I anledning af den nyligt lancerede demokratikanon...
Mange vil nok sige at den demokratiske styreform er god fordi den i sin natur og udviklingshistorie giver rum for indvidet til at udvikle sig i en relativ frihed indenfor lovenes grænser? Men hvis friheden til at handle er en definerende karakteristika ved en god samfundsorden, og dette er hvad der adskiller og gør en demokratisk orden bedre end en mere diktatorisk og autoritær orden, hvordan er den demokratiske orden så bedre end ingen orden, altså bedre end komplet autonomi og dermed komplet frihed til at udfolde ens livspraksis på måder som nu engang synes at passe bedst til ens perciperede natur, evner og aspirationer, fremfor en delvist påtvunget livspraksis baseret på en konsensuelt betinget styreform, som dikteres af et skiftende flertals præferencer for hvad der er god stil og etik? Eller sagt med andre ord, hvis medbestemmelse er bedre end ingen indflydelse på egen livsførsel, er komplet selvbestemmelse så ikke følgelig bedre end blot medbestemmelse, eller er der en skjult variabel som gør at medbestemmelse er at foretrække fremfor autonomi, og hvis dette er tilfældet, hvad validerer så denne skjulte variabel? Hvilket rejser et nyt spørgmål, nemlig hvorledes argumentativ validitet defineres når det kommer til samfundsdrift og styring? Hvad er, i en politisk diskussion om en given styreforms overlegenhed i forhold til andre styreformer, succeskriterierne for et arguments gangbarhed? Er det at det stiler mod retfærdighed? Og hvis dette er tilfældet hvordan defineres da retfærdighed? Kan man komme frem til en objektiv definition af hvad der er retfærdigt eller uretfærdigt eller beror retfærdighed og uretfærdighed udelukkende på subjektive værdier og/eller mavefornemmelser hos den enkelte? Hvis validiteten defineres af effektivitet, altså af i hvor høj grad argumentet for en given styreform har at gøre med denne styreforms effektivitet, hvad karakteriserer i så fald effektivitet i en samfundsmæssig kontekst? Og hvorfor er effektivitet i så fald det mest interessante parameter, og hvad karakteriserer så i modsætning hertil ineffektivitet, og dennes ufordelagtighed? Endvidere rejser effektivitetsspørgmålet et andet spørgsmål, for hvad skal denne effektivitet ses i forhold til? Hvad er det der stiles henimod, for er effektivitet ikke netop at forstå som effektivitet i forhold til opnåelsen af et givet mål? Og hvis dette er tilfældet, hvad eller hvem definerer i så fald dette mål og med hvilken ret, og udfra hvilke kriterier foregår denne definering, eller udfra hvilke kriterier vurderes det hvorledes et givent mål kan siges at være mere hensigtsmæssigt og aspirationsværdigt end andre mål? Hvis målet er velfærd, hvad er da velfærd? Er det noget objektivt definerbart eller er enhver tale om velfærd præget af ideologisk standpunkt, social status, kulturbaggrund eller andet, og kommer denne samfundsmæssige styring mod velfærd til at eksistere på bekostning af andet som kan forekomme væsentligt, såsom frihed? Er velfærd og sundhed i samfundet forbundet med en høj grad af frihed for individet til at udfolde sig, eller er dette sekundært, mens tryghed for flertallet er den primære bekymring dvs. den primære karakteristika ved velfærd? Og hvis dette er tilfældet hvad retfærdigør så trygheden for de mange på bekostning af frihed for den enkelte, eller kan de to godt eksistere side om side? Hvis målet ikke er velfærd, eller ikke kun er velfærd, men ydermere at samfundet skal være et videnssamfund, hvad karakteriserer da denne viden der ønskes fremavlet i en samfundsmæssig kontekst? Hvorfor er den værdig som aspiration og er det sikkert at denne viden skaber et bedre samfund eller er der indbygget en farlighed i denne ønskede udvikling af viden, som eksempelvis hvis store dele af befolkningen får kendskab til processerne involveret i at destruere med stor effektivitet?
Nu hvor værdikampen alligevel er på sit højeste med teseformuleringer og røde og grønne skoler kunne det være rart at få nogle seriøse svar på nogle af ovenstående spørgsmål.
