Himalaya The Science of Mind

BBC Dokumentar: Human, All Too Human - Martin Heidegger.

US militær manual lækket for nylig

Leaked U.S. Military Manual

"How to covertly train paramilitaries, censor the press, ban unions, employ terrorists, conduct warrantless searches, suspend habeas corpus, conceal breaches of the Geneva Convention and make the population love it."

http://www.informationclearinghouse.info/article20125.htm

Direkte link til selve manualen.

http://file.sunshinepress.org:54445/us-fm-31-20-3.pdf

Dagens Citat: Søren Kierkegaard

"Af alle tyrannier er en folkeregering den kvalfuldeste, den åndløseste, ubetinget alt storts og ophøjets undergang. En tyran er dog menneske eller et enkelt menneske. Han har dog ordentligvis én tanke selvom det er den urimeligste. Man kan nu overveje med sig selv om det er umagen værd for den tanke at lade sig slå ihjel, om det således kolliderer med ens egne tanker, eller om det ikke er umagen værd. Og så indretter man sig og lever.
Men i en folkeregering: hvem er herskeren? Et X eller det evindelige pjat: hvad der i ethvert øjeblik er eller har majoriteten - den afsindigste af alle bestemmelser. Når man ved, hvorledes det går til med at få majoritet og hvorledes den kan fluktuere, at så dette nonsens er det regerende!
En tyran er dog kun én; man kan altså, hvis det så synes én, indrette sig på at undgå ham, leve fjernt fra ham o.s.v. Men hvor skal jeg i en folkeregering undfly tyrannen? Ethvert menneske er jo, i en vis forstand, tyrannen; det er blot han skaffer et opløb: en majoritet.
En tyran som enkelt menneske er da så ophøjet, én så fjern at man for ham kan få lov til at leve privat som man vil. Det kan i al evighed ikke falde en kejser ind at bryde sig om mig, hvordan jeg lever, hvad tid jeg står op, hvad jeg læser o.s.v. - ordentligvis ved han slet ikke af, at jeg er til. Men i en folkeregering er jo »ligemanden« det herskende. Ham beskæftiger sligt, om mit skæg er som hans, om jeg tager i Dyrehaven på samme tider som han, om jeg er ganske som ham og de andre. Og hvis ikke, ja da er det en forbrydelse - en politisk forbrydelse, en statsforbrydelse!
En folkeregering ville i maksimum skaffe nogle martyrer, af hvilke den har fortjeneste som Josephs brødre af Joseph.
At leve under en sådan regering er det mest dannende for evigheden, men den største kval så længe det står på. Kun én længsel kan man have, hin sokratiske: at dø og at være død. Thi Sokrates, han har døjet i denne åndløshed, at numerus er regeringen, at vi ikke alle er lige for Gud (thi hvad bryder man sig om Gud i en folkeregering!) men alle lige for tallet! Og tallet er just det onde, som det også i Åbenbaringens Bog bruges således prægnant. En folkeregering er det sande billede på helvede. Thi selvom man skulle holde dens kval ud, det var dog en lise, hvis man fik lov til at være ene, men det kvalfulde er netop, at »de andre« tyranniserer én."
Dagbogsoptegnelse fra 1848, her efter A. Egelund Møller: Søren Kierkegaard om politik, Kbh. 1975 s.139f.

Iraq - What happened to the 23 Billion

Outsourcing Intelligence in Iraq.

Link til Pdf-filudgaven af Corpwatch's rapport om ousourcing af efterretningsvirksomhed i Irak.

http://www.corpwatch.org/downloads/L-3TITANreport.pdf

For Profit

By Malcolm Martin

19/05/08 "ICH" -- - Our children are taught that the United States of America is a democracy. As the tale is told, at the founding of the nation, a government “of, by, and for the people” was established. Four score and seven years later, a President Abraham Lincoln called the nation’s people to join and die in a great civil war that such a form of government might not perish from the earth and their eventual victory preserved American democracy into the future.

Those children can someday refer to the sermons of the Rev. Jeremiah Wright for the full story. But aside from how closely this lesson is in accord with the historic truth, the idea has today become an outright lie and an utter absurdity. The United States of America is now better described as a corporatocracy. The government is owned and the people are dictated to by these capitalist creations whose God is Mammon. Ironically as Lincoln spoke his immortal words at Gettysburg, the Industrial Revolution had begun to generate these entities that would have completely removed any vestige of American democracy seven score and five years later.

Corporations are, of course, different from people. They are devoid of human emotion. They are constitutionally unable to generate empathy. They feel nothing if people suffer exploitation, if people live in misery, or if people die horribly. Union Carbide was unaffected by the thousands dead and dying in Bhopal. It registered only on a balance sheet as a $470-million loss taken for the sake of future corporate viability under a new name, Dow Chemical. The corporation cannot be reasoned with, pleaded with, or shamed into changing course even in times like these, when life on the planet hangs in the balance. McDonald’s is in the process of teaching Starbucks that even the pretense of a social conscience is too expensive a marketing ploy.

The corporation recognizes and reacts only to threats to its air supply—profits. So figuratively speaking; corporations do share something with human beings. They have an instinct for self-preservation and if they are deprived of a life giving element they die. While human beings must have oxygen and water, the corporation’s lifeblood is those quarterly profits. The corporation must make a profit and then continue making ever greater profit. Corporate profits must grow, forever! Irrational, impossible, unsustainable but that is in the nature of the beast—much as lemmings are pushed into the sea.

The largest US oil corporations ExxonMobil, ConocoPhillips, and Chevron have registered world record profits for the last several years. But Big Oil cannot afford to rest! Beating those records is now a fight for survival into the future. The price of gas, nearing $4.00 per gallon, must continue upwards. The government regulatory agencies must continue to “accidentally” give up oil royalties revenue, the President must continue pushing for exploration in the Alaskan wilderness and off the Gulf Coast, the Congress must continue making theatrical calls for price-gouging investigations and stay away from actual windfall profits tax legislation. Damn public opinion, the US military must remain in Iraq and must soon assault Iran to secure the Middle East’s vast oil reserves.

The parameters are the same in every corner of the global economy. The maximum profit is a product of the greatest possible productivity and the lowest possible wage. US corporations have moved everything that isn't nailed down to lower wage countries. Nothing is made in today’s de-industrialized United States. American consumer's service calls are answered in Ireland and India. Major League baseballs are made in Haiti. AirJordan’s come out of Nike's sweatshops in Indonesia. Microsoft conducts 85% of its research in the US so Bill Gates wants to lift H-1B visa restrictions to bring the low wage workers here. Halliburton is now headquartered in Dubai and preparing to receive its old boss, Dick Cheney, in his retirement years.

To survive under their profit imperative, corporations must undertake a never ending process of consolidation. There is consolidation by horizontal integration. For instance, numerous US corporations once dotted the auto making landscape. In the recent past it was down to the Big Three. Today Chrysler is doomed, Ford is on life support, and General Motors is on its knees. In the corporate world of the near future cars will be made in Japan, or China, or India. Ultimately, the industry will settle in one corporate entity.

Then there is consolidation by vertical integration and its heavyweight champion is Wal-Mart, the world’s largest corporation. Wal-Mart has made a partner of the Chinese government. Working together, the partners have turned China into a vast subsistence-wage labor camp. China supplies Wal-Mart so it has no need of domestic vendors like the now destroyed Rubbermaid. Armed with the lowest production costs, Wal-Mart’s rise up on every other street corner selling every commodity imaginable and every service the corporation can get its hooks into. Wal-Mart lays waste to local economies and then picks up the pieces to become the only butcher, baker and candlestick maker in town. The corporation recently moved to provide banking services in its stores.

The US government has been hollowed out during the rise to absolute power of the corporations. Elections have become an elaborate “reality show” that plays out on corporate television for viewers entertainment. If you watch FOX, the reality is filtered through Rupert Murdoch’s Newscorp, NBC is General Electric news, CNN is Time/Warner news, ABC brings you into Disney’s world, and Viacom regularly checks the iconic CBS news department to make sure Edward R. Murrow is still dead and buried under a mountain of infotainment. That is when Viacom is not preparing America’s youth for slavery and death through MTV and B.E.T.

The actual counting of the American people’s votes is done by the corporations—giant defense contractor United Technologies recently moved to take the job off Diebold’s hands. Corporate sentinels, the lobbyists, roam the halls of government enforcing discipline among the hired hands, allowing the most servile to feed longest at the public trough. So the Congress has not passed legislation and the Supreme Court has not decided a case, in which significant wealth was involved, in favor of the people in thirty years. Each and every decision of all three branches of the US government now transfers wealth from the people to their corporate masters.

The corporations now have in their sights the last remaining institutional pillars of American democracy. The Business Roundtable, the Gates Foundation and the Walton Family Foundation are working mightily to smash the public schools. Wall Street is funding the effort to gain control of the Social Security trust fund for its investment bankers. And the whole corporate gang is intent on “starving the beast” or killing state and local governments. Their success in this effort is probably best expressed in California’s $17.4 billion budget deficit and Florida’s crushing $5 billion revenue shortfall this fiscal year.

Then finally, there is the most ominous development of all. The corporations have begun forming their own Praetorian Guard. The massacre of Iraqi civilians and the patrolling of the hurricane ravaged streets of New Orleans have made Blackwater Worldwide, formerly Blackwater USA, the most famous of the rising corporate armies. Contrary to any notion of cost effectiveness, Blackwater mercenaries protect US State Department personnel in Iraq instead of the regular military. It seems not to make sense, unless the corporatocracy is looking ahead to a day when they can no longer trust the US military to carry out attacks on an American people’s democratic resistance striking at their profits—their air supply.

A Brief History of Religion

Dagens Citat: Cristopher Lasch

"The best defences against the terrors of existence are the homely comforts of love, work and family life, which connect us to a world that is independent of our wishes yet responsive to our needs. It is through love and work, as Freud noted ... that we exchange crippling emotional conflict for ordinary unhappiness. Love and work enable us to explore a small corner of the world and come to accept it on its own terms. But our society tends either to devalue small comforts or to expect too much of them. Our standards of "creative, meaningful work" are too exalted to survive disappointment. Our ideal of "true romance" puts an impossible burden on personal relationships. We demand too much of life, too little of ourselves.... We find it more and more difficult to a achieve a sense of continuity, permanence or connection with the world around us. Relationships with others are notably fragile; goods are made to be used up and discarded; reality is experienced as an unstable environment of flickering images. Everything conspires to encourage escapist solutions to the psychological problems of dependence, separation and individuation, and to discourage the moral realism that makes it possible for human beings to come to terms with existential constraints on their power and freedom."

Fra "The Culture of Narcissism".

MUTO a wall-painted animation by BLU from blu on Vimeo.

US_Backed Iraqi Police Public Execution

Greg Palast: The Most Important Investigative Reporter You've Never Heard Of

Fed Politisk Antikrigs Spoken Word

The Death Squads

Chomsky Lecture: The Iraq War

Uncovered: The Whole Truth about the Iraq war

KRIGSDEMOKRATI

Den koldblodige morder er unægtelig blandt de mest forhadte forbrydere, for det forekommer os generelt uforståeligt at nogen kan besidde en sådan bestialitet og hensynsløshed, at han uden at blinke kan tage livet fra et andet menneske, hvorfor han da også generelt menes at fortjene straf for sin forbryderiske gerning. Det interessante er imidlertid, at det kun er den morder som ved egen førstehåndsgerning bringer et andet menneskes liv til ende, som generelt ses straffet, i nogle såkaldte demokratier, undertiden med den ultimative straf, døden. Hvor det koldblodige mord på et andet menneske ofte vurderes som værende et udtryk for psykopati eller fejhed, findes der imidlertid en anden form for mordere hvis virke nærmest går, hvis ikke ubemærket, så i hvert fald ustraffet hen. Her tænkes selvfølgelig på politiske myrderier som tilvejebringes rent administrativt, gennem udstikkelsen af ordrer fra politiske topposter, men hvor meget fejere er da ikke den bureaukratiske morder, der bag skrivebordets tryghed udsteder ordrer om statslig deltagelse i massemord, uden selv at have gjort sig førstehånderfaringen af hvad det vil sige at berøve et andet menneske fra hans hjertes banken, end den morder som har berøvet en anden livet ved egen direkte gerning, uanset hvor grusomt dette må forekomme at være? Alligevel går denne form for morderisk virksomhed som oftest ramt forbi, og i vores eget lands tilfælde, har denne forbigåelse jo som bekendt betydet, at de nuværende magthavere - til trods for deltagelsen i det økonomisk motiverede kultur og folkemord, som det uprovokerede angreb på Irak har haft som konsekvens – endda er blevet belønnet med embedsforlængelse, selvom deres forbrydelse er usammeligneligt mere vidtrækkende og omfattende, end den morderiske gerning der i reglen straffes hårdt.

Disse kujoner(!), hvis børn yderst sjældent tælles blandt de faldne for den påståede gode sag - kan gøre dette uden at blinke, da det alt sammen foregår på bekvem afstand, hvor hverken det uskyldige civile offer for præcisionsbombardamentet eller dennes pårørende, udgør nogen trussel for genvælgelsen og embedsforlængelsen. Men hvordan kan det egentlig være at det er lykkedes disse forbrydere, at undslippe den hårde konsekvens vi ellers normalt betragter som et udtryk for retfærdighedens fyldestgørelse? Er det fordi deres forbrydelser ifølge en eller anden bizar logik ikke er forbrydelser men derimod legitime handlinger? Svaret på dette spørgsmål afhænger selvfølgelig af hvem der holder mikrofonen. Hvis Nürnberg-tribunalet mod nazismens forbrydere i dag dannede grundlag for nogen nævneværdig præcedens, er magthavernes meddelagtighed i den uprovokerede angrebskrig, ikke blot en forbrydelse, men snarere at betragte “som den største internationale forbrydelse, som kun afviger fra andre krigsforbrydelser, idet den i sig, indeholder helhedens akkumulerede ondskab.” Alligevel bestrider disse personer stadigvæk de højeste embeder i det politiske system, hvilket er bemærkelsesværdigt, men langt fra underligt. Pressen har nemlig for en stor dels vedkommende (med Information som eneste nævneværdige undtagelse) haft andet at se til, såsom at sælge reklameplads i gratisaviserne, hvorfor man ikke lige har kunnet finde tiden til at agere befolkningens vagthund. Undertiden har lovprisningen af den bureaukratiske elite, endda været af et sådan omfang karakter, at specielt en af de store avisers ukritiske “journalistiske” virke, undertiden vækker minder om den nære fortids, autokratiske regimers partiaviser.

Demokrati høres ofte forsvaret med, at det er en styreform som er at foretrække frem for andre mere diktatoriske eller autokratiske styreformer, da den beherskede befolkning dels er garanteret nogle forfatningssikrede frihedsrettigheder og dels kan leve i nogenlunde tryghed for forfølgelse og undertrykkelse. Dette argument godtages generelt og møder sjældent de store indvendinger. Det interessante er imidlertid, at denne styreforms tilsyneladende sikring af frihedsrettigheder og forsikring mod forfølgelse og undertrykkelse, åbenbart ikke gælder udenfor landets grænser, for hvem vil mon driste sig til at hævde, at det generelt lovpriste repræsentative demokrati, har udvirket noget sådant for den irakiske befolkning? Det britiske meningsmålingsbureau Oxford Research Bureau opdaterede for nylig dets vurdering af dødsfald forårsaget af Irak-krigen til 1.3 millioner dræbte, men uanset om denne vurdering præcist udtrykker blot et brudstykke af “helhedens akkumulerede ondskab” eller dødstallet, som nogle hævder, er langt mindre, er der utvivlsomt tale om uhyrligheder af et rædselsvækkende omfang, hvorfor i hvert fald to spørgmål melder sig. Er repræsentativt demokrati eksporterbart med vold og tvang som midler? Og er den politiske elite der nu – efter gennem en anseelig periodes morderiske sanktioner, med hundredetusinder børneliv som omkostning - har orkestreret “den største internationale forbrydelse”, virkelig at betragte som stort bedre for irakerne, end den morderiske despot, hvis detronisering man med tiden valgte at begrunde og legitimere krigen med? Dette vil jeg lade op til læseren at vurdere.

The World According to Monsanto - A documentary that Americans won't ever see.

Heuristik

I anledning af den nyligt lancerede demokratikanon...

Mange vil nok sige at den demokratiske styreform er god fordi den i sin natur og udviklingshistorie giver rum for indvidet til at udvikle sig i en relativ frihed indenfor lovenes grænser? Men hvis friheden til at handle er en definerende karakteristika ved en god samfundsorden, og dette er hvad der adskiller og gør en demokratisk orden bedre end en mere diktatorisk og autoritær orden, hvordan er den demokratiske orden så bedre end ingen orden, altså bedre end komplet autonomi og dermed komplet frihed til at udfolde ens livspraksis på måder som nu engang synes at passe bedst til ens perciperede natur, evner og aspirationer, fremfor en delvist påtvunget livspraksis baseret på en konsensuelt betinget styreform, som dikteres af et skiftende flertals præferencer for hvad der er god stil og etik? Eller sagt med andre ord, hvis medbestemmelse er bedre end ingen indflydelse på egen livsførsel, er komplet selvbestemmelse så ikke følgelig bedre end blot medbestemmelse, eller er der en skjult variabel som gør at medbestemmelse er at foretrække fremfor autonomi, og hvis dette er tilfældet, hvad validerer så denne skjulte variabel? Hvilket rejser et nyt spørgmål, nemlig hvorledes argumentativ validitet defineres når det kommer til samfundsdrift og styring? Hvad er, i en politisk diskussion om en given styreforms overlegenhed i forhold til andre styreformer, succeskriterierne for et arguments gangbarhed? Er det at det stiler mod retfærdighed? Og hvis dette er tilfældet hvordan defineres da retfærdighed? Kan man komme frem til en objektiv definition af hvad der er retfærdigt eller uretfærdigt eller beror retfærdighed og uretfærdighed udelukkende på subjektive værdier og/eller mavefornemmelser hos den enkelte? Hvis validiteten defineres af effektivitet, altså af i hvor høj grad argumentet for en given styreform har at gøre med denne styreforms effektivitet, hvad karakteriserer i så fald effektivitet i en samfundsmæssig kontekst? Og hvorfor er effektivitet i så fald det mest interessante parameter, og hvad karakteriserer så i modsætning hertil ineffektivitet, og dennes ufordelagtighed? Endvidere rejser effektivitetsspørgmålet et andet spørgsmål, for hvad skal denne effektivitet ses i forhold til? Hvad er det der stiles henimod, for er effektivitet ikke netop at forstå som effektivitet i forhold til opnåelsen af et givet mål? Og hvis dette er tilfældet, hvad eller hvem definerer i så fald dette mål og med hvilken ret, og udfra hvilke kriterier foregår denne definering, eller udfra hvilke kriterier vurderes det hvorledes et givent mål kan siges at være mere hensigtsmæssigt og aspirationsværdigt end andre mål? Hvis målet er velfærd, hvad er da velfærd? Er det noget objektivt definerbart eller er enhver tale om velfærd præget af ideologisk standpunkt, social status, kulturbaggrund eller andet, og kommer denne samfundsmæssige styring mod velfærd til at eksistere på bekostning af andet som kan forekomme væsentligt, såsom frihed? Er velfærd og sundhed i samfundet forbundet med en høj grad af frihed for individet til at udfolde sig, eller er dette sekundært, mens tryghed for flertallet er den primære bekymring dvs. den primære karakteristika ved velfærd? Og hvis dette er tilfældet hvad retfærdigør så trygheden for de mange på bekostning af frihed for den enkelte, eller kan de to godt eksistere side om side? Hvis målet ikke er velfærd, eller ikke kun er velfærd, men ydermere at samfundet skal være et videnssamfund, hvad karakteriserer da denne viden der ønskes fremavlet i en samfundsmæssig kontekst? Hvorfor er den værdig som aspiration og er det sikkert at denne viden skaber et bedre samfund eller er der indbygget en farlighed i denne ønskede udvikling af viden, som eksempelvis hvis store dele af befolkningen får kendskab til processerne involveret i at destruere med stor effektivitet?

Nu hvor værdikampen alligevel er på sit højeste med teseformuleringer og røde og grønne skoler kunne det være rart at få nogle seriøse svar på nogle af ovenstående spørgsmål.

Fogh & Bush - Venner i ilden

»Demokratidagsordenen har været et fællestræk mellem os. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg synes, at det var forfriskende, da Bush startede sin demokratidagsorden. Det synspunkt, at verdens demokratier og verdens frie samfund må stå sammen om at fremme demokrati og sikre menneskerettigheder, der hvor det er muligt. Det er jo en dagsorden, jeg er meget optaget af«

Således ytrede statsministeren sig til politiken, i et interview bragt i avisen den 28. Februar i år. Dette påståede værdifælleskab er højst opsigtsvækkende, idet det fremprovokerer en række interessante spørgsmål som vil blive behandlet i det følgende.

Den amerikanske orden er af flere fremtrædende politologer blevet betegnet som et polyarki. Hvilket i sin essens betyder, at det er et system hvor elitære grupperinger styrer, mens folkemassernes deltagelse i den politiske proces er begrænset til at vælge mellem ledere ved valg, som i praksis styres af indbyrdes konkurrerende eliter. Specielt ejerskabet af medierne er her værd at bemærke. Størstedelen af medierne i USA ejes af store mediekonglomerater, og iflg. en undersøgelse som den amerikanske media watchdog organisation Project Censored foretog i 2006[1] - hvor man undersøgte 10 af de største medieorganisationers bestyrelser - er 118 bestyrelsesmedlemmer i disse medieorganisationer samtidig medlemmer i bestyrelserne i 288 amerikanske og internationale virksomheder, hvilket påviser et meget bemærkelsesværdigt overlap mellem magtfulde medieorganisationer og den økonomiske elite. Størstedelen af de amerikanske medier kan derfor næppe betragtes som blot forholdsvis neutrale stemmer ved politiske processer såsom valg og i meningsdannelsen generelt. Ukritisk gengivelse af propagandistisk regeringsretorik er i mange af disse medier regelen mens kritisk journalistik er undtagelsen, og det er kun yderst sjældent at intellektuelle røster - der ytrer sig kritisk om Israels behandling af palæstinenserne, eller den amerikanske udenrigspolitiks menneskelig og økonomiske omkostninger - bliver interviewet af de store televiserede medier. Det er imidlertid ikke blot manglende inddragelse af relevante intellektuelle som er værd at bide mærke i. Langt mere væsentligt er det forhold, at man hos nogle toneangivende massemedier, undertiden fra redaktionel side beder journalister om at sanere deres sprogbrug, så det dels fremstår mere venligtsindet men samtidig også forvrænger de faktiske forhold. Et eksempel på dette er dækningen af Israel-Palæstina konflikten. I følge en rapport udgivet af Fairness and Accuracy in Reporting (F.A.I.R.) fra 2001, var det kun fire procent af nyhedsdækningen i USA der omtalte at der var tale om en israelsk militær okkupation i de besatte områder når der rapporteredes fra disse, hvilket følgeligt gør at nyhedsstoffet fremstår noget anderledes for modtagerne, end hvis dette havde været nævnt. Den legendariske engelske journalist Robert Fisk nævner som eksempel på hvorledes denne sanering af journalisternes sprogbrug til tider dikteres fra det redaktionelle bagland, at han under sit virke som rapportør fra de besatte områder fik at vide at han fremover skulle benævne de israelske bosættelser i de besatte områder, som nabolag fremfor bosættelser, hvilket kan forekomme at være en mindre justering men ingenlunde er det, for som Fisk selv udtrykker det ““CNN udsendte en notits til deres ansatte i Mellemøsten: “I fremtiden skal Gilo [israelsk bosættelse] omtales som et nabolag”. Nu er der ret stor forskel på en koloni, hvilket er hvad en bosættelse er.... og et nabolag. En bosættelse, en israelsk bosættelse, er bygget til jøder og kun til jøder på arabisk jord, og den er ulovlig under international lov. Et nabolag er blot et rart og venligt sted. Så ved at presse journalister til at ændre deres ord, ved at tvinge dem til at forandre deres ordvalg, ved linguistisk at ændre den narrative fortælling, bliver journalisterne ikke alene holdt i geled; “dette er sproget, dette er det linguistiske system du må benytte”, men det fjerner også på vellykket vis den palæstinensiske side af konfliktens grunde til, at de handler som de gør.[2]”

Den amerikanske føderations størrelse, den korporatistiske samfundskonstruktion og opretholdelsen af den militær-imperialistiske orden betyder i praksis, at præsidentembedet så godt som aldrig bestrides af personer, som ikke er pro-big business og pro-Israel, og de ledende regeringsmedlemmer er da i regelen også loyale overfor de stærke interessegrupper der har hjulpet dem til embedet, fremfor tjenere for samfundets svageste. Muligheden for at deltage i den dagsordenssættende proces, og dermed muligheden for at udøve nogen nævneværdig indflydelse på de førte politikker, kan for den overvejende del af den amerikanske befolkning, derfor ligge på et meget lille sted.

Et samfund som det amerikanske kan således sagtens gøre brug af de formelle procedurer man normalt tilskriver en demokratisk orden uden dermed at være specielt demokratisk. Det, at man foretager folkeafstemninger, er derfor næppe nok til at kvalificere til at blive kaldt et demokrati, selvom sådanne selvfølgelig kan tjene som et nyttigt legitimeringsgrundlag for en samfundsorden der i prakis kun styres af samfundets eliter.

Skulle man vælge at se bort fra ovenstående forhold og alligevel købe argumentet om at Bush-adminstrationen havde udbredelse af demokrati som den primære bevæggrund for angrebskrigen, må det siges at være udtryk for et nyt udenrigspolitisk paradigme, idet USA ikke tidligere har udvist nogen stor forkærlighed for demokrati i landets udenrigspolitiske virke siden anden verdenskrig.

I 1952 omstyrtede man for eksempel den demokratisk valgte Mossadeq i Iran[3]. Mossadeqs forbrydelse var at han ønskede at give den iranske befolkning del i landets olierigdom. Dette fandt man fra britisk og amerikansk side uacceptabelt og man fik derfor indført den følgagtige shahs diktatoriske regime i stedet. Under shahen foretoges omfattende likvideringer af dissidenter af sikkerhedstjenesten SAVAK, som kom til verden med støtte fra USA og Israel i 1957 [4], hvilket senere indirekte var med til at muliggøre Khomeinis kulturrevolution, idet den sekulære opposition næsten var elimineret.

I Guetemala væltede man i 1953 den første demokratisk valgte præsident i Sydamerika, Arbenz Guzman. Han var ikke kommunist men en oprigtig demokrat, men han måtte fjernes da han udgjorde en trussel mod amerikanske forretningsinteresser, idet hans økonomiske reformer gik på tværs af United Fruit Company’s profitinteresser i landet[5].

Nitten år senere, i 1972, skabte man gennem en årelang indsats fra CIAs side, grobunden for Augusto Pinochets militærkup i Chilé, og dermed grobunden for omstyrtelsen af den demokratisk valgte regering anledt af Salvador Allende der døde under kuppet[6].

Men det er jo alt sammen længe siden, vil nogle måske indvende, hvilket jeg selvfølgelig kun kan medgive, men hvorfor nævner jeg det så? Jeg nævner det fordi disse tre interventioner er illustrative eksempler på det udenrigspolitiske paradigme der har kørt lige siden, og som fortsat er i højsædet i dag. Demokrati ønsker man kun såfremt en demokratisk orden tjener amerikanske interesser, hvilket for eksempel under den nuværende administration er blevet set eksemplificeret ved nægtelsen af at anerkende de palæstinensiske selvstyreområders valg - der ellers af internationale valgobservatører betegnedes som fair og frit - fordi befolkningen stemte på den “forkerte” politiske gruppering, Hamas.

Man havde dengang intet problem med at støtte og samarbejde med diktatoriske regimer, ligesom man heller ikke har det i dag, så længe disse er rentable og forholdsvis ukritiske samarbejdspartnere. Det seneste eksempel på dette er, at Bush under sin nyligt afsluttede rundrejse i mellemøsten, forhandlede en aftale på plads med det saudi-arabiske diktatur, og efterfølgende bad den amerikanske kongres om at godkende et våbensalg svarende til 100 milliarder kroner.[7] Våbensalget skal imidlertid ikke ses isoleret men som et led i et årtier langt militært samarbejde hvor Saudi-Arabien har været USA's største kunde hvad våben angår

Dette militære samarbejde med et af mellemøstens værste diktaturer er ikke blot en skændsel, men samtidig bidragende til at udhule enhver tale om udbredelse af demokrati som primær udenrigspolitisk motivationsfaktor, ligesom det sætter spørgsmåltegn ved, hvad der er den egentlige bevæggrund for den såkaldte krig mod terror, idet det fundamentalistiske saudi-arabiske diktatur er en af de største kilder, til den efterhånden ganske omfattende islamiske radikalisering, vi bevidner verden over.

Det eneste såkaldte demokrati i mellemøsten er den amerikanske klientstat israel, der på trods af det faktum, at landet opretholder den længstvarende militære besættelse i nyere tids historie, og på trods af den illegitime produktion af masseødelæggelsesvåben, kollektive afstraffelser i uoverenstemmelse med international lov, og tortur og forfølgelser af palæstinenserne, aldrig mødes af andet end symbolsk løftede pegefingre i vesten. Israel er på trods af alle disse forhold endvidere den fortsatte modtager af en usammenlignelig diplomatisk, økonomisk og militær støtte fra USA.

Modviljen blandt regionens arabere, mod den påtvungne amerikanske orden i Irak, kan i tråd med det ovenfor nævnte, derfor næppe komme som noget stort chok. Endvidere bør man nok også have for øje, at mange voksne irakere sikkert fortsat kan huske, at USA støttede Saddam Hussein i halvfjerdserne og firserne. Det høje dødstal blandt civile irakere under den første golfkrig var næppe heller glemt ved invasionens start, ligesom mange nok også godt var og er klar over, at den høje børnedødelighed man bevidnede i halvfemserne, var et direkte produkt af den vestlige sanktionspolitik, hvilket alt sammen tjener til at forklare den irakiske befolknings udbredte mistillid til den amerikanske besættelsesmagts påståede gode intentioner. En mistillid der næppe er blevet mærkbart mindre med uhyrlighederne begået i Abu Ghraib og den afgrundsdybe mangel på forståelse for den kultur man har invaderet, blandt de unge besættelsesstyrker.

Det er derfor også særdeles interessant i denne kontekst at AFR konsekvent undlader at nævne, at begrundelsen om demokratiudbredelse først blev taget i brug efter de falske efterretninger om masseødelæggelsesvåben var blevet manet grundigt i jorden. Derfor trænger et presserende spørgsmål sig også på. For hvis USA's intention med invasionen af Irak ikke var demokratisering, hvad var da bevæggrunden? Dette er i sagens natur ikke et spørgsmål med et enkelt svar, men i tråd med ovenstående vil jeg i det følgende redegøre for forhold som med stor sandsynlighed har været bidragende faktorer, nemlig forsyningssikkerhed, sikring af det amerikanske hegemoni (herunder dollarens dominans på oliemarkedet), den neokonservative underigspolitiske doktrin som formuleredes før Bush kom til magten, og administrationens tætte bånd med olie-industrien.

Den neokonservative faktor

William Kristol og Robert Kagan, som begge er såkaldte neokonservative høge tilknyttet den neokonservative tænketank Project For the New American Century, og derudover begge er tilknyttet det Rupert Murdoch ejede konservative nyhedsmagasin The Weekly Standard, forfattede i 1996 en artikel med titlen “Toward a Neo-Reaganite Foreign Policy” som publiceredes i det generelt velansete udenrigspolitiske tidskrift Foreign Affairs. I artiklen kunne man blandt andet læse:

“Conservatives will not be able to govern America over the long term if they fail to offer a more elevated vision of America's international role [...] What should that role be? Benevolent global hegemony. Having defeated the "evil empire," the United States enjoys strategic and ideological predominance. The first objective of U.S. foreign policy should be to preserve and enhance that predominance by strengthening America's security, supporting its friends, advancing its interests, and standing up for its principles around the world.[8]” De her nævnte amerikanske principper og interesser, kunne godt betyde at man fra Kagans og Kristols side ønsker en demokratiserende udenrigspolitik, men som allerede nævnt er demokratibegrebet i sig selv problematisk i en amerikansk kontekst og de nævner det da heller ikke direkte, men mener til gengæld at de beskrevne mål skal tilvejebringes gennem en forøgelse af det amerikanske forsvarsbudget, gennem en indsats med det formål at styrke “militære dyder” i den generelle amerikanske befolkning, og gennem en særdeles offensiv udenrigspolitik, jf. nedenstående citat.

“Conservatives these days succumb easily to the charming old metaphor of the United States as a "city on a hill." They hark back, as George Kennan did in these pages not long ago, to the admonition of John Quincy Adams that America ought not go "abroad in search of monsters to destroy." But why not? The alternative is to leave monsters on the loose, ravaging and pillaging to their hearts' content, as Americans stand by and watch. What may have been wise counsel in 1823, when America was a small, isolated power in a world of European giants, is no longer so, when America is the giant. Because America has the capacity to contain or destroy many of the world's monsters, most of which can be found without much searching...[9]” Her er det selvfølgelig interessant at Irak ikke nævnes specfikt, men her er sandsynligvis tale om et bevidst retorisk fravalg, idet argumentation for neo-reganistisk udenrigspolitik og samtidig for et angreb på Irak, for mange nok vil forekomme inkonsistent med det forhold at Reagan “samarbejdede”[10] med Saddam Hussein, under Iran-Irak krigen.

Senere samme år ledte den neokonservative Richard Perle en studiegruppe som skrev et såkaldt strategy paper med titlen “A Clean Break: A New Strategy for Securing the Realm” til Benjamin Netanyahu, der på det tidspunkt var premierminister i Israel. Dokumentets fokus var en ny tilgang til løsningen af det man opfattede som Israels sikkerhedsproblemer i Mellemøsten. I brevet stod der blandt meget andet at “Israel can shape its strategic environment, in cooperation with Turkey and Jordan, by weakening, containing, and even rolling back Syria. This effort can focus on removing Saddam Hussein from power in Iraq – an important Israeli strategic objective in its own right – as a means of foiling Syria’s regional ambitions.”[11] [min fremhævelse]

Halvandet år senere, den 26. Januar 1998, skrev Rumsfeld sammen med 17 andre medlemmer af den neokonservative tænketank Project for The New American Century, et åbent brev til Præsident Clinton, hvori en militær omstyrtelse af Saddam Hussein’s regime anbefaledes, idet “ The only acceptable strategy is one that eliminates the possibility that Iraq will be able to use or threaten to use weapons of mass destruction. In the near term, this means a willingness to undertake military action as diplomacy is clearly failing. In the long term, it means removing Saddam Hussein and his regime from power. That now needs to become the aim of American foreign policy.[12]” for hvis ikke dette blev gjort ville det ifølge tænketanken blandt andet betyde at “en signifikant del af verdens olieforsyning vil være truet.[13]” Udover Donald Rumsfeld, kom flere af de øvrige underskrivere af brevet til Præsident Clinton, senere til at bestride embeder under Bush. Deres navne og senere stillinger i Bush-administrationen er: Elliot Abrams; Special Assistant to the President and Senior Director on the National Security Council for Near East and North African Affairs, Richard Armitage; Deputy Secretary of State, Jonh Bolton; Undersecretary of State for Arms Control and International Security, Paula Dobriansky; Under-Secretary of State for Democracy & Global Affairs, Zalmay Khalilzad; Rådgiver for Rumsfeld,, Richard Perle; Chairman of the Board., William Schneider Jr.; Head of the Defence Science Board., Robert Zoellick; United States Deputy Secretary of State og Paul Wolfowitz; Deputy Secretary of Defence.

Dette var dog ikke det sidste man skulle høre fra tænketanken. Allerede et år senere, i 1999, forfattedes et omfattende dokument med titlen “Rebuilding America’s Defenses” hvori man kunne læse at "America’s adversaries will continue to resist the building of the American peace; when they see an opportunity as Saddam Hussein did in 1990, they will employ their most powerful armed forces to win on the battle-field what they could not win in peaceful competition; and American armed forces will remain the core of efforts to deter, defeat, or remove from power regional aggressors[14]".

Til trods for det faktum, at Project For the New American Century åbent fremførte disse holdninger, til trods for det store antal af garvede højrefløjsideologer der stod bag dem og til trods for de embeder mange af disse senere skulle komme til at bestride i Bush-administrationen, blev PNAC nærmest forbigået, og kun undtagelsesvist nævnt i den amerikanske nyhedsdækning op til Irak-krigens begyndelse.

Olien og dollaren..

Efter anden verdenskrig lå store dele af den europæiske og japanske industri hen i ruiner, og produktionen befandt sig generelt på et lavt niveau. USA var den eneste af de store magter som undslap krigens ødelæggelser, og den amerikanske industri var efter krigen højproduktiv, således at man under krigen tredoblede produktionen indenrigs. Derudover flyttedes store mængder guld fra Europa til USA før og under anden verdenskrig grundet det økonomiske og politiske postyr på det europæiske kontinent. Efter anden verdenskrig var USA således indehaver af 80% af verdens guld og man rådede samtidig over 40% af verdens samlede produktionsapparat. En fast valutakurs etableredes kaldet gulddollar standarden, hvor guldet blev prissat til $35 pr. ounce. Guld blev altså ækvivalent med dollaren, og den amerikanske valuta blev efterfølgende den internationale valutareservestandard. Derudover bør det nævnes, at Franklin Delano Roosevelt i 1945 lavede en aftale med den saudi-arabiske Ibn Saud gående ud på, at man ville beskytte landet, mod at regimet kun handlede dets olie i dollars[15], Disse to historiske forhold er meget væsentlige at have med, hvis man vil forstå hvorfor den internationale oliehandel har været domineret af dollaren i adskillelige årtier, hvilket ses manifesteret i det faktum, at olie kan kun købes hos OPEC i dollars.

Denne dollar-dominans blev af Saddam Hussein truet, da han i september 2000 valgte at veksle sin dollarreserve til euros[16] mhp. at handle den irakiske olie i denne valuta, og det blev efterfølgende af flere olie-producerende lande hævdet, at man havde lignende intentioner, hvilket for Irans vedkommende i dag ses manifesteret i landets for nyligt lancerede eurobaserede oliebørs.

Det amerikanske olieforbrug forventes fra officiel side, at stige med en tredjedel over de næste to årtier, mens produktionen indenrigs forventes at falde med 12 % i samme periode, hvorfor den amerikanske afhængighed af importeret olie er steget fra at udgøre en tredjedel af forsyningen i 1985 til i dag at udgøre mere end halvdelen, og det forventes ydermere at importeret olie vil udgøre to tredjedele af forsyningen i 2020. Selvom man har gjort hvad man kan for at sikre forsyningsstabiliteten, blandt andet ved at handle olie med lande uden for OPEC, var OPEC (primært Saudi-Arabien) fortsat den største eksportør af olie til USA i 2002-2003[17].

Præsident Bush og vicepræsident Dick Cheney var blot de første eksempler på administrations dybe forbindelser til energisektoren. Otte ministre samt den nationale sikkerhedsrådgiver blev senere hentet direkte i oliebranchen. Præsidenten udpegede to uger inde i hans embede vice-præsident Dick Cheney som overhoved for task forcet National Energy Policy Group, hvis formål var en vurdering af karakteren af den amerikanske forsyningssikkerhed.

Et faktum som næppe kan have undgået Cheney’s Task Force’s opmærksomhed er, at der i Det Kaspiske Hav og under den irakiske ørken potentielt er 433 milliarder tønder olie eller mere, og kontrol over denne olie er selvsagt ensbetydende med øget økonomisk og geopolitisk magt. Bemærkelsesværdigt er det derfor også at denne Task Force allerede mange måneder inden den 11. September, undersøgte kort over irakiske oliefelter, tankerterminaler og olieudvinding. Disse kort er først langt senere blevet offentliggjort grundet at sagsanlæg mod regeringen vedrørende aktindsigt som borgerretsgruppen Judicial Watch måtte hele vejen til højesteret for at vinde[18].

Cheney’s taskforce konkluderede, at “udfra enhver vurdering vil mellemøstlige olieproducenter forblive centrale for sikkerheden i verden. Gulfområdet vil være et primært fokus for USA's internationale energipolitik.”[19] Samtidig med dette, blev Condeoleeza Rice’s National Security Council beordret, at det skulle støtte “gennemgangen af operationelle politikker rettet mod slyngelstater såsom Irak, samt handlinger vedrørende pågribelsen af nye og eksisterende olie og gasfelter.” I statsministeriet etableredes et såkaldt policy-development initiativ der blev døbt “The Future of Iraq”. I initiativets sidste rapport gjordes det klart at Irak “burde åbnes for internationale olieselskaber så hurtigt som muligt efter krigen ... landet [dvs. USA] bør etablere et forretningsklima som kan bidrage med at tiltrække investeringer i olie og gasresourcer.”[20] Disse forhold peger alle sammen hen imod, at Bush administration var overordentlig interesseret i den irakiske olie lang tid før proklameringen og markedsføringen af den Globale Krig mod Terror, og selvom det fra officiel side gentagne gange er blevet hævdet at angrebskrigen intet havde at gøre med olie, er der et interessant forhold som indikerer det modsatte. I en artikel i Financial Times den 5. juni 2003 - altså allerede mindre end tre måneder efter krigens begyndelse – læse, at den irakiske olie igen handledes i dollars[21], til trods for at euroen i midten af 2003 havde en 13% højere værdi end dollaren.

Krigens omfattende økonomiske omkostninger

Ifølge det officielle organ US Census Bureau havnede yderligere 3.5 millioner amerikanere i fattigdom i perioden 2002-2006, hvilket i dag betyder at rundt regnet 13% af den amerikanske befolkning er fattige. Denne foruroligende stigning i fattigdom, er specielt bemærkelsesværdig når den ses i sammenhæng med de enorme omkostninger som Irak-krigen har kostet de amerikanske skatteydere.

Fra officiel side vurderede man før Irak-krigen påbegyndtes, at krigen ville koste omtrent 60 milliarder dollars, men dette må i lyset af krigsomkostningerne på nuværende tidspunkt betegnes som en meget optimistisk vurdering. Joseph Stieglitz en af USA's ledende økonomer, som i 2000 modtog nobelprisen i økonomi og som tidligere har været cheføkonom i verdensbanken, har netop i en ny bog vurderet, at den egentlige pris for Irak-krigen oprinder i 3 billioner (på amerikansk kaldet trillion) dollars, hvilket Stieglitz i et interview sendt på Democray Now den 29. Februar i år, selv kalder en forholdsvis konservativ vurdering. I følge Stieglitz er der nemlig udover forsvarsministeriets budgetterede krigsomkostninger, endvidere en lang række omkostninger skjult i andre offentlige budgetter og hinsides disse. For eksempel vil udgifter til de økonomiske kompensationer til tilskadekomne krigsveteraner, samt udgifter til medicinsk behandling af disse, løbe op i mange hundrede milliarder dollars over de kommende årtier. Hinsides disse budgetmæssige omkostninger findes der derudover andre skjulte omkostninger for økonomien. Således udgør invaliderede soldaters økonomiske godtgørelser kun en brøkdel af de invalideredes familier økonomiske tab i form af tabte indkomster, som soldaterne ellers kunnet have tjent. Derudover er der iflg. Stieglitz en lang række makroøkonomiske omkostninger som har forvoldt en deprimering af økonomien, såsom det faktum at krigen har forvoldt en stigning i prisen på olie, hvilket betyder ekstraomkostninger til køb af importeret olie, og følgelig at disse penge ikke kan bruges andetsteds i økonomien. Derudover nævner Stieglitz det forhold, at krigen var fuldstændig finansieret for lånte penge, altså med andre ord, af det enorme amerikanske underskud[22].

Summa Summarum.

Demokratisering har med stor sandsynlighed ikke været den afgørende faktor eller det afgørende rationale bag Irak-krigen. Det synes snarere at være tilfældet at forsyningssikkerhed og konsolidering af det amerikanske hegemoni, herunder dollarens dominans på oliemarkedet, har været de betydeligste faktorer, men selv hvis det havde været tilfældet at demokratisering var den primære bevæggrund, ville det stadigvæk være yderst betænkeligt, for indbygget i en sådan krigerisk demokratisme synes en foruroligende ideologisk selvtilstrækkelighed at hvile, hvor millioner på flugt, hundredetusinder dræbte, tortur, forsvindinger af mennesker til hemmelige fænglser (såkaldte black sites) samt udbredt desperation og armodighed, alle ses som blotte overgangsfænomener, som når de først er overkommet, vil lede til smukt blomstrende demokratier, der lever op til vestlige magthaveres høje normer. Dette er imidlertid blot den mere principielle problematik, for ydermere bør man nok overveje om det kan siges at være rimeligt, at skatteyderne i de nationer hvis ledere fører en aktivistisk udenrigspolitik, betaler de meget omfattende omkostninger som sådanne ideologisk funderede udenrigspolitiske aspirationer rummer. Omkostningerne til selve krigsførslen er imidlertid ikke blot omkostninger af økonomisk karakter, for udover disse findes en række omkostninger som må siges at være en uforsvarligt dyr pris at betale. Her tænkes på de frihedsmæssige omkostninger som deltagelsen i krigen mod terror har kostet den danske befolkning, i form af en række frihedsindskrænkende initiativer, som har terrorbekæmpelse som formål. Omkostninger som i fremtiden sagtens kan komme til at blive forøget, i takt med at Danmark, grundet nationens deltagelse i den amerikanske udenrigspolitik, i dag er langt mere udsat for terrorangreb, som hvis de skulle indtræde, kan komme til at betyde endnu flere kontroltiltag og dermed indskrænkninger i den individuelle frihed. En frihed som må siges at være essentiel for driften af et sundt samfund med et rummeligt potentiale for positiv udvikling for individet og befolkningen som helhed. Statsministeren har altså til trods for gentagne gange at have fremhævet at frihed er en stærk drivkraft og bevæggrund for hans regerings førte politikker, opnået det komplet modsatte, nemlig mindre frihed for den danske befolkning, og ovenstående taget i betragtning kan det endvidere nok med god ret hævdes, at han har fået sig nogle gevaldige forklaringsproblemer, som vanskeligt kan affejes med at man er blevet ført bag lyset, da det forekommer højst usandsynligt at hans embedsstab ingen kendskab overhovedet har haft til de mange offentligt tilgængelige kilder som ovenstående er baseret på, ligesom det synes svært at tro, at hans embedsstab intet kendskab havde til den amerikanske udenrigspolitiske historie, som ikke udviser mange tegn på at demokratisering og ædle motiver har haft forrang fremfor amerikanske elitære egeninteresser, hvilket fortsat synes at være tilfældet.

---

[1] Project Censored 2006: Corp Media Ownership, s. 253.

[2] Robert Fisk, udtalelse i dokumentarfilmen Peace, Propaganda & The Promised Land.

[3] Hove, Erslev Andersen, Vignum Jensen et al, Mellemøsthåndbogen, Syddansk Universitetsforlag, 2005.

[4] Ibid.

[5] Stephen Kinzer, Overthrow: America’s Century of Regime Change from Hawaii to Iraq, Times Books 2006.

[6] Ibid.

[7] NPR/AP: Bush Announces $20 Billion Arms Deal for Saudi, 14. Januar 2008

[8] Toward a Neo-Reaganite Foreign Policy, Foreign Affairs, Juli/August 1996.

[9] Ibid.

[10] Grunden til at samarbejde står i anførselstegn er, at Reagan-administrationen samarbejdede med og støttede Saddam Hussein på den en side af Iran-Irak krigen, mens man samtidig solgte våben til den officielle fjende, Iran. Profitten herfra brugtes til at finansiere ultrahøjrefløjsekstremisterne Congaerne, som lå i kirg med det venstredrejede demokratiske Nicaragua. Den såkaldte Iran-Contra skandale.

[11] A Clean Break: A New Strategy for Securing the Realm, Institute for Advanced Strategic and Political Studies, Juli 2006.

[12] Project for the New American Century, Åbent brev til Præsident Bill Clinton, dateret 26 Januar 1998.

[13] Ibid.

[14] Project for the New American Century, Rebuilding America's Defenses, s. 10.

wiki-artikel: http://en.wikipedia.org/wiki/Project_for_the_New_American_Century

Summary: http://www.informationclearinghouse.info/article3249.htm

[15] Michael T. Klare: Ressource Wars, The New Landscape of Global Conflict, Metropolitan Books 2001.

[16] Carola Hoyos & Kevin Morrison: Irag Steps Back Into the Oil Market with Crude Sales Offer, Financial Times 6. Juni 2003.

[17] Michael Renner, The New Oil Order, Foreign Policy in Focus, January 2003.

[18] http://www.judicialwatch.org/oil-field-maps

[19] National Energy Policy Development Group, Reliable, Affordable, and Environmentally Sound Energy for Americas Future (Washington: U.S. Government Printing Office, May 2001), s. 8.

[20] R.W. Behan, The Surreal Politics of Premeditated War, Commondreams.org 03-12-2006.

[21] Carola Hoyos & Kevin Morrison: Irag Steps Back Into the Oil Market with Crude Sales Offer, Financial Times 6. Juni 2003.

[22] Interview med J. Stieglitz og Linda Bilmer, Democracy Now, 29-02-2008.