Mordet på Osama Bin Laden.

Angrebet på tvillingetårnene den 11. september 2001 var det man i amerikanske efterretningscirkler kalder 'blowback' dvs. en uintenderet konsekvens af den førte politik. Nærmere bestemt en konsekvens af træningen og bevæbningen af de hellige islamiske krigere (mujaheedin) som man flittigt anvendte i proxy-krigen mod Sovjetunionen i Afghanistan i 1980'erne. Det var nemlig i disse år, at Osama bin Laden modtog sin militære træning, sammen med titusinder af andre som blev trænet i de træningslejre som den pakistanske efterretningstjeneste ISI opførte i samarbejde med CIA, hvilket senere skulle komme til at skabe grundlaget for såvel Al Qaeda som Taliban.

Efter krigen i Afghanistan rejste Osama Bin Laden tilbage til Saudi-Arabien, hvor han med stor sandsynlighed blev påvirket af de tanker som skulle forme hans anti-vestlige sindelag. Bin Laden anså Israels besættelse af Jerusalem, islams tredjehelligste by, som et voldsomt zionistisk angreb på islam og han havde yderligere meget lidt tilovers for den vestlige levevis og ønskede derfor at bekæmpe alle former for vestliggørelse af den islamiske verden.

Da Saddam Hussein indtog Kuwait spurgte Bin Laden det saudi-arabiske kongehus om tilladelse til at bekæmpe Saddam Hussein med de hellige krigere han havde allieret sig med i Afghanistan. Det havde man hos landets ledelse svært ved at se den lysende idé i og da det Saudi-Arabiske styre valgte at støtte op om USA under den første golfkrig, forlod han landet i vrede og flyttede til Sudan hvor han begyndte sin terroristkarriere. Da den sudanesiske jord begyndte at brænde under ham flyttede han sine aktiviteter tilbage til Afghanistan hvor han genoptog kontakten til sine hellige krigervenner og blev ganske tæt tilknyttet til Talibans daværende leder Mullah Omar. Fast Forward til 9-11.

Det mest vellykkede terrorangreb i historien fremprovokerede en hurtig amerikansk respons, idet man som bekendt gik i krig med Afghanistan, hvilket var nøjagtig hvad terrornetværket ønskede allermest, idet Al Qaedas strategi var at lokke USA ud i en langvarig udmattelseskrig, i forhåbning om, at denne ultimativt skulle få samme konsekvenser for supermagten, som krigen i Afghanistan i 1980'erne fik for USSR, nemlig økonomisk kollaps, forårsaget af hvad der over tid ville blive ubetalelige krigsomkostninger. Hvad man imidlertid nok ikke havde forventet i den tidlige del af det nye årtusinde var, at USA blot to år senere invaderede endnu et muslimsk land, men endnu engang var den amerikanske udenrigspolitik vand på Al Qaedas mølle, for invasionen skabte grundlaget for en omfattende rekruttering i Irak, hvor unge irakiske mænd stod i kø for at bekæmpe invasionsmagterne med alle mulige midler.

Bin Laden, hans medsammensvorne og deres sympatisører har hele tiden været en marginal gruppering, som langt hovedparten af verdens muslimer har taget afstand fra, ikke desto mindre har man haft held med at sprede de bagvedliggende tanker og strategier i en række lande i Vesten, Mellemøsten og Asien. De mange oprør i mellemøstlige lande hvor regionens muslimer har krævet reformer, frihedsrettigheder og demokratisering indikerer dog, at Al Qaeda ikke har haft held med at sprede deres ideologi i et omfang der vil gå hen og få større betydning for regionens udvikling, i det mindste på kort sigt, tværtimod lader det til at kun meget få bakker op om Al Qaedas ultimative målsætning – genindførelsen af kalifatet.

Al Qaeda har aldrig været en centralt administreret organisation, men snarere et meget løst sammenhængende netværk af ligesindede som kan slutte sig til et sæt af idéer eller principper for voldelig religiøs og politisk oprørskamp mod USA og hegemonens tro støtter i den muslimske verden. Så selvom Al Qaeda har mistet mange af netværkets mest prominente medlemmer og - såvidt vides - alle deres træningslejre, er netværket langt fra afgået ved døden, idet limen der forbinder de involverede snarere er et sæt af idéer end netværkets forskellige personer og et sæt af idéer er ganske enkelt langt sværere at komme til livs end en gruppe af mennesker. Bin Laden var da heller aldrig arkitekten bag netværkets strategiske tænkning, men snarere en art åndelig leder. Den strategiske del - dvs. udformningen af principperne for oprørskampen - har Ayman al-Zawahiri stået for og han er stadig i live, såvidt vi ved.

Spørgsmålet om hvordan Osama Bin Laden har haft held med at gemme sig i en pakistansk by tæt på en militærbase, angiveligt i årevis, uden at den pakistanske stat har været vidende om det, er her ganske interessant, for var det virkelig tilfældet eller har den pakistanske regering i årevis været bekendt med hvor han befandt sig og således dækket over ham? Mange finder det forståeligt nok lidet plausibelt at den pakistanske regering har været så inkompetent. Den indiske forfatter Salman Rushdie går endda så langt som til at kalde Pakistan for en terroriststat og man kan da også let ledes til at frygte, at der i visse voldsforherligende kredse vil blive fremsat krav om yderligere interventioner i landet med udgangspunkt i lignende anklager.

Incitamentet til at bekrige en nation med en atomar våbenkapacitet med udgangspunkt i ovennævnte kritik er imidlertid nok ret begrænset og endvidere bliver det ganske svært at mobilisere støtte til noget sådant under den igangværende økonomiske krise, så det kommer næppe til at ske. Til gengæld har man nok god grund til at frygte, at der vil ske en yderligere optrapning af drone-angreb i Af-Pak regionen, samt yderligere krænkelser af Pakistans territoriale integritet med henvisninger til landets inkompetence (og manglende vilje) ift. til bekæmpelsen af terrorisme. Den opinionsmæssige grobund for yderligere statslige voldshandlinger er i hvert fald ganske god for tiden, for som den amerikanske forfatningsadvokat og systemkritiker Glenn Greenwald udtrykte det i en blogpost forleden: "Whenever America uses violence in a way that makes its citizens cheer, beam with nationalistic pride, and rally around their leader, more violence is typically guaranteed."