Et nyt paradigme tak,

Ideen om at mennesket har undergået et historisk fald fra et tidligere og mere ophøjet kulturstade, må siges at være et besynderligt standpunkt, for hvorfor skulle det evolutionære princip, som ledte fra big bang til skabelsen af planeter, encellet liv, flercellet liv, pattedyr og ultimativt til tænkende pattedyr, pludselig stoppe, eller sågar udskiftes af et devolutionært princip, i det øjeblik mennesket træder ind på scenen? Dette er for mig at se et standpunkt der er vanskeligt at forsvare.

Vores kulturelle udvikling er i dag både moralsk og teknoøkonomisk overlegen set ift. til tidligere tiders, men det betyder selvfølgelig ikke, at alle nutidige mennesker er alle fortidige mennesker overlegne moralsk set, for næppe mange er Jesus eller Nagarjuna moralsk overlegne, mens det imidlertid betyder, at stort set alle voksne mennesker i vores nutidige samfund, har adgang til teknologier som er vores forfædres overlegne. For at eksemplificere hvad der menes, kunne man tage en hvilken som helst krise, hvor vores vestlige kulturs teknologiske udvikling parret med nogles moralske udvikling, udmønter sig i, at mennesker fra alle socioøkonomiske lag i Danmark kan tage til eksempelvis Darfur for at hjælpe nødstedte, hvilket ville være utænkeligt og umuligt for langt størstedelen af vores forfædre, der simpelthen ikke ville have midlerne eller indsigten i sådanne forhold på den anden side af planeten, til at træffe sådanne valg. Dette kan kun lade sig gøre fordi vi i dag ser en række individer i den vestlige verden, som både moralsk opfatter alle mennesker som individer der har krav på en ordentlig tilværelse, altså en decideret verdenscentrisk moral, parret med det forhold, at vi har gennemgået en teknologisk udvikling der gør en sådan transnational godgørenhed mulig. At dømme ud fra hvordan andre folkeslag i meget af verdenslitteraturen betegnes som enten oprigtige fjender, eller indehavere af potentielt brugbare resourcer som kan underlægges det stærke eller udvalgte folkeslag, gør endvidere at man nok også gør klogest i, at betvivle om tidligere tiders dominante etnocentriske eller kulturcentriske moralkodekser, udgør højere og finere menneskelige livsytringer, som på alle punkter er enhver form for nutidig moral overlegen, som det undertiden høres hævdet af romantikere, der postulerer den såkaldte menneskelige afvikling.

Den verdenscentriske moral, som omhandler universelle menneskerettigheder og global social retfærdighed, og som blandt andet findes udtrykt i neologismen globalidaritet, udtrykker en anskuet nødvendighed for global solidaritet og omfordeling. Hvor menneskerettighederne finder sit udgangspunkt i oplysningstiden, udfoldedes tanker om global social retfærdighed først for alvor indenfor de seneste hundrede år, men dette betyder selvfølgelig ingenlunde, at vi ikke også finder den egocentriske moral og den etnocentriske eller grupperorienterede moral på vore geografiske og kulturelle breddegrader, idet disse moralske udviklingstrin selvfølgelig også findes i vores kultur. Den etnocentriske moral synes endda at være den mest fremherskende i befolkningen i dag, hvilket både ses i argumentation vedrørende velfærdsstatens bevaring gennem begrænsning af indvandring, samt i den kulturelle og nationale selvforherligelse, der ligger og gemmer sig som den uudtalte hjemmel, i nationalkonservatives had- og frygtorienterede demagogiske praksis. Men hvad betyder det så? Det betuyder, at vi befinder os på et unikt historisk stade, hvor uhørt mange ift. til tidligere tider i dag besidder en moral som går på tværs af nationale og kulturelle skel og som følgelig omfatter hele menneskeheden, eller i den mere ekstreme form, alle dyrs ret til liv, eller biosfæren betragtet som noget helligt.

Derfor bør man altså ikke drage den konklusion, at der med ovenstående er tale om en ukritisk selvforherligelse af vores nuværende kulturelle stade, for det lader til at forholde sig således, at der med enhver evoltionær komplicering også indtræder nye og mere komplekse patologier, hvilket populært sagt betyder, at hunde får kræft, mens atomer ikke gør det. Dette er ligeledes tilfældet for vores moderne højteknologisk baserede samfund, som i sig bærer kimen til alt fra teknologisk effektiviserede muligheder for etniske udresninger, til den totale udryddelse af jordisk liv som vi kender det, forårsaget af det nutidige omfang af masseødelæggelsesvåben, som rummer denne kapacitet i sig. Problemet er altså her, at den generelle moralske udvikling ikke har fulgt med den teknologiske. Vi så selvfølgelig dette udmønte sig så rædselsvækkende i det tyvende århundrede, hvor Hitler, Mussolini, Stalin, Mao og en lang række amerikanske præsidenter, med en enten egocentrisk eller etnocentrisk/kulturcentrisk verdensanskuelse, forårsagede et ubegribeligt omfang af død og lidelse, ligesom vi i nutiden ser denne form for moral manifesteret i den jødiske undertrykkelse af det palæstinensiske folk.

Her stopper patologien imidlertid ikke, for den nuværende systemkrise er et udtryk for hvorledes vores rationelt og materialistisk dominerede kultur, har udviklet sig til dels at skabe en, i forhold til tidligere tiders mennesker, uhørt grad af materiel velstand, men samtidig også har forårsaget at mennesket er blevet fremmedgjort ift. det som måske er det allermest fundamentalt menneskelig, vores åndelighed. Dette har i høj grad at gøre med den kulturelle udvikling som fandt sit fodfæste i oplysningstiden, og som derfra, frem til nutiden, har udviklet sig. Rationalismen og dennes tætte beslægtning med materialismen, har forvoldt et verdensbillede som både er paradoksalt og patologisk. Det paradoksale består i, at rationalismen og dennes postulerede afstandstagen til metafysikken, som det blandt andet findes udtrykt i den gamle marxistiske vending, at “religion er opium for folket”, har ophøjet rationalismen til en status af ophøjethed og ubetvivlelighed, som nærmest må betragtes som grænsende til det religiøse, mens man i den mere højreorienterede del af spekktret, ser opbakning til den statssanktionerede folkekirkes døde religion, hvor de religiøse erfaringer er fortidige og afsluttede, hvorfor folkekirkekristendommen, egentlig mestendels er at betragte som levende religiøsitet, degenereret til dogmatik og forkyndende etik. Etik som der kan argumenteres for rent rationelt. Rationalismen har altså ophøjet sig selv til nærmest religiøs status, og er derfor at betragte som religionens arvtager, høres det undertiden hævdet.

Det patologiske består i, at rationalismen, specielt hvor denne kobles med hardcore materialisme, har reduceret mennesket til en krop med en kapacitet for rationel mental virksomhed, mens den biosfære som er menneskedyrets livsgrundlag, er reduceret til en blot og bar ressource. Konsekvenserne af denne reduktionisme er inden for de seneste årtier blevet rædselsvækkende tydelige, og vi befinder os derfor i dag i en unik historisk situation, hvor det idag er bedrøvende sandsynligt, at store dele af menneskeheden og klodens mangfoldighed af dyreliv, er udryddelsestruede, primært grundet menneskabte omstændigheder. Dette er den mest begrænsende form for dogme. Desværre for os selv er det også langt den mest udbredte, hvorfor den også kun sjældent høres betegnet med ord som indoktrinering og lignende, selvom den netop er den allermest grundlæggende form for indoktrinering, idet vi sjældent er bevidste om vores gensidige indoktrinering af hinanden, og fordi den begrænser os til at se verden som empirisk realitet og derfor fuldstændig afskærer os fra at se verdens transcendentale aspekt.

Til dette problemkompleks findes ingen lette løsninger, for det er bestemt ikke tilstrækkeligt med et systemskifte, selvom dette selvfølgelig, givet den nuværende situation, må siges at være yderst ønskværdigt og nødvendig. Det der er brug for er et paradigmeskifte.