrer bekymring omkring amerikanske planer om at genoptage støtten til den indonesiske hærs specialstyrke Kopassus. I brevet står der:
"In recent weeks, US officials have suggested that the Department of Defense may be seeking to resume US military training for members of Kopassus, and particularly in the area of counter-terrorism. This raises a number of serious questions about the US's commitment to withholding military assistance to foreign military forces that have committed serious violations of human rights. These questions stem from unique aspects of the Kopassus counter-terrorism component known as Unit 81, the entity whose members the Department of Defense presumably seeks to train."
The operational component of Unit 81 appears to have existed since 1982, when Kopassus established an elite counter-terrorism force known as "Detachment 81." That force has been reorganized once in 1995, when it was enlarged and renamed "Group 5," and again in 2001, when it was reduced in size and renamed "Unit 81."
Since its creation, Unit 81's activities have been largely shrouded in secrecy. Members of Unit 81 reportedly rotate through other Kopassus components and units, including Group 3 (which contains Kopassus' notorious "covert war" unit). In addition, members of what is now known as Unit 81 have accompanied Kopassus combat units or other military personnel in field operations, including in Aceh and East Timor, although they remained under the command of their superiors headquartered in Jakarta.
In several instances, members of what is now called Unit 81 have been credibly accused of serious human rights abuses or other improper conduct, for instance, in controlling abusive pro-Indonesia militias in East Timor between 1986 and 1999 and committing the enforced disappearance of student activists in 1997-1998 in Jakarta." [min fremhævning].[3]
Dette lod imidlertid ikke til at bekymre den amerikanske regering idet man i Juli måned indvilligede i at påbegynde et "gradvist og begrænset" engagement med Kopassus og dermed afslutte et ti år langt moratorium som forhindrede USA i at støtte specialstyrken. Dette udløste stor protest fra menneskerettighedsgruppen The West Papua Advocacy Team som erklærede:
"The U.S. Administration’s decision to resume cooperation with the most criminal and unreformed element of the Indonesian military removes critical international pressure for reform and professionalization of the broader Indonesian military … It signals to Indonesian human rights advocates who have born the brunt of security force intimidation that they stand alone in their fight for respect for human rights and genuine reform in Indonesia."[4]
Umiddelbart sammenfaldende med Obama's besøg kom en række interne dokumenter fra Kopassus frem i dagens lys. Ifølge rettighedsaktivisten Allan Niarn, som bragte dokumenterne på sin blog, inkluderer disse en liste over fjender ledet af den papuanske baptistpræst Socrates Sofyan Yoman og man kan i dokumenterne læse at specialstyrken gør sig i "mord og kidnapninger". Dokumenterne "beskriver et hemmeligt netværk som overvåger, infiltrerer og splitter papuanske institutioner." I Allan Nairns omtale af dokumenterne kan man læse at:
"The leaked cache of secret Kopassus documents includes operational, intelligence and field reports as well as personnel records which list the names and details of Kopassus "agents."
The documents are classified "SECRET" ("RAHASIA") and include extensive background reports on Kopassus civilian targets - reports that are apparently of uneven accuracy.
The authenticity of the documents has been verified by Kopassus personnel who have seen them and by external evidence regarding the authors and the internal characteristics of the documents.
A detailed 25-page secret report by a Kopassus task force in Kotaraja, Papua defines Kopassus' number-one "enemy" as unarmed civilians. It calls them the "separatist political movement" "GSP/P," lists what they say are the top 15 leaders and discusses the "enemy order of battle."
All of those listed are civilians, starting with the head of the Baptist Synod of Papua. The others include evangelical ministers, activists, traditional leaders, legislators, students and intellectuals as well as local establishment figures and the head of the Papua Muslim Youth organization. [min fremhævning]
The secret Kopassus study says that in their 400,000 - person area of operations the civilians they target as being political are "much more dangerous than" any armed opposition since the armed groups "hardly do anything" but the civilians -- with popular support -- have "reached the outside world" with their "obsession" with "merdeka" (independence/ freedom) and persist in "propagating the issue of severe human rights violations in Papua," ie. "murders and abductions that are done by the security forces."[5]
Efter disse afsløringer var kommet frem i lyset behandles de i en artikel i Jakarta Globe hvor chefen for det indonesiske militær kommer med en længere udtalelse, i hvilken han forsvarer uhyrlighederne ved, at beskrive specialstyrkens operationer i West Papua som blotte indsamlinger af efterretninger:
"The Indonesian military chief has confirmed claims by a rights activist [Allan Nairn] that the armed forces are actively carrying out intelligence gathering in Papua, and defended the move as crucial for national security... On Thursday, Adm. Agus Suhartono, the recently appointed chief of the Indonesian Military, admitted that they were involved in intelligence gathering operations, but only to guard against threats to the nation’s sovereignty and to back up police operations there. He rejected the idea that gathering intelligence among civilians was wrong, saying all intelligence operations in Papua served to detect and prevent separatist threats. 'What we’re doing is maximizing the use of our intelligence unit for the sake of the military and the country,' Agus said." ( jvf. Markus Junianto Sialoho, "Indonesian Military Chief Defends Spying Operation in Papua," The Jakarta Globe, November 12, 2010).
Obama-administrationens påskud for at påbegynde støtten til Kopassus igen var, at der var tale om støtte til terrorbekæmpelse, men som de lækkede dokumenter tydeligt illustrerer er der tale om støtte til omfattende menneskerettighedskrænkelser mod civilbefolkningen på West Papua. Dette kan næppe undskyldes med, at man ikke var klar over at den slags fandt sted i Indonesien, da Human Rights Watch allerede i Marts måned havde gjort både forsvarsministeren og udenrigsministeren opmærksomme på det stærkt bekymrende ved Kopassus virksomhed og derfor ved USAs planer om at støtte specialstyrken. Obama talte altså derfor efter alt at dømme mod bedre vidende da han i sin tale sagde at der "særligt i tider med forandring og økonomisk usikkerhed er nogle som vil sige at det er lettere at tage smutvejen til udvikling ved at bytte menneskers rettigheder ud med statslig magt … dette er ikke hvad jeg ser i Indonesien." Desværre var der ingen blandt de danske trykte medier der valgte at bringe en kritisk dækning af Obamas statsbesøg. For en kritisk kommentar til dette tavshedens tyranni anbefales Uffe Kaels Aurings indlæg på medieoplysning.dk.
Unægteligt fine ord men desværre også et skønmaleri af en indonesisk orden som ikke formår at leve op til præsidentens højstemte retorik. I menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch's årsrapport fra 2010, som dækker begivenheder der fandt sted i 2009, omtales en række indonesiske menneskerettighedsproblematikker herunder straffrihed for militærpersonnel der udfører menneskerettighedskrænkende handlinger mod civilbefolkningen. Specielt omtales situationen i provinserne Papua og West Papua:
"Indonesian authorities have responded to a longstanding, low-level armed separatist insurgency in the provinces of Papua and West Papua with a strong troop presence and often harsh and disproportionate responses to non-violent dissent or criticism. Human Rights Watch has long expressed concerns over anti-separatist sweeps by the police, which often result in individuals who peacefully express support for independence being arrested and detained on charges of treason or rebellion (makar).
The government continues to restrict access by foreign human rights monitors and journalists to Papua, exacerbating the existing climate of impunity and making investigations extremely difficult. Prior to being ordered to close its Jayapura office, the ICRC had been visiting detainees in Papua's Abepura prison, where prison guards continued to torture inmates, including political prisoners Buchtar Tabuni and Yusak Pakage."[2]
Den 11. marts i år sender Human Rights Watch et brev til USA's forsvars- og udenrigsministre Robert Gates og Hillary Clinton, i hvilket man ytrer bekymring omkring amerikanske planer om at genoptage støtten til den indonesiske hærs specialstyrke Kopassus. I brevet står der:
"In recent weeks, US officials have suggested that the Department of Defense may be seeking to resume US military training for members of Kopassus, and particularly in the area of counter-terrorism. This raises a number of serious questions about the US's commitment to withholding military assistance to foreign military forces that have committed serious violations of human rights. These questions stem from unique aspects of the Kopassus counter-terrorism component known as Unit 81, the entity whose members the Department of Defense presumably seeks to train."
The operational component of Unit 81 appears to have existed since 1982, when Kopassus established an elite counter-terrorism force known as "Detachment 81." That force has been reorganized once in 1995, when it was enlarged and renamed "Group 5," and again in 2001, when it was reduced in size and renamed "Unit 81."
Since its creation, Unit 81's activities have been largely shrouded in secrecy. Members of Unit 81 reportedly rotate through other Kopassus components and units, including Group 3 (which contains Kopassus' notorious "covert war" unit). In addition, members of what is now known as Unit 81 have accompanied Kopassus combat units or other military personnel in field operations, including in Aceh and East Timor, although they remained under the command of their superiors headquartered in Jakarta.
In several instances, members of what is now called Unit 81 have been credibly accused of serious human rights abuses or other improper conduct, for instance, in controlling abusive pro-Indonesia militias in East Timor between 1986 and 1999 and committing the enforced disappearance of student activists in 1997-1998 in Jakarta." [min fremhævning].[3]
Dette lod imidlertid ikke til at bekymre den amerikanske regering idet man i Juli måned indvilligede i at påbegynde et "gradvist og begrænset" engagement med Kopassus og dermed afslutte et ti år langt moratorium som forhindrede USA i at støtte specialstyrken. Dette udløste stor protest fra menneskerettighedsgruppen The West Papua Advocacy Team som erklærede:
"The U.S. Administration’s decision to resume cooperation with the most criminal and unreformed element of the Indonesian military removes critical international pressure for reform and professionalization of the broader Indonesian military … It signals to Indonesian human rights advocates who have born the brunt of security force intimidation that they stand alone in their fight for respect for human rights and genuine reform in Indonesia."[4]
Umiddelbart sammenfaldende med Obama's besøg kom en række interne dokumenter fra Kopassus frem i dagens lys. Ifølge rettighedsaktivisten Allan Niarn, som bragte dokumenterne på sin blog, inkluderer disse en liste over fjender ledet af den papuanske baptistpræst Socrates Sofyan Yoman og man kan i dokumenterne læse at specialstyrken gør sig i "mord og kidnapninger". Dokumenterne "beskriver et hemmeligt netværk som overvåger, infiltrerer og splitter papuanske institutioner." I Allan Nairns omtale af dokumenterne kan man læse at:
"The leaked cache of secret Kopassus documents includes operational, intelligence and field reports as well as personnel records which list the names and details of Kopassus "agents."
The documents are classified "SECRET" ("RAHASIA") and include extensive background reports on Kopassus civilian targets - reports that are apparently of uneven accuracy.
The authenticity of the documents has been verified by Kopassus personnel who have seen them and by external evidence regarding the authors and the internal characteristics of the documents.
A detailed 25-page secret report by a Kopassus task force in Kotaraja, Papua defines Kopassus' number-one "enemy" as unarmed civilians. It calls them the "separatist political movement" "GSP/P," lists what they say are the top 15 leaders and discusses the "enemy order of battle."
All of those listed are civilians, starting with the head of the Baptist Synod of Papua. The others include evangelical ministers, activists, traditional leaders, legislators, students and intellectuals as well as local establishment figures and the head of the Papua Muslim Youth organization. [min fremhævning]
The secret Kopassus study says that in their 400,000 - person area of operations the civilians they target as being political are "much more dangerous than" any armed opposition since the armed groups "hardly do anything" but the civilians -- with popular support -- have "reached the outside world" with their "obsession" with "merdeka" (independence/ freedom) and persist in "propagating the issue of severe human rights violations in Papua," ie. "murders and abductions that are done by the security forces."[5]
Efter disse afsløringer var kommet frem i lyset behandles de i en artikel i Jakarta Globe hvor chefen for det indonesiske militær kommer med en længere udtalelse, i hvilken han forsvarer uhyrlighederne ved, at beskrive specialstyrkens operationer i West Papua som blotte indsamlinger af efterretninger:
"The Indonesian military chief has confirmed claims by a rights activist [Allan Nairn] that the armed forces are actively carrying out intelligence gathering in Papua, and defended the move as crucial for national security... On Thursday, Adm. Agus Suhartono, the recently appointed chief of the Indonesian Military, admitted that they were involved in intelligence gathering operations, but only to guard against threats to the nation’s sovereignty and to back up police operations there. He rejected the idea that gathering intelligence among civilians was wrong, saying all intelligence operations in Papua served to detect and prevent separatist threats. 'What we’re doing is maximizing the use of our intelligence unit for the sake of the military and the country,' Agus said." ( jvf. Markus Junianto Sialoho, "Indonesian Military Chief Defends Spying Operation in Papua," The Jakarta Globe, November 12, 2010).
Obama-administrationens påskud for at påbegynde støtten til Kopassus igen var, at der var tale om støtte til terrorbekæmpelse, men som de lækkede dokumenter tydeligt illustrerer er der tale om støtte til omfattende menneskerettighedskrænkelser mod civilbefolkningen på West Papua. Dette kan næppe undskyldes med, at man ikke var klar over at den slags fandt sted i Indonesien, da Human Rights Watch allerede i Marts måned havde gjort både forsvarsministeren og udenrigsministeren opmærksomme på det stærkt bekymrende ved Kopassus virksomhed og derfor ved USAs planer om at støtte specialstyrken. Obama talte altså derfor efter alt at dømme mod bedre vidende da han i sin tale sagde at der "særligt i tider med forandring og økonomisk usikkerhed er nogle som vil sige at det er lettere at tage smutvejen til udvikling ved at bytte menneskers rettigheder ud med statslig magt … dette er ikke hvad jeg ser i Indonesien." Desværre var der ingen blandt de danske trykte medier der valgte at bringe en kritisk dækning af Obamas statsbesøg. For en kritisk kommentar til dette tavshedens tyranni anbefales Uffe Kaels Aurings indlæg på medieoplysning.dk.
søndag den 21. november 2010
Lars Løkke: "Iran ér en trussel"
Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtalte i forbindelse med NATO-topmødet, at "Iran ér en trussel" hvorfor "det afgørende er at få truffet nogle beslutninger om, at opbygge det missilskjold, som kan øge vores sikkerhed i forhold til de trusler, som vi er omgærdet af. I den sammenhæng er Iran et af de steder, man kan få øje på."[1]
Dette er han ikke alene om at mene. Udviklingsminister Søren Pind skrev i 2008, at Iran for alt i verden måtte forhindres i at udvikle en atomar våbenkapacitet, til trods for at der ikke var det store belæg for at formode, at Iran var i gang med dette. Han sagde: "Den vestlige verden kan ikke leve med, at Iran får atomvåben. Så hellere krigen. Mine børn skal ikke opleve den knugende skræk for det atomare ragnarok, jeg selv måtte vokse op under. Det skal, om nødvendigt, med vold og magt, forhindres."[2] Men hvordan forholder det sig egentlig med Iran? Er landet rent faktisk en trussel mod verdens største militære organisation og dens medlemslande eller er der tale om en opfundet trussel?
En officiel men først for nylig deklassificeret amerikansk vurdering af Irans militære kapacitet lyder: "Iran har meget store militære styrker, men de ville være relativt ineffektive mod et direkte angreb fra et veluddannet, sofistikeret militær såsom USA's eller dets allierede. På nuværende tidspunkt er Irans styrker kun nok til at forhindre eller forsvare sig mod konventionelle trusler fra Irans svagere naboer... men mangler luftstøtte og logistisk evne til at projicere magtmidler længere væk fra Irans grænser eller til at konfrontere regionale stormagter som Tyrkiet eller Israel."[3]
Professor i mellemøsthistorie Juan Cole foretager følgende sammenligning: "Irans militære budget er på lidt over 6 milliarder dollars om året. Sverige, Singapore og Grækenland har alle større militære budgetter. Desuden er Iran et land med 70 mio. indbyggere, således at udgifter til forsvar per capita er lille i forhold til de andre, da de er meget mindre lande med hensyn til befolkning. Iran bruger mindre per indbygger på sit militær end noget andet land i Den Persiske Golf-region med undtagelse af De Forenede Arabiske Emirater."[4] Den amerikanske Harvard-professor i international politik Stephen Walt har endvidere en komparativ analyse af Irans og USAs militære kapaciteter på sin blog.
Ideen om at Iran skulle udgøre en militær trussel mod Vesten står altså i skarp kontrast til fakta omhandlende landets militære kapacitet og Iran har da heller ikke angrebet noget andet land i flere hundrede år. Landet er omringet på begge sider af USAs og NATOs styrker i Irak og Afghanistan og har været under konstante trusler om militær intervention fra israelsk side i årevis, men Iran har ikke fundet at dette udgør grund nok til voldshandlinger, hvilket da også er ganske forståeligt. Iranerne er efter alt dømme pragmatiske nok til at vide, at skulle man begynde på noget sådant ville det næppe falde ud til Irans fordel da man militært såvel som økonomisk er underlegen.
Manglende vilje til aggression er til gengæld ikke noget der karakteriserer Israel som pt. er den eneste atommagt i Mellemøsten og som har udviklet sin atomare våbenkapacitet i modstrid med gældende internationale aftaler, vel at mærke uden at dette har haft nogle nævneværdige konsekvenser for den enorme økonomiske, militære og politiske støtte som landet modtager fra USA. Iran er berettiget til at udvikle atomreaktorer til fredelige formål idet landet er underskriver af ikke-spredningsaftalen og der er pt. intet belæg for at hævde, at Irans atomprogram skulle have andre formål end fredelige. Israel har derimod aldrig underskrevet aftalen eller nogensinde bekymret sig stort om international lov og med den mangeårige aggressive Israelske udenrigspolitik in mente burde man måske bekymre sig mere om hvorvidt Israel udgør en trussel mod freden.
Noget kunne derfor tyde på, at NATO - og folk som Løkke og Pind - opfinder trusler i en verden efter Den Kolde Krig hvor NATOs fortsatte eksistensberettigelse kan drages i tvivl, hvilket betyder at NATO, fremfor at være garant for freden, selv er gået hen og blevet en stigende trussel i verden.
De danske oversættelser i ovenstående er lavet af Poyâ Pâkzâd.
Dette er han ikke alene om at mene. Udviklingsminister Søren Pind skrev i 2008, at Iran for alt i verden måtte forhindres i at udvikle en atomar våbenkapacitet, til trods for at der ikke var det store belæg for at formode, at Iran var i gang med dette. Han sagde: "Den vestlige verden kan ikke leve med, at Iran får atomvåben. Så hellere krigen. Mine børn skal ikke opleve den knugende skræk for det atomare ragnarok, jeg selv måtte vokse op under. Det skal, om nødvendigt, med vold og magt, forhindres."[2] Men hvordan forholder det sig egentlig med Iran? Er landet rent faktisk en trussel mod verdens største militære organisation og dens medlemslande eller er der tale om en opfundet trussel?
En officiel men først for nylig deklassificeret amerikansk vurdering af Irans militære kapacitet lyder: "Iran har meget store militære styrker, men de ville være relativt ineffektive mod et direkte angreb fra et veluddannet, sofistikeret militær såsom USA's eller dets allierede. På nuværende tidspunkt er Irans styrker kun nok til at forhindre eller forsvare sig mod konventionelle trusler fra Irans svagere naboer... men mangler luftstøtte og logistisk evne til at projicere magtmidler længere væk fra Irans grænser eller til at konfrontere regionale stormagter som Tyrkiet eller Israel."[3]
Professor i mellemøsthistorie Juan Cole foretager følgende sammenligning: "Irans militære budget er på lidt over 6 milliarder dollars om året. Sverige, Singapore og Grækenland har alle større militære budgetter. Desuden er Iran et land med 70 mio. indbyggere, således at udgifter til forsvar per capita er lille i forhold til de andre, da de er meget mindre lande med hensyn til befolkning. Iran bruger mindre per indbygger på sit militær end noget andet land i Den Persiske Golf-region med undtagelse af De Forenede Arabiske Emirater."[4] Den amerikanske Harvard-professor i international politik Stephen Walt har endvidere en komparativ analyse af Irans og USAs militære kapaciteter på sin blog.
Ideen om at Iran skulle udgøre en militær trussel mod Vesten står altså i skarp kontrast til fakta omhandlende landets militære kapacitet og Iran har da heller ikke angrebet noget andet land i flere hundrede år. Landet er omringet på begge sider af USAs og NATOs styrker i Irak og Afghanistan og har været under konstante trusler om militær intervention fra israelsk side i årevis, men Iran har ikke fundet at dette udgør grund nok til voldshandlinger, hvilket da også er ganske forståeligt. Iranerne er efter alt dømme pragmatiske nok til at vide, at skulle man begynde på noget sådant ville det næppe falde ud til Irans fordel da man militært såvel som økonomisk er underlegen.
Manglende vilje til aggression er til gengæld ikke noget der karakteriserer Israel som pt. er den eneste atommagt i Mellemøsten og som har udviklet sin atomare våbenkapacitet i modstrid med gældende internationale aftaler, vel at mærke uden at dette har haft nogle nævneværdige konsekvenser for den enorme økonomiske, militære og politiske støtte som landet modtager fra USA. Iran er berettiget til at udvikle atomreaktorer til fredelige formål idet landet er underskriver af ikke-spredningsaftalen og der er pt. intet belæg for at hævde, at Irans atomprogram skulle have andre formål end fredelige. Israel har derimod aldrig underskrevet aftalen eller nogensinde bekymret sig stort om international lov og med den mangeårige aggressive Israelske udenrigspolitik in mente burde man måske bekymre sig mere om hvorvidt Israel udgør en trussel mod freden.
Noget kunne derfor tyde på, at NATO - og folk som Løkke og Pind - opfinder trusler i en verden efter Den Kolde Krig hvor NATOs fortsatte eksistensberettigelse kan drages i tvivl, hvilket betyder at NATO, fremfor at være garant for freden, selv er gået hen og blevet en stigende trussel i verden.
De danske oversættelser i ovenstående er lavet af Poyâ Pâkzâd.
Verdens ældste kobberalderlandsby fundet i Serbien.
Hindustan Times November 15, 2010: "A "sensational" discovery of 75-century-old copper tools in Serbia is compelling scientists to reconsider existing theories about where and when man began using metal. Belgrade - axes, hammers, hooks and needles - were found interspersed with other artefacts from a settlement that burned down some 7,000 years ago at Plocnik, near Prokuplje and 200 km south of Belgrade.
The village had been there for some eight centuries before its demise. After the big fire, its unknown inhabitants moved away. But what they left behind points to man's earliest known extraction and shaping of metal."
The village had been there for some eight centuries before its demise. After the big fire, its unknown inhabitants moved away. But what they left behind points to man's earliest known extraction and shaping of metal."
USA fortsætter sin undergravende virksomhed i Latin-Amerika.
USA har en lang historie hvad undergravende virksomhed i Latin-Amerika angår.
I Guatemala væltede man i 1953 Arbenz Guzman, den første demokratisk valgte præsident i Sydamerika. Han var ikke statskommunist, men en oprigtig demokrat, men han måtte fjernes da han udgjorde en trussel mod amerikanske forretningsinteresser, idet hans økonomiske reformer gik på tværs af United Fruit Company’s profitinteresser i landet.
I 1972 skabte man, gennem en årelang indsats fra CIAs side, grobunden for Augusto Pinochets militærkup i Chile og dermed grundlaget for omstyrtningen af den demokratisk valgte regering under ledelse af Salvador Allende som døde under kuppet.
I 1980erne støttede man under Reagan-administrationen en lang række fascistoide grupperinger i Latin-Amerika. Blandt andet støttede man de nicaraguanske Contraer med penge man havde tjent på at sælge våben til Iran, selvom Iran også på daværende tidspunkt var USAs officielle fjende. Støtten til Contraerne via våbenhandlen med Iran, gik hen og blev en national skandale - Iran-Contra affæren. Nicaragua lagde efterfølgende sag an mod USA ved International Cour de Justice og vandt sagen. Domsafsigelsen ved ICJ var hård. USA havde i landets handlinger mod Nicaragua brudt gældende international lovgivning i fire henseender, nærmere bestemt ved:
1) at intervenere i en andens stats affærer.
2) at have brugt magt mod en anden stat.
3) at krænke en andens stats suverænitet
4) at spærre for fredelig maritim handel.
Desværre tyder noget på, at historien om USAs undergravende rolle i Latin-Amerika langt fra er slut. I denne måned afholdt man i Washington et møde hvor højreorienterede nøglespillere i tidligere Latin-Amerikanske statskup mødtes med flere højtplacerede medlemmer af Kongressen, hvoraf flere bestrider vigtige udenrigspolitiske stillinger. Dette indikerer at USAs aggressive politik i regionen ikke blot er historisk og afsluttet, men derimod fortsat er aktuel. Læs mere her.
I Guatemala væltede man i 1953 Arbenz Guzman, den første demokratisk valgte præsident i Sydamerika. Han var ikke statskommunist, men en oprigtig demokrat, men han måtte fjernes da han udgjorde en trussel mod amerikanske forretningsinteresser, idet hans økonomiske reformer gik på tværs af United Fruit Company’s profitinteresser i landet.
I 1972 skabte man, gennem en årelang indsats fra CIAs side, grobunden for Augusto Pinochets militærkup i Chile og dermed grundlaget for omstyrtningen af den demokratisk valgte regering under ledelse af Salvador Allende som døde under kuppet.
I 1980erne støttede man under Reagan-administrationen en lang række fascistoide grupperinger i Latin-Amerika. Blandt andet støttede man de nicaraguanske Contraer med penge man havde tjent på at sælge våben til Iran, selvom Iran også på daværende tidspunkt var USAs officielle fjende. Støtten til Contraerne via våbenhandlen med Iran, gik hen og blev en national skandale - Iran-Contra affæren. Nicaragua lagde efterfølgende sag an mod USA ved International Cour de Justice og vandt sagen. Domsafsigelsen ved ICJ var hård. USA havde i landets handlinger mod Nicaragua brudt gældende international lovgivning i fire henseender, nærmere bestemt ved:
1) at intervenere i en andens stats affærer.
2) at have brugt magt mod en anden stat.
3) at krænke en andens stats suverænitet
4) at spærre for fredelig maritim handel.
Desværre tyder noget på, at historien om USAs undergravende rolle i Latin-Amerika langt fra er slut. I denne måned afholdt man i Washington et møde hvor højreorienterede nøglespillere i tidligere Latin-Amerikanske statskup mødtes med flere højtplacerede medlemmer af Kongressen, hvoraf flere bestrider vigtige udenrigspolitiske stillinger. Dette indikerer at USAs aggressive politik i regionen ikke blot er historisk og afsluttet, men derimod fortsat er aktuel. Læs mere her.
Om NATOs missilskjold.
Den udenrigspolitiske kommentator Poyâ Pâkzâd har skrevet nogle ret interessante blogindlæg om NATOs missilskjold som jeg hermed anbefaler.
Missilskjold! Et forsvar? pt. 1
Missilskjold! Et forsvar? pt. 2
Missilforsvaret skal muliggøre et angreb på Iran.
Missilskjold! Et forsvar? pt. 1
Missilskjold! Et forsvar? pt. 2
Missilforsvaret skal muliggøre et angreb på Iran.
Afghanere ved ikke hvorfor deres land er besat.
Citat fra en artikel på MSNBC.com. den 19. Oktober.
"Few Afghans in Helmand and Kandahar provinces, Taliban strongholds where fighting remains fiercest, know why foreign troops are in Afghanistan, says the "Afghanistan Transition: Missing Variables" report to be released later on Friday.
The report by The International Council on Security and Development (ICOS) policy think-tank showed 92 percent of 1,000 Afghan men surveyed in Helmand and Kandahar know nothing of the hijacked airliner attacks on U.S. targets in 2001."
"Few Afghans in Helmand and Kandahar provinces, Taliban strongholds where fighting remains fiercest, know why foreign troops are in Afghanistan, says the "Afghanistan Transition: Missing Variables" report to be released later on Friday.
The report by The International Council on Security and Development (ICOS) policy think-tank showed 92 percent of 1,000 Afghan men surveyed in Helmand and Kandahar know nothing of the hijacked airliner attacks on U.S. targets in 2001."
lørdag den 20. november 2010
Professor Stephen Zunes om Obama-administrationens støtte til repressive regimer.
Ekspert i amerikansk udenrigspolitik i Mellemøsten, Professor i international relations Stephen Zunes, har skrevet en række læseværdige kritiske artikler omhandlende Obama-administrationens udenrigspolitik i Nord-Afrika og Mellemøsten, samt om ledende Demokraters holdninger til samme.
[Foreign Policy in Focus] Zunes: "How Not to Support Democracy in the Middle East."
[stephenzunes.org] Zunes: "U.S. Lawmakers Support Illegal Annexation."
[The Huffington Post] Zunes: "Arming the Saudis."
[Foreign Policy in Focus] Zunes: "U.S. Support for Israel Mirrors 80s Support for El Salvador Junta."
[Foreign Policy in Focus] Zunes: "Democratic Party Defends Israeli Attack."
[Truthout] Zunes: "Iraq: The Democrats' War."
[Foreign Policy in Focus] Zunes: "How Not to Support Democracy in the Middle East."
[stephenzunes.org] Zunes: "U.S. Lawmakers Support Illegal Annexation."
[The Huffington Post] Zunes: "Arming the Saudis."
[Foreign Policy in Focus] Zunes: "U.S. Support for Israel Mirrors 80s Support for El Salvador Junta."
[Foreign Policy in Focus] Zunes: "Democratic Party Defends Israeli Attack."
[Truthout] Zunes: "Iraq: The Democrats' War."
torsdag den 18. november 2010
Træk tropperne hjem.
Meldingerne omkring krigens forventede afslutning er meget forskellige. Førhen hed det sig, at man ville trække sig ud i 2011, nu tales der om 2014. Den britiske forsvarschef Gen. Sir David Richards udtaler imidlertid til den britiske avis, Daily Mail, at NATO bliver nødt til at fortsætte tilstedeværelsen i Afghanistan i mange årtier endnu: “Nato now needs to plan for a 30 or 40 year role to help the Afghan armed forces hold their country against the militants.” [1]
Den amerikanske befolknings opbakning til Afghanistan-krigen er imidlertid faldende. Nu er 50% procent iflg. den seneste undersøgelse imod krigen mens 44% er for.[2] At krigsmodstanden ikke er større, midt i en krisetid hvor fattigdommen er voksende, har nok at gøre med, at krigspropagandaen fra de højreorienterede medier flyder i en lind strøm, mens kritiske røster meget sjældent interviewes. Når der er kritik er den som regel af strategisk beskaffenhed, sjældent af doktrinær.
Krigen mod terror er sandsynligvis den dyreste krig USA nogensinde har befundet sig i. Professor i public finances v. Harvard University, Linda Bilmes, forfattede for to år siden “The Three Trillion Dollar War” sammen med Joseph Stieglitz, hvor de estimerede at de reelle omkostninger ved krigene løb op i flere billioner. Der var dog iflg. de to økonomiprofessorer tale om et konservativt estimat. Jeg anbefaler at læse Bilmes vidnesudsagn omkring krigsudgifterne foran House Comittee of Veterans’ Affairs tidligere i år.[3]
Krigen mod terror, som nu ikke længere kaldes dette officielt, har spredt sig. Den føres nu på mindst fire fronter, nemlig i Afghanistan og Irak samt i Pakistan og Yemen, og muligvis snart også i Iran. Samtidig påståes det, at der nu også strømmer en stor terrortrussel fra Somalia. Alligevel forsikres vi om, at vi er lige ved at være der. Krigen er måske ikke så stor en succes som håbet, men i det mindste en relativ succes. Dette er imidlertid usandt.
Karzais styre er gennemsyret af korruption og religionsfriheden i Afghanistan er aftagende under hans styre [4]. Blot fyrre kilometer fra hovedstaden hersker Taleban (dvs. en af de oprørgrupper uden fælles ledelse, vi i de vestlige medier kender under fællesbetegnelsen Taleban.)[5]
Der er ikke ret mange reelle fremskridt at spore for den civile og uskyldige afghaner, selv efter hele ni års krigsførelse. Den afghanske feminist Malalai Joya påpegede i et interview forleden, at koalitionsstyrkerne anses for at være endnu en fjende af store dele af den afghanske befolkning - de to andre er Nord-Alliancen og Taleban. Hun sagde:
“The only solution is the troops should withdraw because their presence is making the situation worse. Troops are daubed by Afghans as “enemies” rather than “friends”. Afghan people are squashed between three enemies: the Taliban, the fundamentalist warlords and foreign troops.
If the foreign enemy leaves Afghanistan, my people would only face two internal enemies and it would be easier to combat them. All the war criminals of the past 30 years should be put on trial and punished for their unforgivable crimes against the men, women and children of this nation. There are some that say the Taliban may get back to power, but my people, despite being wounded and tired of all the war, may lead a decisive combat against these dinosaurs with the extreme hatred that they have for them.
And then, a democratic, independent and secular government should be installed, free of all kinds of fundamentalist, mafia and criminal germs.” [6]
Vi må heller ikke glemme, at krigen i Afghanistan ikke har hjemmel i international lov. (jvf. juraprofessor Marjorie Cohns behandling af sagen.) [7]
Danmarks tilstedeværelse i Afghanistan er af forhenværende forsvarsminister, Søren Gade, gentagne gange blevet begrundet med, at vi er der for at forhindre terrorangreb på vestlige interesser, men hverken terrorangrebene i London eller Madrid havde deres rod i Afghanistan, hvorfor intet tyder på, at vores tilstedeværelse skulle kunne garantere at der ikke sker terrorangreb i Vesten.
Af alle disse grunde bør Danmark trække tropperne hjem.
Den amerikanske befolknings opbakning til Afghanistan-krigen er imidlertid faldende. Nu er 50% procent iflg. den seneste undersøgelse imod krigen mens 44% er for.[2] At krigsmodstanden ikke er større, midt i en krisetid hvor fattigdommen er voksende, har nok at gøre med, at krigspropagandaen fra de højreorienterede medier flyder i en lind strøm, mens kritiske røster meget sjældent interviewes. Når der er kritik er den som regel af strategisk beskaffenhed, sjældent af doktrinær.
Krigen mod terror er sandsynligvis den dyreste krig USA nogensinde har befundet sig i. Professor i public finances v. Harvard University, Linda Bilmes, forfattede for to år siden “The Three Trillion Dollar War” sammen med Joseph Stieglitz, hvor de estimerede at de reelle omkostninger ved krigene løb op i flere billioner. Der var dog iflg. de to økonomiprofessorer tale om et konservativt estimat. Jeg anbefaler at læse Bilmes vidnesudsagn omkring krigsudgifterne foran House Comittee of Veterans’ Affairs tidligere i år.[3]
Krigen mod terror, som nu ikke længere kaldes dette officielt, har spredt sig. Den føres nu på mindst fire fronter, nemlig i Afghanistan og Irak samt i Pakistan og Yemen, og muligvis snart også i Iran. Samtidig påståes det, at der nu også strømmer en stor terrortrussel fra Somalia. Alligevel forsikres vi om, at vi er lige ved at være der. Krigen er måske ikke så stor en succes som håbet, men i det mindste en relativ succes. Dette er imidlertid usandt.
Karzais styre er gennemsyret af korruption og religionsfriheden i Afghanistan er aftagende under hans styre [4]. Blot fyrre kilometer fra hovedstaden hersker Taleban (dvs. en af de oprørgrupper uden fælles ledelse, vi i de vestlige medier kender under fællesbetegnelsen Taleban.)[5]
Der er ikke ret mange reelle fremskridt at spore for den civile og uskyldige afghaner, selv efter hele ni års krigsførelse. Den afghanske feminist Malalai Joya påpegede i et interview forleden, at koalitionsstyrkerne anses for at være endnu en fjende af store dele af den afghanske befolkning - de to andre er Nord-Alliancen og Taleban. Hun sagde:
“The only solution is the troops should withdraw because their presence is making the situation worse. Troops are daubed by Afghans as “enemies” rather than “friends”. Afghan people are squashed between three enemies: the Taliban, the fundamentalist warlords and foreign troops.
If the foreign enemy leaves Afghanistan, my people would only face two internal enemies and it would be easier to combat them. All the war criminals of the past 30 years should be put on trial and punished for their unforgivable crimes against the men, women and children of this nation. There are some that say the Taliban may get back to power, but my people, despite being wounded and tired of all the war, may lead a decisive combat against these dinosaurs with the extreme hatred that they have for them.
And then, a democratic, independent and secular government should be installed, free of all kinds of fundamentalist, mafia and criminal germs.” [6]
Vi må heller ikke glemme, at krigen i Afghanistan ikke har hjemmel i international lov. (jvf. juraprofessor Marjorie Cohns behandling af sagen.) [7]
Danmarks tilstedeværelse i Afghanistan er af forhenværende forsvarsminister, Søren Gade, gentagne gange blevet begrundet med, at vi er der for at forhindre terrorangreb på vestlige interesser, men hverken terrorangrebene i London eller Madrid havde deres rod i Afghanistan, hvorfor intet tyder på, at vores tilstedeværelse skulle kunne garantere at der ikke sker terrorangreb i Vesten.
Af alle disse grunde bør Danmark trække tropperne hjem.
Abonner på:
Opslag (Atom)