KRIGSDEMOKRATI

Den koldblodige morder er unægtelig blandt de mest forhadte forbrydere, for det forekommer os generelt uforståeligt at nogen kan besidde en sådan bestialitet og hensynsløshed, at han uden at blinke kan tage livet fra et andet menneske, hvorfor han da også generelt menes at fortjene straf for sin forbryderiske gerning. Det interessante er imidlertid, at det kun er den morder som ved egen førstehåndsgerning bringer et andet menneskes liv til ende, som generelt ses straffet, i nogle såkaldte demokratier, undertiden med den ultimative straf, døden. Hvor det koldblodige mord på et andet menneske ofte vurderes som værende et udtryk for psykopati eller fejhed, findes der imidlertid en anden form for mordere hvis virke nærmest går, hvis ikke ubemærket, så i hvert fald ustraffet hen. Her tænkes selvfølgelig på politiske myrderier som tilvejebringes rent administrativt, gennem udstikkelsen af ordrer fra politiske topposter, men hvor meget fejere er da ikke den bureaukratiske morder, der bag skrivebordets tryghed udsteder ordrer om statslig deltagelse i massemord, uden selv at have gjort sig førstehånderfaringen af hvad det vil sige at berøve et andet menneske fra hans hjertes banken, end den morder som har berøvet en anden livet ved egen direkte gerning, uanset hvor grusomt dette må forekomme at være? Alligevel går denne form for morderisk virksomhed som oftest ramt forbi, og i vores eget lands tilfælde, har denne forbigåelse jo som bekendt betydet, at de nuværende magthavere - til trods for deltagelsen i det økonomisk motiverede kultur og folkemord, som det uprovokerede angreb på Irak har haft som konsekvens – endda er blevet belønnet med embedsforlængelse, selvom deres forbrydelse er usammeligneligt mere vidtrækkende og omfattende, end den morderiske gerning der i reglen straffes hårdt.

Disse kujoner(!), hvis børn yderst sjældent tælles blandt de faldne for den påståede gode sag - kan gøre dette uden at blinke, da det alt sammen foregår på bekvem afstand, hvor hverken det uskyldige civile offer for præcisionsbombardamentet eller dennes pårørende, udgør nogen trussel for genvælgelsen og embedsforlængelsen. Men hvordan kan det egentlig være at det er lykkedes disse forbrydere, at undslippe den hårde konsekvens vi ellers normalt betragter som et udtryk for retfærdighedens fyldestgørelse? Er det fordi deres forbrydelser ifølge en eller anden bizar logik ikke er forbrydelser men derimod legitime handlinger? Svaret på dette spørgsmål afhænger selvfølgelig af hvem der holder mikrofonen. Hvis Nürnberg-tribunalet mod nazismens forbrydere i dag dannede grundlag for nogen nævneværdig præcedens, er magthavernes meddelagtighed i den uprovokerede angrebskrig, ikke blot en forbrydelse, men snarere at betragte “som den største internationale forbrydelse, som kun afviger fra andre krigsforbrydelser, idet den i sig, indeholder helhedens akkumulerede ondskab.” Alligevel bestrider disse personer stadigvæk de højeste embeder i det politiske system, hvilket er bemærkelsesværdigt, men langt fra underligt. Pressen har nemlig for en stor dels vedkommende (med Information som eneste nævneværdige undtagelse) haft andet at se til, såsom at sælge reklameplads i gratisaviserne, hvorfor man ikke lige har kunnet finde tiden til at agere befolkningens vagthund. Undertiden har lovprisningen af den bureaukratiske elite, endda været af et sådan omfang karakter, at specielt en af de store avisers ukritiske “journalistiske” virke, undertiden vækker minder om den nære fortids, autokratiske regimers partiaviser.

Demokrati høres ofte forsvaret med, at det er en styreform som er at foretrække frem for andre mere diktatoriske eller autokratiske styreformer, da den beherskede befolkning dels er garanteret nogle forfatningssikrede frihedsrettigheder og dels kan leve i nogenlunde tryghed for forfølgelse og undertrykkelse. Dette argument godtages generelt og møder sjældent de store indvendinger. Det interessante er imidlertid, at denne styreforms tilsyneladende sikring af frihedsrettigheder og forsikring mod forfølgelse og undertrykkelse, åbenbart ikke gælder udenfor landets grænser, for hvem vil mon driste sig til at hævde, at det generelt lovpriste repræsentative demokrati, har udvirket noget sådant for den irakiske befolkning? Det britiske meningsmålingsbureau Oxford Research Bureau opdaterede for nylig dets vurdering af dødsfald forårsaget af Irak-krigen til 1.3 millioner dræbte, men uanset om denne vurdering præcist udtrykker blot et brudstykke af “helhedens akkumulerede ondskab” eller dødstallet, som nogle hævder, er langt mindre, er der utvivlsomt tale om uhyrligheder af et rædselsvækkende omfang, hvorfor i hvert fald to spørgmål melder sig. Er repræsentativt demokrati eksporterbart med vold og tvang som midler? Og er den politiske elite der nu – efter gennem en anseelig periodes morderiske sanktioner, med hundredetusinder børneliv som omkostning - har orkestreret “den største internationale forbrydelse”, virkelig at betragte som stort bedre for irakerne, end den morderiske despot, hvis detronisering man med tiden valgte at begrunde og legitimere krigen med? Dette vil jeg lade op til læseren at vurdere.